Skrivelse om omlægning og rationalisering af behandlingsindsatsen over for stofmisbrugere (Til kommuner og amtskommuner)

Skrivelse om omlægning og rationalisering af behandlingsindsatsen over for stofmisbrugere

(Til kommuner og amtskommuner)

Det er nødvendigt, at der NU sker en omlægning og rationalisering af behandlingsindsatsen over for stofmisbrugerne. De intravenøse stofmisbrugere udgør en af de største risikogrupper i AIDS- sammenhæng.

Det ideale mål for behandlingen af stofmisbrugere er at gøre dem stoffrie, men dette mål er for ambitiøst i lyset af AIDS- sygdommens udbredelse. Omfanget af AIDS-smittede og -syge inden for stofmisbrugergruppen har nøje sammenhæng med antallet af intravenøse stofmisbrugere, og det er derfor afgørende, at der sættes ind med behandling, med det formål at begrænse det intravenøse misbrug mest muligt. Enhver form for behandling, som kan fastholde stofmisbrugerne, er af stor smitteforebyggende virkning.

Stoffrihed og resocialisering kan derfor ikke være de eneste behandlingsmål. Det overordnede mål for behandlingen af stofmisbrugere må realistisk være at begrænse skaderne ved misbruget mest muligt.

Det er derfor vigtigt, at behandlingssystemet indrettes, så det imødekommer misbrugernes ønsker og behov i så stor udstrækning som muligt. Kun derigennem bliver det muligt at opnå den kontakt med stofmisbrugerne, som er en forudsætning for at begrænse misbruget.

Uden kontakt, ingen behandlings- og påvirkningsmuligheder - ingen mulighed for personlig rådgivning og krisehjælp.

Der må arbejdes med graduerede målsætninger, som lægger op til en differentieret og omsorgspræget indsats for klienterne, bl.a. ved en mere udstrakt anvendelse af ambulant behandling, herunder også længerevarende metadonbehandling.

Det er nødvendigt at sikre stofmisbrugerne en ubesværet og hurtig adgang til afgiftninger såvel ambulant som i døgninstitutionsregie. Længerevarende metadonbehandling og afgiftninger må være en selvfølgelig og integreret del af behandlingsinstitutionernes virksomhed.

De stofmisbrugere, der i første omgang kun ønsker en afgiftning eller vedligeholdelsesbehandling (forudsat indikationerne er opfyldt), skal hjælpes hermed. Hjælpen skal kunne tilbydes her og nu. Der vil derfor være situationer, hvor man som første led i behandlingen erstatter et intravenøst misbrug med et andet, som ikke forudsætter indsprøjtninger, og først derefter i et samarbejde med klienten lægger den egentlige behandlingsplan.

Det anbefales, at der sker en oprustning af de ambulante behandlingstilbud til stofmisbrugerne som supplement til de ambulante og institutionelle tilbud, som findes i dag. F.eks. vil det være hensigtsmæssigt at oprette ambulante distriktscentre med koordinerende, visiterende og selvstændigt behandlende funktioner, herunder rådgivning, afgiftning og længerevarende metadonbehandling, som samtidig kan have en støttende funktion over for de praktiserende læger.

Det understreges samtidig, at metadon kan være et middel i behandlingen, men det må aldrig blive et mål i sig selv. Det er derfor vigtigt, at længerevarende metadonbehandling foregår i tæt kontakt med det sociale system, således at behandlingen følges op med intensiv rådgivning og anden form for social støtte.

Foruden den omlægning af behandlingsindsatsen, hvis hovedretningslinier er skitseret oven for, understreges betydningen af, at den forebyggende indsats fortsat prioriteres højt i kommuner og amtskommuner. Dette gælder både de generelle foranstaltninger rettet mod hele befolkningen, som de foranstaltninger, der er rettet mod risikogrupperne. Socialministeriet skal også pege på behovet for efteruddannelse af personale, så de får forudsætning for at varetage den nødvendige krisebehandling og smitteforebyggende virksomhed.

Alkohol- og Narkotikarådet har i sine to publikationer »At møde mennesket hvor det er ...« fra 1984 og »AIDS og stofmisbrug« fra 1986 mere detaljeret redegjort for, hvorledes behandlingsindsatsen over for stofmisbrugerne kan intensiveres.

De to publikationer udleveres gratis fra Alkohol- og Narkotikarådets sekretariat, tlf. 01 13 44 00.

Amtsrådforeningen i Danmark og Alkohol- og Narkotikarådet har i fællesskab udarbejdet en publikation »Rapport fra konferencen om Stofmisbrugere og AIDS den 13. marts 1987«, som vil blive udsendt i løbet af denne sommer. Rapporten vil kunne rekvireres ved henvendelse til Amtsrådsforeningen i Danmark, tlf. 01 91 21 61.

Risikoen for, at den enkelte stofmisbruger pådrager sig HIV-smitte, afhænger af sammenhængen mellem, hvor mange man deler sprøjter/kanyler med, hvor tit man gør det og hyppigheden af smitte i omgangskredsen.

At injicere udgør ikke i sig selv nogen risiko for smitte. Kun hvis der bruges fælles injektionssprøjter, er der risiko, og denne er større jo større smittehyppigheden er i omgangskredsen.

Den mest effektive foranstaltning mod smitte er at inddrage stofmisbrugerne i behandling, men det er ikke praktisk muligt at inddrage alle stofmisbrugere i behandling her og nu. Derfor må der i den aktuelle situation satses på både behandling og på, at der i det sprøjtebrug, som finder sted, anvendes egne og rene sprøjter. Dette kan ske gennem oplysning om risikoen ved at benytte fælles sprøjter/kanyler og ved at sikre misbrugerne en let adgang til rene sprøjter/kanyler.

I Danmark har stofmisbrugerne i lighed med den øvrige befolkning fri adgang til at købe sprøjter og kanyler på apotekerne.

I 1987 etablerede Københavns kommune en ordning, hvor stofmisbrugerne i den normale åbningstid vederlagsfrit kan afhente sprøjter/kanyler på de københavnske apoteker. Uden for åbningstiden kan de for 10 kr. pakningen trække sprøjter i en automat.

Den københavnske ordning er endnu på forsøgsstadiet. Apotekerpersonalet har imidlertid givet udtryk for, at ordningen fungerer gnidningsfrit, og stofmisbrugerne er tilfredse med ordningen og ser den som et udtryk for omsorg og en vilje fra myndighedernes side til at gøre en relevant indsats for dem.

Enkelte kommuner og amtskommuner påtænker at etablere eller har iværksat lignende ordninger, og Socialministeriet kan anbefale, at sådanne ordninger etableres rundt om i landet.

Det understreges, at en virkelig effektiv reduktion af smitterisikoen forudsætter, at der gribes ind, inden smitten får fodfæste og når at brede sig. Fravær af smitte i et lokalområde må derfor ikke være en sovepude, men snarere anspore til den størst mulige indsats, idet der på dette tidspunkt er den største mulighed for at begrænse smitten.

Indenrigsministeriet vil i indeværende år oprette en projektpulje på 2,5 mio.kr. til konkrete AIDS-projekter og forsøg. Puljen vil i 1988 blive øget til 7 mio.kr.

Projekter, der har til formål at afprøve og evaluere nye ideer af relevans for den HIV-smitteforebyggende indsats, blandt andet inden for behandlingen af stofmisbrugere, vil helt eller delvis kunne søges finansieret af puljen.

Eksempelvis vil projektpuljen kunne bidrage til finansiering af projekter af følgende karakter

- Projekter, der har til formål at introducere og fremme samarbejdet inden for det offentlige og over for de frivillige organisationer, specielt i relation til rådgivningsvirksomheden og omsorgs- og plejefunktionen.

- Projekter, der har til formål at afprøve og evaluere nye ideer med relevans til den smitteforebyggende indsats, specielt inden for narkobehandlingen.

- Konkrete AIDS-aktiviteter i relation til bl.a. de frivillige organisationer.

I løbet af sommeren vil Indenrigsministeriet melde ud om, hvorledes der skal forholdes for at komme i betragtning ved midlernes fordeling.

Med venlig hilsen

Mimi Stilling Jakobsen

/I. Langkilde

Ingen