Retningslinier for Eftersyn af brandfarlige bygninger m.v.
Statutory Text (1 Articles)
Retningslinier for Eftersyn af brandfarlige bygninger m.v.
1. Generelt
1.1 Som grundlag anvendes de difinitioner m.v., der er indeholdt i a) anordning af 15. december 1920 om opbevaring af de i lov om sprængstoffer af 7. april 1899, § 9, omhandlede krudtsorter og genstande, jfr. bekendtgørelse af 13. april 1970 om ændring af anordning om opbevaring af »sortkrudt« m.v., b) bekendtgørelse nr. 305 af 30. september 1944 om opbevaring af transportable beholdere med sammentrykkede, fordråbede eller under tryk opløste luftarter, c) kap. 6.18.1 i bygningsreglement 1982, d) bekendtgørelse nr. 29 af 21. januar 1977 om brandværnsforanstaltninger i hoteller m.v., forsamlingslokaler, skoler, daginstitutioner, butikker og selskabshuse med tilhørende driftsmæssige forskrifter, e) bekendtgørelse nr. 522 af 17. oktober 1978 om sprøjtemaling og lakering med brandfarlige væsker med tilhørende tekniske forskrifter, f) bekendtgørelse nr. 523 af 17. oktober 1978 om træbearbejdning og træoplag med tilhørende tekniske forskrifter, g) bekendtgørelse nr. 76 af 23. februar 1981 om plast med tilhørende tekniske forskrifter, h) bekendtgørelse nr. 77 af 23. februar 1981 om korn- og foderstofvirksomheder med tilhørende tekniske forskrifter, i) bekendtgørelse nr. 613 af 3. december 1982 om visse brandfarlige virksomheder og oplag med ændringsbekendtgørelse nr. 37 af 6. februar 1984 og med tilhørende tekniske forskrifter, j) bekendtgørelse nr. 614 af 3. december 1982 om brandværnsforanstaltninger ved fremstilling og oplagring af mel med tilhørende tekniske forskrifter, k) bekendtgørelse nr. 160 af 26. april 1985 om F-gas med tilhørende tekniske forskrifter og l) bekendtgørelse nr. 161 af 26. april 1985 om brandfarlige væsker med tilhørende tekniske forskrifter. 1.2 I kommuner med brand- eller beredskabskommission foretages eftersynet af brandinspektøren eller af en anden kvalificeret person efter brand- eller beredskabskommissionens afgørelse. I kommuner uden brand- eller beredskabskommission foretages eftersynet af en kvalificeret person efter politimesterens afgørelse. Ved »kvalificeret person« forstås i denne forbindelse en person, som har erfaringer i at foretage eftersyn af den heromhandlede art, eller som har en brand- eller byggeteknisk uddannelse. 1.3 Den person, der foretager eftersynet, skal være i besiddelse af behørig legitimation, udstedt af brand- eller beredskabskommissionen, henholdsvis politimesteren. 1.4 Eftersyn skal i almindelighed foretages uanmeldt og skal finde sted, når de pågældende lokaliteter er i brug. Det skal kontrolleres, at brandfarlige virksomheder og oplag er indrettet og anvendes som tilladt, at porte og andre adgangsveje, som er nødvendige for brandvæsenets rednings- og slukningsarbejde, er passable, at krævet vandforsyning (brandhaner, branddamme m.v.) er intakt og tilgængelig for brandvæsenet, at krævet brandslukningsmateriel er vedligeholdt og på plads samt tydeligt afmærket ved skiltning, og at de i øvrigt gældende driftsmæssige forskrifter og ordensregler er overholdt. 1.5 Kommunen anskaffer til den person, der foretager eftersynet, en protokol eller et kartotek, hvori der for hver ejendom, som er omfattet af disse retningslinier, skal fremgå, hvornår der er foretaget eftersyn, om der er konstateret mangler ved eftersynene, samt hvilke forbud og pålæg, der er givet, og om disse er efterkommet. 1.6 Eftersynsterminer er angivet i kapitlerne 3-11. Hvis terminerne er fastsat til mere end 1 år, skal der dog altid - når der ved et eftersyn konstateres en væsentlig mangel - foretages eftersyn det efterfølgende år (udover det i punkt 2.5 nævnte kontroleftersyn). Eksempel - 3-årige eftersyn: Eftersyn i 1988 = ingen væsentlig mangel - næste eftersyn i 1991. Eftersyn i 1991 = væsentlig mangel - næste eftersyn i 1992. Eftersyn i 1992 = ingen væsentlig mangel - næste eftersyn i 1995. 2. Indberetning og påtale 2.1 Den person, der foretager eftersynet, skal mindst een gang om året afgive indberetning til brand- eller beredskabskommissionen (i kommuner uden brand- eller beredskabskommission politimesteren) til kontrol af, at de påbudte eftersyn har fundet sted. 2.2 Hvis der ved eftersyn i bygninger, der er omfattet af kapitel 3, konstateres særlige forhold ved indretning eller anvendelse, der skønnes at kunne medføre alvorlige bygningsskader i tilfælde af brand, bør ejeren og Fredningsstyrelsen, Amaliegade 13, 1256 København K, underrettes herom. 2.3 Hvis der ved eftersyn i bygninger, der er omfattet af kapitlerne 4-9, konstateres ændring af indretning eller anvendelse, skal forholdet indberettes til bygningsmyndigheden. 2.4 Hvis der ved eftersyn af de virksomheder og oplag, der omfattes af kapitel 10, konstateres forhold i strid med miljølovgivningen, skal der ske indberetning til miljømyndigheden. 2.5 Mangler i relation til regler om oplag af patroner m.v., driftsmæssige forskrifter, tekniske forskrifter eller betingelser i brandmyndighedens tilladelser skal skriftligt meddeles den ansvarlige leder af vedkommende virksomhed eller institution m.v. Hvis manglerne indebærer særlig risiko i tilfælde af brand, skal der nedlægges forbud mod benyttelse af de lokaliteter, der berøres af manglerne, indtil disse er afhjulpet, og dette er konstateret ved kontroleftersyn. Hvis manglerne er af mindre betydning, fastsættes en frist for manglernes afhjælpning. Undladelse af at efterkomme givne forbud og pålæg anmeldes til politiet. 3. Fredede bygninger 3.1 Der skal foretages eftersyn mindst 1 gang hvert femte år i fredede bygninger, jfr. dog punkt 1.6. 3.2 Udover det i punkt 1.4 nævnte skal det kontrolleres, at trapper er passable og ryddelige, og at kælder- og loftsrum m.v. ikke benyttes som oplagsrum for let antændelige eller brændbare effekter i et sådant omfang, at underretning efter punkt 2.2 bør finde sted. 4. Hoteller m.v. 4.1 Der skal foretages eftersyn mindst 1 gang om året i hoteller m.v. med mere end 10 sovepladser - bortset fra de i punkt 4.2 nævnte spejderhytter. 4.2 Der skal foretages eftersyn mindst 1 gang hvert tredie år i spejderhytter med mere end 10 sovepladser, jfr. dog punkt 1.6. 5. Forsamlingslokaler 5.1 Der skal foretages eftersyn mindst 1 gang om året i forsamlingslokaler for mere end 150 personer - bortset fra de i punkt 5.2 nævnte forsamlingslokaler. 5.2 Der skal foretages eftersyn mindst 1 gang hvert andet år i forsamlingslokaler for mere end 150 personer, når lokalet udelukkende benyttes med bænke eller stole, der er fastgjort til gulvet (f.eks. kirke, teater eller biograf), eller når lokalet udelukkende anvendes som kantine o.lign. for det ved den pågældende virksomhed m.v. ansatte personale, jfr. dog punkt 1.6. 6. Skoler Der skal foretages eftersyn mindst 1 gang om året i undervisningsafsnit for mere end 150 elever. 7. Daginstitutioner Der skal foretages eftersyn mindst 1 gang om året i daginstitutioner med mere end 25 sovepladser eller med opholdsrum for tilsammen mere end 150 personer. 8. Butikker 8.1 Der skal foretages eftersyn mindst 1 gang om året i butikker med et etageareal på over 2.000 kvadratmeter. 8.2 Der skal foretages eftersyn mindst 1 gang hvert andet år i butikker med et etageareal på over 600 kvadratmeter og indtil 2.000 kvadratmeter, jfr. dog punkt 1.6. 8.3 Vedrørende butikker, som forhandler patroner m.v., henvises til kapitel 11. 9. Garageanlæg Der skal foretages eftersyn mindst 1 gang hvert femte år i garageanlæg med et etageareal på over 600 kvadratmeter, jfr. dog punkt 1.6. 10. Brandfarlige virksomheder og oplag 10.1 Anvendelse og oplagring af brandfarlige væsker. 10.1.1 Der skal foretages eftersyn mindst 1 gang hvert andet år af a) virksomheder af kategori A og B, b) oplag på over 800 oplagsenheder af klasse I-1, I-2 og II-1 i emballage samt i indendørs og overjordiske tanke, c) depottankanlæg med væsker af klasse I-1, I-2 og II-1 i underjordiske tanke, d) forbrugstankanlæg med væsker af klasse I-1 i underjordiske tanke ved brandfarlige virksomheder og e) virksomheder, der sprøjtemaler og lakerer med væsker med flammepunkt på indtil 55 grader C, eller som foretager varmsprøjtning eller varmlakering, jfr. dog punkt 1.6. 10.1.2 Der skal foretages eftersyn midst 1 gang hvert femte år af oplag af væsker af klasse I-1, I-2 og II-1 i underjordiske tanke, herunder salgstankanlæg, som ikke er omfattet af punkt 10.1.1. b, og forbrugstankanlæg, som ikke er omfattet af punkterne 10.1.1 b og d, jfr. dog punkt 1.6. Vedrørende depottankanlæg med underjordiske tanke henvises til punkt 10.1.1. c. 10.2 F-gasanlæg og -oplag m.v. 10.2.1 Der skal foretages eftersyn mindst 1 gang hvert andet år af a) fyldestationer, b) anlæg med lagerkapacitet på over 200 kg ved brandfarlige virksomheder, c) oplag på over 200 kg ved brandfarlige virksomheder og d) tankstationer ved brandfarlige virksomheder, jfr. dog punkt 1.6. 10.2.2 Der skal foretages eftersyn mindst 1 gang hvert femte år af anlæg med lagerkapacitet på over 200 kg og oplag på over 200 kg samt tankstationer, som ikke er omfattet af punkt 10.2.1 b-d, jfr. dog punkt 1.6. 10.3 Oplag af trykflasker med brændbare luftarter (totalt gasvolumen over 60 kubikmeter). Der skal foretages eftersyn mindst 1 gang hvert andet år af oplag ved brandfarlige virksomheder og mindst 1 gang hvert femte år af andre oplag, jfr. dog punkt 1.6. 10.4 Andre brandfarlige virksomheder og oplag end de i punkterne 10.1-10.3 nævnte. Der skal foretages eftersyn mindst 1 gang hvert andet år af virksomheder og oplag, hvis art og størrelse svarer til de virksomheder og oplag, som er omfattet af bekendtgørelserne, der er nævnt i punkterne 1.1 f-j, jfr. dog punkt 1.6. 11. Oplag af patroner m.v. 11.1 Der skal foretages eftersyn mindst 1 gang hvert tredie år af oplag af sortkrudt, håndvåbenammunition og fænghætter hertil samt i butikker med et etageareal på indtil 600 kvadratmeter, som forhandler sådanne genstande, jfr. dog punkt 1.6. 11.2 Butikker med et etageareal på over 600 kvadratmeter, som forhandler sortkrudt, håndvåbenammunition og fænghætter hertil, er omfattet af punkterne 8.1 og 8.2.