Sociale Meddelelser fra Socialministeriet, Sikringsstyrelsen og Socialstyrelsen (Uddrag af løsbladspublikationen 'SM - Sociale Meddelelser', indeholdende de meddelelser, hvor Socialministeriet, Sikringsstyrelsen og Socialstyrelsen er kommet med vejledende udtalelser om den sociale lovgivning)

Sociale Meddelelser fra Socialministeriet, Sikringsstyrelsen og Socialstyrelsen

(Uddrag af løsbladspublikationen »SM - Sociale Meddelelser«,

indeholdende de meddelelser, hvor Socialministeriet,

Sikringsstyrelsen og Socialstyrelsen er kommet med vejledende

udtalelser om den sociale lovgivning)

---------------------------------------------------------------------

Sikringsstyrelsen, den 13. juni 1976

MEDDELELSE OM DAGPENGE.

I D-meddelelse D-014-75 oplyste sikringsstyrelsen, at udbetaling af

renteerstatning efter lov om erstatning til besættelsestidens

ofre, ulykkesforsikringsloven og lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl. ikke skal betragtes som »anden hjælp« efter dagpengelovens § 24, stk. 5.

Sikringsstyrelsen er senere blevet opmærksom på, at denne praksis vil medføre »dobbeltforsørgelse« i den løbende sygefraværsperiode i umiddelbar tilknytning til renteerstatningens tilkendelse, idet dagpengene sammenlagt med renteerstatningen i visse tilfælde overstiger den sikredes indtægt som fuldt erhvervsaktiv før anmeldelsen og sygefraværet.

Sikringsstyrelsen skal herefter understrege, at D-meddelelse D-014-75 alene tager sigte på og finder anvendelse for dagpenge i sygeperioder, der er indtrådt efter den fraværsperiode, der gav anledning til, at sikrede fik tillagt renteerstatning efter ulykkesforsikringslovene. I disse senere sygdomstilfælde beregnes dagpenge udelukkende på grundlag af pågældendes aktuelle indtægtstab som lønmodtager eller erhvervsaktiv i øvrigt, dvs. uden hensyn til renteerstatningens størrelse og alene på grundlag af den arbejdsindtægt eller erhvervsindtægt, pågældende har oppebåret efter nedsættelsen af erhvervsevnen.

Det er uden betydning for dagpengenes størrelse, om sikrede i disse senere sygeperioder er sygemeldt på grund af den lidelse, som gav anledning til renteerstatningen, eller på grund af en anden sygdom, som ikke er en følge af erstatningstilfældet.

Bliver sikrede derimod tilkendt renteerstatning i den løbende sygeperiode, der skyldes det ulykkestilfælde/sygdomstilfælde, som giver anledning til udbetaling af erstatningen, eller bliver en allerede tillagt renteerstatning senere forhøjet, skal erstatningsbeløbet efter sikringsstyrelsens opfattelse i denne periode betragtes som »anden hjælp« efter dagpengelovens § 24, stk. 5, og det eventuelt for meget udbetalte dagpengebeløb vil kunne refunderes af den tilgodehavdende renteerstatning.

Da meddelelse D-014-75 har givet anledning til uafkortet udbetaling af dagpenge under sygefravær, som havde eller har forbindelse med et ulykkestilfælde eller sygdomstilfælde, for hvilket der er udbetalt renteerstatning, finder sikringsstyrelsen det rigtigst, at nærværende korrigerende meddelelse først får virkning for dagpenge, der ydes for perioden efter den 1. august 1976.

---------------------------------------------------------------------

Sikringsstyrelsen, den 4. oktober 1976

MEDDELELSE OM VURDERING AF FULD UARBEJDSDYGTIGHED FOR EN MEDHJÆLPENDE

HUSTRU INDEN FOR LANDBRUGSSEKTOREN.

Sikringsstyrelsen har fået forelagt spørgsmålet, om en gårdejers medhjælpende hustru skal bedømmes som helt eller delvis uarbejdsdygtig, når hun er i stand til at klare de huslige funktioner, men ude af stand til at hjælpe i bedriften.

Efter sikringsstyrelsens praksis skal der alene lægges vægt på arbejdet i ægteparrets erhvervsvirksomhed ved vurderingen af, om den medhjælpende hustru er fuldt eller delvis uarbejdsdygtig, idet det kun er i relation til denne arbejdsfunktion, at 25% af virksomhedens overskud overføres til hustruen.

Spørgsmålet må sammenholdes med reglen i dagpengelovens § 29, hvorefter også den medhjælpende hustru kan sikre sig dagpenge som husmoder og opnå dagpenge, hvis sygdommen medfører, at hun heller ikke kan udføre husligt arbejde.

---------------------------------------------------------------------

Socialministeriet, den 15. november 1976

MEDDELELSE OM OPTAGELSE OG FORBLIVEN I DAGINSTITUTION.

Socialministeriet er blevet spurgt, om en kommune kan fastsætte

særlige betingelser for børns ophold i daginstitutioner, når

forældrene er arbejdsløse.

Ministeriet har i den anledning udtalt, at det ikke er i overensstemmelse med pricipperne bag bistandslovens afsnit om dagpleje og daginstitutioner med tilhørende cirkulærebestemmelser, hvis en kommune fastsætter generelle regler, om at børn af arbejdsløse forældre ikke kan optages i eller skal udmeldes af dagplejen eller af daginstitutionen.

I socialministeriets cirkulære af 29. marts 1976 om institutioner under kommunen og om visse særlige plejehjem er det i punkt 43 bestemt, at børn, der er optaget i daginstitution, ikke kan opsiges uden tvingende grunde. Skulle opsigelse i enkelte tilfælde komme på tale, er det endvidere bestemt, at opsigelsen bør ske med 6 måneders varsel.

Ministeriet har i sit svar tilføjet, at den omstændighed, at udmeldelsen skulle komme fra forældrene, intet ændrer i overstående, hvis udmeldelsen i realiteten sker efter pålæg fra det sociale udvalg.

Af socialministeriets cirkulære af 3. november 1975 om kontanthjælp efter bistandsloven, punkt 14, fremgår det endvidere, at der som en fast udgift kan ydes hjælp til børnepasning, samt at det ikke bør kræves, at børn udmeldes af daginstitutioner eller lignende, fordi de i en kortere tid, medens der ydes hjælp, kan passes af forældrene.

Hertil har ministeriet i svaret føjet, at forældrenes muligheder for at passe barnet som udgangspunkt betragtes som kortvarige, når de står til rådighed for arbejdsmarkedet.

Endelig er det fremhævet, at der principielt må anvendes samme opsigelsesvarsel, hvad enten der er tale om en plads i en daginstitution eller i formidlet dagpleje. Opsigelse bør have undtagelsens karakter og bør først ske efter en nøje vurdering af forholdene i hvert enkelt tilfælde. Det bør herunder haves for øje, at det er af betydning for barnets udvikling, at det ikke for ofte skal skifte miljø.

---------------------------------------------------------------------

Socialministeriet, den 4. januar 1977

MEDDELELSE OM OPHOLDSKOMMUNEFORPLIGTELSE.

En kommune har forelagt socialministeriet det generelle spørgsmål om,

hvilken kommune betalingsforpligtelsen påhviler i forbindelse med

børns anbringelse uden for hjemmet, hvor forældremyndighedens indehaver skifter opholdskommune under anbringelsen.

Kommunen beskrev til illustration et eksempel, hvor A kommune beslutter hjælpeforanstaltninger efter bistandslovens § 33, stk. 1, nr. 3, med anbringelse af et barn uden for hjemmet, og hvor forældrene under anbringelsen flytter til B kommune.

Socialministeriet har hertil udtalt, at ethvert familiemedlem principielt får (ny) selvstændig opholdskommune i de tilfælde, hvor pågældende som led i en behandlingsplan får ophold uden for sit eget hjem. Dette gælder såvel barnet, der anbringes uden for hjemmet, som den ægtefælle, der flytter til en uddannelsesinstitution eller optages på et plejehjem.

Denne regel er fastslået i socialministeriets cirkulære af 15. august 1975 om bistandslovens almindelige bestemmelser, punkt 19, der fastlægger, hvilken kommune der skal yde bistand, herunder træffe beslutninger i de enkelte situationer. Det fremgår af bestemmelsen, at den dog er uden større praktisk betydning, hvor det drejer sig om et barn, idet bistand til barnet tillige må opfattes som bistand til forældremyndighedens indehavere, og det derfor er deres opholdskommune, der skal træffe beslutninger om de fremtidige hjælpeforanstaltninger.

I det ovenfor anførte eksempel vil det derfor være B kommune, der - i samarbejde med den tidligere opholdskommune - skal træffe beslutninger om ændringer i behandlingsplanen. Det må imidlertid understreges, at der ikke herved er taget stilling til, hvilken kommune der skal betale for hjælpeforanstaltningerne efter forældrenes flytning og indtil behandlingsplanens afslutning, idet det omhandlede punkt ikke afgør dette spørgsmål.

Det følger direkte af teksten til bistandslovens § 11, at opholdskommunen (eksempelvis også barnets institutionskommune) kan kræve sine udgifter til bistand refunderet af en tidligere opholdskommune, når klienten ved medvirken fra en anden kommune (eller offentlig myndighed) er anbragt i institution eller pleje i kommunen.

I det anførte eksempel vil A kommune derfor som barnets tidligere opholdskommune fortsat være forpligtet til at afholde udgifterne ved institutionsopholdet, uanset at forældrene efter barnets anbringelse flytter til B kommune.

Begrundelsen for denne regel er dels en beskyttelse af institutionskommunen, dels hensynet til barnet, idet det skal sikres, at den behanlingsplan, der er lagt, ikke vilkårligt ændres ud fra økonomiske hensyn, fordi forældrene flytter til en ny kommune.

Når institutionsopholdet afsluttes, og barnet får ophold i hjemmet hos forældrene i B kommune, er der ikke længere mulighed for at føre betalingsforpligtelsen tilbage til A kommune via § 11, og pligten til at afholde udgifterne ved fremtidige hjælpeforanstaltninger vil herefter påhvile familiens fælles opholdskommune.

---------------------------------------------------------------------

Socialministeriet, den 24. marts 1977

MEDDELELSE OM GENNEMTVINGELSE AF AMTSANKENÆVNETS AFGØRESLER - VEDR.

OPSÆTTENDE VIRKNING AF ANKE.

Socialministeriet har i dag skrevet således til amtsankenævnet i Vestsjællands amt

»I fortsættelse af skrivelse herfra af 15. juni 1976, hvori man meddelte, at socialministeriet havde bedt indenrigsministeriet om en udtalelse om, hvorvidt et amtsankenævns afgørelse vil kunne gennemtvinges, inden den sociale ankestyrelse har tages stilling til det sociale udvalgs klage over nævnets afgørelse, skal man meddele, at socialministeriet ved skrivelse af 18. februar 1977 har modtaget indenrigsministeriets svar på denne høring.

Af svaret fremgår, at det er indenrigsministeriets opfattelse, at et tilsynsråd i medfør af den kommunale styrelseslovs § 61 må kunne gribe ind over for en kommune, der ikke efterkommer et amtsankenævns afgørelse, hvis forudsætningen for at anvende sanktionerne i den pågældende bestemmelse iøvrigt er opfyldt.

Det er således en betingelse for, at tilsynsrådet kan bringe de nævnte sanktioner i anvendelse, at kommunalbestyrelsen har handlet i strid med lovgivningen.

Såfremt en kommunalbestyrelse over for tilsynsrådet bestrider, at en af amtsankenævnet truffet afgørelse har været i overensstemmelse med lovgivningen, må tilsynsrådet kunne tage stilling til dette præjudicielle spørgsmål. Ved en sådan efterprøvelse må tilsynsmyndigheden støtte sig til socialministeriets fortolkning af den pågældende bestemmelse.

Indenrigsministeriet er ligeledes enigt med tilsynsrådet for Vestsjællands amt om, at en beslutning om anvendelse af sanktioner forudsætter, at der ikke er rimelig tvivl om, at den afgørelse, der skal fremtvinges, er hjemlet i loven. Dette vil i praksis ofte betyde, at et tilsynsråd i en sag, hvor ankenævnets afgørelse er indanket for ankestyrelsen, vil afvente ankestyrelsens afgørelse i sagen.

I tilknytning hertil skal socialministeriet bemærke, at den omstændighed, at amtsankenævnets afgørelse indbringes for den sociale ankestyrelse ikke medfører, at nævnets afgørelse tillægges opsættende virkning. En kommunalbestyrelse har derfor, selv om det sociale udvalg indbringer amtsankenævnets afgørelse for ankestyrelsen, pligt til at efterkomme nævnets afgørelse, medmindre amtsankenævnet selv på det sociale udvalgs begæring tillægger afgørelsen opsættende virkning, og dette uanset om afgørelsen vil kunne gennemtvinges af tilsynsrådet, inden ankestyrelsens afgørelse foreligger, og uanset at nævnet ikke kan gennemtvinge afgørelsen ved fogedens bistand.I øvrigt vil ankestyrelsens afgørelse om, at en person ikke er berettiget til en ydelse, han har modtaget, ikke medføre, at ydelsen skal tilbagebetales, medmindre de almindelige betingelser herfor er opfyldt.

Der henvises herved til socialministeriets cirkulære af 7. juni 1973 om den sociale ankestyrelse, pkt. 7.

Man skal endvidere bemærke, at socialministeriet, hvis det får forelagt sager fra tilsynsrådene til udtalelse, alene vil kunne tage stilling til afgørelsens principielle forenelighed med de rammer, der er afstukket i den sociale lovgivning, og ikke vil kunne udtale sig om, hvorvidt ankeinstansens afgørelse inden for disse rammer skønnes rimelig.

Det tilføjes, at socialministeriet gennem Sociale Meddelelser vil orientere kommunerne herom«.

--------------------------------------------------------------------

Socialstyrelsen, den 24. marts 1977

MEDDELELSE OM SOCIALE MYNDIGHEDERS ADGANG TIL AT FORETAGE

TILBAGEHOLDELSE I UDDANNELSESSTØTTE FOR HJÆLP YDET MED

TILBAGEBETALINGSPLIGT EFTER BISTANDSLOVEN.

Statens uddannelsesstøtte har anmodet skattedepartementet om en udtalelse om, hvorvidt der efter kildeskattelovens § 73 er hjemmel til i uddannelsesstøtte, der ydes dels som lån, dels som stipendium, at tilbageholde beløb, der er ydet i henhold til forsorgsloven - nu bistandsloven - med tilbagebetalingspligt. Kildeskattedirektoratet har udtalt, at de omhandlede stipendier, men ikke lånene, efter direktoratets opfattelse principielt er omfattede af bestemmelsen i kildeskattelovens § 73, stk. 4. Direktoratet finder imidlertid, under hensyn til formålet med og størrelsen af støtten, at den ikke bør gøres til genstand for lønindeholdelse efter § 73. Der kan dog undtages herfra, såfremt restancen vedrører indkomstår, hvor støtten indgår i den skattepligtige indkomst. Der skal i denne forbindelse foretages en samlet bedømmelse af restantens indkomstforhold.

--------------------------------------------------------------------

Socialministeriet, den 20. juli 1977

MEDDELELSE OM UDDANNELSESHJÆLP.

En kommunal social- og sundhedsforvaltning ønskede en skriftlig

udtalelse fra socialministeriet om, hvorvidt der kunne ydes hjælp

i henhold til bistandslovens § 42 til klienter, der som led i deres uddannelse må tage ophold i udlandet kortere eller længere tid, idet forvaltningen hidtil havde været af den opfattelse, at en sådan hjælp ville være i strid med bistandslovens § 1, der for anvendelse af bistandsloven stiller som betingelse, at hjælpsøgende opholder sig her i landet. Forvaltningen mente heller ikke, at bistandslovens § 5 ville kunne anvendes, idet forudsætningen for at benytte denne bestemmelse er, at pågældende opholder sig i udlandet, og at hjemsendelse afværges ved, at der ydes pågældende hjælp.

Vedkommende amtsankenævn havde imidlertid i et konkret tilfælde givet en klient medhold i, at der kunne ydes hjælp til et 10-måneders kursus i udlandet; kurset var afslutning på en uddannelse i Danmark. Amtsankenævnet fandt ikke, at der i bistandslovens § 42 eller i cirkulæret vedrørende denne bestemmelse er holdepunkter for, at man kan forlange, at uddannelsen finder sted i Danmark.

Socialministeriet bekræftede, at bistandslovens § 5 ikke indeholder hjemmel til at afholde udgifter af den nævnte art, idet bestemmelsen hovedsagelig tager sigte på at modvirke hjemsendelsen af ældre danske statsborgere, der i en længere årrække har opholdt sig i udlandet og derved opnået en særlig tilknytning til det pågældende land. Ministeriet bemærkede samtidig, at bestemmelsen i bistandslovens § 1 må forstås således, at den der modtager hjælp efter loven, må have ophold på dansk territorium, idet dog ganske midlertidige ophold uden for landet, hvor der ikke er tale om fastere boligmæssig eller erhvervsmæssig etablering efter omstændighederne vil kunne sidestilles med ophold her i landet.

Der vil herefter i henhold til bistandslovens § 42 i særlige tilfælde kunne ydes støtte til gennemførelse af en del af en uddannelse i udlandet, såfremt den pågældende hjælpsøgende er bosat her i landet på det tidspunkt, da uddannelsen iværksættes, og såfremt udlandsopholdet er et nødvendigt led i en af det sociale udvalg eller anden offentlig myndighed iværksat uddannelse. Det sociale udvalg må endvidere på forhånd sikre sig at der er mulighed for at følge uddannelsens forløb under pågældendes ophold i udlandet.

---------------------------------------------------------------------

Socialministeriet, den 7. september 1977

MEDDELELSE OM FLYTTEHJÆLP/PERSONLIGT TILLÆG.

Fra en række kommuner er spurgt, om hjælp til pensionister i form af

personligt tillæg i forbindelse med flytning skal gå efter

bistandslovens procedure (§ 47).

Socialministeriet finder, at der i det omfang, der foreligger en omgåelseshensigt, d.v.s. at kommunen yder tillægget med henblik på at undgå præstation af ydelser efter bistandsloven samtidig med, at der i øvrigt ikke er rimelige hensyn, der taler for pensionistens flytning, må personligt tillæg kunne betragtes som ulovlig flyttehjælp. I modsat fald kunne bistandslovens bestemmelser om flytning blive illusoriske for en stor persongruppe - pensionisterne - uanset at personligt tillæg i denne relation blot træder i stedet for en ydelse efter bistandsloven.

Konklusionen må herefter være, at personligt tillæg kan ydes som hjælp til flytning, at tillægget kan betragtes som ulovlig flyttehjælp i bistandslovens forstand, såfremt det er ydet i den hensigt at omgå bistandslovens regler, men at bestemmelserne i bistandslovens § 47, stk. 1, ikke kan kræves opfyldt for så vidt angår pensionister. Flytningen skal blot kunne opfattes som rimelig i relation til den pågældende pensionist.

Kommunen står herefter noget friere med hensyn til ydelse af personligt tillæg til flytning, end ved flyttehjælp efter bistandsloven. I visse situationer bør samtykke til hjælpen imidlertid indhentes fra tilflytningskommunen, således at fraflytningskommunen i tilfælde af manglende samtykke betragtes som opholdskommune efter bistandsloven.

---------------------------------------------------------------------

Socialministeriet, den 7. september 1977

MEDDELELSE OM FREMGANGSMÅDEN VED INDDRIVELSE AF MANGLENDE BETALING

FOR BØRN ANBRAGT I DAGINSTITUTION EFTER BISTANDSLOVEN.

Foranlediget af en brevveksling mellem Kommunernes Landsforening og Københavns kommunes social- og sundhedsforvaltning om lovligheden af, at en kommune opsiger børn fra en daginstitutionsplads som følge af, at forældrene ikke betaler den fastsatte takst i medfør af bistandslovens § 73, har socialministeriet udtalt følgende

»Et ophold i en daginstitution er - ligesom rådgivning, kontanthjælp, hjemmehjælp, hjælpemidler og ophold i plejehjem og andre institutioner - en ydelse efter bistandsloven. Tildeling af sådanne ydelser beror ikke på en aftale i privatretlig forstand, men på en ansøgning fra en person og en afgørelse fra det sociale udvalg efter en vurdering af ansøgerens behov for den eller de ydelser, der kan komme på tale.

Da bistandsloven omfatter et bredt spektrum af ydelser, der ikke blot står til rådighed for økonomisk svagtstillede, er der i lovens § 7, stk. 1, givet en almindelig hjemmel til at kræve betaling for bistand, bortset fra kontanthjælp og anden hjælp, der ydes under hensyn til økonomisk trang. I lovens specielle afsnit er der givet nærmere retningslinier for, hvordan betalingen for de enkelte ydelser skal fastsættes.

Endvidere er der i § 7, stk. 2, givet en regel om den fremgangsmåde, som skal følges, hvis betaling ikke indgår, nemlig at beløbet kan inddrives efter reglerne for inddrivelse af personlige skatter.

Hermed er der gjort op med dette spørgsmål, og bistandsloven indeholder ikke hjemmel for, at det sociale udvalg på grund af manglende betaling kan nægte en plejepatient fortsat ophold i et plejehjem, inddrage hjemmehjælpen til en person, der ikke kan klare sig i eget hjem uden praktisk bistand eller udelukke et barn, hvis pasningsbehov udvalget selv har accepteret, fra en daginstitution«.

---------------------------------------------------------------------

Socialministeriet, oktober 1977

MEDDELELSE OM TILSKUD TIL URINALARMAPPARATER.

En forhandler af urinalarmapparater, der anvendes i forbindelse med behandling af enurisis, ønskede oplyst, om tilskud til betaling af disse apparater kunne ydes efter bistandslovens § 48.

I sit svar udtalte socialministeriet

»at § 48 ikke kan anvendes, da den omhandlede udgift ikke kan anses som en merudgift ved forsørgelsen.

Derimod kan der i givet fald i trangstilfælde ydes hjælp efter § 46, stk. 1, der omhandler hjælp til sygebehandling, medicin, tandbehandling eller lignende i tilfælde, hvor udgiften ikke kan dækkes efter lovgivningen om offentlig sygesikring eller social ulykkesforsikring«.

---------------------------------------------------------------------

Socialministeriet, den 24. januar 1978

MEDDELELSE OM FORÆLDELSE AF KRAV PÅ TILBAGEBETALING AF YDET HJÆLP.

På forespørgsel fra en kommune har Socialministeriet udtalt

Med bistandslovens § 27, stk. 3, er indført en særlig kort

forældelsesfrist (* 3). Denne regel er navnlig begrundet i

administrative hensyn.

Afgørende for om en fordring falder ind under denne regel er alene situationen på tidspunktet 3 år (* 3) efter den tilbagebetalingspligtige hjælps ophør. Hvis der ikke på dette tidspunkt er økonomisk mulighed for at fastsætte en betalingsordning eller fastholde en allerede fastsat betalingsordning, bortfalder kravet eller den resterende del deraf.

Hvis situationen på 3-års-dagen derimod er den, at en allerede fastsat betalingsordning kan fastholdes eller, at der kan fastsættes en betalingsordning, vedvarer kravet til det er indfriet eller forældet efter dansk rets almindelige forældelsesregler.

---------------------------------------------------------------------

Socialministeriet, den 2. februar 1978

MEDDELELSE OM FLYTTEHJÆLP OG OPHOLDSKOMMUNESPØRGSMÅL.

En kommune var i tvivl om, hvorvidt bestemmelsen i bistandslovens §

47, stk. 2, »klaret sig uden bistand efter denne lov« skulle

forstås på den måde, at en fraflytningskommune, som havde ydet flyttehjælp, uden at betingelserne var til stede, ville blive betragtet som opholdskommune for enhver form for hjælp efter bistandsloven, som måtte blive ydet af tilflytningskommunen inden for de i bestemmelsen fastsatte tidsgrænser.

Kommunen fandt selv, at ydelser efter bistandslovens kap. 9 og 10 var omfattet af bestemmelsen i § 47, stk. 2, mens den fandt, at bistand efter §§ 48, 50, 58 og 73 ikke faldt ind under bestemmelsen.

På grundlag af forarbejderne til bistandsloven og de forudgående forsorgslove, herunder L 336 af 29. juli 1942, fandt socialministeriet, at enhver form for bistand efter bistandsloven - herunder hjælp efter §§ 48, 50, 58 og 73 - medfører, at den kommune, der har ydet flyttehjælpen, uden at betingelserne har været til stede, og uden at den foreskrevne fremgangsmåde har været fulgt, betragtes som opholdskommune.

I den konkrete sag, hvor der var ydet boligindskud af tilflytningskommunen, uden at det var undersøgt, om boligindskud kunne ydes over boliglovgivningen, var ministeriet enig med socialstyrelsen i, at tilflytningskommunen kun ville kunne kræve refusion af udgifter, der ikke kunne afholdes over boliglovgivningen.

---------------------------------------------------------------------

Sikringsstyrelsen, den 9. februar 1978

MEDDELELSE OM BELØB TIL DÆKNING AF UDGIFTER TIL HUSLEJE O.L.

Til enlige pensionister indlagt på somatiske sygehuse udbetales - ud

over et beløb til personlige fornødenheder - et beløb til dækning

af udgifter til husleje o.l. fra udgangen af måneden efter den måned, hvor det sociale udvalg har truffet bestemmelse om optagelse på plejehjem, jfr. folkepensionslovens § 26, stk. 2, nr. 2, invalidepensionslovens § 31, stk. 2, nr. 2, og enkepensionslovens § 10, stk. 1, nr. 2.

Beløb til huslejeudgifter o.l. efter disse bestemmelser er skattepligtige.

Socialministeriet har på sikringsstyrlsens forespørgsel udtalt, at den skat, der trækkes af de udbetalte beløb til dækning af husleje o.l., ikke kan udbetales i henhold til folkepensionslovens § 26, stk. 2, nr. 2, og de tilsvarende bestemmelser i invalide- og enkepensionslovene. Såfremt pensionisten ikke har ekstraindtægter til at betale skatten af det udbetalte beløb til dækning af husleje o.l., vil der imidlertid kunne ydes personligt tillæg til betaling af skatten, hvis betingelserne herfor er opfyldt.

Det forudsættes, at socialforvaltningerne er de pågældende pensionister behjælpelige med at søge skattekortet ændret i overensstemmelse med ændringen af indkomstforholdene.

Forfalder en enlig pensionists udgift til husleje f.eks. i ejerboliger og andre faste udgifter kvartalsvis, halv- eller helårlig, bør udgifterne fordeles over en 12 måneders periode. Kommunerne må i disse tilfælde hver måned udbetale det månedlige pensionsbeløb til dækning af udgifter til husleje o.l. med et beløb svarende til pensionistens gennemsnitlige månedlige udgift.

De udbetalte beløb til dækning af udgifter til husleje o.l. skal konteres under grundbeløb. Der skal dog i de enkelte tilfælde foretages en registrering, således at det er muligt at afgive oplysninger til sikringsstyrelsen om de afholdte udgifter.

---------------------------------------------------------------------

Socialministeriet, den 14. april 1978

MEDDELELSE OM INDDRIVELSE AF TILBAGEBETALINGSKRAV.

Det sociale udvalgs beslutning om inddrivelse efter bistandslovens §

7, stk. 2, må betragtes som en afgørelse, der kan indbringes for

amtsankenævnet. Det vil sige, at amtsankenævnet kan tage stilling til såvel spørgsmålet om, hvorvidt der inden tvangsinddrivelsen er udfoldet tilstrækkelige bestræbelser for at gennemføre en frivillig betalingsordning, som til det sociale udvalgs skøn over betalingsevnen, jfr. bistandslovens § 27, stk. 1.

Efter bistandslovens § 7, stk. 2, inddrives betalingen efter reglerne for inddrivelse af personlige skatter, hvorefter inddrivelse kan ske ved udpantning eller ved lønindeholdelse.

Udpantning foretages af den kommunale pantefoged, jfr. kildeskattelovens § 72 og lov nr. 278 af 26. maj 1976 om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v., medens lønindeholdelse foretages af de kommunale skattemyndigheder, jfr. kildeskattelovens § 73.

Klager over de inddrivelsesskridt, der foretages af pantefogeden, kan indbringes for fogedretten, medens klager over skattemyndighedernes afgørelser med hensyn til tilbageholdelse i løn m.v. efter kildeskattelovens § 73 kan indbringes for statsskattedirektoratet, i det omfang klagen vedrører de ydeler, der gøres til genstand for tilbageholdelse.

Det tilføjes, at kildeskattelovens bestemmelser om straf for manglende tilbageholdelser eller afregning finder tilsvarende anvendelse ved inddrivelse efter bistandslovens § 7, stk. 2.

---------------------------------------------------------------------

Socialministeriet, den 10. maj 1978

MEDDELELSE OM DEN EUROPÆISKE KONVENTION OM SOCIAL- OG SUNDHEDSMÆSSIG

BISTAND - TYRKIET.

Efter at Tyrkiet har ratificeret den europæiske konvention af 11/12 1953 med dertil hørende protokol om social og sundhedsmæssig hjælp med virkning fra den 1/1 1977, er Tyrkiet omfattet af bestemmelsen i pkt. 25 i socialministeriets cirkulære af 6/1 1976 om hjælp til udlændinge efter forsorgslovgivningen og bistandsloven, jfr. cirk. af 15/8 1975 om bistandslovens almindelige bestemmelser, pkt. 4.

---------------------------------------------------------------------

Socialministeriet, den 25. maj 1978

MEDDELELSE OM OPHOLDSKOMMUNEFORPLIGTELSE - PERSONLIG RÅDGIVER.

I en skrivelse af 10. april 1978 har en kommune forelagt det

spørgsmål, om udgiften til en personlig rådgiver kan kræves

refunderet af barnets tidligere opholdskommune, der har anbragt barnet i familiepleje i den nuværende opholdskommune.

Efter fornyet overvejelse af dette spørgsmål har socialministeriet udtalt, at bistandslovens § 133, stk. 2, og henvisningen hertil i socialministeriets cirkulære af 9. oktober 1975, pkt. 41, kun angår spørgsmålet om statsrefusion og således ikke kan anvendes til en afgrænsning af, hvilke udgifter en kommune kan kræve refunderet efter bistandslovens regler om opholdskommuneforpligtelser.

Da beslutningen om at beskikke personlig rådgiver er en del af beslutningen om anbringelse i familiepleje, må udgifterne vedrørende rådgiveren efter socialministeriets mening omfattes af § 11 - også i tilfælde, hvor barnets opholdskommune er bedt om at beskikke rådgiver. Såfremt der ikke er tale om særskilt vederlæggelse, men om en socialarbejder, der for sin sædvanlige løn udfører rådgivningen som en del af sit almindelige arbejde, vil der dog ikke kunne tilbageføres nogen del af udgifterne til lønnen.

---------------------------------------------------------------------

Socialministeriet, den 24. juli 1978

MEDDELELSE OM OPNÅELSE AF POLITIETS BISTAND VED ANBRINGELSE AF UNG PÅ

INSTITUTION I TILFÆLDE, HVOR FORÆLDREMYNDIGHEDENS INDEHAVER(E) HAR

SAMTYKKET I BESLUTNINGEN.

På grundlag af en henvendelse fra en social- og sundhedsforvaltning har socialministeriet rettet henvendelse til justitsministeriet for at få oplyst, om det er muligt at få bistand fra politiet til anbringelse af en ung på en institution, hvor beslutning herom med samtykke fra forældremyndighedens indehaver er truffet af et socialudvalg efter bistandslovens § 33, stk. 1, nr. 3, og hvor den unge selv modsætter sig anbringelsen.

Justitsministeriet har i denne anledning udtalt, at politiet efter justitsministeriets opfattelse har hjemmel til på begæring at yde det sociale udvalg bistand til gennemtvingelse af en beslutning som den omhandlede.

Politiet har imidlertid efter ministeriets mening kun pligt til at yde bistand, hvis denne enten påkaldes gennem fogedretten efter reglerne i retsplejelovens § 498, stk. 2, eller politiets medvirken er nødvendig for at opretholde sikkerhed, fred og orden eller for at forhindre eller efterforske en forbrydelse, jfr. retsplejelovens § 108.

Justitsministeriet har videre anført, at fogedrettens medvirken til gennemtvingelse af en beslutning om anbringelse af en ung på institution med samtykke fra forældremyndighedens indehaver må antages at kunne kræves, hvis det med den fornødne klarhed for retten fremgår, at det sociale udvalg har truffet beslutning i medfør af bistandslovens § 33, stk. 1, nr. 3, at der er indhentet samtykke fra indehaveren af forældremyndigheden, og at denne er indforstået med, at beslutningen gennemtvinges med bistand fra fogedretten. Den endelige afgørelse af dette spørgsmål henhører dog under domstolene.

Endelig har justitsministeriet bemærket, at i de tilfælde, hvor der søges umiddelbar bistand hos politiet, bør det af skriftlig begæring fremgå, at de betingelser, der skulle være opfyldt for at få fogedretten til at medvirke, er til stede, samt eventuelt tillige, at det sociale udvalg skønner, at der foreligger en personlig risiko for den unge. Det tilføjes, at den egentlige fjernelse eller tilbagebringelse i givet fald skal iværksættes af det sociale udvalg, således at politiet kun skal træde til, hvis der bliver brug for anvendelse af fysisk magt.

---------------------------------------------------------------------

Socialministeriet, den 22. september 1978

MEDDELELSE OM KONTANTHJÆLP TIL FORMODET PROSTITUEREDE.

I en konkret sag, hvor der var tale om at yde kontanthjælp til en

kvinde, der formodedes at have ernæret sig ved prostitution,

meddelte socialministeriet ombudsmanden, at der i tilfælde, hvor der kan dokumenteres - eller dog sandsynliggøres - en indtægt, det være sig fra prostitution eller anden form for indtægt, skal ske fradrag i den udmålte hjælp efter bistandslovens afsnit III. Den nærmere fremgangsmåde er angivet i socialministeriets cirkulære af 3. november 1975 om kontanthjælp efter bistandsloven, jfr. punkterne 15 og 17.

Socialministeriet fandt endvidere, at der ikke påhviler socialforvaltningen nogen pligt til at foretage undersøgelser af kriminalefterforsknings art med henblik på at søge afkræftet påstande fra klienter om, at der ikke foreligger nogen indtjening ved prostitution. Forvaltningen bør imidlertid søge opklaret - f.eks. gennem indgående samtaler med klienten, indhentning af oplysninger fra andre offentlige myndigheder, og ved en undersøgelse af klientens hidtidige leveniveau - hvilke indtægter pågældende har eller senest har haft.

Hvis det trods sådanne undersøgelser ikke kan dokumenteres - eller sandsynliggøres - at klienten har indtægter ved prostitution, er der ikke grundlag for at foretage fradrag i den udmålte hjælp, selvom der måtte være en vis formodning om, at sådanne indtægter alligevel må være til stede. Ministeriet meddelte endvidere, at det er et grundlæggende princip i bistandsloven, at der skal ydes hjælp efter behov uden hensyn til årsagen til, at behovet er opstået. Dette betyder, at også en prostitueret i givet fald vil kunne opnå økonomisk hjælp efter bistandsloven, hvis pågældende i øvrigt opfylder de betingelser, der gælder for økonomisk hjælp.

Den økonomiske hjælp, der herefter kan komme i betragtning, vil primært være hjælp efter kapitel 9 (forbigående hjælp), idet der principielt først er grundlag for at yde hjælp efter reglerne i kapitel 10 (varig hjælp), hvis socialforvaltningen har forsøgt at bringe pågældende ud af vanskelighederne gennem tilbud om hjælp efter kapitel 9 i forbindelse med andre hjælpeforanstaltninger som f.eks. rådgivning. Der henvises i denne forbindelse til cirkulære af 3. november 1975, pkt. 39.

Socialministeriet gav endvidere udtryk for, at det kunne være hensigstmæssigt, hvis en socialforvaltning i en periode søgte at motivere en klient til at ændre sin leveform ved at give kontanthjælp efter bistandsloven som led i en behandlingsplan frem for at afslå hjælp under henvisning til pågældendes formodede indtægter ved prostitution.

I sin redegørelse om sagen anførte ombudsmanden bl.a., at der ikke kan bortses fra den omstændighed, at prostitution efter anden lovgivning anses som et ikke- »lovligt'erhverv, og at det må anses for en social opgave at medvirke til, at prostituerede vælger et andet eksistensgrundlag. Heraf må følge, at der, selv om den pågældende umiddelbart før afgørelse om bistandshjælp har haft betydelige prostitutionsindtægter og må antages at kunne opretholde disse, kan ydes bistandshjælp, hvis der er nogen rimelig grund til at antage, at bistandshjælpen vil medføre, at den pågældende ophører med (eller væsentligt begrænser) sin prostitutionstilværelse (således at bistandshjælpen træder i stedet for prostitutionsindtægten). Ombudsmanden fandt det endvidere forsvarligt at yde bistandshjælp, selv om udsigterne til, at den vil få den virkning, er ret usikre, og selv om der i den nævnte henseende må regnes med et vist tidsperspektiv. På den anden side fandt ombudsmanden, at der - i tilfælde hvor det er ret utvivlsomt, at den pågældende fortsat vil have prostitutionsindtægter af et sådant omfang, at det efter de almindelige retningslinier fører til afslag på eller nedsættelse af bistandshjælp - principielt ikke er tilstrækkeligt grundlag for at yde (fuld) bistandshjælp alene med den begrundelse, at det forhold at den pågældende modtager bistandshjælp skaber nogle kontakter mellem forvaltningen og klienten, som på et eller andet tidspunkt kan søges anvendt til at motivere klienten til at ophøre med prostitution.

---------------------------------------------------------------------

Socialstyrelsen, den 4. oktober 1978

MEDDELELSE OM SKAT VED BEREGNING AF PLEJEHJEMSBETALING VED

BORTGIVELSE AF FORMUE.

En kommune spurgte, hvorledes der skal tages hensyn til beskatning, når der ved beregning af betaling for ophold på plejehjem skal medregnes en fiktiv renteindtægt af bortgiven formue.

Kommunen henviste til, at der ved opgørelse af den indtægt ud over pensionen, hvoraf der skal indbetales 60%, skal ske fradrag af skatter, jfr. pkt. 122 i socialministeriets cirkulære af 29.3.76 om institutioner under kommunerne og om visse særlige plejehjem. Endvidere henviste kommunen til, at sikringsstyrelsen i meddelelse P-016-78 på baggrund af en afgørelse truffet af den sociale ankestyrelse har meddelt, at der ved pensionsberegningen i henhold til bl.a. folkepensionslovens § 7 skal medtages faktisk renteindtægt i forbindelse med formuebortgivelse. Hvis denne indtægt ikke kan fastslås, lægges en fiktiv formueindtægt på 4% til grund. Iflg. bistandslovens § 85, stk. 5 finder folkepensionslovens § 7 tilsvarende anvendelse ved betaling for plejehjemsophold.

Socialstyrelsen udtalte efter forhandling med socialministeriet at pkt. 122 i socialministeriets cirkulære af 29.marts 1976 vedrører fradrag for skat af både den faktiske og den fiktive indtægt.

Der skal således i princippet foretages fradrag for et beregnet skatte-beløb såvel, når den fiktive indtægt ansættes til 4%, som når den fiktive indtægt sættes lig med det reelle rentetab.

---------------------------------------------------------------------

Socialstyrelsen, den 19. oktober 1978

MEDDELELSE OM TILSKUD TIL BETALING AF URINALARMAPPARATER.

En kommune ønskede oplyst, hvorvidt et urinalarmapparat, der alene

tog sigte på at kontrollere enuriris var omfattet af

bistandslovens § 58. Socialstyrelsen har på baggrund af indhentet udtalelse fra sundhedsstyrelsen og indstilling fra hjælpemiddelnævnet besluttet, at der ikke i henhold til bistandslovens § 58 kan ydes hjælp til anskaffelse af urinalarmapparat, idet disse apparaters effekt ikke er tilstrækkeligt dokumenteret.

---------------------------------------------------------------------

Socialstyrelsen, den 7. november 1978

MEDDELELSE LUFTRENSNINGSANLÆG.

Socialstyrelsen har på baggrund af indhentet udtalelse fra

sundhedsstyrelsen og efter indstilling fra hjælpemiddelnævnet

besluttet, at der ikke i henhold til bistandslovens § 58 kan ydes hjælp til anskaffelse af luftrensningsanlæg til allergikere, idet der (endnu) ikke er gennemført nogen kontrolleret undersøgelse, der fremviser en sikker klinisk effekt af disse anlæg.

---------------------------------------------------------------------

Socialministeriet, den 21. november 1978

MEDDELELSE OM HJÆLP TIL BEBOERE I KRIMINALFORSORGENS PENSIONER M.V.

Da der opstod tvivl om, hvorvidt bestemmelsen i pkt. 5 i

socialministeriets cirkulæreskrivelse af 8. maj 1978 om hjælp

efter bistandsloven til indsatte i kriminalforsorgens institutioner udelukkede, at der blev ydet hjælp efter bistandsloven til personer, der var beboere i pensioner m.v. inden for den frie kriminalforsorg, blev det ved drøftelse mellem direktoratet for kriminalforsorgen og socialministeriet afklaret, at sådanne beboere ikke kan betragtes som »indsatte« og således ikke er omfattet af cirkulæreskrivelsen.

Til beboere på pensioner m.v. under den frie kriminalforsorg vil der derfor kunne ydes hjælp efter bistandsloven i det omfang, de opfylder de almindelige betingelser herfor.

---------------------------------------------------------------------

Socialministeriet, den 28. november 1978

MEDDELELSE OM KONTANTHJÆLP - TILBAGEBETALING.

I anledning af en henvendelse fra Sømændenes Forbund i Danmark

vedrørende sømænds særlige udgifter i forbindelse med mønstring

efter en arbejdsløshedsperiode har socialministeriet meddelt forbundet, at der efter bistandslovens § 37 kan ydes kontanthjælp til faste udgifter på hjemstedet og udgifter til forsørgelse af familien i perioden, indtil første lønudbetaling kan sendes hjem.

Hjælpen ydes efter en konkret vurdering af den enkelte families økonomiske forhold, og det skal bemærkes, at der ved udmålingen af hjælp efter denne bestemmelse foretages fradrag for indtægter, herunder såvel eventuelle ægtefælleindtægter som eventuelle bagudbetalte arbejdsløshedsdagpenge.

Da der er tale om hjælp på grund af øjeblikkelige likviditetsvanskeligheder, vil hjælpen som hovedregel blive ydet med tilbagebetalingspligt, jfr. bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3.

Hjælp til særlige udgifter i forbindelse med mønstringen (rejseudgifter til mønstringsstedet, andre transportudgifter, udgifter til vaccination o.lign.) vil ligeledes efter en konkret vurdering af behovet kunne ydes efter bistandslovens § 40, stk. 1.

Også hjælp efter denne bestemmelse vil kunne kræves tilbagebetalt, jfr. bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3, såfremt forholdene viser, at pågældende i løbet af kortere tid vil være i stand til at tilbagebetale hjælpen.

Der henvises endvidere til arbejdsdirektoratets rundskrivelse af 27. juli 1978 vedrørende udbetaling af mobilitetsfremmende ydelser til medlemmer af Sømændenes Arbejdsløshedskasse og Dansk Maskinbesætnings Arbejdsløshedskasse (rejsehjælp inden for landets grænser).

---------------------------------------------------------------------

Socialministeriet, den 3. januar 1979

MEDDELELSE OM OPHOLDSKOMMUNEFORPLIGTELSE.

I anledning af en forespørgsel om, hvilken kommune der har adgang til

at træffe afgørelse om ændring af behandlingsplan, udmåling af

hjælp m.v., har socialministeriet udtalt, at hovedreglen i bistandsloven er, at pligten til at yde bistand, herunder både kompetencen til at træffe beslutning om bistand, og pligten til at afholde udgifterne herved, påhviler det sociale udvalg i den pågældendes aktuelle opholdskommune, jfr. bistandslovens § 10.

Som en undtagelse herfra er det i bistandslovens § 11 bestemt, at opholdskommunen i visse tilfælde kan kræve udgifterne til bistand refunderet af en tidligere opholdskommune. Denne undtagelse vedrører imidlertid alene spørgsmålet om, hvilken kommune der har pligt til at afholde udgifterne til bistand, og det er således i alle tilfælde den pågældendes aktuelle opholdskommune, der har kompetencen til at træffe afgørelse om hjælpens art og omfang.

Såfremt der i den oprindelige opholdskommune er lagt en behandlingsplan, forudsættes det, jfr. socialministeriets cirkulære af 15. august 1975 om bistandslovens almindelige bestemmelser, punkt. 19, at de to kommuner samarbejder med henblik på, at behandlingsplanen i videst muligt omfang kan opretholdes, men den tidligere opholdskommune får ikke herved adgang til på egen hånd at træffe beslutninger om videreførelse af planen, ændringer i planen, udmåling af hjælp m.v., med mindre det drejer sig om et barn, hvis forældre fortsat bor i barnets tidligere opholdskommune.

Såfremt der opstår uenighed mellem de involverede kommuner, såvel med hensyn til bistandens art og omfang som med hensyn til pligten til at afholde udgifterne herved, vil spørgsmålet kunne indbringes for amtsankenævnet.

---------------------------------------------------------------------

Socialministeriet, den 8. januar 1979

MEDDELELSE OM TILBAGEBETALINGSPLIGT.

Et amtsankenævn har for socialministeriet forelagt det spørgsmål, om

tilbagebetalingspligt efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1-3,

skal begrundes over for den tilbagebetalingspligtige, samt om det sociale udvalg frit kan ændre sin begrundelse, såfremt udvalget senere finder, at en anden af de 3 nævnte tilbagebetalingsgrunde er mere holdbar.

I denne anledning har socialministeriet henvist til, at tilbagebetaling af kontanthjælp efter bistandsloven må ses som en undtagelse og derfor kun kan kræves i de tilfælde, der udtømmende er opregnet i bistandslovens § 25 og § 26.

Det er desuden i bistandslovens § 26, stk. 2, bestemt, at tilbagebetaling efter § 26, stk. 1, nr. 1-3, kun kan kræves, hvis det sociale udvalg ved hjælpens udbetaling har gjort modtageren bekendt med tilbagebetalingspligten.

I socialministeriets cirkulære af 15. august 1975 om bistandslovens almindelige bestemmelser, punkt 36, er hver enkelt af disse tre tilbagebetalingsgrunde omtalt for sig og med en særskilt bemærkning om alle tre situationer om, at tilbagebetalingspligten skal tilkendegives senest ved hjælpens udbetaling.

Da der er tale om en undtagelsessituation, og da ansvaret for at indsamle alle relevante oplysninger samt vurdere disse i første række påhviler det sociale udvalg, finder socialministeriet, at bistandslovens § 26, stk. 2, samt nævnte cirkulæres punkt 36 må forstås således, at ikke blot tilbagebetalingspligten, men også baggrunden for beslutningen herom må tilkendegives for modtageren senest ved hjælpens udbetaling.

Det sociale udvalg vil således ikke på et senere tidspunkt kunne ændre sin første begrundelse til en anden af de under § 26, stk. 1, 3, nævnte tilbagebetalingsgrunde.

---------------------------------------------------------------------

Socialministeriet, den 6. februar 1979

MEDDELELSE OM HJÆLP TIL INDESNEEDE EFTER BISTANDSLOVEN.

Som svar på en henvendelse fra en kommune, der havde haft mange

indesneede under vinterstormen, meddelte socialministeriet

følgende

»at nødstedte under en snestorm i princippet vil have mulighed for at søge om hjælp efter bistandsloven. En afgørelse om ydelse af hjælp vil imidlertid kræve en konkret vurdering af hver enkelt nødstedt blandt andet med henblik på at fastslå, om pågældende selv har midler til at betale for indkvarteringen, og om der måtte være grundlag for at stille krav om tilbagebetaling, jfr. bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3.

Hvis der på dette grundlag kunne ydes hjælp til den enkelte nødstedte, skulle hjælpen udbetales til den nødstedte selv, medmindre man med pågældende traf aftale om, at der blev betalt direkte fra socialforvaltningen til indkvarteringsværten.

Da det på nuværende tidspunkt ikke er muligt at skaffe de fornødne oplysninger om de enkelte nødstedte, og da ydelse af hjælp efter bistandsloven, som anført, skal ske efter en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, finder socialministeriet ikke, at der er mulighed for at anmelde beløb til refusion efter bistandsloven, der i øvrigt ikke indeholder hjemmel for betaling af takstmæssige ydelser.

For så vidt angår muligheden af at yde at beløb direkte til indkvarteringsværterne bemærkes, at dette ville forudsætte, at disse selv opfylder betingelserne for at få hjælp efter bistandsloven.«

---------------------------------------------------------------------

Socialministeriet, den 9. april 1979

MEDDELELSE OM PÅLÆGGELSE AF UNDERHOLDSBIDRAG EFTER BØRNELOVEN PÅ

GRUND AF MANGLENDE OPFYLDELSE AF FORSØRGELSESPLIGTEN.

I en række sager er der rejst spørgsmål om offentlige myndigheders mulighed for efter de privatretlige regler at kræve forældre sat i bidrag efter loven af 18. maj 1960 om børns retsstilling.

I denne anledning har justitsministeriet i skrivelse af 2. april 1979 oplyst, at offentlige myndigheder og institutioner, der på grund af forældres forsømmelse af forsørgelsespligten over for et barn har måttet yde hjælp til dettes forsørgelse, uden at der efter andre regler kan kræves betaling af forældrene, efter justitsministeriets opfattelse kan kræve bidrag fastsat (og indkræve fastsatte bidrag) efter børnelovens § 18, stk. 2, 2. pkt.

Spørgsmålet om, hvorvidt forældre efter anmodning fra en offentlig myndighed eller institution bør pålægges underholdsbidrag på grund af manglende opfyldelse af forsørgelsespligten, må afhænge dels af, om de har erklæret sig uvillige til at forsørge barnet, dels af, hvorvidt de kan anses at have evne til at forsørge barnet.

Bidraget vil i øvrigt være at fastsætte efter samme retningslinier, som følges, når bidrag fastsættes på begæring af privatpersoner, herunder for så vidt angår betydningen af barnets egen indtægt.

Socialministeriet skal herved henlede opmærksomheden på denne mulighed for efter privatretlige regler at få fastsat bidrag fra forældre i de tilfælde, hvor der ydes en ung under 18 år hjælp til forsørgelsen.

Efter socialministeriets opfattelse bør det sociale udvalg kun rette henvendelse til overøvrigheden om fastsættelse af bidrag, når det må antages, at der efter de af justitsministeriet fastsatte retningelinier vil blive fastsat bidrag.

Man skal henlede opmærksomheden på, at forudsætningerne for at kræve bidrag fastsat ikke foreligger i tilfælde, hvor hjælpen til en ung under 18 år af hensyn til dennes tarv ydes efter bistandslovens § 33, stk. 1, nr. 1, jfr. § 46, stk. 2, da hjælpen efter denne bestemmelse ydes til forældrene under hensyn til deres økonomiske forhold. For så vidt angår hjælpeforanstaltninger efter bistandslovens § 33, stk. 1, nr. 3, og § 123, afgøres betalingsspørgsmålet i medfør af bistandslovens §§ 66, stk. 4, og 100 efter betalingsreglerne i socialministeriets cirkulære af 18. marts 1976 om bistandslovens bestemmelser om institutioner under amtskommunerne, punkterne 137 til 146.

---------------------------------------------------------------------

Socialministeriet, den 25. april 1979

MEDDELELSE OM HJÆLP TIL UV-B LAMPER (SUNLAMPS).

Danmarks Psoriasisforening har anmodet om, at UV-B lamper til

behandling i hjemmet af psoriasislidelser godkendes som

hjælpemidler efter bistandsloven.

Socialstyrelsen har efter indstilling fra hjælpemiddelnævnet besluttet at der ikke kan ydes hjælp til anskaffelse af UV-B lamper (Sunlamps) efter bistandslovens § 58, idet de må anses som behandlingsredskaber.

---------------------------------------------------------------------

Socialministeriet, den 17. maj 1979

MEDDELELSE OM FLYTTEHJÆLP.

En kommune havde spurgt, om fremgangsmåden i bistandslovens § 47,

stk. 2, skulle følges ved ydelse af hjælp til første måneds

husleje og depositum til en person, der på ansøgningstidspunktet boede i kommunen, men som søgte hjælpen i forbindelse med flytning til en anden kommune.

Socialministeriet svarede, at en række ydelser ud over betalingen for selve flytningen af bohavet, der efter praksis vedrørende flyttehjælpsbestemmelsen i lov om offentlig forsorg blev betragtet som »ulovlig flyttehjælp«, også efter bistandsloven måtte anses for hjælp til gennemførelse af flytningen, således at fremgangsmåden i § 47, stk. 2, måtte følges.

I bistandslovforslaget anføres i bemærkningerne til § 47, at »bestemmelsen omfatter de situationer, der omfattes af forsorgslovens § 50.....«.

---------------------------------------------------------------------

Socialministeriet, den 31. maj 1979

MEDDELELSE OM KONTANTHJÆLP TIL EFG-LÆRLINGE.

I anledning af, at der blev rejst spørgsmål om, hvorvidt der kunne

ydes hjælp efter bistandslovens regler om kontanthjælp til EFG-

lærlinge, der efter sommerferien står uden praktikplads, meddelte socialministeriet, at spørgsmålet om ydelse af hjælp i henhold til bistandsloven afgøres af den enkelte kommunes sociale udvalg. Der vil imidlertid efter socialministeriets opfattelse intet være til hinder for, at et socialt udvalg efter en konkret vurdering vil kunne træffe afgørelse om ydelse af kontanthjælp til en EFG- lærling, som ikke har kunnet skaffe sig en praktikplads, hvis pågældende i øvrigt skønnes at opfylde kravene i bistandsloven. Ved vurderingen vil udvalget kunne benytte arbejdsministeriets afgørelse af 29. december 1978 som vejledende, jfr. også arbejdsdirektoratets cirkulære af 7. marts 1979 (B.351, AF.cirk. nr. 74/79, AK.cirk. nr. 32/79.)

---------------------------------------------------------------------

Socialministeriet, den 13. juni 1979

MEDDELELSE OM GRAVIDE DAGPLEJEMØDRES MODTAGELSE AF NYE BØRN.

Arbejdsministeriet har henledt opmærksomheden på, at hvis kommuner

ville følge den praksis ikke at anvise nye børn til gravide

dagplejemødre, med deraf følgende indtægtsnedgang for de pågældende, kræver det dispensation efter ligebehandlingslovens § 11, stk. 1, i givet fald meddelt af socialministeren efter indhentet udtalelse fra arbejdsministeren og ligestillingsrådet.

Foranlediget heraf har socialministeriet bedt Kommunernes Landsforening om en udtalelse om, i hvilket omfang kommunerne benytter sig af nævnte praksis, og om landsforeningens bemærkninger hertil.

I skrivelse af 9. maj 1979 har landsforeningen over for socialministeriet henvist til en undersøgelse foretaget i foreningens enkelte kredse, hvoraf fremgår, at der ikke er nogen fast praksis på området, idet nogle kommuner anviser børn til gravide dagplejemødre, medens andre ikke gør det, i visse af de sidstnævnte tilfælde fordi dagplejemoderen ikke selv ønsker at modtage nye børn.

Landsforeningen har i øvrigt efter indstilling fra Sammenslutningen af sociale udvalg givet udtryk for, at foreningen ikke finder, at der bør dispenseres for ligebehandlingsloven på det pågældende område.

Socialministeriet kan tilslutte sig landsforeningens opfattelse.

---------------------------------------------------------------------

Socialministeriet, den 15. juni 1979

MEDDELELSE OM TILSYNET MED FRITIDS- OG UNGDOMSKLUBBER.

På foranledning af en henvendelse til socialministeriet om bl.a.

tilsynet med fritids- og ungdomsklubber, der var oprettet og

drevet efter bistandsloven, meddelte socialministeriet, at man kunne henholde sig til en udtalelse fra indenrigsministeriet, hvorefter det ikke vil være foreneligt med § 19, stk. 2, i lov om kommunernes styrelse samt § 6 i lov om styrelse af sociale og visse sundhedsmæssige opgaver, at en kommunalbestyrelse henlægger forvaltningen af sociale anliggender til andre udvalg end det sociale udvalg.

Da kommunalbestyrelsens tilsyn med daginstitutioner i medfør af bistandslovens § 71 er et socialt anliggende, må tilsynet (på udvalgsplanet) udøves af det sociale udvalg, jfr. i øvrigt den sociale styrelseslov med kommentarer, 2. udgave, side 42, 1. afsnit. Udøvelsen af tilsynet kan således ikke henlægges til det kulturelle udvalg.

Når det i socialministeriets cirkulære nr. 69 af 29. marts 1976 om institutioner under kommunerne og visse særlige plejehjem, punkt 83, 2. afsnit, er anført, at tilsynet med det pædagogiske arbejde på private og kommunale institutioner udøves af social- og sundhedsforvaltningen, er det også herved tilkendegivet, at denne opgave udvalgsmæssigt er placeret hos det sociale udvalg.

Indenrigsministeriet har tilføjet, at styrelsesvedtægtens fordeling af opgaver mellem de stående udvalg ikke kan fraviges af kommunalbestyrelsen eller af de enkelte udvalg. Det følger heraf, at et stående udvalg ikke vil kunne delegere sine opgaver til et andet stående udvalg, og det sociale udvalg vil således ikke kunne delegere sin tilsynsforpligtelse efter bistandsloven til det kulturelle udvalg.

---------------------------------------------------------------------

Socialministeriet, den 27. juni 1979

MEDDELELSE OM BETALING I DAGINSTITUTIONER.

En kommune rejste spørgsmål om forståelsen af bestemmelsen i § 1,

stk. 5, sidste punktum, i socialministeriets bekendsgørelse af 15.

marts 1979.

Socialministeriet meddelte, at det ikke har været hensigten med den nye formulering af bestemmelsen i § 1, stk. 5, at ændre reglen om, at særlige indtægter, som tilgår institutionen, f.eks. i form af renteindtægter, legater el.lign., fuldt ud skal anvendes til nedsættelse af den betaling, der fastsættes for benyttelse af institutionen, jfr. den tidligere gældende regel i § 5, stk. 1, i socialministeriets bekendtgørelse af 26. marts 1976.

---------------------------------------------------------------------

Socialstyrelsen, den 30. juli 1979

MEDDELELSE OM SÆRLIGE APPARATER TIL PERSONER MED RHEUMATISKE

LIDELSER.

Socialstyrelsen har efter forhandling med sundhedsstyrelsen og socialministeriets hjælpemiddelnævn udtalt, at apparater, der skal anvendes til lindring af generne ved rheumatiske gigtlidelser, ikke er omfattet af Bistandslovens § 58 om ydelse af hjælpemidler, da apparaturet må betragtes som behandlingsreskab. Der vil være mulighed for at yde hjælp til apparaterne i henhold til Bistandslovens § 46, stk. 1, såfremt de særlige betingelser herfor er opfyldt.

---------------------------------------------------------------------

Socialministeriet, den 10. august 1979

MEDDELELSE OM ANVISNING AF PLADS I DAGINSTITUTIONER TILHØRENDE DET

TYSKE MINDRETAL.

Socialministeriet har om anvisning af plads i daginstitutioner for børn af forældre, der tilhører det tyske mindretal, henvist til, at det af pkt. 41 sammenholdt med pkt. 39 i socialministeriets cirkulære af 29. marts 1976 om institutioner under kommunerne og om visse særlige plejehjem fremgår, at disse børn bør anvises plads i mindretallets institutioner, såfremt forældrene udtrykker ønske herom. Dette gælder, uanset om pågældende institution ligger uden for forældrenes opholdskommune, og uafhængig af, om der her måtte være ledige institutionspladser.

Opholdskommunen er i givet fald efter § 10 forpligtet til at afholde den kommunale andel af udgifterne ved barnets institutionsophold.

---------------------------------------------------------------------

Socialministeriet, den 8. august 1979

MEDDELELSE OM HJÆLP EFTER BISTANDSLOVEN SAMT FORSKUD PÅ

INVALIDEPENSION TIL UDSTATIONEREDE.

Personer, der er udstationeret fra en kriminalforsorgsinstitution, vil i princippet kunne være omfattet af bistandslovens hjælpemuligheder, ligesom sådanne personer vil have mulighed for at søge om forskud på invalidepension efter de derom gældende regler.

Ved udmålingen af underholdshjælp efter bistandsloven skal der tages hensyn til, om pågældende eventuelt måtte have adgang til hel eller delvis gratis fortæring på udstationeringsstedet.

I øvrigt følges de for kontanthjælp gældende regler, jfr. cirkulære af 3. november 1975.

---------------------------------------------------------------------

Socialministeriet, den 24. oktober 1979

MEDDELELSE OM EFTERBETALING AF URETMÆSSIGT OPPEBÅRET FRIPLADS.

På henvendelser fra 2 kommuner meddelte socialministeriet, at det

afgørende for, om der efter reglerne i socialministeriets

betalingsbekendtgørelse, senest af 15. marts 1979, er grundlag for nedsættelse af eller fritagelse for betalingen i den enkelte betalingsperiode, er forældrenes aktuelle løbende indtægt omregnet til årsindtægt. Dette princip gælder, såvel når der sker en fastlæggelse af betalingen for den enkelte periode på grundlag af forældrenes oplysninger om den aktuelle indtægt, som hvis der efter slutopgørelsen af forældrenes indtægter i 1 år foretages en efterfølgende kontrol af betalingens rigtighed. Hvis den månedlige betaling i hver enkelt periode har været korrekt, kan der således ikke blive tale om at regulere, fordi indtægten efter slutopgørelsen ville føre til en anden betaling på årsbasis.

---------------------------------------------------------------------

Socialministeriet, den 21. december 1979

MEDDELELSE OM BEREGNING AF KONTANTHJÆLP, HERUNDER UDDANNELSESHJÆLP

EFTER § 42, NÅR DER UDBETALES INVALIDITETSYDELSE, BISTANDS- OG

PLEJETILLÆG, SAMT INVALIDITETSBELØB.

Ved udmåling af kontanthjælp, herunder uddannelseshjælp efter § 42, skal der i alle tilfælde ses bort fra bistands- og plejetillæg samt invaliditetsydelse, da disse ydelser er bestemt til at dække merudgifter som følge af invaliditeten.

Nødvendig tolkebistand til døve, der modtager uddannelseshjælp efter § 42, vil indgå som en fast udgift ved udmålingen af hjælpen, og der skal således ikke ske fradrag for døveydelsen.

For så vidt angår invaliditetsbeløbet bemærkes, at der i dette også indgår en del, der skal give invalidepensionisten kompensation for, at den pågældende ikke som andre i en tilsvarende aldersklasse kan have indtægt ved erhvervsarbejde. Ved udmåling af kontanthjælp til en invalidepensionists ægtefælle vil der derfor i almindelighed kunne ses bort fra invaliditetsbeløbet. Da bistandslovens bestemmelser om kontanthjælp forudsætter, at der i hvert enkelt tilfælde udøves et individuelt skøn kan det dog ikke udelukkes, at det i enkelte tilfælde kan skønnes rimeligt at lade invaliditetsbeløbet indgå helt eller delvis i kontanthjælpsberegningen på baggrund af oplysninger i den enkelte sag om ansøgerens og familiens økonomiske forhold, herunder fx. oplysninger om faktiske eller skønnede udgifter i forbindelse med invaliditeten.

---------------------------------------------------------------------

Socialministeriet, den 16. januar 1980

MEDDELELSE OM OMSORGSARBEJDE - BEFORDRINGSUDGIFTER - HUSTRUTILLÆG.

Som svar på en henvendelse fra en kommune meddelte socialministeriet,

at bistandslovens §§ 60 og 61 også omfatter kvinder mellem 62 og

67 år, hvis ægtefælle er berettiget til hustrutillæg i medfør af folke- eller invalidepensionsloven.

---------------------------------------------------------------------

Socialministeriet, den 13. februar 1980

MEDDELELSE OM OFFENTLIGHED OG SOCIALE BRUGERRÅD.

Socialministeriet har på forespørgsel fra Københavns magistrats 3.

afdeling udtalt, at forbrugerrepræsentationernes og brugerrådenes

virksomhed principielt er omfattet at offentlighedsloven. Det fremgår direkte af lovens motiver i betænkning om offentlighed i forvaltningen nr. 325/1963.

Brevveksling mellem magistraten og brugerrepræsentationen er som udgangspunkt omfattet af aktindsigt i alle dokumenter, der udveksles mellem de to organer.

Denne brevveksling er derimod ikke omfattet af undtagelsesreglen for brevveksling mellem en kommunalbestyrelse og dennes afdelinger, udvalg eller andre administrative organer i lovens § 5, nr. 5.

Brevveksling mellem myndighederne der omfatter internt arbejdsmateriale kan kun med sikkerhed unddrages aktindsigt i de tilfælde hvor de interne arbejdsdokumenter forbliver hos den udfærdigende myndighed.

Sendes det derimod frem til den anden myndighed må det antagelig være undergivet aktindsigt efter samme regler som sagens øvrige dokumenter, jfr. lovkommentaren af 1971, side 75.

I tilfælde af behov for at beskytte den politiske beslutningsproces mod aktindsigt er der dog efter et konkret skøn i det enkelte tilfælde mulighed for at anvende undtagelsesreglerne for offentlig kontrol- , regulerings- eller planlægningsvirksomhed efter lovens § 2, stk. 2, nr. 2, jfr. den forholdsvis snævre fortolkning heraf i lovkommentaren af 1971, side 44.

I denne forbindelse henviser socialministeriet til socialministeriets cirkulære af 29. april 1977 om offentlighedens adgang til at gøre sig bekendt med akter vedrørende de sociale og sundhedsmæssige udbygningsplaner m.v.

---------------------------------------------------------------------

Socialministeriet, den 19. februar 1980

MEDDELELSE OM KONTANTHJÆLP VED HJEMSENDELSE FRA EN KONFLIKTRAMT

VIRKSOMHED.

Efter bistandslovens § 37 kan der ydes hjælp i forbindelse med hjemsendelse fra en konfliktramt virksomhed.

Hjælpen kan ydes med tilbagebetalingspligt, jfr. bestemmelsen i bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 2, når den hjemsendte må anses for omfattet af bestemmelsen i arbejdsløshedslovens § 61, hvorefter dagpenge ikke må udbetales til et medlem, hvis ledighed skyldes , at han er omfattet af konflikt. Som omfattet af en konflikt anses et medlem, inden for hvis faglige område konflikt er iværksat, når medlemmet ved konfliktens iværksættelse er beskæftiget på den konfliktberørte virksomhed, samt et medlem, der ved konfliktens iværksættelse er beskæftiget på den konfliktberørte virksomhed og hvis lønvilkår må antages at ville blive direkte påvirket af konfliktens udfald.

For så vidt angår personer, der må anses som omfattet af arbejdsløshedslovens § 61 henvises i øvrigt til retninglinierne for ydelse af hjælp under arbejdskonflikt i socialministeriets cirkulæreskrivelse af 17. december 1976.

---------------------------------------------------------------------

Socialstyrelsen, den 28. maj 1980

MEDDELELSE OM BETALING AF ARBEJDSDUSØRER I FORBINDELSE MED

ERHVERVSPRAKTIK, DER ARRANGERES I FOLKESKOLENS REGIE.

Socialministeriet har tiltrådt, at der ikke er hjemmel til at anvende bistandslovens regler til at betale arbejdsdusører i forbindelse med erhvervspraktik, der arrangeres i folkeskolens regie for specialklasseelever eller andre truede elever i folkeskolens ældste klasser.

---------------------------------------------------------------------

Socialstyrelsen/Socialministeriet, den 9. juni 1980

MEDDELELSE OM DAGINSTITUTIONERS DRIFTSUDGIFTER.

Spørgsmålet om forældres betaling til enkeltstående u

folystelsesarrangementer på et fritidshjem blev indbragt for

socialministeriet på baggrund af en afgørelse fra socialstyrelsen.

Socialstyrelsen havde i denne afgørelse udtalt, at forældres betaling direkte til enkeltstående forlystelsesarrangementer for børn i fritidshjemmet konteres som ikke-tilskudsberettigede indtægter, der modsvares af et udgiftsbeløb af samme størrelse, der konteres som ikke-tilskudsberettiget udgift.

Styrelsen tænkte herved på mindre engangsudgifter i forbindelse med udflugter til Zoologisk Have, teaterforestillinger el. lign. Denne fremgangsmåde var af socialstyrelsen indtil den. 1. april 1976 i forbindelse med godkendelse af institutionernes regnskaber betragtet som almindelig anerkendt praksis. Det krævedes alene, at forældrenes bidrag figurerede i regnskabet og modsvaredes af et tilsvarende udgiftsbeløb.

Begrundelsen var, at disse aktiviteter ikke blev betragtet som en integreret del af daginstitutionens virksomhed, og at udgifterne derfor ikke blev dækket efter de for andre udgifter vedrørende institutionerne gældende regler, men at der kunne træffes nærmere aftale med forældrene om betalingen.

Det er imidlertid nu socialstyrelsens opfattelse, at udadvendte aktiviteter af pædagogiske grunde i stigende grad er blevet en del af daginstitutionernes hverdag, og at man derfor normalt bør betragte udflugter og teaterbesøg m.m. som en integreret del af institutionernes virksomhed. Udgifterne må derfor afholdes som andre udgifter vedrørende institutionen, således at udgifterne indgår i institutionens budget og regnskab, og betalingen deles mellem forældre, stat og kommune efter de sædvanlige regler - adgangen til statsrefusion dog inden for maksimumsgrænserne.

---------------------------------------------------------------------

Socialministeriet, den 15. august 1980

MEDDELELSE OM OPSÆTTENDE VIRKNING AF ANKE I HJEMSENDELSESSAGER.

Det blev fra en kommunes side draget i tvivl, om den omstændighed, at

en udlænding ønsker socialstyrelsens afgørelse om hjælp til

hjemsendelse efterprøvet af socialministeriet, i sig selv er tilstrækkelig til at hindre afgørelsens gennemførelse, således at der i stedet fortsat kan ydes hjælp til forsørgelse.

I denne anledning har socialministeriet meddelt, at det følger af forholdets natur, at anken i disse sager vil have opsættende virkning, idet ministeriets efterprøvelse i modsat fald alene ville have teoretisk betydning.

---------------------------------------------------------------------

Socialministeriet, den 31. oktober 1980

MEDDELELSE OM BETALING FOR OPHOLD I PLEJEHJEM OG FORSORGSHJEM.

Personer, der modtager invaliditetsydelse, betragtes under ophold på

almindelige plejehjem, jfr. bistandslovens § 79, stk. 1, særlige

plejehjem, der er bestemt til længerevarende ophold, jfr. bistandslovens § 112, stk. 2, og forsorgshjem, eller tilsvarende institutioner, der er beregnet til længerevarende ophold, jfr. bistandslovens § 105, stk. 1, som pensionister i relation til betalingen for opholdet i institutionen.

Det vil sige, at betalingen beregnes efter bistandslovens § 84, stk. 1, eller § 118, stk. 1, således at invaliditetsydelsen inddrages - bortset fra et beløb til personlige fornødenheder - og at der herudover opkræves en betaling på 60 pct. af eventuelle andre indtægter.

---------------------------------------------------------------------

Socialstyrelsen, den 26. november 1980

MEDDELELSE OM FORÆLDREINDFLYDELSE VED KOMMUNALE DAGINSTITUTIONER.

Foranlediget af en række henvendelser fra kommuner skal

socialstyrelsen meddele følgende om bestemmelsen i

socialstyrelsens cirkulæreskrivelse nr. 693 af 16. juni 1980 om forældreindflydelse ved daginstitutioner, herunder særlige daginstitutioner for børn og unge, pkt. 4

Efter bestemmelsen har forældrerådet medindflydelse på bl.a. retningslinier for institutionens pædagogiske arbejde, herunder personalets sammensætning. Det indebærer, at forældrerådet skal have adgang til at drøfte principielle retningslinier for personalets sammensætning ved den enkelte daginstitution.

Som eksempel på sådanne principielle retningelinier kan nævnes fordelingen af det ugentlige timetal på henholdsvis uddannet personale og øvrige medarbejdere, vikarordninger, principper med hensyn til fordelingen mellem mandlige og kvindelige medarbejdere og omkring til aldersfordelingen o.lign.

Der er derimod ikke ved bestemmelsen tillagt forældrerådet nogen medindflydelse med hensyn til konkrete ansættelsessituationer.

Forældrerådets beslutninger i spørgsmål vedrørende ovennævnte principielle retningslinier for personalets sammensætning meddeles til kommunalbestyrelsen og indgår således som en del af det grundlag, hvorpå kommunalbestyrelsen træffet sin beslutning vedrørende spørgsmålet, jfr. cirkulæreskrivelsens pkt. 4, sidste afsnit.

Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at samarbejdet skal udstrækkes ud over, hvad der følger af cirkulæreskrivelsen.

---------------------------------------------------------------------

Socialstyrelen/Socialministeriet, den 19. december 1980

MEDDELELSE OM INDRETNING AF KØKKENER I DAG- OG DØGNINSTITUTIONER FOR

BØRN OG UNGE.

Foranlediget af en række henvendelser har socialministeriet rettet henvendelse til miljøministeriet om levnedmiddellovgivningens krav til køkkener, især i dag- og døgninstitutioner for børn og unge.

Miljøministeren har i et svar til socialministeren fremhævet, at det efter levnedsmiddelloven er kommunalbestyrelsen, der påser, at loven og de med hjemmel i loven fastsatte regler overholdes. Selv om kommunalbestyrelsen har benyttet sig af adgang i levnedsmiddelloven til at bemyndige vedkommende levnedsmiddelkontrolenhed til helt eller delvis at varetage de opgaver, der påhviler kommunalbestyrelsen, sker dette på kommunalbestyrelsens vegne, og det er således kommunalbestyrelsen, der inden for detailforhandlingsbekendtgørelsens rammer afgør, hvilke krav, der skal stilles til køkkener i dag- og døgninstitutionerne.

Der foreligger efter miljøministeriets bekendtgørelse nr. 121 af 28. marts 1980 om detailforhandling af levnedmidler en klar hjemmel og pligt for kommunalbestyrelsen til at godkende køkkener i børnehaver, vuggestuer og døgninstitutioner samt føre tilsyn med disse køkkener.

Miljøministeren har samtidig peget på, at der er forskellige muligheder for at tilgodese detailforhandlingsbekendtgørelsens krav til køkkener.

Det nævnes eksempelvis, at såfremt der i køkkenet tilberedes let fordærvelige og let forurenbare levnedsmidler, som f.eks. fersk kød, indeholder bekendtgørelsen krav om en hård, glat og holdbar overflade, i en højde af mindst 2 meter, f.eks. ved beklædning med glasserede fliser. En vægmaling vil kunne opfylde bekendtgørelsens krav, såfremt væggene i øvrigt er jævne og så holdbare, som belastningen (brugen af lokalet) nødvendiggør.

Det nævnes videre, at bekendtgørelsens § 25, stk. 3, alene indeholder krav om, at bordplader skal være beklædt med hårdt, glat og fugefrit materiale, der er ikke absorberende og korrosionsbestandigt. Et sådant materiale kan f.eks. være en formicaplade og behøver således ikke at være rustfrit stål.

Der peges på, at bekendtgørelsen indeholder krav om, at stationære borde skal holdes fri af væg eller andet inventar (5 cm), og at bordene skal være forsynet med åbne aftagelige underhylder, men at kommunalbestyrelsen selv vil kunne dispensere fra disse krav, såfremt omfanget og arten af tilvirkningen i køkkenet ikke gør det hygiejnisk uforsvarligt. Endvidere anføres, at såfremt der ikke konstateres hygiejniske ulemper ved eksisterende skabe med bagvæg, bør den lokale tilsynsmyndighed efter veterinærdirektoratets opfattelse ikke kræve sådanne skabe udskiftet med skabe uden bagvæg, men bør alene stille krav om noget sådant i forbindelse med nybygninger eller nyindretninger af køkkener i de omhandlede institutioner.

Det nævnes endvidere, at der ikke i bekendtgørelsen er noget forbud mod, at børnene i institutioner kommer i køkkenet.

Det hedder endelig i miljøministerens konklusion, at såfremt der måtte opstå uenighed mellem den kommunale/amtskommunale socialforvaltning og den kommunale sundhedsforvaltning om de pædagogiske og levnedsmiddelhygiejniske aspekter i forbindelse med indretningen af køkkener i de nævnte institutioner, må det være kommunalbestyrelsen, der som øverste myndighed for disse områder søger at skaffe en tilfredsstillende løsning for begge forvaltningsgrene.

---------------------------------------------------------------------

Socialministeriet, den 15. april 1981.

MEDDELELSE OM FRITAGELSE FOR REGISTRERINGSAFGIFT AF INVALIDEUDSTYR I

MOTORKØRETØJER.

En kommune havde forelagt spørgsmålet om registreringsafgift af servostyringsudstyr for socialstyrelsen.

Tolddepartementet har hertil meddelt, at et særskilt monteret servostyringsudstyr, som et invalidemotorkøretøj forsynes med efter krav fra politiet, og som skal afmonteres ved køretøjets videresalg, vil kunne holdes uden for den afgiftspligtige værdi ved beregning af registreringsafgift.

Fritaget for registreringsafgift er i øvrigt efter de gældende regler udgifterne ved levering og montering af anden af politiet krævet særlig indretning i invalidemotorkøretøjer, eksempelvis aggregater til overførsel af speeder- og bremsefunktion fra fod- til håndbetjening, montering af glideskinner, patientløfter m.v.

Derimod fritages hverken almindelige former for automobiludstyr, indretninger af motorkøretøjer eller udstyr, der er indbefattet i en anmeldt standardpris.

Automatisk transmission er herefter ikke fritaget for registreringsafgift, uanset indretningen foretages efter krav fra politiet. I henhold til § 11, stk. 2, i socialministeriets bekendtgørelse nr. 471 af 22. oktober 1980 om støtte til erhvervelse af motorkøretøj efter bistandslovens § 58 udgør tilskuddet til automatisk transmission for tiden kr. 9.000,-, således at beløbet normalt vil dække levering, montering og registreringsafgift.

---------------------------------------------------------------------

Socialministeriet, den 23. april 1981

MEDDELELSE OM FRAVIGELSE AF SOCIALINDKOMSTEN.

I anledning af en række forespørgsler skal socialministeriet meddele

følgende

1. Såfremt den løbende betaling for ophold i døgninstitutioner og døgnpleje for børn og hjemmehjælp beregnes på grundlag af de aktuelle indkomst- og formueforhold, og disse efterfølgende ændres i forhold til det senest anvendte beregningsgrundlag, skal den fremtidige betaling beregnes på grundlag af den herefter forventede indkomst, opgjort efter reglerne for opgørelse af socialindkomsten.

2. Såfremt der sker en efterfølgende ændring i indkomst- og formueforholdene i forhold til det senest anvendte beregningsgrundlag for den forventede indkomst, således at den nye aktuelle indkomst, opgjort efter reglerne for opgørelse af socialindkomsten, ikke længere kan forventes vedvarende at være forøget med mere end 40 pct. eller nedsat med mere end 5 pct. i forhold til socialindkomsten, skal betalingen beregnes på grundlag af socialindkomsten.

3. Tilsvarende beregningsgrundlag som nævnt i 1 og 2 anvendes i tilfælde af kontinuerlig ydelse af støtte til hjælpemidler samt i tilfælde, hvor den aktuelle indkomst foreligger på tidspunktet for bevilling af nye hjælpemidler eller for bevilling af støtte til erhvervelse af motorkøretøj.

4. Såfremt betalingen er beregnet på grundlag af den forventede indkomst, må der ved årsomregningen pr. 1. januar tages hensyn til, at socialindkomsten ikke uden videre kan lægges til grund ved beregningen for de 2 følgende år.

Der henvises til en tilsvarende regel i socialministeriets cirkulære af 23. oktober 1980, pkt. 8, om børnetilskud.

Borgerne skal have skriftlig underretning om grundlaget for beregning af betalingen.

---------------------------------------------------------------------

Socialministeriet, den 23. april 1981

MEDDELELSE OM FRAVIGELSE AF SOCIALINDKOMSTEN.

I anledning af en række forespørgsler skal socialministeriet meddele,

at betalingen for ophold i døgninstitutioner og døgnpleje for børn

beregnes på grundlag af forældrenes samlede aktuelle indkomst- og formueforhold beregnet efter reglerne for opgørelse af socialindkomsten, når beregningsgrundlaget på betalingstidspunktet vedvarende er forøget med mere end 40 pct. eller nedsat med mere end 5 pct. i forhold til socialindkomsten.

Tilsvarende beregnes betaling for hjemmehjælp på grundlag af husstandens samlede aktuelle indkomst- og formueforhold.

---------------------------------------------------------------------

Socialministeriet, den 6. november 1981

MEDDELELSE OM HJÆLP TIL UNG UDLÆNDING - FORÆLDRENES INDTÆGTSFORHOLD.

I anledning af, at der var opstået tvivl om rækkevidden af

bestemmelsen i pkt. 29 i socialministeriets cirkulære af 6. januar

1976 om hjælp til udlændinge efter forsorgslovgivningen og bistandsloven, udtalte socialministeriet, at det af bistandslovens § 6, stk. 1, fremgår, at forældrenes pligt over for det offentlige til at forsørge deres børn ophører, når børnene fylder 18 år, eller hvis den unge selv inden dette tidspunkt får forsørgelsespligt over for en ægtefælle eller et barn, samt hvis der må ydes en datter hjælp i forbindelse med et svangerskab.

Der er således ikke baggrund for at vurdere en ung udlændings ansøgning om hjælp efter bistandsloven i forhold til forældrenes forhold, når den unge er over 18 år, og vedkommende ikke modtager støtte fra forældrene.

Ministeriet tilføjede dog, at hvis der i forbindelse med den unges ophold her i landet foreligger en garantierklæring, vil hjælp efter bistandsloven som hovedregel ikke komme på tale, hvis underskriverne af garantierklæringen fortsat er i stand til at opfylde denne. Der må i denne situation gives afslag på hjælp og eventuelt rettes henvendelse til tilsynet med udlændinge om inddragelse af opholdstilladelsen.

---------------------------------------------------------------------

Socialministeriet, den 23. december 1981

MEDDELELSE OM OPGØRELSE AF AKTUELT INDKOMSTGRUNDLAG.

I anledning af en række forespørgsler bl.a. i forbindelse med

gennemførelsen af princippet om kontantvurdering, jfr. lov nr. 224

af 14/5-1981 har socialministeriet meddelt følgende

Reglerne om fravigelse af socialindkomsten og anvendelse af et aktuelt indkomstgrundlag er fastsat i de enkelte sociale love og de dertil knyttede bekendtgørelser og cirkulærer. Den aktuelle indkomst skal i alle tilfælde opgøres efter de retningslinier, der gælder ved opgørelse af socialindkomsten.

Efter § 7 i lov om socialindkomst opgøres socialindkomsten på grundlag af ansættelsen af skattepligtig indkomst og formue for det senest afsluttede indkomstår. Socialindkomsten anvendes med virkning fra 1. januar i det andet kalenderår efter det indkomstår, for hvilket socialindkomsten er opgjort. I bestemmelsen fastslås princippet om en tidsforskydning på 2 år mellem skattepligtig indkomst og socialindkomst.

Det følger af bestemmelsen i § 7, at de skatteregler, der gælder for opgørelsen af den skattepligtige indkomst og formue for f.eks. indkomståret 1981, først kan tages i betragtning i forbindelse med den socialindkomst, der skal anvendes 2 år senere.

Socialindkomstens gennemførelse har betydet, at der ikke længere er direkte forbindelse med reglerne for opgørelsen af den skattepligtige indkomst og reglerne for beregning af de enkelte sociale ydelser. Socialindkomsten er blevet indskudt som et bindeled mellem skattelovgivningen og ydelseslovenes beregningsregler, således at det nu gennem socialindkomstloven reguleres, hvilke skatteregler der skal have betydning for beregning af ydelserne, og hvornår disse skatteregler skal have betydning fra.

Ved beregning af en aktuel indkomst i 1981 er det således de skatteregler og de på grundlag heraf beregnede værdier eksempelvis ejendomsvurderingen, der var gældende i 1979, der skal anvendes.

---------------------------------------------------------------------

Socialministeriet/Socialstyrelsen, den 23. december 1981

MEDDELELSE OM ANTAL DAGPLEJEBØRN.

Efter bistandslovens § 64 sammenholdt med § 63 kan der hverken i den

formidlede eller i privat dagpleje gives tilladelse til at have

flere end 5 børn i et dagplejehjem.

Disse bestemmelser er nærmere uddybet i socialministeriets cirkulære af 5. november 1980 om dag- og døgnpleje m.v. efter bistandsloven, punkterne 2-13, samt socialstyrelsens cirkulæreskrivelse nr. 13 af 31. marts 1981 om formidlet dagpleje.

For at reglen ikke skal virke hæmmende for en hensigtsmæssig anvendelse af de til en kommunal dagpleje knyttede dagplejere, er socialstyrelsen med tilslutning fra socialministeriet af den opfattelse, at det vil være foreneligt med de foran nævnte bestemmelser, at der i det enkelte dagplejehjem kan modtages et andet barn i stedet for et barn, der i en forudsigelig længere periode af mindst 2 ugers varighed ikke benytter pladsen, f.eks. ved langvarig sygdom eller i forældrenes ferie.

Ordningen omfatter alene forudsigeligt længere fravær, dels for at sikre, at der ikke opstår en situation med pludselig tilbagevenden af et fraværende barn, idet det samlede antal børn ikke må overstige lovens maksimale antal på 5, dels for at sikre, at der ikke indenfor en kortere periode er et større antal af forskellige børn i det enkelte dagplejehjem, end dagplejeren kan formodes at kunne klare på forsvarlig vis.

Det forudsættes i øvrigt, at en tilladelse til at modtage børn i dagpleje gives ud fra en nøje afvejning af hjemmets samlede ressourcer, herunder antallet af egne børn, børnenes aldersfordeling m.v.

---------------------------------------------------------------------

Socialstyrelsen/Socialministeriet, den 8. januar 1982

MEDDELELSE OM FRITIDSFORANSTALTNINGER FOR SKOLESØGENDE BØRN MED

VIDTGÅENDE FYSISK ELLER PSYKISK HANDICAP.

Foranlediget af en række henvendelser fra kommuner og amtskommuner om, hvorvidt det er en primær- eller amtskommunal forpligtelse at oprette og drive fritidsforanstaltninger for skolesøgende børn med vidtgående fysisk eller psykisk handicap skal socialstyrelsen udtale følgende

Forpligtelsen til at oprette dagforanstaltninger for børn og unge, herunder også børn og unge med handicap, påhviler kommunerne, jfr. § 69.

Udlægningen af særforsorgen og ændringerne af bistandsloven i den forbindelse har ikke medført indskrænkninger i denne generelle forpligtelse.

I overensstemmelse hermed er det i socialministeriets cirkulære af 22. november 1980 om maksimumsgrænser for de refusionsberettigende udgifter for daginstitutioner anført, at daginstitutioner, hvori der er oprettet en handicapafdeling for børn og unge med handicap af en sådan grad, at deres behov ikke vil kunne dækkes tilfredsstillende i en almindelig daginstitutionsgruppe, samt fritidsordninger for skolesøgende børn med særlige behov, efter forudgående godkendelse af socialstyrelsen kan undtages fra de almindelige bestemmelser om maksimumsgrænser.

Der består således efter gældende praksis følgende muligheder for etablering og drift af fritidsforanstaltninger for børn og unge med fysiske eller psykiske handicap

Fritidsforanstaltninger vil kunne oprettes og drives af en eller flere kommuner i henhold til bistandslovens § 69.

Endvidere vil amtskommunen (social- og sundhedsforvaltningen) kunne drive fritidsforanstaltninger for skolesøgende børn med vidtgående fysiske eller psykiske handicap som forretningsfører for de kommuner, hvis børn og unge er tilmeldt fritidsforanstaltningen. Denne ordning kan anvendes, hvor foranstaltningen dækker flere kommuner, og som regel i forbindelse med en skole, der udøver vidtgående specialundervisning i henhold til folkeskolelovens § 19, stk. 2. Institutionen drives i henhold til § 69 med betaling fra de deltagende kommuner og med adgang til statsrefusion i henhold til bistandslovens § 133.

Sådanne fritidsforanstaltninger vil af socialstyrelsen kunne undtages fra bestemmelserne om maksimumsgrænser for refusionsberettigende udgifter i daginstitutioner.

Endelig vil amtskommunen i henhold til bistandslovens § 95 a kunne oprette og drive særlige daginstitutioner og fritidsforanstaltninger for disse børn og unge med finansiering i henhold til § 135, stk. 3. Forpligtelsen hertil er et supplement til hovedreglen i § 69, der skal sikre etablering af foranstaltninger for de forholdsvis få børn og unge med vidtgående handicap, der har et så særligt behov for støtte, behandling m.m., at det ikke kan imødekommes i de kommunale ordninger.

---------------------------------------------------------------------

Socialministeriet, den 14. januar 1982

MEDDELELSE OM FRITAGELSE FOR BETALING FOR OPHOLD I DØGNINSTITUTION

FOR BØRN OG UNGE OG I FAMILIEPLEJE.

Socialministeriet har i bekendtgørelse nr. 467 af 17. oktober 1980 fastsat regler for betaling vedrørende børns og unges ophold i døgninstitution og i familiepleje. Der er ikke med de nye betalingsregler tilsigtet nogen ændring vedrørende forældrenes betaling, når det drejer sig om børn og unge med vidtgående fysiske eller psykiske handicap.

Ifølge bekendtgørelsens § 5, nummer 1 kan det sociale udvalg meddele forældrene hel- eller delvis fritagelse for betaling, når anbringelsen har et udpræget behandlingssigte. Anbringelse af børn og unge med vidtgående fysiske eller psykiske handicap - herunder også korttidsanbringelser til aflastning - har til formål at yde barnet og den unge pleje, behandling, pædagogisk støtte og optræning, som ikke kan tilgodeses i hjemmet eller ved andre hjælpeforanstaltninger efter bistandsloven. Anbringelsen sker i disse tilfælde derfor som hidtil uden udgift for forældrene.

---------------------------------------------------------------------

Socialstyrelsen/Socialministeriet, den 27. januar 1982

MEDDELELSE OM SÆRLIGT PERSONALE I DAGINSTITUTIONER FOR BØRN.

Fra d. 1. august 1981 indgår udgifterne til alle personalegrupper i

daginstitutioner i driftsudgifterne, således at udgifterne til

særligt støttepersonale er omfattet af reglerne om statsrefusion efter bistandslovens § 136, jfr. § 133, stk. 1, indenfor de til enhver tid gældende maksimumsgrænser.

Til dækning af midlertidige særlige personalebehov i en daginstitution kan en del af det hidtidige støttepersonale i en kommune være ansat enten som personale, der efter behov udstationeres i de enkelte daginstitutioner, eller som personale ved den enkelte daginstitution med tidsbegrænsede opgaver overfor bestemte børn.

1. Såfremt der i kommunen er ansat støttepersonale, der efter behov udstationeres i de enkelte daginstitutioner, og kommunalbestyrelsen beslutter, at forældrebetalingen fastsættes som gennemsnitstakster, jfr. bistandslovens § 73, stk. 1, 2. pkt., kan udgifterne hertil fordeles på institutionens budgetter.

Det forudsættes herved, at det samlede budget for de enkelte institutionstyper eller aldersgrupper er udarbejdet på et realistisk grundlag. På dette grundlag beregnes gennemsnitstaksterne for forældrebetalingen.

2. Såfremt kommunalbestyrelsen har besluttet ikke at indføre gennemsnitstakster på daginstitutionsområdet, kan udgifterne efter tilsvarende principper, som nævnt under punkt 1 (udstationering af støttepersonale efter behov), fordeles på samtlige institutioner i forhold til det normerede antal pladser.

3. Såfremt kommunalbestyrelsen har ansat støttepersonale ved den enkelte institution, indgår den fulde udgift hertil i institutionens driftsbudget.

I disse tilfælde må kommunen ved budgetlægningen realistisk vurdere, hvilke institutioner der forventes at skulle anvende støttepersonale, og der kan ikke fordeles udgifter til støttepersonale på driftsbudgetter på institutioner, der ikke forventes at få behov for støttepersonale.

Det tilføjes, at tildeling af særlig personalestøtte til en daginstitution efter d. 1. august 1981 er et spørgsmål om fastsættelse af personalenormering.

Dette spørgsmål henhører under kommunalbestyrelsens kompetence og kan derfor ikke indbringes for amtsankenævnet, jfr. bistandslovens § 15.

---------------------------------------------------------------------

Socialministeriet, den 20. juli 1982

MEDDELELSE OM ANMELDELSE AF OPTAGELSE I OG UDSKRIVNING FRA

FORSORGSHJEM M.V. TIL SOCIALSTYRELSEN.

Socialministeriet har med virkning fra den 1. august 1982 ændret bestemmelsen i pkt. 170 i socialministeriets cirkulære af 18. marts 1976 om bistandslovens bestemmelser om institutionerne under amtskommunerne om anmeldelse til socialstyrelsen af optagelse i og udskrivning fra forsorgshjem m.v., jfr. socialministeriets cirkulære af 14. juli 1982 om ændring af ovennævnte cirkulære.

Anmeldelsen til socialstyrelsen er herved begrænset til ophold i forsorgs- og optagelseshjem. Undtaget fra anmeldelsespligten er således ophold i herberger, herunder krisecentre for voldsramte, og i beskyttede pensionater.

Der er ikke i øvrigt foretaget ændringer i de gældende bestemmelser for herberger og beskyttede pensionater. Socialministeriet skal i anledning af en række forespørgsler om etablering og drift af herberger for en bestemt persongruppe - voldsramte kvinder - imidlertid præcisere, at såfremt amtsrådet vælger at opfylde sin forpligtelse, jfr. bistandslovens § 105, til at sørge for plads til personer, der er blevet hjemløse på grund af vold eller lignende, ved at oprette særlige afdelinger/institutioner for denne persongruppe, må det sikre, at hjemløse, der må afvises fra de særlige afdelinger/institutioner, samtidig tilbydes anden hjælp, herunder optagelse i en anden institution.

---------------------------------------------------------------------

Socialministeriet, den 3. september 1982

INTERNT ARBEJDSMATERIALE - AKTINDSIGTSBEGRÆNSNING.

Et amtsankenævn har forelagt socialministeriet spørgsmålet om et

dokument i en kommunes socialforvaltning, et referatark, der har

karakter af internt arbejdsmateriale, og som fra en socialforvaltning er fremsendt til et amtsankenævn til brug for amtsankenævnets behandling af en klage over socialforvaltningens nægtelse af aktindsigt, af den grund mister sin karakter af internt arbejde.

Socialministeriet har forelagt spørgsmålet for justitsministeriet, der bl.a. har udtalt, at undtagelsen af en myndigheds interne arbejdsmateriale, såsom referater m.v. efter offentlighedslovens § 5, stk. 3, kun med sikkerhed er anvendelig for så vidt dokumentet forbliver i den udfærdigende myndigheds besiddelse.

Interne dokumenter der oversendes til en anden myndighed i forbindelse med behandlingen af en sag er som udgangspunkt undergivet aktindsigt efter offentlighedslovens almindelige hovedregler. Dette antages i den administrative praksis og den juridiske litteratur også at gælde ved myndighedernes behandling af klagesager, jfr. offentlighedsbetænkningen, nr. 857/78 side 183 med henvisninger.

Begrundelsen herfor er navnlig, at det interne arbejdsmateriale i forhold til ankemyndigheden tjener til at supplere afgørelsesgrundlaget i sagen på samme måde som indhentede udtalelser fra andre myndigheder og andre akter. En modsat opfattelse ville kunne give anledning til omgåelse af offentlighedsloven derved, at høringer mellem offentlige myndigheder besvares ved udveksling af internt arbejdsmateriale i videre omfang end sagligt begrundet.

Efter justitsministeriets opfattelse kan dette synspunkt imidlertid ikke opretholdes i tilfælde, hvor en myndigheds interne arbejdsmateriale er modtaget af en ankemyndighed under dens behandling af en sag om aktindsigt i det eller de pågældende dokumenter og modtagelsen har været påkrævet af hensyn til en forsvarlig behandling af sagen.

Begrundelsen herfor er, at offentlighedslovens § 8, stk. 1, uanset at det ikke direkte udtales, dog utvivlsomt må antages at indebære, at afgørelser om aktindsigt er undergivet en administrativ ankeadgang i samme omfang som afgørelsen vedrørende den pågældende sags realitet. Ankeinstansen vil ofte kun kunne behandle klagen over den nægtede aktindsigt i et af sagens dokumenter, hvis den indhenter dette. Indhentelsen kan være nødvendig både for bedømmelsen af, om dokumentet er omfattet af lovens § 5, stk. 3, og for bedømmelsen af, om dokumentet indeholder faktiske oplysninger af væsentlig betydning for sagens realitet, således at disse skal udleveres i medfør af lovens § 4. En modsat opfattelse ville i øvrigt formentlig få den praktiske konsekvens, at behandling af klagesager vedrørende aktindsigt måtte finde sted uden at ankeinstansen kunne komme i besiddelse af det omtvistede dokument. Hertil kommer, at dokumentet indtager en særstilling i ankemyndighedens sag i forhold til andre dokumenter, der indgår i en administrativ sag. Det tjener nemlig ikke som foran nævnt til at supplere sagens afgørelsesgrundlag, men er derimod selv sagens genstand. De reale grunde, der taler for at sidestille underinstansens interne dokumenter og indhente udtalelser gør sig her ikke gældende med samme vægt.

Det anførte gælder kun afgivelse af internt arbejdsmateriale til ankeinstansen for aktindsigtsspørgsmålet, ikke til andre myndigheder eller til udenforstående i øvrigt.

På baggrund heraf er det justitsministeriets opfattelse, at socialforvaltningens referatark kan undtages fra aktindsigt også efter afgivelsen til ankeinstansen under forudsætning af, at det udelukkende indgår i amtsankenævnets sag til brug for behandlingen af klagen over den nægtede aktindsigt i dokumentet. Det gælder uanset om begæringen om aktindsigt rettes til socialforvaltning eller til amtsankenævn.

Socialministeriet er enig i justitsministeriets udtalelse.

---------------------------------------------------------------------

Socialministeriet, den 9. september 1983

MEDDELELSE OM FASTSÆTTELSE AF EN TILBAGEBETALINGSORDNING.

På given foranledning skal socialministeriet meddele, at et

tilbagebetalingskrav ifølge §§ 25 og 26 skal gennemføres ved

betalingsordning, der fastsættes af det sociale udvalg under hensyn til, hvad pågældende kan udrede uden at komme til at mangle, hvad der må anses for nødvendigt til pågældendes underhold, jfr. § 27. Det kan således aldrig komme på tale at indgå en aftale med skyldneren. Derimod skal det sociale udvalg (socialforvaltningen) helt på egen hånd træffe den afgørelse, der er den rigtige i situationen. Heri ligger, at der skal tages hensyn til samtlige aspekter vedrørende den pågældendes økonomiske forhold, herunder den omstændighed, at pågældende kan få udbetalt overskydende skat.

Der er således intet i vejen for, at afgørelsen om tilbagebetalingsordningen kan gå ud på at den pågældende skal indbetale hele den overskydende skat til socialforvaltningen. Hvis skyldneren ikke overholder den fastsatte betalingsordning sker inddrivelsen efter de regler, der gælder for inddrivelse af personlige skatter, jfr. bistandslovens § 7, stk. 2. Tilbagebetalingsordningen kan til stadighed ændres i lyset af den pågældendes ændrede økonomiske forhold. Ordningen kan således til enhver tid gøres strengere, hvis pågældende får midler til rådighed, herunder overskydende skat.

Derimod er der ikke adgang til at foretage modregning i ydelser, der tilkommer den pågældende - herunder overskydende skat, jfr. det herom anførte i SM O-090-77.

---------------------------------------------------------------------

Socialministeriet, den 10. oktober 1983

MEDDELELSE OM SIKKERHEDSORGANISATIONERNES INDDRAGELSE I PLANLÆGGENDE

ARBEJDE VED OMBYGNING M.V. AF DAGINSTITUTIONER.

Da ikke alene sikkerhedsudvalget, men også sikkerhedsgrupperne ifølge arbejdstilsynets regler skal deltage i planlægningen inden for dagsinstitutionsområdet, er den rette betegnelse i cirkulæret af 24. november 1982 »sikkerhedsorganisationen« som også omfatter sikkerhedsgrupperne.

---------------------------------------------------------------------

Socialministeriet, den 2. marts 1984

MEDDELELSE OM TILSIDESÆTTELSE AF EN AFTALE OM BIDRAG.

Ved dom afsagt den 13. december 1983 fastslog højesteret, at

bistandslovens § 8, stk. 2, 2. pkt. efter ordlyden og sammenhængen

med §§ 6 og 8, stk. 1, må forstås således, at bestemmelsen alene omfatter tilfælde, i hvilke der trods en bestående bidragspligt er givet afkald på fastsættelse af bidrag eller på at kræve bidrag forhøjet.

Herefter kan de bidragsfastsættende myndigheder ikke med hjemmel i bistandslovens § 8, stk. 2, 2. pkt., tilsidesætte et separations- eller skilsmissevilkår, hvorefter ingen af parterne har bidragspligt over for den anden, og pålægge den ene ægtefælle at svare et nærmere fastsat bidrag til den andens underhold.

Familieretsdirektoratet har ved cirkulæreskrivelse af 13. december 1983 orienteret statsamterne om højesteretsdommen. Familieretsdirektoratet har endvidere henstillet til socialministeriet, at kommunerne gøres bekendt med dommen og med det af højesteret anførte vedrørende forståelsen af bistandslovens § 8, stk. 2.

Familieretsdirektoratet ønsker herunder tilkendegivet, at kommunerne som følge af højesteretsdommen er uberettiget til at modtage betaling fra eller foretage inddrivelse hos bidragspligtige, såfremt bidragspligten hviler på en resolution, der er udfærdiget i medfør af bistandslovens § 8, stk. 2, 2. pkt., i tilfælde, hvor der ikke forudgående er aftalt eller fastsat en pligt for den ene ægtefælle til at bidrage til den anden ægtefælles underhold.

Endvidere ønsker direktoratet tilkendegivet, at der i de nævnte tilfælde må antages at bestå en pligt for kommunerne til af egen drift at tilbagebetale bidrag, der efter dommens dato er betalt eller inddrevet af kommunerne.

Eventuelle tvivlsspørgsmål med hensyn til konsekvenserne af højesteretsdommen i forhold til den enkelte bidragsresolution kan eventuelt søges klarlagt hos de bidragsfastsættende myndigheder (statsamterne).

---------------------------------------------------------------------

Socialministeriet, den 10. juli 1984

MEDDELELSE OM UNDERRETNING OM UDSÆTTELSE AF LEJEMÅL OG OM

TVANGSAUKTION.

Registertilsynet har på baggrund af en konkret sag oplyst, at tilsynet ikke finder, at der efter lov om private registre m.v. § 4, stk. 2, er hjemmel til en generel, automatisk videregivelse af samlede restanceoplysninger fra boligselskaber til de kommunale socialforvaltninger, da videregivelsen ikke kan siges at være et naturligt led i den normale drift af et boligselskab. Registertilsynet finder heller ikke, at der er hjemmel til videregivelsen i anden lovgivning - herunder bistandsloven.

Socialministeriet er enigt i registertilsynets opfattelse for så vidt angår bistandsloven. Det kan imidlertid være hensigtsmæssigt, at socialforvaltningerne får underretning om de tilfælde, hvor der er en egentlig begrundet risiko for afbrydelse/udsættelse af lejemål eller for en ejendoms afhændelse ved tvangsauktion. Man skal derfor henlede opmærksomheden på, at nogle kommuner af denne grund har indgået aftaler med advokater og/eller med fogedretterne, hvorefter disse orienterer socialforvaltningerne om begærede udsættelsesforretninger eller tvangsauktioner. Det er socialministeriets opfattelse, at disse aftaler er i god overensstemmelse med såvel socialministeriets cirkulære af 9. oktober 1975 om rådgivning og tilsyn efter bistandsloven som socialministeriets cirkulære af 26. marts 1976 om medvirken til gennemførelse af vejledning m.v. efter bistandsloven.

I øvrigt har socialforvaltningerne efter bistandslovens § 17 mulighed for i forbindelse med den enkelte sags behandling at indhente relevante oplysninger fra bl.a. boligselskaber.

---------------------------------------------------------------------

Socialministeriet, den 11. juli 1984

MEDDELELSE OM KONTANTHJÆLP UNDER KURSUSDELTAGELSE M.V.

Efter bistandslovens § 38, stk. 2, er socialministeren bemyndiget til

at fastsætte nærmere regler for, i hvilke særlige tilfælde der kan

ydes kontanthjælp til personer under uddannelse.

I henhold til denne bemyndigelsesbestemmelse har socialministeren ved bekendtgørelse nr. 129 af 30. marts 1983 fastsat regler for uddannelsessøgendes ret til kontanthjælp i særlige tilfælde.

På given foranledning skal socialministeriet herved præcisere, at efter bekendtgørelsen - som er udtømmende - kan personer, der modtager kontanthjælp efter §§ 37 eller 43, deltage i de samme kurser m.v. som arbejdsledige medlemmer af arbejdsløshedskasser, jfr. arbejdsdirektoratets cirkulære af 27. juni 1979 vedrørende udbetaling af dagpenge under kursusdeltagelse.

Det har ikke været tilsigtet, at det sociale udvalg efter bekendtgørelsen skulle gå ind i en dyberegående vurdering af f.eks. kursernes faglige betydning for de enkelte kontanthjælpsmodtagere.

Kursusdeltagelse, som en person har besluttet sig for, inden der søges om kontanthjælp, vil imidlertid ikke uden videre skulle dækkes efter reglerne om kontanthjælp, idet der må foretages en individuel bedømmelse i hvert enkelt tilfælde.

---------------------------------------------------------------------

Socialministeriet, den 20. juni 1985

MEDDELELSE OM EF'S MÆLKETILSKUDSORDNING.

Mælketilskudsordningen administreres af EF-direktoratet,

Frederiksborggade 18, 1360 København K. Tlf: (01) 92 70 00.

Det fremgår af EF-direktoratets vejledning nr. I-13/84 af 1. juni 1984, som ændret ved vejledning nr. I-1/85 af 11. marts 1985, om EF-tilskud til skolemælk, at ordningen bl.a. omfatter børn i børnehaver, der drives efter bistandsloven.

I vejledningen er der endvidere gjort rede for den praktiske fremgangsmåde med hensyn til ansøgning om og udbetaling af tilskud.

EF-tilskud til mælk skal med hele beløbet fratrækkes i de udgifter, der ligger under maksimumsgrænsen, jfr. indledning til socialministeriets cirkulære af 26. februar 1985 om maksimumsgrænser for de refusionsberettigende udgifter for daginstitutioner. Tilskuddet bevirker således, at såvel forældrebetalingen som statsrefusionen reduceres.

Tilskuddet konteres under Dagpleje og daginstitutioner for børn 5.10 Fælles formål.2 Statsrefusion.04 Mælketilskud fra EF.

Hvis tilskuddet udbetales af EF-direktoratet direkte til leverandører af mælkeprodukterne, skal der ikke ske kontering i kommunens regnskab, men tilskuddet forudsættes at have reduceret institutionens udgifter.

---------------------------------------------------------------------

Sikringsstyrelsen, den 12. august 1985

MEDDELELSE OM BØRNEBIDRAG I DE ØVRIGE NORDISKE LANDE.

Efter den nordiske konvention om social tryghed, artikel 31, giver et

bidragsdokument, der er udfærdiget i et af de øvrige nordiske

lande, samme adgang til bidragsforskud som et dansk bidragsdokument. Der vil dog højst kunne udbetales et beløb, der svarer til det danske normalbidrag.

Efter udsendelse af B-meddelelse nr. 3/1980 har sikringsstyrelsen modtaget følgende oplysninger om størrelsen af børnebidrag i de øvrige nordiske lande

Island

------

1.06.1980 isl. kr. 47.034 mdl. 1.09.1980 - - 51.065 - 1.11.1980 - - 55.406 - 1.12.1980 - - 60.681 - 1.01.1981 - - 607 - (nye islandske kroner) 1.03.1981 - - 643 - 1.06.1981 - - 695 - 1.09.1981 - - 757 - 1.11.1981 - - 782 - 1.12.1981 - - 859 - 1.03.1982 - - 924 - 1.06.1982 - - 1.019 - 1.07.1982 - - 1.060 - 1.09.1982 - - 1.140 - 1.12.1982 - - 1.228 - 1.01.1983 - - 1.253 - 1.03.1983 - - 1.438 - 1.06.1983 - - 1.553 - 1.10.1983 - - 1.615 - 1.03.1984 - - 2.015 - 1.06.1984 - - 1.055 - 1.09.1984 - - 2.117 - 1.11.1984 - - 2.477 - 1.01.1985 - - 2.601 - 1.03.1985 - - 2.663 - 1.05.1985 - - 2.850 - 1.07.1985 - - 3.063 - Norge ----- 1.06.1981 kr. 520 mdl. 1.06.1982 - 530 - 1.06.1983 - 580 - 1.06.1984 - 620 - 1.06.1985 - 660 -

Sverige

-------

Der findes ikke i Sverige et beløb, der svarer til det danske normalbidrag. Størrelsen af det svenske underholdsbidrag fastsættes i hvert enkelt tilfælde ved dom eller aftale. Af bidragsdokument fremgår, hvilket bidrag der oprindelig er fastsat. Bidragsbeløbets størrelse reguleres hvert år.

Et underholdsbidrag, der er fastsat i Sverige inden 1. januar 1981, forhøjes med 8% pr. 1. april 1981. Forhøjelsen sker på grundlag af det bidragsbeløb, der var gældende 31. december 1980 (incl. alle tidligere forhøjelser).

Et underholdsbidrag, der er fastsat i Sverige inden 1. december 1981, forhøjes med 4% fra 1. marts 1982. Forhøjelsen sker på grundlag af det bidragsbeløb, der var gældende pr. 30. november 1981 (incl. alle tidligere forhøjelser).

Et underholdsbidrag, der er fastsat i Sverige inden 1. november 1982, forhøjes fra 1. januar 1983 med 6%. Forhøjelsen sker på grundlag af det bidragsbeløb, der var gældende 31. oktober 1982 (incl. alle forhøjelser).

Der fandt ingen forhøjelse af bidrag sted i 1984.

Et underholdsbidrag, der er fastsat i Sverige inden 1. november 1985, forhøjes fra 1. februar 1985 med 8%. Forhøjelsen sker på grundlag af det bidragsbeløb, der var gældende 31. oktober 1984 (incl. alle tidligere forhøjelser).

Finland

-------

I lighed med ordningen i Sverige findes der heller ikke i Finland et beløb, der svarer til det danske normalbidrag, idet størrelsen af det finske underholdsbidrag fastsættes i hvert enkelt tilfælde ved dom eller aftale. Det vil af bidragsdokumentet fremgå, hvilket bidrag der oprindeligt er fastsat. Bidragsbeløbet reguleres årligt og er forhøjet med neden for angivne procentsatser ved bidrag fastsat før den 1. januar for det pågældende år.

1.01.1980 10% 1.01.1981 15% 1.01.1982 10% 1.01.1983 5% 1.01.1984 10% 1.01.1985 10%

---------------------------------------------------------------------

Socialministeriet, den 13. februar 1986

MEDDELELSE OM REFUSION AF TRANSPORTUDGIFTER I FORBINDELSE MED

DØGNHJEMMEPLEJE.

Transportudgifter i forbindelse med hjemmehjælperes deltagelse i døgnhjemmepleje er kun refusionsberettigende inden for rammerne af overenskomsten med Husligt Arbejderforbund om aflønning m.v. af ikke-tjenestemandsansatte hjemmehjælpere. Herefter kan der ydes refusion til en mindre befordringsgodtgørelse pr. time eller, hvis kommunen finder det hensigstmæssigt, at hjemmehjælperen bruger egen bil, en kørselsgodtgørelse efter de for kommunens tjenestemænd gældende regler. Hertil kommer godtgørelse for telefonudgifter.

Derimod kan en kommunes udgifter til egne eller lejede/leasede biler, til Falck- eller taxikørsel eller til radiokommunikationsudstyr (bilradiotelefon) ikke refunderes.

---------------------------------------------------------------------

Socialministeriet, juni 1986

B-FLYGTNINGE ELLER »DE FACTO-FLYGTNINGE«.

Før lov nr. 226 af 8. juni 1983 (udlændingeloven) trådte i kraft den 1. oktober 1983 gav Danmark ifølge praksis opholdstilladelse til udlændinge, der ikke var omfattede af flygtningekonventionen, men hvor der kunne anføres lignende tungtvejende grunde, som anført i konventionen til støtte for, at de ikke ønskede at vende tilbage til deres hjemland.

Denne praksis er nu lovfæstet i udlændingelovens § 7, stk. 1, nr. 2, der handler om B-flygtninge eller »de facto-flygtninge«.

Ifølge socialministeriet er disse personer omfattet af lov om social pension § 2, stk. 2, nr. 2.

Såfremt det af ansøgning om pension til en udlænding fremgår, at den pågældende kan antages at have fået opholdstilladelse efter førnævnte praksis, kan spørgsmålet om hans flygtningestatus forelægges for Direktoratet for Udlændinge med angivelse af den pågældendes fulde navn, fødselsdato og evt. cpr. nr. af den myndighed, der behandler ansøgningen om ydelser i henhold til lov om social pension.

---------------------------------------------------------------------

Socialministeriet, den 22. april 1987

MEDDELELSE OM OMBEREGNING AF KONTANTHJÆLP I FORBINDELSE MED FRADRAG

FOR FEJLAGTIGT UDBETALT OVERSKYDENDE SKAT.

Der kan i forbindelse med fremrykningen af tidspunktet for udsendelse af den skattemæssige årsopgørelse opstå tilfælde, hvor en kontanthjælpsmodtager, der får udbetalt overskydende skat og får beløbet trukket fra i kontanthjælpen, senere bliver stillet over for krav om betaling af restskat som følge af ligningsmæssige korrektioner i den først udsendte årsopgørelse.

Efter Socialministeriets opfattelse kan der i disse særlige tilfælde ske omberegning af den kontanthjælp, der er beregnet med fradrag af den overskydende skat, idet forudsætningerne for at foretage fradraget i hjælpen svigter, når der efterfølgende sker korrektion i årsopgørelsen.

Der kan fortsat ikke i almindelighed ydes hjælp efter bistandsloven til betaling af restskat, da spørgsmålet om afvikling af gæld til det offentlige - herunder skatterestancer - falder uden for lovens § 40, stk. 1, og må løses efter de regler, der iøvrigt findes om det pågældende gældsforhold, jfr. pkt. 25 i Socialministeriets kontanthjælpscirkulære af 16. december 1986 (for tiden efter 1. juli 1987 pkt. 24 i vejledning af 5. marts 1987 om kontanthjælp efter bistandsloven).

---------------------------------------------------------------------

Socialministeriet, den 15. september 1987

MEDDELELSE OM OPTJENING AF SOCIAL PENSION.

Socialministeriet har udtalt, at danske og tyske lærere og

børnehavepædagoger, der er eller har været ansat ved Dansk

Skoleforening for Sydslesvig, og som samtdig er eller har være medlemmer af en dansk pensionskasse, har ret til social pension fra Danmark for de år, i hvilke de har været medlemmer og ikke samtidig har været tilsluttet en tysk renteforsikring.

Ifølge en fortolkning af pensionslovens § 8 har ægtefæller til personer, der optjener ret til social pension under ophold i udlandet som beskæftiget i offentlig dansk interese m.v. en afledet ret til social pension. Denne ret gælder også for ægtefæller til de nævnte lærere og børnehavepædagoger. Retten består uafhængig af ægtefællens nationalitet.

Ægtefællen optjener dog ikke ret til dansk pension i perioder, hvor den pågældende selv har været erhvervsmæssigt beskæftiget og tilsluttet en social pensionsordning i Tyskland.

---------------------------------------------------------------------

Ingen