Vejledning til danske fiskere om mærknings- og dokumentationsbestemmelser (* 1) (* 2)
Statutory Text (1 Articles)
Vejledning til danske fiskere om mærknings- og dokumentationsbestemmelser (* 1) (* 2)
Kommissionens Forordning (EØF) Nr. 1381/87 af 20. maj 1987 om fastsættelse af mærknings- og dokumentationsbestemmelser for fiskerfartøjer har givet anledning til en række forespørgsler fra fiskerierhvervet, hvorfor Fiskeriministeriet, Statens Skibstilsyn og Skibsregisteret har fundet det nødvendigt at uddybe indholdet i forordningen.
1. Havnekendingsnumre
Fiskefartøjer, der er registreret i en EF-medlemsstat, skal være påmalet havnekendingsnumre på begge sider af boven så højt over vandet som muligt. Numrene skal være påmalet med hvid farve på sort bund, og højden på bogstaver og tal skal for fartøjer med en længde på over 17 meter være mindst 45 cm. Stregtykkelsen for disse fartøjer er fastsat til mindst 6 cm. For fartøjer mellem 10 og 17 meter, er der krav om en bogstav- og talhøjde på mindst 25 cm og en stregtykkelse på mindst 4 cm.
2. Både og markeringsbøjer
Mindre både, der medføres om bord, skal være påmalet moderskibets havnekendingsnummer.
Redskabsmarkeringsbøjer skal være forsynet med havnekendingsnummer på det fartøj, hvortil redskabet eller redskaberne hører.
3. Tegninger og dokumenter
Fartøjsførerne anmodes om at sikre sig, at oplysninger om maskineffekt er anført korrekt i tilsynsbog og øvrige skibsdokumenter.
Fartøjer på 27 meter eller derover skal medføre ajourførte tegninger eller beskrivelse af alle skibets lastrum til fisk. De enkelte lasters rumfang skal være angivet i kubikmeter.
Fiskeriforeningernes skibskonsulenter kan eventuelt bistå med udformningen af tegninger eller beskrivelser.
Alle fartøjer med nedkølet havvand (CSW/RSW) i tanke skal medføre et dokument, der angiver tankenes kalibrering i kubikmeter med intervallet på 10 cm.
Ovennævnte lastrumstegninger eller -beskrivelser og dokument med angivelse af kalibrering af tanke skal certificeres af skibets ejer og efter den 18. juli 1994 af Statens Skibstilsyn. Skibe, der er taget i brug eller ændret konstruktivt efter den 1. oktober 1987, skal dog have Skibstilsynets certificering inden den 1. januar 1990.
Fremtidige ændringer i skibets installationer eller konstruktion, der ændrer forhold vedrørende ovennævnte tegninger, tabeller og dokumenter, skal påføres og certificeres af Skibstilsynet.
4. Kontrol
Alle de nævnte tegninger, tabeller og dokumenter skal medbringes om bord og forevises kontrolmyndighederne på forlangende.
København, den 26. november 1987
FISKERIMINISTERIET
STATENS SKIBSTILSYN
SKIBSREGISTRET