Personaleadministrativ vejledning Kap. 26 Sygdom
Statutory Text (2 Articles)
Personaleadministrativ vejledning Kap. 26 Sygdom
Indledning
1. I dette kapitel omtales en række af de væsentligste regelsæt vedrørende statsansattes forhold i forbindelse med sygdom. De særlige regler om afsked af tjenestemænd på grund af sygdom omtales i kap. 36.
Sygemelding
2. Når en ansat er nødt til at være fraværende fra sit arbejde på grund af sygdom, skal han meddele dette til tjenestestedet på første sygedag så vidt muligt inden arbejdstids begyndelse - eller snarest muligt derefter.
Den ansatte skal oplyse, hvor længe han skønner, sygdommen vil vare. Disse oplysninger kan være nødvendige, bl.a. af hensyn til tjenestestedets dispositioner vedrørende tilrettelæggelse af den tjeneste, som den ansatte skulle have udført.
3. Sygefravær dokumenteres normalt ved, at den ansatte, når han har genoptaget tjenesten, straks underskriver en erklæring, hvorved han bekræfter, at han har været uarbejdsdygtig på grund af sygdom med angivelse af datoen for første og sidste sygedag. Der kræves ikke oplysning om sygdommens art. Blanket til erklæringen (Fi 36) kan rekvireres hos Direktoratet for Statens Indkøb.
4. I visse tilfælde kan sygdomsforfald kræves dokumenteret ved lægeattest.
Hvis en tjenestemands forudgående sygemeldingers antal og/eller karakter taler derfor, kan der kræves lægeattest (afkrydsningsformular). For fravær under 4 dage kræves i så fald en skriftlig anmodning til lægen om udstedelse af lægeattest. Denne attest betales af tjenestemanden.
Efter 14 dages sygefravær kan der forlanges en attest fra tjenestemandens læge eller specialist om sygdommens forventede yderligere varighed, den såkaldte varighedserklæring (blanket Fi 37), som kan rekvireres hos Direktoratet for Statens Indkøb. Denne attest betales af tjenestestedet.
Tilsvarende regler bør følges for andre ansatte, jfr. for funktionærers vedkommende Ful. § 5, stk. 4.
5. Er en tjenestemand hyppigt sygemeldt, eller giver hans tilstand i øvrigt anledning til tvivl om, hvorvidt han er helbredsmæssigt egnet til at varetage sin stilling, har tjenestemanden pligt til at fremskaffe de helbredsoplysninger, som helbredsnævnet forlanger til brug for bedømmelsen af tjenstdygtigheden. Udgifter hertil betales af tjenestestedet.
Løn under sygdom
6. Der ydes normalt fuld løn under sygdom til tjenestemænd og funktionærer. For funktionærers vedkommende følger dette af Ful. § 5, stk. 1.
Ligeledes kan andre ansatte have ret til løn under sygdom i henhold til overenskomst eller aftale.
Ansatte, som ikke har krav på løn under sygdom, har ret til dagpenge i henhold til dagpengeloven.
Endelig er der for enkelte grupper af ansatte aftalt forskellige mellemformer mellem fuld løn og dagpenge under sygdom, f.eks. således at der under visse nærmere fastsatte betingelser ydes løn under sygdom i indtil 13 uger inden for 12 på hinanden følgende måneder og herefter i indtil 13 uger dagpenge samt et tillæg, der udgør differencen mellem dagpengene og 90 pct. af den sædvanlige løn.
7. L 572 27/10 1982 om begrænsning af løn under sygdom er ophævet med virkning fra 1/1 1987, jfr. Fmst. cirk. 5/1 1987.
8. Den løn, der kommer til udbetaling under sygdom, er den normale, faste løn. I visse tilfælde indgår godtgørelse for ubekvem arbejdstid m.v. i løn under sygdom. Der henvises til Fmst. cirk. 104 25/5 1977 og 81 2/5 1978.
Dagpengene kan ikke overstige et bestemt maksimumsbeløb, som fastsættes og reguleres i henhold til dagpengelovens § 24, og kan ikke udgøre mere end 90 pct. af den ansattes indtægt, beregnet på grundlag af den gennemsnitlige ugentlige lønindtægt i de sidste 4 uger før sygdommens indtræden, jfr. dagpengelovens § 9.
9. Ifølge dagpengeloven påhviler det normalt arbejdsgiveren at betale dagpenge i de første 5 uger af den ansattes sygdomsperiode (arbejdsgiverperioden). Herefter betales dagpengene af socialforvaltningen i den sygemeldtes bopælskommune.
Betaler arbejdsgiveren fuld løn under sygdom, skal der naturligvis ikke herudover betales dagpenge. I det omfang der uden for arbejdsgiverperioden ydes løn under sygdom, indtræder arbejdsgiveren i den ansattes krav på dagpenge i henhold til dagpengelovens § 27. Dette betyder, at arbejdsgiveren har krav på at få refunderet en del af den udbetalte løn fra den ansattes bopælskommune, svarende til det dagpengebeløb, som den ansatte ellers ville have krav på.
Normalt vil retten til refusion først indtræde efter udløbet af arbejdsgiverperioden på 5 uger, medmindre arbejdsgiveren har frigjort sig fra at udbetale dagpenge, jfr. dagpengelovens § l2.
Krav om refusion af dagpenge skal fremsættes over for den ansattes bopælskommune inden for bestemte frister.
Det er uden betydning for retten til refusion, om lønnen udbetales i henhold til lovbestemmelse, f.eks. funktionærloven eller lærlingeloven, eller i henhold til en overenskomstbestemmelse.
Barns første sygedag
10. En tjenestemand kan efter anmodning i fornødent omfang få delvis eller hel tjenestefrihed med løn til pasning af sygt, mindreårigt, hjemmeværende barn på dets første sygedag, når hensynet til barnets forhold nødvendiggør det, og forholdene på tjenestestedet tillader det. For en række overenskomstgrupper gælder tilsvarende regler under forudsætning af, at der udtrykkeligt i følgeskrivelsen til overenskomsten er optaget en bemærkning herom.
Den ansatte oppebærer under tjenestefriheden indtægt svarende til den indtægt, som den ansatte ville have oppebåret i sygdomstilfælde, idet der dog i denne fraværssituation ikke indgår de særlige ydelser, som er omhandlet i Fmst. cirk. 25/5 1977 og 2/5 1978 om udbetaling af visse særlige ydelser under sygdom.
11. Efter Finansministeriets praksis forstås ved mindreårigt barn et barn, der ikke er fyldt 18 år.
Om et barns sygdom kan begrunde tjenestefrihed, må bero på en konkret vurdering af sygdommens art sammenholdt med barnets alder. Afgørende er i alle tilfælde, at der er et pasningsbehov, der ikke kan opfyldes på anden måde.
12. Et barn betragtes altid som »hjemmeværende«, når det opholder sig hos sin biologiske far og/eller mor. Det samme gælder ophold hos adoptivforældre samt hos den ene af forældrene i forbindelse med udøvelse af samkvemsret.
Tilsvarende gælder i øvrige tilfælde, hvor den ansatte har forældremyndighed over det hjemmeværende barn - uden at være biologisk eller adoptivmæssig mor/far.
Tilfælde, der falder uden for det ovennævnte, må afgøres efter et konkret skøn. Vejledende herfor bør være dels hensynet til barnets tarv, dels den ansattes tilknytning og varetægtsmæssige forhold til barnet. Skønnet bør dog praktiseres på en måde, der ikke nødvendiggør en overdreven undersøgelse af den ansattes samlivsforhold.
Som hovedregel vil det være rimeligt at lægge til grund, at tjenestefrihed kan tilstås en ansat, der har samme folkeregisteradresse som barnet på sygdomstidspunktet, jfr. dog ovenfor om samkvemsretssituationen. Denne hovedregel finder dog ikke anvendelse, hvis den ansatte lever i kollektiv eller anden form for bofællesskab, hvor man f.eks. efter tur passer kollektivets/bofællesskabets syge børn.
13. I tilfælde, hvor begge forældre er omfattet af reglerne om tjenestefrihed i forbindelse med barns første sygedag, kan kun den ene få delvis eller hel tjenestefrihed og kun på barnets første sygedag. Der kan således ikke være een første sygedag for faderen og en for moderen inden for den samme sygeperiode.
Ændring af ansættelsesforholdet på grund af sygdom
14. I særlige tilfælde kan en tjenestemands sygdom begrunde en midlertidig eller varig ændring af ansættelsesforholdet.
15. En tjenestemand, der af helbredsmæssige grunde for en tid ikke kan udføre fuld tjeneste, kan i henhold til § 5 i Fmst. cirk. 163 5/7 1973 om statstjenestemænds forhold i forbindelse med sygdom (sygdomscirkulæret) få tilladelse til nedsættelse af tjenestetiden med indtil halvdelen i indtil 3 måneder med fuld løn.
Denne regel skal ses på baggrund af det ønskelige i at gøre det muligt for en tjenestemand at komme lempeligt i gang efter en alvorlig sygdom, idet tjenestemænd ofte på tilstrækkeligt helbredsmæssigt grundlag ville kunne være sygemeldt i 120 dage med fuld løn, jfr. § 1 i Fmst. cirk. 47 15/3 1973 (afskedscirkulæret), hvis de kun havde mulighed for at genoptage tjenesten på fuld tid.
En tjenestemand kan dog få nedsat tid med fuld løn i indtil 3 måneder, selv om han har været sygemeldt i længere tid, evt. ud over de 120 dage.
16. For at kunne få nedsat tid efter de ovennævnte regler må det med føje kunne antages, at tjenestemanden bliver i stand til at kunne genoptage fuld tjeneste i løbet af de 3 måneder, og det må i al fald ikke anses for udelukket, at pågældende kan genoptage fuld tjeneste.
17. Sager om tjenestetidsnedsættelse i indtil 3 måneder forelægges direkte for Helbredsnævnet med de fornødne lægelige oplysninger.
18. Viser der sig behov for tjenestetidsnedsættelse ud over 3 måneder, eller søges der med det samme om nedsat tjenestetid for mere end 3 måneder, forelægges sagen for Lønnings- og Pensionsdepartementet og ikke for Helbredsnævnet.
Efter at der er afgivet skøn i sagen af Finansministeriets lægekyndige konsulent, afgiver Finansministeriet en udtalelse i sagen, idet der samtidig tages stilling til, på hvilke lønmæssige vilkår der kan gives nedsat tjenestetid. Vejledende herfor er den lægekyndige konsulents skøn over tjenestemandens fremtidige arbejdsevne samt den samlede tid på nedsat tjeneste.
Efter praksis vil tjenestetidsnedsættelse med fuld løn normalt ikke blive givet for en samlet periode på mere end ca. 6 måneder.
19. Tjenestetidsnedsættelse med fuld løn forudsætter, at tjenestetiden udgør mindst halvdelen af fuld tjeneste. I tilfælde, hvor tjenestetiden er nedsat med mere end halvdelen, og der i øvrigt er grundlag for at bevilge tjenestetidsnedsættelse med »fuld løn«, beregnes lønnen som en brøkdel af fuld løn, svarende til forholdet mellem det præsterede timetal og halv tjeneste.
20. Tjenestetidsnedsættelse, der bevilges i henhold til sygdomscirkulæret, bevirker ingen afkortning i tjenestemandens lønanciennitet og pensionsalder, uanset om der ydes hel eller delvis løn.
21. Tjenestetidsnedsættelse ud over 1 år bevilges normalt ikke i henhold til sygdomscirkulæret, men i givet fald i henhold til TL § 58, stk. 3.
Udelukker lægeskønnet, at tjenestemanden på noget tidspunkt kan genoptage fuld tjeneste, bevilges tjenestetidsnedsættelsen med det samme efter TL § 58, stk. 3. Dette medfører, at lønanciennitet og pensionsalder for perioder med nedsat tjenestetid ikke medregnes fuldt ud som fastsat i sygdomscirkulærets § 5, men medregnes efter de sædvanlige regler, dvs. lønanciennitetscirkulæret samt TPL § 4, stk. 4.
Heraf følger, at tjenestetid, der udgør gennemsnitlig 15 timer pr. uge eller derover, indgår fuldt ud i lønancienniteten. Tjenestetid på mindre end gennemsnitlig 15 timer pr. uge indgår tilsvarende nedsat i lønancienniteten. Tjenestetiden indgår - uanset omfanget - tilsvarende nedsat i pensionsalderen.
22. Spørgsmålet om tilladelse til nedsat tjenestetid under delvis utjenstdygtighed som følge af tilskadekomst i tjenesten forelægges Lønnings- og Pensionsdepartementet til udtalelse.
Hvorvidt der i denne situation vil kunne gives tilladelse til nedsat tjenestetid (for en begrænset tid eller indtil videre), afgøres på grundlag af en vurdering fra Finansministeriets lægekyndige konsulent af tjenestemandens helbredsmæssige situation, set også i relation til tjenestemandens arbejdsopgaver. Den lægekyndige konsulents vurdering lægges også til grund for, om der ved tjenestetidsnedsættelse af længere varighed bør fastsættes en bestemt periode, efter hvis udløb sagen skal forelægges på ny. Der findes således ingen faste regler for, hvor lang en periode med nedsat tjenestetid i givet fald bør være.
23. Anmodning om helbredsbetinget tjenestetidsnedsættelse fremsættes normalt af tjenestemanden gennem styrelsen eller af styrelsen på tjenestemandens vegne. Såfremt en læge på sin patients vegne retter henvendelse til styrelsen med anbefaling af nedsat tjenestetid, bør det normalt ikke af styrelsen forlanges, at tjenestemanden selv kommer med en ansøgning.
24. Anmodning om helbredsbetinget tjenestetidsnedsættelse skal være bilagt fornødne lægelige oplysninger, dvs.
- en beskrivelse af samtlige subjektive og objektive sygdomsfænomener,
- en diagnose samt
- en udtalelse vedrørende udsigterne til, at tjenestemanden kan genoptage fuld tjeneste med en omtrentlig angivelse af, hvornår fuld tjeneste kan forventes genoptaget.
Desuden vil det være formålstjenligt, at den attestudstedende læge medsender eventuel foreliggende journaludskrift, speciallægeerklæring, udskrivningskort samt andre relevante oplysninger om tjenestemandens helbredstilstand.
De omhandlede lægelige oplysninger forudsættes fremsendt i lukket kuvert af hensyn til kravet om fortrolig behandling af lægelige oplysninger.
Ved sagens forelæggelse afholdes de fornødne udgifter til fremskaffelse af lægelige oplysninger af tjenestemanden. Udgifter til supplerende lægeerklæring samt udgifter til speciallægeundersøgelse eller anden særlig undersøgelse, som forlanges foretaget, afholdes af tjenestestedet.
25. I henhold til TL § 12, stk. 3, kan det pålægges en tjenestemand under 60 år, der af helbredsmæssige grunde bliver uegnet til at varetage tjenesten i sin stilling, at overtage en anden stilling inden for hans hidtidige ansættelsesområde, som må anses for passende for ham. Med tilslutning af et i TL § l3 omhandlet nævn (omflytningsnævnet) kan det endvidere pålægges ham at overtage en passende stilling uden for hans hidtidige ansættelsesområde.
Såfremt overtagelse af en anden stilling indebærer en nedrykning, har tjenestemanden krav på pensionsgivende tillæg i henhold til TL § 55. Nedrykning med ydelse af tillæg vil kunne ske i forbindelse med såvel pålagt som ansøgt nedrykning. Ydelse af tillæg kan kun ske efter forelæggelse for Lønnings- og Pensionsdepartementet.
26. Får en funktionær en helbredserklæring fra læge eller hospital, hvorefter funktionæren på grund af sygdom ikke kan genoptage arbejdet i fuldt omfang, men f.eks. kun på halv tid, betragtes funktionæren som (delvis) uarbejdsdygtig.
Funktionæren har derfor ret til sædvanlig løn under den delvise uarbejdsdygtighed på grund af sygdom. Dage, på hvilke den ansatte er delvis fraværende på grund af sygdommen, medregnes i konsekvens heraf som hele dage i relation til 120-dages reglen i Ful. § 5, stk. 2.
Der er dog naturligvis intet i vejen for, at funktionæren og institutionen aftaler, at funktionæren i stedet i en periode går på deltid mod tilsvarende lønafkortning. I så fald er der ikke tale om sygefravær.
Notering af sygedage
27. For enhver ansat skal føres en sygedagsliste indeholdende oplysning om tidspunktet for hver sygeperiodes begyndelse og ophør og det samlede antal sygedage. En af Finansministeriet udarbejdet sygedagsliste (Fi 38) kan rekvireres hos direktoratet for statens indkøb.
Sygedagslisten anvendes bl.a. til regnskab med den såkaldte 120-dages regel, jf. kap. 36. Ved opgørelsen af de 120 dages fravær medregnes såvel søn- og helligdage som fridage på hverdage. Det er herved forudsat, at den ansatte har været sygemeldt på begge sider af sådanne dage. For ansatte, der er omfattet af visse overenskomster indgået mellem Finansministeriet og HK, bortses dog fra sammenhængende fridage på mindst 2 døgns længde, hvori frilørdage medregnes.
28. På sygedagslisten gøres bemærkning om fravær i forbindelse med barns første sygedag samt for tjenestemænds vedkommende perioder med nedsat tjenestetid af helbredsmæssige årsager med oplysning om tjenestetidsnedsættelsens omfang. Fravær i disse tilfælde noteres ikke som sygedage.
29. Endelig gøres bemærkning om, hvorvidt en given sygeperiode er forårsaget af tilskadekomst under udførelse af tjenesten.
30. Spørgsmålet om notering af fravær på grund af sygdom i forbindelse med graviditet og barsel er omtalt i Fmst. cirk. 3/10 1984 om barselorlov mv. for ansatte i staten.
31. Finansministeriet udarbejder en central sygefraværsstatistik. Der henvises herom til Fmst. cirk. 10/2 1987 om sygefraværsstatistik for statsansatte (LP.nr. 011/87).
Bilags- og henvisningsoversigt
Bilag til kap. 26
Bilag 26.1
Økonomi- og budgetministeriets cirk. 163 5/7 1973 om statstjenestemænds forhold i forbindelse med sygdom (sygdomscirkulæret).
Bilag 26.2
Fmst. cirk. 104 25/5 1977 med vejledning om udbetaling af visse særlige ydelser til personer med ansættelse på funktionærvilkår.
Bilag 26.3
Fmst. cirk. 81 2/5 1978 med vejledning om udbetaling af visse særlige ydelser til tjenestemænd og lignende i staten, folkeskolen og folkekirken.
Bilag 26.4
Budgetministeriets cirkskr. 28/11 1973 om sygedagslister.
Bilag 26.5
Fmst. cirk. 10/2 1987 om sygefraværsstatistik for statsansatte (LP.nr. 011/87).
Bilag 26.6
Fmst. cirk. 5/1 1987 om ophævelse af L 572 27/10 1982 om begrænsning af løn under sygdom (LP.nr. 01/87).
Bilag 26.7
Oversigt over tjenestemænds optjening af fast påregnelige særlige ydelser (natpenge, søn- og helligdagsgodtgørelse m.v.) samt frihed for arbejde på ubekvemme tidspunkter under lønnet fravær fra tjenesten.
Bilag til andre kapitler
Bilag 18.1
Fmst. cirk. 18/11 1985 om lønanciennitet m.v. for tjenestemænd i staten (lønanciennitetscirkulæret) (LP.nr. 117/85).
Bilag 36.1
Økonomi- og budgetministeriets cirk. 47 15/3 1973 om afsked af tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken på grund af helbredsbetinget utjenstdygtighed eller alder (afskedscirkulæret).
Henvisninger i øvrigt
Fmst. cirk. 201 8/12 1981 om afslutning af den igangværende fraværsregistrering (LP.nr. 131/81).
Ingen