Legislator Case Law & Legislation
C19872223209 DK

Cirkulære om befordringsgodtgørelse til deltidsbeskæftigede lærere ved de højere uddannelsesinstitutioner (Til de højere uddannelsesinstitutioner)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Cirkulære (1 sp) 1987 22232 Historic

Cirkulære om befordringsgodtgørelse til deltidsbeskæftigede lærere ved de højere uddannelsesinstitutioner

(Til de højere uddannelsesinstitutioner)

Efter at rigsrevisionen havde henledt Undervisningsministeriets opmærksomhed på, at der ved nogle af de højere uddannelsesinstitutioner blev ydet befordringsgodtgørelse til deltidsbeskæftigede lærere (timelønnede undervisningsassistenter m.fl.), der var bosiddende i større afstand fra institutionerne, meddelte man ved skrivelse af 29. september 1975 til de højere uddannelsesinstitutioner, at Undervisningsministeriet måtte være af den principielle opfattelse, at der ikke kunne ydes befordringsgodtgørelse - eller time- og dagpenge - til de pågældende lærere, men at de for undervisningen fastsatte vederlag måtte forudsættes at være bruttobeløb, der i overensstemmelse med almindeligt gældende regler og praksis skulle omfatte dækning af udgifter til befordring mellem bopæl og arbejdssted. Man anmodede samtidig om, at eksisterende befordringsordninger - efter udløbet af en angiven overgangsperiode - måtte blive bragt til ophør, og at der, såfremt det måtte blive anset for nødvendigt at yde befordringsgodtgørelse til deltidsbeskæftigede lærere i enkeltstående tilfælde, måtte blive indsendt nærmere begrundet indstilling til ministeriet herom.

Ministeriet har herefter - efter indstilling fra vedkommende institution - godkendt ydelse af befordringsgodtgørelse, hvor afstandsforhold m.v. i særlig grad har talt for det.

Det må fastholdes, at udgiften til befordring mellem bopæl og arbejdssted i princippet er staten uvedkommende, og at der ikke af deltidsbeskæftigede lærere kan gøres krav på ydelse af befordringsgodtgørelse.

På denne baggrund bemyndiger man herved med virkning fra den 1. september 1987 de højere uddannelsesinstitutioner til undtagelsesvis at yde detidsbeskæftigede lærere befordringsgodtgørelse under forudsætning af

a) at der er tale om en betydelig afstand mellem bopæl eller hovedarbejdssted og institution,

b) at der efter antallet og fordelingen af undervisningstimerne, som påregnes koncentreret mest muligt, vil være et misforhold mellem aflønning og befordringsudgifter, og

c) at ydelsen af godtgørelse i øvrigt må anses for påkrævet ud fra undervisningsmæssige hensyn.

En eventuel godtgørelse kan som hovedregel kun ydes for befordring med billigste offentlige transportmiddel på grundlag af dokumentation for den afholdte udgift.

Der kan i ganske særlige tilfælde, hvor benyttelse af offentlige transportmidler vil være uøkomomisk eller indebære en meget væsentlig og urimelig forøgelse af rejsetiden, eller hvor andre forhold måtte gøre det påkrævet, gives tilladelse til benyttelse af egen bil, således at der på grundlag af kørselsregnskab ydes godtgørelse efter den for tjenesterejser fastsatte laveste km-takst jfr. senest Finansministeriets cirkulære af 6. juli 1987 (LP.nr. 060/87) om godtgørelse for benyttelse af eget befordringsmiddel på tjenesterejser. Er benyttelse af eget befordringsmiddel nødvendiggjort af transport af undervisningsmaterialer, kan der endvidere bortses fra sædvanlige krav til afstand mellem bopæl/hovedarbejdssted og institution.

Såfremt der er benyttet eget befordringsmiddel, uden at dette er godkendt som grundlag for befordringsgodtgørelse, kan der i det enkelte tilfælde efter omstændighederne - på grundlag af kørselsregnskab - ydes en godtgørelse, der højst kan udgøre udgiften ved benyttelse af billigste offentlige befordringsmiddel (og som ikke kan overstige godtgørelsen pr.km). I tilfælde, hvor der er benyttet fly, kan der på tilsvarende måde efter dokumentation for den afholdte udgift ydes befordringsgodtgørelse i forhold til udgiften ved benyttelse af billigste transportmiddel.

Befordringsgodtgørelse bør kun ydes for et semester ad gangen under hensyntagen til de konkrete forhold i det pågældende semester.

Det understreges, at det er en afgørende forudsætning for den herved meddelte delegation af kompetencen til at træffe afgørelse i sager om befordringsgodtgørelse i særlige tilfælde til deltidsbeskæftigede lærerkræfter, at hovedreglen om, at transport mellem hjem og arbejdssted er staten uvedkommende, fastholdes, således at delegationen ikke medfører en ændring af praksis i retning af et større antal dispensationer, end fortsat behandling af sagerne i Undervisningsministeriet ville have medført. Det forudsættes endvidere at Undervisningsministeriet til enhver tid hos institutionerne vil kunne indhente de fornødne oplysninger om omfang m.v. af udbetalte ydelser.

Det tilføjes, at der som hidtil vil være adgang til at dække udgifter til befordring m.m. for gæsteforelæsere i specielle fag eller emner.

P.m.v.

e.b.

Karen Jepsen

fm.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →