Til sædekornsfirmaerne vedrørende dispensation for spireevne af vårbyg
Statutory Text (2 Articles)
Til sædekornsfirmaerne vedrørende dispensation for spireevne af vårbyg
I sæsonen 1987/88 dispenseres, således at danskavlet sædekorn af vårbyg må sælges med en spireevne ned til 91 pct. med en latitude på 6 pct. Dispensationen gælder kun for salg her i landet og kun under forudsætning af, at partierne forsynes med en tillægsmærkning. Reglerne for tillægsmærkning fremgår af denne meddelelse.
På et møde i Frøkontrolkommissionens Kontaktudvalg for Sædekorn den 8. december 1987 drøftede forsyningssituationen for udsæd af vårbyg i foråret 1988.
På grund af vejrforholdene blev der i efteråret 1987 tilsået et væsentligt mindre areal med vintersæd end sædvanligt, og da der er konstateret visse vanskeligheder med at skaffe udsæd af ærter, kan et mindre areal med ærter ligeledes forventes. Disse forhold medfører, at der vil blive tilsået et forholdsvis stort areal af vårbyg i foråret 1988 - efter kontaktudvalgets skøn ca. 1.1 mill. ha. Ved avlskontrollen i 1987 blev der godkendt avl fra ca. 58.000 ha vårbyg. På baggrund af de foreliggende spiringsresultater skønnede man i kontaktudvalget, at med en dispensation for spireevne ned til 91 pct., latitude 6 pct., vil der ud fra den godkendte avl kunne produceres tilstrækkelige mængder af vårbyg af en kvalitet, der opfylder normen for spireevne.
Efter anbefaling fra kontaktudvalget har Statsfrøkontrollen anmodet Landbrugsministeriet om bemyndigelse til at dispensere, således at sædekorn af vårbyg må sælges med en spireevne ned til 91 pct., latitude 6 pct.
Landbrugsministeriet har herefter bemyndiget Statsfrøkontrollen til at indrømme ovennævnte dispensation for perioden 1. juli 1987 til 30. juni 1988.
Dispensationen gælder kun til salg her i landet. Det vil sige, at eksport efter danske kvalitetsnormer - mærkesedlerne 84e til 87e - ikke er omfattet af dispensationen.
Partier af sædekorn, som ønskes solgt med nævnte dispensation, skal af firmaet forsynes med en tillægsmærkning med følgende tekst: Partiet sælges med dispensation for spireevnen ned til 91 pct., latitude 6 pct.
Tillægsmærkning kan foretages ved, at der påklæbes sækkene en mærkeseddel med pågældende tekst, eller ved at teksten påføres sækkene ved en tydelig påstempling.
For partier, der tillægsmærkes i forbindelse med produktionen, skal firmaet anføre dette på »anmeldelse af prøve til undersøgelse«, formular 11. Dette gøres ved, at der under bemærkninger skrives: »Tillægsmærket med:» efterfulgt af et eksemplar af tillægsmærkesedlen eller den påstemplede tekst.
For partier, der er produceret inden meddelelsens datering med en spireevne på 85-90 pct., og som endnu ikke er udleveret, gælder dispensationen kun, hvis partiet tillægsmærkes. Firmaet skal for sådanne partier over for Statsfrøkontrollen afgive en erklæring om, at det pågældende parti er forsynet med ovennævnte tillægsmærkning. Denne erklæring skal indeholde oplysning om partiets referencenummer og størrelse, dato for tillægsmærkning samt følgende oplysning: »Tillægsmærket med:» efterfulgt af et eksemplar af tillægsmærkesedlen eller den påstemplede tekst.
For partier, der er udleveret inden meddelelsens datering med en spireevne på 85-90 pct., gælder dispensationen kun, hvis den enkelte endelige køber underrettes skriftligt om den givne dispensation og samtidigt oplyses om det aktuelle analyseresultat for partiet. En kopi af denne underretning, som skal indeholde oplysning om den købte mængde, skal tilsendes Statsfrøkontrollen.
For partier, der er produceret i sæson 1986/87, og hvor godkendelsen er forlænget efter fornyet spiringsundersøgelse, gælder tilsvarende regler om tillægsmærkning, dersom disse partier ønskes solgt under dispensationen.
Såfremt Statsfrøkontrollen ved en af ovenstående procedurer har konstateret, at partiet opfylder betingelserne for salg under dispensationen, vil partiet ikke blive opført som erstatningspligtigt i »Oversigt over vårsædspartier kontrolleret i sæsonen 1987/88«.
Med venlig hilsen
Anita Kjeldsen
Ingen