Skrivelse om statsrefusion af sociale udgifter i regnskabsåret 1988 (Til samtlige kommuners og amtskommuners social- og sundhedsforvaltning)
Statutory Text (1 Articles)
Skrivelse om statsrefusion af sociale udgifter i regnskabsåret 1988
(Til samtlige kommuners og amtskommuners social- og
sundhedsforvaltning)
1. Til brug ved kommunernes anmodning om refusion af udgifter til sociale ydelser fremsendes vedlagt 16 skemaer (4 pr. kvartal) for 1988 (* 1). Disse skemaer SKAL bruges ved indsendelsen til sikringsstyrelsen. Anmeldelsen må således ikke foretages på fotokopier.
Forskudsanmodningen sendes i to eksemplarer til sikringsstyrelsen. Skemaet for januar, april og juli kvartal indsendes inden den 1. i måneden forud for kvartalets begyndelse. Skemaet for OKTOBER kvartal indsendes SENEST DEN 20. AUGUST 1988. I januar kvartal 1988 skal skemaets kolonner B, D og G ikke udfyldes. Alle kolonner udfyldes derimod i årets øvrige kvartaler.
Der henvises til reglerne om opgørelsen af de refusionsberettigende udgifter i socialministeriets cirkulære af 10. december 1986 om regnskabsaflæggelse og refusion.
Fra 1. juli 1987 er bestemmelsen om varig hjælp bortfaldet og denne post er derfor ikke med i refusionsskemaet for 1988.
Der er indføjet en ekstra linie vedrørende hjælp til flygtninge til brug for de refusionsberettigende udgifter efter bistandsloven, der ikke er konteret som kontanthjælp.
DELPENSION, JFR. § 20 I LOV NR. 346 AF 1986.
Anmodning om statrefusion af delpension skal ske på særligt skema, der vil blive udsendt af sikringsstyrelsen.
REFUSION AF GRUNDBELØB FOR PENSIONISTER PÅ PLEJEHJEM, JFR. § 136 I BISTANDSLOVEN, skal ligeledes ske på særligt skema, der vil blive udsendt af sikringsstyrelsen.
2. Flere kommuner har spurgt sikringsstyrelsen, om meddelelsen fra postgirokontoret til bank/sparekasse kan påføres oplysning om, hvad det anviste beløb vedrører.
Efter at anvisningen - bl.a. for at forkorte ekspeditionstiden - sker via PTG (postens totalgiro), er det imidlertid teknisk ikke muligt for postgirokontoret at påføre mere, end at beløbet vedrører »refusion«.
Sikringsstyrelsen må derfor foreslå, at social- og sundhedsforvaltningen samtidig med, at refusionsskemaet indsendes til sikringsstyrelsen, oplyser kommunens bogholderi/regnskabskontor om, hvilken dato refusion forventes at indgå til kommunen, beløbets størrelse, samt hvilke ydelser refusionen dækker. (Kan f.eks. ske ved kopi af skemaet).
Endelig foreslås, at kommunen træffer aftale med pengeinstituttet om at få meddelt, når et refusionsbeløb er indbetalt til sikringsstyrelsen. Det kan oplyses, at både banker og sparekasser var meget interesserede i at få gennemført den nye anvisningsform og også deltog i forhandlingerne om ændringen.
3. Refusionssystemet forudsætter en nær overensstemmelse mellem de faktiske udgifter og de beløb, kommunerne løbende anmelder til sikringsstyrelsen.
Betingelserne herfor er bl.a., at de løbende anmeldelser afpasses efter de konstaterede udgifter, således at udgifterne ikke gennem hele året udgiftsanmeldes alene på grundlag af de forud budgetterede årsudgifter. DET UNDERSTREGES, at der skal tages hensyn til, at udgifterne normalt ikke fordeler sig jævnt over årets 4 kvartaler. Idet udgifterne til f.eks. pensioner stiger i løbet af året på grund af satsregulering.
Endvidere er det en forudsætning, at skemaet efterregnes omhyggeligt, og at beløbene i kolonne G (anmeldt refusion fra regnskabsårets start indtil kvartalet) stemmer med det beløb, kommunerne har fået udbetalt i tidligere kvartaler.
4. Som vejledning ved skemaets udfyldelse kan i øvrigt oplyses
a. Det er i skemaet ved note 1) præciseret, at beløbende i kolonne A (årlige udgifter efter budget) skal indeholde senest vedtagne budget, incl. eventuelle tillægsbevillinger.
Det skal dog understreges, at skemaet for januar kvartal 1988 vil indgå som led i statens finanslovbudgettering for de udgiftsområder, skemaet vedrører. Det er derfor nødvendigt, at kommunerne i følgeskrivelsen redegør for eventuelle afvigelser mellem beløbene i kolonne A i skemaet for JANUAR KVARTAL 1988 og det oprindeligt vedtagne budget, der er indsendt til indenrigsministeriet og Danmarks Statistik pr. 1. november 1987.
Eventuelle tvivlsspørgsmål vedrørende skemaets side 1 (bistandsloven) bedes rettet til socialstyrelsen, administrationsafdelingens 2. kontor: 01 29 91 22, ekspeditionssekretær Erik Høeg (lokal 3687), fuldmægtig Hans Korsgaard (lokal 3692) eller fuldmægtig Karen Ladegaard Pedersen (lokal 3668).
b. RÅDIGHEDSBELØB TIL PERSONLIGE TILLÆG TIL PENSIONISTER, JFR. SKEMAETS NOTE 2.
Omfatter IKKE personlige tillæg til varmetilskud.
Satserne, dvs. beløbene pr. pensionist med fuldt pensionstillæg, anføres i de havlårlige satsbekendtgørelser fra sikringsstyrelsen. Efter lov nr. 390 af 10. juni 1987 om social pension er satserne forhøjet og reguleres fremover 1. januar og 1. juli 1988, første gang 1. januar 1988.
Satserne pr. 1. januar 1988 vil blive fastsat efter reguleringspristallet for oktober 1987. Meddelelse om størrelsen vil blive givet, når oktober-pristallet foreligger.
Ved opgørelsen af rådighedsbeløbene i 1988 anvendes pensionisttallene pr. 1 januar 1988.
c. PERSONLIGE TILLÆG TIL VARMETILSKUD.
Udbetalingen af personlige tillæg til VARMETILSKUD er fra 1. januar 1988 IKKE begrænset af et rådighedsbeløb.
Udgifterne til varmetilskud vil blive refunderet med 75% indenfor de rammer, der vil blive fastsat af socialministeren.
d. UNDERHOLDSBIDRAG KONTO 5.66 OMFATTER KUN FORSKUDSVIS UDLAGTE BIDRAG.
Sikringsstyrelsen understreger påny, at det beløb, der skal anslås ved anmeldelse på kontoen, er det NETTOBELØB, der fremkommer som forskellen mellem de forventede udbetalinger af FORSKUDSVISE bidrag og de forventede indbetalinger af bidragsrestancer. Ikke forskudsvis udlagte bidrag må IKKE medtages ved opgørelsen af nettobeløbet til løbende refusion, men vil blive opført på restafregningsskemaet for 1988, jfr. socialministeriets cirkulære af 10. april 1979 om inddrivelse af bidrag.
Indbetalingerne er i mange kommuner fortsat stærkt undervurderet ved anmeldelsen til løbende refusion. På den baggrund skal sikringsstyrelsen i lighed med tidligere år henstille, at der skabes bedre overensstemmelse mellem de faktiske udgifter og de beløb, der anmeldes til løbende refusion i året.
P.s.v.
Ketty Pedersen
/Arne Møller