Legislator Case Law & Legislation
C19871831860 DK

Vejledning. Orientering om indførsel af brugte personmotorkøretøjer som flyttegods fra andre lande end EF-lande

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Vejledning 1987 18318 Historic

Vejledning. Orientering om indførsel af brugte personmotorkøretøjer som flyttegods fra andre lande end EF-lande

Indførsel af brugte personmotorkøretøjer som flyttegods fra andre lande end EF-lande1)

Denne orientering omfatter de væsentligste af de for tiden gældende bestemmelser vedrørende personmotorkøretøjer, der i brugt stand indføres til Danmark som flyttegods i forbindelse med flytning fra andre lande end EF-lande.

1. Told og moms

Brugte personmotorkøretøjer kan indføres told- og momsfrit som flyttegods af personer, der flytter deres sædvanlige opholdssted til Danmark, på betingelse af,

- at køretøjet har været ejet og benyttet udelukkende til privat brug af indføreren på det tidligere sædvanlige opholdssted i mindst 6 måneder, inden den pågældende ophørte med at have sit sædvanlige opholdssted i dette land,

- at køretøjet agtes benyttet til samme formål i Danmark,

- at indføreren har haft sædvanligt opholdssted uden for EF's toldområde i en sammenhængende periode på mindst 12 måneder, samt

- at indføreren tager varigt ophold i Danmark.

Ved fortoldningen skal indføreren til toldvæsenet afgive en fortoldningsbegæring (A 114), i hvilken der skal anmodes om told- og momsfri indførsel som flyttegods.

Indføreren skal i forbindelse hermed tillige ved fremlæggelse af øvrighedsattest eller på anden måde godtgøre, at have haft bopæl uden for EF's toldomtåde i en sammenhængende periode på mindst 12 måneder.

Der skal samtidig fremlægges dokumentation for, at motorkøretøjet har været i indførerens besiddelse på det tidligere sædvanlige opholdssted i mindst 6 måneder og i dette tidsrum har været benyttet udelukkende til privat brug af denne. Som dokumentation kræves normalt fremlagt et udenlandsk registreringsbevis som godtgør køretøjets registrering i indførerens navn i den foreskrevne periode. Andre former for dokumentation kan undtagelsesvis antages, hvis denne dokumentation på fyldestgørende måde godtgør, at de anførte betingelser er opfyldt.

Der skal endvidere afgives en udfyldt og underskrevet erklæring om køretøjets registrerings-, benyttelses- og ejerforhold i udlandet samt om køretøjets anvendelse i udlandet (flyttegodserklæring G 55).

Brugte personmotorkøretøjer, som medbringes ved flytning her til landet fra Grønland og Færøerne, vil kunne indføres told- og momsfrit på tilsvarende betingelser.

Det bemærkes, at erhvervskøretøjer, fx hyrevogne og varevogne, ikke kan indføres told- og momsfrit som flyttegods.

En eventuel indrømmet told- og momsfritagelse bortfalder, såfremt motorkøretøjet inden for 12 måneder efter fortoldningstidspunktet udlånes, pantsættes, udlejes eller overdrages mod eller uden vederlag. Forinden en sådan ændring i anvendelsen mv kan finde sted, skal køretøjet frembydes for toldvæsenet for betaling af told og moms.

Det skyldige told- og momsbeløb beregnes på grundlag af de told- og momssatser, der er gældende på tidspunktet for udlånet, pantsætningen, udlejningen eller overdragelsen, og på grundlag af køretøjets art og toldværdi, som konstateres eller godkendes af toldvæsenet på dette tidspunkt.

I tilfælde, hvor betingelserne for told- og momsfrihed i øvrigt ikke er opfyldt, skal der ved køretøjets indførsel betales told og moms således

Told af toldværdien

Personautomobiler

- med forbrændingsmotor 10 pct

- med anden motor 12,5 pct

Motorcykler 9 pct

Toldværdien ansættes i overensstemmelse med EF's regler om varers toldværdi. I praksis ansættes køretøjets toldværdi normalt på grundlag af en vurderingspris, eksklusive registreringsafgift og med fradrag af et til moms og eventuel told svarende beløb.

Køretøjer, der er berettiget til præferencetoldbehandling, kan på visse betingelser indføres til nedsat told, eventuelt toldfrit: det er blandt andet en betingelse, at der i forbindelse med fortoldningen fremsættes begæring om præferencetoldbehandling, og at der til bekræftelse af, at køretøjet opfylder de fastsatte betingelser herfor, fremlægges et behørigt oprindelsesdokument (varecertifikat).

Køretøjer, der hidrører fra andre EF-lande, kan indføres toldfrit, såfremt der fremlægges dokumentation for, at køretøjet er i fri omsætning inden for EF.

Dokumentationen kan bestå af en T 2-angivelse, et T 2 L-dokument eller internationalt fragtbrev, der har været anvendt som forsendelsesangivelse.

Moms

22 pct af toldværdien tillagt told.

2. Registreringsafgift

Hvis ejeren af et fra udlandet indført køretøj tager bopæl her i landet, skal køretøjet registreres efter færdselsloven eller nummerpladerne afleveres til politiet inden 14 dage derefter.

Der skal betales registreringsafgift til toldvæsenet af køretøjer, som skal registreres efter færdselsloven. Afgiften betales i forbindelse med et køretøjs første registrering.

Registreringsafgiften beregnes efter følgende satser

Personbiler

Afgiftspligtigværdi: Afgift

Ikke over 19 750 kr 105 pct af værdien.

Over 19 750 kr 105 pct af 19 750 kr og 180 pct af resten.

Motorcykler

Afgiftspligtig værdi: Afgift

Ikke over 12 500 kr 0 kr af de første 1 500 kr og 120 pct af resten.

Over 12 500kr 13 200 kr af 12 500 kr og 180 pct af resten.

For personbiler og motorcykler, der indføres som brugte, er den afgiftspligtige værdi ved første registrering her i landet køretøjets oprindelige pris som nyt. Har køretøjet været registreret og benyttet i udlandet i mindst 6 måneder, er den afgiftspligtige værdi 90 pct af den nævnte pris.

Brugte personbiler og motorcykler, der indføres af personer, som tager bopæl her i landet bortset fra Færøerne og Grønland, kan afgiftsberigtiges på grundlag af en ved vurdering fastsat almindelig pris indbefattet moms, men uden registreringsafgift, ved salg til bruger her i landet i den stand, hvori køretøjet skal registreres, såfremt

- indføreren (ejeren) har haft bopæl i udlandet eller på Færøerne eller i Grønland i mindst 1 år umiddelbart før flytningen,

- det pågældende eller et tilsvarende køretøj i mindst 6 måneder har været benyttet af og registreret i indførerens eller dennes ægtefælles navn i udlandet eller på Færøerne eller i Grønland, og

- køretøjet ved første registrering her i landet bortset fra Færøerne og Grønland registreres i indførerens navn.

Den afgiftspligtige værdi til beregning af registreringsafgift fastsættes af vurderingsmænd, der er beskikket af Ministeren for Skatter og Afgifter.

Der er fastsat særlige regler om fritagelse for registreringsafgift af brugte personbiler og motorcykler, der medbringes fra Færøerne ved flytning her til landet.

Brugte køretøjer, som har været registreret midlertidigt på danske grænsenummerplader, afgiftsberigtiges på grundlag af en ved vurdering fastsat almindelig pris indbefattet moms, men uden registreringsafgift, ved salg til bruger her i landet i den stand, hvori køretøjet skal registreres.

1) EF-landene omfatter Belgien, Danmark, Frankrig, Grækenland, Holland, Irland, Italien, Luxembourg, Portugal, Spanien, Storbritannien og Vesttyskland (Grønland og Færøerne anses ikke som EF-lande). Bestemmelserne er fastsat i medfør af Rådets forordnlng (EØF) nr 918/83 af 28 marts 1983, og momslovens § 29, stk 3, punkt b, jf Ministeriet for Skatter og Afgifters bekendtgørelse nr 322 af 13 juni 1984 om fritagelse for merværdiafgift ved visse former for indførsel.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →