Instruktion for markkontrollører af sædekorn
Statutory Text (4 Articles)
Bilag 1
Inspektionsmeddelelse
Inspektionsmeddelelsen er til brug mellem kontrollør, avler og firma, og ingen af kopierne skal indsendes til statsfrøkontrollen.
Beskrivelse og anvendelse af skemaet
Inspektionsmeddelelsen, formular 110, består af et skemasæt på 3 sider beregnet til gennemskrivning.
Side 1, der er gul, er til avler. Siderne 2 (rød) og 3 (hvid) er til henholdsvis firma og kontrollørens kopi. Siderne 1 og 2 er todelte ved en perforering. På bagsiden af avlers kopi er anført en kortfattet orientering om avlskontrollen samt en omtale af klagemulighed.
Hvert skemasæt har et løbenummer, der er påtrykt både øverste og nederste del. Løbenummeret skal anføres på indberetningsskemaet, hvor der findes en særlig rubrik til nummeret.
Rubrikkerne til firma- og avlernavn samt udsædens specifikationer udfyldes efter oplysningerne på indberetningsskemaet. Hvis udsæden er sammensat af flere udsædspartier, er det nok at anføre det førstnævnte partis referencenummer samt tilføje »m.fl.«.
Efter 1. markbesigtigelse udfyldes skemaet med kontrollørens indstilling, som kan være: a godkendelse, b kassation eller c ny besigtigelse.
a. Hvis hele avlen indstilles til godkendelse, afleveres hele den gule side til avler, og hele den røde side afleveres til firma.
b. Hvis hele avlen eller en del af denne indstilles til kassation, anføres årsagen til kassationen, og siderne fordeles som nævnt under a.
c. Hvis hele avlen eller en del af denne indstilles til ny besigtigelse, anføres årsag og forholdsregler, der skal iagttages af avler inden ny besigtigelse samt den omtrentlige dato for besigtigelsen.
Nederste del af den gule og den røde side afleveres til henholdsvis avler og firma. Efter 2. besigtigelse afleveres øverste del af den gule og røde side på samme måde.
Eventuelle givne forskrifter skal kortfattet anføres på indberetningsskemaet. Kontrollørens kopi af inspektionsmeddelelsen skal kan på anmodning indsendes til statsfrøkontrollen.
Bilag 2
Indberetning om markbesigtigelse
Udfyldelsen af indberetningsskemaet skal være så fyldestgørende, at statsfrøkontrollen kan afgøre, om en given indstilling om godkendelse eller kassation af avlen er foretaget i overensstemmelse med regler for avlskontrol og certificering af sædekorn.
Indberetningsskemaet
Indberetningsskemaet består af de sidste 3-4 blade af det kombinerede formularsæt for anmeldelse af fremavl og indberetning om markbesigtigelse, formular 100.
Blad 1, hvid: Anvendes ved indberetningen til statsfrøkontrollen
Blad 2, rød: Firmaets kopi af indberetningen
Blad 3, gul: Anvendes oftest af firmaet som en kopi af selve anmeldelsen og er derfor ikke tilsendt kontrolløren. Den kan anvendes som kopi til avler
Blad 4, hvid karton: Kontrollørens kladde til brug i marken.
Udfyldelse af indberetningen
Spørgerubrikkerne
De faste rubrikker 1 til 5 skal altid udfyldes. Rubrik 4 dog kun for rug og triticale og rubrik 5 kun for vårbyg.
Markbetegnelser og fund af flyvehavre
Hver mark skal opføres for sig med angivelse af areal i ha, og det uanset om forfrugten er ens. Af hensyn til sammenligning med efterkontrollørens indberetning bedes så vidt muligt avlerens markbetegnelser anvendt.
Forekomst af flyvehavre angives ved, at der i rubrikken »Antal enkeltstående planter« anføres det antal planter, der er stående enkeltvis og ikke i kolonier. I rubrikken »Antal kolonier i marken« skal anføres det antal kolonier, der er fundet, samt hvor mange planter der er fundet i dem. F.eks. skal fund af 2 kolonier med henholdsvis 10 og 15 planter skrives: 2(25). Flyvehavrefund skal endvidere markeres på skitse med angivelse af antal. For at undgå misforståelser skal flyvehavrefund uden for marken på diger eller lignende ikke anføres i flyvehavrerubrikken. Sådanne fund skal anføres under »Bemærkninger« med angivelse af, at de er fundet uden for det besigtigede areal.
Rubrikken »Bemærkninger«
Rubrikken anvendes til skitser og til alle øvrige forhold, der ikke er faste rubrikker til.
Foruden skitser om flyvehavreforekomster vil det være værdifuldt med skitser til angivelse af eventuelle fraskårne arealer. Alle skitser skal være orienteret ved nordpil eller veje og bygninger, så en sammenligning med efterkontrollørens skitse kan foretages.
Hvis kontrolløren på inspektionsmeddelelsen (se bilag 1) hag givet avleren forholdsregler af en eller anden art, skal aftalen i forkortet form anføres på indberetningsskemaet med angivelse af inspektionsmeddelelsens løbenummer. Efter 2. besigtigelse skal det klart fremgå af indberetningen, om de givne forholdsregler er fulgt.
Hvis den afsatte plads ikke slår til, kan skitser tegnes på bagsiden eller på et vedhæftet ark papir.
Instruktion for markkontrollører af sædekorn
Efterfølgende instruktion for markkontrollører afløser tidligere instruktion udsendt i 1985 med gyldighed fra 1. juni 1985.
Instruktionen er udarbejdet i overensstemmelse med »Regler for avlskontrol og certificering af sædekorn«, der er vedtaget af frøkontrolkommissionen og godkendt af landbrugsministeriet til ikrafttræden 1. juni 1987.
Indholdsfortegnelse
I. Almindelige bestemmelser 1. Besigtigelse af arealer med avl af sædekorn 1.1 Besigtigelsens gennemførelse 1.2 Besigtigelsestidspunkt 1.3 Antal besigtigelser 1.4 Inspektionsmeddelelse 1.5 Klagemulighed 1.6 Indberetning til statsfrøkontrollen om resultaterne af markbesigtigelsen 1.7 Efterkontrol 1.8 Endelig bedømmelse af fremavlen II. Særlige bestemmelser 2. Dyrkningsforhold 2.1 Fremavlens størrelse 2.2 Forpløjninger 2.3 Bestemmelser om forfrugt 2.4 Anden sort af samme art 2.5 Tidligere fund af flyvehavre 2.6 Kemisk bekæmpelse af flyvehavre 2.7 Arealernes afstandsisolering 3. Bedømmelse af afgrødens tilstand 3.1 Sortsægthed og sortsrenhed 3.2 Anden kornart 3.3 Flyvehavre i fremavlsmarken 3.4 Andre ukrudtsarter 3.5 Fremavlens tilstand 4. Særlige bestemmelser vedrørende flyvehavre 4.1 Betingelser fælles for alle arter 4.2 Rug, triticale og havre 4.2.1 Betingelser for godkendelse af en mark, hvor der ved 1. besigtigelse blev fundet een enkelt flyvehavreplante 4.3 Byg og hvede 4.3.1 Betingelser for godkendelse af marker, hvor der er afluget flyvehavre før 1. besigtigelse 4.3.2 Betingelser for godkendelse af en mark, hvor den ved 1. besigtigelse konstaterede forekomst af flyve- havre (spredt forekommende eller samlet i en eller flere kolonier) ikke har oversteget een plante pr. ha 4.3.3 Betingelser for godkendelse af marker, hvor den ved 1. besigtigelse konstaterede forekomst af flyvehavre har oversteget een plante pr. ha 4.3.4 Betingelser for godkendelse af marker, hvor der på en mindre sammenhængende del ved randsprøjtning er foretaget kemisk bekæmpelse af flyvehavre
5. Høstkontrol
Bilag 1. Inspektionsmeddelelse
Bilag 2. Indberetning om markbesigtigelse
I. Almindelige bestemmelser
1. Besigtigelse af arealer med avl af sædekorn
Efter pkt. 3.2, nr. 6, i »Regler for avlskontrol og certificering af sædekorn« fastsættes nedenstående bestemmelser om besigtigelse af arealer med avl af sædekorn. Bestemmelserne er gældende for besigtigelse ved såvel officielle markkontrollører som ved autoriserede markkontrollører. For arealer besigtiget af autoriserede kontrollører skal statsfrøkontrollen efter pkt. 3.1 i avlskontrolreglerne foretager en stikprøvekontrol af 20. pct. af arealerne. Denne kontrol, der benævnes efterkontrol, er omtalt i pkt. 1.7 og i pkt. 4.
1.1 Besigtigelsens gennemførelse
Ved markbesigtigelse af sædekornsarealer skal kontrolløren dels foretage en inspektion af de pågældende arealer, dels indhente oplysninger hos avleren om de for avlens gennemførelse mest betydningsfulde forhold.
1.2 Besigtigelsestidspunkt
Besigtigelsen skal gennemføres på det tidspunkt, hvor bestandens udviklingstrin muliggør den mest effektive kontrol med forekomst af flyvehavre, sundhedstilstand, sortsægthed og sortsrenhed samt iblanding af andre kornarter.
1.3 Antal besigtigelser
Der gennemføres mindst een besigtigelse på de anmeldte arealer. Hvis der er konstateret flyvehavre på arealet, men det skønnes, at de i afsnit 4 nævnte betingelser vil kunne opfyldes, foretages yderligere en afsluttende besigtigelse til godtgørelse af, at de fastsatte betingelser er opfyldt.
1.4 Inspektionsmeddelelse
Konstaterer kontrolløren under markbesigtigelsen forhold, som vil medføre indstilling af avlen til kassation eller som betingelse for godkendelse vil kræve ny markbesigtigelse, skal såvel avler som firma umiddelbart efter markbesigtigelsen underrettes herom.
Ved den skriftlige underretning skal benyttes statsfrøkontrollens inspektionsmeddelelse formular 110.
Det henstilles, at kontrolløren også i de tilfælde, hvor hele arealet ved første besigtigelse indstilles til godkendelse, giver avler og firma underretning herom i form af aflevering af inspektionsmeddelelsen.
I bilag 1 er formular 110 og dens anvendelse nærmere beskrevet.
1.5 Klagemulighed
I henhold til afsnit II i regler for avlskontrol og certificering af sædekorn kan kontrollørens indstilling om kassation eller nyt marksyn som betingelse for godkendelse af såvel avler som firma indankes for statsfrøkontrollen. Klage skal indgives til statsfrøkontrollen senest inden 1 uge fra den dag, hvor meddelelse ved formular 110 er givet.
1.6 Indberetning til statsfrøkontrollen om resultaterne af markbesigtigelsen
Resultatet af besigtigelsen indberettes til statsfrøkontrollen på indberetningsskema formular 100.
Indberetningsskemaerne med resultaterne af markbesigtigelsen skal indsendes til statsfrøkontrollen snarest efter besigtigelsens afslutning. For vinterbyg skal disse skemaer være statsfrøkontrollen i hænde senest den 1. august, for øvrige arter af vintersæd senest den 15. august og for vårsæd senest den 1. september.
I bilag 2 er indberetningsskemaet og dets udfyldelse nærmere beskrevet.
1.7 Efterkontrol
Efterkontrol foretages efter samme retningslinier som øvrige besigtigelser. Efterkontrolløren må dog ikke give avleren forholdsregler om lugning, fraskæring m.v. og skal ikke foretage indstilling om godkendelse eller kassation af avlen. Efterkontrolløren skal rapportere til statsfrøkontrollen samt meddele den autoriserede kontrollør om konstaterede forhold, der kan tillægges betydning ved statsfrøkontrollens bedømmelse. Den autoriserede kontrollør skal på grundlag af efterkontrollørens oplysninger samt egne iagttagelser træffe de nødvendige foranstaltninger samt foretage indstilling til statsfrøkontrollen om avlens godkendelse eller kassation.
1.8 Endelig bedømmelse af fremavlen
Statsfrøkontrollen træffer den endelige afgørelse om avlens godkendelse eller kassation. Afgørelsen sker på grundlag af de oplysninger, der foreligger om den pågældende fremavl i form af resultater fra laboratorieanalyser, kontrolmarksundersøgelser og markbesigtigelser under hensyn til de kvalitetskrav, som avler skal tilfredsstille efter færdigbehandling.
II. Særlige bestemmelser
2. Dyrkningsforhold
Fra avleren indhentes oplysning om: Fremavlens størrelse, for frugt, tidligere fund af flyvehavre, kemisk bekæmpelse af flyvehavre m.m. Oplysningerne påføres besigtigelsesskemaet formular 100.
2.1 Fremavlens størrelse
Størrelsen af det areal, der opgives at være tilsået med den af avlsfirmaet leverede udsæd, anføres i ha. Såfremt størrelsen af det opgivne areal ikke står i et rimeligt forhold til den leverede udsædsmængde, meddeles dette til avlsfirmaet, således at eventuelle fejl ved anmeldelsen kan rettes før afgrødens høst. Eventuelle ændringer noteres på indberetningskemaet tillige med et kort notat om baggrunden for ændringen.
Er fremavlsarealet fordelt på flere marker, noteres hver marks navn eller nummer samt størrelsen af den enkelte mark. Ved en mark forstås i denne forbindelse et sammenhængende areal, der må formodes at blive behandlet under eet ved høst.
2.2 Forpløjninger
Udlæg af fremavl må ikke finde sted på forpløjninger i marken der er udlagt med andre afgrøder end den under avlskontrollen anmeldte. Konstateres fremavl på sådanne forpløjninger, skal disse indstilles til kassation.
2.3 Bestemmelser om forfrugt
Forfrugten for hvert fremavlsareal anføres i skemaet. Er forfrugten af samme art som fremavlen, skal forfrugtens sortsnavn oplyses.
Bestemmelserne omkring forfrugt fremgår af pkt. 6.1 i regler for avlskontrol og certificering af sædekorn. Kontrolløren kan ifølge disse bestemmelser kun indstille avl til godkendelse, hvor oplysningerne om forfrugt opfylder følgende
1. Fremavl må kun finde sted på arealer med mindst eet kornfrit år. Der kan dog ses bort fra kravet, hvor
forfrugten var af samme art og sort
forfrugten for avl af vintersæd var vårsæd af anden art
forfrugten for avl af vårsæd var vintersæd af anden art
Firma og avler kan i avlskontrakten træffe særlig aftale om, at avl til C2 af vårbyg finder sted på arealer, hvor forfrugten var vårbyg af anden sort. Kontrolløren behøver ikke at se avlskontrakten, da statsfrøkontrollen kontrollerer disse aftaler ved stikprøvevis at indkalde avlskontrakter til eftersyn.
2. Fremavl af vårbyg må ikke finde sted på arealer, hvor der inden for de nærmest 2 foregående år (vækstsæsoner) har været sået vinterbyg. Ved avl af vårbyg skal det derfor altid søges oplyst, om denne betingelse er opfyldt.
2.4 Anden sort af samme art
Såfremt der forekommer avl af anden sort af samme art på ejendommen eller på ejendomme i samdrift med denne, oplyses navnet på den eller de pågældende sorter.
2.3 Tidligere fund af flyvehavre
Det søges oplyst, om fremavlsmarken før markbesigtigelsen er gennemgået for forekomst af flyvehavre, og om der ved gennemgangen er fjernet flyvehavreplanter og i givet fald disses antal og placering. Hvorvidt de fjernede flyvehavreplanter skal tages i betragtning ved kontrollørens indstilling om godkendelse/kassation fremgår af pkt. 4.3.1.
2.6 Kemisk bekæmpelse af flyvehavre
Kemisk bekæmpelse af flyvehavre er kassationsgrund (se dog pkt. 4.3.4), og avleren må derfor over for kontrolløren bekræfte, at der ikke er udført kemisk bekæmpelse af flyvehavre på fremavlsarealet.
2.7 Arealernes afstandsisolering
1. For fremavlsmarker af rug skal afstanden til andre marker med rug, der ikke er tilsået med certificeret rug af samme sort, mindst være
300 m ved avl af præ-basissæd og basissæd
250 m ved avl af certificeret sædekorn.
2. For fremavlsmarker af triticale skal afstanden til andre marker med triticale, der ikke er tilsået med certificeret sædekorn af samme sort, mindst være
50 m ved avl af præ-basissæd og basissæd
20 m ved avl af certificeret sædekorn.
Statsfrøkontrollen kan dispensere fra ovennævnte krav til afstandsisolation, hvis terrænforholdene eller andre særlige forhold må formodes at yde tilstrækkelig beskyttelse mod uønsket bestøvning. Hvis ovennævnte afstandskrav ikke er overholdt, indtegnes nabomarkens afstand fra og dens geografiske placering i forhold til fremavlsmarken på en skitse, og fremavlen må kun indstilles til godkendelse efter aftale med statsfrøkontrollen.
3. For fremavlsmarker med byg, havre og hvede er der ingen afstandskrav, men støder fremavlsmarken op til andre arealer med korn, skal skellet være klart markeret (hegn, dige, afstand tilvejebragt ved lukning af såtragte m.v.).
3. Bedømmelse af afgrødens tilstand
Fremavlsmarken undersøges for: Sortsægthed og sortsrenhed, indhold af anden kornart, forekomst af flyvehavre, forekomst af andre ukrudtsarter, hvis frø er svære at frarense, samt forekomst af frøbårne sygdomme.
3.1 Sortsægthed og sortsrenhed
Udsædspartiernes sortsrenhed og ægthed undersøges i statsfrøkontrollens kontrolmark og for byg tillige i laboratoriet. Da sortsurenheder imidlertid kan skyldes andet end udsæden, skal kontrolløren ved markbesigtigelsen undersøge, hvorvidt fremavlen som helhed består af den opgivne sort. Dette kan dog i mange tilfælde på grund af manglende konkrete sortskarakterer og sammenligningsgrundlag være vanskeligt at fastslå med sikkerhed.
Såfremt der ved besigtigelsen kan konstateres iblanding af anden sort eller afvigende type, søges omfanget af iblandingen fastslået. Dette gøres ved, at antallet af planter af anden sort og/eller type optælles på udsnit forskellige steder i marken. Der foretages een optælling pr. ha, dog højst 10 pr. mark.
Er kontrolløren i tvivl om, hvorvidt de afvigende planter er af anden sort, skal disse indsendes til bedømmelse på statsfrøkontrollen. Til sammenligning sendes nogle planter af den normale bestand i marken.
En betingelser for, at fremavlen må indstille stil godkendelse, er, at forekomsten af anden sort ved den afsluttende besigtigelse ikke overskrider nedennævnte grænser
Højst tilladte forekomst af anden sort pr. 10 m2 i: Avlskategori, (udsædskaterori) Byg, havre, hvede Triticale Præ-basis, (F-materiale) 3 planter 9 planter Basis, (Præ-basis) 3 planter 9 planter C1, (Basis) 3 planter 9 planter C2, (C1) 9 planter 30 planter
I rug må planter, som uden tvivl ikke er sortsægte, ikke overstige
1 pr. 30 m2 ved avl af præ-basissæd og basissæd
1 pr. 10 m2 ved avl af certificeret sædekorn.
3.2 Anden kornart
Iblanding af anden kornart kan hidrøre fra såvel udsæden som fra forfrugten. Afgørelsen af, hvordan iblandingen er sket, kan som regel træffes på grundlag af de pågældende planters placering i forhold til sårækken.
Hidrører iblandingen fra udsæden, vil planterne af den iblandede art som regel findes i sårækken. Hidrører iblandingen fra forfrugten, vil de artsfremmede planter være at finde såvel i som uden for sårækken.
Omfanget af iblandingen konstateres ved optælling på en passende arealenhed, f.eks. 25, 50 eller 100 m2 forskellige steder i marken.
Resultatet af optællingen noteres og ligeledes noteres, om iblandingen skønnes at stamme fra udsæden eller anden forurening.
En betingelse for, at fremavlen må indstilles til godkendelse, er, at forekomsten af anden kornart ved den afsluttende besigtigelse ikke overskrider nedennævnte grænser
Avlskategori, Højst tilladte forekomst af (udsædskategori) anden kornart pr. 50 m2 Præ-basis, (F-materiale) 0 = Marken skal være fri for Basis, (Præ-basis) planter af anden kornart C1, (Basis) 2 planter i alt, heraf højst 1 af særlig iblanding C2, (C1) 4 planter i alt, heraf højst 2 af særlig iblanding
Ved særlig iblanding forstås: Vårbyg i havre, havre i vårbyg, hvede i rug, rug i hvede og rug og/eller hvede i vinterbyg. For triticale regnes der ikke med særlig iblanding.
3.3 Flyvehavre i fremavlsmarken
Ved markbesigtigelsen skal kontrolløren i højeste grad have opmærksomheden rettet mod en eventuel forekomst af flyvehavre, og det er for denne undersøgelse særligt påkrævet, at besigtigelsen sker snarest muligt efter flyvehavrens skridning, og før eventuel lejesæd indtræder.
Antal flyvehavreplanter pr. arealenhed optælles, og fordelingen af flyvehavrebestanden noteres på en skitse. Det er af afgørende betydning at få oplyst, hvorvidt det drejer sig om enkeltplanter fordelt over større eller mindre dele af arealet, om disse forekommer i eller uden for sårækken, eller om flyvehavren optræder i kolonier. Kolonier indtegnes på skitsen med angivelse af antal flyvehavreplanter pr. koloni samt målene for koloniernes udbredelse.
Er fremavlsarealet fordelt på flere marker, og der findes flyvehavre i en af disse, må besigtigelsen af de øvrige marker aldrig undlades.
Fund af flyvehavre skal altid meddeles avleren og avlsfirmaet skriftligt på en inspektionsmeddelelse som nævnt under pkt. 1.4.
Betingelser for indstilling om godkendelse af fremavlen i forbindelse med fund af flyvehavre fremgår af afsnit 4.
3.4 Andre ukrudtsarter
Der gøres notater om forekomst og udbredelse af ukrudtsarter, hvis frø vanskeligt lader sig frarense den pågældende kornart.
3.5 Fremavlens tilstand
Det vil ofte være hensigtsmæssigt at gøre visse notater vedrørende fremavlens almene tilstand med hensyn til ensartethed, udviklingstrin ved markbesigtigelsen, forventet udbytte og andre for fremavlen relevante forhold.
Lejesæd angives ved en karakterskala 0-10, hvor 0 betyder, at planterne er helt opretstående, og 10, at de er helt i leje. Denne skala kombineres med en procentangivelse, således at karakteren 20/8 betyder, at der i 20 pct. af marken er stærk lejesæd, medens 40/2 betyder, at der i 40 pct. af marken er svag lejetilbøjelighed.
4. Særlige bestemmelser vedrørende flyvehavre
Hvor der i dette afsnit er omtalt flyvehavreplanter fundet ved markbesigtigelsen, skal den autoriserede kontrollør medregne fund rapporteret af statsfrøkontrollens efterkontrollør. Dette gælder, hvad enten efterkontrolbesigtigelsen har fundet sted før eller efter besigtigelsen foretaget af den autoriserede kontrollør.
4.1 Betingelser fælles for alle arter
1. Der må ikke være foretaget kemisk bekæmpelse af flyvehavre på fremavlsarealet. Se dog pkt. 4.3.4.
2. Marken skal ved kontrollørens afsluttende besigtigelse være fundet fri for flyvehavre.
3. Der skal såvel ved den første besigtigelse som ved den afsluttende besigtigelse have jværet de bedst mulige betingelser for konstatering af flyvehavre, hvorved forstås
at første besigtigelse fandt sted umiddelbart efter flyvehavrens skridning,
at der ved besigtigelserne ikke forekom lejesæd i marken.
4. Afgrøden på et fraskåret areal skal høstes, efter at afgrøden på den øvrige del af marken er høstet, og skal holdes adskilt fra den avl, der søges godkendt. Fraskæring skal foretages med grønthøster eller lignende. Fraskæring i byg- og hvedemarker kan erstattes af en høstkontrol. Se pkt. 5.
5. Hvis der er afluget flyvehavreplanter inden besigtigelsen, skal antallet af disse opgives til markkontrolløren.
4.2 Rug, triticale og havre
1. Der må ikke være afluget flyvehavreplanter i marken før besigtigelsen.
2. Marken skal ved besigtigelsen findes fri for flyvehavre. Se dog pkt. 4.2.1.
4.2.1 Betingelser for godkendelse af en mark, hvor der ved 1. besigtigelse blev fundet een enkelt flyvehavreplante
1. Flyvehavreplanten skal være placeret således, at der kan foretages en betryggende fraskæring. Kontrolløren afgør ved den første besigtigelse, hvilket areal der skal fraskæres.
2. Ved den afsluttende besigtigelse skal kontrolløren konstatere, om den aftalte fraskæring er foretaget.
3. Fraskæringen samt marken som helhed skal efterkontrolleres af en af statsfrøkontrollens medarbejdere.
4. Firmaet, der har anmeldt avlen, skal inden for en uge efter 1. besigtigelse skriftligt meddele statsfrøkontrollen, at avlen ønskes søgt godkendt efter ovenstående.
4.3 Byg og hvede
4.3.1 Betingelser for godkendelse af marker, hvor der er afluget flyvehavre før 1. besigtigelse
Hvis der er afluget flyvehavreplanter i fremavlen før besigtigelsen, skal antallet oplyses over for kontrolløren. Statsfrøkontrollen vil ikke ved sin bedømmelse af avlen tage sådanne aflugede flyvehavreplanter i betragtning, medmindre det aflugede antal er opgivet til mere end een pr. ha. I sidstnævnte tilfælde skal 1. besigtigelse altid følges op med en afsluttende besigtigelse. Ved denne skal marken konstateres at være fri for flyvehavre.
4.3.2 Betingelser for godkendelse af en mark, hvor den ved 1. besigtigelse konstaterede forekomst af flyvehavre (spredt forekommende eller samlet i en eller flere kolonier) ikke har oversteget een plante pr. ha
1. Ved inspektionsmeddelelsen gives der forskrifter til avleren om, at de konstaterede forekomster af flyvehavreplanter skal være afluget inden den afsluttende besigtigelse.
2. Ved den afsluttende besigtigelse må der ikke være fundet flyvehavreplanter i marken.
4.3.3 Betingelser for godkendelse af marker, hvor den ved 1. besigtigelse konstaterede forekomst af flyvehavre har oversteget een plante pr. ha
1. Hvis forekomsten af flyvehavre kun i en mindre del af arealet har oversteget een plante pr. ha, og dette areal på tilfredsstillende måde afgrænses fra den øvrige del af fremavlsarealet ved en fraskæring, kan resten af arealet godkendes efter pkt. 4.3.2.
2. Der må kun foretages een fraskæring. Denne skal afgrænses af et skår med grønthøster og mindst 2 af markens sider.
3. Ved den afsluttende besigtigelse skal fraskæringen være foretaget, og der må ikke findes flyvehavre i det areal, der søges godkendt.
4. I stedet for den under 1. og 2. nævnte fraskæring kan der kræves foretaget en høstkontrol efter pkt. 5.
4.3.4 Betingelser for godkendelse af marker, hvor der på en mindre sammenhængende del ved randsprøjtning er foretaget kemisk bekæmpelse af flyvehavre
1. Der skal gennemføres mindst to besigtigelser af arealet, og afstanden i tid mellem de to besigtigelser skal være mindst 1 uge.
2. Hverken ved første eller ved anden besigtigelse må der være konstateret forekomst af flyvehavre i det areal, der søges godkendt.
3. Det skal ved høstkontrol konstateres, at det areal, hvor der er foretaget kemisk bekæmpelse af flyvehavre samt et 10 m bredt bælte stødende op til dette areal, står tilbage, medens den øvrige del af fremavlsarealet er høstet og avlen fjernet fra arealet.
4. Firmaet, der har anmeldt avlen, skal inden for 1 uge efter 1. besigtigelse skriftligt meddele statsfrøkontrollen, at avlen ønskes søgt godkendt efter ovenstående.
5. Høstkontrol
Kontrolløren kan hvor det skønnes formålstjenligt aftale med avler og firma, at der i stedet for en fraskæring og kontrol af denne gennemføres en høstkontrol. Ved inspektionsmeddelelsen skal det klart præciseres.
at kontrolløren skal tilkaldes, når det ikke inficerede areal er høstet,
at høsten af det flyvehavreinficerede areal ikke må påbegyndes, før kontrolløren har foretaget besigtigelsen.
Før arealet indstilles til godkendelse, skal kontrolløren have konstateret, at det areal, der skulle have været fraskåret, står tilbage efter høst af det areal, der søges godkendt.
Resultatet af høstkontrollen indberettes til statsfrøkontrollen på indberetningsskemaet om markbesigtigelse. Hvis høstkontrollen først finder sted efter udløbet af tidsfristen for indsendelse af indberetning om markbesigtigelse, tilbageholdes indberetningen, indtil høstkontrollen er foretaget. Indberetningen indsendes derefter snarest muligt.
Ingen