Legislator Case Law & Legislation
C19871309509 DK

Cirkulære om afholdelse af dyrskuer

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Cirkulære (1 sp) 1987 13095 Historic

Cirkulære om afholdelse af dyrskuer

1. Dyrskuer - hvorved i dette cirkulære forstås såvel lokalskuer som fællesskuer og udstillinger af klovbærende husdyr, heste samt kaniner - vil indtil videre kunne afholdes på de nedenfor angivne betingelser, idet man dog forbeholder sig senere at påbyde strengere bestemmelser inden for en landsdel eller et amt - eventuelt med kort varsel forbyde skuerne - såfremt optræden af ondartede sygdomme skulle nødvendiggøre dette.

a. Meddelelse om afholdelse af dyrskue skal senest 3 uger forinden hvert enkelt skues afholdelse være indgivet til politimesteren i den politikreds og kredsdyrlægen i det amt, hvor dyrskuet agtes afholdt. Meddelelsen skal indeholde oplysninger om tid for skuets afholdelse, pladsens beliggenhed, forventet tilførsel af dyr (art og antal) samt om, hvilken dyrlæge der skal føre tilsyn med skuet. I kommuner, hvor der findes en embedsdyrlæge autoriseret i medfør af § 3, stk. 1, i lov nr. 197 af 7. maj 1948 om markeder m.v. for heste og kreaturer, skal denne dyrlæge føre tilsyn.

b. Klovbærende dyr må ikke tilføres et dyrskue fra besætninger, der inden for et tidsrum af 2 måneder før skuets afholdelse har stået under offentligt tilsyn på grund af ondartede smitsomme sygdomme, eller fra ejendomme beliggende inden for områder, der er afspærrede på grund af ondartede smitsomme sygdomme, eller fra besætninger, der henstår under tilsyn (har fået meddelt tilhold) i anledning af smittefarligt samkvem.

Klovbærende dyr skal endvidere have opholdt sig i Danmark siden fødslen eller mindst 90 dage før skuets afholdelse, heri er ikke medregnet eventuelt ophold i en veterinærdirektoratet godkendt importkarantæne.

Kvæg skal yderligere ledsages af en gyldig attest om IBR-frihed i henhold til gældende bekendtgørelse om IBR-infektioner.

Svin skal yderligere ledsages af en attest, udstedt på en af veterinærdirektoratet godkendt formular, hvoraf fremgår, at svinene stammer fra en besætning, der i henhold til bekendtgørelse om Aujeszky's sygdom kan anses for værende fri for denne sygdom.

Får skal yderligere stamme fra besætninger, som har status som maedifri i henhold til det frivillige Maedi Visna Sundhedsprogram. Såfremt der på ejendommen tillige findes geder, gælder bestemmelserne vedrørende får også for disse.

Får og lam skal desuden være ledsaget af dyrlæge- eller ejererklæring, hvoraf det fremgår, at dyrene inden for den sidste uge før tilførslen har været behandlet mod skab med et godkendt lægemiddel.

Geder skal yderligere stamme fra besætninger, der er blodprøvet for maedi med negativt resultat. Den seneste prøve skal være udtaget inden for et tidsrum af højst 16 måneder før skuets afholdelse.

Hjorte skal yderligere ledsages af en dyrlægeattest, hvoraf fremgår, at dyret ved en blodprøve, der er udtaget tidligst 3 måneder før attestens udstedelse, ikke har vist reaktion mod IBR, at det fra udtagelsen af denne blodprøve og indtil flytningen fra ejendommen har været isoleret fra besætningens øvrige dyr og at det ved en blodprøve, der er udtaget mindst 14 dage efter dets isolering og tidligst 21 dage før attestens udstedelse stadig ikke har vist reaktion mod IBR.

c. Kaniner skal ledsages af en ejererklæring udstedt på en af Veterinærdirektoratet godkendt formular, hvoraf det fremgår, at kaninen(erne) har været i ejerens besiddelse i mindst 3 måneder eller siden fødslen, at kaninen(erne) og bestanden, hvorfra den(de) stammer, er behandlet med et ektoparasitært middel 2 gange med 10 dages mellemrum inden for de sidste 30 dage, at kaninen(erne) og bestanden, hvorfra den(de) stammer, er uden følgende sygdomssymptomer: betændelse i øjnene og tyndt slimet eller betændt næseflåd, og/eller væskefyldte hævelser, der især er lokaliseret til hovedet og kønsorganerne, at der i bestanden, hvorfra kaninen(erne) stammer, ikke har været konstateret myxomatose de seneste 6 måneder, og at transportkasser, der anvendes, er nye eller rengjort og desinficerede.

Udstilleren indestår ved sin underskrift på tilmeldingsblanketten til dyrskuet for, at de tilførte dyr opfylder ovennævnte bestemmelser.

d. Dyrlægen skal foretage undersøgelse af de tilførte dyr straks ved ankomsten og skal - hvor der er krav om, at dyr ledsages af en attest - sikre sig, at at attesten vedrører det pågældende dyr. Hvert enkelt dyr skal passere dyrlægen, der skal være opmærksom på dyrets velbefindende og bevægelsesevne og derved skaffe sig et indtryk af dyrets almindelige sundhedstilstand. Dyrlægen skal have opmærksomheden henvendt på symptomer på smitsomme sygdomme. Dyr med forstyrret almenbefindende,haltende og savlende dyr, skal underkastes en nøjere undersøgelse og eventuelt afvises.

e. Det påhviler dyrskueledelsen skriftligt at underrette hver enkelt udstiller om de foran under b., c. og d. anførte betingelser og om,

at udstilleren, forinden han sender dyr til skuet, skal tilkalde en dyrlæge, såfremt noget dyr i besætningen, selvom det pågældende dyr ikke skal udstilles, viser ophørt ædelyst, feber, savlen, ømmelig gang eller andre sygdomstegn, der kan vække mistanke om ondartede smitsomme sygdomme, og at sådanne dyr overhovedet ikke må fremstilles på dyrskuer eller afkomsskuer,

at udstilleren, såfremt der måtte blive konstateret ondartede smitsomme sygdomme i hans besætning, efter at der er bortført dyr til et dyrskue, uopholdelig skal meddele dette til kredsdyrlægen (veterinærdirektoratet),

at køer og kvier, der har kastet indenfor de sidste 14 dage inden skuet, ikke må tilføres dette,

at udstillerne uopholdelig skal anmelde ethvert sygdomstilfælde (herunder også ophørt ædelyst) hos de fremstillede dyr til den ved skuet tilsynsførende dyrlæge og,

at intet dyr må fjernes fra skuet inden dettes afslutning, medmindre grunden hertil er meddelt den tilsynsførende dyrlæge, og dyret er undersøgt af denne.

f. For det tilfælde, at der på et dyrskue måtte forekomme udbrud af ondartede smitsomme sygdomme, skal der være truffet foranstaltninger til straks at kunne afspærre den pågældende del af dyrskuepladsen og til at foretage desinfektion. Kredsdyrlægen (veterinærdirektoratet) skal altid omgående underrettes om sådanne udbrud. I en sådan situation må intet dyr fjernes fra dyrskuepladsen uden veterinærdirektoratets tilladelse. Under sådanne forhold er veterinærdirektoratet bemyndiget til at påbyde de nødvendige forholdsregler til hindringer af smittens udbredelse.

2. Tyre, som er opstaldet på en tyrestation, og som tilføres et dyrskue, betragtes som værende afgået fra tyrestationen.

3. På skuer, hvor der er udstilling af såvel får som geder, skal det ske på betingelse af

a. at får og geder ikke opstaldes under samme tag, og

b. at afstanden imellem opstaldede får og geder er mindst 25 meter.

4. Det vil blive politiet pålagt ved dyrskuer at påse

a. at dyrskuepladsen i de sidste 8 dage før skuets afholdelse ikke bliver benyttet til græsning for klovbærende dyr eller som opholdssted for sådanne,

b. at dyrskuepladsen indhegnes inden dyrenes ankomst,

c. at tilførsel af dyr kun finder sted gennem een indgang, medmindre der på grund af skuets omfang er antaget flere tilsynsførende dyrlæger,

d. at undersøgelsen finder sted i nogen afstand mindst ca. 200 m fra indgangen til dyrskuepladsen, medmindre kredsdyrlægen under hensyn til særlige lokale forhold har meddelt dispensation fra denne bestemmelse. Undersøgelse på selve dyrskuepladsen kan dog ikke tillades. Det skal forhindres, at dyrene forinden eftersynet samles i flokke på undersøgelsesstedet og,

e. at der er tilvejebragt midler (pæle og reb) til afspærring af inficerede båse eller dele af dyrskuepladsen samt truffet foranstaltninger til eventuel desinfektion.

5. Der tilkommer den tilsynsførende dyrlæge betaling som fastsat i cirkulære nr. 64 af 15. marts 1962 vedrørende betaling for offentlige forretninger, med senere ændringer, jfr. cirkulære af 9. december 1968 om indberetning om og betaling for tilsyn med markeder og dyrskuer, samt cirkulære nr. 262 af 19. december 1974 om betaling for indsyning m.v. af dyr, der tilføres markeder m.v., med senere ændringer.

6. Afkomsskuer kan afholdes på betingelser angivet i nærværende cirkulære. Det påhviler skuets ledelse skriftligt at underrette hver enkelt udstiller om disse betingelser.

7. Cirkulære af 21. februar 1986 om afholdelse af dyrskuer ophæves.

Landbrugsministeriet, den 11. februar 1987

P.M.V.

Otto Friis

/K. Ruddy Pedersen

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →