Cirkulæreskrivelse om vagtvirksomhed

Cirkulæreskrivelse om vagtvirksomhed

1. Ved lov nr. 266 af 22. maj 1986 om vagtvirksomhed er der gennemført en regulering af adgangen til at udøve vagtvirksomhed. I tilknytning hertil har Justitsministeriet udsendt bekendtgørelse nr. 963 af 23. december 1986 om vagtvirksomhed. Loven og bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1987. I bekendtgørelsens § 30 findes en række overgangsbestemmelser.

Lovens hovedformål er at regulere den virksomhed, der typisk udføres af private vagtselskaber. Denne regulering gennemføres først og fremmest ved et krav om, at personer eller selskaber, der ønsker at udøve selvstændig vagtvirksomhed, skal have autorisation hertil. Endvidere skal personalet i en vagtvirksomhed være godkendt, og også kontrolcentraler, der videregiver alarminformationer til politiet, skal være godkendt. Desuden er der i bekendtgørelsen fastsat nærmere bestemmelser bl.a. om personalets uddannelse, uniformering og brug af hunde.

Et andet formål med loven er at søge at nedbringe det store antal fejlalarmeringer fra alarmeringsanlæg. Dette sker ved en bestemmelse om, at alarminformationer som hovedregel kun må videregives til politiet af personalet i en godkendt kontrolcentral, ved at forbyde indbrudsvarslingsanlæg og ved at give politiet mulighed for at opkræve et gebyr for gentagne fejlalarmeringer.

Loven og bekendtgørelsen hviler på betænkning nr. 1048/1985 om vagtvirksomhed, der er afgivet af det af Justitsministeriet nedsatte udvalg om private vagtselskaber.

2. Kompetencen til at meddele autorisation til at udøve vagtvirksomhed er efter bekendtgørelsens § 1, stk. 1, henlagt til rigspolitichefen. Rigspolitichefen har over for Justitsministeriet oplyst, at der af rigspolitichefembedet vil blive udarbejdet en blanket, som kan benyttes ved ansøgning om autorisation til at udøve vagtvirksomhed.

Rigspolitichefen bør i almindelighed indhente en udtalelse om ansøgning om autorisation til at udøve vagtvirksomhed fra politimesteren (politidirektøren) i den politikreds, hvor vagtvirksomheden har sit hovedkontor.

Bestemmelser om, hvilke krav og vilkår der kan stilles i forbindelse med meddelelse af autorisation af en vagtvirksomhed, findes i lovens §§ 3 - 5 og bekendtgørelsens § 2. Som led i autorisationen vil der med henblik på at undgå forveksling med politiets uniformer bl.a. kunne stilles krav med hensyn til personalets uniformering (farve, distinktioner, emblemer m.v.). Der vil også kunne fastsættes krav med hensyn til størrelsen af ordet »vagt«, som efter bekendtgørelsens § 11 skal fremgå af uniformen.

Efter lovens § 6, stk. 1, omfatter en autorisation til at udøve vagtvirksomhed ikke adgang til at udøve vagtvirksomhed på steder, hvortil der er almindelig adgang. Dette vil forudsætte en særlig tilladelse. I henhold til bekendtgørelsens § 4, stk. 2, kan rigspolitichefen generelt meddele autorisation til, at der udøves vagtvirksomhed i form af butiksdetektiv-, dørvogter- og anden opsynsvirksomhed i lokaler, hvortil der er almindelig adgang. Endvidere er der i bekendtgørelsens § 4, stk. 3, åbnet mulighed for, at politimesteren (politidirektøren) i den politikreds, hvor vagtvirksomheden ønskes udøvet, i særlige tilfælde kan give tilladelse til, at der udøves erhvervsmæssig vagtvirksomhed på offentlige veje, pladser og steder (f.eks. butikscentre, gågader, jernbane- og busstationer, færgelejer, lufthavne og lignende). Det er herved forudsat, at en sådan tilladelse efter en konkret vurdering må antages at være ubetænkelig og tillige hensigtsmæssig under hensyn til formålet med vagtvirksomheden på det pågældende sted. Der bør i den forbindelse også lægges vægt på den uddannelsesmæssige baggrund og lignende for det personale i vagtvirksomheden, der i givet fald skal udøve vagtvirksomhed det pågældende sted.

Justitsministeriet har forudsat, at der i overensstemmelse med lovens forarbejder ikke gives tilladelse til, at personer under udførelsen af vagtvirksomhed bærer våben. Allerede givne våbentilladelser skal inddrages.

3. Kompetencen til at meddele godkendelse af personale i en vagtvirksomhed er efter bekendtgørelsens § 5, stk. 1, henlagt til politimesteren (politidirektøren) i den politikreds, hvor vagtvirksomheden har sit hovedkontor.

Såfremt en person, der søges godkendt, ikke har bopæl i den politikreds, hvortil ansøgningen indgives, skal der indhentes en udtalelse fra politimesteren (politikdirektøren) i den politikreds, hvor vedkommende har bopæl, når en sådan udtalelse skønnes at kunne få betydning for stillingtagen til ansøgningen.

Sager om godkendelse af personale bør af hensyn til vagtvirksomheden behandles hurtigst muligt, og en afgørelse bør i almindelighed foreligge senest 14 dage efter ansøgningens indgivelse.

Godkendelse kan efter lovens § 7, stk. 1, kun meddeles, såfremt den, der ønskes ansat, er fyldt 18 år. Alderskravet gælder dog ikke for kontorpersonale, jfr. bekendtgørelsens § 7, stk. 2. Det fremgår af lovens § 7, stk. 3, under hvilke betingelser godkendelse af en ansættelse i øvrigt kan nægtes.

Det følger af bekendtgørelsens § 10, at med undtagelse af butiksdetektiver, dørvogtere og andre opsynsmænd skal personer under udførelsen af vagtvirksomhed uden for vagtvirksomhedens egne lokaler altid bære uniform. Politimesteren (politidirektøren) i den politikreds, hvor vagtvirksomheden udøves, kan dog helt undtagelsesvis give tilladelse til, at der under udførelsen af en bestemt opgave ikke bæres uniform. Uniformen må ikke kunne forveksles med politiets uniformer, og den skal tydeligt være forsynet med ordet »VAGT«. I den forbindelse skal det i øvrigt fremhæves, at rigspolitichefen, jfr. pkt. 2 ovenfor, i forbindelse med meddelelse af autorisation af en vagtvirksomhed vil kunne fastsætte vilkår om personalets uniformering, jfr. bekendtgørelsens § 2, stk. 2.

De personer, der godkendes som ansatte i en vagtvirksomhed, skal i forbindelse med godkendelsen have udleveret et personlegitimationskort, der udstedes af rigspolitichefen. Dette legitimationskort vil ud over et foto af den pågældende indeholde oplysninger om den pågældendes navn samt navn og adresse på vedkommende vagtvirksomhed.

Rigspolitichefen vil udsende nærmere retningslinier til politikredsene om den praktiske fremgangsmåde i forbindelse med udstedelsen af legitimationskort.

Legitimationskortet skal efter bekendtgørelsens § 12, stk. 2, forevises på forlangende. Det er i denne forbindelse dog forudsat, at kravet om forevisning ikke gælder, såfremt begæringen om at se personlegitimationskortet er fremsat i åbenbart chikaneøjemed, for at forhindre en lovlig anholdelse eller lignende.

4. Anvendelsen af hunde som led i vagtvirksomhed forudsætter efter lovens § 5, stk. 1, jfr. § 1, stk. 1, særlig autorisation hertil. Dette gælder både for hunde, der anvendes som pladshunde, og for hunde, der anvendes som forsvarshunde.

En autorisation til at udøve vagtvirksomhed ved brug af hunde omfatter ikke adgang til at udøve vagtvirksomhed på steder, hvortil der er almindelig adgang. Efter bekendtgørelsens § 4, stk. 3, 2. pkt., kan politimesteren (politidirektøren) i den politikreds, hvor hunden ønskes anvendt som led i vagtvirksomhed, dog i særlige tilfælde give tilladelse til, at der på nærmere angivne steder udøves sådan vagtvirksomhed, jfr. det ovenfor under pkt. 2 anførte.

Det er en betingelse for anvendelse af hunde som led i vagtvirksomhed, at hundene har forsvarlige forhold og passes forsvarligt, jfr. bekendtgørelsens § 13. Endvidere skal forsvarshunde føres i kort line og være i stand til at lystre hundens fører. Såfremt betingelserne ikke opfyldes, kan rigspolitichefen tilbagekalde autorisationen, jfr. bekendtgørelsens § 3.

Justitsministeriet forudsætter, at det lokale politi lejlighedsvis ved kontrolbesøg hos vagtvirksomheden efterprøver, at virksomhedens forsvarshunde i rimeligt omfang må anses for at være i stand til at kunne lystre føreren.

De særlige bestemmelser vedrørende hunde finder anvendelse ved såvel erhvervsmæssig som ikke-erhvervsmæssig vagtvirksomhed, der foregår på steder, hvortil der er almindelig adgang, jfr. bekendtgørelsens § 15.

5. Efter lovens §§ 9 og 10 skal kontrolcentraler være godkendte. Kompetencen til at meddele godkendelse af kontrolcentraler er henlagt til rigspolitichefen, jfr. bekendtgørelsens § 17. Det er herved forudsat, at rigspolitichefen indhenter en udtalelse om ansøgningen fra politimesteren (politidirektøren) i den politikreds, hvor kontrolcentralen er beliggende.

Rigspolitichefen har over for Justitsministeriet oplyst, at der af rigspolitichefembedet vil blive udarbejdet en blanket, som kan benyttes ved ansøgning om godkendelse af kontrolcentraler.

De nærmere regler vedrørende kontrolcentraler findes i bekendtgørelsens §§ 16 - 24. Endvidere har rigspolitichefen bl.a. med henblik på rådgivning af nye kontrolcentralindehavere udarbejdet en vejledning om de krav til kontrolcentralens indretning, udstyr og drift, der almindeligvis vil blive stillet til kontrolcentraler.

Efter bekendtgørelsens § 20 kan politimesteren (politidirektøren) i den politikreds, hvortil alarminformationen videregives, bestemme, at der skal foretages personlig observation på den lokalitet, der overvåges, eller fastsætte bestemmelse om andre tilsvarende forholdsregler, inden alarminformationen videregives til politiet. En sådan bestemmelse kan begrænses til bestemte alarmsteder og til bestemte tidsrum. Bestemmelsen træffes efter en samlet vurdering af de lokale forhold, herunder en vurdering af de geografiske forhold på stedet, antallet af tidligere fejlalarmeringer, karakteren af alarmstedet, og i hvilket omfang der ved teknisk overvågningsudstyr er truffet rimelige forholdsregler med henblik på at undgå fejlalarmeringer.

I de tilfælde, hvor der ikke hidtil har været praktiseret ordninger med personlig observation inden videregivelse af alarminformationer til politiet, bør der efter Justitsministeriets opfattelse - i hvert fald indtil der har været lejlighed til at indhøste nærmere erfaringer med de nye regler om vagtvirksomhed - udvises tilbageholdenhed med hensyn til at stille krav om personlig observation. Under henvisning hertil skal Justitsministeriet anmode om, at der i en overgangsperiode på 2 år ikke stilles krav om personlig observation inden videregivelse af alarminformationer til politiet i tilfælde, hvor et sådant krav ikke hidtil har været stillet. I den forbindelse skal det fremhæves, at Justitsministeriet er indstillet på efter udløbet af denne overgangsperiode mere generelt at tage spørgsmålet om krav om personlig observation op til drøftelse med bl.a. branchens organisationer.

Efter bekendtgørelsens § 22 skal vedkommende politimester (politidirektøren) føre tilsyn med en godkendt kontrolcentral og mindst en gang årligt kontrollere, at betingelserne for godkendelse fortsat er til stede. Dette indebærer, at tilsynet i politikredsene 1-8 skal føres af politidirektøren, og at tilsynet uden for dette område skal føres af den politimester, der har ansvaret for 0-0-0 centralen i det område, hvor kontrolcentralen er beliggende. Det lokale politi skal ved disse tilsyn i fornødent omfang søge bistand hos rigspolitichefens tekniske afdeling.

6. Alarminformationer fra indbrudsalarmeringsanlæg kan ikke indføres direkte til politiet, jfr. lovens § 9, 1. pkt.

I medfør af lovens § 9, 2. pkt., kan den stedlige politimester (politidirektøren) helt undtagelsesvis - når særlige politimæssige hensyn taler derfor - tillade, at alarminformationer fra overfaldsalarmeringsanlæg indføres direkte til politiet. Der skal i denne forbindelse lægges vægt på både alarmstedets karakter (store værdier) og de geografiske forhold (store afstande mellem alarmsted og politi).

I de tilfælde, hvor f.eks. pengeinstitutter og posthuse efter de hidtil praktiserede ordninger har opnået tilladelse til at indføre alarminformationer fra overfaldsalarmeringsanlæg direkte til politiet, bør der efter Justitsministeriets opfattelse - i hvert fald indtil der har været lejlighed til at indhøste nærmere erfaringer med de nye regler - udvises tilbageholdenhed med at ændre sådanne ordninger.

7. Anvendelse af indbrudsvarslingsanlæg er efter bekendtgørelsens § 26 forbudt.

Ved indbrudsvarslingsanlæg forstås alarmeringsanlæg, der på stedet afgiver akustiske eller visuelle signaler, som kan høres eller ses uden tekniske hjælpemidler uden for ejendommen. Er alarmeringsanlægget monteret i et ejendomskompleks eller et butikscenter, betragtes det som et indbrudsvarslingsanlæg, såfremt det afgiver akustiske eller visuelle signaler, som kan høres eller ses umiddelbart uden for lejligheden, kontoret eller butikken.

8. Et væsentligt formål med regelsættet er som tidligere nævnt at nedbringe det store antal fejlalarmeringer. Dette formål søges opnået bl.a. ved bestemmelserne om godkendte kontrolcentraler. Herudover er der i bekendtgørelsens § 28, stk. 2, jfr. lovens § 12, medtaget en bestemmelse om, at politimesteren (politidirektøren) i den politikreds, hvortil alarminformationen indgår, kan pålægge en kontrolcentral et gebyr for fejlalarmeringer, efter at have meddelt en advarsel.

Det skal af advarslen fremgå, hvorvidt gebyret i givet fald knyttes til enhver kommende fejlalarmering fra kontrolcentralen eller blot til kommende fejlalarmeringer fra et bestemt alarmsted.

9. Bekendtgørelsen indeholder - som forudsat i lovens § 21 - særlige overgangsregler. Justitsministeriet har ved fastsættelsen af disse regler ønsket at give branchen god tid til at tilpasse sig det nye regelsæt.

ERIK NINN HANSEN

/C.C. DUUS

(til politiet)

Ingen