Personaleadministrativ vejledning Kap. 12 Lønfastsættelse mv.

Personaleadministrativ vejledning Kap. 12 Lønfastsættelse mv.

Indledning

1. Kap. 11 omhandler de bevillingsmæssige regler vedrørende personaleforbrug. Heraf fremgår bl.a., at ansættelse af personale skal finde sted på vilkår, der er godkendt af Lønnings- og Pensionsdepartementet enten i form af generelle regler eller efter konkret forelæggelse.

I kap. 10 er der givet en beskrivelse af de mest almindeligt forekommende lønsystemer inden for statens område.

2. I dette kapitel behandles spørgsmålet om, hvorledes de enkelte stillinger indplaceres inden for det enkelte lønsystem. Vedrørende lønanciennitet henvises til kap. 18.

På tjenestemandsområdet er der tale enten om konkret forelæggelse, hvorefter Lønnings- og Pensionsdepartementet aftaler den enkelte nye stillings klassificering med vedkommende centralorganisation, eller om anvendelse af friliste, således at vedkommende ministerium normalt ikke skal forelægge klassificeringen for Lønnings- og Pensionsdepartementet.

På overenskomstområdet vil lønfastsættelsen normalt være entydig, da der sjældent er tvivl om de enkelte overenskomsters anvendelsesområde. Der er således normalt ikke behov for en konkret vurdering af indplaceringen.

Imidlertid ligner forholdene på enkelte overenskomstområder, især på kontorfunktionærområdet, i et vist omfang forholdene på tjenestemandsområdet derved, at disse overenskomster indeholder flere forskellige lønskalaer.

Kontorfunktionærområdet ligner i øvrigt tjenestemandsområdet derved, at der nu er indført frilister, således at lønnen i visse kontorfunktionærstillinger ved nyoprettelse fastlægges uden konkret forelæggelse for Lønnings- og Pensionsdepartementet. Klassificeringen er således foretaget på forhånd.

I visse tilfælde kan der endvidere ske individuel lønfastsættelse på overenskomstområdet. I denne forbindelse er hovedvægten lagt på en beskrivelse af kvalifikationstillæg til akademikere, tidligere benævnt § 1, stk. 2 tillæg.

Under de enkelte områder omtales også mulighederne for ændring af lønvilkår for bestående stillinger/ansættelsesforhold ( omklassificering og lign).

3. I den situation, hvor der skal fastsættes løn- og andre ansættelsesvilkår for enkeltpersoner, og hvor der hverken er tale om ansættelse i tjenestemandsstilling eller overenskomstansættelse, gælder der en almindelig forudsætning om Lønnings- og Pensionsdepartementets medvirken, jfr. Fmst.cirk. 117 4/7 1978 og kap. 3.

4. Til medlemmer af kollegiale organer (nævn, råd og lign.) kan der i visse tilfælde ydes særskilt vederlæggelse. Dette spørgsmål er omhandlet under pkt. 43-51.

Tjenestemænd

Klassificeringsprocedurer

5. De med tjenestemændenes centralorganisationer aftalte regler om klassificering af nyoprettede stillinger er indeholdt i Fmst.cirk. 21/3 1985 (frilistecirkulæret).

Reglerne kan ikke anvendes til omklassificering af bestående tjenestemandsstillinger. Med hensyn til sondringen mellem begrebet ny stilling og omklassificering af bestående stilling henvises til retningslinierne i cirkulærets pkt. 8 og 9.

Udgangspunktet for klassificering af nye stillinger er, at klassificeringen foretages ved aftale mellem Finansministeriet og vedkommende centralorganisation. Ved klassificering kan anvendes 2 procedurer: den almindelige klassificeringsprocedure og frilisteproceduren. De stillinger, der er på friliste, er typisk almindeligt forekommende stillinger, som med hensyn til arbejdsopgaver mv. er nogenlunde veldefinerede, mens stillinger, der ikke er på friliste, kræver konkret vurdering.

6. Efter den almindelige klassificeringsprocedure sker klassificeringen ved, at der indgås en aftale mellem Finansministeriet og vedkommende centralorganisation om den enkelte stilling.

Til brug for klassificeringen skal vedkommende ministerium fremsende funktionsbeskrivelse og forslag til stillingsbetegnelse til Lønnings- og Pensionsdepartementet, som herefter fremsender forslag til stillingens klassificering til vedkommende ministerium og centralorganisationen.

Centralorganisationen kan inden for en frist af 3 uger meddele Lønnings- og Pensionsdepartementet, at den ikke er enig og ønsker særskilt forhandling om klassificeringen. Stillingen kan opslås , hvis centralorganisationen ved fristens udløb ikke har anmodet om forhandling.

7. Ved frilisteproceduren skal der ikke ske konkret klassificering i det enkelte tilfælde. Klassificeringen for forskellige stillinger med et givet stillingsindhold er foretaget på forhånd, således at konkret forhandling og aftale om klassificeringen af en nyoprettet stilling er unødvendig. Nyoprettede stillinger, hvis stillingsbetegnelse og funktionsbeskrivelse svarer til stillingsbetegnelsen og den eventuelle funktionsbeskrivelse for en stilling på frilisten, er klassificeret i den lønramme med det eventuelle særlige tillæg, som er angivet i frilisten for denne stilling.

Når en ny tjenestemandsstilling er oprettet, anvendes frilisten således, at ministeriet henfører stillingen til den lønramme og det eventuelle særlige tillæg, der er angivet i frilisten for stillinger med tilsvarende stillingsbetegnelse og funktionsbeskrivelse.

Ministeriet skal give vedkommende centralorganisation eller den organisation, som centralorganisationen bemyndiger hertil, meddelelse om den konkrete anvendelse af frilisten. Frilistecirkulæret indeholder i bilag 2 udkast til, hvorledes denne meddelelse kan udformes.

Samtidig hermed kan stillingen opslås , idet der dog for stillinger, som på frilisten har en særlig markering herom, forinden skal gives organisationen en frist på 3 uger til at fremsætte eventuelle indsigelser mod ministeriets anvendelse af frilisten.

Hvis organisationen over for ministeriet gør indsigelse mod anvendelsen af frilisten, og der ikke mellem ministeriet og organisationen kan opnås enighed om anvendelsen af frilisten, forelægges sagen for Lønnings- og Pensionsdepartementet.

8. Hvis en nyoprettet stillings betegnelse og funktionsbeskrivelse ikke svarer til en stillingsbetegnelse og en eventuel funktionsbeskrivelse i frilisten, skal vedkommende ministerium forelægge klassificeringsspørgsmålet for Lønnings- og Pensionsdepartementet. Herefter vil den almindelige klassificeringsprocedure blive fulgt.

9. Ved tilvejebringelse af frilister sondres mellem på den ene side en almindelig friliste, som Finansministeriet udsender, og som omfatter bundstillinger og andre stillinger, hvis klassificering anses for entydig, og på den anden side udvidede frilister, hvis etablering forudsætter et forslag fra vedkommende ministerium (almindelige frilister for hvert enkelt ministerium blev udsendt i foråret 1985).

Ønsker et ministerium en udvidet friliste, skal ministeriets samlede forslag hertil efter eventuel forhandling med vedkommende forhandlingsberettigede organisation indsendes til Lønnings- og Pensionsdepartementet. Forslaget skal for hver stilling indeholde detaljerede oplysninger, herunder funktionsbeskrivelse for de på den udvidede friliste omhandlede stillinger, jfr. pkt. 4.2 i frilistecirkulæret.

10. Hvor en ny tjenestemandsstilling fremkommer ved, at en besat overenskomststilling konverteres til en tjenestemandsstilling i højere charge end den pågældende overenskomststilling, forelægges spørgsmålet om tjenestemandsstillingens klassificering altid for Lønnings- og Pensionsdepartementet.

11. Individuelle og gruppevise omklassificeringer gennemføres ved aftale mellem Finansministeriet (eller vedkommende ministerium efter bemyndigelse fra Finansministeriet) og den pågældende centralorganisation (eller en bemyndiget organisation). Udgiften til gennemførelse af omklassificeringer afholdes af de puljer, der måtte blive afsat til dette formål ved aftalefornyelserne. For så vidt angår den konkrete vurdering af, om en disposition er en stillingsoprettelse eller en omklassificering, henvises til retningslinierne i pkt. 8 og 9 i frilistecirkulæret.

Individuelle omklassificeringer finder normalt sted hvert andet år, idet Finansministeriet sædvanligvis efter de generelle aftaleforhandlingers afslutning i ulige år udsender cirkulære om indkaldelse af forslag til individuelle omklassificeringer, der som omtalt finansieres af de afsatte puljer. Ved aftalefornyelserne 1987 er det aftalt med de 4 centralorganisationer på tjenestemandsområdet, at de afsatte puljer supplerer de under flekspuljerne afsatte midler til individuel omklassificering/individuelt tillæg. Der henvises til kap. 15.

Centralorganisationerne koordinerer og prioriterer - hver på sit område - forslag fra deres tilsluttede organisationer inden forhandling med Finansministeriet, der på sin side vil føre forhandlingerne på grundlag af udtalelser og prioriteringer fra de berørte ministerier.

12. Fremgangsmåden i forbindelse med forslag om individuelle omklassificeringer kan variere noget, men har i de senere år været følgende

De tilsluttede organisationers forslag, herunder prioritering, gøres først til genstand for forhandling med pågældende ministerium eller styrelse. Forslag herudover, som ministeriet eller styrelsen måtte ønske fremmet, forhandles samtidig med vedkommende organisation og indgår i den fælles prioritering.

Såvel organisationsforslag som styrelsesforslag må være fremlagt til forhandling mellem de tilsluttede organisationer og ministerier og styrelser inden en nærmere bestemt frist.

13. Centralorganisationerne fremsender herefter deres samlede forslag til Finansministeriet, der oversender disse til de berørte ministerier med henblik på tilføjelse af eventuelle supplerende oplysninger og bemærkninger, idet ministerierne samtidig anmodes om for hver organisations område at foretage en samlet prioritering af de forslag, der ønskes fremmet, herunder forslag, som ikke er medtaget af pågældende centralorganisation, men som efter forhandling alene fremsættes af vedkommende ministerium eller styrelse.

14. De forskellige forslag forhandles herefter mellem Finansministeriet og tjenestemændenes centralorganisationer, og resultatet af disse forhandlinger tilstræbes at foreligge ca. 1. april i året efter aftaleåret.

15. Sigtet med individuelle omklassificeringer er - inden for de givne økonomiske rammer - at justere lønvilkårene i overensstemmelse med de ændringer i stillingsindholdet, der måtte have fundet sted siden den seneste klassificering af stillingen og således, at aflønningen bringes i overensstemmelse med stillingsindholdet.

Ved forhandlingerne i ministerier og styrelser må det så vidt muligt undgås, at der fremsættes omklassificeringsforslag, hvis gennemførelse vil medføre skævheder i forhold til andet personale.

Desuden kan der med henvisning til en stillingsindehavers personlige kvalifikationer stilles forslag om oprykning af vedkommende tjenestemand til højere lønramme og/eller tildeling af nyt eller forhøjet særligt tillæg. Der sker herved ikke omklassificering af stillingen, der ved ledighed genbesættes i den lønramme mv., hvortil stillingen er henført.

16. Gruppevise omklassificeringer omfatter normalt stillinger af samme kategori, enten inden for et bestemt område eller inden for staten som helhed. Sådanne omklassificeringer anvendes, hvor det anses for hensigtsmæssigt at behandle stillingerne under et på grund af det fælles stillingsindhold.

Gruppevise omklassificeringer kan eventuelt gennemføres efter stillingsvurdering, jfr. i øvrigt kap. 13.

Gruppevise omklassificeringer har ligesom individuelle omklassificeringer til formål at justere aflønningen i forhold til stillingsindholdet.

Initiativet til gruppevise omklassificeringer kan tages af såvel Finansministeriet og centralorganisationerne som vedkommende ministerium eller styrelse.

Beslutningen om en gruppevis omklassificering træffes normalt i forbindelse med de generelle aftaleforhandlinger, idet udgifterne skal afholdes inden for de ved disse forhandlinger eventuelt afsatte beløbsrammer.

16a. Med udgangspunkt i synspunkter fremsat af Tjenestemandskommissionen af 1965 har der i praksis været foretaget omklassificeringer eller andre lønmæssige ændringer som led i omorganisering og rationalisering af institutioner, hvor der samtidig opnås personalebesparelser. Sådanne omklassificeringer m.v. er foretager uden for de ved aftaleforhandlingerne afsatte rammebeløb.

Ved aftaleforhandlingerne pr. 1/4 1987 er der opnået enighed om mellem Finansministeriet og en eller flere centralorganisationer at søge indgået en rammeaftale om udlodning af effektiviseringsoverskud.

Alderens betydning i forbindelse med omklassificering

17. Mellem Finansministeriet og tjenestemændenes centralorganisationer er der aftalt retningslinier for alderens betydning i forbindelse med omklassificering af tjenestemænd, der er fyldt 60 år.

Oprykning til højere lønramme sker uden hensyn til alderen i tilfælde, hvor en hel gruppe tjenestemænd omklassificeres (gruppevis omklassificering). Såfremt omklassificeringen sker efter stillingsvurdering, er det en betingelse for oprykning, at hele den stillingsvurderede gruppe oprykkes.

Oprykning til højere lønramme på Lærernes Centralorganisations forhandlingsområde, der sker på grundlag af aftalte objektive kriterier, såsom elevtal, indbyggertal og lign., sker ligeledes uden hensyntagen til alderen.

18. Oprykning af tjenestemænd, der er fyldt 60 år, sker i form af ydelse af ikke-pensionsgivende tillæg i følgende situationer

1. Individuelle omklassificeringer

2. Omklassificeringer (uden stillingsvurdering) af grupper af tjenestemænd i tilfælde, hvor kun en del af gruppen oprykkes som følge af begrænsede midler eller af anden årsag

3. Omklassificering af dele af grupper, der har været stillingsvurderet, og hvor de pågældende udvælges efter største pointsum

4. Omklassificeringer (efter stillingsvurdering) af grupper, hvor kun en del af gruppen oprykkes som følge af begrænsede midler, og hvor de pågældende udvælges blandt en gruppe med samme pointsum

19. I tilfælde, hvor den pligtige afgangsalder er lavere end 70 år, nedsættes den anførte 60-årsgrænse i overensstemmelse med hidtidig praksis på de enkelte områder.

20. Tjenestemænd, der er fyldt 60 år, stilles lønmæssigt , som om oprykning til højere lønramme har fundet sted. Dette sker ved, at der til den hidtidige lønramme ydes et ikke-pensionsgivende tillæg, således at tjenestemanden opnår en samlet løn, der svarer til den til enhver tid gældende løn, som pågældende ville have opnået i den højere lønramme, herunder lønstigninger som følge af, at tjenestemanden efter gældende lønanciennitetsregler ville opnå alderstillæg i den højere lønramme.

Pensionsmæssigt vil tjenestemanden som hovedregel blive stillet, som om omklassificering ikke har fundet sted. Dette indebærer, at tjenestemanden, såfremt pågældende inden omklassificering ikke var på sluttrin i sin hidtidige lønramme, vil optjene alderstillæg i sin hidtidige lønramme, og tjenestemandspensionen vil ved afsked blive beregnet i overensstemmelse hermed.

Undtagelse gøres dog, når en ikke-gruppevis omklassificering på grund af en eller flere tjenestemænds alder foretages med ydelse af et ikke-pensionsgivende tillæg, og der efterfølgende sker en omklassificering af hele den gruppe, hvorfra de individuelt oprykkede stillinger stammer.

I så fald er det lagt til grund, at den senere gruppevise omklassificering også har pensionsmæssig virkning for disse allerede individuelt oprykkede tjenestemænd, forudsat at de pågældende ikke er fratrådt tjenesten på det tidspunkt, fra hvilket den gruppevise omklassificering har virkning.

Kriterier for klassificering af tjenestemandsstillinger

21. I betænkning afgivet af Tjenestemandskommissionen af 1965 er det som en målsætning for statens personalepolitik anført, at de samlede ansættelsesvilkår for de enkelte grupper af tjenestemænd bør være sådanne, at staten sættes i stand til at rekruttere og fastholde den fornødne arbejdskraft til løsning af de opgaver, der er henlagt til staten. Da en meget væsentlig del af de samlede ansættelsesvilkår er lønnen, er det derfor vigtigt, at der stedse tilstræbes balance i lønningerne i forhold til sammenlignelige grupper i og uden for staten.

22. En stillingsbeskrivelse er et væsentligt element i enhver klassificerings- og omklassificeringsforhandling, herunder de forhandlinger, der føres om frilister og udvidede frilister.

Det er væsentligt, at stillingsbeskrivelserne bliver så fyldige som overhovedet muligt, således at det står forhandlingsparterne klart, hvilke krav der stilles til stillingsindehaveren.

23. I forbindelse med en nyklassificering er det som nævnt normalt vedkommende ministerium, der skal udarbejde og fremsende en stillingsbeskrivelse til Lønnings- og Pensionsdepartementet. Der er ikke fastsat regler for, hvilket indhold en stillingsbeskrivelse skal have, men følgende forhold bør som minimum klarlægges.

- Det ansvarsområde , der er knyttet til stillingen, herunder beskrivelse af ansvarsområdet i forhold til eventuel nærmeste foresatte og eventuelle nærmeste underordnede.

- Den lønmæssige placering af nærmeste foresatte .

- Om der er knyttet arbejdsledelse til stillingen og i givet fald for hvilket personale, dettes antal samt lønmæssige placering.

- Om der stilles særlige uddannelseskrav eller erfaringskrav til stillingsindehaveren.

Sammen med stillingsbeskrivelsen bør vedkommende ministerium fremsætte forslag til klassificering og stillingsbetegnelse, samt oplyse, om der efter ministeriets opfattelse findes stillinger inden for eller uden for styrelsen/ministeriet, der er sammenlignelige med den pågældende stilling.

I forbindelse med en omklassificering må tilsvarende oplysninger normalt fremlægges tillige med oplysning om stillingens nuværende klassificering og baggrunden for den foreslåede klassificering samt stillingsindehaverens alder.

Ovenstående oplysninger indgår herefter som grundlag for forhandlingerne med organisationen suppleret med lønstatistisk materiale om aflønning i stillinger såvel inden for som uden for staten.

24. Der er i staten kun i mindre omfang aftalt objektive klassificeringskriterier, som f.eks. antal elever eller antal indbyggere som grundlag for klassificering af tjenestemandsstillinger.

Overenskomstansatte

Indledning

25. Som nævnt i indledningen er lønfastsættelsen på overenskomstområdet ofte entydig på den måde, at der ikke er tvivl om, hvilken overenskomst det pågældende arbejde er omfattet af, og at der kun er en lønskala i overenskomsten. Eventuelt kan der være mulighed for at yde tillæg efter objektive kriterier, f.eks. tillæg til formænd, som har arbejdsledelse for et bestemt antal medarbejdere eller tillæg til ansatte, som har gennemgået et bestemt kursus eller lign.

Nogle overenskomster har dog flere lønskalaer . Valget af lønskala er parallelt til klassificering af stillinger på tjenestemandsområdet. I nogle tilfælde fremgår det af overenskomsten, hvilken lønskala der skal benyttes i det konkrete tilfælde, og hvornår eventuel oprykning til anden lønskala kan finde sted. I andre tilfælde kræves der aftale herom mellem overenskomstens parter. Nedenfor gennemgås mere detaljeret kontorfunktionærområdet.

I andre overenskomster er der mulighed for at give individuelle tillæg (kvalifikationstillæg), normalt efter aftale mellem overenskomstens parter, på grundlag af en vurdering af stillingens indhold og den ansattes kvalifikationer.

I en række overenskomster er der optaget bestemmelser om kvalifikationstillæg (tidligere § 1, stk. 2 tillæg). Selv om ordlyden af bestemmelserne er ens, må det understreges, at praksis på de forskellige overenskomstområder er forskellig, f.eks. med hensyn til tidsfristers betydning, tillægsstørrelse, puljetillæg og eventuel genanvendelse heraf samt decentrale forhandlinger. Nedenfor gennemgås kvalifikationstillæg på akademikerområdet.

Om omlægning af tillæggenes grundbeløb henvises til kap. 10.

Kontorfunktionærområdet

26. Som anført i indledningen ligner procedurerne vedrørende klassificering og omklassificering forholdene på tjenestemandsområdet.

På et punkt adskiller kontorfunktionærområdet sig dog fra tjenestemandsområdet, idet der i modsætning til, hvad der gælder for sammenlignelige tjenestemandsstillinger, er hjemmel til at yde kvalifikationstillæg, jfr. pkt. 30.

27. De med HK aftalte regler om klassificering af nyoprettede stillinger - inden for henholdsvis uden for friliste - fremgår af overenskomsten for kontorfunktionærer.

Reglerne kan ikke anvendes ved omklassificering af bestående stillinger som kontorfunktionær.

Om sondringen mellem begreberne »klassificering af en ny stilling« og »omklassificering af en bestående stilling« henvises til frilistecirkulæret, pkt. 8 og 9, hvis retningslinier følges.

Såfremt nyoprettede stillinger, som ikke er omfattet af friliste, jfr. nedenfor, ønskes klassificeret højere end på assistentniveau, skal forslag herom fremsættes over for Lønnings- og Pensionsdepartementet af vedkommende ministerium.

Forslaget bør fremsættes inden stillingens besættelse og skal indeholde oplysninger om stillingens arbejds- og ansvarsmæssige indhold, lederbeføjelser og placering i organisationen etc.

På basis af disse oplysninger optager Lønnings- og Pensionsdepartementet forhandling med HK om klassificeringen.

28. Fra 1. april 1987 er der med HK aftalt en friliste til brug ved klassificering af nyoprettede stillinger på kontorfunktionærområdet.

De stillinger, der er på friliste, er typisk almindeligt forekommende stillinger, som med hensyn til arbejdsopgaver m.v. er nogenlunde veldefinerede, mens stillinger, der ikke er på friliste, kræver konkret vurdering. De med HK aftalte regler fremgår af overenskomsten.

Ved frilisteproceduren er klassificeringen for forskellige stillinger med et givet stillingsindhold foretaget på forhånd, således at konkret forhandling om klassificeringen er unødvendig.

Frilisten omfatter stillinger som 1) overassistent, 2) overassistent med tillæg eller 3) kontorfuldmægtig.

Ved oprettelsen af en ny overenskomststilling anvendes frilisten således, at ministeriet henfører stillingen til den stillingskategori, der er angivet i frilisten for stillinger med tilsvarende stillingsbetegnelse og funktionsbeskrivelse.

29. Omklassificering af bestående stillinger kan ske efter indkaldelse af forslag fra Finansministeriet og forudsætter, at der i forbindelse med en overenskomstfornyelse er afsat en pulje til formålet. Ved overenskomstfornyelsen 1987 er det aftalt, at de afsatte puljer på HK-området supplerer de under flekspuljerne afsatte midler til individuel omklassificering/individuelt tillæg. Der henvises til kap. 15.

Efter at ministeriernes forslag er indsendt til Lønnings- og Pensionsdepartementet, optages forhandling med HK, inden endelig afgørelse træffes.

Sigtet med en omklassificering er at søge balance mellem stillingsindhold og aflønning, og en justering af lønvilkårene forudsætter derfor en ændring af stillingsindholdet siden den seneste klassificering af stillingen.

30. I overenskomsten med HK for kontorfunktionærer er der mulighed for ydelse af kvalifikationstillæg.

Kvalifikationstillæg kan, jfr. dog pkt. 28 ad friliste, kun ydes med Lønnings- og Pensionsdepartementets forudgående godkendelse, som baseres på en vurdering af, om stillingen i arbejdsmæssig og kvalifikationsmæssig eller anden henseende indtager en særstilling.

Efter praksis kan kvalifikationstillæg alene ydes til stillinger på assistentniveau og højere og kun i situationer, hvor der er tale om enten en nyoprettet stilling, eller hvor finansministeriet indkalder forslag om omklassificering af stillinger inden for en til dette formål afsat beløbsramme.

31. Når et kvalifikationstillæg eller en stilling på overassistentniveau eller højere bliver ledig ved medarbejderens fratræden eller ansættelse i anden stilling, kan tillægget/stillingen, medmindre Lønnings- og Pensionsdepartementet har bestemt andet, genanvendes til en overenskomstlønnet kontorfunktionær. Såfremt stillingen/tillægget anvendes på et andet arbejdsområde end hidtil, skal der forinden være forhandlet mellem vedkommende institution og HK om, hvorvidt arbejdet har den fornødne kvalitet.

I tilfælde af, at en stilling, hvortil der er knyttet et kvalifikationstillæg, omklassificeres, bortfalder tillægget og kan ikke genanvendes.

De sædvanligvis anvendte tillægsstørrelser fremgår af overenskomstens cirkulæreskrivelse.

Kvalifikationstillæg til akademikere

32. Tillæg til overenskomstansatte akademikere ydes i henhold til bestemmelser i de enkelte overenskomster med tilhørende protokollater. I det følgende gennemgås reglerne om kvalifikationstillæg i henhold til overenskomsternes bestemmelse herom (tidligere § 1, stk. 2).

33. I en række overenskomster mellem Finansministeriet og akademikerorganisationerne findes en bestemmelse med nedenstående indhold

»Ved ansættelse i en stilling, der i arbejdsmæssig, administrativ, kvalifikationsmæssig eller anden henseende indtager en sådan særstilling, at den ikke omfattes af de almindelige forudsætninger for nedenstående lønninger mv., træffes der mellem Finansministeriet og organisationen speciel aftale om tillæg til lønnen og eventuelle andre vilkår.«

Akademikeroverenskomsterne er normallønsoverenskomster med en lønskala med indbygget hensyntagen til den anciennitet, en ansat efterhånden opnår. En voldgiftskendelse af 5/10 1982 fastslår, at bestemmelserne er undtagelsesbestemmelser

»Der er derfor intet grundlag for at anse § 1, stk. 2, jfr. stk. 3, ... som en art »løfteparagraf«, som i et bredere omfang kan anvendes til at søge de ansattes lønninger hævet. Bestemmelsen har karakter af en undtagelsesbestemmelse, der skal bringes i anvendelse, når der i det enkelte tilfælde undtagelsesvis kan påvises et særligt grundlag herfor.'

34. Det er en almindelig forudsætning for ydelse af kvalifikationstillæg, at der er tale om ansættelse i en stilling, som indtager den i overenskomsterne krævede særstilling.

Efter aftalepraksis tages der ved tillægsfastsættelsen udgangspunkt i den foreliggende stillingsbeskrivelse . Stillingsbeskrivelsen kan være indeholdt i aktstykke, lønningsrådsdagsorden mv., men er normalt udarbejdet specielt til brug for lønforhandlingen. Blandt oplysningerne i stillingsbeskrivelsen er navnlig oplysninger om referenceforhold og eventuelle ledelsesopgaver af betydning, men også en stilling på »menigt« niveau vil kunne indtage den krævede særstilling.

Den ansattes anciennitet er ikke i sig selv afgørende for, om særstillingskravet er opfyldt. Om betydningen af den ansattes anciennitet hedder det i ovennævnte voldgiftskendelse af 5/10 1982

»Selv om det efter § 1, stk. 2, er stillingens særlige karakter, der skal vurderes, kan det ikke kritiseres som værende i strid med bestemmelsen, at (finansministeriet) i det foran beskrevne omfang også vurderer indehaverens anciennitet, idet kortvarig anciennitet ofte vil være et indicium for, at stillingen ikke har de særlige kendemærker, der kan bringe den ind under § 1, stk. 2.«

Omvendt er længere anciennitet ikke et indicium for, at stillingen indtager den krævede særstilling.

Som bilag til dette kapitel er optaget et skema, der opregner hvilke oplysninger, herunder om personlige kvalifikationer, en anmodning om ydelse/forhøjelse af kvalifikationstillæg skal indeholde.

35. Overenskomsterne forudsætter, at der skal være tale om en »speciel aftale«. Der sker derfor ikke nogen egentlig klassificering af stillinger, når disse besættes på overenskomstvilkår. Tillæggene er personlige , således at der foretages en vurdering i det konkrete tilfælde af den pågældende akademikers kvalifikationer og den stilling, vedkommende er eller påtænkes ansat i.

Det følger endvidere heraf, at Lønnings- og Pensionsdepartementet ikke vil være indstillet på at behandle anmodninger om tillæg, før ansættelsesmyndighedens udnævnelsesprocedure er kommet så vidt, at man ved, hvem der er eller agtes ansat.

36. Selv om en stilling indtager den krævede særstilling, følger det imidlertid ikke heraf, at der skal ydes tillæg. Efter indgåelsen af »tillægsstopaftalen« kan tillægssager nemlig kun rejses i 2 situationer

1) i forbindelse med nyansættelse eller

2) i tilfælde af, at der sker væsentlige ændringer i den pågældendes stilling.

Aftalen, der tidligere fandtes i overenskomsternes § 1, stk. 3, 1. afsnit, har følgende indhold

»Der kan i overenskomstperioden ikke ydes nye tillæg eller ske forhøjelse af bestående tillæg i henhold til stk. 2. Dog vil der fortsat kunne indgås aftaler om ydelse af nye tillæg i forbindelse med nyansættelser og om ydelse af nye tillæg eller forhøjelse af bestående tillæg, i tilfælde af at der sker væsentlige ændringer i den pågældendes stilling.«

Der er tale om nyansættelse, når der sker ansættelse af en akademiker, der ikke tidligere har været ansat i statens tjeneste. Hvis den pågældende i forvejen er ansat i statens tjeneste, foreligger der normalt nyansættelse, hvis der sker skift fra et ministerium til et andet. I øvrigt må det bero på den pågældendes ansættelsesområde ifølge ansættelsesbrevet, om der er tale om nyansættelse. Overgang fra en ansættelse til en anden under samme ministeriums område betragtes normalt ikke som nyansættelse, men behandles efter reglerne om væsentlig stillingsændring.

Der er en frist på et halvt år fra ansættelsen for ansættelsesmyndigheden såvel som organisationen til at indgive anmodning til Lønnings- og Pensionsdepartementet om ydelse af tillæg i forbindelse med nyansættelse. Lønnings- og Pensionsdepartementet vil normalt være indstillet på at behandle sager, der rejses efter fristens udløb, hvis fristoverskridelsen skyldes en fejl fra ansættelsesmyndighedens side, men der er i så fald ikke noget overenskomstmæssigt krav på ydelse af tillæg.

37. Afgørelsen af, om der er sket en væsentlig stillingsændring, beror på en samlet vurdering af stillingen før den påberåbte stillingsændring, sammenholdt med en tilsvarende vurdering af stillingen efter dette tidspunkt. En væsentlig stillingsændring vil være knyttet til en bestemt dato. Hvis det ikke er muligt at fastslå en bestemt dato for stillingsændringen, f.eks. hvis ændringen har fundet sted over en længere periode (»glidende udvikling«), foreligger der ikke en væsentlig stillingsændring i overenskomstens forstand.

Som følge af den begrænsning, der ligger i »tillægsstopaftalen«, og den samtidige adgang til at yde tillæg i forbindelse med nyansættelse, kan der opstå tillægsmæssige forskelle mellem ansatte, der bestrider arbejdsområder på samme niveau og i øvrigt er lige kvalificerede. Hvis f.eks. flere arbejdsområder udvikler sig parallelt og stiller stadig større krav til den ansatte, der varetager arbejdsområdet, uden at der dog kan siges at være tale om en væsentlig stillingsændring, kan der ifølge tillægsstopaftalen ikke ske ydelse eller forhøjelse af tillæg. Hvis en af disse ansatte fratræder, og stillingen besættes med en nyansat, er der stadig ifølge tillægsstopaftalen mulighed for at optage forhandling om tillæg på baggrund af en vurdering af den nyansattes kvalifikationer i relation til det nuværende (udvidede) arbejdsområde. Den pågældende vil således eventuelt få et tillæg, der medfører, at han oppebærer højere løn for et arbejde end hans forgænger og hans sideordnede, der har været ansat i længere tid, og hvis arbejdsområde har gennemgået en glidende udvikling frem til det nuværende. Om muligheden for at modvirke sådanne tillægsforskelle gennem puljetillæg, se pkt. 38.

Der er ikke i overenskomsten fastsat nogen egentlig frist for indgivelse til Lønnings- og Pensionsdepartementet af anmodninger om ydelse af tillæg eller tillægsforhøjelse i forbindelse med væsentlig stillingsændring. I en voldgiftskendelse af 27/9 1982 udtales imidlertid bl.a.

»Det fremgår modsætningsvis af § 1, stk. 3, 1. punktum, at der i forbindelse med overenskomstforhandlinger kan stilles krav om forhøjelse af kvalifikationstillæg. Dette må medføre, at stillingsændringer i en overenskomstperiode normalt ikke efter denne periodes udløb vil kunne påberåbes til støtte for, at der foreligger »væsentlige ændringer« i den i § 1, stk. 3, 2. punktum, omhandlede forstand.'

Der er dog ikke noget i vejen for, at en sag, der er rejst, men ikke afsluttet inden en overenskomstperiodes udløb, forhandles efter almindelige regler og praksis.

Derimod kan der, jfr. den ovenfor citerede kendelse, normalt ikke efter en overenskomstperiodes udløb rejses sager om væsentlige stillingsændringer, der er sket i perioden. Der kan i disse tilfælde vel indgås aftale om tillæg, men der er ikke et overenskomstmæssigt krav på ydelse eller forhøjelse af tillæg.

Finansministeriet har med en række akademikerorganisationer indgået aftaler om decentralisering af adgangen til uden for pulje at indgå aftaler om ydelse af nye kvalifikationstillæg og forhøjelse af bestående kvalifikationstillæg til overenskomstansatte akademikere. Det nærmere omfang af ordningen fremgår af konkrete bemyndigelsesskrivelser fra Finansministeriet. Der henvises i øvrigt til Finansministeriets vejledende retningslinier 7/10 1986 for ydelse af § 1, stk. 2 tillæg under den pensionsgivende grænse til akademikere. Retningslinierne er optaget som bilag til dette kapitel.

Det er forudsat, at gældende regler, f.eks. om hvad der forstås ved væsentlig stillingsændring, følges af de myndigheder, til hvem kompetencen til at indgå aftaler er overladt.

Ordningen, der forudsætter halvårlige indberetninger til Finansministeriet, vedrører kun »kendte« tillægsstørrelser under den pensionsgivende grænse.

Decentraliseringen gælder ikke aftaler om tillæg til ansatte, der er omfattet af generelle tillægsordninger, f.eks. rådighedstillæg svarende til juristers og økonomers.

Sager om indgåelse af aftaler om tillæg, der ikke er omfattet af decentraliseringen, forelægges for Finansministeriet som hidtil.

Finansministeriet kan tilbageholde bemyndigelsen til at indgå aftale om nye tillæg og forhøjelse af bestående tillæg.

38. I forbindelse med overenskomstfornyelserne er der i en række tilfælde indgået aftale mellem Finansministeriet og visse akademikerorganisationer om afsættelse af puljer til ydelse af tillæg. Ved overenskomstfornyelsen 1987 er det aftalt med AC, at de afsatte puljer supplerer de under flekspuljerne afsatte midler til individuel omklassificering/individuelt tillæg. Der henvises til kap. 15.

Aftaler om fordeling af disse puljer indgås mellem Finansministeriet og vedkommende organisation med hjemmel i overenskomsternes bestemmelser om kvalifikationstillæg. Særstillingskravet skal således være opfyldt også i forbindelse med fordelingen af puljetillæg, hvorimod begrænsningerne i »tillægsstopaftalen« i overenskomsternes bestemmelse herom (tidligere § 1, stk. 3), ikke gælder for puljetillæg.

Puljetillæg ydes f.eks. med henblik på at oprette eventuelle skævheder i tillægsniveauet, der kan være opstået som følge af »tillægsstopaftalen«.

39. Mellem Finansministeriet og akademikerorganisationerne er der indgået aftale om, at man som en forsøgsordning kan forhandle om genanvendelse af ledigblevne tillæg, der tidligere er blevet ydet af pulje. Aftalen har følgende indhold

»Fratræder en ansat, der under sin ansættelse oppebar tillæg i henhold til overenskomstens § 1, stk. 2, ydet af pulje ... uden at der indgås aftale mellem overenskomstens parter om, at tillægget skal ydes til den, der nyansættes i stedet for den fratrådte, kan det aftales, at tillægget skal ydes til en anden ansat/andre ansatte inden for samme ministeriums ressort - så vidt muligt inden for samme styrelse - under forudsætning af, at den pågældende efter hidtidig praksis ville kunne opnå tillæg i forbindelse med fordelingen af pulje.

Eventuel genanvendelse af sådanne tillæg forhandles mellem overenskomstens parter 2 gange årlig pr. 1. april og pr. 1. oktober afhængig af, hvornår puljetillægget er blevet ledigt. Ordningen kan opsiges af enhver af parterne med 3 måneders varsel, hvorefter ordningen er bortfaldet.«

Kriterierne for ydelse af tillæg ved genanvendelse af ledigblevne puljetillæg er de samme som for ydelse af puljetillæg ved den første fordeling af disse.

40. Retningslinierne for genanvendelsesordningen indebærer bl.a.,

at tillæg eller dele af tillæg, ydet af pulje, som bliver ledige i perioden 1. oktober - 31. marts, kan genanvendes med virkning fra 1. januar (dvs. midt i perioden), ligesom tillæg eller dele af tillæg, ydet af pulje, som bliver ledige i perioden 1. april - 30. september, kan genanvendes med virkning fra 1. juli.

at kun puljedelen kan genanvendes, hvis et ledigblevet tillæg kun delvis er ydet af pulje.

at puljetillæg, der er ledige i kortere tid på grund af indehaverens konstitution i højere stilling, tjenestefrihed eller lign., ikke genanvendes i denne periode.

at puljetillæg, der er ledige i længere tid, f.eks. 1 år, kan genanvendes efter forhandling mellem overenskomstens parter i de konkrete tilfælde.

41. Finansministeriet kan overlade indgåelsen af visse aftaler om fordeling af puljetillæg og om genanvendelse af puljetillæg til de enkelte ministerier mv. Tilsvarende kan vedkommende akademikerorganisation overlade indgåelsen af sådanne aftaler til de berørte fraktioner og tillidsrepræsentanter. Finansministeriet har med en række akademikerorganisationer indgået aftaler om decentralisering af adgangen til at indgå aftaler om ydelse af nye kvalifikationstillæg og forhøjelse af bestående kvalifikationstillæg. Det nærmere omfang af ordningen og tillægspuljens størrelse fremgår af konkrete bemyndigelsesskrivelser fra Finansministeriet. Der henvises i øvrigt til Finansministeriets vejledning 9/4 1986 vedrørende decentralisering af aftaler om puljetillæg. Retningslinierne er optaget som bilag til dette kapitel.

42. I aftalepraksis opereres der som hovedregel med »kendte« tillægsstørrelser. Som bilag er medtaget en oversigt over disse.

Der sondres mellem pensionsgivende og ikke-pensionsgivende tillæg, afhængigt af tillæggets størrelse. At et tillæg er pensionsgivende betyder, at styrelsen indbetaler pensionsbidrag på samme måde som gældende for lønnen i øvrigt. Det er en forudsætning for ydelse af pensionsgivende tillæg for lederfunktioner , at der er godkendt en stilling til de pågældende funktioner.

Grænsen for, hvornår et tillæg er pensionsgivende, fremgår af overenskomsterne, jfr. f.eks. DJØF-overenskomstens § 7, stk. 2, og er normalt 41.350 kr. i årligt grundbeløb (april 1983-niveau), således at tillæg af denne størrelse og derover er pensionsgivende. For ingeniører er grænsen 41.650 kr. i årligt grundbeløb.

Kvalifikationstillæg til teknikere

43. Tekniker bruges i det følgende som samlebetegnelse for tekniske tegnere, tekniske assistenter, byggeteknikere, maskinteknikere og bygningskonstruktører omfattet af overenskomsten med Teknisk Landsforbund, bygningskonstruktører omfattet af overenskomsten med Dansk Bygningskonstruktørforening og landmålingsteknikere omfattet af overenskomsten med Foreningen for Landmålingsteknikere.

Tillæg til overenskomstansatte teknikere ydes i henhold til bestemmelser i de enkelte overenskomster med tilhørende aftaler. I det følgende gennemgås reglerne om kvalifikationstillæg i henhold til overenskomsternes bestemmelse herom (tidligere § 1, stk. 2).

44. I en række overenskomster mellem Finansministeriet og teknikerorganisationerne findes en bestemmelse med nedenstående indhold

»Ved ansættelse i en stilling, der i arbejdsmæssig, administrativ, kvalifikationsmæssig eller anden henseende indtager en sådan særstilling, at den ikke omfattes af de almindelige forudsætninger for nedenstående lønninger m.v., træffes der mellem Finansministeriet og organisationen speciel aftale om tillæg til lønnen og eventuelle andre vilkår.«

Teknikeroverenskomsterne er normallønsoverenskomster med en anciennitetsbestemt lønskala.

45. Det er en almindelig forudsætning for ydelse af kvalifikationstillæg, at der er tale om ansættelse i en stilling, som indtager den i overenskomsterne krævede særstilling.

Efter aftalepraksis tages der ved tillægsfastsættelsen udgangspunkt i den foreliggende stillingsbeskrivelse. Blandt oplysninger i stillingsbeskrivelsen er navnlig oplysninger om referenceforhold og eventuelle ledelsesopgaver af betydning, men også en stilling på »menigt« niveau vil kunne indtage den krævede særstilling.

Den ansattes anciennitet er ikke i sig selv afgørende for, om særstillingskravet er opfyldt.

46. Overenskomsterne forudsætter, at der skal være tale om en »speciel aftale«. Tillæggene er personlige, således at der foretages en vurdering i det konkrete tilfælde af den pågældende teknikers kvalifikationer og den stilling, vedkommende er eller påtænkes ansat i.

Det følger endvidere heraf, at Lønnings- og Pensionsdepartementet ikke vil være indstillet på at behandle anmodninger om tillæg, før ansættelsesmyndighedens udnævnelsesprocedure er kommet så vidt, at man ved, hvem der er eller agtes ansat.

47. Selv om en stilling indtager den krævede særstilling, følger det imidlertid ikke heraf, at der skal ydes tillæg. Efter indgåelsen af »tillægsstopaftalen« kan tillægssager nemlig kun rejses i 2 situationer

1) i forbindelse med nyansættelse eller

2) i tilfælde af, at der sker væsentlige ændringer i den pågældendes stilling.

Bestemmelsen herom har følgende indhold

»Der kan i overenskomstperioden ikke ydes nye tillæg eller ske forhøjelse af bestående tillæg i henhold til stk. 2. Dog vil der fortsat kunne indgås aftaler om ydelse af nye tillæg i forbindelse med nyansættelse og om ydelse af nye tillæg eller forhøjelse af bestående tillæg, i tilfælde af at der sker væsentlige ændringer i den pågældendes stilling.«

Der er tale om nyansættelse, når der sker ansættelse af en tekniker, der ikke tidligere har været ansat i statens tjeneste. Hvis den pågældende i forvejen er ansat i statens tjeneste, foreligger der normalt nyansættelse, hvis der sker skift fra et ministerium til et andet. I øvrigt må det bero på den pågældendes ansættelsesområde ifølge ansættelsesbrevet, om der er tale om nyansættelse. Overgang fra en ansættelse til en anden under samme ministeriums område betragtes normalt ikke som nyansættelse, men behandles efter reglerne om væsentlig stillingsændring.

Der er en frist på et halvt år fra ansættelsen for ansættelsesmyndigheden såvel som for organisationen til at indgive anmodning til Lønnings- og Pensionsdepartementet om ydelse af tillæg i forbindelse med nyansættelse. Lønnings- og Pensionsdepartementet vil dog normalt være indstillet på at behandle sager, der rejses efter fristens udløb, hvis fristoverskridelsen skyldes en fejl fra ansættelsesmyndighedens side, men der er i så fald ikke noget overenskomstmæssigt krav på ydelse af tillæg.

48. Afgørelsen af, om der er sket en væsentlig stillingsændring, beror på en samlet vurdering af stillingsindholdet før og efter den påberåbte ændring. En væsentlig stillingsændring er knyttet til en bestemt dato. Hvis det ikke er muligt at fastslå en bestemt dato for stillingsændringen, f.eks. hvis ændringen har fundet sted over en længere periode, foreligger der ikke en væsentlig stillingsændring i overenskomstens forstand.

Som følge af den begrænsning, der ligger i »tillægsstopaftalen«, og den samtidige adgang til at yde tillæg i forbindelse med nyansættelse, kan der opstå tillægsmæssige forskelle mellem ansatte, der bestrider arbejdsområder på samme niveau og i øvrigt er lige kvalificerede.

Uanset at overenskomsten ikke fastsætter nogen frist, er der dog i praksis en frist på et halvt år fra ændringen for ansættelsesmyndigheden såvel som for organisationen til at rejse en sag om ydelse af tillæg i forbindelse med en væsentlig stillingsændring. Denne praksis er accepteret af organisationerne.

49. Finansministeriet har med Teknisk Landsforbund indgået aftaler om decentralisering af adgangen til uden for pulje at indgå aftaler om ydelse af nye kvalifikationstillæg og forhøjelse af bestående kvalifikationstillæg til overenskomstansatte teknikere. Det nærmere omfang af ordningen fremgår af konkrete bemyndigelsesskrivelser fra Finansministeriet. Der henvises i øvrigt til Finansministeriets vejledende retningslinier for ydelse af § 1, stk. 2-tillæg til teknikere under Teknisk Landsforbund. Retningslinierne er optaget som bilag til dette kapitel.

Finansministeriet agter at indgå tilsvarende aftaler om decentralisering med de øvrige teknikerorganisationer.

Det forudsættes, at gældende regler, f.eks. om hvad der forstås ved væsentlig stillingsændring, følges af de myndigheder, til hvem kompetencen til at indgå aftaler er overladt.

Ordningen, der forudsætter halvårlige indberetninger til Finansministeriet, vedrører kun »kendte« tillægsstørrelser. Som bilag er medtaget en oversigt herover.

Decentraliseringen gælder ikke aftaler om tillæg til ansatte, der er omfattet af generelle tillægsordninger.

Sager om indgåelse af aftaler om tillæg, der ikke er omfattet af decentraliseringen, forelægges for Finansministeriet som hidtil.

Finansministeriet kan tilbagekalde bemyndigelsen til at indgå aftale om nye tillæg og forhøjelse af bestående tillæg.

50. I forbindelse med overenskomstfornyelserne er der i en række tilfælde indgået aftale mellem Finansministeriet og visse teknikerorganisationer om afsættelse af puljer til ydelse af tillæg.

Aftaler om fordeling af disse puljer indgås mellem Finansministeriet og vedkommende organisation med hjemmel i overenskomsternes bestemmelser om kvalifikationstillæg. Særstillingskravet skal således være opfyldt også i forbindelse med fordelingen af puljetillæg, hvorimod begrænsningerne i »tillægsstopaftalen« ikke gælder for puljetillæg.

Puljetillæg ydes f.eks. med henblik på at oprette eventuelle skævheder i tillægsniveauet, der kan være opstået som følge af »tillægsstopaftalen«.

Særskilt vederlæggelse og andre regler om medlemskab af nævn, råd og lignende

Indledning

51. I Fmst.cirk. 4/6 1986 om særskilt vederlæggelse mv. er der foretaget en samlet fremstilling af de gældende regler. Cirkulæret har ophævet de hidtil gældende retsregler på området. Indholdet af cirkulæret er dog i al væsentlighed blot en videreførelse af den hidtidige retstilstand.

Vedrørende muligheden for at få tillagt særskilt vederlag mv. og proceduren for sådanne sager henvises til de udførlige regler i ovennævnte cirkulære.

Fastsættelse af betaling

52. Efter at der på det grundlag og efter den procedure, som er angivet i ovennævnte cirkulære, er truffet afgørelse om, at der for varetagelsen af et hverv i et statsligt udvalg, råd og lign. kan ydes særskilt vederlag, fastsætter Lønnings- og Pensionsdepartementet endvidere betalingens størrelse og dennes form.

53. Betalingen fastsættes efter retningslinier, som blev anlagt i forbindelse med den i cirkulæret nævnte honorargennemgang, som på Finansudvalgets foranledning blev foretaget i 1978. Finansudvalget pegede på, at der såvel ved ændring af bestående betalingsordninger som ved etablering af nye vederlagsordninger bør tilsigtes dels ligelighed i betalingen, således at udvalgsmedlemmer for arbejde på sammenligneligt niveau aflønnes på ensartet niveau, dels at betalingen fastsættes således, at den til enhver tid står i rimeligt forhold til omfanget af arbejdet i pågældende hverv.

54. Vederlagets størrelse fastsættes på grundlag af oplysninger om det tidsforbrug, der påregnes at medgå til udførelsen af vedkommende udvalgsarbejde, jfr. pkt. 7. f ) i forannævnte cirkulære.

55. Niveauet for betalingen fastlægges ved en konkret vurdering af udvalgshvervets kvalitative karakter , hvorved arbejdet klassificeres efter den lønramme, hvortil det ville være henført, såfremt det var udført som tjenstligt arbejde i en tjenestemandsstilling. Ved vurderingen kan bl.a. henses til den kompetence, som er tillagt vedkommende udvalg, eksempelvis vil vederlagsniveauet for medlemmer af et råd eller nævn, der træffer afgørelser som ankeinstans, typisk være højere end for medlemmer af et rent rådgivende organ. Et betalingsniveau kan eksempelvis være tjenestemandslønnen efter lønramme 37, der lægges til grund i tilfælde, hvor der er tale om udvalgshverv, som forudsættes bestridt af medlemmer med en særlig ekspertise. I praksis fastsættes der ikke vederlag ud fra et lavere niveau end svarende til tjenestemandslønnen efter lønramme 28, 3. løntrin (skalatrin 40), som typisk lægges til grund i tilfælde, hvor der er tale om udvalgsarbejde af mere rådgivende karakter. Efter fastlæggelsen af betalingsniveauet beregnes vederlaget på grundlag af de oplyste arbejdstimetal og en kvotatimeløn for vedkommende lønramme.

56. Det tilstræbes så vidt muligt at anvende en vederlagsform, der sikrer, at betalingens størrelse automatisk påvirkes af arbejdets omfang.

En sådan vederlagsform kan være betaling pr. arbejdstime .

Som en hyppigt forekommende form anvendes betaling pr. møde , hvor vederlaget fastsættes på grundlag af det af vedkommende ministerium oplyste, gennemsnitlige tidsforbrug, hvori indgår mødevarighed, forberedelsestid og eventuel tid til andet arbejde i forbindelse med udvalgshvervet.

I andre tilfælde fastsættes vederlaget som et beløb pr. sag, kendelse og lign. på grundlag af oplysninger om gennemsnitligt tidsforbrug til sagsbehandling mv.

I tilfælde, hvor udvalgsarbejdet er af en sådan karakter, at de nævnte betalingsformer ikke kan benyttes i rimeligt omfang eller på en hensigtsmæssig måde, vælges der betaling i form af et årligt beløb .

Der kan blive tale om kombinationer af de forskellige betalingsformer, således at eksempelvis en del af udvalgsarbejdet bliver lønnet med mødevederlag, medens der for det resterende arbejde ydes et årligt beløb.

57. De konkrete vederlag fastsættes i de fleste tilfælde som et grundbeløb. Fastsættelse i form af et ureguleret beløb kan forekomme, f.eks. som vederlag for et kortvarigt udvalgsarbejde.

De fastsatte grundbeløb reallønreguleres og dyrtidsreguleres efter samme principper som tjenestemandslønninger. Herved kan specielt henvises til bestemmelserne i lønjusteringsaftalen om dyrtidsregulering af sådanne tillæg, som i tjenestemandslønsystemet ydes for særlige arbejdsmæssige forpligtelser.

Reguleringsbestemmelserne anvendes direkte for så vidt angår særskilte vederlag, der er fastsat som et grundbeløb pr. time eller som et årligt grundbeløb. Med hensyn til vederlag, der er fastsat som et grundbeløb pr. møde, sag eller kendelse og lign., er der i praksis siden 1978 derimod fulgt en ordning, hvorefter der samtidig med fastsættelsen af grundbeløb tillige fastsættes et bestemt dyrtidsreguleringsbeløb, hvormed mødebetalingen etc. umiddelbart kan reguleres. Kun i de tilfælde, hvor et sådant reguleringsbeløb ikke er fastsat, typisk vederlagsordninger etableret før 1978, anvendes lønjusteringsaftalens regler om halvårsvis opgørelse og udbetaling af dyrtidstillæg.

58. Ved etablering af en ny vederlagsordning fastsættes betalingen i praksis ofte for en begrænset periode, således at spørgsmålet om vederlagets størrelse for tiden efter udløb af den fastlagte periode forelægges Lønnings- og Pensionsdepartementet med specificerede oplysninger om det tidsforbrug, som efter indvundne erfaringer medgår til hvervets varetagelse.

59. I tilfælde, hvor der godkendes ydelse af særskilt vederlag til personer, der oppebærer tjenestemandspension fra staten eller en statsgaranteret pensionskasse, fastsættes der ifølge praksis en reduceret betaling. Tilsvarende gælder for personer, der oppebærer rådighedsløn eller ventepenge.

Bilags- og henvisningsoversigt

Bilag til kap. 12

Bilag 12.1 Fmst.cirk. 7/9 1983 angående retningslinier vedrørende alderens betydning i forbindelse med oprykning til højere lønramme (LP.nr. 105/83).

Bilag 12.2 Fmst.cirk. 21/3 1985 om klassificering af nyoprettede tjenestemandsstillinger m.v. (frilistecirkulæret) (LP.nr. 016/85).

Bilag 12.3 Fmst.cirk. 4/6 1986 om særskilt vederlæggelse m.v. (LP.nr. 109/86).

Bilag 12.4 Oversigt over kendte tillægsstørrelser til teknikere.

Bilag 12.5 Finansministeriets vejledende retningslinier 27/8 1987 for ydelse af § 1, stk. 2-tillæg til tekniske tegnere, tekniske assistenter, byggeteknikere, maskinteknikere og bygningskonstruktører.

Bilag 12.6 Fmst.cirkskr. 9/7 1985 om visse omklassificeringer på tjenestemandsområdet i aftaleperioden 1985/87 (LP.nr. 040/85).

Bilag 12.7 Skema til oplysninger i forbindelse med anmodning om ydelse/forhøjelse af kvalifikationstillæg.

Bilag 12.8 Oversigt over de mest anvendte kvalifikationstillæg til akademikere.

Bilag 12.9 Finansministeriets vejledende retningslinier 7/10 1986 for ydelse af § 1, stk. 2 tillæg under den pensionsgivende grænse til akademikere.

Bilag 12.10 Finansministeriets vejledning 9/4 1986 vedrørende decentralisering af aftaler om puljetillæg.

Bilag til andre kapitler

Bilag 1.3 Fmst.cirk. 117 4/7 1978 vedrørende forelæggelse af eventuelle tvivlsspørgsmål i sager vedrørende ansættelsesmæssige vilkår, herunder løn- og pensionsvilkår mv.

Bilag 15.1 Rammeaftale 19/8 1987 om udmøntning af puljer til fremme af øget fleksibilitet i lønfastsættelsen.

Bilag 15.2 Fmst. cirk. 29/7 1987 om retningslinier for ministerier og styrelser vedrørende fleksibilitet i lønfastsættelsen (LP. nr. 96/87).

Bilag 15.3 Fmst. cirk. 29/7 1987 om retningslinier for DSB, Post- og Telegrafvæsenet, Toldvæsenet, Kriminalforsorgen, Politiet og Forsvarsministeriet vedrørende fleksibilitet i lønfastsættelsen (LP. nr. 97/87).

Bilag 15.4 Flexlønskemaer M.1., M.2., M.3. med vejledning.

Bilag 17.8 Fmst. cirk. 227 29/10 1974 om betydningen af en tjenestemands alder for gennemførelsen af ændret placering i lønramme.

Love og bekendtgørelser i II del

Lbekg. 671 2/10 1986 af lov om tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken ( tjenestemandsloven ).

Henvisninger i øvrigt

Budgetvejledning 1985 (budgetdept.).

Ingen