Personaleadministrativ vejledning Kap. 3 Nogle principper for aftaleret, forhandlingsret og ledelsesret

Personaleadministrativ vejledning Kap. 3 Nogle principper for aftaleret, forhandlingsret og ledelsesret

Tjenestemandslovens regler

l. Tjenestemandslovens kap. l0 indeholder regler for

forhandlingsforholdene på tjenestemandsområdet.

Der er foretaget en opdeling af forhandlingsretten, således at

centralorganisationerne på en række områder har en egentlig

aftaleret, mens de på andre områder alene har en

forhandlingsret.

Selv om løn- og andre ansættelsesvilkår fastsættes ved aftale, kan

der ikke indgås aftale om ansættelsesvilkår, der bestemmes ved

lov eller fastsættes i henhold til lov, eller om forhold, som

angår forvaltningens opgaver, organisation eller personalebehov.

På disse områder skal der dog forhandles med

centralorganisationerne, inden der træffes bestemmelse om

fastsættelse eller ændring af ansættelsesvilkår.

Når forhold, som angår forvaltningens opgaver, organisation eller

personalebehov, er undtaget fra aftaleretten, har det sammenhæng

med arbejdsmarkedets almindeligt gældende grundsætning om

arbejdsgiverens ret til at lede og fordele arbejdet samt den

omstændighed, at sådanne forhold i det statslige regie i

princippet fastlægges af de bevilgende myndigheder ved

behandlingen af de årlige finanslovforslag eller i folketingets

finansudvalg.

På aftaleområdet er udgangspunktet, at der med

centralorganisationerne skal søges opnået en aftale om størrelsen

og anvendelsen af det samlede beløb, der i en aftaleperiode

afsættes til ændring af løn- og andre ansættelsesvilkår.

Kan der ikke opnås enighed om beløbets størrelse, skal

finansministeren i stedet fremsætte et særligt lovforslag herom.

Det samme gælder, hvis parterne ikke bliver enige om beløbets

nærmere anvendelse, men her skal der forinden indhentes en

udtalelse fra lønningsrådet, der er sammensat af repræsentanter

for folketinget, tjenestemændenes centralorganisationer og

administrationen.

I begge situationer skal finansministeren opnå enighed med alle 4

centralorganisationer, for at der kan indgås en aftale.

I andre aftalesituationer er det finansministeren, der afgør sagen,

hvis der ikke kan blive enighed om indholdet af en aftale, men

først skal lønningsrådets udtalelse indhentes.

Tjenestemandslovens forhandlingsregler giver i øvrigt

centralorganisationerne adgang til at forhandle ethvert fagligt

spørgsmål angående tjenestemænd med vedkommende fagminister og

med finansministeren.

Tjenestemændenes hovedaftale

2. Hovedaftalen af l969 indeholder de nærmere regler for indgåelse af

aftaler og for udøvelse af forhandlingsret i øvrigt på

tjenestemandsområdet.

3. Når det drejer sig om generelle løn- og

ansættelsesvilkår, hvorved normalt forstås vilkår, der gælder for

tjenestemænd under flere ministerier, er det altid

finansministeren og vedkommende centralorganisation, der indgår

aftalerne.

Finansministeren kan dog bemyndige en anden minister til at føre

forhandlingerne i sit sted, men det er i så fald finansministeren,

der indgår selve aftalen. En centralorganisation kan lade

tilsluttede organisationer føre forhandlingerne for sig.

4. Når der er tale om ansættelsesvilkår, der alene vedrører

tjenestemænd under et enkelt ministerium, kan finansministeren

bemyndige vedkommende minister til at indgå aftalen. I

overensstemmelse med den almindelige adgang til delegation kan

ministeren herefter bemyndige en underlagt institution til i

stedet at indgå aftalen.

Det skal understreges, at lønnings- og pensionsdepartementet

tillægger det afgørende betydning, at ministerier og styrelser

nøje følger de retningslinier, som lønnings- og

pensionsdepartementet fastsætter i de tilfælde, hvor der gives

bemyndigelse til at indgå aftale. Det vil bl.a. være forudsat, at

aftaleudkast forelægges lønnings- og pensionsdepartementet til

godkendelse.

5. En centralorganisation kan give sine tilsluttede organisationer

bemyndigelse til at indgå aftaler, der alene vedrører en del af

centralorganisationens område.

6. Hvor det drejer sig om tjenestemænd under et enkelt

ministerium, og sagen alene vedrører ansættelsesvilkår, der ikke

påvirker personaleudgifterne, kan vedkommende minister uden

særskilt bemyndigelse fra finansministeren indgå aftale eller give

underlagte institutioner bemyndigelse hertil.

Med ansættelsesvilkår, der ikke påvirker personaleudgifterne, tænkes

på aftaler om arbejdstidens nærmere placering,

ikke-udgiftskrævende ændringer med hensyn til uniformer og

beskyttelsesbeklædning samt andre forhold vedrørende arbejdets

udførelse.

Aftaler, der ikke direkte påvirker personaleudgifterne, men som har

andre konsekvenser for styrelsens ressourceforbrug, f.eks. i form

af lavere aktivitetsniveau, skal forelægges til godkendelse i

lønnings- og pensionsdepartementet.

Det er vigtigt, at tvivlsspørgsmål om, hvorvidt den fornødne

bemyndigelse til at indgå aftale er til stede, forelægges for

lønnings- og pensionsdepartementet.

7. En indgået aftale har kun gyldighed, når den er skriftlig og

underskrevet af parterne. Den kan opsiges med 3 måneders

skriftligt varsel, medmindre der er fastsat andre

opsigelsesbestemmelser i aftalen. I generelle aftaler er det

normalt bestemt, at de tidligst kan opsiges til samme tidspunkt

som den gældende lønjusteringsaftale.

Samtidig med opsigelsen af en aftale skal der fremsendes forslag til

ændring af aftalen, medmindre parterne er enige om en anden

fremgangsmåde. Der kan dog forhandles om ændring af en aftale uden

forudgående opsigelse, hvis parterne er enige herom.

Kan der ikke opnås enighed om fornyelse af en opsagt aftale, er det,

med undtagelse af de situationer, hvor der skal fremsættes

lovforslag, finansministeren, der fastlægger vilkårene på området,

men der skal dog først indhentes en udtalelse fra

lønningsrådet, jfr. TL § 47.

I det tidsrum, der måtte opstå mellem en aftales udløb efter

opsigelse og fastsættelsen af nye regler efter gældende procedure,

vil den hidtidige aftale fortsat være gældende.

8. Ansættelsesvilkår, der ikke kan gøres til genstand for aftale,

fordi de ligger uden for aftaleområdet, skal alligevel

forhandles med organisationerne, inden de fastsættes eller

ændres.

Hvor det drejer sig om ansættelsesvilkår, der fastsættes ved lov

eller i henhold til lov, og som vedrører tjenestemænd under flere

ministerier, føres forhandlingerne mellem finansministeren og

vedkommende centralorganisation. Finansministeren kan dog

bemyndige en anden minister til at føre forhandlingerne i sit

sted.

Vedrører ansættelsesvilkårene alene tjenestemænd under et enkelt

ministerium, forhandles de af vedkommende minister eller de

underlagte institutioner, som ministeren bemyndiger hertil.

Forhandlingerne føres med vedkommende centralorganisation eller

med de tilsluttede organisationer, som centralorganisationen giver

bemyndigelse til at forhandle.

Hvis det ved lov er bestemt, at visse ansættelsesvilkår fastsættes af

en anden minister, men efter forhandling med finansministeren,

forhandler vedkommende minister med organisationerne, inden sagen

forelægges for finansministeren. Der vil herefter ske forhandling

mellem finansministeren og centralorganisationen, hvis sagen

nødvendiggør yderligere forhandlinger.

Forhandlinger om forhold, der angår det enkelte ministeriums egne

opgaver, organisation eller personalebehov, føres af vedkommende

minister.

En centralorganisation eller dens tilsluttede organisationer kan også

selv tage initiativ til forhandling med ministerier og

institutioner om faglige spørgsmål vedrørende tjenestemænd.

Tvivlsspørgsmål om, hvorvidt en sag skal gøres til genstand for

forhandling, og hvem der skal forhandles med, forelægges for

lønnings- og pensionsdepartementet.

9. Der har med hensyn til indgåelse af aftaler og førelse af

forhandlinger i øvrigt udviklet sig den almindelige praksis, at

det sker på samme niveau på begge sider.

Det vil sige, at når finansministeren er den ene part, er en

centralorganisation den anden. Når en fagminister eller efter hans

bemyndigelse en underlagt institution er part, er vedkommende

tilsluttede organisation normalt den anden part efter bemyndigelse

fra centralorganisationen.

Når der gives en anden minister bemyndigelse til at indgå en aftale,

vil finansministeren derfor som hovedregel have som forudsætning,

at vedkommende centralorganisation ligeledes delegerer sin

aftalebemyndigelse.

Forhandlinger skal i øvrigt påbegyndes senest 3 uger efter, at en

anmodning om forhandling er modtaget, medmindre parterne enes om

andet.

Både inden for aftaleområdet og uden for dette gælder det, at

spørgsmål vedrørende tjenestemænd kan kræves indbragt for en

overordnet myndighed.

En forhandlingsberettiget organisation kan således inden for en frist

af l måned kræve forhandlingerne i en institution videreført hos

vedkommende minister. En centralorganisation kan inden for en

tilsvarende frist kræve, at en minister, inden afgørelse træffes,

forelægger sagen for finansministeren. Endvidere kan en

centralorganisation kræve, at finansministeren indhenter en

udtalelse fra lønningsrådet inden sin stillingtagen i en sag.

En minister har også selv adgang til at forelægge sager for

finansministeren, inden afgørelse træffes.

Forhandlinger anses for afsluttet, når blot en part meddeler

modparten, at forhandlingerne anses for sluttet. Dette gælder dog

ikke i tilfælde, hvor en centralorganisation kræver sagen forelagt

for finansministeren.

Forhandlinger anses i øvrigt for afsluttet, når der er gået 3 måneder

siden sidste forhandling, uden at der er taget skridt til

fortsættelse.

Overenskomstområdet

l0. På overenskomstområdet anvendes arbejdsmarkedets almindelige

principper for udøvelse af forhandlingsret.

Det vil sige, at der indgås aftale mellem parterne om løn- og andre

ansættelsesvilkår i form af en kollektiv overenskomst.

Det er ikke som på tjenestemandsområdet formelt fastsat, hvilke

spørgsmål der ikke kan gøres til genstand for aftale. De faktiske

omstændigheder medfører imidlertid, at der i hovedsagen følges de

samme principper på overenskomstområdet.

Det har sammenhæng med de forhold, der allerede er omtalt for

tjenestemandsområdets vedkommende, nemlig ledelsesretten samt de

bevillingsmæssige forskrifter og anden tilsvarende lovgivning.

Disse forhold forhindrer, at en række spørgsmål, der angår

forvaltningens opgaver, organisation og personalebehov, kan indgå

som led i overenskomstforhandlingerne.

Mens tjenestemændenes hovedaftale indeholder en lang række regler om

selve forhandlingsproceduren, er det mere begrænset, hvad der

findes af sådanne formaliserede regler på overenskomstområdet.

Der er ganske vist indgået hovedaftaler mellem finansministeriet og

en række faglige organisationer, og hovedaftalen mellem DA og LO

anvendes også på nogle af de overenskomster i staten, der er

indgået med LO-forbund.

Disse hovedaftaler indeholder imidlertid først og fremmest regler om

gennemførelse af arbejdsstandsning, hvilket ikke har betydning på

tjenestemandsområdet, og regler om afgørelse af uenighed om

forståelsen af en kollektiv overenskomst, som på

tjenestemandsområdet er fastsat i selve tjenestemandsloven.

Der er dog i visse tilfælde fastsat regler om, at

overenskomstforhandlinger skal påbegyndes senest l måned efter, at

der fremsættes anmodning herom, og om at en overenskomst fortsat

gælder efter opsigelsesfristens udløb, indtil der er indgået ny

overenskomst, eller der er iværksat arbejdsstandsning.

Selve forhandlingsforløbet er forudsat nærmere fastlagt i den

enkelte forhandlingssituation. Der er på flere større

forhandlingsområder praksis for at aftale en egentlig

forhandlingsplan forud for hver overenskomstfornyelse.

Overenskomstforhandlingerne føres mellem finansministeriet og

vedkommende forhandlingsberettigede organisation, men

finansministeren kan bemyndige en anden minister til at forhandle

med organisationen i sit sted samt til at indgå overenskomsten.

Som på tjenestemandsområdet gælder det, at finansministeriet

tillægger det afgørende betydning, at ministerier og styrelser

nøje følger de retningslinier, som finansministeriet fastsætter

i de tilfælde, hvor der gives bemyndigelse til at forhandle eller

indgå overenskomst. Det vil bl.a. være forudsat, at udkast til

overenskomst forelægges finansministeriet til godkendelse.

11. Ud over de almindelige arbejdsretlige principper for

organisationernes udøvelse af forhandlingsret vedrørende løn- og

andre ansættelsesvilkår gælder der en særlig bestemmelse

vedrørende forhandlingsret for funktionærer.

Denne bestemmelse findes i funktionærlovens § 10, og ifølge

bestemmelsen har ethvert personale - uanset størrelsen - ret til

gennem sin organisation at kræve forhandling med virksomhedens

ledelse om løn- og arbejdsvilkår.

Det lægges principielt til grund, at bestemmelsen må ses i sammenhæng

med de almindelige arbejdsretlige regler, og at den derfor ikke

har nogen selvstændig betydning i de situationer, hvor disse

regler finder anvendelse. Det gør de i situationer, der vedrører

spørgsmålet om en eventuel forhandlingsret og kollektiv

overenskomst for en personalegruppe.

På den baggrund må det antages, at funktionærlovens § 10 ikke giver

en organisation noget krav på at få en kollektiv overenskomst og

heller ikke et krav på, at der optages forhandling med

organisationen med henblik på en sådan overenskomst.

Bestemmelsens selvstændige betydning er, at en funktionær gennem sin

organisation har en mulighed for at kræve en forhandling om sine

egne løn- og ansættelsesvilkår. Det antages at gælde både i

situationer, hvor en organisation ikke har været inddraget i

lønfastsættelsen, og i situationer, hvor den pågældendes

ansættelsesvilkår er omfattet af en kollektiv overenskomst med en

anden organisation.

Det vil indebære, at et krav fra en organisation om forhandling om

løn- og ansættelsesvilkårene for en enkelt funktionær ikke kan

afslås, f.eks. med en henvisning til, at den pågældendes

ansættelsesvilkår allerede er fastlagt i overensstemmelse med

regler, der er aftalt med en anden organisation.

Det betyder på den anden side ikke nogen forpligtelse til under en

forhandling at imødekomme et eventuelt krav om en ændret

lønfastsættelse. Noget sådant vil normalt ikke være praktisk

muligt.

Såfremt ministerier og styrelser måtte modtage anmodninger om

forhandlinger om ansattes løn- eller andre ansættelsesvilkår under

henvisning til funktionærlovens § 10, forelægges eventuelle

tvivlsspørgsmål for lønnings- og pensionsdepartementet.

12. I de fleste kollektive overenskomster er der fastsat regler om

retten til at vælge tillidsrepræsentanter på de lokale

tjenestesteder.

Tillidsrepræsentanten er et bindeled mellem de ansatte og ledelsen og

forhandler på de ansattes vegne med ledelsen om de klager og

henstillinger, som de ansatte måtte ønske at fremføre over for

institutionen.

Hvis tillidsrepræsentanten ikke er tilfreds med institutionens

afgørelse i en sag, kan han anmode sin organisation om at gå ind i

sagen.

l3. Cirkulæret af l979 om samarbejde og samarbejdsudvalg i staten

fastslår, at ledelsens ret til at lede og fordele arbejdet skal

udøves i samarbejde med medarbejderne og

tillidsrepræsentanterne.

Der skal anvendes ledelsesformer, som indebærer den videst mulige

delegation af ansvar og beføjelser til den enkelte medarbejder

eller gruppe af medarbejdere, for at de ansatte kan få mulighed

for at være medbestemmende ved arbejdets tilrettelæggelse og

udformningen af deres egen arbejdssituation og for at øve

indflydelse i beslutningsprocesserne.

Det daglige samarbejde skal tilrettelægges og udvikles i

samarbejdsudvalget.

I samarbejdsudvalget skal man drøfte alle spørgsmål af betydning for

institutionens arbejds- og personaleforhold, og

samarbejdsudvalget skal være medbestemmende ved fastlæggelse af

retningslinier for tilrettelæggelsen af disse forhold i

institutionen.

Fastlæggelsen af sådanne retningslinier er begrænset til det ansvars-

og kompetenceområde, der er tillagt institutionens ledelse. Hvis

der er enighed om retningslinier, der går ud over ledelsens

kompetence, skal sagen forelægges den instans, der har kompetence

til at træffe afgørelsen.

Retningslinierne skal udformes skriftligt, og de er bindende for

både ledelsen og medarbejderrepræsentanterne. De kan opsiges med 2

måneders varsel, hvorefter de bortfalder, men før opsigelse finder

sted, skal de hidtidige retningslinier søges ændret på en måde,

der er tilfredsstillende for parterne.

Uoverensstemmelser om anvendelse af samarbejdsudvalgsreglerne, der

ikke kan løses i et eventuelt hovedsamarbejdsudvalg, skal

forelægges for centralrådet for statens samarbejdsudvalg til

afgørelse.

Reglerne om tillidsrepræsentanter og samarbejdsudvalg er nærmere

beskrevet i kap. 6 henholdsvis kap. 7.

Bilags- og henvisningsoversigt

Bilag til kap. 3

Bilag 3.1 Ministeriet for statens lønnings- og pensionsvæsens

cirkskr. 278 9/11 1970 om vejledning for ministerier og

institutioner om forhandlinger og aftaler på tjenestemandsområdet.

Bilag 3.2 Fmst. cirk. 5/2 1979 vedrørende hovedaftale 25/1 1979

mellem finansministeriet og Danmarks Jurist- og Økonomforbund (et

eksempel på en hovedaftale indgået mellem finansministeriet og en

faglig organisation).

Bilag til andre kapitler

Bilag 2.1 Ministeriet for statens lønnings- og pensionsvæsens bekg.

515 28/11 1969 af hovedaftale i henhold til L 291 18/6 1969 om

tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken.

Bilag 4.4 Hovedaftalen af 31/10 1973 med ændringer pr. 1/3 1981

mellem Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og Landsorganisationen i

Danmark (LO).

Bilag 7.1 Fmst. cirk. 199 21/11 1979 om samarbejde og

samarbejdsudvalg i statens virksomheder og institutioner

(SU-cirkulæret).

Bilag 7.2 Fmst. cirk. 10/6 1980 om samarbejde og samarbejdsudvalg i

tilskudsinstitutioner.

Love og bekendtgørelser i II del

Lbekg. 671 2/10 1986 af lov om tjenestemænd i staten, folkeskolen og

folkekirken (tjenestemandsloven), kap. 10 og 11.

Henvisninger i øvrigt

Lbekg. 413 30/8 1971 af lov om retsforholdet mellem arbejdsgivere og

funktionærer med senere ændringer (funktionærloven), § 10.

Ingen