Læreplan for faget EKSPORTTYSK II på merkonomkursus i International Marketing, tysklinien
Statutory Text (2 Articles)
Læreplan for faget EKSPORTTYSK II på merkonomkursus i International Marketing, tysklinien
Formål
Formålet med undervisningen er
- at deltagerne tilegner sig sproglig viden og færdighed, som er af umiddelbar praktisk anvendelighed ved markedsbearbejdning
- at deltagerne i praktiske sammenhænge kan analysere og vurdere eksportpotentialet på et marked
- at deltagerne videreudvikler deres evne til at udtrykke sig mundtligt og skriftligt på varieret tysk med en høj grad af idiomatisk og terminologisk korrekthed
- at deltagerne videreudvikler deres evne til at gennemføre en forhandling på tysk
Mål
Målet med undervisningen er
- at deltagerne kan forstå og anvende generelle markedtingbegreber på tysk i en eksportmarkedsvurdering
- at deltagerne på tysk kan beskrive en virksomhed og dens produkter på baggrund af materiale fra egen virksomhed og/eller andet kildemateriale
- at deltagerne kan foretage en selvstændig problemformulering, analyse og vurdering af markedet for et givet produkt
- at deltagerne på tysk kan gennemføre en samtale med markedsføringsmæssigt indhold
Indhold
EKSPORTTYSK II (60 timer) løses parallelt med MARKEDSANALYSE (60 timer) i en fagligt integreret enhed.
I undervisningsforløbet belyses de elementer, som indgår i faget MARKEDSANALYSE (jvf. læreplan for dette fag) ved sideløbende begrebsorientering.
I arbejdet med emnerne inddrages produktbeskrivelse, f.eks. kildemateriale fra deltagernes egne virksomheder, annoncer og brochurer.
Der arbejdes med auditivt og audiovisuelt materiale for at udbygge deltagernes forståelse af det tyske sprogs udbredelse.
I forbindelse med eksportmarkedsanalyse belyses de kulturelle forskelle, som har betydning for samhandelen, nærmere.
Sprogfærdighed
Deltagernes formuleringsevne og aktive ordforråd opøves gennem arbejdet med tekster, herunder auditivt og audiovisuelt materiale, rollespil, cases og deltagerforedrag.
Ved kommentering, analyse og vurdering af lærebøger, artikler og cases styrkes deltagernes kendskab til markedsanalysens elementer.
Anden relevant terminologi indøves ved arbejdet med f.eks. statistikker, tabeller, grafiske fremstillinger, reklamer.
Ved afholdelse af foredrag og gennemførelse af rollespil om markedsføringsmæssige problemstillinger opøves deltagerne i strukturering og selvstændig formulering samt i præsentations- og mødeteknik, herunder non-verbal kommunikation.
Auditive og audiovisuelle hjælpemidler inddrages i videst muligt omfang under evalueringen af foredrag og rollespil.
Gennem udfærdigelse af f.eks. produkt- og virksomhedsbeskrivelser, rapporter, resumeeer og af længere tekster med markedsføringsmæssigt indhold trænes deltagerne i at strukturere materiale samt formulere sig selvstændigt på nuanceret og varieret tysk med høj grad af idiomatisk og fagterminologisk korrekthed.
Studiekreds
Der udarbejdes en studiekredsrapport på dansk (jvf. læreplan for MARKEDSANALYSE) tillige med et resumee på tysk. Med udgangspunkt i rapporten udformes resumeet som en meddelelse/henvendelse til en virksomhedsinteressent, f.eks. ledelse, datterselskab, agent, afdeling, reklamebureau.
Den mundtlige fremlæggelse af studiekredsrapporten afvikles i forbindelse med faget MARKEDSANALYSE og bedømmes af marketinglæreren, medens resumeet bedømmes af tysklæreren.
Timetal
60 timer
Hjemmeopgaver
Der stilles i alt 12 hjemmeopgaver, hver af et omfang som et halvt eksamenssæt.
Ikrafttrædelse
Læreplanen har virkning fra den 1. august 1987.
P.d.v.
e.b.
Erik Nexelmann
underv.insp.
Ingen