Cirkulæreskrivelse om ændring af Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 330 af 21. juni 1977 om køretøjers største bredde, længde, højde, vægt og akseltryk (* 1).
Statutory Text (1 Articles)
Cirkulæreskrivelse om ændring af Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 330 af 21. juni 1977 om køretøjers største bredde, længde, højde, vægt og akseltryk (* 1).
Ved bekendtgørelse nr. 255 af 1. maj 1987 er Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 330 af 21. juni 1977 om køretøjers største bredde, længde, højde, vægt og akseltryk blevet ændret. Ændringen vedrører dels reglerne om køretøjers størst tilladte dimensioner, dels reglerne om kørsel med brede køretøjer, navnlig til landbrugs- og vejarbejde.
Ændringen, der er trådt i kraft den 15. maj 1987, er bekendtgjort i Lovtidende A, hæfte nr. 34, der udkom den 14. maj 1987. Særtryk af ændringsbekendtgørelsen vil blive udsendt, så snart de foreligger.
1. Dimensioner.
Ved ændringen er der sket en forøgelse af den størst tilladte køretøjsbredde med 5 cm fra 2,50 m til 2,55 m.
Der er endvidere gennemført en forøgelse af den størst tilladte længde for vogntog. Den tilladte længde for vogntog bestående af bil og sættevogn er forøget med 50 cm fra 15,5 m til 16 m. For andre vogntog, herunder bil og påhængsvogn, er den størst tilladte længde forøget med 50 cm fra 18 m til 18,5 m.
Denne lempelse indebærer, at de danske dimensionsbestemmelser nu indeholder de tolerancefravigelser, som f.eks. tillades i Vesttyskland.
Der er ikke foretaget ændringer i den størst tilladte længde for solokøretøjer. Højdegrænsen på 4 m er ligeledes uændret.
De nye dimensionsbestemmelser finder anvendelse på både danske og udenlandske køretøjer.
Det bemærkes dog, at danske køretøjer i international trafik kun har krav på indpassage i de øvrige EF-lande, såfremt de fortsat overholder EF's eller det pågældende lands nationale dimensionsbestemmelser. EF-bestemmelserne svarer til de danske regler før den nuværende ændring.
2. Særligt om ledbusser.
En ledbus anses som et vogntog bestående af bil og sættevogn og har derfor været omfattet af den hidtidige regel, hvorefter længden af et sådant vogntog ikke må overstige 15,5 m.
Efter fast praksis gennem flere år har Justitsministeriet imidlertid efter høring af de berørte politimestre givet konkrete tilladelser til rutekørsel og turistkørsel med ledbusser, hvis længde ikke overstiger 18 m.
Som følge af de positive erfaringer med denne ordning har Justitsministeriet fundet, at der ikke er færdselssikkerhedsmæssige betænkeligheder ved generelt at tillade kørsel med 18 m lange ledbusser.
Denne regelforenkling indebærer yderligere en vis administrativ lettelse for politiet.
Såfremt de færdselssikkerhedsmæssige forhold i en politikreds nødvendiggør lokale begrænsninger med hensyn til kørsel med ledbusser, kan en eventuel regulering heraf ske ved afmærkning efter samme retningslinier som de, der gælder med hensyn til f.eks. begrænsninger af lastbilers kørsel.
3. Kørsel med brede landbrugsredskaber m.v.
Efter den hidtidige regel (§ 2) har den størst tilladte bredde på 2,5 m, nu 2,55 m, kunnet overskrides ved kørsel på vej med redskaber til landbrugs- eller vejarbejde. Denne regel er i princippet opretholdt, men der er foretaget nogle modifikationer, som er foranlediget af en række ulykker, hvor der er sket sammenstød mellem brede landbrugsredskaber og andre trafikanter.
Der stilles nu (§ 1, stk. 3) krav om, at kørsel med et køretøj, der er konstrueret med en arbejdsstilling og en transportstilling, således at udragende dele kan afmonteres eller slås ind, kun må finde sted med sådanne dele i transportstilling.
Den nye bestemmelse er udtryk for, at et køretøj ikke må være bredere end nødvendigt. Opmærksomheden henledes på, at regelen også gælder, selv om køretøjets bredde i arbejdsstilling ikke overstiger normalbredden på 2,55 m. Bestemmelsen omfatter endvidere efter sin placering i § 1 alle typer køretøjer - ikke blot redskaber til landbrugs- og vejarbejde.
Det er dog en forudsætning, at køretøjet efter sin konstruktion er indrettet med en arbejdsstilling og en transportstilling. Er dette ikke tilfældet, er der intet krav om afmontering m.v. Hvis køretøjet er indrettet med en transportstilling og en arbejdsstilling, gælder kravet om afmontering m.v. imidlertid både for køretøjer, der allerede er taget i brug, og for køretøjer, der først tages i brug efter bekendtgørelsens ikrafttræden den 15. maj 1987.
For ikke at besvære landbrugsarbejde m.v. unødigt i tilfælde, hvor kørsel på vej med udragende dele i arbejdsstilling undtagelsesvis kun vil frembyde ringe fare for andre trafikanter, er det bestemt (§ 1, stk. 4), at regelen om kørsel i transportstilling ikke finder anvendelse ved passage eller krydsning af vej eller i lignende tilfælde, hvor vej kun benyttes i ubetydeligt omfang. Bestemmelsen tillader således, at der køres på tværs af en vej under krydsning med et køretøj i arbejdsstilling. Med det anvendte ordvalg er det imidlertid tilsigtet at markere, at kørsel på vej med køretøjet i arbejdsstilling tillige er tilladt over en ganske kort strækning som f.eks. i tilfælde, hvor køretøjet skal krydse en vej, men hvor udkørselen og frakørselen på vejen ligger en smule forskudt. For ikke at umuliggøre f.eks. slåning af grøftekanter kan køretøjet endvidere benyttes i arbejdsstilling på vej, når det udfører en arbejdsfunktion.
Endelig er det ved den nye affattelse af § 2 blevet præciseret, at regelen om kørsel med brede redskaber til landbrugs- og vejarbejde omfatter både motorredskaber, arbejds- og påhængsredskaber.
P.M.V.
E.B.
Hans-Viggo Jensen
Til politiet og Statens Bilinspektion