Statsskattedirektoratets cirkulære vedrørende personfradrag for efterlevende ægtefæller i dødsåret, ved uskiftet bo og andre tilfælde, hvor ansættelse sker efter kildeskattelovens § 13 (* 1)
Statutory Text (1 Articles)
Statsskattedirektoratets cirkulære vedrørende personfradrag for efterlevende ægtefæller i dødsåret, ved uskiftet bo og andre tilfælde, hvor ansættelse sker efter kildeskattelovens § 13 (* 1)
1. Ved Højesterets dom af 27. marts 1987 er det statueret, at efterlevende ægtefælle, der er pensionist ved dødsfaldet og hensidder i uskiftet bo, har krav på 1 almindeligt personfradrag og for ugifte pensionister i det år, ægtefællen afgår ved døden. Højesteret stadfæstede herved Østre Landsrets dom af 13. december 1983.
2. Den hidtidige praksis, hvorefter en ægtefælle, der er pensionist ved dødsfaldet og ansættelsen sker efter kildeskattelovens § 13, alene får 2 almindelige personfradrag efter kildeskattelovens § 37, stk. 4, jfr. stk. 1, som anført i ligningsvejledningens afsnit B 1.5.4.5., kan således ikke opretholdes.
3. De skattelignende myndigheder anmodes om, såfremt den efterlevende ægtefælle på tidspunktet for dødsfaldet var pensionist og ansættelsen skete efter kildeskattelovens § 13, at foranstalte indkomstansættelser, hvor der i året for dødsfaldet ikke er anvendt det for enlige pensionister forhøjede personfradrag, nedsat i overensstemmelse med foranstående, når den skattepligtige fremsætter begæring herom, eller forholdet iøvrigt er skattemyndighederne bekendt.
Genoptagelse tillades for indkomstår, der ligger indtil 5 år forud for den første underkendende dom, d.v.s. for indkomståret 1978 og følgende indkomstår, til og med indkomståret 1986.
4. Anmodning om nedsættelse af indkomstansættelsen i overensstemmelse med foranstående, for indkomstårene 1978 - 1982 incl., skal ske inden udløbet af indkomståret 1987.
5. I forbindelse med skattereformen er det i personskattelovens § 10, stk. 6-9 udtrykkeligt anført, at ved nedsættelsen af afdødes/længstlevendes skat anvendes de personfradrag, som afdøde respektive længstlevende var berettiget til forud for dødsfaldet. Personskattelovens regler gælder for dødsfald sket i indkomståret 1987 og frem.
Hans Westerberg
Kurt Ove Rasmussen