Meddelelse vedr. organisation af behandling af patienter med ekstreme vækstbetingede kæbeanomalier og kraniofaciale misdannelser. (Til samtlige amtskommuner, Københavns og Frederiksberg kommuner m.fl.)
Statutory Text (2 Articles)
Meddelelse vedr. organisation af behandling af patienter med ekstreme vækstbetingede kæbeanomalier og kraniofaciale misdannelser.
(Til samtlige amtskommuner, Københavns og Frederiksberg kommuner
m.fl.)
1. Indledning.
Sundhedsstyrelsens planlægnings- og visitationsudvalg har - efter anmodning fra indenrigsministeriet - drøftet behandlingen af ekstrem vækstbetinget kæbeanomali og medfødte eller erhvervede kraniofaciale misdannelder, jfr. i øvrigt Sundhedsstyrelsens redegørelse vedr. modeller for en fremtidig tandsundhedspolitik (ATFO, 1985).
På baggrund heraf er denne meddelelse udarbejdet.
Meddelelsen træder i kraft den 1. august 1987.
2. Afgrænsning af patientgruppen.
Patienter, for hvilken ortodontisk-kirurgisk behandling kan være indiceret, kan hensigtsmæssigt opdeles i følgende kategorier
1. Patienter med alvorlige medfødte eller erhvervede kraniofaciale misdannelser, herunder en række syndromer (f.eks. Crouzon syndrom, Apert syndrom, Treacher Collins syndrom, hypertelorisme).
2. Patienter med alvorlige medfødte eller erhvervede ansigtsmisdannelser, (f.eks. læbe-ganespalte).
3. Patienter med ekstreme vækstbetingede deformiteter med så alvorlige afvigelser i kæbevæksten, at såvel ortodontiske som kirurgiske indgreb er nødvendige.
I det efterfølgende vil der blive refereret til disse patientkategorier med de angivne numre.
Patientkategori 1 karakteriseres ved alvorlige deformiteter i ansigts- og kæbeområdet, ofte med ukendt ætiologi, men i enkelte tilfælde med klare arvelige anlæg for abnorm vækst eller mangel på vækst i de enkelte dele af ansigtsskelettet.
For så vidt angår patientkategori 2 skal det fastslås, at deres behandling allerede er defineret som en landsfunktion, organiseret via centrene for læbe-ganespaltebehandling i Århus og København (Taleinstitutterne) med eventuel ortodontisk-kirurgisk behandling ydet på Rigshospitalet og Århus kommunehospital. Den primære kirurgiske behandling finder alene sted på Rigshospitalet. Der er ikke påtænkt ændringer i behandlingssystemet for denne patientkategori, hvorfor den ikke omtales i det følgende.
Patientkategori 3 karakteriseres ved, at deres kæber vokser helt afvigende fra det normale vækstmønster. Det kan medføre unormalt stort overbid eller unormalt stort underbid eller forskellige kombinationer af bidforstyrrelser. Patienterne kan ikke behandles tilstrækkeligt gennem tandreguleringsbehandling alene. Vækstforstyrrelsen er så alvorlig, at det er nødvendigt tillige at foretage et kirurgisk indgreb, hvorved kæbernes indbyrdes relationer ad kirurgisk vej korrigeres.
3. Indikationsområde.
Indikationsområdet for behandling af sådanne vækstafvigelser, der ikke kan behandles tilstrækkeligt gennem ortodontisk behandling alene ( patientkategori 3), er gennem kombineret ortodontisk-kirurgisk behandling at eliminere fysiske of psykosociale følger af den afvigende kæbeudvikling. Medens ortodontisk behandling af almindelige malokklusioner (tandstillingsfejl) overvejende tilsigter at forebygge eller afbryde en uheldig bidudvikling, tilsigter behandling af ekstreme kæbeanomalier overvejende at fjerne gener udgående fra disse anomalier. Generne kan fra patientens side opleves i form af, at tyggefunktionen kan være forringet, at der opstår symptomer fra muskler og kæbeled, at der forekommer hovedpine og ansigtssmerter udløst af bidfunktionelle forstyrrelser, og at udseendet afviger væsentligt som følge af den ekstreme kæbevækst og med alvorlige psykiske og sociale følger.
I en del tilfælde vil der være tale om voksne patienter, som ikke tidligere har fået konventionel ortodontisk behandling, og hvor der nu er indikation for ortodontisk-kirurgisk behandling. Ved andre svære vækstbetingede kæbedeformiteter, hvor diagnosen er stillet i barnealderen, er der som oftest tale om en længerevarende vækstobservation og ortodontisk behandling, inden kirurgien kan institueres.
4.Hyppighed og sværhedsgrad.
Der foreligger ikke tilstrækkelig dokumentation for den nøjagtige hyppighed af patientkategori 1 og 3. Det skønnes, at patientkategori 1 omfatter 15-20 tilfælde om året på landsplan, der kræver omfattende rekonstruktive kirurgiske indgreb. Det nødvendige behandlerteam består af plastikkirurg, neurokirurg, oral kirurg, oftalmolog, otorhinolaryngolog og specialtandlæge i ortodonti. Odontologisk ekspertise er nødvendig, både ved behandlingens planlægning og ved udførelsen. Enkelte sjældent forekommende tilfælde vil efter gældende regler kunne sendes til udlandet til behandling på større centre.
For så vidt angår patientkategori 3 anslås det, at der på landsplan hos ca. 1 procent af en fødselsårgang vil være indikation for ortodontisk-kirurgisk behandling, svarende til ca. 500 patienter om året. Behandlingerne er mindre omfattende end for patientkategori 1, men komplicerede, og det er af afgørende betydning, at de er nøje koordineret. Behandlingerne udføres af et team bestående af oral kirurg og specialtandlæge i ortodonti. Derudover vil der ofte være behov for protetisk og bidfunktionel ekspertise.
En forskningsmæssig indsats på området er et vigtigt led i vurderingen af det fremtidige behandlingsbehov.
5. Organisation af behandlingen.
Patientkategori 3 behandles på to lands-/landsdelscentre
- Rigshospitalet/Københavns Tandlægehøjskole
- Århus kommunehospital/Århus Tandlægehøjskole og tre landsdelscentre
- Odense sygehus
- Aalborg sygehus
- Københavns amts sygehus i Glostrup.
Rigshospitalet/Københavns Tandlægehøjskole betjener sygehuskommunerne øst for Storebælt undtagen Københavns amtskommune, medens Århus kommunehospital/Århus Tandlægehøjskole betjener sygehuskommunerne vest for Storebælt undtagen Fyns, Sønderjyllands, Nordjyllands og en del af Viborg amtskommuner.
Fyns amtskommunes sygehus i Odense varetager landsdelsfunktionerne for Fyns og Sønderjyllands amtskommuner. Nordjyllands amtskommunes sygehus i Aalborg varetager landsdelsfunktionerne for denne amtskommune samt en del af Viborg amtskommune. Københavns amtskommunes sygehus i Glostrup varetager ligeledes landsdelsfunktionerne for sin egen amtskommune.
Denne organisation skal med baggrund i det aktuelle og forventede antal patienter søge at imødekomme dels den fordeling af behandlingsopgaver for den pågældende patientkategori, som har udviklet sig gennem en årrække, dels en fordeling af behandlingsopgaver, som skønnes hensigtsmæssig med henblik på en opretholdelse af den nødvendige ekspertise for behandlingsopgavernes løsning, dels en fordeling, der skønnes at svare til de faglige indstillinger herom.
Det skal understreges, at der ikke på baggrund af konkrete erfaringer på området synes at være faglig mulighed for på forhånd at foretage en hensigtsmæssig eller praktisk adskillelse af forskellige underkategorier af patientkategori 3, f.eks. i form af »lettere« eller »sværere« tilfælde. Alligevel finder man, at der må være mulighed for i givne individuelle tilfælde at videresende patienter, hvis behandling efter en nærmere vurdering viser sig at være uigennemførlig på landsdelscentrene.
Patientkategori 1 behandles på to lands-/landsdelscentre i tæt samarbejde.
6. Visitationsretningslinier.
Visitationen af patientkategori 3 tilrettelægges efter følgende principper
1. Behandlingen af ekstrem vækstbetinget kæbeanomali, omfattende såvel ortodontisk som kirurgisk behandling, betragtes som en sygehusopgave.
2. Sygehuskommunerne skal igennem specialtandlæger ansat ved sygehusvæsenet eller på konsulentbasis m.v. vurdere patienterne og herunder tage stilling til, om behandlingen kan finde sted i sygehuskommunes eget sygehusvæsen, inden de udsteder en kaution til en nærmere undersøgelse og behandling på et lands- og landsdelscenter.
3. Lands- og landsdelscentrene tager på en ortodontisk-kirurgisk konference den endelige stilling til behandlingen af hver patient.
4. Sygehuskommunerne udarbejder interne visitationsretningslinier for denne patientkategori. Retningslinierne forudsættes indpasset i de eksisterende benyttelsesaftaler med lands- og landsdelscentre.
De samme principper gælder for patientkategori 1, idet henvisning til behandling i udlandet forudsættes at ske på landscentrenes foranledning.
Et behandlingsforløb for patientkategori 3 vil sædvanligvis forløbe efter nedenstående skema
1. Henvisning/kaution fra sygehuskommunen.
2. Vurdering ved ortodontisk-kirurgisk konference ved lands- eller landsdelscenter.
3. Tandregulering i 6-18 måneder.
4. Operation under indlæggelse, fulgt af efterbehandling gennem ca. 2 måneder.
5. Postoperativ tandregulering i ca. 6 måneder.
6. Retentionsfase i tandregulering i 6-12 måneder.
Fastlæggelse af retningslinier for den nærmere koordination mellem behandlingens forskellige dele sker ved det enkelte behandlingscenter.
7. Betaling.
Behandling af såvel patientkategori 1 som patientkategori 3 er sygehusydelser, og udgifterne i forbindelse hermed afholdes som følge heraf efter sygehuslovgivningens betalingsregler, hvorefter patientens bopæls amtskommune afholder de med behandling, undersøgelse m.v. forbundne udgifter samt befordringsudgifter i den udstrækning, indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 608 af 29. november 1982 om ydelse af befordring eller befordringsgodtgørelse i henhold til lov om sygehusvæsenet hjemler ret til befordring.
Sundhedsstyrelsen, den 24. juni 1987
Søren K. Sørensen
/B. Erlich-Eriksen