Statsskattedirektoratets cirkulæreskrivelse vedrørende ændringer af 18. alm. vurdering af ejendomme, som er blevet henført til benyttelsesgruppen 'beboelse med tilknyttet landbrug', kode 35
Statutory Text (2 Articles)
Statsskattedirektoratets cirkulæreskrivelse vedrørende ændringer af 18. alm. vurdering af ejendomme, som er blevet henført til benyttelsesgruppen »beboelse med tilknyttet landbrug«, kode 35
Ligningsrådet har vedtaget, at den særlige benyttelsesgruppe »beboelse med tilknyttet landbrug« ikke skal anvendes ved 18. alm. vurdering. Vurderingsrådene skal som følge heraf foretage en fornyet ansættelse af de ejendomme, som er henført til denne benyttelsesgruppe.
Vurderingsrådene skal som hovedregel ved den nye ansættelse henføre de omfattede ejendomme til den benyttelsesgruppe, som de var henført til ved 17. alm. vurdering.
Undtagelser fra denne hovedregel foreligger, når ejendommen siden 17. alm. vurdering klart er overgået til anden anvendelse, eller såfremt benyttelseskoden ved 17. alm. vurdering må anses for anvendt med urette. Ved 17. alm. vurdering blev ejendomme, hvor beboelses- og landbrugselementet var betydningsmæssigt sideordnede, henført til kode 13, såfremt arealet udgjorde mere end 2 ha, dog fortsat med en landbrugsmæssig vurdering, jf. vurderingslovens § 14, stk. 1-4, og § 33, stk. 4. Disse ejendomme skal ved den fornyede ansættelse i vurderingsrådet henføres til kode 05. Det vil således kun undtagelsesvis gælde, at ejendomme fra kode 35 henføres til kode 13.
Som vejledning for vurderingsrådene skal anføres følgende
Til kode 05, bebygget landbrug, henføres landbrugsmæssigt benyttede, bebyggede ejendomme, som har et areal på mere end 0,55 ha. Det afgørende er ejendommens benyttelse, og det er uden betydning, om ejeren har sit hovederhverv på ejendommen eller andetsteds. Det er ligeledes uden betydning, om ejendommen er noteret i matriklen som landbrug. Til kode 05 henføres således også ejendomme med karakter af landbrug, selv om beboelse er hovedanvendelsen.
I en række tilfælde kan beboelse på mindre ejendomme udgøre en så dominerende del af værdien, at ejendommen bør kodes som beboelse 01 eller som sommerhus kode 08.
Til vurderingsrådets brug leverer statsskattedirektoratet en liste over kode 35-ejendomme.
Det bemærkes, at omkodningen af kode 35-ejendommene ikke påvirker det udøvede skøn over ejendomsværdien, jf. vurderingslovens § 9. Såfremt vurderingsrådets fornyede prøvelse dog giver til resultat, at den tidligere ansatte ejendomsværdi har været foretaget med urette, bør denne dog også ændres.
Ved henføring af ejendomme fra kode 35 til kode 05 skal grundværdiansættelsen foretages efter bestemmelserne i vurderingslovens § 14, stk. 1-3, »bondegårdsreglen«, og der ansættes en stuehusejendoms- og grundværdi efter bestemmelserne i vurderingslovens § 33, stk. 4.
Vurderingsrådene skal foretage en ny ansættelse for alle kode 35-ejendomme. Meddelelse til ejerne om den ændrede ansættelse må således indeholde alle ansættelser og fordelinger samt angivelse af den nye benyttelsesgruppe.
Meddelelse til ejerne kan gives på den normale ejermeddelelsesblanket, i form af terminaludskrivning eller ved brev. Der må samtidig gives ejerne fornøden forklaring samt oplysning om adgangen til inden for 4 uger at klage til skyldrådet.
Til samtlige vurderingsformænd og vurderingssekretariater
Arne Bernth Pedersen
/Erik Eriksen