Cirkulære om kontrolattester for fiskemel til Grækenland
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære om kontrolattester for fiskemel til Grækenland
I dekret nr. 393733 af 22. august 1986 har det græske landbrugsministerium fastsat nye bestemmelser bl.a. om certifikater for foderstoffer, der indføres i Grækenland. Bestemmelserne er - efter et par udsættelser - trådt i kraft 1. juli 1987, men det græske landbrugsministerium har accepteret en midlertidig ordning, indtil nye certifikater har kunnet fremstilles.
Gennem den danske ambassade i Athen har man nu modtaget det græske landbrugsministeriums godkendelse af vedhæftede kontrolattest Fm 00-118 (* 1), der fremtidigt skal anvendes ved udførsel af fiskemel til Grækenland. Samtidig bortfalder førnævnte midlertidige ordning.
Kontrolattesten er efter græsk krav udfærdiget på græsk, men med undertekster på engelsk i overskrifter og rubrikbetegnelser.
Den erklæring, der underskrives af fiskerikontrollen, lyder i oversættelse
Undertegnede fiskeriinspektør, der er autoriseret af Fiskeriministeriet til at udføre tilsyn med fisk og kvalitetskontrol, erklærer herved, at det ovenfor specificerede parti fiskemel er forsvarligt emballeret og ved afsendelsen af sund kvalitet, samt at det er frit omsætteligt i Danmark. Det erklæres yderligere
1. at fiskemelet er produceret i en virksomhed, der er autoriseret af Fiskeriministeriet til dette formål,
2. at fiskemelet er kunstigt tørret, og at det under denne proces er blevet opvarmet til en temperatur, der er tilstrækkelig høj til at dræbe patogene mikroorganismer,
3. at fiskemel fra autoriserede virksomheder løbende undersøges på Fiskeriministeriets Industritilsyn's mikrobiologiske laboratorium for at sikre, at det ikke indeholder patogene organismer, herunder (a) Salmonella i prøver på 25 g, (b) mere end 1.000 sulfitreducerende Clostridier pr.g,
4. at fiskemel, der er produceret i Danmark, opfylder alle relevante EF-krav, herunder EF's grænseværdier for uønskede stoffer såsom aflatoxin i foder,
5. at emballagen ikke påvirker fiskemelet på nogen måde.
Eksportørerklæringen (nederst til venstre) lyder i oversættelse
Jeg/vi undertegnede erklærer herved, at det ovenfor specificerede parti fiskemel skal eksporteres til Grækenland, og at de givne oplysninger er i nøje overensstemmelse med kendsgerningerne.
Opmærksomheden henledes på, at kontrolattesten kun kan anvendes for fiskemel af dansk oprindelse.
Poul Fr. Jensen
1)Kontrolattesten forefindes ikke i basen, men kan fås ved henvendelse til Fiskeriministeriets Industritilsyn eller Fiskerikontrollen