Personaleadministrativ vejledning Kap. 40 Statens understøttelsesordning
Statutory Text (2 Articles)
Personaleadministrativ vejledning Kap. 40 Statens understøttelsesordning
Indledning
1. Understøttelse kan ydes til personer, som er ansat i egentlig statstjeneste, og som ikke er omfattet af en pensionsordning som led i deres ansættelsesforhold, samt sådanne ansattes efterlevende ægtefæller og børn. En kapitalpensionsordning udelukker normalt ikke anvendelse af reglerne om understøttelse.
Understøttelsesordningen er etableret ved særskilt tilslutning fra Finansudvalget og indgår ikke som et led i de pågældende personalegruppers aftalte ansættelsesvilkår. Ordningen kan derfor ikke indgå i overenskomstforhandlinger med de respektive personaleorganisationer.
2. Beskrivelsen nedenfor af understøttelsesordningen indledes med en omtale af betingelserne for at opnå understøttelse (pkt. 3-5). Herefter redegøres der for grundlaget for fastsættelsen af understøttelsen (pkt. 6-8) samt understøttelsesbeløbene (pkt. 9-11). Herudover indeholder kapitlet afsnit om regulering af understøttelser (pkt. 12) og bortfald af understøttelse (pkt. 13). Afslutningsvis omtales efterindtægt (pkt. 14) og opsat understøttelse (pkt. 15) samt reglerne om administration af ordningen (pkt. 16) og de ældre regler, der gjaldt indtil 1/4 1971 (pkt. 17).
Betingelser for at opnå understøttelse
3. En ansat kan ved fratrædelsen blive tillagt understøttelse under forudsætning af, at den pågældende fratræder
a) på grund af alder eller helbredsbetinget utjenstdygtighed
b) efter i statens tjeneste mellem det fyldte 30. og 70. år at have haft
1) en samlet ansættelse svarende til l5 års fuldtidsbeskæftigelse,
2) deltids- eller sæsonbeskæftigelse - eventuelt kombineret med perioder med fuldtidsbeskæftigelse - svarende til mindst 7 års fuldtidsbeskæftigelse inden for 15 sammenhængende år, eller
3) beskæftigelse som rengøringsassistent svarende til mindst 2 timers daglig tjeneste inden for l5 sammenhængende år.
Specielt for så vidt angår punkt a) skal det bemærkes, at det normalt er en forudsætning for tillæggelse af understøttelse ved fratræden på grund af alder, at den pågældende er fyldt 67 år. Kun hvis der i lov er fastsat en lavere pligtig aldersgrænse for en tilsvarende tjenestemandsstilling, kan understøttelse på grund af alder tillægges fra et tidligere tidspunkt. Afsked med opsat understøttelse ved fratræden i alderen 60-66 år for at overgå til efterløn er omtalt under pkt. 15.
Afsked med understøttelse på grund af helbredsbetinget utjenstdygtighed forudsætter, at der gennem Lønnings- og Pensionsdepartementet på grundlag af foreliggende lægelige oplysninger er indhentet en udtalelse fra Finansministeriets lægekyndige konsulent (eller helbredsnævnet) om, at de helbredsmæssige betingelser for afsked med understøttelse er opfyldt.
Hvis en person må fratræde efter det fyldte 30. år på grund af følger efter tilskadekomst i tjenesten, og denne tilskadekomst begrunder krav på erstatning for tab af erhvervsevne i henhold til lov om arbejdsskadeforsikring, kan der ydes understøttelse uden hensyn til beskæftigelsens varighed.
Hvis en person afskediges på grund af andre særlige omstændigheder end de under a) nævnte, f.eks. i forbindelse med rationaliseringer eller strukturændringer, kan der efter praksis tillægges den pågældende en opsat understøttelse. Sager herom afgøres af Lønnings- og Pensionsdepartementet. Om beregning m.v. henvises til pkt. 15.
4. Ægtefælleunderstøttelse kan ydes til ægtefællen efter en person, der ved sin død oppebar egenunderstøttelse eller opfyldte betingelserne vedrørende beskæftigelsens omfang for at få tillagt en sådan. Det er dog en forudsætning, at ægteskabet ikke er indgået på dødslejet, eller efter at den afdøde ægtefælle var fyldt 60 år eller afgået fra tjenesten.
Der kan ikke ydes understøttelse til en fraskilt ægtefælle.
Ansøgning om understøttelse fra afdødes fraseparerede ægtefælle skal forelægges lønnings- og pensionsdepartementet.
Ægtefælleunderstøttelse kan oppebæres samtidig med egenunderstøttelse.
5. Tillæg til egen- eller ægtefælleunderstøttelse kan ydes for den understøttelsesberettigedes børn, herunder stedbørn, der er medtaget til forsørgelse i det fælles hjem.
Den samme kreds af børn er berettiget til børneunderstøttelse, hvis de ved den understøttelsesberettigedes eller den efterlevende ægtefælles død bliver forældreløse.
Tillægget/understøttelsen ydes til barnets fyldte l8. år og kan ikke forlænges derudover.
Grundlaget for fastsættelsen af understøttelsens størrelse
6. Grundlaget for fastsættelsen af en understøttelses størrelse er den stillingsgruppe, den ansatte er henført til på afskedstidspunktet, samt den opnåede understøttelsesanciennitet.
I denne sammenhæng opstilles 4 stillingsgrupper
I ufaglært arbejder
II håndværker - assistent
III overassistent - håndværker, der på grundlag af arbejdets art oppebærer kvalifikationstillæg, ledertillæg eller lignende tillæg, der bevirker, at den pågældende lønmæssigt placeres på linie med en overassistent, eller hvis almindelige løn svarer til overassistentløn (jfr. håndværkercirkulæret)
IV kontorfuldmægtig - afdelingsleder samt andre ansatte med højere aflønning.
I tilfælde, hvor indplacering efter ovennævnte gruppering ikke direkte kan foretages ud fra stillingsbetegnelsen, og hvor den pågældende er tjenestemandslignende aflønnet, kan indplacering foretages på grundlag af de i vejledningens afsnit II.A. opstillede retningslinier.
Understøttelsesancienniteten er den tid, en person har været beskæftiget i egentlig statstjeneste efter sit fyldte 30. år og inden det fyldte 70. år. Ancienniteten kan dog ikke overstige 35 år.
Perioder med nedsat tjenestetid indgår tilsvarende nedsat i ancienniteten.
For timelønnet personale regnes l år = 2240 timer inkl. syge- og feriedage.
7. Ægtefælleunderstøttelse fastsættes på grundlag af den afdøde ægtefælles egenunderstøttelse.
8. Den ansattes stillingsmæssige placering og opnåede understøttelsesanciennitet er uden betydning for størrelsen af børneunderstøttelse og børnetillæg.
Understøttelsesbeløb
9. Der er for hver stillingsgruppe fastsat et basisbeløb for tjeneste svarende til l5 års fuldtidsbeskæftigelse (deltidsbeskæftigelse og timelønnet beskæftigelse omregnet til fuldtid) efter det fyldte 30. år. For hvert fulde års tjeneste ud over l5 år suppleres basisbeløbet med et tillæg fastsat for vedkommende stillingsgruppe. Højeste understøttelse opnås ved 35 års fuld beskæftigelse, dog ikke ud over det fyldte 70. år.
For ansatte, der opfylder betingelserne for at blive tillagt understøttelse for deltids- og sæsonbeskæftigelse eller for beskæftigelse som rengøringsassistent, fastsættes understøttelsen til basisbeløbet for den gruppe, hvori de pågældende er indplaceret, medmindre de efter foranstående regel kan tillægges en højere ydelse. Det samme gælder for ansatte, der opfylder betingelserne for at fratræde med understøttelse på grund af tilskadekomst i tjenesten.
Børnetillæg udbetales med det i vejledningen anførte grundbeløb som et tillæg til egenunderstøttelsen.
Udbetaling af egenunderstøttelse forudsætter, at der indgives ansøgning herom, jfr. cirkulæret om ansøgningsskemaer. Den ydes med virkning fra dagen efter ansættelsens ophør, men udbetalingen suspenderes, hvis der ydes sygedagpenge, arbejdsløshedsunderstøttelse eller efterløn i henhold til lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring, indtil dagpengeperiodens udløb eller arbejdsløshedsunderstøttelsens, respektive efterlønnens ophør. Understøttelse kan dog ikke ydes med virkning fra et tidligere tidspunkt end den l. i måneden efter derom indgiven ansøgning.
10. Ægtefælleunderstøttelse fastsættes til 2/3 af den afdøde ægtefælles egenunderstøttelse. Børnetillæg udbetales med det i vejledningen anførte grundbeløb som et tillæg til ægtefælleunderstøttelsen.
Ægtefælleunderstøttelse kan ydes med virkning fra dagen efter dødsfaldet eller - hvis der udbetales efterindtægt - fra efterindtægtsperiodens udløb.
Ansøgning om understøttelse skal indgives snarest muligt efter dødsfaldet. I modsat fald kan understøttelse ikke ydes med virkning fra et tidligere tidspunkt end den l. i måneden efter derom indgiven ansøgning, jfr. cirkulæret om ansøgningsskemaer.
11. Til forældreløse børn ydes børneunderstøttelse med det i vejledningen angivne grundbeløb.
Regulering af understøttelser
12. Samtlige understøttelser dyrtidsreguleres efter tilsvarende retningslinier, som gælder for tjenestemandspensioner, jfr. det af finansministeriet halvårsvis udsendte cirkulære om regulering af pensioner m.v.
Bortfald af understøttelse
l3. En egenunderstøttelse bortfalder, hvis en person, der modtager egenunderstøttelse, genansættes i staten.
Efterindtægt
l4. Når en person, der modtager egenunderstøttelse, dør, udbetales der i 3 måneder et beløb svarende til den sidst udbetalte understøttelse. Dette beløb, der betegnes efterindtægt, udbetales til den efterlevende ægtefælle eller, hvis en sådan ikke efterlades, den pågældendes understøttelsesberettigede børn. Efterindtægt kan ikke udbetales til boet.
Efterindtægt dyrtidsreguleres i samme omfang som egenunderstøttelse.
Opsat understøttelse
l5. Ved opsat understøttelse forstås en understøttelse med udskudt udbetaling beregnet ud fra den beløbssats, der gælder for vedkommende stillingstype, og på grundlag af den pågældendes understøttelsesanciennitet.
Opsat understøttelse kan ifølge cirkulæret om opsat understøttelse tillægges personer, der fratræder deres stilling i alderen 60-66 år for at modtage efterløn i henhold til L 555 l5/ll l978 om ændring af lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring.
Med hensyn til udbetaling af opsat understøttelse og tillæggelse af ægtefælle- og børneunderstøttelse henvises til pkt. 3-4 i cirkulæret om opsat understøttelse.
Samme regler om beregning og udbetaling anvendes ved ydelse af opsat understøttelse til personer, der afskediges på grund af ganske særlige omstændigheder, jfr. pkt. 3.
En opsat understøttelse dyrtidsreguleres, også i perioden fra fratrædelsen til udbetalingen påbegyndes.
Administration
l6. Ekspeditionen af understøttelsessager foretages efter de i vejledningens afsnit IV angivne retningslinier og pkt. 6 i cirkulæret om opsat understøttelse.
Ældre regler
l7. De ældre regler i understøttelsescirkulæret af 8/5 l950 var gældende indtil l/4 l97l og kan efter overgangsreglerne være anvendt ved tillæggelse af egenunderstøttelse eller ægtefælleunderstøttelse efter en ansat, der døde i tjenesten, i perioden l/4 l97l - 3l/3 l976.
Indholdet af disse regler og konsekvensen for understøttelsen til en eventuel ægtefælle af, at disse har været anvendt ved beregningen af egenunderstøttelsen, fremgår af understøttelsescirkulæret samt af vejledningen.
Man skal i denne forbindelse for så vidt angår pensionslignende understøttelser specielt henlede opmærksomheden på, at den myndighed, der foranledigede understøttelsen tillagt, skal underrette lønnings- og pensionsdepartementet om ændringer i understøttelsesmodtagerens eller dennes ægtefælles sociale pensionsforhold, jfr. understøttelsescirkulærets afsnit l0.
Bilags- og henvisningsoversigt
Bilag til kap. 40
Bilag 40.1
Økonomi- og budgetministeriets cirk. 25 26/1 1972 om ændrede regler om ydelse af understøttelse til ikke-pensionssikret personale i statens tjeneste (understøttelsescirkulæret).
Bilag 40.2
Fmst. cirkskr. 17/6 1977 om vejledning 17/6 1977 vedrørende tillæggelse af understøttelse i henhold til ovennævnte cirk. samt enkeunderstøttelse m.v. i henhold til tidligere understøttelsesregler (vejledningen).
Bilag 40.3
Fmst. cirk. 84 27/4 1979 om opsat understøttelse til ikke-pensionssikret personale i statens tjeneste (cirkulæret om opsat understøttelse).
Bilag 40.4
Fmst. cirkskr. 127 27/7 1979 om beregning af understøttelse til håndværkere (håndværkercirkulæret).
Bilag 40.5
Fmst. cirk. 19/5 1982 om deling og refusion af udgifter til understøttelse til ikke-pensionssikret personale, der i forbindelse med opgaveomlægninger mellem stat og kommuner er overgået til kommunal ansættelse. (LP.nr. 099/82).
Bilag 40.6
Fmst. cirk. 9/7 1982 om ansøgningsskemaer til brug ved behandling af sager om tillæggelse af understøttelse til ikke-pensionssikret personale i statens tjeneste (cirkulæret om ansøgningsskemaer) (LP.nr. 133/82).
Bilag til andre kapitler
Bilag 39.12
Fmst. cirk. 25/3 1987 om regulering af pensioner m.v. fra 1/4 1987 (reguleringscirkulæret) (LP.nr. 019/87).
Ingen