Legislator Case Law & Legislation
C19871857960 DK

Forord til 'Standardpriser'

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Vejledning 1987 18579 Historic

Forord til »Standardpriser«

Forord

Standardpriser

Standardpris for en bil eller en motorcykel er en pris ved salg til bruger, som er anmeldt over for toldvæsenet. Prisen er fastsat på landsbasis og må ikke overskrides. Prisen indeholder moms, men ikke registreringsafgift.

Standardprisen bruges ved opgørelse af den afgiftspligtige værdi til beregning af registreringsafgift.

Standardprisen gælder kun for nye køretøjer i original skikkelse.

Hvis et køretøj har kørt mere end 2 000 km, kan det ikke anses for at være nyt. Det samme gælder, hvis køretøjet har været udsat for beskadigelse eller viser spor af slitage, som udelukker, at det kan sælges som nyt.

Hvis et køretøj monteres med tuningssæt, eller der foretages andre væsentlige ændringer af køretøjets motor eller transmission, kan det ikke anses for at være i original skikkelse. Det samme gælder, hvis køretøjet får monteret eller udskiftet større karrosseridele.

Hvis køretøjet derimod alene forsynes med udstyr, hvis montering kun medfører mindre afvigelser fra standardkøretøjet, kan køretøjet anses for at være i original skikkelse. Det kan eksempelvis være montering af en ventilationsklap (soltag af vip-op-typen) i en person- eller varebil eller montering af sidevinduer i en varebil.

Standardprislister

De anmeldte standardpriser optages af toldvæsenet på standardprislister (hvide og blå).

På de hvide prislister (Motorkøretøj med standardudstyr) optages den enkelte model med anførsel af

- standardpris,

- registreringsafgift heraf,

- evt fradragsbeløb for trafiksikkerhedsfremmende udstyr og

- evt friværdi for bilradio.

På de blå prislister (Motorkøretøj med særligt udstyr) optages standardpris-tillæg for fabriksmonteret ekstraudstyr og evt yderligere fradragsbeløb for trafiksikkerhedsfremmende udstyr samt evt friværdi af bilradio.

Prislisterne nummereres fortløbende inden for kalenderåret i 2 nummerrækker for hver farve. En nummerrække for samtlige udsendte prislister og en nummerrække for hvert mærke. Ved hjælp af sidstnævnte nummerrække kan forhandleren sikre sig, at han fra toldvæsenet har modtaget en ubrudt række prislister.

Prislisterne er forsynet med markering for ændringer i forhold til tidligere udsendte prislister.

Anvendelsen

Ved anvendelsen af standardprislisterne må forhandleren sikre sig, at der er overensstemmelse mellem certifikat og standardprisliste med hensyn til det pågældende køretøjs identitet. Certifikatet, som er bevis for køretøjets fortoldning, skal være udstedt på toldvæsenets blanket K 20.

Forhandleren må endvidere sikre sig, at registreringstidspunktet for køretøjet kommer til at ligge inden for standardprisens gyldighedsperiode. Den kan være bestemt af certifikatets datering hos toldvæsenet (Tolddato) eller af anden hertil svarende datering eller af køretøjets stelnummer.

Hvis køretøjet er omfattet af en anmeldt standardpris, anvendes denne pris som afgiftspligtig værdi. Leveres køretøjet med udstyr, som ikke er omfattet af standardprisen eller af et evt standardpris-tillæg, skal betalingen for ekstraudstyret tillægges.

Hvis køretøjet ikke er omfattet af en anmeldt standardpris, fastsættes den afgiftspligtige værdi ved vurdering.

Afgiftspligtig værdi

De følgende regler gælder kun for køretøjer, som er omfattet af standardprislisterne.

Afgiftspligten påhviler køretøjet i den skikkelse, hvori det skal leveres til køberen, og omfatter derfor enhver aftale om køretøjets salg, som er indgået, før det er overdraget til køberen.

Der skal således beregnes afgift af både selve køretøjet og det udstyr mm, som er monteret eller på anden måde medfølger ved leveringen. Der skal også beregnes afgift af det udstyr mm, som ifølge salgsaftalen skal monteres eller leveres på et senere tidspunkt.

Hvad skal medregnes?

1. Standard- og ekstraudstyr, som er monteret af fabrikken eller af importøren, og som er anmeldt med standardpris, medregnes til den afgiftspligtige værdi med den fulde pris (indbefattet moms, men uden registreringsafgift), som er angivet på de hvide og blå prislister.

Den afgiftspligtige værdi kan ikke nedsættes, selv om forhandleren afmonterer noget af det udstyr, som er omfattet af den anmeldte standardpris, eller sælger køretøjet til en lavere pris end standardprisen.

2. Udstyr mv, der ikke er omfattet af den anmeldte standardpris, men som indgår i aftalen mellem sælger og køber af køretøjet, medregnes til den afgiftspligtige værdi med den faktiske pris (indbefattet moms, men uden registreringsafgift). Prisen skal være angivet i salgsdokumenterne.

Det drejer sig om

- såvel nyt som brugt udstyr, der supplerer køretøjets standardudstyr, eller som erstatter originalt monteret udstyr (fx ombytning af dæk), og

- arbejdsydelser, som forhandleren udfører eller lader andre udføre (fx lakering og undervognsbehandling).

Det er den faktiske betaling for disse ekstra leverancer, der skal medregnes til den afgiftspligtige værdi, dvs prisen efter fradrag af eventuelle rabatter. Hvis udstyret leveres og monteres uden udgift for køberen, vil der altså ikke blive tale om noget tillæg til den afgiftspligtige værdi.

Ved ombytning af originalt monteret udstyr er det kun ekstrabetalingen herfor, der skal medregnes. Ved montering af udstyrsgenstande, som tilhører køberen, er det kun betalingen for montering samt betaling for evt medgående nye dele, der skal medregnes.

Efterfølgende aftaler

Der skal ikke betales registreringsafgift af udstyr mv, som leveres efterfølgende, hvis aftalen om levering af det pågældende udstyr mv er indgået, efter at køretøjet er leveret og fysisk overdraget til køberen.

Hvis det drejer sig om montering af udstyr mv, som kræver syn eller omregistrering af køretøjet, fx montering af gasanlæg, er den afgiftsfri levering dog tillige betinget af, at køretøjet i sin oprindelige skikkelse som standardvogn har været brugt af køberen en rimelig tid efter den første registrering her i landet.

Hvad skal ikke medregnes?

1. Leveringsomkostninger

Betalingen af de udgifter til køretøjets forsendelse og registrering (leveringsomkostninger), som er forbundet med leveringen, kan holdes uden for den afgiftspligtige værdi, dog højst med følgende beløb (uden moms)

Motorcykler (også med sidevogn) og kabinescootere ........................ 555 kr Personbiler, herunder hyrevogne, samt varevogne berigtiget med afgift efter lovens § 5, stk 1................... 1 110 kr

Moms af de nævnte udgifter kan også holdes uden for den afgiftspligtige værdi.

Herudover kan betalingen af nummerpladegebyr samt moms heraf holdes uden for den afgiftspligtige værdi.

Bestemmelsen omfatter

- udgifter, som er forbundet med køretøjets forsendelse fra importør til forhandler eller køber,

- udgifter, som direkte vedrører forhandlerens registrering af køretøjet, herunder udgifter til afhentning og montering af nummerplader,

- udgifter til kontrol og afprøvning af køretøjet med henblik på forhandlerens attestation af Justitsministeriets typeattest og

- gebyr for syn, afgift af prøveskilte samt løn- og benzinudgifter i forbindelse med registreringssyn.

Bestemmelsen omfatter ikke udgifter vedrørende arbejdsydelser, som er nødvendige for at bringe et i øvrigt færdigfremstillet køretøj i køreklar og registreringsklar stand. Sådanne udgifter skal være indregnet i den anmeldte standardpris.

2. Finansieringsomkostninger

Sædvanlige renter og tillæg, som er betaling for købekontraktens finansiering, kan holdes uden for den afgiftspligtige værdi.

Dette gælder også det gebyr, som forsikringsselskaberne opkræver for notering af panthaverdeklaration for køretøjer solgt på afbetaling.

3. Bilradioer mv

Betalingen for radioapparater, der indgår i handelen, kan holdes uden for den afgiftspligtige værdi, dog højst med et beløb på 1 000 kr (indbefattet moms).

Ved radioapparater forstås komplette anlæg, der er installeret i bilen og klar til brug, herunder evt indbygningssæt, ekstra støjdæmpning, antenne og højttalere.

Radioapparater, der er sammenbygget med kassettebåndspillere, sidestilles med radioapparater.

Kassettebåndspillere, der leveres alene, anses derimod ikke som radioapparater. Betalingen for sådanne båndspillere skal derfor medregnes til den afgiftspligtige værdi efter de almindelige regler. Det samme gælder andre former for teleteknisk udstyr til biler, herunder udstyr, der sammenbygges med radioapparater.

Fritagelsesbestemmelsen for radioapparater omfatter ikke enkelte dele af et radioanlæg, fx antenne og ledningsføring, som køretøjet er monteret med af automobilfabrikken eller importøren.

Bestemmelsen omfatter heller ikke »nøgne« radioapparater, som leveres med bilen til senere montering efter køberens nærmere bestemmelse og for dennes regning.

Bilradioer som standardudstyr

For køretøjer, som er monteret med radioapparat som standardudstyr, indeholder standardprislisterne for hver enkelt model oplysning om det beløb, som er holdt uden for standardprisen. Beløbet er anført i rubrikken »Friværdi«.

Den del af radioprisen, der måtte overstige det afgiftsfri maksimumsbeløb (1 000 kr), er indregnet i selve standardprisen.

Standardprisen kan derfor umiddelbart bruges af forhandleren ved fastsættelsen af den afgiftspligtige værdi for disse køretøjer.

Hvis bilradio ikke er standardudstyr, er der i standardprislisten i rubrikken »Friværdi« anført et »0«.

Bilradioer som ekstraudstyr

For radioapparater, som monteres af forhandleren efter køberens individuelle ordre, er det den faktiske betaling for hele anlægget, indbefattet monteringsomkostninger og moms, der kan holdes uden for den afgiftspligtige værdi inden for det afgiftsfri maksimumsbeløb, dvs prisen efter fradrag af eventuelle rabatter.

Hvis betalingen herefter overstiger de 1 000 kr, skal det overskydende beløb medregnes til den afgiftspligtige værdi.

Hvis et radioapparat, der er monteret som standardudstyr, udskiftes med et apparat af anden model eller andet mærke, skal ekstrabetalingen herfor medregnes til den afgiftspligtige værdi. Hvis friværdien af bilradio ifølge standardprislisten ikke er fuldt udnyttet, kan ekstrabetalingen dog reduceres med forskellen mellem de 1 000 kr og den anførte friværdi.

Ved montering af et brugt radioapparat, som tilhører køberen, skal betalingen for evt medgående nye dele medregnes til den afgiftspligtige værdi. Betalingen for montering mv kan dog eventuelt holdes uden for den afgiftspligtige værdi efter reglerne i punkt 4 (Mindre udstyrsgenstande).

4. Mindre udstyrsgenstande

Betalingen for ekstraudstyr til en samlet værdi af ikke over 1 500 kr, der leveres af forhandleren efter særskilt aftale med køberen, kan holdes uden for den afgiftspligtige værdi. Det er dog en betingelse, at montering eller udførelse af arbejdet i øvrigt på køretøjet ikke foretages af importørvirksomheden.

Denne fritagelsesbestemmelse tager sigte på inden for det fastsatte maksimumsbeløb at give afgiftsfritagelse for udstyrsgenstande mv, som leveres af forhandleren efter individuel aftale med køberen. Det kan fx være hjulpynteringe, sædeovertræk, måtter eller supplerende rustbeskyttelse.

Bestemmelsen kan også bruges på udgifterne ved montering af udstyr, som tilhører køberen, og på ekstra udgifter til udskiftning af originalt monteret udstyr (fx ombytning af dæk).

Bestemmelsen kan derimod ikke bruges i tilfælde, hvor køretøjer af en bestemt model eller et bestemt mærke forsynes med de samme udstyrsgenstande mv, således at de pågældende køretøjer på den måde får udvidet deres standardudstyr.

Værdien af sådanne leverancer anses for at være en del af den almindelige pris for et nyt køretøj og skal derfor være indbefattet i standardprisen for køretøjet.

For at ekstraudstyr mv kan henføres til 1 500 kr-reglen, skal følgende betingelser være opfyldt

- Udstyret skal have karakter af at være mindre udstyrsgenstande. Herved forstås udstyr, hvis listepris (indbefattet moms og evt monteringsomkostninger) ikke overstiger 1 500 kr for hver udstyrsgenstand.

Udstyrssæt og andet sammenhørende udstyr betragtes i denne forbindelse som een udstyrsgenstand. Udførte arbejdsydelser med tilhørende garantiordning, fx rustbeskyttelse med forsikringsordning, betragtes også som »en udstyrsgenstand«.

- Den samlede betaling for ekstraudstyret må ikke overstige 1 500 kr. Hvis der leveres mindre udstyrsgenstande til en samlet betaling af over 1 500 kr, skal prisen for den eller de genstande, hvormed overskridelsen af maksimumsbeløbet er sket, medregnes til den afgiftspligtige værdi.

Eksempel

Et køretøj leveres med fire udstyrsgenstande, for hvilke listeprisen udgør henholdsvis 600 kr, 530 kr, 470 kr og 1 550 kr.

De tre første genstande opfylder betingelsen om, at listeprisen for den enkelte genstand ikke må overstige 1 500 kr.

Hvis betalingen for disse tre genstande svarer til listeprisen, skal der ikke beregnes registreringsafgift af betalingen for de to første genstande (1 130 kr).

Hvis der ydes rabat, således at betalingen for alle tre genstande højst udgør 1 500 kr, skal der ikke beregnes registreringsafgift af nogen af genstandene.

Betalingen for den fjerde genstand til en listepris af 1 550 kr kan derimod ikke holdes uden for den afgiftspligtige værdi, selv om den faktiske betaling måtte udgøre højst 1 500 kr.

5. Advarselstrekant

Betalingen af udgifter til advarselsanordninger, som opfylder de krav, der er fastsat i Justitsministeriets bekendtgørelse om advarselstrekanter mv, kan holdes uden for den afgiftspligtige værdi.

Bestemmelsen gælder ikke for advarselstrekanter, som er omfattet af standardprisen.

6. Anhængertræk

Betalingen af udgifter til levering og montering af tilkoblingsanordning (anhængertræk) for påhængsvogn eller campingvogn kan holdes uden for den afgiftspligtige værdi, medmindre udstyret er omfattet af standardprisen.

Fritagelsesbestemmelsen omfatter foruden selve anhængertrækket også stikdåse, ledninger, ledningssamlere, småmaterialer (bolte, skruer mv), udvendigt højre sidespejl eller specielle ekstra førerspejle, påhængsskilt og kuglebeskyttelseskappe.

Bestemmelsen omfatter derimod ikke indretning og udstyr mv, som er påbudt af Justitsministeriet ved registrering af gængse køretøjer, fx almindelige sidespejle eller udgifter til ændring af køretøjets indretning og udstyr, fx generator, akkumulator eller blinkrelæ, selv om ændringen er en følge af anhængertrækkets montering.

7. Fartskriver

Betalingen af udgifter til levering og montering af fartskrivere, som efter Justitsministeriets bestemmelser skal monteres i visse større køretøjer, kan holdes uden for den afgiftspligtige værdi.

Bestemmelsen gælder ikke for fartskrivere, som er omfattet af standardprisen.

8. Omlakering

Betalingen af udgifter til omlakering af et køretøj i særlige firmafarver kan holdes uden for den afgiftspligtige værdi, medmindre lakeringen er omfattet af standardprisen.

Registreringsafgiften kan beregnes på grundlag af den standardpris, der er anmeldt for den pågældende model i original udførelse, dvs for det i øvrigt færdigbehandlede køretøj.

9. Påskrifter

Betalingen af udgifter til påmaling af vægtoplysninger og andre oplysninger som er foreskrevet i færdsels- eller motorlovgivningen, samt firmanavn og reklamer kan holdes uden for den afgiftspligtige værdi.

10. Hyrevognsudstyr

Betalingen af udgifter til levering og montering af udstyr, som er nødvendigt eller foreskrevet af hensyn til et køretøjs brug som hyrevogn, kan holdes uden for den afgiftspligtige værdi.

Det drejer sig om taxameter, kontrolapparat, radiotelefonanlæg, adskillelse mellem førersæde og passagerrum samt cykelstativ mv.

Bestemmelsen gælder ikke for hyrevognsudstyr, som er omfattet af standardprisen.

11. Skolevognsudstyr

Betalingen af udgifter til levering og montering af udstyr (skolepedaler mv), som er nødvendigt eller foreskrevet af hensyn til et køretøjs brug som skolevogn, kan holdes uden for den afgiftspligtige værdi.

Bestemmelsen gælder ikke for skolevognsudstyr, som er omfattet af standardprisen.

12. Turistvognsudstyr

Betalingen af udgifter til levering og montering af udstyr (hovedafbryder, ildslukker mv), som er nødvendigt eller foreskrevet af hensyn til et køretøjs brug som turistvogn, kan holdes uden for den afgiftspligtige værdi.

Bestemmelsen gælder ikke for turistvognsudstyr, som er omfattet af standardprisen.

13. Invalideudstyr

Betalingen af udgifter til levering og montering af specielle indretninger, som er nødvendige eller foreskrevne af hensyn til førerens invaliditet, kan holdes uden for den afgiftspligtige værdi.

For hyrevogne og køretøjer til kollektiv befordring af handicappede kan betalingen af udgifter til indretninger, som er nødvendige af hensyn til passagerernes handicap, ligeledes holdes uden for den afgiftspligtige værdi. Det gælder fx liftanordning, skinner mv til kørestole og forhøjet tag og dør.

Bestemmelsen omfatter ikke almindelige former for automobiludstyr og indretning af biler, fx automatisk gearkasse, elbetjente sidevinduer og forlygtevaskeanlæg.

Dette gælder også, selv om udstyret eller indretningen er foreskrevet af hensyn til førerens invaliditet.

Der skal dog ikke beregnes registreringsafgift af betalingen for særskilt monteret servostyringsudstyr, som et invalidekøretøj forsynes med efter krav fra politiet, og som afmonteres ved køretøjets videresalg.

For varebiler af kassevognstype og personbiler af bustype (minibusser), som indkøbes til handicappede efter bevilling fra de sociale myndigheder, skal der heller ikke beregnes registreringsafgift af særskilte udgifter til ekstra isolering og beklædning, montering af ruder og varmeanlæg i varebiler eller ekstra varmeanlæg i minibusser. Det samme gælder udgifter til montering af sæder i varebiler svarende til det antal hjælpere, der er nødvendige for befordringen af den handicappede.

Fritagelsesbestemmelsen for invalideudstyr gælder ikke for udstyr, som er omfattet af standardprisen.

14. Andet specialudstyr

Betalingen af udgifter til indretning af køretøjer med særligt udstyr kan efter afgørelse i det enkelte tilfælde holdes uden for den afgiftspligtige værdi.

Det gælder fx køretøjer med særligt bank- og sparekasseudstyr og lignende kontorinventar samt køretøjer med særligt teknisk udstyr som thermo-, køle- eller frostvogn.

15. Sidevogne til godstransport

Betalingen for sidevogne, som utvivlsomt er konstrueret og indrettet til godsbefordring og ikke benyttes til personbefordring, kan holdes uden for den afgiftspligtige værdi.

Dette gælder også for fabriks- og importørmonterede sidevogne til godstransport.

Sidevogne til personbefordring behandles afgiftsmæssigt som udstyr til motorcyklerne.

Fradrag for trafiksikkerhedsfremmende udstyr

Ved afgiftsberigtigelse af følgende køretøjer, som er forsynet med særligt trafiksikkerhedsfremmende udstyr, gives der fradrag i registreringsafgiften, hvis der for køretøjet er anmeldt en standardpris, der omfatter udstyret

- Nye personbiler, der afgiftsberigtiges med fuld afgift.

- Nye varebiler, der afgiftsberigtiges med værdiafgift.

De aktuelle fradragsbeløb for de enkelte køretøjer er anført på standardprislisterne.

Der gives fradrag i registreringsafgiften, selv om afgiften betales efter de særlige regler om månedsafgift for køretøjer, som tilhører udlændinge.

Der ydes et særligt fradrag i afgiften for nye busser, hyrevogne og sygebiler, som er forsynet med blokeringsfri bremser, og som berigtiges med 20 pct afgift efter de for sådanne køretøjer gældende bestemmelser.

Beregning af afgiften

Den registrerede forhandler opgør selv den afgiftspligtig værdi og beregner registreringsafgiften på certifikatet (Påtegning 2).

Eksempel

Uddrag af certifikatet (blanket K 20), side 2

Afgiftssatserne og de nærmere regler for afgiftsberegningen findes i en af toldvæsenet udsendt tabel om beregning af registreringsafgift, dateret den 1 juli 1983.

Ekspedition hos toldvæsenet

Køretøjer, som skal afgiftsberigtiges med 20 pct afgift (hyrevogne, busser mv) eller mod særlig afgift (køretøjer, der udlejes til valutaudlændinge), skal ekspederes hos toldvæsenet, før de kan registreres hos politiet.

Der skal for disse køretøjer afgives Anmeldelse om afgiftsberigtigelse af køretøj (blanket K 1) med oplysninger til brug for toldvæsenets opgørelse af den afgiftspligtige værdi og afgiftsberegningen.

Eksempel

Uddrag af anmeldelse (blanket K 1)

Dokumentation

Skriftlig kontrakt

Der skal udfærdiges skriftlig kontrakt ved ethvert salg af nye køretøjer, der skal afgiftsberigtiges efter registreringsafgiftsloven. Hvis der ved kontant salg af et køretøj ikke oprettes skriftlig kontrakt mellem sælger og køber, skal der afgives skriftlig erklæring om den indgåede aftale mellem parterne i handelsforholdet.

Kontrakten eller erklæringen skal omhandle køretøjet i den skikkelse, hvori det skal leveres til køberen, og indeholde nærmere oplysninger til identifikation af køretøjet, navn og adresse på sælger og køber, køretøjets fulde pris og prisen uden registreringsafgift.

Det skal tydeligt fremgå af kontrakt eller erklæring, hvorledes forhandleren har opgjort den afgiftspligtige værdi for køretøjet. Dette gælder, selv om noget af det leverede udstyr mm kan holdes uden for afgiftsberegningen (bilradioer, mindre udstyrsgenstande, leveringsomkostninger mv).

Der må ikke oprettes andre kontrakter end den nævnte vedrørende salg af de pågældende køretøjer, og der må ikke vedrørende køretøjernes omsætning træffes aftaler, som ikke fremgår af denne kontrakt eller den afgivne erklæring.

Erklæring om ekstraudstyr

Som nævnt i afsnittet Efterfølgende aftaler på side 2 skal der ikke betales registreringsafgift af udstyr mv, som leveres efterfølgende, hvis aftale om levering af det pågældende udstyr mv er indgået, efter at køretøjet er leveret og fysisk overdraget til køberen.

Toldvæsenet kan kræve dokumentation for, at aftalen om leveringen af udstyret mv er indgået, efter at køretøjet er leveret og fysisk overdraget til køberen.

Dokumentationen kan bestå i en dateret erklæring fra sælger og køber om salget.

Opbevaring af kontrakter mv

Kontrakter og erklæringer eller genparter heraf samt erklæringer om efterfølgende levering af udstyr mv skal opbevares hos sælgeren i mindst 5 år. Materialet skal på toldvæsenets begæring stilles til rådighed for kontrollen med, at de anmeldte standardpriser overholdes, og at alt udstyr, som indgår i leverancen af et køretøj, medregnes til den afgiftspligtige værdi.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →