Afgiftsvejledning. Spiritus, Mellemhandlere
Statutory Text (4 Articles)
Bilag
1. Lov om afgift af spiritus mm
2. Fortegnelse over blanketter mv
Forord
Vejledningen er til brug for virksomheder, der er registreret hos toldvæsenet efter lov om afgift af spiritus mm for mellemhandel med banderoleret spiritus, dvs videresalg en gros til andre handlende mv.
Denne vejledning erstatter vejledningen fra marts 1980.
Vejledningen indeholder de vigtigste regler for virksomheden. Hvis De behøver yderligere oplysninger, er De velkommen til at henvende Dem til toldvæsenet - dvs det distriktstoldkammer, som virksomheden hører under. Distriktstoldkamrets adresse og telefonnummer står bag på vejledningen.
Der er udarbejdet en særlig vejledning til virksomheder, der er registreret hos toldvæsenet for fremstilling eller indførsel af spiritus.
Klagevejledning
Distriktstoldkamrets afgørelser kan indbringes for Direktoratet for Toldvæsenet, som træffer endelig administrativ afgørelse, medmindre det drejer sig om en sag, der kan indbringes for Momsnævnet, se side 24.
Afgørelser, der er truffet af direktoratet i 1. instans, kan indbringes for Ministeriet for Skatter og Afgifter, Departementet for Told- og Forbrugsafgifter.
Sager vedrørende fravigelse af bestemmelserne om mindstebeskatningspris efter afgiftslovens § 6 kan dog indbringes for Ministeriet for Skatter og Forbrugsafgifter, uanset distriktstoldkamret har truffet afgørelse i 1.instans.
En eventuel klage bedes af praktiske grunde sendt gennem det lokale distriktstoldkammer.
Afgiftspligtigt vareområde
Følgende varer er omfattet af afgiftspligten
1. Spiritus, herunder ethanol (alkohol) i ren stand eller blandet med vand (sprit).
2. Hedvin, vermouth o lign med et ethanolindhold over 23 pct volumen (vol).
3. Frugtvin o lign med et ethanolindhold over 20 pct vol.
4. Frugtvin o lign med en massefylde over 1,06 ved 20 grader C, bortset fra mjød fremstillet uden tilsætning af ethanol.
5. Hedvin, vermouth, frugtvin o lign som på grund af indhold af bitter- eller aromastoffer, sukker mv har karakter af spiritus.
6. Ethanolholdige ekstrakter, essenser o lign, der uden tilsætning af spiritus eller vin, herunder frugtvin, kan bruges til fremstilling af drikkelige varer med et ikke uvæsentligt ethanolindhold.
7. Varer med et ethanolindhold på mere end 2,5 pct vol, hvis varerne er drikkelige. Øl omfattes ikke af afgiftspligten. Det samme gælder vin og frugtvin, som ikke er afgiftspligtig efter punkt 2-5.
Afgiftens størrelse
Afgiften er 143 kr pr liter af 100 pct ethanolstyrke + 37,5 pct af afgiftsværdien.
Værdisatsen svarer tll 60 pct af engrosprisen, uden værdiafgift og moms, men indbefattet literafgift.
Afgiften har siden 1.6.80 udgjort følgende
Periode Liter- Værdi- afgift afgift 1.6.80-14.6.82 95,00 kr 37,5 pct
15.6.82-30.9.82 108,00 kr 37,5 pct
1.10.82-30.9.83 118,60 kr 37,5 pct
1.10.83-31.3.86 126,55 kr 37,5 pct
Registrering
Enhver, der driver mellemhandel med afgiftspligtige varer, skal anmelde sin virksomhed til registrering hos toldvæsenet. Ved mellemhandel forstås videresalg en gros til andre handlende, restauratører mv af banderoleret spiritus. Salg fra en almindelig detailhandler til restauratører mv betragtes ikke som engrossalg.
Før registreringen kan finde sted, skal der stilles sikkerhed for skyldige afgifter på 200 000 kr. Toldvæsenet kan dog i visse tilfælde stille krav om fuld sikkerhed for afgiftsskylden, se afsnittet Afregning af afgift.
Anmeldelse
Ved anmeldelse af en virksomhed til registrering bruges en blanket, som udleveres af toldvæsenet.
Når en mellemhandler er blevet registreret, udsteder toldvæsenet et registreringsbevis, som indeholder oplysning om virksomhedens adgang til ubeskattet indkøb af banderoleret spiritus.
Ændringer i og ophør af virksomheden
Enhver ændring i virksomhedens forhold skal straks anmeldes skriftligt til toldvæsenet.
Det gælder fx følgende ændringer
- virksomheden holder op med at drive mellemhandel med spiritus
- virksomheden sælges eller overdrages
- ejerforholdene ændres
- den ansvarlige ledelse ændres
- navn eller adresse ændres.
Hvis en virksomhed hører op med at drive registreringspligtig virksomhed, skal der betales afgift af beholdningen af ubeskattede varer, eller den skal fratransporteres efter de fastsatte regler.
Virksomheden skal ved ophør aflevere registreringsbeviset til toldvæsenet.
Tilførsel af ubeskattet spiritus
Virksomheden har kun ret til ubeskattet indkøb af banderoleret spiritus, der er bestemt til videresalg en gros.
Spiritus til virksomhedens egne detailforretninger skal købes i beskattet stand.
Når en registreret virksomhed ønsker at købe ubeskattede varer til videresalg en gros, må den oplyse det til leverandøren. Virksomheden skal da dokumentere, at den har ret til at modtage varerne ubeskattet ved at vise registreringsbeviset.
Afgiftsværdi
Afgiftsværdien - dvs den værdi, som afgiften skal beregnes af - er varens højeste engrospris uden fradrag. Afgiften skal mindst beregnes af en afgiftsmæssig minimumspris (mindstebeskatningspris).
Til afgiftsværdien skal medregnes spiritusafgiften (både literafgift og værdiafgift), men ikke momsen.
Den registrerede virksomhed skal udfærdige prislister over den spiritus, som den vil sælge og beskatte.
Engrossalg
For spiritus, der sælges en gros, er afgiftsværdien den anmeldte engrosprislistepris.
Gratis udlevering, personalesalg og eget forbrug
For spiritus, der udleveres gratis, sælges til personalet eller udtages til indehaverens eget brug, er afgiftsværdien den anmeldte prislistepris for varen.
Diffenrencer
Afgiftsværdien for de afgiftspligtige differencer mv, der konstateres ved den kvartalsvise afslutning af afgiftsregnskabet over banderoleret spiritus, fastsættes til virksomhedens gennemsnitlige afgiftsværdi pr liter 100 pct for det pågældende kvartal.
Hvis virksomheden kan dokumentere, at differencerne vedrører bestemte varer, kan afgiften beregnes på grundlag af de pågældende prislistepriser.
Prislister
Den registrerede virksomhed skal udfærdige prislister over den spiritus, den vil afsætte og beskatte.
Spiritussen skal tilbydes hele virksomhedens kundekreds til priser, der ikke overstiger prislistepriserne med tillæg af moms.
Spiritussen må ikke sælges til en højere pris end prislisteprisen tillagt moms. Selv om spiritussen sælges til en lavere pris end prislisteprisen, skal afgiften beregnes af den anmeldte prislistepris.
Prislisterne skal være tilgængelige i den registrerede virksomhed.
Virksomheden skal sende et eksemplar af prislisterne til toldvæsenet. Ændringer i prislistepriserne skal anmeldes skriftligt til toldvæsenet senest dagen før deres ikrafttræden. Ændringer i prislistepriserne kan således ikke få tilbagevirkende kraft.
Prislisteprisen
Prislisteprisen skal omfatte den samlede pris for spiritussen indbefattet spiritusafgift (både literafgift og værdiafgift), men uden moms. Priserne kan dog angives indbefattet moms, hvis det tydeligt anføres på prislisten, at priserne er inkl moms.
Til prislisteprisen skal således medregnes rabatter af enhver art, fx
- alle rabatter, der har relation til betalingen (kontantrabatter)
- mængderabatter
- særlige rabatter til bestemte kunder (indkøbsforeninger, sammenslutninger og lignende).
Følgende almindeligt beregnede tillæg til prislisteprisen vil indtil videre kunne holdes uden for afgiftsværdien, når tillæggene faktureres særskilt
- udgifter til forsendelse af varerne fra den registrerede virksomhed til detailhandler mv
- ekspeditionsgebyr, der beregnes med et fast beløb pr ekspedition af en nærmere angiven mængde, og som bortfalder, hvis ordren overstiger mindstemængden.
Derimod skal såkaldt anbrudstillæg for spiritus, der leveres i anbrudte kartoner mv, regnes med til afgiftsværdien. Det betyder, at virksomheder, der anvender forskellige priser for henholdsvis spiritus i hele kartoner og spiritus i anbrudte kartoner, skal beskatte spiritussen efter den højeste af disse priser.
Til prislisteprisen skal endvidere medregnes betaling for emballage, herunder flaske o lign.
Emballage, der ikke direkte tjener som beholder for spiritussen, fx gavekartoner og kurve, skal dog ikke medregnes til prislisteprisen, når prisen i prislisten er angivet uden denne emballage, og emballagen faktureres særskilt.
Mindstebeskatningspriser
Afgiften skal mindst beregnes af en afgiftsmæssig minimumspris (mindstebeskatningspris).
Engrosprislisteprisen skal mindst være lig med den af leverandøren anmeldte engrosprislistepris. Virksomheden har krav på at få oplysning om denne pris fra leverandøren.
Hvis leverandøren ikke har anmeldt en engrosprislistepris for varen, må engrosprislisteprisen ikke angives lavere end varens købspris tillagt literafgift og 12 pct af summen af disse beløb, hvortil lægges værdiafgift. Som købspris anses den faktiske købspris, dvs prisen efter fradrag af rabatter mv, der knytter sig til den enkelte leverance. Årsbonus o lign vil derimod ikke kunne fratrækkes købsprisen før beregningen af mindstebeskatningsprisen.
Hvis prislisteprisen fastsættes efter en kalkuleret mindstebeskatningspris, skal virksomheden udfærdige en kalkulation, som skal opbevares i virksomheden og være tilgængelig for toldvæsenet.
Interessefællesskab
Hvis der består et interessefællesskab mellem en registreret virksomhed og en detailforretning - fx ved, at den ene part har interesse i det økonomiske udbytte af den anden virksomhed - kan toldvæsenet pålægge den registrerede virksomhed, at afgiften ved levering til den pågældende detailforretning skal beregnes af detailforretningens detailpris ekskl moms med fradrag af 12 1/2 pct.
Opgørelse af den afgiftspligtige mængde og omsætning
Virksomheden skal opgøre den afgiftspligtige mængde og omsætning for hver måned. Opgørelsen foretages på grundlag af udleveringen af banderoleret spiritus, som virksomheden har fået tilført ubeskattet fra en anden registreret virksomhed.
Virksomheden skal også for hvert kvartal opgøre mængden og afgiftsværdien af spiritus, der mangler i beholdningen.
Månedsopgørelse
Den afgiftspiigtige mængde er den mængde spiritus i liter 100 pct, som virksomheden har udleveret beskattet i månedens løb. Den afgiftspligtige omsætning er den samlede afgiftsværdi af denne udlevering. Spiritussen skal medregnes til udleveringen, uanset om den er endeligt solgt eller leveret i konsignation eller på anden måde.
Til udleveringen skal også medregnes spiritus, der er udleveret gratis eller forbrugt af virksomheden.
Banderoleret spiritus, der er overført ubeskattet til en anden registreret virksomhed, skal ikke regnes med, se afsnittet Afgiftsfri udleveringer.
Opgørelsen foretages på grundlag af udleveringsregnskabet, se afsnittet Regnskab.
Kvartalsopgørelse
Den registrerede virksomhed skal for hvert kvartal opgøre den udleverede mængde på grundlag af en beholdningsopgørelse M 12 af hensyn til beskatning af differencer i beholdningen som følge af fx fejludleveringer. Opgørelsen foretages på grundlag af mængden af spiritus, som virksomheden har modtaget ubeskattet i banderoleret stand, med tillæg af den formindskelse eller fradrag af den forøgelse, der er sket i kvartalet i beholdningen af sådanne varer, og med fradrag af banderoleret spiritus, der er overført ubeskattet til en anden registreret virksomhed.
Hvis udleveringen efter denne opgørelse overstiger summen af den beskattede udlevering ifølge udleveringsregnskabet, skal der betales såvel literafgift som værdiafgift af forskellen. Værdiafgiften beregnes på grundlag af virksomhedens gennemsnitlige afgiftsværdi pr liter 100 pct for det pågældende kvartal, se afsnittet Afgiftsværdi.
Opgørelsen foretages på grundlag af afgiftsregnskabet, se afsnittet Regnskab.
Afgiftsfri udleveringer
Til andre registrerede virksomheder
Virksomheden kan overføre banderoleret spiritus ubeskattet til andre registrerede virksomheder, når den er bestemt til videresalg en gros til andre handlende, restauratører mv.
Leverandøren må sikre sig, at modtageren er registreret efter spiritusafgiftsloven. Hvis modtageren ikke kan dokumentere registreringen ved at fremlægge legitimationskortet eller registreringsbeviset, kan oplysning herom fås hos toldvæsenet.
Leverandøren skal snarest efter udleveringen udfylde en transportanmeldelse M 403 i 2 eksemplarer eller en tilsvarende blanket, som er godkendt af toldvæsenet.
I-eksemplaret skal følge varerne til varemodtageren, mens II-eksemplaret samtidig sendes til toldkamret i det distrikt, hvor modtagerens virksomhed ligger (modtagertoldkamret). Efter at modtageren har bogført samt udfyldt og underskrevet I-eksemplaret, videresendes det til modtagertoldkamret.
Spiritussen skal fraskrives afsenderens afgiftsregnskab over banderoleret spiritus samme dag, som transportanmeldelsen er dateret. Modtageren skal tilskrive varerne ved modtagelsen i sit afgiftsregnskab over banderoleret spiritus for den måned, hvori transportanmeldelsen er dateret af afsenderen.
Brækage
Der kan gives afgiftsfritagelse for ubeskattet banderoleret spiritus, der er gået til spilde ved brækage i den registrerede virksomhed eller under transport til eller fra den registrerede virksomhed.
Endvidere kan der gives registrerede virksomheder afgiftsgodtgørelse for beskattet spirltus, der er gået til spilde ved brækage under transport til en ikke-registreret handlende (detailhandler, restaurationsvirksomhed) eller i den handlendes opbevaringslokaler.
Der kan ikke gives afgiftsfritagelse for spiritus, der er gået til spilde ved brækage hos forbrugere, i en detailhandlers salgslokale eller i en restaurationsvirksomheds serveringslokaler.
For afgiftsfritagelsen eller -godtgørelsen gælder følgende regler
Banderolerede ubeskattede flaskevarer
Banderoleret flaskebrækage i en registreret virksomheds ubeskattede beholdning opføres straks på brækagelister M 413, der nummereres fortløbende for kalenderåret og udskrives i 2 eksemplarer.
I brækagelisten skal der gøres rede for, hvornår brækagen er indtruffet eller konstateret, samt for varens navn, ethanolstyrke, antal flasker, flaskernes cl-indhold og eventuelt for restindhold.
Brækagelisten afsluttes ved udgangen af kvartalet, idet flaskernes cl-indhold sammentælles for hver styrke og omregnes til liter 100 pct.
Antal liter 100 pct ifølge brækagelisten posteres med nummerhenvisning i afgiftsregnskabet, før det afsluttes. I-eksemplaret af listen sendes til distriktstoldkamret sammen med afgiftsregnskabet. II-eksemplaret opbevares i virksomheden sammen med skår og erklæringer, indtil brækagerne er kontrolleret.
Brækagelister kan dog også afsluttes og posteres i månedens løb, fx i tilfælde, hvor brækagerne er kontrolleret. I-eksemplaret indsendes også i sådanne tilfælde sammen med afgiftsregnskabet.
Brækage på et større antal flasker ad gangen skal straks anmeldes til toldvæsenet.
Før der indrømmes afgiftsfritagelse, skal toldvæsenet kontrollere flaskebrækagen ifølge brækagelisten.
Banderolerede beskattede flaskevarer
Banderoleret flaskebrækage, der er sket i en ikke-registreret handlendes opbevaringslokaler eller under transport til en sådan virksomhed, opføres på en særlig brækageerklæring, som sendes sammen med skårene og eventuelt restindhold til den registrerede virksomhed, som har udleveret spiritussen.
I brækageerklæringen skal der gøres rede for, hvornår og hvorledes brækagen er indtruffet eller konstateret, samt for varens navn, ethanolstyrke, antal flasker, flaskernes cl-indhold, afgiftsværdien og eventuelt restindhold.
Virksomheden skal opføre brækagerne ifølge de modtagne erklæringer på et samlebilag, hvorpå der foretages omregning til liter 100 pct samt opgørelse af den samlede afgiftsværdi. Mængden og afgiftsværdien fra samlebilaget fraskrives direkte på afgiftsangivelsen. I-eksemplaret af samlebilaget skal indsendes sammen med afgiftsangivelsen, mens II-eksemplaret opbevares i virksomheden sammen med skår og erklæringer, indtil brækagerne er kontrolleret.
Før der indrømmes afgiftsgodtgørelse, skal toldvæsenet kontrollere flaskebrækagerne ifølge brækageerklæringerne.
Borthældning
Banderoleret spiritus, der er blevet usælgelig, kan opføres på brækagelisten efter samme regler, som gælder for banderoleret flaskebrækage, se punktet Brækage. Spiritussen skal borthældes under toldkontrol.
Indbrud og brand
Virksomheden kan søge om afgiftsfritagelse hos toldvæsenet, hvis banderoleret spiritus er gået tabt ved indbrud eller brand i den registrerede virksomhed eller under transport til eller fra virksomheden.
Det er en betingelse, at virksomheden over for toldvæsenet kan dokumentere, at spiritussen er gået tabt eller er ødelagt, fx ved at fremlægge politirapport.
Det er også en betingelse, at virksomheden kan dokumentere, hvor meget der er stjålet eller ødelagt, fx i form af lageroptællinger.
Der gives kun afgiftsfritagelse for stjålet spiritus, hvis det drejer sig om indbrud i lokaler, der er forsvarligt aflåst, eller om tyveri under transport til eller fra virksomheden. Som tyveri under transport regnes i denne forbindelse indbrud i forsvarligt aflåste lokaler hos fx fragtmænd, hvor spiritussen i kortere tid opbevares som led i transporten.
Der kan derfor ikke gives afgiftsfritagelse for spiritus, som er bortkommet ved hustyveri eller fjernet fra uaflåste lokaler, køretøjer, containere o lign. Køretøjer mm, der alene er forsynet med plombe eller lignende forsegling, regnes i den forbindelse ikke for at være aflåst.
Der kan heller ikke gives afgiftsfritagelse for spiritus, der går tabt i en registreret virksomheds detailforretning.
I ansøgningen om afgiftsfritagelse skal virksomheden oplyse, hvor stort tabet er, og specificere varernes art, emballagestørrelse, ethanolstyrke, mængde og afgiftspligtige mængde i liter 100 pct samt banderolepåtrykket.
I forbindelse med indbrudstyveri eller brand skal virksomheden desuden oplyse, om tabet er eller vil blive meldt til politiet.
Hvis spiritussen er gået tabt under transport fra virksomheden efter at være posteret som afgang (i afgiftsregnskabet eller udleveringsregnskabet), skal posteringen straks annulleres ved en negativ postering med fornøden forklaring.
Når virksomheden har søgt om afgiftsfritagelse, kan virksomheden medregne den pågældende spiritus som beholdning ved de foreskrevne beholdningsopgørelser, indtil afgørelsen foreligger.
Hvis ansøgningen imødekommes, fraskrives spiritussen i virksomhedens afgiftsregnskab under henvisning til toldvæsenets skrivelse.
Regnskab
Virksomheden skal føre et regnskab over tilgang og udlevering af banderoleret spiritus.
Regnskabet består af dels et afgiftsregnskab omfattende virksomhedens ubeskattede begyndelsesbeholdning og slutbeholdning samt den ubeskattede til- og afgang, dels et regnskab over den afgiftspligtige udlevering.
Regnskabet, der skal føres på ordentlig og overskuelig måde efter toldvæsenets nærmere anvisning, skal danne grundlag for afgiftsberigtigelsen og for toldvæsenets kontrol. Transportanmeldelser skal straks indføres i regnskabet, mens andre bilag for en dag skal være indført i regnskabet inden udløbet af den følgende hverdag.
Afgiftsregnskab
I afgiftsregnskabet skal virksomheden gøre rede for den ubeskattede beholdning af banderoleret spiritus ved kvartalets begyndelse og slutning samt den ubeskattede til- og afgang af banderoleret spiritus.
Regnskabet føres i liter 100 pct med 2 decimaler på regnskabsblad M 14, der udleveres af toldvæsenet efter virksomhedens behov for et år ad gangen. Regnskabsbladene indsættes i et ringbind, der ligeledes udleveres af toldvæsenet.
Regnskabet afsluttes kvartalsvis og danner grundlag for regulering af afgiften af banderoleret spiritus.
Posteringer
Posteringerne omfatter kun banderoleret ubeskattet spiritus.
Som tilgang føres
1. Beholdningen ved kvartalets begyndelse. Til beholdningen kan ikke medregnes spiritus i detailforretninger eller restaurationer, der ejes af virksomheden.
2. Tilførsel ifølge transportanmeldelse fra en anden registreret virksomhed.
3. Spiritus, som modtages retur fra en anden registreret virksomhed ifølge transportanmeldelse.
4. Returvarer, der ved udleveringen er beskattet efter en tidligere gældende afgiftssats og/eller prislistepris.
Som afgang føres
1. Overførsel ifølge transportanmeldelse tii en anden registreret virksomhed.
2. Brækage ifølge brækageliste.
3. Spiritus, der er gået tabt ved indbrud, brand eller forlis, ifølge toldvæsenets skrivelse.
4. Slutbeholdningen ifølge beholdningsopgørelse M 12.
I beholdningsopgørelsen, som udleveres af toldvæsenet efter virksomhedens behov, skal spiritussen anføres med oplysning om vareart og -navn samt det optalte antal flasker af hver størrelse. Spiritus med samme ethanolstyrke anføres samlet og omregnes samlet til liter 100 pct. Omregningen skal ske på grundlag af det virkelige cl-indhold i flaskerne.
Beholdningsopgørelse M 12 skal sendes til toldvæsenet sammen med afgiftsangivelsen for den sidste måned i kvartalet.
Regnskabsafslutning
Afgiftsregnskabet afsluttes ved kvartalets udgang med følgende ultimoposteringer
- brækagelisten afsluttes og posteres under fra
- udleveringsregnskabets summer for 1., 2. og 3. kvartalsmåned posteres under fra (tallene skal stemme med de angivne mængder ifølge afgiftsangivelserne)
- slutbeholdningerne ifølge beholdningsopgørelsen posteres under fra.
Herefter posteres balancen med teksten At beskatte. Hvis fx fejl i udieveringsregnskabet bevirker, at balancen må posteres under til, anvendes teksten At afgiftsgodtgøre. Kolonnerne sammentælles og skal to og to balancere.
Dispensation
Toldvæsenet kan tillade, at beholdningsopgørelsen udarbejdes på grundlag af virksomhedens lagerkartotek el lign, hvis virksomheden fører et fuldt specificeret lagerkartotek el lign, der til stadighed er ajourført, og virksomheden jævnligt stemmer lageret af med kartoteket.
Udleveringsregnskab
Virksomheden skal føre regnskab over den afgiftspligtige udlevering af banderoleret spiritus, dvs over enhver udlevering, som virksomheden skal betale afgift af.
Regnskabet skal således omfatte spiritussalget til andre handlende, restaurationer mv, gaver, repræsentation og anden gratis udlevering samt eget forbrug.
Regnskabet føres i regnskabshæfte M 17, der udleveres af toldvæsenet efter virksomhedens behov.
Udleveringsregnskabet skal omfatte den udleverede mængde i liter 100 pct og afgiftsværdien (prislisteprisen) for den udleverede spiritus.
Regnskabet skal føres dagligt. Samtlige udleveringsbilag, dvs fakturaer, notaer, følgesedler el lign, skal posteres med oplysning om dato, bilagsnummer og udleveret mængde i liter 100 pct og afgiftsværdien. Da mængden i liter 100 pct ikke kræves anført på fakturaer mv, skal virksomheden for hver enkelt faktura mv beregne den udleverede mængde i liter 100 pct før posteringen i udleveringsregnskabet.
Virksomheden kan i stedet for at postere hvert enkelt udleveringsbilag i udleveringsregnskabet samle de enkelte udleveringsbilag for en dag og postere mængden i liter 100 pct og afgiftsværdien med samlede summer.
Omregningen af den udleverede mængde til liter 100 pct og opgørelsen af afgiftsværdien for denne mængde kan foretages periodevis, dog mindst ved månedens udløb.
Afslutning
Regnskabet afsluttes ved hver måneds udgang med en sammentælling af kolonnerne for udleveret mængde og afgiftsværdi. Summerne overføres til afgiftsangivelsen.
Ved kvartalets udgang posteres summerne for de 3 kvartalsmåneder i afgiftsregnskabet under fra.
Dispensation
Toldvæsenet kan tillade, at det særlige udleveringsregnskab helt eller delvis erstattes af virksomhedens egne regnskaber, hvis de regnskaber, der træder i stedet for det særlige udleveringsregnskab, indeholder samme eller tilsvarende oplysninger og er tilrettelagt på en sådan måde, at toldvæsenet får mulighed for en betryggende kontrol.
Returvarer
Kreditnotaer for beskattet spiritus, der er modtaget retur, posteres således
- Hvis spiritussen ved udleveringen er beskattet efter den samme afgiftssats og prislistepris som ved returneringen, indgår spiritussen som en negativ postering i udleveringsregnskabet.
- Hvis spiritussen ved udleveringen er beskattet efter en tidligere gældende afgiftssats og/eller prislistepris, posteres den som tilgang i afgiftsregnskabet, der skal vedlægges en kopi af bilaget. Sådanne tilgangsposter overføres efter månedens udgang til afgiftsangivelsen, hvor den ved udleveringen betalte afgift fradrages.
Faktura
Virksomheden skal ved hver udlevering af spiritus skrive en faktura i mindst 2 eksemplarer. Det ene sendes til modtageren. Ved udlevering af konsignationsvarer, gratis udlevering mv eller til brug i virksomheden skal der skrives en nota, følgeseddel el lign. Fakturaerne mv skal være nummereret fortløbende.
Fakturaer over spiritus, som beskattes ved udleveringen, skal oplyse om
- udskrivningsdato
- leverandørens navn og adresse
- modtagerens navn og adresse
- varernes navn
- antal flasker og flaskernes cl-indhold
- ethanolstyrke
- prislistepris pr flaske og den samlede prislistepris (beskatningsprisen)
- eventuelle rabatter.
Fakturaer over spiritus, som udleveres ubeskattet, skal oplyse om
- udskrivningsdato
- leverandørens navn og adresse
- modtagerens navn og adresse
- varernes navn
- antal flasker og flaskernes cl-indhold
- ethanolstyrke.
Desuden skal der tydeligt skrives Uden spiritusafgift.
Hvis en faktura omfatter både spiritus og andre varer, fx vin og frugtvin, skal spiritussen opføres særskilt på den øverste del af fakturaen, og der skal foretages sammentælling af prislisteprisen.
Eventuelle afgiftsfri varer, herunder emballage o lign, skal opføres til sidst i fakturaen.
Dispensation
Hvor forholdene i de enkelte tilfælde taler for det, fx af edb-mæssige hensyn, kan virksomheden efter ansøgning hos toldvæsenet få dispensation fra kravet om, at spiritusafgiftspligtige varer opføres særskilt på fakturaen og med særskilt sammentælling af prislisteprisen. En betingelse herfor er, at det af fakturaen fremgår, hvilke varer der er spiritusafgiftspligtige. Dette kan fx ske ved, at de spiritusafgiftspligtige varer markeres med en særlig kode, hvis betydning er påtrykt fakturablanketten. Det er endvidere en betingelse, at den samlede prislistepris angives i fakturaen med fornøden tekst.
Regnskabsmateriale
Anskaffelse
En fortegnelse over regnskabsblanketter mv er optaget i bilag 2.
Opbevaring
Regnskabsmateriale, der ikke skal afleveres til toldvæsenet, skal opbevares i mindst 5 år efter regnskabsårets udløb.
Aflevering
Afgiftsregnskabet M 14 over banderoleret spiritus skal afleveres til toldvæsenet i underskrevet stand sammen med afgiftsangivelsen for den sidste måned i kvartalet senest den 15. i den måned, der følger efter kvartalet. Som bilag til afgiftsregnskabet skal sendes beholdningsopgørelsen samt eventuelle brækagelister og brækageerklæringer.
Regnskabshæfte M 17 over den afgiftspligtige udlevering for et kalenderår skal afleveres til toldvæsenet i underskrevet stand inden udløbet af februar måned det følgende år.
Afregning af afgift
Afgiftsangivelse
Virksomheden skal opgøre den afgiftspligtige mængde og omsætning for hver måned.
Opgørelsen for den sidste måned i kvartalet skal omfatte de kvartalsvise reguleringer vedrørende banderoleret spiritus.
Opgørelsen foretages efter reglerne i afsnittet Opgørelse af den afgiftspligtige mængde og omsætning.
Virksomheden skal endvidere til brug for beregning af værdiafgift i forbindelse med de kvartalsvise reguleringer mv beregne den gennemsnitlige afgiftsværdi pr liter 100 pct for det pågældende kvartal.
Efter udløbet af hver måned og senest den 15. i den efterfølgende måned skal virksomheden angive den afgiftspligtige mængde og omsætning, som der skal betales afgift af. Angivelsen skal afgives på en blanket, som toldvæsenet sender til virksomheden. Hvis virksomheden ikke modtager blanketten, skal den henvende sig til toldvæsenet.
Under brækage angives kun brækager, der er sket hos andre handlende, og som der ikke er udleveret erstatningsvarer for. Andre brækager indgår i afgiftsregnskabet.
Under returvarer angives kun spiritus, der ved udleveringen er beskattet efter en tidligere gældende afgiftssats.
Angivelsen skal underskrives af virksomhedens ansvarlige ledelse.
Angivelsen skal også afgives, selv om der ingen afgiftspligtig mængde og omsætning er at beskatte.
Hvis en virksomhed ikke afleverer angivelsen inden den nævnte frist, kan toldvæsenet inddrage registreringen, indtil angivelsen er afgivet.
Indbetaling af afgift
Afgiften for en måned skal indbetales inden udgangen af den følgende måned.
Til brug ved indbetalingen sender toldvæsenet et girokort på afgiftsbeløbet. Hvis afgiften ikke betales over postgirokontoen, men direkte til toldvæsenet, skal virksomheden vedlægge eller medbringe girokortet. Modtager virksomheden ikke girokortet, skal den henvende sig til toldvæsenet.
Hvis afgiften ikke betales i rette tid, skal virksomheden betale 1,3 pct i månedlig rente for hver påbegyndt måned fra forfaldstidspunktet, dog mindst 10 kr.
Hvis forfaldne told- eller afgiftsbeløb ikke er betalt senest den 14. dag, efter at fristen er udløbet, kan toldvæsenet inddrage virksomhedens registrering, indtil de forfaldne beløb er betalt.
Hvis virksomheden ikke betaler skyldige told- og afgiftsbeløb i rette tid, eller hvis der for toldvæsenet foreligger oplysninger om virksomhedens forhold, som gør det overvejende sandsynligt, at sådanne beløb ikke vil blive betalt rettidigt, kan toldvæsenet pålægge virksomheden at afgive afgiftsangivelsen for en kortere periode end en måned. Toldvæsenet kan også pålægge virksomheden en kortere betalingsfrist end den normale og kan kræve, at der stilles fuld sikkerhed for afgiften. Disse bestemmelser kan også anvendes af toldvæsenet i forbindelse med registrering af virksomheden.
Hvis virksomheden er blevet pålagt en kortere angivelsesfrist eller betalingsfrist end den normale, kan toldvæsenet inddrage virksomhedens registrering straks efter betalingsfristens udløb.
Toldvæsenet kan også inddrage registreringen, hvis virksomheden undlader at stille fuld sikkerhed for afgiften, når toldvæsenet har fremsat krav om det.
Så længe registreringen er inddraget, må virksomheden ikke udlevere afgiftspligtige varer.
Hæftelse for afgift
For betaling af afgift hæfter den, der som ejer, forpagter el lign driver virksomheden for egen regning.
Kontrolregler
Toldvæsenets kontrolrettigheder
Toldvæsenet har ret til at foretage eftersyn i lokaler, der bruges af registrerede virksomheder, dvs lager-, kontor- og butikslokaler o lign.
Toldvæsenet kan kræve at se virksomhedens varebeholdning, forretningsbøger og andet regnskabsmateriale samt korrespondance mv.
Toldvæsenet har også ret til at foretage eftersyn af varebeholdning og regnskaber mv hos ikke-registrerede erhvervsdrivende, som har handelsforbindelse med registrerede virksomheder. Toldvæsenet kan forlange at få oplysninger fra disse erhvervsdrivende om deres salg til eller køb fra registrerede virksomheder.
Eftersyn i virksomheden sker normalt i virksomhedens sædvanlige forretningstid, men toldvæsenet kan også kræve at få adgang til virksomheden uden for denne tid.
Virksomhedens pligter
Virksomhedens indehaver og de personer, der er ansat i virksomheden, skal yde toldvæsenet fornøden vejledning og hjælp ved eftersynene, fx ved optælling af beholdningerne samt ved gennemgang af forretningsbøger, regnskabsmateriale og korrespondance mv.
Efterbetalinger og skønsmæssige ansættelser
Hvis det konstateres, at en virksomhed har angivet afgiftstilsvaret urigtigt og derved betalt for lidt i afgift, skal virksomheden betale det skyldige beløb senest 14 dage efter, at toldvæsenet har fremsat kravet.
Kan det skyldige afgiftsbeløb ikke gøres op på grundlag af virksomhedens regnskab, kan toldvæsenet skønsmæssigt ansætte afgiftstilsvaret. Virksomheden kan anke ansættelsen til momsnævnet.
Hvis afgiften ikke betales i rette tid, skal virksomheden betale 1,3 pct i månedlig rente for hver påbegyndt måned fra den 1. i den måned, i hvilken beløbet skal betales af virksomheden, dog mindst 10 kr.
Straffebestemmelser
Forsætlige eller groft uagtsomme overtrædelser af afgiftsloven eller de forskrifter, som er udstedt i henhold til loven, kan straffes med bøde.
I tilfælde af forsætlig afgiftsunddragelse kan straffen stige til hæfte eller fængsel indtil 2 år.
For overtrædelser, der begås af aktieselskaber, anpartsselskaber, andelsselskaber el lign, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.
Momsnævnet
Det nævn, der er nedsat efter momsloven, har den endelige administrative afgørelse af
- spørgsmål om varers afgiftspligt
- spørgsmål om afgiftsværdi
- spørgsmål om, hvorvidt betingelserne for fritagelse for afgift af svind er opfyldt
- klager over toldvæsenets skønsmæssige ansættelser.
Nævnet består af 6 medlemmer: 2 repræsenterer Ministeriet for Skatter og Afgifter og 4 erhvervslivet. Ministeren for skatter og afgifter udpeger formanden for nævnet.
Man kan henvende sig til nævnet enten direkte eller gennem toldvæsenet.
Hvis en virksomhed ønsker at indbringe en skønsmæssig ansættelse for nævnet, skal den anmode toldvæsenet om det senest 4 uger efter, at virksomheden har fået skriftlig meddelelse om ansættelsen.
Virksomheden kan fremstille sin sag mundtligt for nævnet.
Bilag 2
Fortegnelse over blanketter mv
Blanket nr Blanketnavn
M 12 Beholdningsopgørelse
M 13 Afgiftsangivelse
M 14 Afgiftsregnskab
M 17 Udleveringsregnskab
M 64 Afgiftsvejledning til kontrollovsvirksomheder
M 65 Afgiftsvejledning til mellemhandlere
M 92 Registreringsanmeldelse, mellemhandlere
M 94 Regestreringsbevis, mellemhandlere
M 403 (1762) Transportanmeldelse
M 413 (1806) Brækageliste, banderoleret spiritus
M 415 (1808) Brækageerklæring, beskattet spiritus.
De i parentes anførte numre henviser til Barfod & I Chr Petersen A/S' blanketter, der kan købes hos boghandleren, og som skal anskaffes af virksomheden. De øvrige blanketter udleveres af toldvæsenet.
Afgiftsvejledning. Spiritus, Mellemhandlere
Spiritus
Mellemhandlere
Indhold
Forord
Klagevejledning
Afgiftspligtigt vareområde
Afgiftens størrelse
Registrering
Anmeldelse
Ændringer i og ophør af virksomheden
Tilførsel af ubeskattet spiritus
Afgiftsværdi
Engrossalg
Gratis udlevering, personalesalg og eget forbrug
Differencer
Prislister
Prislisteprisen
Mindstebeskatningspriser
Interessefællesskab
Opgørelse af den afgiftspligtige mængde og omsætning
Månedsopgørelse
Kvartalsopgørelse
Afgiftsfri udleveringer
Til andre registrerede virksomheder
Brækage
Borthældning
Indbrud og brand
Regnskab
Afgiftsregnskab
Udleveringsregnskab
Faktura
Regnskabsmateriale
Afregning af afgift
Afgiftsangivelse
Indbetaling af afgift
Hæftelse for afgift
Kontrolregler
Toldvæsenets kontrolrettigheder
Virksomhedens pligter
Efterbetalinger og skønsmæssige ansættelser
Straffebestemmelser
Momsnævnet
Ingen