Legislator Case Law & Legislation
C19872237009 DK

Cirkulære om statstilskud til kurser m.v. til uddannelse af ledere, lærere og øvrige medarbejdere indenfor fritidsundervisning m.v., specialundervisning for voksne samt undervisning af voksne indvandrere (* 1)

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Cirkulære (2 sp) 1987 22370 Historic

Cirkulære om statstilskud til kurser m.v. til uddannelse af ledere, lærere og øvrige medarbejdere indenfor fritidsundervisning m.v., specialundervisning for voksne samt undervisning af voksne indvandrere (* 1)

I henhold til § 101, stk. 1 og 3, i lov om fritidsundervisning m.v., § 7, stk. 1 og 3, i lov om specialundervisning for voksne samt § 8, stk. 2 og 3, i lov om undervisning af voksne indvandrere, kan der ydes statstilskud til uddannelse/efteruddannelse af ledere, lærere, instruktører m.v., hvorefter følgende fastsættes

I KURSUSVIRKSOMHED

TILSKUDSBETINGELSER

Det er en betingelse for statstilskuddet at

- kurset er et led i uddannelse eller fortsat uddannelse af ledere, lærere, instruktører eller andre medarbejdere ved den undervisnings- eller fritidsvirksomhed, som er omfattet af cirkulæret.

- kurset har den fornødne kvalitet med hensyn til fagområder og lærerkræfter.

- kurset omfatter mindst 12 undervisningstimer.

- kurset omfatter mindst 12 deltagere.

- adgangen til kurset ikke betinges af medlemskab af en bestemt organisation.

Undervisningsministeriet kan herudover, i forbindelse med de årlige bevillinger, knytte særlige betingelser til kursusvirksomhedens tilrettelæggelse og genemførelse.

Når ganske særlige forhold gør sig gældende kan Undervisningsministeriet godkende et deltagerantal under 12.

TILSKUDDETS AFGRÆNSNING

Tilskuddet kan ydes til hel eller delvis dækning af følgende udgifter

a. Aflønning af kursets leder, lærere, foredragsholdere, ledere af gruppedrøftelser, undervisningskoordinatorer etc. samt udgifter til disses dagpenge, ophold samt dokumenterede rejseudgifter.

b. Kursusadministration og planlægning, herunder sekretærbistand, lokaleleje, papir, porto, tryksager, leje af AV-midler, og anskaffelse/udarbejdelse af undervisningsmateriale.

c. Deltagerudgifter, herunder ophold og dokumenterede rejseudgifter. Endvidere kan der, hvor forholdene taler derfor, indenfor rammerne af tilskuddet, ydes godtgørelse til deltagerne for særlig store udgifter i forbindelse med deltagelse i kurset, eller for dokumenteret særligt indtægtstab, ved kurser der har en varighed af mindst 5 sammenhængende kursusdage. Støtten kan ydes med indtil 90% af indtægtstabet, dog maksimalt højeste dagpengesats.

Undervisningsministeriet fastsætter vejledende retningslinier for satserne for de tilskudsberettigede udgifter. Tilskuddet kan gøres betinget af at disse satser anvendes ved kursernes gennemførelse. Administrationen i forbindelse med lønudbetaling (kildeskat, feriepenge m.v.) påhviler kursusarrangøren.

TILSKUDDETS BEREGNING

Indenfor rammerne af den givne finanslovsbevilling fastsætter Undervisningsministeriet tilskuddet, der beregnes som et fast beløb pr. undervisningstime eller deltagertime.

Tilskuddet må ikke overstige de faktiske udgifter i forbindelse med uddannelsesvirksomheden.

II ENKELTSTIPENDIER

Der kan i et begrænset omfang ydes enkeltstipendier til uddannelse af ledere, lærere m.v. med henblik på deltagelse i kurser eller studierejser, fortrinsvis i udlandet.

Det er en forudsætning for tildeling af enkeltstipendium, at der senest 1 måned efter kursets eller studierejsens afslutning indsendes en rapport til Undervisningsministeriet.

FREMGANGSMÅDEN VED ANSØGNING

Statstilskuddet kan ydes enten i form af tilskud til gennemførelse af enkelte kurser eller som rådighedsbeløb med henblik på gennemførelse af en række kurser, samt som enkeltstipendier.

Rådighedsbeløb gives fortrinsvis til amter, større landsdækkende organisationer og voksenpædagogiske centre, der har erfaring i at tilrettelægge leder- og lærerkurser. Tilskuddet skal anvendes i det finansår hvortil bevillingen er givet. Evt. uforbrugte beløb tilbagesendes snarest muligt til Undervisningsministeriet.

Skema til ansøgning om tilskud kan rekvireres hos Undervisningsministeriet, Direktoratet for Folkeoplysning, Frie Grundskoler m.v., Vestergade 29-31, 1456 København K., tlf. 01 - 92 53 00.

REGNSKABSAFLÆGGELSE

For tilskud til enkelte kurser skal der aflægges regnskab til Undervisningsministeriet senest 1 måned efter kursets afholdelse. I tilknytning til regnskabet skal der afgives dokumentation for antallet af undervisningstimer og deltagere (f.eks. i form af kursusprogram, deltagerliste etc.) attesteret af tilskudsmodtageren.

Rådighedsbeløb ydet til en række kurser skal afregnes med Undervisningsministeriet senest den 1. april det følgende år. Afregningen sker i form af dokumentation for gennemførelse af de enkelte kurser hvortil direktoratet har ydet tilskud, herunder oplysninger om disse kursers time- og deltagerantal.

Tilskudsafregningen skal være attesteret af tilskudsmodtageren og forsynet med en revisionspåtegning fra statsautoriseret eller registreret revisor. Tilskud ydet til en amtskommune skal attesteres af amtskommunens regnskabskontor.

Samtidig med afregningen fremsendes revideret regnskab for organisationens samlede tilskudsberettigede udgifter til uddannelseskurser for ledere, lærere m.v. i tilskudsåret.

III IKRAFTTRÆDELSE

Cirkulæret, der erstatter cirkulære af 14. februar 1978 om støtte til afholdelse af kurser m.v. for ledere, lærere og medarbejdere ved ungdomsskolen, fritidsvirksomhed for børn og unge samt fritidsundervisning for voksne, finder anvendelse på kursusvirksomhed etableret efter 1. januar 1988.

UNDERVISNINGSMINISTERIET,

Direktoratet for Folkeoplysning, Frie Grundskoler m.v.,

den 16. oktober 1987.

P. d. v.

Marianne Lehmann

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →