Meddelelse om erstatning i henhold til retsplejelovens § 1018 a. (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Meddelelse om erstatning i henhold til retsplejelovens § 1018 a. (* 1)
Den, der har været anholdt eller varetægtsfængslet som led i en strafferetlig forfølgning, har i henhold til retsplejelovens § 1018 a krav på erstatning for den derved tilføjede skade, såfremt påtale opgives eller tiltalte frifindes.
Erstatning ydes for økonomisk skade samt for lidelse, tort, ulempe og forstyrrelse eller ødelæggelse af stilling og forhold.
Erstatning for ikke-økonomisk skade (tort m.v.) ydes efter administrativ praksis normalt med et standardmæssigt beløb, der varierer med frihedsberøvelsens varighed.
I min meddelelse nr. 3/1983 fastsatte jeg de principper, efter hvilke krav om erstatning for ikke-økonomisk skade samt advokatsalær for fremsættelse og forhandling af erstatningskrav kunne forventes imødekommet administrativt.
Ved Højesterets dom af 20. marts 1987, U 1987.338, fastslås det, at de takstmæssigt fastsatte godtgørelsesbeløb for ikke-økonomisk skade i henhold til retsplejelovens § 1018 a, stk. 1, bør reguleres under hensyn til lønudviklingen i samfundet og med udgangspunkt i reglerne i erstatningsansvarslovens § 15. På baggrund af denne højesteretsdom fastsætter jeg følgende vejledning, der træder i stedet for retningslinierne i meddelelse nr. 3/1983
1. Krav om erstatning for ikke-økonomisk skade i henhold til retsplejelovens § 1018 a vil fremtidig kunne forventes imødekommet administrativt med de i meddelelse nr. 3/1983 anførte beløb, således at der med virkning for frihedsberøvelser fra og med den 1. april 1987 sker en regulering i overensstemmelse med principperne i erstatningsansvarslovens § 15. Reguleringen foretages årligt med udgangspunkt i Justitsministeriets bekendtgørelser om regulering af erstatnings- og godtgørelsesbeløb i henhold til nævnt lov. Beløbene afrundes, således at afrundingen for frihedsberøvelser udover 1. døgn sker til nærmeste med 50 delelige kronebeløb, medens de øvrige takster afrundes med 100.
En imødekommelse af erstatningskravet med disse beløb forudsætter, at der ikke er grundlag for at antage, at den pågældende ved sit eget forhold har givet anledning til foranstaltningerne, jfr. retsplejelovens § 1018 a, stk. 3.
Under særlige omstændigheder, f.eks. på grund af sigtelsens karakter eller anvendelse af isolation, kan de nævnte retningslinier for erstatningsberegningen fraviges. Hvorvidt dette bør ske, må afhænge af en konkret vurdering af den foreliggende situation.
2. Med virkning for frihedsberøvelser, der indtræder i perioden 1. april 1987 til 31. marts 1988, anvendes på grundlag af bek. nr. 85 af 23.2.1987 følgende takstmæssige erstatningsbeløb
a. Indenfor det første døgn: 0 - 5 timer 1.200 kr. 5 - 10 timer 1.700 kr.
10 - 15 timer 2.300 kr.
mere end 15 timer 2.900 kr.
b. Mere end et døgn
2.900 kr. for det første døgn og
herudover 350 kr. for hvert påbegyndt
efterfølgende døgn.
c. Anvendelse af isolation under varetægtsfængslingen kan dog i almindelighed forventes at medføre, at erstatningsbeløbet forhøjes til 450 kr. pr. dag for den periode, hvor isolationen har været anvendt.
3. Ved ovennævnte højesteretsdom fastslås det tillige, at spørgsmålet om advokatsalær alene for arbejdet med at opgøre og fremsætte et erstatningskrav må afgøres efter retningslinierne i meddelelse nr. 3/83.
Herefter vil salærkrav for sådant arbejde, der med rimelighed har været udført på den erstatningssøgendes vegne, i almindelighed kunne forventes imødekommet.
Såfremt den pågældende advokat allerede har fået tillagt salær som beskikket forsvarer under straffesagen, og det med erstatningskravet forbundne merarbejde har været af ubetydelig karakter i forhold til det arbejde, der tidligere har været vederlagt, kan yderligere salærkrav dog ikke forventes imødekommet.
Dette gælder således normalt, hvor der efter frifindende dom alene er fremsat krav om erstatning under henvisning til de foran anførte vejledende takster.
Salæret vil blive beregnet i Rigsadvokaturen på grundlag af de af retterne efter forhandling med Advokatrådet vedtagne vejledende takster til forsvarere i straffesager. Anklagemyndigheden bør derfor i forbindelse med sin forelæggelse af sagerne om nødvendigt indhente nærmere oplysninger om det tidsforbrug, som den pågældende advokat har haft i forbindelse med sagen.
Per Lindegaard.
(* 1) Kundgjort i Meddelelser fra Rigsadvokaten. (Medd. nr. 1/87)