Legislator Case Law & Legislation
C19871385353 DK

Retningslinier vedrørende forvaltning af ordningen om tillægsafgift på mælk og mejeriprodukter

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Retningslinier 1987 13853 Historic

Retningslinier vedrørende forvaltning af ordningen om tillægsafgift på mælk og mejeriprodukter

I henhold til landbrugsministeriets bekendtgørelse om tillægsafgift på mælk og mejeriprodukter varetager opkøber forvaltningen af ordningen i forhold til de enkelte producenter.

Forvaltningen skal ske i overensstemmelse med følgende retningslinier.

A. Tildeling af de i et afgiftsår til rådighed værende basisandele

I. Producenter, der i henhold til investeringsplaner m.v. godkendt i tidligere afgiftsår har opnået tilsagn om tildeling af basisandele, tilgodeses forlods. Den mængde basisandele, som herefter er til rådighed, fordeles i overensstemmelse med pkt. II. og III.

II. 1. Op til 25 % af den til rådighed værende mængde basisandele, jfr. dog. pkt. 4 og 5, kan anvendes til tildeling af basisandele til producenter i forbindelse med investeringer m.v., som er foretaget efter 1. april 1984, eller som agtes foretaget.

2. Det er en forudsætning for tildeling, at producenten har landbrug som hovederhverv, og at investeringen kan anses for strukturelt velbegrundet. Der skal bestå et afbalanceret forhold mellem den tildelte mængde og produktionsfaciliteterne, herunder det for mælkeproduktionen disponible areal.

3. Det er endvidere en forudsætning, at producenten er omfattet af et af følgende kriterier

a. 1. 1. eller 2. gangsetablering (helt eller delvis) efter 31. marts 1984 på en bedrift, hvorfra der har været leveret mælk på et tidspunkt inden for en periode på 5 år forud for etableringen. Det er en forudsætning, at producenten ikke er fyldt 40 år på etableringstidspunktet.

2. Moderniseringsstøttesager vedrørende kostalde, på bedrifter, hvorfra der har været leveret mælk inden for en periode på 5 år forud for starten på det afgiftsår, hvori ansøgning om basisandel indgives, og for hvilke forbedringsplan er indgivet efter 29. februar 1984. Det er en forudsætning, at investeringsbeløbet vedrørende kostalden godkendes som tilskudsberettiget efter forbedringsloven.

3. Ekstraordinære forhold, herunder brand og ekspropriation.

b. Andre investeringer i mælkeproduktion, herunder investeringer på bedrifter, hvor der ikke har været mælkeleverancer i en periode på 5 år forud for overtagelsen, og bedrifter, hvor producenten er fyldt 40 år på etableringstidspunktet.

4. I hvert afgiftsår skal reserveres og kan samtidig maksimalt anvendes 7 mio. kg til den i pkt. 3 b nævnte kategori.

Dog anvendes de fornødne mængder vedrørende ansøgninger under denne kategori, som kan godkendes og er modtaget af opkøber senest den 31. marts 1987. Der kan herefter ikke anvendes yderligere mængder vedrørende 1987/88.

Vedrørende ansøgninger, modtaget efter 31. marts 1987, meddeles producenten, at ansøgningen afvises, og at ny ansøgning kan indgives vedrørende 1988/89.

5. Til de under 3 a nævnte kategorier kan anvendes de i pkt. 1 nævnte mængder med fradrag af de i pkt. 4 nævnte mængder.

Vedrørende 1987/88 kan dog anvendes de mængder, der er fornødne til imødekommelse af kvalificerede ansøgninger.

6. Ansøgninger under henholdsvis pkt. 3.a. og pkt. 3.b. imødekommes i den rækkefølge, de modtages. Vedrørende afgiftsåret 1988/89 og følgende afgiftsår anses ansøgninger modtaget senest den 3. mandag i maj i afgiftsåret for modtaget samtidig.

Kan ikke alle ansøgninger modtaget samtidig under henholdsvis pkt. 3.a. og 3.b. imødekommes, prioriteres ansøgningerne efter ansøgers alder, således at den yngre imødekommes frem for den ældre. Vedrørende ansøgninger, der ikke kan imødekommes, meddeles producenten, at ansøgningen afvises.

7. Såfremt der på en bedrift er blevet accepteret en ophørsordning med udbetaling af præmie, vil der ikke på samme bedrift kunne foretages en tildeling af basisandel i de efterfølgende 2 afgiftsår.

III. Med virkning fra starten af afgiftsåret 1987/88 tildeltes hver enkelt producent uden ansøgning et tillæg til sin basisandel på 4.500 kg, jfr. § 4, stk. 4, i ovennævnte bekendtgørelse.

Med virkning fra starten af afgiftsåret 1988/89 tildeles hver enkelt producent yderligere et tillæg på 5.500 kg uden ansøgning.

IV. For et givet afgiftsår må summen af de uddelte basisandele ikke overstige opkøbers referencemængde.

B. Beregning af størrelsen af basisandele, der tildeles efter pkt. A. I. og II.

1. Ved tildelinger af supplerende basisandele anvendes den i standardtabellen i bilag 1 angivne standardleverance pr. årsko, som svarer til den til basisandelen knyttede basisfedtprocent, medmindre der foreligger forhold, som kan begrunde en væsentlig afvigelse fra standardleverancen.

2. Ved tildelinger af nye basisandele anvendes som grundregel den i standardtabellen angivne standardleverance pr. årsko, som svarer til den fedtprocent, mælken omfattet af de første 52 ugers leverancer må antages at få. Tildelingen er endelig.

C. Regulering af tildelte basisandele m.v.

I tilfælde, hvor opkøber har meddelt producenten en til basisandelen knyttet fedtprocent ved tildeling af nye og supplerende basisandele, foretages følgende med virkning fra 7. april 1987

1. Har opkøber meddelt producenten en til basisandelen knyttet fedtprocent, som er forskellig fra den i medfør af tillægsafgiftsbekendtgørelsen fastsatte basisfedtprocent, reguleres producentens basisandel under anvendelse af den som bilag 1 vedlagte standardtabel.

2. Regulering efter pkt. 1 skal kun ske i det omfang, følgende betingelser opfyldes

a) I sager, hvor der er tildelt en supplerende basisandel, kan den regulerede basisandel ikke være mindre end den oprindelige basisandel.

b) Den regulerede basisandel kan ikke være mindre end den basisandel, som er nødvendig for, at producenten uden at overskride sin basisandel kan levere en mængde mælk svarende til den af opkøber meddelte basisandel med den af opkøber meddelte fedtprocent.

3. Vedrørende nye basisandele, som er tildelt i afgiftsårene 1985/86 og 1986/87, fastsættes producentens basisfedtprocent til den af opkøber meddelte fedtprocent.

4. De under 1. og 2. nævnte justeringer foretages ikke vedrørende de i pkt. A.III. nævnte tillæg.

D. Afgiftsberegning

Afgiftsberegning for den enkelte producent sker under anvendelse af reglerne herom i tillægsafgiftsbekendtgørelsen.

E. Gamle retningslinier

Nærværende retningslinier erstatter retningslinier af 19. april 1985, 16. februar 1987 og 27. oktober 1987.

Retningslinier 1987 13853 Historic

(* 1) Retningslinierne er fremsendt til Danske Mejeriers Mælkeudvalg med skrivelse af 12. januar 1988.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →