Retningslinier for tilskud til produktudvikling inden for turisterhvervet
Statutory Text (1 Articles)
Retningslinier for tilskud til produktudvikling inden for turisterhvervet
I. Formål.
Tilskudsordningen har til formål at fremme nytænkning og målrettet produktudvikling inden for alle grene af turisterhvervet og at skabe en hensigtmæssig baggrund for turisterhvervets udvikling.
II. Organisation og økonomi.
Til at gennemføre støtteordningens formål nedsættes en styregruppe, som træffer endelig afgørelse om støtte til indkomne ansøgninger og tager selvstændige initiativer med henblik på at fremme produktudviklingen inden for turisterhvervet.
Styregruppens opgaver, sammensætning, mødevirksomhed m.v., fastsættes af industriministeren i styregruppens forretningsorden.
Midlerne til støtteordningen tilvejebringes gennem tilskud fra Industriministeriets turistfremmemidler. Sekretariatsfunktionen varetages af Danmarks Turistråd, og de hermed forbundne udgifter afholdes af tilskuddet fra Industriministeriet.
III. Støtteform.
1. Produktudviklingsstøtten ydes som tilskud efter hjælp- til selvhjælp-princippet. Dette indebærer, at ansøgeren selv skal bære en vis del af udgifterne. Tilskuddet ydes normalt med indtil 50% af de meromkostninger, ansøgeren kan dokumentere i forbindelse med produktudviklingen. Omkostningerne opgøres uden merværdiafgift.
Generelle regler for beregning af tilskudsgrundlag fastsættes af styregruppen.
2. I specielle tilfælde og i forbindelse med initiativer, der sigter mod generelt at fremme produktudviklingen inden for dansk turisme, kan styregruppen beslutte, at samtlige udgifter afholdes af støttemidlerne.
3. Der kan ikke ydes tilskud til projekter, hvor de tilskudsberettigede omkostninger udgør mindre en 25.000 kr.
4. I det omfang de støttede projekter fører til resultater, der udnyttes kommercielt, skal tilskud tilbagebetales.
Den betingede tilbagebetaling omfatter som hovedregel kun den del af tilskuddet, der overstiger 200.000 kr. Hvor særlige omstændigheder taler herfor, kan den betingede tilbagebetalingspligt omfatte en større del eller hele tilskudsbeløbet.
Nærmere retningslinier for tilbagebetalingen fastsættes af styregruppen, der kan bestemme, at tilbagebetaling ikke skal finde sted ved visse projekttyper, hvor særlige omstændigheder taler herfor.
IV. Tilskudsmodtagere.
Støtte kan ydes til virksomheder, organisationer, enkeltpersoner og - når særlige omstændigheder taler herfor - visse offentlige institutioner. Støtte kan tillige ydes til grupper af virksomheder m.v.
V. Støtteberettigede projekter.
1. Støtte kan ydes til
- udvikling af nye turistprodukter
- videreudvikling og forbedring af eksisterende turistprodukter
- udvikling af nye kombinationer af turistprodukter
- aktiviteter, der sigter på at højne serviceniveauet inden for turisterhvervet
- aktiviteter, der sigter på generelt at forbedre grundlaget for produktudviklingen inden for turisterhvervet.
2. Det er et krav for tildeling af støtte, at tilskuddet er af væsentlig betydning for projektets gennemførelse, og at det planlagte produktudviklingsprojekt repræsenterer en vis nyhedsværdi for dansk turisme.
3. Der kan ydes støtte til alle faser i produktudviklingsarbejdet, og til aktiviteter som er nødvendige forudsætninger for en erhvervsmæssig udnyttelse af udviklingsarbejdet. Derimod ydes der ikke tilskud til aktiviteter som anlægsinvesteringer, almindelige markedsføringsforanstaltninger og drift.
4. Ved støttetildelingen tages der særligt hensyn til projekter, som sigter mod en geografisk og sæsonmæssig spredning af turismen.
5. Tilskud kan ikke ydes til projekter, hvortil der ydes støtte til projektudgifterne fra andre statslige erhvervsfremmeordninger.
VI. Ansøgning om tilskud, regnskabsaflæggelse og rapport.
1. Ansøgning om tilskud indsendes inden projektet, der ønskes tilskud til, iværksættes. Der ydes ikke tilskud til omkostninger, som ansøgeren har afholdt eller har påtaget sig at afholde, inden tilsagn om tilskud er givet.
2. En ansøgning må bl.a. indeholde oplysninger om ansøgeren, projektets formål og indhold samt en tidsplan og et budget for projektet.
3. Projekter skal gennemføres inden for tidsfrister, som fastsættes i tilskudsaftalen.
4. Tilskud udbetales enten a conto på grundlag af periodevis fremsendte opgørelser over afholdte udgifter og rapporter over arbejdets forløb eller samlet ved udviklingsarbejdets afslutning.
5. Senest 3 måneder efter det aftalte tidspunkt for projektets afslutning skal ansøgeren indsende et projektregnskab og en faglig rapport, indeholdende bl.a. en vurdering af resultaterne. Ved flerårige projekter indsendes årlige statusrapporter.
6. Styregruppen kan bestemme, at tilsagn om tilskud bortfalder helt eller delvis, og at udbetalte tilskud skal tilbagebetales, hvis
1) ansøgeren har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller fortiet oplysninger af betydning for tildelingen af tilskuddet,
2) vilkårene for tildeling af tilskuddet ikke opfyldes.
7. Styregruppen kan fastsætte nærmere bestemmelser for ansøgningernes indhold og for rapport- og regnskabsaflæggelsen.
8. Styregruppen kan inden for rammerne af det under pkt. II nævnte tilskud afholde udgifter til oplysnings- og vejledningsvirksomhed i forbindelse med denne støtteordning.
VII. Ikrafttræden.
Disse retningslinier træder i kraft den 7. oktober 1987.