Legislator Case Law & Legislation
C19871704549 DK

Godsbefordringsreglement, Supplerende sikkerhedsbestemmelser (* 1)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Reglement 1987 17045 Historic

Godsbefordringsreglement, Supplerende sikkerhedsbestemmelser (* 1)

3.

Supplerende befordringsbestemmelser

3.1.

Jernbanekøretøjer som løber på egne hjul

GR 101

Jernbanekøretøjer, som løber på egne hjul, modtages på betingelse af, at DSB fastslår, at de er køredygtige. Læsning af køretøjer må kun ske efter særlig tilladelse.

Lokomotiver, tendere og motorvogne skal desuden være ledsaget af en af afsenderen medgivet sagkyndig, der navnlig skal sørge for deres smøring.

Andre på egne hjul løbende jernbanekøretøjer kan medgives en ledsager; denne skal navnlig sørge for smøringen. DSB kan forlange en sådan ledsager medgivet.

Er der ikke medgivet nogen ledsager, sørger DSB for smøringen på afsenderens regning og risiko.

Ledsageren skal, når det er muligt, tage plads på eller i det ledsagede køretøj, og han befordres i så fald frit.

I stedet for vognleje regnes der for køretøjer m v på egne hjul stadepenge.

3.2.

Lig

GR 103

Lig befordres som vognladningsgods.

Lig skal være i en stærk kiste.

Befordring må kun finde sted, når afsenderen i fragtbrevet afgiver en erklæring om, at befordringen kan ske uden fare for smitte.

Befordringen sker i lukket godsvogn. Åben godsvogn kan benyttes, når befordringen sker i en fuldstændig lukket ligvogn. Flere lig kan befordres sammen i een vogn med eet fragtbrev.

Ind- og udlæsning skal foretages af afsender og adressat.

Lig skal afhentes inden 8 timer efter ankomsten til bestemmelsesstationen, medmindre ankomsten sker efter kl 12, i hvilket tilfælde afhentningen skal være sket inden kl 9 næste morgen. Overskrides denne frist, kan lig overgives til den stedlige øvrighed, for at denne kan sørge for begravelsen. For forsinket afhentning opkræves sædvanlig vognleje.

Der kan medgives ledsagere. Befordres de i samme tog som lig, løses billet til 2. klasse.

Indleveres lig til befordring under falsk indholdsangivelse, er afsenderen pligtig at betale tidobbelt tarifmæssig fragt, selv om befordringen ikke kommer i stand.

3.3.

Levende dyr

GR 105

De for almindeligt gods fastsatte bestemmelser gælder for befordring af levende dyr i det omfang, de efter deres natur kan finde anvendelse og ikke er i strid med bestemmelserne i dette afsnit.

Syge og sårede dyr, dyr, der påregnes at skulle føde under befordringen, eller som har født i de nærmest foregående 48 timer, er udelukket fra befordring. Undtagelsesvis kan veterinære myndigheder dog tillade befordring af sådanne dyr og foreskrive specialbetingelser for befordringen. I så fald skal den skriftlige tilladelse vedlægges fragtbrevet.

Vilde dyr modtages kun til befordring, når de efter størrelse og art efter DSBs skøn egner sig dertil, og der af forsenderne gøres det fornødne for at sikre personer, gods og materiel.

GR 106

Levende dyr befordres som vognladningsgods.

Mindre dyr i emballage kan dog befordres som eksprespakke,

- såfremt kolliets vægt, form og omfang tillader denne befordringsmåde,

- såfremt dyrene kan udleveres til adressaten senest 24 timer efter indleveringen, og

- såfremt befordringen i øvrigt kan gennemføres på forsvarlig måde.

Ved vognbestillingen skal afsenderen oplyse, om der skal foretages grusning, særlig rengøring eller desinfektion af jernbanevognene inden læsningen.

Befordringen foregår i lukkede vogne.

Før læsningen skal afsenderen overbevise sig om, at vognene egner sig til den pågældende transport.

Det påhviler afsenderen at indlæsse og fastbinde dyrene i vognene samt at levere de fornødne binderedskaber, reb, grimer, gitre og lignende.

Før indleveringen skal dyrene være fodrede og vandede.

GR 107

Forsenderne og ledsagerne skal med hensyn til dyrenes indlæsning, emballering, fodring, vanding, udlæsning og udlevering iagttage bestemmelserne i justitsministeriets bekendtgørelse om transport af dyr.

Desuden skal forsenderne og ledsagerne efterkomme de anvisninger, der gives af DSB.

Ledsagelse af levende dyr kan forlanges, når befordringen tager længere tid eller gør fodring eller vanding nødvendig.

Ledsagerne skal pleje, fodre og vande dyrene samt efter behov malke dem.

Ledsagerne får fribefordring på 2. klasse på hen- og tilbagerejsen.

Der ydes dog kun fribefordring for een ledsager for hvert påbegyndt antal af 3 vogne fra samme afsender og samme afsendelsesstation til samme bestemmelsesstation.

Henrejsen skal foregå med samme tog, hvormed dyrene befordres.

GR 108

Udsættes dyr under befordringen for lidelser af mangel på plads, ved uforsvarlig eller manglende binding, ved manglende fodring og vanding eller af andre årsager, og kan manglen ikke straks afhjælpes og dyrene viderebefordres, kan de udlæsses og opstaldes. Medmindre fejl fra DSBs side foreligger, kan der ikke i den anledning rejses krav mod denne, men dyrene skal snarest muligt viderebefordres til bestemmelsesstationen.

Det er jernbanepersonalets pligt at føre tilsyn med, at dyrene under ind- og udlæsning og under befordringen ikke udsættes for unødige lidelser. De afgørelser, som i denne anledning træffes af DSBs personale, skal efterkommes af forsenderne og ledsagerne.

GR 109

Levende dyr skal afhentes senest 3 timer efter ankomsten.

Er dette ikke sket, kan dyrene opstaldes for forsenderens regning og risiko.

GR 110

Forsenderne er ansvarlige over for DSB for den skade, der påføres materiellet af dyrene under ind- og udlæsningen og under befordringen.

3.4.

Paller

Almindelige bestemmelser

GR 116

Bestemmelserne gælder for paller af følgende typer

- lastpaller (fladpaller)

- bokspaller

- gitterpaller.

I det følgende dækker angivelsen paller alle 3 typer.

Paller må læsses med gods fra en afsender til een eller flere adressater indenfor samme godsterminalområde.

En palle læsset med gods til een adressat skal i fragtbrevet anføres som et godsstykke, uanset om den indeholder flere kolli. Er en palle læsset med gods til flere adressater, anføres i fragtbrevene antallet af godsstykker på sædvanlig måde.

En last- eller gitterpalle må læsses med 1000 kg, medens en bokspalle må læsses med 900 kg.

Last- og bokspaller

GR 117

Lastpaller er EUR-standardpaller med målene 800 x 1200 mm, mærket i overensstemmelse med dansk standard DS 2132.

Bokspaller er mærket DSB, et løbenummer samt EUR og har en læsseflade på 800 x 1200 mm samt en læssehøjde på 800 mm. Bokspaller, der er mærket EUR samt med signaturen for en europæisk jernbanestyrelse, er ligestillet med en DSB bokspalle.

Stykgods. Når en forsender indleverer læssede, ubeskadigede last~ eller bokspaller til befordring, udleveres der ham et tilsvarende antal ubeskadigede last- eller bokspaller.

Ønsker en forsender, der ikke selv råder over last- eller bokspaller, at anvende sådanne til befordring med DSB, kan de lånes mod kvittering. Forsenderen forpligter sig derved til at tilbagelevere de læssede last- eller bokspaller til DSB senest 3. arbejdsdag (udleveringsdagen medregnet). Overholdes denne frist ikke, opkræves gebyr for forsinket tilbagelevering.

Når DSB udleverer læssede last- eller bokspaller til en adressat, afleverer denne straks et tilsvarende antal tomme, ubeskadigede last- eller bokspaller til DSB. Råder adressaten ikke over sådant pallemateriel udlånes det mod kvittering. Adressaten forpligter sig derved til senest 3. arbejdsdag (udleveringsdagen medregnet) at tilbagelevere det ubeskadigede pallemateriel til DSB. Overholdes denne frist ikke opkræves gebyr for forsinket tilbagelevering. DSB modtager kun ubeskadigede last- og bokspaller, og afsender og adressat må ved modtagelsen fra DSB kontrollere last- og bokspallernes tilstand og straks påvise eventuelle beskadigelser. Gøres der ikke indsigelse, betragtes pallemateriellet som overtaget i ubeskadiget stand.

Gebyr for forsinket tilbagelevering opkræves maksimalt for 20 arbejdsdage. Pallen betragtes derefter som bortkommet, og der opkræves en erstatning svarende til pallens dagspris.

For sendinger til een adressat skal afsenderen i fragtbrevet i dertil bestemte rubrikker anføre antallet af last- og bokspaller. I vægtrubrikken anføres godsets vægt. Som emballage angives last~ eller bokspalle.

Er en last- og bokspalle læsset med gods til flere adressater indenfor samme godsterminalområde, anføres efter indholdsangivelsen i fragtbrevene for de enkelte sendinger »læsset i terminalpalle«.

Vognladningsgods. Når en forsender indleverer gods på last- eller bokspaller, finder der ingen umiddelbar udveksling sted ved indleveringen. Afsenderen medgiver fragtbrevet en kontrolseddel. Adressaten tilbageleverer last- eller bokspallerne til DSB, der på kontrolsedlen bekræfter modtagelsen. Når afsenderen senest en måned efter datoen for DSBs kvittering forelægger kontrolsedlen for DSB, udleveres der ham et tilsvarende antal last- eller bokspaller.

I fragtbrevet skal afsenderen i de dertil bestemte rubrikker anføre antal last- eller bokspaller samt nummeret på kontrolsedlen. I vognladningsfragtbrevets vægtrubrik anføres pallernes egenvægt særskilt, idet en lastpalle regnes til 25 kg og en bokspalle til 85 kg. I container/vekselladfragtbrevet anføres egenvægten ikke særskilt, men medregnes i containerens bruttovægt.

Gitterpaller

GR 118

Gitterpallen er en EUR-lastpalle påsat en gitterkonstruktion. Der findes 3 typer alle med indvendige flademål på 1140 x 730 mm og med en læssehøjde på hhv 400, 800 og 1600 mm. Gitterpaller, der er mærket DSB, tilhører DSB, og må kun anvendes til befordring i indenlandsk stykgodstrafik.

Forsendere, der ønsker at anvende gitterpaller til læsning af gods, kan vederlagsfrit låne disse hos DSB mod kvittering. Forsenderen forpligter sig derved til at tilbagelevere de læssede gitterpaller til DSB senest 3. arbejdsdag (udleveringsdagen medregnet). Overholdes denne frist ikke, opkræves gebyr for forsinket tilbagelevering. Adressaten er forpligtet til efter godsets modtagelse at tilbagelevere gitterpallerne til DSB senest 3. arbejdsdag (udleveringsdagen medregnet). Overholdes denne frist ikke, opkræves gebyr for forsinket tilbagelevering.

Gebyr for forsinket tilbagelevering opkræves maksimalt for 20 arbejdsdage. Gitterpallen betragtes derefter som bortkommet, og der opkræves en erstatning svarende til gitterpallens dagspris. Genfinder låneren gitterpallen, skal den tilbageleveres til DSB, hvorefter den betalte erstatning delvis kan blive tilbagebetalt. Tilbagebetalingens størrelse er afhængig af tidspunktet for gitterpallens tilbagelevering samt dens tilstand. Tilbagebetaling bortfalder dog helt ved tilbagelevering efter 30 arbejdsdage.

Om angivelser i fragtbrevet gælder tilsvarende regler som for last~ og bokspaller.

Paller og pallerammer tilhørende private

GR 119

Til stykgods kan anvendes private firevejs standardlastpaller (DS 364) af bunddimensioner 800 x 1200, 1000 x 1200 og 800 x 1000 mm. Endvidere kan efter overenskomst med DSB benyttes private bokspaller med tilsvarende bunddimensioner samt pallerammer, som passer til lastpaller med bunddimensionen 800 x 1200 mm. Rammerne kan påsættes såvel standard EUR-lastpaller som private paller.

Bokspaller og pallerammer skal godkendes af en jernbanestyrelse.

Lastpallerne skal på hver langside være mærket med firmabetegnelse på højre hjørneklods og med hjemstedsstation på midterklodsen; de fire hjørneklodser skal udvendigt være malet røde for at undgå forveksling med standard EUR-lastpaller.

Bokspallerne skal være mærket med navnet på den jernbanestyrelse, der har godkendt dem, løbenummer (firmaets) efterfulgt af tegnet P, hjemstedsstation, egenvægt i kg, last max 900 kg og firmabetegnelse.

Pallerammerne skal på begge endevægge være mærket med navnet på den jernbanestyrelse, der har godkendt dem, løbenummer (firmaets) efterfulgt af tegnet P, hjemstedsstation, egenvægt i kg, last max 900 kg og firmabetegnelse.

I fragtbrevet anføres i indholdsrubrikken antal private paller og pallerammer, og deres egenvægt anføres særskilt i vægtrubrikken.

Private paller og pallerammer udveksles ikke med DSB.

3.5.

Gods i små og mellemstore containere

Fællesbestemmelser

GR 126

De følgende bestemmelser gælder for befordringen af gods i containere (herunder isolerede containere) tilhørende en jernbane eller tilhørende en privatperson og godkendt af en jernbane.

For containere tilhørende udenlandske jernbaner gælder bestemmelserne dog kun, når containerne er indgået til Danmark med jernbane.

For andre containere gælder bestemmelserne for almindeligt gods.

Der skelnes mellem små containere - med et rumindhold på højest 3 kubikmeter - og mellemstore containere - med et rumindhold over 3 kubikmeter og en længde under 6 m. (* 1)

Containere med et rumindhold på højst 3 kubikmeter, men uden

kørestel, betragtes dog som mellemstore containere.

Indholdet af en container kan kun være genstand for een fragtkontrakt.

Udelukket fra befordring i containere er gods, der på grund af lugt eller anden påvirkning er til ulempe for containerens senere anvendelse.

1) Containere med en bredde på 2,438 m (8 fod) og en længde på 2,991 m (10 fod) betragtes dog ved fragtberegningen som store containere.

GR 127

Små containere befordres som stykgods eller som vognladningsgods.

Mellemstore containere befordres kun som vognladningsgods.

En container må ikke læsses med større vægt end den på containeren angivne lastgrænse.

Lukkede læssede containere, skal normalt af afsenderen være lukket med lås, plombe eller bolt.

GR 128 Containere tilhørende jernbanen DSB har små containere af følgende typer: Type Rumindhold Lastgrænse A 1 kubikmeter 1000 kg B 2 - 1000 kg C 3 - 1000 kg

I den udstrækning, det er muligt for DSB, stilles containere til rådighed til jernbanebefordring af såvel stykgods som vognladningsgods.

Afsenderen skal i betimelig tid forud bestille containeren på afsendelsesstationen. Bestillingen sker på samme måde som vognbestillinger.

DSB har ikke noget ansvar, såfremt den ikke har kunnet efterkomme en bestilling på containere. De containere, der stilles til afsenderens rådighed, skal være i forsvarlig stand og tilbørlig rengjort.

Containere skal af afsenderen indleveres til afsendelsesstationen senest inden for åbningstiden på den første arbejdsdag efter den dag, på hvilken de er stillet til rådighed, indleveringsfrist; adressaten skal tilbagelevere containerne på bestemmelsesstationen senest dagen efter udløbet af den normale afhentnings- eller aflæsningsfrist for godssendinger, tilbageleveringsfrist.

Når de nævnte frister overskrides, regnes, foruden evt oplagspenge eller vognleje, forsinkelsesgebyr efter tarifferne. Er containeren uretmæssigt blevet benyttet til andre transporter end mellem afsender og afsendelsesstation eller mellem bestemmelsesstation og adressat, udgør forsinkelsesgebyret det tredobbelte af det i tarifferne anførte.

Benyttes en bestilt container ikke, opkræves ikke-benyttelsesgebyr efter tarifferne således

Afbestilles containeren dagen før leveringsdagen eller på denne dag: gebyr for 1 døgn,

afbestilles containeren senere, eller afbestilles den ikke: gebyr for 2 døgn.

Adressaten er pligtig at gøre containerne rene efter tømningen.

Containere, der er afleveret i læsset stand, må adressaten kun med bestemmelsesstationens samtykke bruge til nye befordringer.

Den, der overtager en tom eller læsset container fra DSB, er pligtig at fastslå containerens tilstand på det tidspunkt, da den stilles til hans rådighed; han er ansvarlig for enhver beskadigelse, som fastslås ved containerens tilbagelevering til DSB, og som han ikke har anmeldt ved overtagelsen, medmindre han beviser, at skaden allerede var til stede, da containeren blev stillet til hans rådighed, eller at den er opstået ved omstændigheder, som han ikke har kunnet undgå, og hvis følger han ikke har kunnet afværge.

Afsenderen er ansvarlig for tab eller beskadigelse af en container, der opstår under udførelsen af fragtkontrakten, hvis tabet eller beskadigelsen skyldes hans eller hans folks forhold.

Hvis containeren ikke tilbageleveres i løbet af 30 dage efter den dag, da den blev stillet til rådighed, kan DSB betragte den som tabt og kræve betaling af dens værdi.

Jernbanen kan ved udlevering af en container forlange stillet sikkerhed af afsender eller adressat.

GR 129

Containere tilhørende private

For at kunne sendes efter nedenstående bestemmelser, skal containere, der tilhører private, være godkendt af en jernbane, der hører under »International konvention om befordring af gods på jernbaner« (CIM), og af denne jernbane forsynet med kendemærket P. Med hensyn til deres konstruktion og deres påskrifter skal containerne opfylde de herfor foreskrevne betingelser.

Hvis private containere er forsynet med særlige indretninger, køleindretninger, vandbeholdere, maskinelle indretninger osv, påhviler det afsenderen at betjene disse eller at sørge for deres betjening. Denne pligt overgår til adressaten, så snart denne har gjort sine rettigheder efter L § 23 gældende.

Efter at en privatcontainer er afleveret til adressaten, har DSB ingen pligt til at foranledige den tomme container sendt tilbage eller påny indleveret til befordring i læsset tilstand.

Angivelser i fragtbrevet

GR 130

Ud over de i øvrigt foreskrevne angivelser skal afsenderen i fragtbrevet anføre følgende

- i rubrikken »Indhold« »læsset i container« »læsset i isoleret container« eller - for tomme privatcontainere - »tom container«;

- nederst i samme rubrik navnet på den bane, der ejer containeren, og dennes nummer, for privatcontainere navnet på den bane, der har godkendt containeren, dennes nummer og mærket P, samt rumindhold i kubikmeter eller i liter;

- i rubrikken »Bruttovægt« containerens taravægt i kg.

Taravægten er påmalet containeren. Til denne taravægt må ikke lægges vægten af is og de af forsenderen anskaffede indvendige løse særlige indretninger som tjener til emballering eller fastgørelse af godset. Vægten af sådanne indretninger og is medregnes i godsets vægt.

3.6.

Gods i store containere

GR 136

Som store containere betragtes containere med et rumfang på mere end 3 kubikmeter og en længde på 6 m eller mere. Dog betragtes containere med en bredde på 2,438 m (8 fod) og en længde på 2,991 m (10 fod) ved fragtberegningen som store containere.

Store containere inddeles efter deres længde i følgende kategorier: Kategori 10: længde 2,991 m (10 fods containere) Kategori 20: største længde 6,058 m (20 fods containere) Kategori 30: største længde 9,125 m (30 fods containere) Kategori 40: største længde 12,192 m (40 fods containere)

For containeres modtagelse til befordring, herunder deres læsning og aflæsning, gælder særlige bestemmelser.

I fragtbreve over gods i containere skal afsenderen ud over de i øvrigt foreskrevne angivelser anføre følgende

- i rubrikken »Antal« antallet af containere

- i rubrikken »Indhold« - efter angivelserne om godsets art evt angivelsen »tom« - angivelsen »Container kategori...... tilhørende ...... nr ...... »

- i rubrikken »Bruttovægt« containerens taravægt i kg.

Såfremt containere før læsning eller efter aflæsning henstår på DSBs arealer ud over de gældende læsningsfrister hhv afhentningsfrister, regnes stadepenge efter tarifferne.

Gebyret regnes også for containere, der uden at være undergivet en fragtkontrakt efter aftale med DSB hensættes på disse arealer.

3.7.

Private jernbanevogne

GR 141

Forsendere, der selv ønsker at levere vogne til deres sendinger af vognladningsgods og brugt emballage som stykgods, må herom forud slutte overenskomst med DSB, generaldirektoratet, såfremt vognene ikke er optaget i en fremmed banes vognpark. Bestemmelser om private godsvognes optagelse i DSBs vognpark og om deres benyttelse findes i afsnit 6.

3.8.

Bestilt særtog og særfærge

GR 143

Særtog og særfærge efter bestilling afgives, såfremt DSBs lejlighed tillader det.

3.9.

Befordring over havnebaner

GR 145

Det fremgår af tarifferne, ved hvilke stationer der findes havnebaner. Over havnebaner kan befordres vognladningsgods, til hvis læsning eller aflæsning der ikke kræves rampe.

Befordringerne kan finde sted som lokale befordringer på havnebanerne eller som gennemgående, dvs i forbindelse med en befordring over de egentlige DSB-linier. Bestemmelserne om befordring over de egentlige DSB-linier gælder på havnebanerne med følgende afvigelser

- Når en vogn ønskes læsset på en havnebane eller på et fra havnesporene udgående sidespor, skal det oplyses ved vognbestillingen.

- Når afsenderen ønsker en sending stillet til adressatens rådighed på en havnebane, skal der i fragtbrevets rubrik »Bestemmelsesstation« under stationsnavnet anføres »Havnen« eller »Havnebanen«, for sendinger til de københavnske havnebaner tillige, på hvilken del af havnebanen sendingen ønskes stillet til rådighed. En anmodning fra adressaten om viderebefordring ad havnebanen af en sending efterkommes kun, når den er fremsat i betimelig tid og kan imødekommes uden forsinkelse af andet gods. En sådan viderebefordring medfører ikke nogen forlængelse af aflæsningsfristen.

- Lokale transporter over en havnebane udføres kun efter DSBs lejlighed.

3.10.

Befordring med Samsørutens færger

GR 147

Til og fra Samsø befordres stykgods og banepakker.

De i bilag A nævnte stoffer og genstande modtages kun i begrænset omfang; nærmere oplysning kan fås hos DSB, generaldirektoratet samt på Kalundborg station.

3.11.

Befordring til og fra Københavns Frihavn

GR 149

Til og fra det i frihavnen værende ekspeditionssted Københavns Frihavn kan befordres

- vognladningsgods

- stykgods (herunder ikke banepakker) til frihavnen fra indenlandske ekspeditionssteder

- il- og fragtstykgods til og fra udenlandske ekspeditionssteder.

Vognladningsgods, som skal afsendes fra frihavnen, overleveres sammen med fragtbreve og øvrige papirer på godset af frihavnsselskabet til Københavns Frihavn station.

Vognladningsgods, der indgår til Københavns Frihavn station, bestemt til frihavnsselskabet eller adressater i frihavnen, overleveres sammen med fragtbrevene og øvrige papirer til frihavnsselskabet.

Med den nævnte overlevering begynder henholdsvis ophører DSBs ansvar for godset.

3.12.

Delvis til- eller aflæsning af vognladningsgods undervejs

GR 151

Efter aftale med afsendelsesstationen kan der ved befordring af vognladningsgods foretages til- eller aflæsning af en del af sendingen på en mellemstation.

Der indleveres kun eet fragtbrev adresseret til adressaten ved den endelige bestemmelsesstation og omfattende den største godsmængde, der kommer til befordring over en del af befordringsstrækningen. I fragtbrevets rubrik »Afsenderens evt bemærkninger« anføres »Tillæsning/aflæsning i ...... af ...... (stykketal og vægtmængde)...... ved...... (kun een afsender/adressat)». Denne forskrift understreges med rødt.

Udsættelsesstationen underretter den derværende afsender/adressat om vognens ankomst, og denne foretager uden kontrol fra DSBs side ind- hhv aflæsning samt den evt nødvendige lempning af ladningen.

DSB har intet ansvar for skader, der må tilskrives til- hhv aflæsning undervejs.

3.13.

Banepakker og eksprespakker

GR 153

Godsstykker med virkelig vægt indtil 50 kg kan befordres som banepakker eller som eksprespakker.

Banepakker befordres med samme hastighed som stykgods og eksprespakker så hurtigt, som køreplanen tillader deres befordring med tog, der efter bestemmelserne medtager sådanne pakker.

GR 154

Udelukket fra befordring som banepakke og eksprespakke. Fra befordring som banepakke og eksprespakke er udelukket

- genstande, der har større rumfang end 500 dm3, eller som i længde, højde eller bredde måler mere end 1,1 m,

- stoffer og genstande, der er nævnt i bilag A, medmindre befordring som banepakke eller eksprespakke udtrykkeligt er tilladt,

- levende dyr. Mindre dyr i emballage kan dog befordres som eksprespakke - jf GR 106.

GR 155

Blanketsæt. Banepakker og eksprespakker medgives ikke fragtbrev, men der anvendes blanketsæt, jf bilag C.

Blanketsættet, der skal udfyldes af afsenderen, består af følgeseddel, kvittering og mærkeseddel.

For banepakker og eksprespakker med letfordærvelige varer skal indholdet være anført i rubrik »Afsenders evt bemærkninger«.

For banepakker og eksprespakker med stoffer og genstande, som er nævnt i bilag A, og som er tilladt befordret som banepakke hhv eksprespakke, skal indhold og de foreskrevne erklæringer m v være angivet i rubrik »Afsenderens evt bemærkninger« i overensstemmelse med reglerne i bilag A.

Erklæring om manglende eller mangelfuld emballering, jf L § 21 stk 3, anføres i rubrik »Afsenderens evt bemærkninger«.

Mærkesedlen klæbes på pakken, der indleveres sammen med følgesedlen og kvitteringen. Kvitteringen tilbageleveres afsenderen med kvittering for indleveringen.

GR 156

Betaling af fragt og frankering. Fragten skal betales af afsenderen og tilsvares ved, at DSB-frimærker påklæbes følgesedlen, eller ved at følgesedlen frankeres i frankeringsmaskine godkendt af DSB.

GR 157

Efterkrav og interesse i afleveringen. På banepakker og eksprespakker kan der ikke trækkes efterkrav eller tegnes interesse i afleveringen.

GR 158

Hindringer for afleveringen. Når en pakke ikke indløses af adressaten, returneres en banepakke til afsenderen som banepakke, medens en eksprespakke returneres som eksprespakke.

Afsenderens forholdsordre indhentes således ikke, men pakken returneres

- straks, hvis adressaten ikke kan findes eller nægter at modtage pakken,

- 6 dagtimer efter ankomsten, hvis det drejer sig om letfordærvelige varer, som adressaten af andre grunde ikke indløser,

- 8 dage efter afhentningsfristens udløb i alle andre tilfælde.

Der regnes ikke fragt for returneringen.

GR 159

Andre bestemmelser. For banepakker anvendes i øvrigt bestemmelserne for stykgods, såfremt disse kan anvendes og ikke er i strid med bestemmelserne i dette afsnit.

Reglement 1987 17045 Historic

(* 1) Godsbefordringsreglementet består herudover af ORGM 17042, 17043, 17046, 17048, 17049 og 17051 alle af 1 april 1987

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →