Regulativ for styrelsen af skolerne for klinikassistenter og tandplejere ved tandlægehøjskolerne i København og Århus
Table of Provisions (12)
Statutory Text (12 Articles)
§ 1. Skolens formål er at uddanne klinikassistenter og tandplejere i overensstemmelse med de til enhver tid gældende bestemmelser herom og i så snæver koordination med tandlægeuddannelsen som muligt. Skolen kan endvidere medvirke ved efteruddannelse af disse grupper.
§ 2. Skolen ledes af en skolechef i forbindelse med et skoleråd og et undervisningsudvalg for hver af de 2 uddannelser.
Stk. 2. Til sikring af koordinationen mellem klinikassistentuddannelsen, tandplejeruddannelsen og tandlægeuddannelsen oprettes et koordinationsudvalg.
§ 3. Skolen har administrationskontor fælles med tandlægehøjskolen både i økonomiske og undervisningsmæssige forhold.
§ 4. Ved besættelse af stillingen som skolechef nedsætter tandlægehøjskolens konsistorium et sagkyndigt udvalg til bedømmelse af de indkomne ansøgninger. Bedømmelsesudvalgets indstilling forelægges skolerådet til udtalelse, hvilken udtalelse indsendes til ministeriet tillige med indstillingen og en udtalelse fra konsistorium.
§ 5. Skolechefen repræsenterer skolen udadtil og underskriver på skolens vegne. Afgangsbeviser, skrivelser om optagelse af studerende og skrivelser til overordnede myndigheder medunderskrives af administrator eller den, han bemyndiger hertil.
Stk. 2. Skolechefen er ansvarlig for den daglige ledelse af skolen. Han træffer afgørelse i sager, der ikke er henlagt til afgørelse i skolerådet. Skolechefen kan dog også afgøre sådanne sager, hvis de er af hastende karakter og ikke kan afvente behandling i rådet. Afgørelsen forelægges snarest rådet til efterretning.
§ 6. Skolerådet består af skolechefen, der er formand for rådet, 4 medlemmer valgt af og blandt lærerne, heraf mindst 2 fuldtidsansatte, 1 repræsentant for det teknisk-administrative personale, 1 repræsentant for de klinikassistentstuderende og 2 repræsentanter for de tandplejerstuderende.
Stk. 2. Repræsentanterne vælges for 1 år ad gangen, og der vælges tillige suppleanter for disse. Valgperioden skal så vidt muligt følge undervisningsåret. Afgår et medlem af skolerådet i valgperioden, indtræder suppleanten som medlem, og der vælges en ny suppelant.
Stk. 3. Rådet fastsætter selv sin forretningsorden.
Stk. 4. Ved afstemninger i rådet har skolechefen dobbelt stemme.
Stk. 5. Administrator deltager i rådets møder uden stemmeret.
Stk. 6. Rådet har følgende opgaver
1) Det udarbejder skolens budgetforslag,
2) det afgiver udtalelse om ansættelse af skolechefen,
3) det træffer beslutning om ansættelse og afskedigelse af lærere. Der kan i ansættelsessager nedsættes sagkyndige bedømmelsesudvalg; bedømmelsesudvalgene skal bestå af lærere,
4) det udarbejder eventuelle forslag om ændring af uddannelsesbekendtgørelserne, fastsætter studieordninger og de faglige målsætninger inden for rammerne af bekendtgørelserne og udarbejder eventuelle forslag om efteruddannelser,
5) det træffer afgørelse i sager om oprykning af studerende og i dispensationssager i det omfang, skolen kan afgøre disse,
6) det træffer afgørelse i sager om bortvisning af studerende; sådanne sager kan dog indankes for Undervisningsministeriet,
7) det afgiver udtalelse i andre sager, der forelægges det af skolechefen, og er i øvrigt berettiget til at drøfte alle sager om skolens forhold.
Stk. 7. Ved behandling af de i stk. 6, punkt 4) anførte sager kan rådet supplere sig med repræsentanter for tandlægernes, tandplejernes og klinikassistenternes faglige organisationer.
§ 7. Hvert undervisningsudvalg består af skolechefen, en repræsentant for de fuldtidsansatte lærere og en repræsentant for de deltidsansatte lærere samt 3 repræsentanter for de studerende inden for vedkommende uddannelse.
Stk. 2. Repræsentanterne vælges for 1 år ad gangen, og der vælges suppleanter for disse. Valgperioden skal såvidt muligt følge undervisningsåret. Afgår et medlem i valgperioden, indtræder suppleanten som medlem, og der vælges en ny suppleant.
Stk. 3. Undervisningsudvalgene skal have lejlighed til at udtale sig om forslag til ændringer i gældende uddannelsesbekendtgørelser og studieordninger, såfremt initiativet hertil ikke kommer fra udvalget selv, om de pædagogiske kvalifikationer ved ansættelse af lærere, om dispensationer og om eksamensskemaer og andre forhold af væsentlig betydning for undervisningen. Undervisningsudvalgene skal underrettes om skolens budgetforslag.
Stk. 4. Hvert undervisningsudvalg udarbejder forslag om den fremgangsmåde, der skal følges ved udvælgelse af det antal studerende, der svarer til antallet af ledige studiepladser. Hvert undervisningsudvalg vælger hvert år 1 lærer og 1 studerende, som sammen med skolechefen foretager den endelige udvælgelse.
§ 8. Koordinationsudvalget består af tandlægehøjskolens rektor, en lærer valgt af og blandt studienævnets lærere ved tandlægestudiet, en studerende valgt af og blandt studienævnets tandlægestuderende, skolechefen ved skolen for klinikassistenter og tandplejere, en lærer valgt af og blandt lærerne i undervisningsudvalgene og 2 repræsentanter for skolens studerende, idet der vælges en repræsentant af og blandt de studerende i hvert undervisningsudvalg. Ved Århus Tandlægehøjskole består koordinationsudvalget tillige af 2 repræsentanter for den kliniske tandteknikeruddannelse valgt af og blandt henholdsvis lærerne og de studerende i undervisningsudvalget ved denne uddannelse.
Stk. 2. Repræsentanterne vælges for 1 år ad gangen, og der vælges suppleanter for disse. Valgperioden skal så vidt muligt følge undervisningsåret. Afgår et medlem i valgperioden, indtræder suppleanten som medlem, og der vælges en ny suppleant.
Stk. 3. Rektor for tandlægehøjskolen er formand for udvalget, og skolechefen er næstformand.
Stk. 4. Administrator deltager i møderne uden stemmeret.
Stk. 5. Udvalget holder mindst et møde pr. semester.
Stk. 6. Udvalget har til opgave at tilvejebringe den fornødne koordination mellem tandlægeuddannelsen, tandplejeruddannelsen og klinikassistentuddannelsen. Koordinationsudvalget ved Århus Tandlægehøjskole skal også varetage koordinationen af den kliniske tandteknikeruddannelse med de øvrige odontologiske uddannelser. Udvalget skal til udtalelse have forelagt forslag om nye uddannelsesbekendtgørelser og studieordninger og andre sager af betydning for udvalgets virke. Udvalget kan selv optage sager til behandling.
§ 9. De studerendes råd er den af skolen anerkendte repræsentation for skolens studerende. Dets opgave er at forhandle med skolen om sager, der vedrører de studerendes interesser og at repræsentere dem udadtil. Valgret og valgbarhed til de studerendes råd har enhver studerende ved skolen. De nærmere regler for rådets indre forhold fastsættes af dette.
Stk. 2. De almindelige regler for rådets forhandling med skolen fastsættes af skolechefen og de studerendes råd i forening.
Stk. 3. De studerendes råd udpeger de studerendes repræsentanter til skoleråd og undervisningsudvalg samt til tandlægehøjskolens konsistorium (for så vidt angår Københavns Tandlægehøjskole).
§ 10. Foranstående er en sammenskrivning af regulativ af 19. maj 1976 (ikrafttrådt 1. september 1976) og tilføjelse hertil af 19. marts 1984.
P.d.v.
Birgit Andersen
Regulativ for styrelsen af skolerne for klinikassistenter og tandplejere ved tandlægehøjskolerne i København og Århus