Legislator Case Law & Legislation
C19870670453 DK

Finansministeriets vejledende retningslinier for ydelse af § 1 stk. 2-tillæg til tekniske tegnere, tekniske assistenter, byggeteknikere, maskinteknikere og bygningskonstruktører (* 1)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Retningslinier 1987 6704 Historic

Finansministeriets vejledende retningslinier for ydelse af § 1 stk. 2-tillæg til tekniske tegnere, tekniske assistenter, byggeteknikere, maskinteknikere og bygningskonstruktører (* 1)

1. Decentralisering af aftaler om § 1, stk. 2-tillæg

Finansministeriet og Teknisk Landsforbund har indgået aftale om decentralisering af adgangen til at indgå aftaler om § 1, stk. 2 og 3-tillæg.

Ifølge aftalen kan Finansministeriet overlade indgåelsen af aftaler om ydelse af nye tillæg eller forhøjelse af bestående tillæg i henhold til overenskomstens § 1, stk. 2 og 3, til de enkelte ministerier m.v.

Teknisk Landsforbund kan overlade indgåelsen af aftaler som nævnt til de enkelte tillidsrepræsentanter og hvor sådanne ikke findes de lokale afdelinger. I det omfang de berørte ministerier m.v. overlader indgåelsen af aftaler til de enkelte styrelser, institutioner og virksomheder, overlader organisationen i videst muligt omfang indgåelsen af aftaler til de enkelte tillidsrepræsentanter og hvor sådanne ikke findes de lokale afdelinger.

Finansministeriet har udarbejdet disse vejledende retningslinier til brug for ministerier m.v. under de decentrale forhandlinger. Retningslinierne finder alene anvendelse på områder, inden for hvilke Finansministeriet har bemyndiget vedkommende ministerium. Det nærmere omfang af ministeriernes adgang til at indgå aftaler om tillæg vil fremgå af skrivelser fra Finansministeriet.

2. Bestemmelsen i overenskomsternes § 1, stk. 2

Tillæg til overenskomstansatte teknikere ydes normalt i henhold til bestemmelsen i overenskomsternes § 1, stk. 2.

Bestemmelsen har følgende indhold

»Stk. 2. Ved ansættelse i en stilling, der i arbejdsmæssig, administrativ, kvalifikationsmæssig eller anden henseende indtager en sådan særstilling, at den ikke omfattes af de almindelige forudsætninger for nedenstående lønninger m.v., træffes der mellem vedkommende part og Teknisk Landsforbund speciel aftale om tillæg til lønnen og eventuelle andre vilkår.«

Teknikeroverenskomsten er normallønsoverenskomst med en lønskala med indbygget hensyntagen til den anciennitet, en ansat efterhånden opnår.

Det er således ikke meningen, at § 1, stk. 2-bestemmelsen skal benyttes som hjemmel til generelt at yde tillæg oven i skalalønnen.

3. Særstillingskravet

Det er en almindelig forudsætning for ydelse af § 1, stk. 2-tillæg, at der er tale om ansættelse i en stilling, som indtager den i overenskomsternes § 1, stk. 2, krævede særstilling.

Efter aftalepraksis tages der ved tillægsfastsættelsen udgangspunkt i en stillingsbeskrivelse. Blandt oplysningerne i stillingsbeskrivelsen er navnlig oplysninger om referenceforhold og eventuelle ledelsesopgaver af betydning, men også en stilling på »menigt« niveau vil kunne inddtage den krævede særstilling.

Den ansattes anciennitet er ikke i sig selv afgørende for, om særstillingskravet er opfyldt.

Omvendt er længere anciennitet ikke et indicium for, at stillingen indtager den krævede særstilling.

4. Speciel aftale.

Overenskomsterne forudsætter, at der skal være tale om en »speciel aftale«. I modsætning til tjenestemandsområdet sker der derfor ikke nogen klassificering af stillinger, når disse besættes på overenskomstvilkår. Tillæggene er personlige, således at der foretages en vurdering i det konkrete tilfælde af den pågældende teknikers kvalifikationer og den stilling, vedkommende er eller påtænkes ansat i.

Ved vurderingen heraf bør der lægges vægt på, hvilke funktioner den pågældende skal udføre, om vedkommende har beskæftiget sig med tilsvarende arbejde før, om der er forudsat arbejdsledelse og i givet fald for hvilken type medarbejdere og disses aflønning. Det bør endvidere spille ind, hvordan tillægsniveauet er for tilsvarende stillinger i styrelsen, og hvorledes et tillæg vil passe ind i dette niveau. En ansat bør normalt ikke tildeles samme eller højere tillæg end den nærmeste foresatte.

En ansat kan godt tildeles et tillæg, der er mindre end det forgængeren havde, f.eks. hvis der er tale om en yngre tekniker uden så store personlige kvalifikationer, som den afgåede medarbejder havde. Lavere tillæg kan også ydes, hvis det tillæg, forgængeren i stillingen havde, var forhøjet af pulje, eller hvis sideordnede medarbejderes tillæg er forhøjet af puljemidler. Men det kan også være muligt at yde højere tillæg på grund af virkningen af § 1, stk. 3 (»tillægsstopaftalen«), jfr. pkt. 5.

Der kan kun tildeles et kvalifikationstillæg pr. ansat. Der er intet til hinder for, at der kan indgås aftale om ydelse af tillæg, som er finansieret dels uden for, dels inden for en pulje.

Medlemskab af en organisation er ikke en forudsætning for tildeling af et tillæg.

5. Tillægsstopaftalen

Selv om en stilling indtager den krævede særstilling, følger det imidlertid ikke heraf, at der skal ydes tillæg. Efter indgåelsen af »tillægsstopaftalen« kan tillægssager nemlig kun rejses i 2 situationer

1) i forbindelse med nyansættelse eller

2) i tilfælde af, at der sker væsentlige ændringer i den pågældendes stilling.

Aftalen, der findes i overenskomsternes § 1, stk. 3, 1. afsnit, har følgende indhold

»Stk. 3. Der kan i overenskomstperioden ikke ydes nye tillæg eller ske forhøjelse af bestående tillæg i henhold til stk. 2. Dog vil der fortsat kunne indgås aftaler om ydelse af nye tillæg i tilfælde af nyansættelser og om ydelse af nye tillæg eller forhøjelse af bestående tillæg, i tilfælde af at der sker væsentlige ændringer i den pågældendes stilling.«

Nyansættelse

Der er tale om nyansættelse, når der sker ansættelse af en tekniker, der ikke tidligere har været ansat i statens tjeneste, eller hvis umiddelbart forudgående ansættelse har været uden for staten. Hvis den pågældende i forvejen er ansat i statens tjeneste, foreligger der normalt nyansættelse, hvis der sker skift fra et ministerium til et andet. I øvrigt må det bero på den pågældendes ansættelsesområde ifølge ansættelsesbrevet, om der er tale om nyansættelse. Overgang fra en ansættelse til en anden under samme ministeriums område betragtes normalt ikke som nyansættelse, men behandles efter reglerne som væsentlig stillingsændring.

Der er en frist på et halvt år fra ansættelsen for ansættelsesmyndigheden såvel som organisationen til at rejse en sag om ydelse af tillæg i forbindelse med nyansættelse. Rejses sagen efter fristens udløb, kan der vel indgås aftale om tillæg, men der er ikke noget overenskomstmæssigt krav på ydelse heraf.

Væsentlig stilingsændring

Afgørelsen af, om der er sket en væsentlig stillingsændring, beror på en samlet vurdering af stillingen før den påberåbte stillingsændring, sammenholdt med en tilsvarende vurdering af stillingen efter dette tidspunkt. Væsentlig stillingsændring kan f.eks. forekomme i forbindelse med: Etablering af en ny intern struktur, væsentlige organisatoriske ændringer, ændring af styrings-, koordinerings- eller ledelsesopgaver, ændring af det ansvar eller af karakteren af de opgaver, der hidtil har været henlagt til stillingen, eller hvis en ændring i sammensætningen af arbejdsopgaverne indebærer en væsentlig ændring i kravet til nødvendig uddannelse hos stillingsindehaveren. En væsentlig stillingsændring vil være knyttet til en bestemt dato. Hvis det ikke er muligt at fastslå en bestemt dato for stillingsændringen, f.eks. hvis ændringen har fundet sted over en længere periode (»glidende udvikling«), foreligger der ikke en væsentlig stillingsændring i overenskomstens forstand.

Som følge af den begrænsning, der ligger i »tillægsstopaftalen«, sammenholdt med adgangen til at yde tillæg i forbindelse med nyansættelse, kan der opstå tillægsmæssige forskelle mellem ansatte, der bestrider arbejdsområder på samme niveau og i øvrigt er lige kvalificerede. Hvis f.eks. flere arbejdsområder udvikler sig parallelt og stiller stadig større krav til den ansatte, der varetager arbejdsområdet, uden at der dog kan siges at være tale om en væsentlig stillingsændring, kan der ifølge tillægsstopaftalen ikke ske ydelse elller forhøjelse af tillæg. Hvis en af disse ansatte fratræder, og stillingen besættes med en nyansat, er der ifølge tillægsstopaftalen mulighed for at optage forhandling om tillæg på baggrund af en vurdering af den nyansattes kvalifikationer i relation til det nuværende (udvidede) arbejdsområde. Den pågældende vil således eventuelt få et tillæg, der medfører, at han oppebærer højere løn for et arbejde end hans forgænger og hans sideordnede, der har været ansat i længere tid, og hvis arbejdsområde har gennemgået en glidende udvikling frem til det nuværende. Sådanne tillægsforskelle kan i visse tilfælde modvirkes ved ydelse af puljetillæg.

Der er ikke i overenskomsten fastsat nogen egentlig frist for at rejse sager om ydelse af tillæg eller tillægsforhøjelse i forbindelse med væsentlig stillingsændring.

I praksis er der dog en frist på et halvt år fra ændringen for ansættelsesmyndigheden såvel som organisationen til at rejse en sag om ydelse af tillæg i forbindelse med en væsentlig stillingsændring. Denne praksis er accepteret af Teknisk Landsforbund.

6. Kendte' tillægsstørrelser

For så vidt angår tillæg benyttes følgende »kendte« tillægsstørrelser

For tekniske tegnere, tekniske assistenter, byggeteknikere og maskinteknikere

5.535,11 kr., 8.489,93 kr., 11.288,70 kr., 14.025,03 kr. og 16.834,21 kr.

For bygningskonstruktører

11.288,70 kr., 14.025,03 kr., 16.834,21 kr., 22.514,97 kr. og 33.710,03 kr.

Alle tillæg er anført i årligt grundbeløb (niveau oktober 1984).

Der er ikke opstillet faste regler for, hvilke tillæg der benyttes i de enkelte situationer.

7. Indberetning til Finansministeriet

Finansministeriet underrettes af vedkommende ministerium 1. april og 1. oktober om indgåede aftaler i det forløbne halve år. Meddelelsen skal indeholde oplysning om den ansattes navn, lønanciennitetsdato, hidtidige tillæg, nye tillæg, ikrafttrædelsesdato, en eventuel forgængers tillæg samt kortfattet begrundelse. Skema til indberetning fremsendes snarest.

8. Tvister m.v.

Finansministeriet kan tilbagekalde ministeriernes adgang til at indgå aftaler.

Tilsvarende kan organisationen efter drøftelse med Finansministeriet tilbagekalde tillidsrepræsentanternes og hvor sådanne ikke findes de lokale afdelingers adgang til at indgå aftaler.

Tvivlsspørgsmål om fortolkningen af decentraliseringsaftalen og overenskomstens § 1, stk. 2 og 3, herunder om en stilling indtager den krævede særstilling, eller om der er sket en væsentlig stillingsændring, må i første omgang søges afklaret decentralt. Hvis spørgsmålet ikke kan afklares decentralt behandles sagen på samme måde som øvrige retstvister af Finansministeriet og organisationen efter reglerne herom i hovedaftalen.

Tvister, der udelukkende drejer sig om, hvilket tillæg der skal ydes, er interessetvister, som efter afgivelse af behørigt varsel kan medføre arbejdsstandsning. Varsler om arbejdsstandsning afgives af en overenskomstpart over for den anden overenskomstpart.

Finansministeriet vil være indstillet på at bistå ministerier og styrelser med løsning af eventuelle tvivlsspørgsmål, der måtte opstå i forbindelse med de decentrale forhandlinger.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →