Cirkulære om meritoverførsel i socialpædagoguddannelsen (Til de socialpædagogiske seminarier)
Statutory Text (1 Articles)
Cirkulære om meritoverførsel i socialpædagoguddannelsen
(Til de socialpædagogiske seminarier)
I henhold til Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 550 af 22. august 1986 om uddannelse af socialpædagoger, § 27, stk. 2, fastsætter direktoratet herved følgende bestemmelser om, i hvilket omfang anden tidligere erhvervet uddannelse kan indgå i socialpædagoguddannelsen
1. Fritagelse på grundlag af en fuldt gennemført uddannelse til folkeskolelærer, børnehavepædagog eller fritidspædagog.
1.1. Ansøgere, som over for seminariet dokumenterer at have gennemført uddannelsen til folkeskolelærer, børnehavepædagog, fritidspædagog eller uddannelsen ved den Frie Lærerskole i Ollerup, har ret til optagelse på seminariet til begyndelsen af 2. studieår, såfremt seminariet har ledige studiepladser på pågældende årgang.
1.2. Studerende, som er optaget på seminariet efter punkt 1.1, kan opnå fritagelse for dele af undervisningen på 2. og 3. studieår, som konkret modsvares af indhold i den tidligere gennemførte uddannelse. Fritagelse for undervisningen i et fag kan dog normalt ikke overstige halvdelen af det timetal, der i alt er tillagt faget på 2. og 3. studieår.
1.3. Tilladelse til fritagelse efter punkt 1.2 gives på grundlag af en vurdering i hvert enkelt tilfælde af rektor efter indstilling fra den studerendes lærere i pågældende fag.
2. Fritagelse på grundlag af en delvis gennemført uddannelse som folkeskolelærer, børnehavepædagog eller fritidspædagog.
2.1. Ansøgere, som over for seminariet dokumenterer at have gennemført mindst 1. studieår tilfredsstillende på et børnehave- eller fritidspædagogseminarium, har ret til optagelse på seminariet til begyndelse af 2. studieår, såfremt seminariet har ledige studiepladser på pågældende årgang.
2.2. Studerende, som over for seminariet dokumenterer, at de tidligere har gennemført dele af folkeskolelæreruddannelsen, kan fritages for dele af undervisningen, som modsvares af pensum i fag, hvori vedkommende ved lærereksamen har opnået karakteren 6 eller derover (eller betegnelsen »godkendt«).
Fritagelse for undervisningen i et fag kan dog normalt ikke overstige halvdelen af fagets samlede timetal.
2.3. Det er en betingelse for optagelse efter punkt 2.1 eller fritagelse efter punkt 2.2, at der højst er gået 2 år mellem afbrydelsen af den tidligere uddannelse og det tidspunkt, hvor optagelse på et socialpædagogisk seminarium finder sted.
2.4. Tilladelse til fritagelse efter punkt 2.2 gives på grundlag af en vurdering i hvert enkelt tilfælde af rektor efter indstilling fra den studerendes lærere i pågældende fag.
3. Fælles bestemmelser om fritagelse efter afsnit 1 og 2.
3.1. Studerende, som er optaget på seminariet efter punkt 1.1 eller 2.1, skal i nødvendigt omfang sætte sig ind i undervisningsstof, som pågældendes medstuderende har gennemgået på 1. studieår, men som vedkommende ikke selv har gennemgået under sit tidligere uddannelsesforløb.
Den studerende skal endvidere gennemgå praktik, der er således tilrettelagt, at den over de 2 perioder imødekommer de krav, der er fastsat om praktik på forskellige typer af praktiksteder (jfr. praktikcirkulæret punkt 9.1.B).
3.2. Bestemmelserne i punkt 1.2 og 2.2 giver ikke adgang til fritagelse for tilvalg, speciale, studievejledning, praktik, studierejse, fællestimer eller eksamen.
3.3. Fuld fritagelse for undervisningen i et fag kræver direktoratets forudgående godkendelse.
Ansøgning herom indsendes med rektors indstilling og bilagt en udtalelse fra den studerendes lærer i faget.
Meddeles fuld fritagelse, fritages samtidig for standpunktsbedømmelse i faget. Afgangsbeviset skal i så tilfælde indeholde en påtegning herom.
4. Meritoverførsel i øvrigt.
4.1. Fritagelse for undervisning på et andet grundlag eller i et omfang, der går ud over det, som er fastsat i foregående afsnit, herunder fritagelse for eksamen, forudsætter direktoratets godkendelse.
4.2. Ansøgning efter 4.1 om tilladelse til at søge optagelse på et senere tidspunkt end ved 1. studieårs begyndelse videresendes umiddelbart til direktoratet.
4.3. Ansøgning om anden form for fritagelse efter 4.1 indsendes til direktoratet med rektors indstilling og bilagt en udtalelse fra den studerendes lærere i det fag, hvori fritagelsen ønskes.
5. Klageadgang.
5.1. Klager over rektors afgørelser efter dette cirkulære indsendes til Undervisningsministeriet, Direktoratet for Folkeskolen og Seminarier m.v. gennem rektor.
5.2. Fristen for klager er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende.
5.3. Direktoratets afgørelser efter dette cirkulære kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed.
6. Ikrafttrædelse.
6.1. Cirkulæret træder i kraft straks.
6.2. Socialstyrelsens cirkulæreskrivelse nr. 556 af 1. marts 1978 om særlig optagelse på samt overflytning og orlov under uddannelsen til børneforsorgspædagog og omsorgspædagog samt om indberetning til Socialstyrelsen om disse og visse andre forhold ophæves.
P.d.v.
Per Mollerup