Legislator Case Law & Legislation
C19870682660 DK

Personaleadministrativ vejledning Kap. 30 Værnepligtsjeneste mv.

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Vejledning 1987 6826 Historic

Personaleadministrativ vejledning Kap. 30 Værnepligtsjeneste mv.

Lov om værnepligtsorlov

Gyldighedsområde

1. Loven om værnepligtsorlov er trådt i kraft den 1. juli 1985 og har virkning for værnepligtige lønmodtagere, der den 1. juli 1985 eller senere modtager meddelelse om tidspunktet for indkaldelsen.

For at være omfattet af loven skal den pågældende ved indkaldelsen have været ansat uafbrudt i mindst 9 måneder i samme virksomhed, gennemsnitlig mindst 15 timer ugentlig.

Såfremt ansættelseskravet er eller vil blive opfyldt senest ved indkaldelsestidspunktet, indtræder lønmodtagerens retsbeskyttelse på det tidspunkt, hvor han får meddelelse om indkaldelsen (modtagelsestidspunkt).

Eksempel: Ansættelsestidspunkt 1/5 1985

Modtagelsestidspunkt

1/8 1985

Indkaldelsestidspunkt

1/2 1986

Den værnepligtige er omfattet af lovens rettigheder fra den 1. august 1985 (modtagelsestidspunktet), idet indkaldelsestidspunktet ligger 9 måneder efter ansættelsestidspunktet.

Perioder, hvori lønmodtageren har haft lovligt forfald - f.eks. under sygdom, faderorlov, forældreorlov - medregnes i den forudgående ansættelsesperiode.

Lære-, elev- og praktiktid indgår ikke i den forudgående ansættelsesperiode, medmindre den pågældende er blevet ansat på den samme institution umiddelbart efter sin lære-, elev- eller praktiktid.

Funktionærlovens § 6, stk. 1 og 3, samt medhjælperlovens § 35 om indkaldelse og aftjening af værnepligt finder ikke anvendelse på lønmodtagere, der er omfattet af værnepligtsorlovsloven.

Funktionærer og medhjælpere, der - fordi de f.eks. ikke opfylder kravet om 9 måneders forudgående ansættelse - falder uden for lovens § 1, er dog fortsat beskyttet af de pågældende lovbestemmelser.

Funktionærlovens § 6, stk. 2, om løn under genindkaldelse finder endvidere stadig anvendelse for funktionærer.

Tjenestemænd og tjenestemandslignende ansatte samt søfarende er i vist omfang undtaget fra lovens bestemmelser. Der henvises herom til pkt. 9 og 10.

Loven kan ikke ved aftale, vedtægter eller regulativer fraviges til ugunst for den værnepligtige lønmodtager. Loven griber således ikke ind i kollektive overenskomster og aftaler, der med hensyn til værnepligtsorlov og eventuel optjening af anciennitet i denne periode stiller lønmodtagerne bedre.

Det bemærkes, at værnepligtsorlovsloven ikke regulerer det økonomiske mellemværende, hverken mellem lønmodtageren og arbejdsgiveren eller mellem lønmodtageren og det offentlige.

Virkninger under fravær

2. Lovens § 2 hjemler en ubetinget ret for lønmodtageren til at være fraværende på grund af aftjening af værnepligt, herunder tjeneste som værnepligtig befalingsmand. En kontraktsmæssig ansættelse i forsvaret, f.eks. som konstabel, medfører derimod, at forholdet falder uden for lovens område.

Retten til fravær indebærer - såfremt de nedennævnte underretningsforskrifter er overholdt - at den værnepligtige lønmodtager ikke kan afskediges på grund af værnepligtsforholdet. Der er tale om lovligt forfald for den værnepligtige.

Der er imidlertid intet til hinder for, at lønmodtageren i løbet af værnepligtsperioden selv siger arbejdsforholdet op med sædvanligt varsel. Loven medfører ingen ændringer i den tidligere retstilstand, hvorefter en arbejdsgiver altid må være forberedt på, at de ansatte siger op med det varsel, som gælder i ansættelsesforholdet. Omvendt vil en lønmodtager, der - efter at have givet tilsagn om tilbagevenden - udebliver uden at have sagt sin stilling op, udsætte sig for misligholdelsesvirkninger.

Lønmodtagerens ret til at vende tilbage til arbejdet forudsætter på tilsvarende måde, at han ikke forinden er blevet lovligt opsagt, f.eks. på grund af arbejdsmangel.

3. Lovens § 3 medfører, at anciennitetsoptjeningen suspenderes i den periode, hvori lønmodtageren er fraværende på grund af aftjeningen af værnepligt, herunder tjeneste som værnepligtig befalingsmand, medmindre andet er fastsat ved aftale, overenskomst el.lign. I de tilfælde, hvor medarbejderen genoptager arbejdet, medregnes hans beskæftigelse hos arbejdsgiveren forud for indkaldelse ved beregning af anciennitet i arbejdsforholdet.

Efter de for tjenestemænd gældende regler medregnes værnepligtsorlov under tjenestemandsansættelse såvel i lønanciennitet som - i det omfang orloven ligger efter det fyldte 25. år - i pensionsalder, jfr. § 8, stk. 1, i bekg. 536 25/11 1985 om tjenestefrihed og lønafkortning for tjenestemænd, der varetager ombud o.lign.

For en række grupper ansat på overenskomstvilkår - f.eks. ansatte i henhold til overenskomster med HK og på akademikerområdet - medregnes værnepligtsorlov ligeledes i lønancienniteten. Der henvises i øvrigt til reglerne i de enkelte overenskomster.

En tjenestemand, der har haft værnepligtsorlov under forudgående pensionsberettigende ansættelse på overenskomstvilkår, vil efter forelæggelse for finansministeriet få tilbud om medregning af orloven m.v. i pensionsalderen i henhold til tjenestemandspensionslovens § 4 a, forudsat at han under orloven har opretholdt betalende medlemskab af pensionsordningen, og at udtrædelsesgodtgørelsen overføres til statskassen.

Underretningspligt

4. En lønmodtager, der ønsker at benytte sin ret til fravær i værnepligtsperioden, har pligt til at underrette arbejdsgiveren om tidspunktet for indkaldelsen. Underretningen, der af hensyn til eventuel bevistvivl bør være skriftlig, skal meddeles arbejdsgiveren senest 2 uger efter, at lønmodtageren har modtaget meddelelse om indkaldelsestidspunktet, jfr. lovens § 4.

Det fremgår af forsvarsmyndighedernes og civilforsvarsmyndighedernes administrative praksis, at værnepligtige normalt indkaldes med mindst 4 måneders varsel - til resterende tjeneste dog normalt med mindst 3 måneders varsel. Til civilforsvaret indkaldes til supplerende tjeneste med mindst 2 måneders varsel og til resterende tjeneste med mindst 4 ugers varsel. Til civilt arbejde (militærnægtertjeneste) indkaldes normalt med 2-5 måneders varsel. Der vil således normalt - uanset formen for værnepligtstjeneste - være mindst 4 ugers frist, medmindre den pågældende frivilligt har udtrykt ønske om »indkaldelse snarest«. Forsvarskommandoen har givet tilsagn om, at ordningen med »indkaldelse snarest« vil blive administreret på en sådan måde, at værnepligtige lønmodtagere, der er i beskæftigelse, vil blive indkaldt med mindst 4 ugers varsel.

5. Ifølge lovens § 5 har lønmodtageren, såfremt han ønsker at genoptage arbejdet hos arbejdsgiveren, pligt til at underrette denne herom mellem 3 og 4 måneder før det forventede hjemsendelsestidspunkt.

For så vidt angår lønmodtagere, der indkaldes/genindkaldes til værnepligtstjeneste af under 5 måneders varighed (f.eks. civilforsvarstjeneste af 1 måneds varighed), gælder varslingsreglerne i lovens § 5, stk. 1-3, ifølge lovens § 5, stk. 4, kun, såfremt underretningen kan gives i løbet af værnepligtstiden. For eksempel har en lønmodtager, der indkaldes til 1 måneds civilforsvarstjeneste - på trods af at han ikke kan varsle efter bestemmelsens stk. 1 - ret til at genindtræde i stillingen efter udløbet af den ene måned.

Eventuelle ændringer som følge af kortere tillægstjeneste el.lign. forringer ikke den værnepligtige lønmodtagers retsstilling, når blot arbejdsgiveren får underretning om udskydelsen. Den værnepligtige lønmodtager skal genoptage arbejdet umiddelbart efter afslutningen af værnepligten. Det påregnede tidspunkt for hjemsendelsen skal således være reelt, og den værnepligtige lønmodtager kan ikke mere eller mindre vilkårligt selv fastsætte, hvornår arbejdet ønskes genoptaget og værnepligtsorloven sluttet. Den værnepligtige lønmodtager skal dog naturligvis have den nødvendige tid til hjemrejse. Normalt skal han derfor møde på arbejdet på andendagen efter hjemsendelsesdagen.

6. Underretter lønmodtageren ikke arbejdsgiveren om tidspunktet for indkaldelsen, berettiger det ifølge lovens § 4, stk. 2, arbejdsgiveren til at hæve ansættelsesforholdet fra indkaldelsesdagen, d.v.s. fra starten af værnepligtsperioden.

For en lønmodtager, der under aftjeningen af værnepligten undlader at give meddelelse om det forventede hjemsendelsestidspunkt, anses ansættelsesforholdet ifølge lovens § 5, stk. 3, for at være opsagt fra lønmodtagerens side med værnepligtsperiodens ophør uanset længden af det varsel, der i øvrigt gælder for lønmodtageren vedrørende opsigelse af ansættelsesforholdet.

Lønmodtagere (f.eks. funktionærer) kan have et længere opsigelsesvarsel end 1 måned, men loven sikrer, at der ikke i forbindelse med manglende underretning efter stk. 1 skal kunne opstå tvivl om retsforholdet mellem lønmodtageren og arbejdsgiveren. Arbejdsgiveren kan således ikke forlange, at en lønmodtager skal vende tilbage til arbejdspladsen efter hjemsendelsen og fortsætte ansættelsesforholdet, indtil det gældende varsel for opsigelse fra lønmodtagerens side er overholdt.

7. I lovens § 6 er fastsat regler om førtidig hjemsendelse eller efterkassation. Også her påhviler der lønmodtageren en underretningspligt. Underretningen skal gives uden ugrundet ophold, d.v.s. straks når forholdet bliver lønmodtageren bekendt.

Undlader den værnepligtige at give arbejdsgiveren underretning i henhold til § 6, stk. 1, medfører det, at arbejdsgiveren kan anse ansættelsesforholdet for ophørt fra det tidspunkt, hvor efterkassation eller hjemsendelse finder sted.

Lønmodtageren har ifølge lovens § 6, stk. 2, dog ret til at vende tilbage til jobbet i de »førtidige« hjemsendelsessituationer. Retten er dog betinget af den nævnte underretningspligt. Arbejdsgiveren bestemmer, hvornår arbejdet skal genoptages, men den værnepligtige har ret til at vende tilbage til arbejdet senest 4 måneder efter efterkassation eller andre fremrykkede hjemsendelser. I praksis skal en værnepligtig, der f.eks. kasseres 2 måneder efter påbegyndt tjeneste, straks varsle sin tilbagekomst til arbejdsgiveren og har herefter ret til at vende tilbage til sit arbejde efter yderligere 4 måneders fravær.

Eksempel: Indkaldt 1/2 1986

Kasseret 1/4 1986

Ret til genoptagelse af job 1/8 1986

Hvis en værnepligtig, der hjemsendes før tiden, i medfør af lovens § 5, stk. 1, med 3-4 måneders varsel har givet underretning om tidspunktet for sin hjemsendelse, har han dog, ifølge lovens § 6, stk. 2, ret til at genoptage sit arbejde på dette tidspunkt.

Genindtræden i tjenesten

8. Såfremt den værnepligtige benytter sig af sin ret til at meddele, at han agter at vende tilbage til jobbet efter aftjent værnepligt, medfører det for ham en forpligtelse til at møde op. Hvis han ikke genindtræder i tjenesten, kan arbejdsgiveren ophæve ansættelsesforholdet uden varsel.

Særlige regler for søfarende

9. Ved arbejdsministeriets bekg. 314 25/6 1985 om værnepligtsorlov er der fastsat særlige regler for søfarende. I relation hertil bemærkes, at det under staten overenskomstansatte sejlende personale er omfattet af loven - bortset fra situationer, hvor der ansættes personale til tjeneste på et enkelt skib til udførelse af enkeltstående opgaver.

Alle med et fast ansættelsesforhold må anses for at være rederiansatte.

Særlige regler for tjenestemænd og tjenestemandslignende ansatte

10. Underretningsbestemmelserne i lovens § 4, stk. 2, § 5, stk. 3, og § 6, stk. 3, finder ikke anvendelse på værnepligtige, der er ansat i henhold til lov om tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken, jfr. lovens § 8. Bestemmelserne finder ej heller anvendelse på værnepligtige, der er ansat på tjenestemandslignende vilkår, og for hvem der i regulativ el.lign. er fastsat regler om afskedigelse, disciplinærforfølgning mv. svarende til de for tjenestemænd gældende.

Manglende overholdelse af en foreskreven underretningspligt - eller undladelse af genindtræden ved orlovens udløb - vil imidlertid for disse medarbejderes vedkommende være en tjenesteforseelse. Eventuel afskedigelse i den anledning vil alene kunne ske i overensstemmelse med de herom gældende regler.

Lønforhold mv.

11. For tjenestemænd gælder, at der ikke ydes løn under første indkaldelse. Til tjeneste som befalingsmand af reserven gives som hovedregel tjenestefrihed uden løn. Derimod ydes der fuld løn under pligtige genindkaldelser for den måned, indkaldelsen finder sted, og for den følgende. De nærmere regler om den lønmæssige stilling findes i fmst. cirk. 131 21/6 1977 om løn til tjenestemænd m.fl. under værnepligtstjeneste. Cirkulærets bestemmelser finder tilsvarende anvendelse på overenskomstansatte, der i henhold til overenskomsten aflønnes efter reglerne for statstjenestemænd under første indkaldelse.

12. I de tilfælde, hvor der i medfør af reglerne i ovennævnte cirkulære skal ske lønfradrag - f.eks. for tjenestemænd, der indkommanderes som befalingsmænd af reserven - foretages lønfradrag som angivet i fmst. cirk. 24/5 1985 om lønfradrag/-beregning for tjenestemænd.

13. Under fravær som følge af aftjening af værnepligt optjener tjenestemænd kun ferieret, når fraværet er på 1 måneds varighed eller derunder.

Ved tjenestemænds indkaldelse til aftjening af værnepligt følges reglerne i ferieaftalens § 8, når fraværet i forbindelse hermed er på mere end 1 måneds varighed.

14. For så vidt angår værnepligtstjenestens indflydelse på eventuel prøvetid/prøveansættelse henvises til henholdsvis kap. 36 (funktionærer) og kap. 17 (tjenestemænd).

Bilags- og henvisningsoversigt

Bilag til kap. 30

Bilag 30.1

Fmst. cirk. 131 21/6 1977 om løn til tjenestemænd m.fl. i staten, folkeskolen og folkekirken under værnepligtstjeneste mv.

Bilag 30.2

Oversigt over tjenestemænds optjening af fast påregnelige særlige ydelser (natpenge, søn- og helligdagsgodtgørelse m.v.) samt frihed for arbejde på ubekvemme tidspunkter under lønnet fravær fra tjenesten.

Bilag til andre kapitler

Bilag 18.1

Fmst. cirk. 18/11 1985 om lønanciennitet m.v. for tjenestemænd i staten (lønanciennitetscirkulæret) (LP. nr. 117/85).

Bilag 25.1

Fmst. cirk. 25/6 1985 om aftale 14/6 1985 om de for statens tjenestemænd gældende ferieregler (ferieaftalen) (LP. nr. 036/85).

Bilag 28.6

Fmst. cirk. 25/11 1985 om bekg. 536 25/11 1985 om tjenestefrihed og lønafkortning for ansatte i staten mv., der varetager ombud o.lign. (ombudsbekendtgørelsen).

Bilag 28.8

Fmst. cirk. 24/5 1985 om lønfradrag/-beregning for tjenestemænd (LP. nr. 029/85).

Love og bekendtgørelser i II del

L 292 18/6 1969 om tjenestemandspension (tjenestemandspensionsloven).

Henvisninger i øvrigt

L 148 17/4 1985 om værnepligtsorlov.

Arbejdsministeriets bekg. 314 25/6 1985 om værnepligtsorlov (Om særlige regler for søfarende).

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →