Skrivelse om anvendelse af kriminalforsorgens pensioner m.v. (* 1)
Statutory Text (1 Articles)
Skrivelse om anvendelse af kriminalforsorgens pensioner m.v. (* 1)
I tilslutning til cirkulære af d.d. om anvendelse af kriminalforsorgens pensioner, skal følgende bemærkes
A. Almindelige bemærkninger.
Ved møde i september 1984 med forstanderne for kriminalforsorgens pensioner blev det tilkendegivet, at direktoratet ville udarbejde et cirkulære vedrørende pensionsområdet.
Med henblik på en bedre udnyttelse af kriminalforsorgens pensioner fastsætter cirkulæret regler for, hvilke personer der kan optages efter pensionernes egen afgørelse, og hvilke personer der kun kan optages efter direktoratets godkendelse.
Direktoratet finder det hensigtsmæssigt, at indsatte under udgang, domfældte, der overføres i medfør af straffelovens § 49, stk. 2, og klienter under tilsyn optages i en passende blanding, og at den optagne beboergruppe ikke udelukkende består af personer med betydelige sociale og personlige vanskeligheder. Dette er i overensstemmelse med det af »Arbejdsgruppen vedrørende udnyttelse af kriminalforsorgens pensioner m.v.« foreslåede »udtyndingsprincip«. Det overlades til de enkelte pensioner at foretage denne blanding hensigtsmæssigt.
Det forventes, at der i enkeltstående tilfælde vil kunne modtages aktive stofmisbrugere, der skal nedtrappes, samt klienter i længerevarende metadonbehandling.
Ved cirkulærets ikrafttræden vil der til brug for henvisende tjenestesteder og personer, der overvejer at flytte ind på en pension, være udsendt et skriftligt materiale om de enkelte pensioners indretning, opholdsbetingelser og behandlingsmuligheder, jf. herved også bemærkningerne til § 1, stk. 4, og § 6.
Fra 1. januar 1988 ligestilles pensionen på Holsbjergvej med de øvrige pensioner m.v. Institutionen vil således ikke fremover være administrativt knyttet til Anstalten ved Herstedvester. Det betyder, at den ikke kan anvendes som frigangsinstitution, men fortsat kan modtage udstationerede fra kriminalforsorgens anstalter. Hvis pladsforholdene tillader det, vil der endvidere kunne optages klienter, som er under tilsyn af kriminalforsorgens afdelinger, og undtagelsesvis de i cirkulærets § 1, stk. 1, nr. 5, omtalte klienter.
B. Bemærkninger til de enkelte bestemmelser. Ad § 1, stk. 1
Den i bestemmelsen nr. 1-4 nævnte rækkefølge er ikke udtryk for en prioritering, jf. det ovenfor nævnte om udtynding. Udgang nævnt under nr. 2 omfatter udstationering,almindelig udgang, § 31-udgang, men ikke frigang, som kun kan finde sted fra anstalt eller arresthus. Udstationering på kriminalforsorgens pensioner m.v. kan dog være på frigangslignende vilkår. Personer, der er i frivilligt tilsyn, anses omfattet af nr. 5, om hvilken gruppe det gælder, at direktoratet træffer afgørelse om optagelse (§ 1, stk. 3). Derimod er børn, der optages på pensionerne sammen med forældrene ikke omfattet af nr. 5, og optagelse kan således ske uden direktoratets godkendelse.
Ad § 1, stk. 2
Hovedreglen er, at pensionerne træffer afgørelse om optagelse. Hvis der er uenighed mellem pension og henvisende tjenestested om optagelse af en person, forelægges sagen for direktoratet (for 2. kontor for så vidt der er tale om indsatte, der skal på udgang eller om overførsler i medfør af straffelovens § 49, stk. 2, og for 5. kontor i øvrige sager). Der er her tale om regelfastsættelse af gældende praksis.
Ad § 1, stk. 3
Direktoratet (2. kontor) træffer fortsat afgørelse om optagelse af domsfældte, der er omfattet af straffelovens § 49, stk. 2, i sager vedrørende udstationering af langtidsindsatte og i sager, hvor udstationeringsperioden strækker sig udover 3 måneder, jf. udgangscirkulærets § 6, stk. 4, og § 21, stk. 2.
Endvidere træffer direktoratet (5. kontor) afgørelse i sager om optagelse af personer, der ikke er under tilsyn, og om disse personers fortsatte ophold på pensionerne, jf. § 1, stk. 1, nr. 5, og § 2.
Det bemærkes, at ordningen, hvorefter ungdomspensionen Skejby kan optage såkaldte »- klienter«, opretholdes.
Ad § 1, stk. 4
I det skriftlige materiale vedrørende de enkelte pensioner vil det være meddelt, hvor der kan modtages akuthenviste, og hvor mange pladser, der er til rådighed for denne gruppe. En akutplads kan kun optages af samme person i 8 dage, hvorfor spørgsmålet om ophold udover de 8 dage for så vidt angår personer, der er omfattet af § 1, stk. 1, nr. 5, afgøres af direktoratet (5. kontor). Direktoratet vil fremover følge anvendelsen af pensionernes akutpladser.
Ad § 2
Bestemmelsen vedrører først og fremmest optagne beboere, der udgår af tilsyn under opholdet, men forinden andet opholdssted er tilvejebragt. Reglen kan også vedrøre udstationerede, der løslades uden vilkår uden tilsyn, mens de bor på pensionen. Som nævnt ovenfor skal spørgsmålet om fortsat ophold udover 1 måned, efter at grundlaget for ophold er bortfaldet, forelægges for direktoratet (5. kontor).
Ad § 3, stk. 1
Der er med denne bestemmelse ikke tilsigtet nogen ændring i praksis i samarbejdet mellem pensionerne og øvrige tjenestesteder. De gældende principper for delegation af sager og registrering af beboere på pensionerne opretholdes. Om henvisningen til samarbejde mellem pensionerne og socialforvaltninger vedrørende beboere, der er omfattet af § 1, stk. 1, nr. 5, bemærkes særligt, at der skal sikres opholdsbetaling for den del af gruppen, der oppebærer bistandshjælp.
Ad § 3, stk. 2
Den forsorgsmæssige bistand til akutanbragte skal fortsat varetages af henvisende tjenestested. Det vil navnlig være afdelingens opgave at sikre andet opholdssted til den anbragte inden forløbet af 8 dage fra anbringelsen.
Ad § 4
Pensionerne har pligt til, på almindelige journalark, at føre journal for alle beboere, herunder beboere omfattet af § 1, stk. 1, nr. 5, og akutanbragte.
Ad § 6
De af pensionerne udarbejdede husordener og de nævnte institutionsbeskrivelser, der er godkendt af direktoratet, indeholder bl.a. følgende afsnit: 1. beskrivelse af pensionens optagelsesprocedure, 2. oplysning om betaling for ophold og eventuel kost, 3. oplysning om forhold, der kan føre til bortvisning, og eventuelle andre følger af overtrædelse af opholdsbetingelserne, 4. oplysning om optagne beboeres adgang til at klage til direktoratet over pensionens afgørelser, 5. oplysning om pensionens regler for arbejde, dagens tidsmæssige forløb, beboernes pligter vedrørende deltagelse i fællesaktiviteter m.v., og 6. beboeres adgang til at have husdyr på pensionen.
Det under 1 - 6 nævnte er ikke udtømmende, og de enkelte pensioner kan anføre andre for den enkelte pension relevante forhold.
På nogle pensioner er der på grund af særlige forhold supplerende regler, som ikke er optaget i husorden eller institutionsbeskrivelse. Disse regler skal, for så vidt de indeholder bestemmelser, der kan føre til bortvisning, være godkendt af direktoratet.
Med hensyn til optagelsesproceduren bemærkes særligt, at det ikke er ønsket at gribe afgørende ind i den måde, hvorpå pensionerne optager klienter, medmindre der er forsinkende led. Allerede optagne klienters deltagelse i optagelsesproceduren er således ikke udelukket, såfremt denne deltagelse ikke forsinker optagelsen unødigt.
Personer under tilsyn, indsatte og andre, der henvises til kriminalforsorgens pensioner, skal have mulighed for at gøre sig bekendt med de enkelte pensioners indretning og betingelserne for opholdet forinden optagelse. Forinden eller umiddelbart efter optagelse skal pågældende have udleveret en husorden og eventuelle supplerende regler.
Ad § 7
Bestemmelsen indeholder hjemmelen for og beskrivelse af fremgangsmåden i forbindelse med bortvisning af beboere.
Ad § 7, stk. 2
Pensionens leder kan bemyndige vagthavende medarbejder til at træffe afgørelse om bortvisning. Bestemmelsen hindrer ikke, at bortvisning i ganske særlige tilfælde kan ske umiddelbart. Sker en bortvisning med så kort varsel, at fremgangsmåden i bestemmelsen (stk. 2 - 6) ikke kan følges, skal den medarbejder, der foretager bortvisningen, straks efter det foretagne udfærdige et notat med nøje beskrivelse af bortvisningsgrundlaget og den trufne afgørelse (se også § 7, stk. 5).
Ad § 7, stk. 3
Pensionens leder afgør efterfølgende, om sagen skal belyses gennem indhentelse af yderligere oplysninger, eventuelt gennem afhøring.
Ad § 7, stk. 5
Som ovenfor nævnt skal beboeres adgang til at klage til direktoratet over pensionens afgørelser endvidere fremgå af husordenen.
Ad § 7, stk. 7
Med hensyn til udstationerede og domfældte, der er overført i medfør af straffelovens § 49, stk. 2, skal de særlige regler om tilbageførsel i henholdsvis udgangscirkulæret og § 49, stk. 2-cirkulæret følges.
Ad § 8
Forinden anbringelse af indsatte under udgang skal det være aftalt mellem anstalt (arresthus) og pension, hvordan den indsattes penge skal administreres.
Ad § 9
Ved cirkulærets ikrafttræden vil direktoratet have fastsat opholdstaksten for de enkelte pensioner, og beløbet være nævnt i pensionsbeskrivelserne.
Overgangsbestemmelse vedrørende allerede optagne beboere,
der er omfattet af § 1, stk. 1, nr. 5.
Allerede optagne beboere, der ved cirkulærets ikrafttræden vil være omfattet af § 1, stk. 1, nr. 5, kan forblive på pensionen i indtil 6 måneder efter ikrafttrædelsesdatoen.Er opholdet ikke bragt til ophør på dette tidspunkt, skal sagen forelægges direktoratet (5. kontor), som vil træffe afgørelse om fortsat ophold.
Direktoratets skrivelse af 21. juli 1971 om pensionen på Holsbjergvej og skrivelse af 10. januar 1973 om pensionsprisen på Holsbjergvej ophæves.
E.B.
Annette Esdorf
Til kriminalforsorgens anstalter, afdelinger, pensioner m.v. samt arrestinspektørerne.