Legislator Case Law & Legislation
C19871853360 DK

Vejledning. Godtgørelse af energiafgifter for fjernvarmeleverancer

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Vejledning 1987 18533 Historic

Vejledning. Godtgørelse af energiafgifter for fjernvarmeleverancer

Godtgørelse af energiafgifter for fjernvarmeleverancer

Efter energiafgiftslovene, det vil i denne forbindelse sige

- lov om afgift af visse olieprodukter

- lov om afgift af stenkul, brunkul og koks mv

- lov om afgift af gas

- lov om afgift af elektricitet,

kan momsregistrerede virksomheder få godtgjort den energiafgift (afgift af olie, kul, gas eller elektricitet), der hviler på virksomhedens forbrug af energi til opvarmning og procesformål mv. Godtgørelsen ydes i samme omfang, som virksomheden kan medregne momsen af energileverancen til købsmomsen (den indgående moms).

Virksomheder, der fremstiller varme, som leveres fra virksomheden, kan dog ikke opnå godtgørelse af energiafgift af det brændselsforbrug, der medgår til varmeproduktionen. Afgiften af brændslet, som anvendes af fjernvarmeværker og andre varmeproducenter, vil således indgå i prisen for varmeleverancen. Da momsregistrerede virksomheder ikke skal belastes med energiafgift, kan de opnå godtgørelse af denne indirekte afgiftsbelastning på varmeleverancen på grundlag af en opgørelse fra varmeleverandøren.

Det er en betingelse for godtgørelse, at varmen er leveret særskilt til virksomheden fra et fjernvarmeværk eller anden momsregistreret varmeproducent. For virksomheder, der modtager fjernvarme, er det dog tilladt, at varmeleverancen sker via ejendomsudlejere, som er momsregistreret for levering af varme.

De nærmere regler for fjemvarmeværkernes medvirken i godtgørelsesordningen er beskrevet i det følgende.

Opgørelse

Fjernvarmeværker skal periodevis, dog mindst 1 gang årlig opgøre, hvor meget der er betalt i afgift af de forbrugte afgiftspligtige brændselsprodukter (olie, kul, gas eller elektricitet), der er anvendt til produktion af varme.

Fjernvarmeværker, der ud over egen produktion af varme modtager varme fra et kraftvarmeværk, kan ved opgørelsen af afgiftsbelastningen medregne de energiafgifter, som kraftvarmeværket har betalt for brændselsprodukter, der er medgået til produktion af den leverede varme. Kraftvarmeværkerne skal månedlig underrette fjermvarmeværkerme om størrelsen af afgiftsbelastningen for den varme, der er leveret i månedens løb.

Fjernvarmeværker, der anvender eldrevne varmepumper til fremstilling af varme, skal opgøre forbruget af elektricitet hertil ved hjælp af en særskilt måler.

Ved udløbet af hver afregningsperiode skal fjernvarmeværket opgøre den samlede leverance af varme til aftagere indbefattet værkets eget forbrug. Reglerne for opgørelse af værkets eget forbrug af varme er beskrevet i afsnittet »Fjernvarmeværkers eget energiforbrug«.

Varmeleverancerne udtrykkes i energienheder, fx Gcal, MWh etc, eller i volumenenheder, fx kubikmeter varmt vand.

Hvis fjernvarmeværket benytter både energi- og volumenenheder ved levering af varme, anvendes følgende omregningsfaktor for at finde frem til den samlede leverance udtrykt i en energienhed

- for varmtvandsanlæg (fremløbstemperatur svarende til ca 90 grader C): 25 kubikmeter varmt vand svarer til 1 Gcal

- for hedtvandsalæg: 16 kubikmeter varmt vand svarer til 1 Gcal

- for dampanlæg: 1,6 kubikmeter kondensat svarer til 1 Gcal.

Herefter beregnes energiafgiftsbelastningen pr leveret varmeenhed ved at dividere afgiftsbeløbet for den forbrugte mængde olie, kul, gas eller elektricitet med det samlede antal leverede varmeenheder.

Beregningen kan i stedet foretages på grundlag af de producerede energienheder ved at dividere afgiftsbeløbet for den forbrugte mængde afgiftspligtige brændsel med det samlede antal producerede energienheder multipliceret med 0,8. Faktoren på 0,8 udtrykker den reduktion af de producerede energienheder, som kan foretages på grund af ledningstabet.

Energiafgifterne skal fordeles ligeligt på alle varmeleverancerne. Der kan derfor ikke - i tilfælde, hvor der anvendes både ikke-afgiftspligtige former for brændsel (fx naturgas) og afgiftspligtig olie ved varmeproduktion, - foretages en opdeling af brændslet ved varmeproduktionen, således at den afgiftspligtige olie anses som forbrugt til varmeleverancerne til momsregistrerede aftagere, mens det afgiftsfrie brændsel anses som forbrugt til varmeleverancerne til private forbrugere.

Opgørelse af den enkelte momsregistrerede aftagers forbrug af varme foretages ved måling hos den pågældende aftager.

Eksempel

Opgørelse ved hjælp af kaloriemålere

Afregningsperiode 1.1.86 - 31.12.86

Samlet afgiftsbeløb (fx olieafgift) 1560 000 kr

Energienhed Gcal

Samlet varmeleverance

(incl eget forbrug) 8 000 Gcal

Afgiftsbelastning pr Gcal

(1 560 000 kr: 8 000 Gcal) = 195 kr

Godtgørelsesbeløbet til den enkelte momsregistrerede aftager beregnes herefter af fjernvarmeværket ved at multiplicere det aflæste forbrug hos aftageren med afgiftsbelastningen pr leveret varmeenhed.

Fjernvarmeværker, der fx anvender både olie og kul i varmeproduktionen, skal foretage en særskilt beregning af afgiftsbelastningen pr leveret varmeenhed for begge brændselsprodukter.

Opgørelse ved ejerskifte

Når der som følge af ejerskifte foretages endelig afregning med en momsregistreret aftager i afregningsperioden, kan godtgørelsesbeløbet beregnes ved at multiplicere det aflæste forbrug hos aftageren med den afgiftsbelastning pr varmeenhed, der blev opgjort for den seneste ordinære afregningsperiode.

Hvis energiafgiftssatsen for det anvendte brændselsprodukt er ændret i afregningsperioden skal godtgørelsesbeløbet beregnes dels på grundlag af afgiftsbelastningen pr leveret varmeenhed for den seneste ordinære afregningsperiode, dels på grundlag af denne afgiftsbelastning korrigeret med den nye afgiftssats.

Beregningen baseres på et liniært forbrug i perioden.

Opgørelsen over de samlede varmeleverancer, som fjernvarmeværket skal foretage ved udløbet af den ordinære afregningsperiode, skal også omfatte de leverancer, der er endeligt afregnet i periodens løb som følge af ejerskifter.

Fjernvarmeværkers eget energiforbrug

Et fjernvarmeværk kan få godtgjort den indirekte afgiftsbelastning, der hviler på fjernvarmeværkets eget forbrug af varme (fx varme, der er brugt til opvarmning af kontorlokaler og varme til procesformål), i samme omfang, som fjernvarmeværket har fradragsret for købsmoms (indgående moms) af energiforbruget.

Fjernvarmeværket kan endvidere efter samme retningslinier få godtgjort afgift af elektricitet, der bruges til andre formål end drift af varmepumper (fx til belysning og drift af cirkulationspumper).

Godtgørelsesberettiget forbrug til procesformål

Følgende former for forbrug af varme kan anses som procesformål

- egen produceret varme, som medgår til at holde fyringsolie mv i værkets olietanke flydende

- egen produceret varme, som anvendes til at foropvarme olie, før den forbrændes i oliefyret

- egen produceret varme, som anvendes til at holde ikke benyttede kedler varme for at hindre tæring som følge af dannelse af svovlsyre.

Det er en forudsætning for godtgørelse af den indirekte afgiftsbelastning, at fjernvarmeværkets eget varmeforbrug måles ved hjælp af en gennemstrømningsmåler.

Hvis der anvendes volumenmålere som direkte grundlag for at opgøre værkets eget godtgørelsesberettigede varmeforbrug, skal fjernvarmeværket måle, om nedkølingsgraden (forskel i graderC mellem fremløbs- og returvandstemperaturen) for det varme vand til fjernvarmeværkets eget varmeforbrug er den samme som for det varme vand, der leveres i det ordinære forsyningsnet til aftagerne.

Da nedkølingsgraden for det varme vand i det ordinære forsyningsnet i almindelighed udgør 40 graderC, skal fjernvarmeværker, der opgør det interne varmeforbrug ved hjælp af volumenmålere, derfor - i tilfælde, hvor nedkølingsgraden på det varme vand til fjernvarmeværkets interne varmeforbrug er mindre end 40 graderC - reducere forbruget ifølge volumenmålere tilsvarende. Reduktionen fastsættes til 1/40 for hver graderC, hvormed nedkølingsgraden er mindre end 40 graderC. Hvis nedkølingsgraden for fjernvarmeværkets eget forbrug fx er 30 graderC, skal forbruget ifølge volumenmåler således reduceres med 25 pct.

Ikke-godtgørelsesberettiget forbrug

Varmetab i fjernvarmedistributionsledningerne mellem et fjernvarmeværk og forbrugerne kan ikke anses som forbrug af varme til procesformål i fjernvarmeværket.

Opvarmet vand »spædevand«, der tilføres det eksisterende ledningsnet til erstatning for vand, der er gået tabt i ledningsnettet som følge af udslip i forbindelse med brud og utætheder, kan heller ikke medregnes til fjernvarmeværkets interne godtgørelsesberettigede forbrug. Det gælder også, selv om »spædevandet« i forbindelse med tilførslen gennemgår en afkalknings- og afiltningsproces.

Regnskab

Fjernvarmeværket skal føre et regnskab, der kan danne grundlag for opgørelse af afgiften af den mængde afgiftspligtig brændsel (olie, kul, gas og elektricitet), som er forbrugt til produktion af varme.

Fjernvarmeværket skal ligeledes føre et regnskab, der kan danne grundlag for opgørelse af mængden af varmeenheder, som for hver afregningsperiode er leveret til de enkelte aftagere, herunder fjernvarmeværkets eget forbrug.

Faktura

Fjernvarmeværket skal mindst een gang årligt give den enkelte momsregistrerede aftager oplysning om virksomhedens andel af den indirekte afgiftsbelastning.

Oplysningen om den indirekte afgiftsbelastning skal anføres i en faktura/varmeafregning. Fakturaen/varmeafregningen skal indeholde oplysning om

- dato for udstedelsen

- leverandørens navn og adresse

- varmemodtagerens navn og adresse

- forbrugsperioden

- varmeleverancens størrelse i energienheder eller i volumenenheder

- afgiftens størrelse. Anvendes der fx både olie og kul i varmeproduktionen, skal olie- og kulafgiftsbelastningen anføres med hver sit beløb.

Hvis fjernvarmeværket af administrative eller tekniske årsager ikke kan opfylde kravet om angivelse af afgiftens størrelse, kan der opnås tilladelse til, at afgiften alene anføres ved oplysning om afgiftsbelastningen pr leveret varmeenhed. Ansøgning herom afgives til det lokale distriktstoldkammer.

Acontoopkrævninger

Acontoopkrævninger, der er baseret på et skønsmæssigt forbrug med endelig afregning ved afregningsperiodens udløb, kan påføres oplysning om energiafgiftens skønsmæssige andel af acontobeløbet.

Momsregistrerede aftagere får hermed mulighed for at opnå afgiftsgodtgørelse på grundlag af acontoopkrævningerne.

Fjernvarmeværket kan ved beregning af afgiftens skønsmæssige størrelse benytte afgiftsbelastningen pr varmeenhed for den seneste ordinære afregningsperiode.

Fjernvarmeværket kan korrigere afgiftsbelastningen pr varmeenhed i det omfang, en ændring af energiafgiftssatsen for det anvendte brændselsprodukt har indvirkning på størrelsen af denne.

Fjernvarmeværker, der af administrative eller tekniske årsager ikke kan opfylde kravet om at angive afgiftens størrelse i acontoopkrævningen, kan efter tilsvarende retningslinier som for fakturaer/varmeafregninger opnå tilladelse til at anføre afgiftsbelastningen pr varmeenhed suppleret med oplysning om størrelsen af den skønsmæssigt fastsatte varmeleverance.

Varmeafregningen for hele afregningsperioden skal reduceres med de skønsmæssigt fastsatte energiafgiftsbeløb, der er anført i acontoopkrævninger for den pågældende periode.

Varmeafregningen skal som minimum oplyse periodens samlede varmeforbrug og den dertil hørende indirekte energiafgiftsbelastning samt hvor stor en del af afgiftsbelastningen, som er afregnet på acontoopkrævningerne.

Opbevaring

Regnskabet med tilhørende bilag (fakturaer mv) skal opbevares af fjernvarmeværket i mindst 5 år efter regnskabsårets udløb.

Kontrolregler

Toldvæsenets kontrolbeføjelser

Toldvæsenet har ret til at foretage eftersyn i lokaler, der benyttes af fjernvarmeværket (dvs produktions- og kontorlokaler mv). Toldvæsenet har også ret til at efterse fjernvarmeværkets forretningsbøger og andet regnskabsmateriale samt korrespondance mv.

Eftersyn sker normalt i den sædvanlige forretningstid, men toldvæsenet kan også kræve at få adgang til fjernvarmeværket uden for denne tid.

Fjernvarmeværkets pligter

Værkets indehaver og de personer, der er ansat i fjernvarmeværket, skal yde toldvæsenet fornøden vejledning og hjælp ved eftersynene, herunder ved gennemgang af forretningsbøger, andet regnskabsmateriale og korrespondance mv.

Fjernvarmeværket skal, når toldvæsenet ønsker det, udlevere eller indsende forretningsbøger, regnskabsbilag og andet regnskabsmateriale samt korrespondance mv. Det gælder også, hvis materialet befinder sig hos fx revisor.

Yderligere oplysninger

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til det lokale distriktstoldkammer.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →