Cirkulære om kurser i fødselsforberedelse som fritidsundervisning. (Til alle amtsråd og kommunalbestyrelser).
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære om kurser i fødselsforberedelse som fritidsundervisning. (Til alle amtsråd og kommunalbestyrelser).
1. Kursets indhold.
Et kursus i fødselsforberedelse kan omfatte 20 timer fordelt dels på orientering om svangerskabet og fødselens forløb, eventuelt ledsaget af billeddemonstration og film, og dels på indlæring af fødestillinger, resperations- og presseteknik samt øvelser, der fremmer den gravides kondition før, under og efter fødslen, derunder søger at forebygge fysiske og psykiske gener af svangerskabet.
Der skal for deltagerne foreligge en lægeudtalelse, der godtgør at undervisningen ikke kan medføre komplikationer for svangerskabet.
2. Lærerkvalifikationer.
Jordemødre, sundhedsplejersker og fysioterapeuter må med fornøden instruktion anses for at være fagligt kvalificerede, og de vil kunne godkendes til den pågældende undervisning, såfremt de har de fornødne pædagogiske forudsætninger. Afspændingspædagoger vil kunne godkendes til denne undervisning efter amtsrådets konkrete vurdering, jfr. § 39 i lov om styrelsen af kommunernes skolevæsen og af virksomhed efter lov om fritidsundervisning m.v.
3. Ophævelse af tidligere cirkulæreskrivelser.
Dette cirkulære erstatter undervisningsministeriets meddelelse af 6. februar 1976 om vejledende retningslinier for kurser i fødselsforberedelse som fritidsundervisning, undervisningsministeriets cirkulæreskrivelse af 16. november 1977 om godkendelse af afspændingspædagoger til kurser i fødselsforberedelse og undervisningsministeriets cirkulæreskrivelse af 8. marts 1979 vedrørende godkendelse af afspændingspædagoger til kurser i fødselsforberedelse i henhold til lov om fritidsundervisning m.v.
UNDERVISNINGSMINISTERIET
Direktoratet for Folkeoplysning, Frie Grundskoler m.v.,
den 9. februar 1987
P.d.v.
Jette Lou
Ingen