Retningslinier for Civilforsvarets faglige tjeneste
Statutory Text (3 Articles)
BILAG
Eksempel på aftale om bistand fra det kommunale civilforsvar til politiet i forbindelse med uddannelse, mønstring/mobilisering og indsats af politiets CF-ordenskorps.
Mellem
kommunalbestyrelsen i (kommune) og
politimesteren i (by)
er indgået aftale om, at civilforsvarslederen yder bistand som anført nedenfor i forbindelse med den uddannelse, mønstring/mobilisering og indsats af politiets CF-ordenskorps, som det påhviler politimesteren at iværksætte.
Udgifter i forbindelse med den kommunale bistand forudsættes refunderet af staten efter de til enhver tid gældende bestemmelser for økonomisk udligning mellem stat og kommuner.
1. Fredstidsuddannelsen m.v.
Civilforsvarslederen varetager den lokale opbevaring samt vedligeholdelse og eventuel reparation af statslige beholdninger af mundering og materiel beregnet til politiets CF-ordenskorps.
Civilforsvarslederen stiller i fornødent omfang instruktører og lokale til rådighed i forbindelse med frivillig-uddannelsen af personel til CF-ordenskorpset.
2. Mønstring/mobilisering.
Personel- og køretøjsmodtagelsen ved mønstring/mobilisering af CF-ordenskorpset varetages af civilforsvarslederen efter særlig aftale.
3. Beredskabsuddannelsen.
Civilforsvarslederen stiller i fornødent omfang instruktører og lokaler til rådighed ved beredskabsuddannelsen af den del af ordenskorpsstyrken, der ikke er uddannet i fredstid. Det forudsættes, at beredskabsuddannelsen iværksættes af politimesteren umiddelbart efter, at mønstring/mobilisering af CF-ordenskorpset har fundet sted.
4. Ophold på udrykningsstationer.
Det forudsættes, at CF-ordenskorpsstyrkerne efter mobilisering tilgår udrykningsstationerne sammen med styrker fra det kommunale civilforsvar. Under opholdet på udrykningsstationerne varetager civilforsvarslederen indkvartering, forplejning og aflønning af CF-ordenskorpsstyrkerne samt tilvejebringelse af forsyninger af drivmidler m.v.
Iøvrigt deler CF-ordenskorpsets enheder lige vilkår med det kommunale civilforsvars enheder og er i denne forbindelse underlagt kommandobefalingsmanden og chefen for udrykningsstationen.
Godkendt af Godkendt af kommunalbestyrelsen, den politimesteren, den -------------------- ---------------------- (underskrift) (underskrift)
Retningslinier for Civilforsvarets faglige tjeneste
1. Indledning
Civilforsvarets fredsmæssige virke er - udover planlægning, information og uddannelse - indskrænket til udførelse af assistanceydelser samt i sjældent forekommende tilfælde af bistand i katastrofetilfælde.
Planlægning af sådanne assistance- og bistandsopgaver kan tilrettelægges og gennemføres med civilforsvarets forhåndenværende ressourcer af personel og materiel, idet der i de fleste tilfælde vil være tale om et begrænset omfang og et tidsmæssigt kort forløb.
Ved etablering af civilforsvarets beredskab i krise eller krig bliver de personel- og materielmæssige ressourcekrav af et ganske andet omfang.
Indkaldelse og opstilling af civilforsvarets mangeartede enheder samt etablering af anlæg som eksempelvis beskyttelsesrum og vandforsyningsreservoirer vil kræve anvendelse af såvel offentlige som privatøkonomiske ressourcer udover civilforsvarets egne.
Etablering af beredskabet skal kunne iværksættes og gennemføres inden for en spændingsperiodes tidsfrist og vil følgelig omfatte mange forskellige, men samtidige opgaver.
Det etablerede beredskab skal herefter holdes indsatsklart og funktionsdygtigt med henblik på øjeblikkelig anvendelse.
Beredskabet skal tillige kunne virke uanset tidspunkt på døgnet eller årstiden.
Særligt på det kommunale område er det vigtigt at gøre sig klart, hvilke opgaver der løses af det kommunale civilforsvar, og hvilke der løses af det kommunale civile beredskab. Samtidig må der i kommunen udarbejdes en klar opgavefordeling. Dette gælder navnlig for de kommuner, der har pligt til at have en udvidet hjælpetjeneste (civilforsvarslovens § 18, stk. 2).
Det kommunale civilforsvar og civile beredskab baseres som udgangspunkt på de ressourcer (personel og materiel), som findes i kommunen i fredstid. Derudover må kommunen i sin civilforsvarsplan eller i planerne for det civile beredskab tage hensyn til, at supplerende ressourcer i nødvendigt omfang tilvejebringes.
Med henblik på hurtig og rettidig gennemførelse af civilforsvarets indsats - også under længerevarende operationer - må der tilrettelægges et system, der kan tilvejebringe de ressourcer, som indsatsen kræver, på rette tid og sted.
Som fællesbetegnelse for den organisation, der planlægger og gennemfører den ovennævnte støttevirksomhed, er i det følgende brugt betegnelsen: Faglig tjeneste.
Disse retningslinier, der omfatter civilforsvarets faglige tjeneste, er baseret på en funktionsanalyse af faglig tjeneste ved det kommunale civilforsvar, politiet og civilforsvarskorpset, og er tænkt anvendt af de lokale civilforsvarsmyndigheder ved den videre planlægning inden for området.
Såvel funktionsanalysen som retningslinierne er udarbejdet af en arbejdsgruppe nedsat af Civilforsvarsstyrelsen med repræsentanter for det kommunale civilforsvar, politiet, civilforsvarskorpset og CF-regionerne.
Faglig tjeneste er i retningslinierne organisatorisk opdelt i en administrations- og personeltjeneste, en forsynings- og transporttjeneste samt en reparations- og vedligeholdelsestjeneste.
Som bilag er medtaget et eksempel på aftale om bistand fra det kommunale civilforsvar til politiet ved varetagelsen af de opgaver inden for faglig tjeneste, som påhviler politiet. Aftaleeksemplet omfatter opgaver i forbindelse med uddannelse, mønstring/mobilisering og indsats af politiets CF-ordenskorps, og er tænkt anvendt i de politikredse, hvor opgaverne ikke kan løses uden bistand fra det kommunale civilforsvar.
Retningslinierne er baseret på, at der også for faglig tjeneste gælder de almindelige planlægningsforudsætninger for beredskabets mindstemål. Det anbefales, at der regnes med
- en optrapningsperiode på 2 uger forud for et eventuelt krigsudbrud
- egentlige kamphandlinger af 1 måneds varighed
- en efterfølgende genopbygningsfase af 2 ugers varighed.
2. Administrations- og personeltjenesten
2.1 Opgave
Administrations- og personeltjenesten har til opgave
- at sørge for indkaldelse af personel og køretøjer
- at sørge for personellets forplejning samt velfærdstjeneste
- at sørge for social og lægelig bistand til personellet
- at varetage administrationen i forbindelse med tilvejebringelse af de fornødne forsyninger
- at varetage den økonomiske forvaltning
- at sørge for etablering af personelmodtagekommandoer, motorkøretøjsmodtagekommandoer og kommandoer, der skal sørge for klargøring og udlevering af forsyninger fra depot
- at koordinere faglig tjenestes samlede virksomhed iøvrigt.
2.2. Beredskabsmæssig planlægning
De nævnte opgaver, som varetages ved beredskabsforøgelse, er stort set en videreførelse af de administrative funktioner (personelforvaltning m.v.), der udføres til daglig. Der bør derfor til tjenesten udpeges personel, som i forvejen er beskæftiget med administrativt arbejde, således at den eksisterende forvaltningsorganisation ved beredskabsforøgelsen kan videreføres som en administrations- og personeltjeneste.
De eksisterende beredskabsplaner bør indeholde dels instrukser for tjenestens virksomhed, dels detaljerede instrukser klar til udlevering til de enkelte enheder, herunder motorkøretøjsmodtagekommandoer, personelmodtagekommandoer, udleveringskommandoer, reparations- og erstatningstjeneste m.v.
Det må tages i betragtning, at tjenesten skal varetage mobiliseringsforberedelserne (indkaldelse af personel og køretøjer), hvilket betyder, at indkaldelseskort og adresselister må foreligge parat på det tidspunkt, hvor de nævnte foranstaltninger i henhold til beredskabsbestemmelserne skal iværksættes.
Det må endvidere tages i betragtning, at tjenesten i en beredskabssituation skal sørge for udbetaling af lønninger, tilvejebringelse af forsyninger, erstatningsudbetalinger m.v. Endvidere skal der kunne tilvejebringes supplerende personel, herunder erstatningspersonel.
Kommunerne vil i en beredskabssituation få en særlig opgave med hensyn til pengeforsyningen, hvis de sædvanlige forsyningsveje afbrydes. Det vil i en sådan afskæringssituation være kommunens opgave at udbetale de beløb, der er nødvendige for at opretholde den fortsatte drift af de statslige, kommunale og civile institutioner, der er beliggende inden for kommunen. Ordningen er baseret på en aftale mellem Finansministeriet og Kommunernes Landsforening.
Beredskabsplanerne bør indeholde bestemmelser om, hvorledes den sociale og lægelige bistand til civilforsvarspersonellet tilrettelægges.
2.3. Beredskabets etablering
Ved beredskabets etablering skal administrations- og personeltjenesten straks iværksætte
- indkaldelse af personel og køretøjer
- udlevering af instrukser til respektive enheder
- etablering af personelmodtagekommandoer, som skal modtage, registrere og iklæde det fremmødte personel, samt fordele personellet til de respektive enheder efter gældende beredskabsplaner
- etablering af motorkøretøjsmodtagekommandoer, hvortil udskrevne køretøjer giver møde. Køretøjsmodtagelsen forestås af et kommando på hvert mødested, der har til opgave at modtage og fordele de fremmødte køretøjer til udrykningsstationer/kommandostationer m.v. efter de retningslinier, der er angivet i beredskabsplanerne
- etablering af kommandoer, der forestår klargøring og udlevering af forsyninger fra depot
- koordinering af faglig tjenestes samlede virksomhed i forbindelse med beredskabsforøgelsen.
De nødvendige køretøjer og personel må være til rådighed ved etablering af personelmodtagekommandoer, køretøjsmodtagekommandoer og klargørings- og udleveringskommandoer. Forsynings- og transporttjenesten må i fornødent omfang stille transportgrupper til rådighed for personelmodtagekommandoerne, bl.a. til afhentning af mundering fra depot, såfremt modtagelokaliteten ikke er sammenfaldende med depotet.
Administrations- og personeltjenesten skal løbende orientere indsatsledelsen om bemandingen af de respektive udrykningsstationer/kommandostationer. Endvidere skal tjenesten varetage den fornødne koordination af faglig tjenestes samlede virksomhed under beredskabsetablering af personelmodtagekommandoer, motorkøretøjsmodtagekommandoer og forsyningsudleveringen samt holde indsatsledelsen orienteret om situationen.
Efter modtagelsen og fordelingen af beredskabsstyrkerne til de respektive enheder må administrations- og personeltjenesten sørge for tilvejebringelse af forplejning. Dette kan ske enten ved selvforplejning eller ved civilforsvarsmyndighedens foranstaltning.
2.4. Under indsats
Under indsats varetager administrations- og personeltjenesten forbindelsen mellem indsatsledelsen og faglig tjenestes enheder og koordinerer faglig tjenestes samlede virksomhed med henblik på løbende at tilgodese indsatsstyrkernes ressourcebehov.
Administrations- og personeltjenesten bør holde sig løbende orienteret om personelsituationen med henblik på hurtigt at kunne tilvejebringe erstatningspersonel til opfyldelse af det behov for yderligere personelressourcer, som må forudses at kunne opstå under hensyn til indsatsens forløb. Det er endvidere denne tjenestes opgave at sørge for uddannelse af det fremmødte erstatningspersonel med henblik på hurtig indsættelse. Ved tilvejebringelse og indsættelse af erstatningspersonel må styrkeoversigterne ajourføres.
Den nævnte tilgang af yderligere personelressourcer forudsættes dog først tilvejebragt efter nærmere ordre herom fra faglig tjenestes ledelse.
Administrations- og personeltjenesten skal sørge for, at indsatsstyrkerne får den fornødne forplejning m.v. Der må desuden drages omsorg for underretning af pårørende til personel, der er tilskadekomne, savnede eller døde.
2.5. Retablering efter indsats
Ved retablering efter indsats bør administrations- og personeltjenesten koordinere faglig tjenestes samlede virksomhed med henblik på at tilgodese det eventuelle behov for tilvejebringelse af yderligere ressourcer, som er nødvendig i forbindelse med indsatsstyrkernes retablering.
Ved tilvejebringelse af yderligere personelressourcer til indsatsen (jf. ovenfor under afsnit 4) må det tages i betragtning, at de fornødne personelressourcer skal være til rådighed ved retablering af indsatsstyrkerne samt til opfyldelse af normerne for erstatningspersonel.
3. Forsynings- og transporttjenesten
3.1. Opgave
Forsynings- og transporttjenesten har til opgave
- at fremskaffe, modtage, opbevare og fordele forsyninger (levnedsmidler, drivmidler, mundering og materiel)
- at varetage det fornødne behov for transport af såvel forsyninger som personel.
3.2. Beredskabsmæssig planlægning
Køretøjer og materiel til forsynings- og transporttjenesten, som skal være til rådighed straks ved beredskabets etablering, må indgå i de behovsopgørelser, der udarbejdes for den pågældende civilforsvarsenheds indsats. Der henvises i denne forbindelse til de ressourceopgørelser, der forefindes i de gældende civilforsvars- og beredskabsplaner for de enkelte enheder.
Der må endvidere foreligge fornødne instrukser for modtagelse og udlevering af forsyninger af hensyn til, at forsynings- og transporttjenesten kan varetage sine opgaver. Instrukserne bør indgå som led i beredskabsplanlægningen.
Forsyningerne tilvejebringes i fredstid ved indkøb eller ved indgåelse af aftaler med lokale leverandører, hvorved disse forpligtes til dels at have et passende lager af de pågældende forsyningsgenstande, dels at levere forsyningerne straks ved beredskabsforøgelse.
Specielt med hensyn til særlige forsyninger af drivmidler m.v. bør der forefindes startbeholdninger til mindst 3 døgns indsats.
Civilforsvarsmyndigheder, der har beredskabsopgaver, vil være blandt de brugere, der har fortrinsret til leverancer af motorbrændstoffer og anden energi.
Olieselskaberne vil, som en af deres vigtigste opgaver, få pålæg om at holde et antal prioriterede forhandlertankanlæg fyldt op til enhver tid. Disse anlæg er udvalgt således, at de giver god geografisk dækning. Deres formål er at sikre optankningsmulighed mod normal betaling eller rekvisition til motorkøretøjer med kørselstilladelse. Ved henvendelse til civilregionen kan der fås yderligere information om de udpegede prioriterede forhandlertanke.
Tildeling af kørselstilladelser vil blive henlagt til kommunerne efter energiministerens nærmere bestemmelser.
Forsyningerne kan inddeles i nedennævnte klasser
Klasse I forsyninger er sådanne forsyninger, som konsumeres af personel, evakuenter og forblivere efter en nogelunde ensartet målestok, f.eks. levnedsmidler.
Klasse II forsyninger omfatter forsyningsgenstande, som i henhold til organisationsskemaer og paknings- og udstyrslister m.v. skal forefindes i et nærmere fastsat omfang ved en enhed eller hos en enkeltperson. Eksempler: mundering, materiel, reservedele, forbrugsgods og motorkøretøjer.
Klasse III forsyninger omfatter drivmidler, smøremidler og brændselsprodukter af enhver art. Eksempler: motorbenzin, petroleum, dieselolie og smøreolie.
Oplægning af de nævnte forsyningsgenstande skal ske under hensyn til genstandenes beskaffenhed og således, at forsyningsudleveringen kan foregå rationelt.
Ved den beredskabsmæssige planlægning af forsyningernes oplægning bør det tages i betragtning, at der ved mobilisering af civilforsvarets styrker skal være forsyninger til rådighed for personel, der efter mobilisering giver møde ved de respektive enheder, men ikke umiddelbart herefter skal forrette tjeneste i indsatsstyrkerne.
3.3. Beredskabets etablering
Ved beredskabets etablering skal nødvendige instrukser, køretøjer og personel hurtigst muligt være til stede af hensyn til, at forsynings- og transporttjenesten kan varetage sine opgaver ved beredskabsforøgelse.
Klargøring og udlevering af forsyninger fra depot, der forestås af selvstændige kommandoer, skal nøje koordineres med den virksomhed, der finder sted i forbindelse med afsendelse af køretøjer til afhentning af de nævnte forsyninger fra depotet. Det bør nøje fastlægges, hvilken del af de samlede opgaver i forbindelse med pakningsmontering m.v., der skal foretages af udleveringskommandoerne. Det bør endvidere overvejes, om personel til disse kommandoer bør være forud udpeget nøglepersonel, idet denne tjeneste bør have samme høje prioritet, som de kommandoer, der forestår personel- og køretøjsmodtagelsen.
Forsynings- og transporttjenesten skal endvidere stille transportgrupper til rådighed for personelmodtagekommandoer til eventuel afhentning af materiel og mundering til personelmodtagekommandoerne i tilfælde af, at modtagelokaliteten ikke er sammenfaldende med depotet.
Der skal desuden afsendes transportgrupper til afhentning af designeret materiel, mundering og anden udrustning på regionsdepoterne, samt til afhentning af forberedte forsyninger i henhold til planlagte rekvisitioner.
3.4. Under indsats
Forsynings- og transporttjenesten skal løbende holdes orienteret om indsatssituationen. Dette er nødvendigt for, at tjenesten har et tilstrækkeligt grundlag for at kunne planlægge tilvejebringelse af yderligere forsyningsgenstande og forberede udlevering heraf til opfyldelse af indsatsstyrkernes løbende forsyningsbehov. Der vil dels kunne opstå et særligt behov for visse specielle forsyningsgenstande, dels et behov for supplering af de udlagte forsyningsbeholdninger (genforsyning) ved længerevarende indsats.
Selve tilvejebringelsen af de yderligere ressourcer, som indsatsen kræver, forudsættes dog først at finde sted efter nærmere ordre fra faglig tjenestes ledelse.
3.5. Retablering efter indsats
Det må tages i betragtning, at udlagte beholdninger af forsyninger foruden indsatsen tillige skal dække retableringsfasen efter indsatsens afslutning, herunder også genopbygning af udlagte beholdninger til det beredskabsniveau, der forventes etableret efter indsatsens afslutning.
Efter modtagelsen af de endelige retableringskrav fra indsatsstyrkerne er det tjenestens opgave at transportere og udlevere de beordrede forsyninger til det retableringsområde, der er udpeget af indsatsledelsen. Der må endvidere medtages eventuelt defekt materiel til depot.
4. Reparations- og vedligeholdelsestjenesten
4.1 Opgave
Reparations- og vedligeholdelsestjenesten har til opgave
- at føre tilsyn med idriftværende køretøjer og materiel
- at vejlede brugerne (efter behov) i betjening af materiel og køretøjer
- at udføre serviceeftersyn og mindre reparationer
- at sørge for, at større reparationsarbejder kan udføres af lokalt specialuddannede reparatører, f.eks. autoværksteder og reparationsværksteder for kommunikationsmidler
- at varetage bugseringstjenesten
- at varetage udrangering/kassation af defekt materiel og beskadigede køretøjer
- at føre tilsyn med materiel, der opbevares på depot.
4.2. Beredskabsmæssig planlægning
Forudsætningen for, at reparations- og vedligeholdelsestjenesten kan varetage sine opgaver, er, at det fornødne fagligt uddannede personel, samt køretøjer, værktøj, reservedele m.v. er til rådighed i løbet af kort tid efter beredskabsetableringen.
Der bør være udpeget nøglepersonel, som i givet fald kan bistå modtagekommandoerne med at gennemføre den tekniske kontrol af modtagne køretøjer samt klargøring af materiel til ibrugtagning.
Dimensionering af reparations- og vedligeholdelsestjenesten skal ske på grundlag af civilforsvarets omfang på såvel personel- som materielsiden. Der må herunder foretages en opgørelse over, hvilke reparationsmæssige ressourcer og værkstedsfaciliteter, der allerede er til rådighed, f.eks. den reparationstjeneste, som kommunens tekniske forvaltning råder over. I fornødent omfang må der ved beredskabsplanlægningen foretages en udpegning af yderligere lokale værkstedsfaciliteter samt indgås aftaler med specialreparatører, f.eks. med henblik på reparation af radiomateriel.
Der bør være tilstrækkelige mængder af reservedele til umiddelbar rådighed med henblik på udførelse af vedligeholdelsesarbejder og mindre reparationsarbejder på de udpegede værksteder.
Ved beredskabsplanlægningen af reparations- og vedligeholdelsestjenesten bør det endvidere tages i betragtning, at større reparationsarbejder skal udføres med tilstrækkelig kapacitet hertil. Endvidere må etablering af bugseringstjeneste indgå i planlægningen.
4.3. Beredskabets etablering
Ved beredskabsetableringen varetager reparations- og vedligeholdelsestjenesten følgende opgaver
- planlægning af vedligeholdelsen af indsatsstyrkernes køretøjer og materiel
- etablering af reparations- og værkstedstjenesten.
Reparations- og vedligeholdelsestjenesten bør i første omgang holde sig orienteret om forløbet af den tekniske kontrol af udskrevne køretøjer, der foretages af køretøjsmodtagekommandoerne. Herved sikres, at reparations- og vedligeholdelsestjenesten har det fornødne overblik over vedligeholdelsesarbejdernes forventede hyppighed og omfang.
Sideløbende hermed etableres reparations- og værkstedstjenesten i de udpegede faciliteter. Dette sker dels ved tilgang af det fornødne personel, køretøjer, værktøj, reservedele m.v., dels ved indretning af de udpegede faciliteter med henblik på modtagelse af køretøjer og materiel til reparation.
Endvidere bør der forberedes etablering af reparationsgrupper, som har til opgave at udføre mindre reparationer og vedligeholdelsesarbejder på indsatsstedet under civilforsstyrkernes indsats.
4.4. Under indsats
Under indsats varetager reparations- og vedligholdelsestjenesten alle reparations- og vedligeholdelsesarbejder, samt eventuel kassation af totalskadede køretøjer og materiel.
Endvidere bør denne tjeneste i fornødent omfang via administrations- og personeltjenesten rekvirere erstatningsmateriel og erstatningskøretøjer.
For at kunne udføre disse opgaver må reparations- og vedligeholdelsestjenesten holde sig løbende orienteret om indsatssituationens udvikling. Under hensyn hertil tilrettelægger tjenesten afsendelse af reparationsgrupper, der kan bistå indsatsstyrkerne med mindre reparationer m.v. på indsatsstedet. Samtidig bør tjenesten selvstændigt sørge for, at de fornødne reservedele m.v. er til stede, og skal herunder om fornødent supplere de eksisterende beholdninger.
Endvidere skal tjenesten forberede udførelsen af de større reparationsarbejder, som i takt med indsatsens udvikling må forventes at blive rekvireret af indsatsstyrkerne.
4.5. Retablering efter indsats
Forudsætningen for, at den fornødne retablering af køretøjer og materiel kan finde sted, er, at indsatsstyrkerne (brugerne) gennemgår materiellet og herefter giver besked om, hvilke reparations- og vedligeholdelsesarbejder, der er behov for ved retableringen. Det er herefter reparations- og vedligeholdelsestjenestens opgave ved hjælp af reparationsgrupper at udføre mindre arbejder på stedet.
Kan reparationerne ikke udføres på stedet, må tjenesten sørge for, at mere omfattende og specielle reparationsarbejder bliver udført på egne eller udpegede værksteder. Ved eventuel kassation af beskadiget materiel bør man i videst muligt omfang udtage og oplægge eventuelle ubeskadigede dele med henblik på genbrug af disse som reservedele.
Desuden skal tjenesten sørge for genopbygning af reservedelsbeholdninger m.v. til det niveau, der er passende under hensyn til den beredskabssituation, som foreligger efter indsatsens afslutning.
Ingen