Legislator Case Law & Legislation
C19870939560 DK

Vejledende retningslinier for kommunernes civilforsvarsplanlægning Til samtlige kommunalbestyrelser og Civilforsvarskommissionen for Storkøbenhavn. Samtlige CF-regioner

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Vejledning 1987 9395 Valid

Bilag

VEJLEDNING OM KOMMUNERNES CIVILFORSVARSPLANLÆGNING

Efter civilforsvarslovens § 17, jf. Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 43 af 23. januar 1987 om planer for det kommunale civilforsvar, påhviler det kommunalbestyrelsen at udarbejde en civilforsvarsplan og en beredskabsplan for det kommunale civilforsvar.

Civilforsvarsplanen skal på grundlag af en civilforsvarsfaglig analyse af kommunens struktur redegøre for, hvordan civilforsvaret vil blive dimensioneret og organiseret under krig og andre ekstraordinære forhold. Planen skal tillige indeholde oplysning om bedriftværn, boligværn og beskyttelsesrum.

Beredskabsplanen skal indeholde oplysning om omfanget af kommunens civilforsvar og om de foranstaltninger, der skal iværksættes for at udbygge og organisere kommunens civilforsvar i overensstemmelse med den ovennævnte civilforsvarsplan, hvis der træffes bestemmelse om forhøjelse af beredskabet. Beredskabsplanen skal endvidere indeholde oplysning om foranstaltninger til iværksættelse af civilforsvarets bistand i katastrofesituationer.

Medens civilforsvarsplanen således giver en oversigt over dimensioneringen og organiseringen af kommunens fuldt udbyggede civilforsvar (det civilforsvar, der skønnes nødvendigt for at løse de opgaver, der er pålagt kommunen i henhold til civilforsvarsloven, giver beredskabsplanen en oversigt over det faktisk eksisterende civilforsvar i kommunen og om de konkrete foranstaltninger, der i tilfælde af forhøjelse af beredskabet skal iværksættes for at gøre det beredskab, der er til rådighed, klar til indsats, og for at udbygge og organisere kommunens civilforsvar i overensstemmelse med civilforsvarsplanen.

Alle kommuner har indsendt civilforsvarsplan for perioden 1984-87 og en revideret plan skal indsendes inden den 1. januar 1988 for 1988-91. Dette gælder alle kommuner, uanset hvornår de har indsendt den første civilforsvarsplan.

1. Planarbejdets politiske værdi

Planarbejdet har både centralt og lokalt skabt en værdifuld debat om civilforsvarets status og en klarere opfattelse af civilforsvarets betydning, og havd det formår. Det har tilvejebragt en oversigt over civilforsvarsforanstaltningerne i hver enkelt kommune og i landet som helhed og højnet det faglige niveau i civilforsvarsarbejdet.

Det er Civilforsvarsstyrelsens opfattelse, at civilforsvarsplanerne er et hensigtsmæssigt udtryk for de civilforsvarsmæssige beslutninger i kommunalbestyrelserne og en væsentlig baggrund for regeringens og folketingets orientering om civilforsvarets udbygning på landsplan.

Den størst mulige offentlighed omkring civilforsvarsplanerne tillægges stor betydning.

2. Vejledende retningslinier for planarbejdet

Efter Indenrigsministeriets nævnte planbekendtgørelse af 23. januar 1987 påhviler det Civilforsvarsstyrelsen at udsende vejledende retningslinier til kommunerne for udarbejdelse af civilforsvarplaner og beredskabsplaner.

De vejledende retningslinier består af

1. Standardcivilforsvarsplan. Planen for 1988-91 er vedlagt. Yderligere eksemplarer kan rekvireres i styrelsens tryksagsafdeling.

2. Vejledning om kommunernes civilforsvarsplanlægning. Denne vejledning, der hermed udsendes, erstatter dels den med standardcivilforsvarsplanen udsendte vejledning til standardcivilforsvarsplan for det kommunale civilforsvar (CFS 1983), dels styrelsens cirkulærskrivelse af 26. april 1985 om den primærkommunale civilforsvarsplanlægning. Vejledningen indeholder konsekvensændringer som følge af lov nr. 934 af 19. december 1986 om ændring af civilforsvarsloven (Ændring af bestemmelsen om godkendelse af civilforsvarsplaner), jf. meddelelse herfra af 2. marts 1987 om ændrede bestemmelser om godkendelse af civilforsvarsplaner m.v. Endvidere er der foretaget ændringer i forhold til det tidligere materiale på grundlag af indhøstede erfaringer fra arbejdet med civilforsvarsplanerne for perioden 1984-87. For så vidt angår udarbejdelsen af beredskabsplaner indeholder materialet således intet nyt.

3. Retningslinier for civilforsvarsmæssig byanalyse (CFS 1968) og Civilforsvarsstyrelsens øvrige retningslinier for tjenestegrenene m.v.

4. Standardberedskabsplan. Planen er udsendt med Civilforsvarsstyrelsens cirkulærskrivelse af 30. juni 1983.

5. Vejledning til standardberedskabsplan for det kommunale civilforsvar. Vejledningen er ligeledes udsendt den 30. juni 1983.

3. Civilforsvarsplanen

Civilforsvarsplanen skal i henhold til Indenrigsministeriets bekendtgørelse om planer for det kommunale civilforsvar indsendes i revideret stand til CF-regionen inden den 1. januar 1988. Det henstilles til kommunalbestyrelserne, at der sendes 2 eksemplarer af planen.

Planen skal være koordineret med kommunens plan for det civile beredskab for at sikre den bedst mulige udnyttelse af kommunens samlede civile ressourcer. Der henvises til Civilforsvarsstyrelsens vejledning om planlægning af civilt beredskab i kommuner, amtskommuner og Hovedstadsrådet, udsendt til kommunalbestyrelserne med Indenrigsministeriets brev af 24. marts 1986.

Før vedtagelsen i kommunalbestyrelsen skal planen forelægges vedkommende politi- og sygehusberedskabsmyndighed, hvis udtalelser skal være vedlagt planen, når den godkendes i kommunalbestyrelsen. Forelæggelsen for politimyndigheden tilsigter at skabe sikkerhed for, at kommunens og politiets civilforsvarsplanlægning er koordineret, således at planlægningen af indkvarterings- og forplejningstjenesten stemmer overens med politiets evakueringsplanlægning. Forelæggelsen for sygehusberedskabsmyndigheden sker til det amtskommunale regie med henblik på orientering og koordinering med den amtskommunale sygehusberedskabsplanlægning.

Ved indsendelsen af kommunens civilforsvarsplan til CF-regionen oplyses datoen for planens godkendelse i kommunalbestyrelsen/den fælles civilforsvarskommission, og de to myndighedsudtalelser vedlægges.

Civilforsvarsplanen kan betegnes som en »facitliste« vedrørende det mere omfattende kommunale grundmateriale. Da den kun i et begrænset omfang indeholder oplysninger om forudsætninger og detaljer, giver den således kun grundlag for en overordnet indsigt i planlægningen. Formålet med plankravet må i forbindelse med den første udgave af kommunernes civilforsvarsplaner anses for opfyldt, uanset om nogle planer måtte lide af visse mindre væsentlige mangler. Selv om der i den tidligere »planrunde« er tilvejebragt planer, der har kunnet godkendes af Civilforsvarsstyrelsen efter de dagældende regler, må en kvalitetsforbedring dog imødeses i en del af de reviderede planer pr. 1. januar 1988.

Som bekendt skal civilforsvarsplanerne ikke godkendes for fremtiden, idet Civilforsvarsstyrelsens godkendelsesbeføjelse er ophævet. Efter bekendtgørelsen kan styrelsen meddele kommunalbestyrelsen sine bemærkninger til planerne. Endvidere kan indenrigsministeren efter styrelsens indstilling, i særlige tilfælde, når væsentlige beredskabsmæssige hensyn taler for det, bestemme, at den reviderede civilforsvarsplan på ny skal behandles i kommunalbestyrelsen. Dette skal være meddelt senest 3 måneder efter planens indsendelse. Ministerens mulighed for indgriben forventes kun udnyttet helt undtagelsesvist. Der henvises herom til det lov- og bekendtgørelsesmateriale, der er udsendt med styrelsens meddelelse nr. 87/03 af 2. januar 1987 om ændrede bestemmelser om godkendelse af civilforsvarsplaner m.v.

Civilforsvarsstyrelsen vil, samtidig med at der kvitteres for modtagelsen af den enkelte civilforsvarsplan, kunne fremsætte sine bemærkninger til planen. Et »blankt« kvitteringsbrev må dog ikke tages som udtryk for, at staten dermed har påtaget sig at levere den enkelte kommune statsligt materiel m.v. i overensstemmelse med de enkelte dele af planen.

Kommunalbestyrelserne anmodes om ved udarbejdelsen af de reviderede planer at være særlig opmærksomme på de individuelle bemærkninger, som styrelsen har givet i forbindelse med den første »planrunde«.

4. Standardcivilforsvarsplanens opbygning og anvendelse

Civilforsvarsplanen for en kommunes civilforsvar skal give en oversigt over dimensioneringen og organiseringen af det fuldt udbyggede kommunale civilforsvar, således som dette skønnes nødvendigt til løsning af de opgaver, som påhviler kommunen i henhold til civilforsvarsloven.

Standardcivilforsvarsplanen er en rammeplan, der er udarbejdet således, at den kan danne grundlag for udarbejdelsen af civilforsvarsplaner i de enkelte kommuner, idet detaljeringsgraden vil være afhængig af strukturen i kommunerne. Standardplanen kan også anvendes, hvor to eller flere kommunalbestyrelser har samordnet deres civilforsvar og udarbejder en fælles civilforsvarsplan for de samordnede kommuner.

Standardplanen er opbygget således, at beskrivelsen af det kommunale civilforsvars dimensionering og organisation kan tilrettelægges efter ensartede principper. Dette gør det muligt at foretage en sammenlignende bedømmelse af civilforsvaret på landsplan på grundlag af de enkelte kommuners civilforsvarsplaner. Det henstilles derfor, at civilforsvarsplanerne i videst muligt omfang udarbejdes i overensstemmelse med standardplanen. Kun i enkeltstående tilfælde er dette ønske ikke tilgodeset i de modtagne 84-87-planer.

Standardplanen er en vejledende retningslinie for, hvordan et kommunalt civilforsvars dimensionering og organisation kan beskrives. Standardplanen bygger på retningslinier m.v., der er udsendt af Civilforsvarsstyrelsen, og indeholder ingen organisatoriske nydannelser. Kommunernes civilforsvarsplan udarbejdes således i overensstemmelse med de retningslinier, der lå til grund for udarbejdelsen af 84-87-planen.

Civilforsvarslovens § 18, stk. 1, pålægger kommunen at organisere en hjælpetjeneste, der kan modtage, indkvartere og forpleje evakuerede, det vil sige

- indkvarteringstjeneste

- forplejningstjeneste,

og hvis kommunens civilforsvar er organiseret i henhold til lovens § 18, stk. 2, endvidere

- brandtjeneste

- reservevandforsyningstjeneste

- redningstjeneste

- rydningstjeneste

- teknisk tjeneste.

Til støtte for ovennævnte tjenester etableres

- signaltjeneste

- faglig tjeneste.

Civilforsvarsloven pålægger endvidere kommunalbestyrelsen at varetage vedligeholdelse og drift af offentlige beskyttelsesrum og lokale kommandocentraler samt at føre tilsyn med

- bedriftværn

- boligværn.

Dimensioneringen af det nødvendige materiel, personel, køretøjer m.v. sker på grundlag af Civilforsvarsstyrelsens retningslinier for de enkelte tjenester, således at der sikres størrelsesmæssig overensstemmelse mellem indbyrdes afhængige områder i planen.

Dimensioneringen sker på grundlag af oplysninger om bebyggelsens art, befolkningens fordeling m.v. Disse oplysninger tilvejebringes blandt andet fra den byanalyse, som danner grundlag for hele planlægningen.

I de fleste af retningslinierne er der angivet forskellige skønsmæssige gennemsnitsregler for dimensionering af de enkelte tjenestegrene på grundlag af kommunens indbyggertal. Disse »procent-/promilleregler«, der i vidt omfang beror på erfaringsmateriale fra 2. verdenskrig, kan være en støtte for kommuner, der endnu ikke har foretaget den nødvendige civilforsvarsmæssige analyse af kommunen. En del af civilforsvarsplanerne for perioden 1984-87 bærer et vist præg af, at disse unuancerede gennemsnitsregler har måttet anvendes i mangel af det nødvendige lokalt orienterede planlægningsgrundlag.

Planens dimensioneringsoversigter angiver det materiel, som indkøbes for kommunale og statslige midler, og oversigterne er dermed en forudsætning for at bedømme behovet for depotplads. Endvidere giver de en oversigt over personelbehovet samt en oversigt over behovet for køretøjer til fremføring af materiel. Samtidig danner dimensioneringsoversigterne grundlaget for en organisationsplan over fordeling og placering af de enheder, der indgår i hjælpetjenesten.

Det kommunale civilforsvars organisation opstilles efter følgende principper

Inden for hjælpetjenestens enkelte grene skal enhederne være ensartet bemandede, og materiellet ensartet pakket. I de fleste tilfælde giver retningslinierne oplysning om gruppens bemanding, pakning og sammensætning.

Enhederne placeres på udrykningsstationer / i beredskabsstillinger efter principper, der er angivet i Civilforsvarsstyrelsens »Retningslinier for indsats af civilforsvarets styrker i skaderamte områder«. Det fremgår heraf, at udrykningsstationerne/beredskabsstillingerne skal placeres i egnede lokaliteter, som tilfredsstiller krav til rimelig sikker beliggenhed i forhold til tæt bebyggede områder, til hurtig udrykning og til effektiv kommandoføring.

Til beredskabets etablering, til erkendelse, registrering og markering af skader samt til ledelse af de styrker, der er til rådighed, oprettes kommandostabe. Disse etableres i bygningsmæssigt sikrede lokaliteter med installationer, der er uafhængige af de offentlige forsyninger. Denne kommandocentral bemandes i overensstemmelse med bestemmelserne i »Retningslinier for indsats af civilforsvarets styrker i skaderamte områder«.

Standardcivilforsvarsplanens hovedafsnit

Den foreliggende standardplan er opdelt i 5 hovedafsnit

0. Indledning

1. Dimensionering

2. Organisation

3. Egenbeskyttelsen

4. Beskyttelsesrum

5. Målsætning og tidsplan.

Afsnit 0. Indledning

Afsnittet indeholder dels en indholdsfortegnelse, dels et skema til oplysning om særlige planlægningsforudsætninger, der er lagt til grund ved dimensioneringen af kommunens civilforsvar.

Der gives oplysninger om civilforsvarsplanens formelle og indholdsmæssige grundlag. Især tillægges det betydning, at der gives oplysning om de særlige lokale forhold, som har påvirket dimensioneringen, f.eks specielle forhold vedrørende bebyggelsens art, befolkningens fordeling, topografi, kommunens beliggenhed, »udsathedsgraden« og særlig risiko.

Afsnit 1. Dimensionering

Afsnit 1 angiver dimensioneringen af materiel, personel og køretøjer.

Ved fastlæggelsen af dimensioneringsgrundlaget må der skelnes mellem kommuner, der skal organisere en hjælpetjeneste i henhold til civilforsvarslovens § 18, stk. 1 (indkvarterings- og forplejningstjeneste) og kommuner, der efter lovens § 18, stk. 2 derudover skal organisere og opretholde en udvidet hjælpetjeneste.

Dimensioneringen må som nævnt tage udgangspunkt i de konkrete behov i kommunen, således som disse tegner sig på grundlag af oplysningerne om bebyggelsens art, befolkningens fordeling, topografi m.v. i den byanalyse, som indgår i planlægningen.

Ved dimensioneringen af indkvarterings- og forplejningstjenesten tages det samlede befolkningstal i kommunen i betragtning, medens den udvidede hjælpetjeneste i § 18, stk. 2-kommunerne dimensioneres under hensyn til befolkningstallet i det/de større og mindre samlede bymæssigt bebyggede områder i kommunen, jf. de enkelte retningslinier.

Afsnit 2. Organisation

Afsnittet giver en skematisk oversigt over det pågældende kommunale civilforsvars organisation med angivelse af kommandocentral(er), udrykningsstationer/beredskabsstillinger, hjælpestationer, observationsposter m.v.

Endvidere indeholder afsnittet en geografisk beskrivelse af organisationen i form af et bykort, der viser placeringen af den krigsmæssige organisations lokaliteter.

Endelig omfatter afsnittet en skematisk oversigt over den fredsmæssige organisations personel og lokaliteter med angivelse af henholdsvis behovet ifølge civilforsvarsplanen, status og mangler.

Afsnit 3. Egenbeskyttelsen

Afsnittet giver en oversigt over henholdsvis pligtige, etablerede og manglende bedriftværn og boligværn.

Afsnit 4. Beskyttelsesrum

Afsnittet indeholder en oversigt over beskyttelsesrum, opdelt efter de forskellige former for henholdsvis offentlige og private rum. Også her anføres behovet ifølge civilforsvarsplanlægningen, status og mangler.

Afsnit 5. Målsætning og tidsplan

I dette afsnit angives de påtænkte initiativer til opfyldelse af civilforsvarsplanen i overensstemmelse med det af kommunen vedtagne budget med overslagsår.

5. Generelt om civilforsvarsplanens udarbejdelse m.v.

Det modtagne planmateriale for 1984-87 opfylder i al væsentlighed Civilforsvarsstyrelsens intentioner og forventninger vedrørende de kommunale civilforsvarsplaners første udgave. Dette materiale må således generelt anses for at udgøre et hensigtsmæssigt udgangspunkt for udarbejdelsen af den reviderede plan for 1988-91.

Planerne har stort set alle været udarbejdet efter styrelsens vejledende retningslinier, der skal sikre en sammenhængende, systematisk enhed på en kortfattet og overskuelig måde, der også er egnet til en sammenfattende vurdering af det samlede planmateriale.

Det må dog påny fremhæves, at udarbejdelse af civilforsvarsplaner alene på grundlag af de »procent- og promilleangivelser«, der er anført i styrelsens retningslinier for tjenestegrenene, ikke sikrer den nødvendige, samlede taktiske planlægning og behovsopgørelse efter den enkelte kommunes selvstændige skøn. Civilforsvarsstyrelsen lægger som sagt vægt på, at kommuner, der alene har anvendt »procent- og promillemetoden«, baserer den næste civilforsvarsplan på den fornødne civilforsvarsmæssige analyse.

I denne forbindelse bemærkes, at der på civilforsvarets centrale skoler gennemføres særlige kurser i planlægning, og at CF-regionerne gerne yder konsultativ bistand.

Efter civilforsvarslovens § 18, stk. 1 skal alle kommuners civilforsvar bestå af en hjælpetjeneste, der kan modtage, indkvartere og forpleje evakuerede.

Efter lovens § 18, stk. 2 har hjælpetjenesten i kommuner med bymæssigt bebyggede områder herudover til opgave at afbøde følger af krigshandlinger af begrænset omfang og yde øjeblikkelig indsats ved mere omfattende skader. Hvis det lokale civilforsvar i en kommune ikke er tilstrækkeligt på grund af krigsskadernes karakter og omfang, kan der rekvireres bistand fra civilforsvarskorpset og fra andre lokale civilforsvar, jf. Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 220 af 21. maj 1982 om civilforsvarets organisation og indsats under krig og andre ekstraordinære forhold.

Dimensioneringen af det kommunale civilforsvar foretages med dette som udgangspunkt. Herudover må kommunerne anvende det generelle trusselsbillede, der bl.a. er beskrevet i CF-redegørelse 82, og må ud fra kendskabet til de stedlige forhold vurdere mulighederne for en række skadesituationer. Der må herudover tages hensyn til bl.a. indbyggertallet, bebyggelsernes tæthed, kommunens beliggenhed, »udsathedsgraden« og særlig risiko.

Indbyggertallet er i de forskellige retningslinier fremhævet som et væsentligt moment ved dimensioneringen. Som tidligere nævnt bør dette tal imidlertid ikke lægges ukritisk til grund, men undergives et konkret skøn over tallets betydning inden for de enkelte tjenestegrene. F.eks. vil det ikke efter de gældende regler være rimeligt fuldt ud at opdimensionere en kommunes brandtjeneste på grundlag af en stigning i antallet af indbyggere i bymæssig bebyggelse, hvis stigningen skyldes beboere i mindre brandfarlige parcelhuskvarterer m.v., og hvis der er foretaget bygningsmæssige ændringer i den hidtidige bykerne, som nedsætter brandrisikoen og muligheden for udbredelse af brande.

Styrelsen finder endvidere anledning til at fremhæve enkelte generelle forhold

- Ved civilforsvarsmæssig samordning af to eller flere kommuner sammenlægges kommunens civilforsvar til eet civilforsvar under een fælles ledelse. En samordning medfører ikke ændringer i de pågældende kommuners status efter civilforsvarslovens § 18 eller af dimensioneringsreglerne. Der må ved dimensioneringen foretages en konkret vurdering af det civilforsvarsmæssige behov i de samordnede kommuner på grundlag af en samlet analyse af forholdene.

- Civilforsvarsstyrelsen anbefaler, at der gennemføres civilforsvarsmæssige samordninger i muligt og hensigtsmæssigt omfang med de ressource- og ledelsesmæssige fordele dette vil indebære. Uden for Storkøbenhavn er der i dag efter civilforsvarslovens § 23 gennemført 9 samordninger omfattende 29 kommuner.

- Ligeledes anbefaler Civilforsvarsstyrelsen, at der oprettes beredskabskommissioner i muligt og hensigtsmæssigt omfang med de ressource- og ledelsesmæssige fordele, dette vil indebære. 101 kommuner har efter lovens § 16, stk. 4 sammenlagt deres civilforsvarskommission og brandkommission til en beredskabskommission (dette kan ikke gennemføres i samordnede kommuner).

- En bedre ressourceudnyttelse i kommunerne vil også kunne opnås ved, at en kommunalbestyrelse eller en fælles civilforsvarskommission indgår aftaler om praktisk samarbejde på det civilforsvarsmæssige område med andre kommuners civilforsvar uden at samarbejdet indebærer nogen begrænsning i kommunalbestyrelsens /den fælles civilforsvarskommissions kompetence og ansvar.

Som eksempler på aftaler om praktisk samarbejde, der ikke kræver godkendelse fra statens side, kan nævnes

- aftaler om fælles depoter, øvelsesanlæg og andre faciliteter,

- aftaler om fælles uddannelse,

- aftaler om bistand i katastrofetilfælde,

- aftaler om samarbejde med brandvæsenet.

Der henvises til Indenrigsministeriets cirkulære nr. 87 af 21. maj 1982 om normalcivilforsvarsvedtægt.

- Af hensyn til den bedste udnyttelse af samfundsressourcerne under krigsforhold og til behovet for specielt i denne situation at have en sikker, koordineret ledelse af brand- og redningsindsatserne anbefales et nærmere samarbejde med private brand- og redningskorps. Dette gælder f.eks. en udvidet anvendelse af befalingsmænd fra de lokale brandvæsener og de private korps i civilforsvarets brand- og redningsgrupper samt en bedre udnyttelse af den kapacitet, der findes i det fredsmæssige beredskab.

- Ved dimesioneringen på de forskellige områder må der sikres en indbyrdes overensstemmelse, f.eks. mellem materiel og personeldimensioneringen og mellem størrelserne af tjenestegrene, der skal samarbejde.

- Ved dimensioneringen af det samlede kummunale beredskab må der tages stilling til, hvordan de kommunale ressourcer, mest hensigtsmæssigt kan nyttiggøres i civilforsvaret og det civile beredskab. Her tænkes særlig på fredstidsbrandvæsen, personel og materiel til tjenestegrenene (f.eks. rydnings-, teknisk,- indkvarterings- og forplejningstjeneste) samt kommunale køretøjer og maskiner m.v.

- Materiel, der er leveret særskilt til uddannelsesbrug, bør ikke medregnes ved opgørelsen af materielbeholdningen.

- I den konkrete, talmæssige dimensionering af tjenestegrenene indregnes ikke bedrift- og boligværn, fjernhjælp eller mellemkommunal bistand. Disse ressourcer kan indgå ved bedømmelse af de samlede civilforsvarsressourcer i kommunen.

6. Civilforsvarsplanens enkelte afsnit

Afsnit 1. 1. Materieldimensionering

- Stabs- og signaltjeneste

Enhedsbetegnelsen »Stationspakninger« er udgået, da disse kun kendes i få civilforsvar.

Radioanlæg er for mange år siden fordelt til visse kommunale civilforsvar i form af »gule radioer«. Civilforsvarsstyrelsen har ikke aktuelle planer om at afsætte statsmidler til indkøb af radiostationer til det kommunale civilforsvar. Ved indkøb af radioanlæg og kommunikationsmidler bør kommunen tænke beredskabsmæssigt. Det kommunale civilforsvars og det civile beredskabs behov bør koordineres og søges dækket ved kommunale indkøb og/eller råden over radioanlæg i vognmandsforretninger m.v.

Som et led i den løbende vejledning til kommunerne om planlægning af det kommunale civile beredskab vil Civilforsvarsstyrelsen medio 1987 udsende regler om planlægning af kommunikationsberedskab.

- Brandtjeneste

Der bør tages hensyn til størrelsen af det fredsmæssige brandberedskab. Dette er i visse tilfælde nævnt i forbindelse med godkendelsen af planer for perioden 1984-87.

Behovet for vandtransportgrupper og startforråd bør, i videre omfang end det synes at være tilfældet i de første planer, vurderes konkret efter de lokale forhold. Behovet forekom overdimensioneret i mange tilfælde.

Civilforsvarsstyrelsen tager generelt forbehold over for brandtjenestens og reservevandsforsyningstjenestens dimensionering. Civilforsvarsstyrelsen har iøvrigt taget retningslinierne for dimensioneringen op til fornyet overvejelse.

- Redningstjeneste og rydningstjeneste

Civilforsvarsplanerne bedes udarbejdet i overensstemmelse med de i retningslinierne nævnte, principielle regler om, hvor vidt staten eller kommunerne tilvejebringer det fornødne materiel m.v. Planlægningen må koordineres med beredskabsplanlægningen vedrørende teknisk forvaltnings funktioner i en krisesituation.

- Ambulancetjeneste

Alene de ambulancer, som indgår i de kommunale kommandodelinger, skal opføres i planen.

- AC-materiel og-udrustning

»AC-tjeneste« eksisterer ikke som en selvstændig tjeneste. Betegnelsen er ændret til »AC-materiel og udrustning«.

Ved udarbejdelsen af de første civilforsvarsplaner forelå der ikke materiale om AC-organisation, herunder uddannelsesplaner. Dette er tilfældet nu, jf. uddannelsesoversigten (CF-form 511).

- Teknisk tjeneste

Der findes ingen retningslinier for fjernvarmehold og dermed for materiel til disse hold. Som for de øvrige tekniske tjenester henvises til ved konkrete aftaler at tilvejebringe råden over materiel og personel fra fjernvarmeværkerne m.v., hvorfor en koordinering med tiltag inden for teknisk forvaltning er påkrævet.

- Indkvarterings- og forplejningstjeneste

Ved en ændring af den regionale puljeordning vedrørende materiel til indkvarterings- og forplejningstjenesten er der i et vist omfang udleveret indkvarteringsgruppepakninger til § 18, stk. 1-kommunerne.

Ved opgørelsen af statsmateriel til indkvarterings- og forplejningstjenesten skal kun det materiel medregnes, der er tildelt kommunens civilforsvar. Det må ikke anføres som en »mangel« i statsrubrikken, at puljemateriel ikke er udleveret til lokal opbevaring. Dette materiel er beregnet til udlevering efter behov i en konkret beredskabssituation, og er derfor ikke på forhånd tildelt bestemte kommuner.

Planlægningen må koordineres med socialforvaltningens planer for folkebespisning.

Kommunen bør indkøbe supplerende materiel m.v. afpasset efter de lokale behov og ønsker. Nogle kommuner har da også i deres plan optaget kommunal indkøb af tæpper, madrasser, engangsservice og termospande m.v. som effekter, der dels skal anvendes civilforsvarsmæssigt i krigstid, dels kan anvendes i det fredsmæssige katastrofeberedskab, f.eks. ved nødindkvartering i en snekatastrofesituation.

Det i standardplanen anførte begreb termospande angår alene ekstra termospande, der er indkøbt for kommunale midler, idet de spande, der indgår i køkkenvognspakninger, er medregnet i pakningerne.

- Faglig tjeneste

Alle kommuner bør planlægge for en faglig tjeneste, koordineret med det civile beredskabs planlægning. Retningslinier for faglig tjeneste forventes udsendt i nær fremtid.

Afsnit 1.2. Personeldimensionering

Personeldimensioneringsskemaerne er ændret, idet der er tilføjet en kolonne til angivelse af det aktuelle personelbehov og en kolonne til angivelse af manglerne i forhold til dette behov.

I kolonnen »Aktuelt behov« anføres den personelmængde, der er behov for til betjening af det faktisk eksisterende materiel m.v. i kommunen og til bestridelse af de civilforsvarsmæssige funktioner iøvrigt. Personeltallene skal være i overensstemmelse med de pr. 1. oktober 1987 oplyste tal uden korrektion for eventuelle til- og afgange i perioden 1. oktober - 31. december. Der henvises til Civilforsvarsstyrelsens »Bestemmelser om personeladministration i det lokale civilforsvar«.

I kollonnen »Mangler CF-plan« anføres manglerne i forhold til CF-plantallet, d.v.s. »CF-plan« med fradrag af »Status«.

I kolonnen »Mangler Aktuelt« anføres manglerne i forhold til det aktuelle behov, d.v.s. »Aktuelt behov« med fradrag af »Status«.

Der bør være balance mellem personeldimensioneringerne og planens øvrige dimensioneringer, bl.a. vedrørende materiel. Det kan konstateres, at der i vidt omfang ikke er det nødvendige personel til rådighed, herunder i lederfunktionerne. Tilstedeværelsen og uddannelsen af især det ledende personel er afgørende for, at civilforsvaret kan fungere effektivt med de ressourcer, der iøvrigt er til stede.

På den anden side forekommer i mange af civilforsvarsplanerne opgørelsen af personelbehovet i indkvarterings- og forplejningstjenesten overdimensioneret. De udpegede lokaliteter til anvendelse som mulige hjælpestationer vil næppe alle blive taget i brug i en konkret evakueringssituation. Lokalitetsudpegningen bør foretages i samråd med det civile beredskab og CF-regionen, der koordinerer totalforsvarets anvendelse af særlige lokaliteter.

Afsnit 1.3. Køretøjsdimensionering

Der er foretaget en ændret udformning af skemaet, således at dette også viser det aktuelle behov og de aktuelle mangler vedrørende køjetøjer, jf. beskrivelsen ad afsnit 1.2. Personeldimensionering.

Afsnit 2. Organisation

Ingen bemærkninger.

Afsnit 3. Egenbeskyttelsen

Oplysningerne i dette afsnit bør være i overensstemmelse med de pr. 1. oktober 1987 opgivne tal i personeloversigten.

Afsnit 4. Beskyttelsesrum

I standardcivilforsvarsplanen er indsat et nyt, mere entydigt skema som afsnit 4.0. Beskyttelsesrum.

Ved tilvejebringelsen af beskyttelsesrummene skal der lægges vægt på, at de er placeret i de områder, hvor civilbefolkningen henholdsvis bor og arbejder, og at afstanden (adgangsvejen) til det nærmeste rum ikke overstiger 200-300 m.

Rummene skal kunne tages i anvendelse inden for 24 timer.

Beskyttelsesrum kan opdeles i følgende typer

1. Offentlige beskyttelsesrum

a) Betondækningsgrave og andre fritliggende beskyttelsesrum

b) Kombinerede offentlige beskyttelsesrum, der også omfatter erstatningsrum for nedlagte og offentlige beskyttelsesrum i kældre i nybyggeri

c) Supplerende offentlige beskyttelsesrum

2. Private beskyttelsesrum

a) Sikringsrum (lovpligtige)

b) Supplerende sikringsrum

c)Nødbeskyttelsesrum (Optages ikke i civilforsvarsplanens beskyttelsesrumsskema)

ad 1. Offentlige beskyttelsesrum

Målet er på landsplan at tilvejebringe beskyttelsesrumspladser i de offentlige beskyttelsesrum svarende til 25 procent af alle landets indbyggere. Denne dækningsprocent skal anvendes ved udarbejdelse af civilforsvarsplanen for det enkelte kommunale civilforsvar for så vidt angår de offentlige beskyttelsesrum.

For at opnå en rimelig dækning bør det tilstræbes, at der inden for en ganglinieafstand af højst 200 - 300 m findes en beskyttelsesrumsplads til 25 procent af den største befolkning, der er til stede i løbet af døgnet, enten dag- eller natbefolkningen, der langt fra er talmæssigt identiske.

For at finde frem til behovet for det samlede antal offentlige beskyttelsesrumspladser kan kommunen f.eks. opdeles i mindre områder som angivet i kapitel 3 i »Retningslinier for civilforsvarsmæssig byanalyse«, dog ikke af en størrelse over ca. 300 x 300 m. (De 300 m svarer ca. til ganglinieafstanden). Inden for hvert af disse mindre områder beregnes det nødvendige antal offentlige beskyttelsesrum efter det største befolkningstal i løbet af døgnet. Det er summen af de således beregnede tal, der skal anvendes ved udfyldning af skemaet i afsnit 4.0 i civilforsvarsplanen for så vidt angår rubrikken »CF-plan, offentlige i alt«. Hvis byanalysen ikke er gennemført, anføres et tal, der dækker 25 procent af alle kommunens indbyggere.

De eksisterende offentlige beskyttelsesrum opdeles i a) betondækningsgrave og andre fritliggende beskyttelsesrum og b) kombinerede offentlige beskyttelsesrum. Derudover arbejdes med c) supplerende offentlige beskyttelsesrum.

ad 1.a) Betondækningsgravene er fritliggende kuppel- eller rørformerede beskyttelsesrum, der er opført for offentlige midler i perioderne 1944-45 og 1950-51.

Andre fritliggende beskyttelsesrum kan være erstatningsrum for nedlagte betondækningsgrave, helt nedgravede betondækningsgrave eller nye fritliggende offentlige beskyttelsesrum.

ad 1.b) Kombinerede offentlige beskyttelsesrum er fortrinsvis forstærkede rum indrettet i perioden 1952-72 i kældre i nybygninger. Udgifterne ved forstærkning af rummene er betalt af staten i form af tilskud til de pågældende bygherrer. Hertil kommer pladser i beskyttelsesrum i kældre i nybygninger, der er opført under CF-forliget, samt et mindre antal erstatningsrum for betondækningsgrave, der er tilladt fjernet mod opførelse af et tilsvarende antal pladser i egnet nybyggeri. ad 1.c) Supplerende offentlige beskyttelsesrum

Da der ikke findes tilstrækkeligt mange pladser i de eksisterende offentlige beskyttelsesrum, søges antallet øget ved at finde frem til egnede kælderrum i eksisterende bygninger (supplerende offentlige beskyttelsesrum) for på denne måde at nå målsætningen, en dækningsprocent på 25.

De supplerende offentlige beskyttelsesrum er kælderlokaliteter, herunder underjordiske garageanlæg m.v., i bestående bygninger, der udpeges med henblik på indretning i en beredskabssituation som offentlige beskyttelsesrum.

Udpegningen, der foretages af de kommunale myndigheder, er påbegyndt i 1977, men er endnu ikke afsluttet i alle kommuner.

Efter udpegningen må der for hvert enkelt rum foretages en detailprojektering af, hvilke arbejder der i en beredskabssituation skal udføres i rummet for at gøre dette egnet som beskyttelsesrum. Detailprojekteringen er påbegyndt.

ad 2. Private beskyttelsesrum

De private beskyttelsesrum opdeles i a) sikringsrum, b) supplerende sikringsrum og c) nødbeskyttelsesrum. Målet er på landsplan at tilvejebringe beskyttelsesrumspladser af type a) og b), således at der i ethvert bolig- og erhvervsområde inden for en ganglinieafstand af højst 200 m findes mindst 1 sikringsrumsplads til hver person af den største befolkning, der opholder sig der i løbet af døgnet, enten dag- eller natbefolkningen.

Det tilstræbes, at der findes en sikringsrumsplads eller supplerende sikringsrumsplads til hver indbygger i den bygning, hvor han bor, i den bygning hvor han arbejder, og der hvor han i øvrigt måtte opholde sig.

For at finde frem til det omtrentlige nødvendige samlede antal sikringsrumspladser - herunder supplerende sikringsrumspladser - kan kommunen f.eks. opdeles i mindre områder som angivet i kapitel 3.1 i »Retningslinier for civilforsvarsmæssig byanalyse«, dog ikke af en størrelse over ca. 300 x 300 m. Inden for hvert af disse mindre områder opgøres det nødvendige antal sikringsrumspladser efter det største befolkningsantal i området i løbet af døgnet. Det er summen af de således beregnede tal, der skal anvendes ved udfyldning af skemaet i afsnit 4.0 i standardcivilforsvarsplanen for så vidt angår rubrikken »CF-plan, private i alt«.

Hvis analysen ikke er gennemført, anføres et tal, der dækker 100 procent af alle kommunens indbyggere (i Københavns og Frederiksberg kommuner dog 125 procent).

ad 2.a) Sikringsrum

Disse rum er lovpligtige private kælderrum i forstærket konstruktion, der er udført i visse nybygninger siden 1. juli 1950 i henhold til sikringsrumsloven. Kælderrummene er forberedt til i en beredskabssituation at kunne klargøres til brug som beskyttelsesrum for personerne i bygningen.

Indtil 1985 er sikringsrum indrettet i visse bygninger i landets tidligere sikringsrumspligtige kommuner. Fra 1985 er alle områder i kommunerne sikringsrumspligtige.

ad 2.b) Supplerende sikringsrum

Som et led i byanalysen, jf. kap. 6 - Kælderanalyse i »Retningslinier for civilforsvarsmæssig byanalyse«, skal der i muligt omfang udpeges kælderrum, der i påkommende tilfælde kan indrettes til beskyttelsesrum. Udpegningen omfatter dels bygninger, virksomheder og anlæg, der er opført før 1950, dels bygninger, virksomheder og anlæg, der er opført efter 1950 i områder, hvor der på opførelsestidspunktet ikke var sikringsrumspligt, og som derfor er uden sikringsrum eller uden tilstrækkelig sikringsrumskapacitet. I Civilforsvarsstyrelsens cirkulære af 12. september 1985 er der givet retningslinier for udpegningen, som forventes færdiggjort så vidt muligt inden udgangen af 1988. Der vil blive udsendt en meddelelse om de erfaringer, der er gjort under den igangværende udpegning og givet visse supplerende anmodninger om udpegningen.

De supplerende sikringsrum skal efter klargøringen i en beredskabssituation være nedstyrtningssikre, sprængstyksikre, yde en rimelig beskyttelse mod brand og mod stråling fra radioaktivt nedfald samt have rimelig flugtmuligheder.

ad 2.c) Nødbeskyttelsesrum (Skal ikke optages i civilforsvarsplanens beskyttelsesrumsskema).

Der er store områder med parcel- og rækkehuse, som vanskeligt vil kunne tilgodeses af ovennævnte beskyttelsesrumstyper. I dag er der ikke pligt til at bygge sikringsrum i disse hustyper. Derfor må de enkelte husejere selv planlægge, hvordan de kan indrette beskyttelsesrum. For tiden kan hjælp hertil findes i Civilforsvarsstyrelsens pjece »Vejledning om, hvorledes private beskyttelsesrum kan indrettes i og uden for bygninger, 1962«. Styrelsen er ved at udarbejde en moderniseret udgave af vejledningen, som forventes udsendt i 1987.

Afsnit 5. Målsætning og tidsplan

Dette afsnit om påtænkte initiativer til opfyldelse af civilforsvarsplanen i overensstemmelse med kommunens vedtagne budget med overslagsår er fra 1. januar 1988 en del af civilforsvarsplanen. Dette svarer til anden kommunal sektorplanlægning og vil betyde, at civilforsvarsplanen selvstændigt vil give et samlet billede af kommunalbestyrelsens civilforsvarsplanlægning.

Et stort antal kommunalbestyrelser har allerede i de tidligere indsendte planer givet disse budgetoplysninger, uanset at de ikke var omfattet af en godkendelsesprocedure fra statens side.

Udover de talmæssige budgetoplysninger bedes anført, hvilke initiativer, der er taget eller påtænkes på forskellige centrale områder f.eks. til

- tilvejeanbringelse af personel ved udnyttelse af civilforsvarslovens § 13 og reglerne om frivillige.

- uddannelse af personellet - især det ledende personel.

- supplerende tilvejebringelse af materiel m.v. til bl.a. indkvarterings- og forplejningstjenesterne.

- etablering - blandt andet ved aftaler med private firmaer - af teknisk tjeneste.

- oprettelse af faglig tjeneste.

- registrering af de kommunalt udpegede lokaliteter.

- udskrivning af køretøjer gennem CF-regionen.

- etablering af bedrift- og boligværn.

Personelbehovet til de enkelte tjenester bør koordineres med det civile beredskabs behov, jf. § 3b i Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 279 af 3. juni 1983 af lov om det civile beredskab.

Civilforsvarsstyrelsen skal henstille, at de enkelte kommunalbestyrelser træffer de nødvendige beslutninger til opfølgning af civilforsvarsforliget. Dette gælder generelt den mere langsigtede planlægning - med det nødvendige økonomiske grundlag - til opbygning af det kommunale civilforsvar. Det vil særlig have betydning, at der træffes foranstaltninger med henblik på uddannelse af civilforsvarspersonellet, fortrinsvis det ledende personel, men også frivillige og § 13-personel.

7. Beredskabsplanen

Beredskabsplanen skal indeholde oplysning om omfanget af kommunens civilforsvar og om de foranstaltninger, der skal iværksættes for at udbygge og organisere kommunens civilforsvar i overensstemmelse med den ovennævnte civilforsvarsplan, hvis der træffes bestemmelse om forhøjelse af beredskabet. Beredskabsplanen skal endvidere indeholde oplysning om foranstaltninger til iværksættelse af civilforsvarets bistand ved fredsmæssige katastrofer. Beredskabsplanen giver således en oversigt over det faktisk eksisterende civilforsvar i kommunen og om de konkrete foranstaltninger, der i tilfælde af forhøjelse af beredskabet skal iværksættes for at gøre det beredskab, der er til rådighed, klar til indsats, og for at udbygge og organisere kommunens civilforsvar i overensstemmelse med civilforsvarsplanen.

Beredskabsplanen ajourføres løbende i kommunen og skal være koordineret med vedkommende politi- og sygehusberedskabsmyndigheds civilforsvarsplanlægning.

Civilforsvarsstyrelsen og CF-regionerne har behov for indsigt i de kommunale CF-beredskabsplaner til brug for den centrale, sideløbende planlægning og for udførelsen af opgaverne i en situation med forhøjet beredskab. Kommunerne sender allerede beredskabsplanmateriale til CF-regionerne efter indbyrdes aftale herom. Civilforsvarsstyrelsen har herefter ikke behov for at modtage de kommunale beredskabsplaner eller dele deraf.

Civilforsvarsstyrelsen skal påny henstille, at udarbejdelsen af en beredskabsplan for det kommunale civilforsvar fremmes i de kommuner, der endnu ikke måtte have løst denne opgave. Beredskabsplanerne er af afgørende betydning for, at det kommunale civilforsvar kan fungere effektivt i en beredskabssituation med det personel og materiel m.v., der er til rådighed.

Der henvises iøvrigt til Civilforsvarsstyrlsens vejledning til standardberedskabsplan for det kommunale civilforsvar. Vejledningen er udsendt med styrelsens cirkulæreskrivelse af 30. juni 1983.

Vejledning 1987 9395 Valid

Vejledende retningslinier for kommunernes civilforsvarsplanlægning Til samtlige kommunalbestyrelser og Civilforsvarskommissionen for Storkøbenhavn. Samtlige CF-regioner

Efter civilforsvarslovens § 17, jfr. Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 43 af 23. januar 1987 om planer for det kommunale civilforsvar, påhviler det kommunalbestyrelsen at udarbejde en civilforsvarsplan og en beredskabsplan for det kommunale civilforsvar.

Alle kommuner har udarbejdet en civilforsvarsplan for perioden 1984-87 og en ny, revideret plan for 1988-91 skal inden den 1. januar 1988 indsendes til Civilforsvarsstyrelsen gennem vedkommende CF-region.

Planerne skal ikke mere godkendes af Civilforsvarsstyrelsen, der nu alene kan meddele kommunalbestyrelsen sine bemærkninger eller i særlige tilfælde indstille til indenrigsministerens bestemmelse, at planen på ny skal behandles i kommunalbestyrelsen, jfr. styrelsens meddelelse nr. 87/03 af 2. marts 1987 med orientering om ændrede bestemmelser om godkendelse af civilforsvarsplaner m.v.

Til brug ved kommunalbestyrelsens udarbejdelse af civilforsvarsplan sendes hermed standardcivilforsvarsplan 1988-91 for det kommunale civilforsvar (udeladt) og Civilforsvarsstyrelsens Vejledning om kommunernes civilforsvarsplanlægning 1987.

Idet der i øvrigt henvises til dette materiale bemærkes, at den reviderede civilforsvarsplan udarbejdes efter de samme principper som den tidligere plan, og at planens afsnit 5 om målsætning og tidsplan nu er en del af civilforsvarsplanen.

Beredskabsplanen revideres som hidtil løbende i kommunen, og oplysninger herfra sendes til orientering til CF-regionerne efter aftale med den pågældende region.

Følgende tidligere udsendte vejledende retningslinier ophæves

1. Udsendt med Civilforsvarsstyrelsens cirkulæreskrivelse af 30. juni 1983: - Standardcivilforsvarsplan - Vejledning til standardcivilforsvarsplan for det kommunale civilforsvar. - Vejledende forslag til følgeskrivelse til Civilforsvarsstyrelsen vedrørende civilforsvarsplan.

2. Civilforsvarsstyrelsens cirkulærskrivelse af 26. april 1985 om den primærkommunale civilforsvarsplanlægning.

L. Hvidt

vicedirektør

/F. Trosbjerg

brigadechef

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →