Sådan fremstilles publikationer - en vejledning for indkøbere af statslige publikationer

Sådan fremstilles publikationer - en vejledning for indkøbere af statslige publikationer

Hvad er

»Sådan fremstilles

publikationer«?

Dette hæfte indeholder gode råd og retningslinier om hvordan statslige myndigheder kan udgive publikationer.

Statslige institutioner udgiver et stort antal meget forskellige tryksager. Både som en integreret del af deres arbejde og for at stille statens store viden til rådighed for offentligheden.

Uanset anledningen, så skal en publikation være velopbygget og den skal nå frem til sin målgruppe. Samtidig skal udgivelsen ske så økonomisk fordelagtigt og hensigtsmæssigt som muligt for den udgivende institution.

»Sådan fremstilles publikationer« retter sig især mod medarbejdere i staten, som står for den praktiske produktion og ekspedition af publikationer - herunder specielt indkøber-funktionen i forhold til trykkerier. Det er en af hæftets anbefalinger, at alle statslige indtitutioner bør have medarbejdere med indsigt i disse forhold.

Den »tekniske« indsigt er dog normalt ikke nødvendig for den enkelte sagsbehandler, som har ansvaret for indholdet i en publikation. De første 6 kapitler i »Sådan fremstilles publikationer« handler især om planlægningen af indholdet og distributionen. Der er udgivet et separat hæfte, der med titlen »Sådan redigeres

publikationer« retter sig mod forfattere og redaktører. Kapitel 7 til 10 handler om kontakt med trykkerier og om den tekniske produktionsproces.

Der er indgået en særlig kontrakt om fremstillingen af tryksager for Regeringen og Folketinget. Denne kontrakt omfatter alle tryksager til Folketinget samt visse tryksager der fremstilles for Regeringen. Det drejer sig om lovforslag, bekendtgørelser, lovbekendtgørelser, Lovtidende, Ministerialtidende, Bevillingslovens publikationer, statsregnskaber, samt cirkulærer, cirkulæreskrivelser, øvrige forordninger, anordninger og vejledninger som ministerier, direktorater, styrelser m.v. ønsker skal fremstilles i samme format og opsætning som Lovtidende A eller lovforslag. Nærmere oplysninger om kontrakten om fremstillingen af tryksager for Regeringen og Folketinget, der ofte omtales som »regerings-kontrakten« kan fås hos Direktoratet for Statens Indkøb.

»Sådan fremstilles publikationer« udgør sammen med »Sådan redigeres publikationer« en serie, som tilsammen afløser de tidligere vejledninger »Færdigt arbejde« (1982) og »Statens Tryksagsvejledning« (1983).

»Sådan fremstilles publikationer« er udgivet i fællesskab af Administrationsdepartementet, Det administrative Bibliotek, Statens Informationstjeneste og Direktoratet for Statens Indkøb. Hæftet skal ses som et naturligt led i de fire institutioners tilbud om at bistå statens medarbejdere, og der er bagest i hæftet en beskrivelse af de områder, hvor institutionerne tilbyder konkret assistance i forbindelse med statslige udgivelser.

Planlægning på institutionsniveau Ansvar for udgivelsesvirksomhed

I de fleste statslige forvaltninger ligger ansvaret for mangfoldiggørelse og distribution af en publikation hos den medarbejder, der har udarbejdet manuskriptet. Det er ofte sekretæren for et udvalg eller en arbejdsgruppe. For en medarbejder, der ikke har erfaringer med tryknings- og distributionsforhold, kan denne sidste fase i udvalgsarbejdet give anledning til en lang række praktiske problemer, der tager mere tid end rimeligt er.

For de enkelte statsinstitutioner vil det derfor være en fordel at udpege en eller flere medarbejdere, der har ansvaret for at følge publikationsprocessen i institutionen, og som kan yde den fornødne vejledning.

Valg af organisationsmåde afhænger af antallet og arten af de publikationer, der udgives. Hvis institutionen udsender mange og forskelligartede publikationer, vil der formentlig være behov for flere medarbejdere (f.eks. en fra hvert kontor), som tilsammen danner et publikationsudvalg. Udsendes få og ensartede publikationer kan man klare sig med en enkelt medarbejder, en »redaktør«, som følger publikationsopgaverne. Hvis institutionen har en særlig informationsmedarbejder eller - afdeling, vil opgaven naturligt høre herunder.

Det er en fordel at have en formuleret publikationspolitik, som beskriver institutionens principper for nogle af de spørgsmål, der rejses i dette hæfte. F.eks. interne procedurer, systematik, prissætning, distribution m.v. Det må afklares på forhånd, hvem der har det endelige ansvar for processen eller for de enkelte led. Videnskabelige publikationer kan få støtte til publicering fra et af statens seks forskningsråd. Oplysning herom kan fås i: »Vejledning om fremstilling af videnskabelige publikationer«, som er udgivet afForskningssekretariatet.

Systematisering

Når institutionen skal tilrettelægge sin udgivelsespolitik, er det hensigtsmæssigt at tage udgangspunkt i den forventede sammenhæng og udgivelsesrytme.

Hvis antallet af udgivelser er lille, vil det være en fordel at samle udgivelserne i en enkelt serie med en fælles titel, der enten indeholder institutionens navn eller gengiver publikationernes indhold så tydeligt som muligt. Publikationerne i sådanne serier bør altid være nummererede, og nummereringen kan med fordel følge kalenderåret (f.eks. X-ministeriets meddelelser 1987 nr. 7). Hvis de enkelte kontorer i institutionen har særlige arbejdsopgaver og jævnligt udsender publikationer, kan det være hensigtsmæssigt at udgive flere serier med hver sin titel og nummerering. Det er lettere at identificere en publikation i en serie, fordi man kan henvise til serienummeret. Det er entydigt i modsætning til unummererede rapporter om et emne, hvor titlerne kan forveksles. Det er naturligt, at publikationerne i en serie har fællestræk i udseendet.

Ministerier og institutioner, som regelmæssigt udgiver betænkninger, kan med fordel oprette deres egne nummererede betænkningsserier. Man bør undgå en nummerering, der kan forveksles med den fælles, statslige betænkningsserie, som administreres af Statens Informationstjeneste. Det kan gøres ved at begynde med nummer 1 eller ved at lade årstallet indgå i nummereringen. Den fælles statslige betænkningserie er nået op på 4-cifrede numre.

Der findes ingen regler for, hvilke publikationer der skal udsendes i den statslige betænkningsserie. Traditionelt har den især omfattet lovforberedende arbejde. Men det er den enkelte myndighed, der skal træffe beslutning herom.

Er der tale om hyppigere udgivelser eller et bredere emnespektrum, kan man udgive et tidsskrift. Det forpligter til regelmæssig udgivelse, men det behøver ikke ske mere end et par gange om året. Det er også blevet almindeligt at offentlige myndigheder udgiver korte nyhedsbreve, hvori de orienterer om aktuelle sager af almen interesse.

Systematiseringen indebærer, at der træffes beslutning om institutionens praksis for udgivelse og udformning, så disse spørgsmål er løst, når den enkelte publikation skal udsendes.

Systematiseringen betyder også, at det umiddelbart vil være lettere at definere den kreds af institutioner og personer, der kan være interesserede i en bestemt publikationsserie. I stedet for en eller flere uspecificerede udsendelseslister kan man have en abonnentkreds til hver enkelt serie. Det kan medvirke til, at de interesserede hver gang modtager de relevante informationer.

Planlægning af en publikation.

Der findes ingen regler om, hvordan trykt materiale skal udsendes eller i hvilken form. Det er den enkelte myndighed, der skal træffe beslutning om dette. Men når man vil sende en publikation ud til en bredere kreds, så er der en række afgørelser, som skal træffes forinden

Målgruppen

Det er vigtigt på et tidligt tidspunkt at gøre sig klart, hvem man skriver til, d.v.s. hvem der skal læse publikationen. Det har betydning for både den sproglige udformning, dispositionen, valget af illustrationer og layout, fastsættelsen af oplaget og distributionsmåden.

Sproget

Uanset hvem man skriver til, skal sproget være enkelt, klart og naturligt.

Der er især tre ting, man skal undgå

- ord, der er vanskelige for læseren,

- sætninger, der er længere og mere komplicerede, end man er vant til fra aviser

og skønlitteratur,

- den traditionelle rækkefølge af en længere teksts afsnit, hvor konklusionen (hovedbudskabet) først kommer henne i slutningen af teksten.

Af farlige ord kan nævnes tomme fraser og klicheer, juridiske fagudtryk som approbere, subsidiært, in casu, tuto, in situ, modeord som feed back, workshop, starte op, og abstrakte ord, hvor konkrete er lige så dækkende.

Sætningerne bør være korte og klare. Som hovedregel kan man sige, at hver ny information bør tildeles et punktum. Konstruktioner som »et af ministeren nedsat udvalg« og »de i kommunen bosiddende personer«, bør undgås. De kan f.eks. erstattes af typen »et udvalg, der er nedsat af m:n:steren, og »de personer, der bor i kommunen«.

Dispositionen af en tekst bør være rationel set fra læserens synspunkt. Selv om der måske er tradition for det modsatte, bør en vigtig konklusion stå først i teksten - derefter kan der så følge afsnit med f.eks. sagsreferat, præmisser og overvejelser.

Alle henvisninger til love, cirkulærer o.s.v. bør samles efter teksten. Når de står inde i teksten, bremser de læsningen.

Disse retningslinier er behandlet mere udførligt i hæftet' - og uden omsvøb tak!», der er udsendt af Statens Informationstjeneste 1981.

Oplaget

Oplagets størrelse er afgørende for en række af de beslutninger, som skal træffes ved mangfoldiggørelse og udsendelse afenhver publikation. Derfor er det nødvendigt at fastsætte oplaget på et tidligt tidspunkt under udarbejdelsen.

Oplaget varierer med publikationens art. Almindeligvis vil et oplag på omkring 1.000 eksemplarer være tilstrækkeligt for en typisk statslig betænkning. I enkelte tilfælde er der behov for betydeligt flere eksemplarer (f.eks. Finansministeries Budgetredegørelse i 5.000 eksemplarer). Er der tale om informative pjecer og debatoplæg til offentligheden, er oplagstallene anderledes store. Statens Informationstjeneste rådgiver gerne i sådanne tilfælde.

Ved fastsættelsen af oplaget er det nødvendigt at vide, hvor mange eksemplarer, der skal udsendes som pligtaflevering og frieksemplarer. (se side 18). Som eksempler på grupper, som man bør tilsende statslige publikationer, kan nævnes

Folketinget: altid 75 eksemplarer.

Centraladministrationen (departementer): ca. 25 modtagere.

Centraladministrationen (direktorater): ca. 75 modtagere

Kommuner og amtskommuner: ca. 300 modtagere.

Folkebiblioteker (hovedbiblioteker): ca. 300 modtagere.

Folkebiblioteker (centralbiblioteker): ca. 20 modtagere.

Dagspressen: ca. 55 modtagere

Pressebureauer, tv og radio: ca. 25 modtagere.

Det er vanskeligt at forudsige, hvor mange eksemplarer der vil blive brug for at sende ud til offentligheden. Efterspørgslen afhænger bl.a. af presseomtalen.

Dispositionen

En publikation vil normalt bestå af

1) Omslag

2) Titelblad

3) Indholdsfortegnelse

4) Forord

5) Sammenfatning

6) Teksten med eventuelle tabeller og illustrationer

7) Litteraturliste

8) Bilag

9) I visse tilfælde en sammenfatning på

engelsk.

1) Omslag

Omslaget bør ikke indeholde for mange informationer. På forsiden bør dog i det mindste oplyses

- Titel og eventuel undertitel

- Den udgivende institutions navn

- Evt. seriebetegnelse og nummer.

Hvis publikationen er tilstrækkelig tyk, bør ryggen forsynes med titel. Ryg- og omslagstitel må ikke afvige fra, hvad der står på titelbladet

På omslagets inderside eller bagside bør man oplyse, hvor publikationen kan fås (for eksempel udgivende institution, Statens Informationstjeneste og/eller boghandelen) og en eventuel pris. Her kan man også bringe en liste over andre publikationer i samme serie, f.eks. tidligere eller kommende delrapporter, eller over institutionens øvrige publikationsserier.

2) Titelblad

Titelbladet bør indeholde følgende oplysninger.

- Publikationens titel

- Publikationens udgiver (institutionens

navn/evt. personlig forfatter)

- Evt. seriebetegnelse og -nummer

- Udgivelsessted og -år (evt. måned).

Titlen er præsentationen af en publikation. Derfor skal den være kort, beskrivende og konkret. Man bør undgå titler som f.eks. »Redegørelse fra en af X-ministeriet nedsat arbejdsgruppe vedrørende«, og begyndelsesord som betænkning, redegørelse, rapport, undersøgelse og lignende bør undgås. Der er ingen regler for, hvordan disse betegnelser skal anvendes, og de fortæller derfor ikke læseren noget om publikationens indhold. Hvis man ønsker at kalde en publikation for »betænkning«, kan man give denne oplysning i en undertitel.

Hvis en rapport er udarbejdet af en kommission eller arbejdsgruppe, der har antaget et prægnant navn (f.eks. Landsbykommissionen), bør dette benyttes som forfatterangivelse. Det bør dog alligevel anføres, hvilken institution der står for udgivelsen.

På bagsiden af titelbladet skal der oplyses om

- bogtrykkerens/kopicentralens navn og

by

- ISBN-nr. og/eller ISSN-nr. (se side 12)

- evt. tekniske oplysninger om sats, oplagsstørrelse, ophavsret, grafisk tilrettelæggelse og lignende.

3) Indholdsfortegnelse

I indholdsfortegnelsen skal man kunne finde alle vigtige afsnit i publikationen med sideangivelse. Overskrifterne inde i hovedteksten skal svare nøje til indholdsfortegnelsen. Eventuelle bilag skal nævnes i indholdsfortegnelsen.

4) Forord

Hvis man ønsker at redegøre for anledningen til, at publikationen udgives, og hvilke personer der har medvirket til at udarbejde teksten, kan det ske i forordet. Her kan også gives en vejledning i brugen afpublikationen. Afhængig af publikationens art kan forordet også fungere som en slags fremsendelsesskrivelse underskrevet af institutionens chef.

5) Sammenfatning

Sammenfatningen skal være så kort som mulig, og den skal give læseren mulighed for at danne sig et indtryk af indholdet, uden at han/hun behøver at læse hele publikationen. Sammenfatningen skal kunne forstås, uden at man har læst hovedteksten, men den må ikke indeholde oplysninger, som ikke fremgår af hovedteksten. Vigtige resultater, forslag og lignende må ikke udelades.

6) Tekst med tabeller og illustrationer

Tekstens kapitelinddelinger og overskrifter skal være konsekvente, og underinddelinger med tal og bogstaver skal anvendes ensartet. Risikoen for manglende konsekvens er stor, hvis flere forfattere bidrager til manuskriptet. Ved afsnitsinddeling med decimaltal bør der højst anvendes tre cifre. De fleste mennesker kan ikke opfatte fire eller flere cifre med et enkelt blik.

Afhængig af publikationens udformning kan det være vanskeligt at placere tabeller og illustrationer i umiddelbar tilknytning til omtalen i teksten. Derfor bør de nummereres, så der kan henvises til dem i teksten

Hvis publikationen skal læses af udenlandske læsere, bør tabeller og illustrationer forsynes med kortfattede beskrivelser af indholdet på engelsk.

7) Litteraturliste

Listen skal gøre det muligt for læseren at identificere alle publikationer, som hovedteksten henviser til. Desuden kan man medtage bibliografiske oplysninger om andre publikationer, som behandler emnet. For hver publikation oplyses forfatter/udgiver, titel, udgivelsessted og -år samt eventuelt seriebetegnelse og -nummer.

Listen bør kun indeholde publikationer, der er offentligt tilgængelige.

8) Bilag

Materiale, som dokumenterer eller belyser publikationens problemstilling i detaljer, kan medtages som bilag. Undgå unødvendige materialesamlinger. Bilagene nummereres i den rækkefølge, de omtales i hovedteksten. Bilagene sidenummereres i fortsættelse af tekstens sidetal, og indholdsfortegnelsen bør indeholde en oversigt over bilagene. Hvis publikationen skal læses af udenlandske læsere, bør bilagene forsynes med en kort sammenfatning af indholdet på engelsk.

9) Engelsk sammenfatning

Hvis publikationen forventes at have interesse i udlandet, bør den indeholde en sammenfatning på engelsk.

Da sammenfatningen skrives for udenlandske læsere, kan det være nødvendigt at forklare særlige danske forhold mere udførligt end i den danske tekst. Som nævnt ovenfor bør tabeller og bilag hver for sig have en særskilt sammenfatning på engelsk.

Illustrationer

Hvor meget man skal gøre ud af illustrationer afhænger af målgruppen og stoffet. Visse ting kan forklares enklere ved hjælp afillustrationer end ved hjælp af ord.

Omkostningerne ved at benytte illustrationer varierer meget. Ekstraudgifterne til trykkeriet går fra nogle få kroner for en simpel streg-illustration til tusind kroner eller mere for gengivelse af et farvefotografi.

Det er ikke tilladt at bruge illustrationer fra andre publikationer, med mindre de er over 50 år gamle. Man skal først spørge udgiveren om lov og eventuelt betale for det (se side 14). Der findes grafiske firmaer, som med brug af computerteknik leverer professionelle grafer og andre illustrationer, f.eks. udfra en bestemt statistik.

Identifikation

Trykkested

Ifølge presseloven skal alle trykkearbejder med undtagelse af blanketter til udfyldning samt kort, brevpapir og andet småtryk være påtrykt bogtrykkerens navn eller firma samt trykkested. (Lov nr. 147 af 13. april 1938 med senere ændringer). Institutionerne bør påse, at trykkeriet opfylder denne pligt.

ISBN-nummer

Til lettelse for identifikation og distribution findes en standard bognummerering kaldet ISBN (International Standard Book Number), som administreres af

Dansk Bogfortegnelse

Tempovej 7-1 1

2750 Ballerup

Tlf. 02 97 40 00.

Ved henvendelse dertil kan institutionen få tildelt et forlagsnummer og en liste over de numre, der står til institutionens disposition. En vejledning i brugen af ISBN kan fås samme sted.

Statens Informationstjeneste er registreret som forlag og kan tildele ISBN-numre til andre statslige institutioner. Denne løsning er den mest praktiske, hvis en publikation skal distribueres gennem Statens Informationstjeneste (se side 19).

ISSN-nummer

Betegnelsen er en forkortelse af »International Standard Serial Number« og benyttes ved periodisk udgivne publikationer og tidsskrifter. Et en gang tildelt nummer vil forblive uændret for alle publikationer udgivet inden for samme række.

ISSN-numre administreres af

ISDS

Det kongelige Bibliotek

Danske afdeling

Christians Brygge 8

1219 København K

Tlf. 01 93 01 11.

En vejledning i brugen af ISSN kan fås samme sted.

De enkelte publikationer i en serie bør således forsynes både med ISBN- og ISSN-nummer.

Rettigheder Ophavsret

Den, som frembringer et litterært eller kunstnerisk værk, har ophavsret til værket. Det betyder, at ophavsmanden som hovedregel har eneret til at råde over enhver tekst eller illustration.'»Råde over«» betyder at fremstille eksemplarer af det og at offentliggøre det. Reglerne herom findes i ophavsretsloven (lovbekendtgørelse nr. 130 af 15. april 1975).

Når en publikation skal offentliggøres, må man derfor være opmærksom på, om den indeholder materiale, som er ophavsretligt beskyttet, og som kræver ophavsmandens samtykke. Det er tilladt at citere i det omfang, som betinges af formålet, og i overensstemmelse med god skik, men man skal altid anføre kilden til citatet.

Ophavsretten ophører, når der er gået 50 år efter ophavsmandens dødsår.

Grafikere, layout-folk og reklamebureauer har normalt ophavsretlig beskyttelse af deres arbejde, når de har hjulpet med at fremstille en publikation. De har derfor krav på vederlag, når arbejdet offentliggøres. Hvis publikationen skal genoptrykkes, kan der blive tale om fornyet betaling, medmindre andet er aftalt.

Retten til et fotografi, der er udført efter bestilling, tilkommer derimod bestilleren, medmindre andet er aftalt (jf. fotografiloven, lovbekendtøgelse nr. 129 af 15. april 1975).

Ophavsretten til de fleste topografiske kort over Danmark tilhører Geodætisk Institut. Ved henvendelse til instituttet kan man mod vederlag få lov til at optrykke kort. Instituttet sælger alle slags danske landkort - også på reprofilm klar til tryk.

Hvis statslige myndigheders brug af kort er lovfastsat, så gælder der en særlig tilladelse til gratis optryk af kort, som meddelt i Statstidende 24. juni 1986.

Love, administrative forskrifter og lignende er normalt ikke omfattet af ophavsretslovens beskyttelse. Det betyder, at man i de fleste tilfælde frit kan genoptrykke dette materiale.

Der er dog nogle undtagelser

De håndbøger, programmer, brochurer og lignende, som offentlige myndigheder udgiver, er normalt ophavsretligt beskyttede. I publikationer, som udgives af det offentlige, kan være optaget indlæg, som ikke er udarbejdet af udgiveren, og som kan være beskyttede. Det kan f.eks. gælde bidrag fra sagkyndige eller oversættelser til dansk af materiale fra udenlandske offentlige myndigheder. En samling af stof, f.eks. love, domme og administrative afgørelser, kan ligeledes være ophavsretligt beskyttet.

Ejendomsret over for trykkerier

Når en publikation fremstilles på et eksternt trykkeri, bør udgiveren sikre sig ejendomsretten til alt originalmateriale, film, inddaterede data m.m. Hvis trykkeriet har ejendomsretten til materialet, så vil det ikke umiddelbart være muligt at bruge det til andet formål eller at flytte til en anden leverandør, hvis prisen for en ny udgave eller et optryk skønnes for høj hos den første leverandør.

Udgiverens ejendomsret er sikret i de standardbetingelser for indkøb af tryksager, som kan fås i Direktoratet for Statens Indkøb, og det anbefales institutionerne at anvende disse betingelser ved bestilling af tryksager.

Offentliggørelse

Metoden til offentliggørelse afhænger af publikationens målgruppe. De mest berørte grupper tilsendes frieksemplarer direkte. Fagfolk og organisationsmedlemmer kan nås via omtale i fagblade. Den brede offentlighed kan orienteres via dagblade, radio og TV. En publikation bør aldrig sendes ud uden at der er vedlagt et kort sammendrag eller en pressemeddelelse.

I forbindelse med publikationer med stor udbredelse, f.eks. håndbøger, kan udgiveren også få trykt en præsentationsfolder. Den kan omfatte en indholdsoversigt og en bestillingskupon. Folderen kan vedlægges frieksemplarerne, udsendes til en bredere kreds og den kan også distribueres som salgsmateriale til landets boghandlere.

Udgiveren kan også præsentere en publikation ved selv at skrive kronikker eller artikler til fagblade.

Ved udsendelsen af en publikation til pressen, de politiske partier m.v., bør den sendes samtidig til alle modtagerne. Fra det tidspunkt, man sender eksemplarer til modtagere uden for institutionen, må man regne med at publikationen i princippet er tilgængelig for offentligheden. Så skal andre også kunne få fat i den, og den er omfattet af reglerne om pligtaflevering.

Hvis man undtagelsesvis ikke ønsker at gøre en publikation offentlig, skal det besluttes på et tidligt tidspunkt. I så fald bør betegnelsen »intern« e.l. anføres på selve rapporten. Også en intern publikation er omfattet af trykkeriets pligtaflevering. Hvis man ikke ønsker, at den skal blive offentlig tilgængelig på Det Kongelige Bibliotek og Statsbiblioteket, skal man i en følgeskrivelse ved pligtaflevering udtrykkeligt anmode om, at publikationen henlægges i en bestemt periode. Når dette tidsrum er gået, vil den blive tilgængelig for offentligheden. Overfor Dansk Bogfortegnelse kan man også bede om at få anført, at en publikation ikke er offentlig tilgængelig. Materiale, der er omfattet af offentlighedsloven, bør ikke betegnes som internt.

Pressemeddelelsen

Pressemeddelelsen bør være så kort som mulig.

Overskriften skal indeholde konklusionen eller kort fortælle, hvad det drejer sig om.

Afsnittene skal være korte og afsluttede. Når en journalist forkorter, sker det som regel bagfra. Det betyder, at det væsentlige skal stå først.

Skriv pressemeddelelsen med bred margin og dobbelt linieafstand.

Pressemeddelelsen bør være forsynet med oplysninger om, hvem der kan give yderligere oplysninger. Det kan ske under en linie, der markerer, at pressemeddelelsen er slut. Under linien skrives: Til redaktionen: Yderligere oplysninger fås hos

titel, navn. arbejdssted, tlf.

Institutioner skal på forhånd have besluttet, hvem der skal og må udtale sig nærmere om publikationens indhold.

Pressemøder

Der bør kun indkaldes til pressemøde ved helt ekstraordinære lejligheder.

Skal der indkaldes til pressemøde, kan først på eftermiddagen ofte være et gunstigt tidspunkt. Så er travlheden på morgenbladene endnu ikke sat ind, og det er stadig muligt at nå radio og tv. Indbydelsen bør sendes ud nogle dage forinden. Det er vigtigt at holde kontakt med journalister og fagblade, der arbejder med samme stofområde som en selv. Personlig kontakt og tillidsforhold til journalisten er mindst lige så vigtigt for at opnå en korrekt og relevant omtale, som udsendelse af pressemeddelelser m.v

I tvivlstilfælde kan Statens Informationstjeneste være behjælpelig.

Distribution

Inden en publikation bliver trykt, skal der tages stilling til, hvordan distributionen skal ske og hvem der skal stå for den. Ofte deles distributionen imellem flere instanser. Det kan derfor være praktisk at få en eventuel leverandør (trykkeri eller bogbinder) til at fordele det samlede oplag direkte til de forskellige distributørers adresser.

Distributionen af publikationer vil normalt omfatte

- pligtaflevering

- distribution af frieksemplarer, d.v.s. eksemplarer, der er gratis for modtageren

- salg efter bestilling

Pligtaflevering

For alle statslige publikationer gælder, at der skal sendes frieksemplarer til visse institutioner med særlige forpligtelse, til registrering og udlån. Det gælder

- Det Administrative Bibliotek (3 eksemplarer)

- Det Kongelige Bibliotek, Danske Afdeling (1 eksemplar)

- Statsbiblioteket i Århus (1 eksemplar) Selv om det ikke er en formel pligt, bør man desuden sende til

- Folketingets bibliotek (2 eksemplarer) - Dansk Bogfortegnelse (1 eksemplar),

som hver uge udgiver en oversigt over samtlige udgivelser i Danmark.

- Bladet »Status« (1 eksemplar), der udgives af Statens Informationstjeneste og bringer journalistisk omtale af nye statslige regler, publikationer m.v.

Alle cirkulærer, vejledninger, publikationer samt oplysninger om statslige myndigheders kommissioner og udvalg m.v. skal sendes til Status, således at de er redaktionen i hænde senest samtidig med offentliggørelsen. Det samme gælder tidsmæssigt for aflevering af publikationer til Det Administrative Bibliotek. (Finansministeriets cirkulære af 25. marts 1983).

Pligtafleveringen til Det Kongelige Bibliotek og Statsbiblioteket skal foretages af trykkeriet. De øvrige modtagere skal udgiveren selv sende til.

En gang om året vil man desuden få en henvendelse fra Danmarks Institut for International Udveksling af Videnskabelige Publikationer (I.D.E.). Instituttet skal have tilsendt et eksemplar af samtlige udgivelser. De registreres i Bibliografi over Danmarks Offentlige Publikationer (Impressa Publica Regni Danici), og anvendes i forbindelse med international udveksling.

Der findes herudover normalt interne regler om aflevering til institutionens eget bibliotek/håndbogssamling.

Frieksemplarer

Det er normalt at udsende et antal frieksemplarer. Frieksemplarer bliver som regel sendt til den modtagerkreds - blandt offentlige institutioner (f.eks. kommuner) og evt. private erhvervsgrupper (f.eks. revisorer), som udgiveren især ønsker at få i tale. Det normale vil være, at der sendes et eksemplar til hver modtager (yderligere eksemplarer mod betaling).

For at fremme offentlighedens adgang til publikationen bør man sende frieksemplarer til folkebibliotekerne. Meget efterspurgte publikationer sendes til hovedbiblioteker. Øvrige publikationer sendes til centralbibliotekerne.

Udsendelsen foretages efter udgiverinstitutionens egne adresselister. Pakning og forsendelse sker som regel i institutionens betjentstue. I visse situationer kan udsendelse ske hos Statens Informationstjeneste mod betaling af omkostningerne ved udsendelsen.

Salg af publikationer

For de fleste publikationers vedkommende vil en del af oplaget være reserveret til almindeligt salg.

Den praktiske ekspedition kan foregå på tre måder. Institutionen kan selv ekspedere eller publikationerne kan sælges i kommission hos enten Statens Informationstjeneste eller hos et privat forlag.

Hvis institutionen selv varetager salget og indtægten herved er mere end 10.000 kroner (1987) om året, så skal institutionen være momsregistreret. Henvendelse om momsregistrering skal rettes til det lokale distriktstoldkammer.

Ved brug af Statens Informationstjeneste vil en del af oplaget blive overladt til Danske Boghandleres Kommissionsanstalt (DBK). Derfra vil publikationen kunne rekvireres af alle landets boghandlere. Den vil også kunne købes i Statens Informationstjenestes boghandel i Bredgade 20, København K. Ofte vil sådanne publikationer på titelbladet have påskriften »I kommission hos Statens Informationstjeneste« og med tilføjelsen »Kan købes i boghandelen«».

Der kan gennem DBK udsendes informationsmateriale om publikationer til alle landets boghandlere.

Selv om en publikation sælges gennem boghandlere vil der alligevel komme henvendelser til den udgivende institution. Som en serviceordning kan man tilbyde at formidle sådanne bestillinger videre til Statens Informationstjeneste eller distributøren. Kunden undgår derved at skulle ringe eller skrive to gange.

Salgsprisen på publikation er fastsættes af den udgivende institution - eventuelt med assistance fra Statens Informationstjeneste. På det danske bogmarked gælder et system med faste bogpriser. Det betyder, at den enkelte boghandler ikke må tage en højere eller lavere pris end den, som udgiveren har bestemt. Omvendt må udgiveren ikke ændre sin pris i de første to år efter udgivelsen. For at kunne sælge gennem boghandlerne, bør statslige institutioner normalt overholde denne aftale, som er indgået mellem boghandlerne og de private forlag.

Som udgangspunkt skal der normalt tilstræbes dækning af de samlede udgifter i forbindelse med salget (jf. Budgetvejledning, 1985, pkt. 51.2 og 52.12). Det betyder, at der skal foretages en opgørelse af alle direkte og indirekte fremstillingsomkostninger (udgifter til tilrettelægning, sats, trykning, bogbinderarbejde m.v.). Det samlede beløb divideres med oplagsantallet eller det forventede salg.

Hos Statens Informationstjeneste og private distributører beregnes udgifterne til distribution normalt som et procenttillæg, der skal lægges oven i den pris, som den udgivende institution får for den enkelte publikation. Hvis institutionen selv ekspederer salget, må omkostningerne hertil indregnes fra starten.

Udgiveren kan i visse tilfælde sætte prisen lavere hvis det er nødvendigt udfra et ønske om at udbrede budskabet. I andre tilfælde kan markedet bære en højere pris end omkostningsdækningen, uden at det begrænser salget.

Statens Informationstjeneste afregner indtægterne til den udgivende institution en gang årligt. Indtægterne skal optages på finanslovens standardkonto 47 - interne statslige overførsler.

Adresselister

Pligtafleveringen og udsendelsen af frieksemplarer sker efter adresselister, som hver institution opbygger og holder ajour. Der findes ingen generel udsendelsesliste. Hver institution må derfor opbygge sin egen liste. Det kan anbefales at oprette en adresseliste, som er fælles for hele institutionen, og som kan være vejledende for de enkelte kontorer. Adresselister opdeles i relevante kategorier, f.eks. pligtaflevering, centraladministrationen, amtskommuner og kommuner, pressen, interesseorganisationer, folkebiblioteker, enkeltpersoner.

Der udkommer årligt en fortegnelse over danske biblioteker med titlen »Biblioteksvejviser«.

Det skal fremgå klart af adresselisten, hvilke modtagere der skal have samtlige udgivelser (bl.a. pligtafleveringen), og hvem der kun skal have de publikationer, som man skønner har interesse for dem. Ved henvendelse til Statens Informationstjeneste kan man få fuldstændige adresselister over kommunerne, pressen og folkebibliotekerne.

Indhentning af tilbud

Generelt

Ved indhentning af tilbud på trykningsarbejder anbefales det statens institutioner at anvende udbudsformen »direkte forespørgsel«». Det vil sige, at der rettes direkte henvendelse til et antal trykkerier, som anmodes om at afgive tilbud. Fremgangsmåden er beskrevet i Statens Indkøbsvejledning (1982).

Når manuskriptet og eventuelle illustrationer og andet materiale er klar til trykning udarbejdes en forespørgsel til de trykkerier, man ønsker tilbud fra. Forespørgslen bør indeholde alle de oplysninger, der er nødvendige for, at trykkerierne kan udarbejde tilbud, og den bør også indeholde de kommercielle vilkår, som skal indgå i aftalen med den tilbudsgiver, der vælges til at udføre arbejdet. Direktoratet for Statens Indkøb har udarbejdet sådanne generelle indkøbsbetingelser vedrørende indkøb af tryksager, som kan anvendes ved indhentning af tilbud og i forbindelse med bestilling af tryksager.

Ved indhentning af tilbud og bestilling af tryksager skal man være opmærksom på, at ikke alle trykkerier er lige godt egnet til at fremstille alle typer tryksager. Man skal derfor vælge de trykkerier, hvis udstyr og produktionsmetode er bedst egnet til den pågældende type tryksag.

Nogle trykkerier har specialiseret sig i bestemte typer tryksager. Som eksempel herpå kan nævnes etikettrykkerier, avistrykkerier og trykkerier der fremstiller kædeblanketter. Andre trykkerier er indstillet på bogproduktion, hvilket man bør være opmærksom på ved produktion af bøger og hæfter i oplag på mere end 5.000 eksemplarer.

De fleste trykkerier er imidlertid egnet til at fremstille den overvejende del af de publikationer, blanketter, brochurer, pjecer m.v. som statens institutioner får fremstillet. Det vil dog ofte være mest fordelagtigt at anvende nogle bestemte og gerne mindre trykkerier til småtryksager, d.v.s. mindre bøger og hæfter i oplag på indtil 5.000 eksemplarer og blanketter, enkle brochurer m.v. i op til 20.000-30.000 eksemplarer.

Et stigende antal trykkerier har i de seneste år anskaffet flerfarve- maskiner, d.v.s., trykmaskiner der kan trykke mere end en farve (normalt 2 eller 4 farver) i samme trykgang, og disse trykkerier er velegnet til at fremstille brochurer, pjecer, kataloger m.v. i flere farver. Startomkostningerne for de større af disse maskiner, det vil sige trykformater svarende til 8 A4 sider eller mere, er ret store, og oplagene bør derfor som regel ikke være under 5.000 10.000 eksemplarer. Startomkostningerne falder mere end proportionalt ved mindre maskiner, og for eksempel kan en flerfarve-maskine med et trykformat svarende til 2 A4 sider være konkurrencedygtig selv ved oplag på omkring 2.000 eksemplarer. Enkelte trykkerier har meget store flerfarve-rotationer, beregnet på fremstilling af farvetryksager i store oplag. Disse trykkerier er sjældent konkurrencedygtige, når det drejer sig om oplag under 100.000 stk. For at få så fordelagtige tilbud som muligt, skal man indhente tilbud fra de trykkerier, der er mest konkurrencedygtige, på netop den type tryksager man skal have fremstillet. Der findes ingen regler for, hvor mange tilbud man i hvert enkelt tilfælde skal indhente.

Statens Informationstjeneste kan bistå statens institutioner med at pege på leverandører, som råder over egnet teknik til en bestemt opgave, og ved tilbudsindhentning og vurdering af indkomne tilbud.

Ved større eller komplicerede opgaver bør Informationstjenesten inddrages så tidligt som muligt.

Tilbud på publikationer

Ved indhentning af tilbud på en publikation bør forespørgslen ledsages af manuskriptet og eventuelt billedmateriale og andet, der skal anvendes ved fremstillingen. Endvidere skal der som tidligere nævnt gives alle oplysninger, der er nødvendige for at udarbejde tilbud - for eksempel

Oplag: 2000 ekspl. plus følgende 100 ekspl. i fortsat tryk.

Format: A5.

Linielængde: 26 cicero.

Satshøjde: 40 cicero plus pagina.

Sats: Times 10/12

Disponering: Ny side ved nyt kapitel.

Papir: Miljøpapir 90 g.

Omslag: Tivoli karton 190 g.

Hæftning: Garnhæftning.

Jo flere nøjagtige oplysninger en forespørgsel om tilbud indeholder, des større mulighed har man for at modtage sammenlignelige tilbud.

Særlige forhold ved sagsbehandlingen

Hvis det kan forudses, at en publikation senere skal optrykkes med rettelser, f.eks. prislister, telefonlister eller emnekataloger, bør trykkeriet også afgive tilbud på efterfølgende optryk med en anslået mængde rettelser angivet i procent. I sådanne tilfælde er det vigtigt at aftale, hvordan prisen skal reguleres, og at institutionen har ejendomsret til edb-lagrede informationer (data), originalmateriale, film m.v. Der henvises til indkøbsbetingelserne.

Ved udarbejdelse af forespørgslen bør institutionen træffe afgørelse om, hvorvidt man vil opfordre tilbudsgiverne til at indsende alternative tilbud, som ikke nøjagtigt følger de stillede krav. En sådan opfordring kan være fulgt af en bestemmelse om, at alternative tilbud kun vil blive overvejet, hvis tilbudsgiveren også har indsendt et tilbud, der nøje følger de krav, der er indeholdt i forespørgslen. Fordelen ved at anmode om alternative tilbud er, at man derved får tilbudsgiverne til at vurdere de stillede krav, og at de har mulighed for at stille forslag om en mere hensigtsmæssig fremstilling af tryksagen, som kan gøre den både billigere og bedre. Ulempen er, at man for at stille tilbudsgiverne lige ofte vil være nødt til at anmode samtlige tilbudsgivere om at sende et nyt tilbud på baggrund af den foreslåede alternative fremstillingsmetode.

Hvis det i forespørgslen ikke er nævnt, at tilbudsgiverne kan afgive alternative tilbud, og en tilbudsgiver alligevel afgiver et alternativt tilbud, kan institutionen vælge enten at antage et af de tilbud, der følger de stillede krav, eller give de andre tilbudsgivere mulighed for at afgive et nyt tilbud på det ændrede grundlag.

Hvis man ikke har den fornødne grafiske indsigt, kan det ofte være svært at give en fyldelstgørende beskrivelse af den tryksag, der skal fremstilles. Institutionen kan da vedlægge andre lignende tryksager som eksempel.

Forespørgslen til tilbudsgiverne bør indeholde oplysning om, i hvor lang tid tilbudet skal være gældende. Hvor der ikke i et tilbud er angivet en sådan frist for tilbudets gyldighed, kan den tilbudte pris kun betragtes som en dagspris, som tilbudsgiveren på et senere tidspunkt kan ændre. Endvidere bør man være opmærksom på, at tilbudspriser næsten altid er eksklusive moms.

Hvis en institution, til brug ved budgetlægning, anmoder en virksomhed om at afgive en pris på et tidspunkt, hvor publikationen endnu ikke er klar til at blive sat i arbejde, må den tilbudte pris kun betragtes som et overslag. Inden publikationen sættes i arbejde, bør den virksomhed, som har udarbejdet overslaget, anmodes om at afgive et bindende tilbud på linje med andre tilbudsgivere.

Offentliggørelse af udbud i EF-Tidende

Offentlige indkøb, herunder også indkøb af tryksager, skal offentliggøres i EF-Tidende, hvis den skønnede værdi eksklusive moms overstiger kr. 1.400.000 (I987). De nærmere retningslinjer for, hvordan man gennemfører sådanne indkøb findes i Administrationsdepartementets cirkulære af 18. december 1980 om fremgangsmåderne ved statslige indkøb.

Statens indkøbsordninger

Alle statsinstitutioner samt en række selvejende institutioner, hvis drift overvejende finansieres ved statstilskud, er omfattet af statens centrale indkøbsordninger.

Der skelnes mellem generelle aftaler (G-aftaler) og tilbudsaftaler (T-aftaler). G-aftaler er aftaler, som institutionerne har pligt til at benytte ved alle indkøb af de omhandlende varer. T-aftalerne skal ligeledes benyttes, medmindre institutionen har et mere fordelagtigt tilbud fra anden side.

Af speciel interesse for tryksagsområdet kan nævnes aftalerne inden for kontormaskiner, papir, tryksager og undervisningsmidler. Der henvises til den vareoversigt, som er udsendt af Direktoratet for Statens Indkøb, og hvori samtlige de varer, der er omfattet af indkøbsaftalerne, er nævnt.

De nærmere retningslinjer for benyttelse af statens indkøbsaftaler fremgår af »Statens Centrale Indkøbsordninger«, som kan rekvireres hos Direktoratet for Statens Indkøb.

Trykning

af publikationer

Manuskriptet

Manuskriptet bør være renskrevet og skal så vidt muligt være fri for rettelser og tilføjelser. Der må kun være skrevet på den ene side af manuskriptet, idet brug af begge sider af arket kan medføre fejltagelser og forringet læselighed.

Man bør ikke aflevere et dårligt eller halvfærdigt manuskript i håb om derved at få tryksagen hurtigt frem. Resultatet vil ofte være misforståelser og mange korrekturrettelser, så denne metode koster oftest både tid og penge.

Manuskriptet bør være gennemarbejdet, så senere rettelser undgås. Selv en lille rettelse, som f. eks. indsætning af et ord, kan medføre, at et helt afsnit må sættes om.

Teknisk tilrettelægning

af publikationer

Inden den tekniske fremstilling af en publikation kan begynde, skal der foretages en såkaldt tilrettelægning af publikationen, d.v.s. udarbejde retningslinjer for den typografiske udformning, blandt andet vedrørende placeringen af eventuelle illustrationer. Endvidere skal der som led i tilrettelægningen tages bestemmelser om publikationens format, papirkvalitet, indbindingsform m.v. Med hensyn til placering af titler og identifikationsmærker på publikationen henvises til Dansk Standard, DS 2165.

I forbindelse med den typografiske udformning er det desuden vigtigt at få klarlagt omfanget og karakteren af den tekst, publikationen skal indeholde, herunder spørgsmålet om der skal indgå særlige opstillinger, skemaer eller tabeller. Der skal også tages stilling til, hvilken skrift man vil anvende, samt skriftens størrelse og satsformat. Ligeledes må det anføres, om teksten skal sættes i en eller flere spalter.

For at få hold på alle de nævnte elementer vil det være en fordel at udarbejde en indholdsfortegnelse på et tidligt tidspunkt, uanset at sidetallene først kan sættes på efter endt ombrydning.

Størrelse og placering af overskrifter, tabeller, illustrationer m.v.

Overskrifterne skal være særskilt markeret. Hvis der er flere grader af overskrifter og disse ønskes sat med forskellige skrifter, angives dette for eksempel ved understregning med forskellig farve, så overskrifter med samme vægt bliver sat med samme skrift. Det skal ligeledes ved flerspaltet sats angives, hvilke overskrifter der skal stå over hele formatet, og hvilke der skal være i spalteformat.

Tabeller kan ofte sættes en grad mindre end teksten, uden at det går ud over læseligheden. Det kan være vanskeligt at bedømme på forhånd, hvor meget en tabel vil fylde, og det må ofte overlades til trykkeriet at afgøre, om en tabel skal indpasses over en eller flere spalter.

Derimod bør det altid angives, hvilken størrelse en illustration skal have i publikationen. Det gøres normalt blot ved at angive bredden.

Tabeller og illustrationer bør nummereres, så der kan henvises til dem i teksten.

Format

Til statslige publikationer benyttes normalt formater i henhold til Dansk Standard, A5=148 gange 210 mm, A4=210 gange 297 mm og det statslige specialformat AS5=168 gange 237 mm. Både af hensyn til den senere opbevaring og af økonomiske grunde bør disse formater benyttes.

Layout

Hvad angår satsen kan enkelhed anbefales. Ikke for mange bogstaver i hver linie, 55 - 60 bogstaver er ideelt. Ved format AS5 kan 2-spaltet sats benyttes, ved format A4 bør siden opdeles i 2 eller 3 spalter. Skriftstørrelse og linjemellemrum må afhænge af linjelængde, og hvilken målgruppe publikationen retter sig imod.

Man kan gøre publikationen mere indbydende ved at anvende en afvigende farve til overskrifter, tabeller og lignende, men det koster naturligvis flere penge.

Nogle institutioner bruger et bestemt kendetegn - et logo - på alle publikationer. Hvis man ønsker at benytte statskendetegnene »Lille rigsvåben« eller »Krone«, kan man henvende sig til Statens Informationstjenestes grafiske konsulenter, som kan rådgive, når man skal vælge mellem forskellige udformninger af disse kendetegn.

Det vil ofte være hensigtsmæssigt og mest økonomisk at lade det trykkeri, der skal fremstille publikationen, bistå ved udformningen og tilrettelægningen. Hvis der i forbindelse hermed inddrages grafikere, tekstforfattere, fotografer, tegnere, reklamebureauer eller andre, bør man, inden der indledes et samarbejde, sikre sig retten til den videre udnyttelse, så der ikke - f.eks. i forbindelse med tryksagens produktion eller eventuelle genoptryk - pålægges ekstraomkostninger. Retten til videre udnyttelse bør naturligvis også sikres, hvis det er et trykkeri, der har forestået en idemæssig udformning af tryksagen. Se i øvrigt afsnittet om ophavsret og ejendomsret til materialet.

Omfangsberegning

Ønsker man, ud fra et færdigt maskinskrevet manuskript, at få et skøn over, hvor mange sider publikationen vil fylde, kan følgende beregningsmåde anvendes

Tæl hvor mange anslag og ordmellemrum en gennemsnitslinje rummer. Gang dette med antal linjer pr. side, og gang resultatet herafmed antal manuskriptsider.

Find en skriftprøve eller publikation med en passende skriftstørrelse. Bestem linjelængden og tæl antal bogstaver og ordmellemrum. Gang resultatet med det ønskede antal linjer på siden og divider resultatet op i resultatet fra manuskriptsiderne. Det fremkomne tal er lig antallet af publikations sider.

Eksempel

Manuskriptet er på 120 sider a 35 linjer a 55 bogstaver og ordmellemrum. Publikationen skal have 42 linjer a 60 bogstaver og ordmellemrum pr. side.

Manus 120 gange 35gange 55 92 sider

Publ. 42 gange 60

Til slutresultatet skal lægges et antal sider til titel, indholdsfortegnelse m.v., hvor 8 sider er ret almindeligt. Regn desuden med ekstra plads, hvis der skal være ny side ved hvert kapitel - en halv side i gennemsnit pr. kapitel. Husk også at regne med plads til eventuelle illustrationer.

Sats

Satsfremstilling

Den overvejende del af sats fremstilles i dag som fotosats ved hjælp af edb-teknik. Dette foregår ved, at teksten indtastes som data og overføres til et maskinlæsbart medium (diskette, magnetbånd eller lignende), som i fotosætteren anvendes til fremstillingen af sats. Satsen kan fremtræde på enten papir eller film.

Hvis der er mulighed for, at data, der benyttes i forbindelse med fotosats, skal genanvendes, eller de skal viderebearbejdes, bør institutionen på forhånd sikre sig retten til disse. Det bør derfor pålægges leverandøren i givet fald at udlevere disse data på et maskinelt læsbart medium (magnetbånd, diskette eller lignende), sammen med de oplysninger og tekniske specifikationer, der er nødvendige for, at de registrerede data kan genbruges. Der må ligeledes træffes aftale om, hvilket medium der skal anvendes, og om at udleveringen sker vederlagsfrit. Direktoratet for Statens Indkøb har udarbejdet generelle indkøbsbetingelser for tryksager, hvor blandt andet sådanne bestemmelser indgår.

Edb-anlæg

Fra visse edb-anlæg kan data viderebehandles til typografisk sats. Hvis man før anskaffelsen af et sådant anlæg kan forudse behov for at fremstille typografisk sats, f.eks. til publikationer, bør man sikre sig, at leverandøren af edb-anlægget vil udlevere de specifikationer og andre oplysninger, der er nødvendige for, at trykkeriet efter indtastning af typografiske koder kan anvende de registrerede data til fremstilling af typografisk sats.

For at kunne udnytte de konkurrencemæssige muligheder, bør man endvidere sikre sig, at edb-anlægget kan arbejde sammen med de mest anvendte fotosatsanlæg.

Der kan ofte opnås besparelser ved indtastning af nogle få og enkle styrekoder allerede ved edb-indtastningen. En sådan procedure må ske i samarbejde med det valgte trykkeri. Statens Informationstjeneste kan yde bistand i forbindelse med aftaler med trykkerierne om viderebearbejdning af data til fotosats.

Laserprinter

Mange institutioner råder allerede i dag over laserprintere. Denne printer fungerer som en skriver, men den er hurtigere, og den kan derfor anvendes som alternativ til trykning, når der er tale om små oplag. Laserprinteren kan dog ikke trykke i farve, og kvaliteten er ikke helt så god som offsettryk.

I modsætning til det traditionelle udskrivningsudstyr kan laserprinteren, ved anvendelse af særligt programmel, udskrive typografisk sats. Som alternativ til fotosats anvender man derfor også udskrift fra laserprintere som trykkegrundlag, i tilfælde hvor kravene til skriftbilledet ikke er så høje.

Typografiske grundbegreber

Skrifttyper og skriftgrader

Det er tryksagens funktion, der er afgørende for valg af skrift. Skriften må have størst mulig læselighed under hensyn til, hvem tryksagen henvender sig til.

Næsten alle grafiske virksomheder råder over en skriftprøvebog til støtte for valget, men mange skriftprøver viser kun alfabetet og talrækken. Det er derfor hensigtsmæssigt at kende visse grundregler vedrørende skrift til almindelige bogsider.

Versalier/majuskler og minuskler

(STORE og små bogstaver)

Læseligheden synker mærkbart, hvis man i en tekst kun bruger versalier. De kan benyttes i titel og eventuelt i overskrifter, men i sammenhængende tekst (brødtekst) bør de kun benyttes til enkeltord, og kun når der ikke er andre muligheder for variation.

ordinær og kursiv skrift

Ordinær skrift vil sige lige skrift i almindelig styrke (som anvendt her) til forskel fra kursiv, som er skrå. Kursiv skrift er ikke så let læselig som ordinær skrift og bør derfor kun benyttes til fremhævelser eller korte tekstgrupper, f.eks. billedunderskrifter.

Mager og fed skrift

De forskellige skrifter findes i flere styrker, spændende fra en spinkel eller mager til en meget fed skrift. Betegnelserne er ikke standardiserede, og man møder udtryk som: lys, mager, halvfed, fed, bold m.fl. Den styrke som bruges i altovervejende grad, betegnes undertiden »mager«, eller den er helt uden betegnelse. De halvfede og fede typer bør kun bruges til korte overskrifter.

Skriftgrader (bogstavstørrelser)

Skriftgrader måles i punkter. De hyppigst anvendte størrelser er 10-11 punkt. Til særlige formål, f.eks. tryksager beregnet for ældre personer, kan man benytte 12 punkt. Størrelser mindre end 9 punkt og større end 12 punkt vil forringe læseligheden.

En passende linjeafstand er af næsten lige så stor betydning for læseligheden som skriftens størrelse.

Linjelængde

Den ideelle linje rummer 50-60 bogstaver og ordmellemrum. Kortere linjer giver flere ordbrydninger, længere linjer gør det vanskeligt at finde næste linje. Begge dele virker trættende for læseren.

Skriftarter

Skriften kan vælges i et stort udvalg af skriftarter, men hvor den skal anvendes til tekst, der skal være tydelig og letlæselig, kan den med fordel vælges i grupperne med antikvaskrifter. Disse er karakteristiske ved den vekslende styrke imellem skriftbilledets grundstreger og hårstreger og de afsluttende seriffer, der giver en god sammenhæng i ordbillederne.

En særlig gruppe har kraftige pladeformede seriffer, det er de såkaldte Egyptienne- og Clarendonskrifter, som med deres næsten ensartede stregstyrke i bogstavbillederne kan have en markant effekt i kortere tekststykker i brochurer og annoncer.

Groteskskrifterne har ingen seriffer og har bortset fra de optiske tilpasninger en ensartet stregstyrke i bogstavbillederne. I de kraftige udgaver er de velegnede til skilte, plakater og til overskrifter. De magre groteskskrifter er anvendelige til tekst, men kræver særlige typografiske hensyn, f.eks. kortere linjer, kortere afsnit eller opsætning med løs bagkant. Grotesk er velegnet til blanketter, og i de nye udgaver med åbne og tydelige bogstavformer også til kataloger, adresselister og telefonbøger, der skal sættes med små grader. Ud for eksemplerne siderne 30 og 31 står nogle størrelsesangivelser, 9/10 punkt, 10/12 punkt etc. Det første tal angiver selve skriftens størrelse, det andet skriftens størrelse plus et ekstra mellemrum, som kan varieres efter ønske - eller udelades, i så fald står skriften kompres, 9/9 punkt, 10/10 punkt etc.

Korrektur

Alt for ofte skæmmes en ellers veludført tryksag af fejl. I bedste fald er de kun til irritation, i værste fald er de direkte meningsforstyrrende.

Ved en omhyggelig korrekturlæsning og anvendelse af letlæselige, entydige rettelser kan sådanne fejl undgås

Trykkeriet vil normalt sende et korrekturaftryk, inden trykningen sættes i gang. Derved frigør trykkeriet sig for ansvaret for eventuelle fejl. Både institutionen og leverandøren kan kræve, at der læses korrektur, og institutionen har derefter ansvaret for, at alle rettelser er påført korrekturtrykket.

Eventulle korrekturrettelser skal være tydelige, og de skal helst foretages med en farve, der afviger fra trykfarven. Rød farve vil normalt være at foretrække. Hvis flere læser korrektur på samme sag, skal rettelserne samles på et eksemplar.

Hvis der er foretaget mange rettelser i korrekturen, kan man forlange en ny korrektur fremsendt. Gentagne fremsendelser af korrekturtryk forsinker og fordyrer imidlertid leveringen af tryksagen. Ved mindre rettelser uden væsentlig betydning vil det derfor ofte være hensigtsmæssigt ikke at kræve ny korrektur.

Institutionen skal ikke betale for fejl, der skyldes leverandøren, men kun for de fejl, den selv er skyld i, det vil sige rettelser mod manuskriptet. Omkostninger til korrekturrettelser bør derfor anføres særskilt på fakturaen.

Korrekturlæsning

Manuskriptet bør være i orden, inden det går til sætning, så man ved korrekturlæsningen kun skal bringe korrekturen i overensstemmelse med manuskriptet. Kan man abstrahere fra tekstens mening og i stedet læse den ord for ord, er man mindre tilbøjelig til at overse fejl. Denne påstand underbygges af, at der almindeligvis er meget få fejl i tekster, på hvilke der er læst korrektur af en person, som ikke har kendskab til det pågældende stof.

Ved korrekturlæsning af stof, hvori der indgår mange tal, f.eks. tabeller, er det en fordel at lade en person læse op og en anden kontrollere korrekturen.

Korrekturtegn

Det anbefales at anvende korrekturtegn, som angivet i Dansk Standard, DS 114. Anvendelse af entydige korrekturtegn forebygger misforståelser mellem korrekturlæser og trykkeri. På næste side er vist de mest almindelige korrekturtegn. De fleste er logiske og umiddelbart forståelige. En undtagelse er tegnet , der benyttes, når noget skal fjernes. (Det hedder »»deleatur«», hvilket betyder »»fjernes«»).

Illustrationer

Illustrationer kan opdeles i 2 hovedgrupper, som kaldes »stregbilleder« og »raster- eller autobilleder«.

Stregbilleder er alle former for tegnede illustrationer, geometriske tegninger, diagrammer og vignetter. Omkostningerne ved benyttelse af stregbilleder er relativt små.

Autobilleder er typisk gengivelse af fotografier. Ved den reprografiske proces opdeles et billede i mange små punkter, som kaldes rasterpunkter. De forskellige tonværdier i et fotografi - lyse og mørke partier - gengives ved rasterpunkternes større eller mindre udstrækning. Autobilleder er dyrere end stregbilleder, men omkostningerne ved sort/hvide billeder er dog meget beskedne.

En særlig form for autobilleder er gengivelse af farvefotografier. Både engangsomkostningerne ved fremstilling af reprofilm af sådanne billeder og de løbende omkostninger ved trykningen er meget store, sammenlignet med omkostningerne ved kun at anvende een farve. Der må derfor være tungtvejende grunde for at benytte denne metode, eksempelvis hvor farverne er nødvendige for forståelsen af stoffet, eller hvor de kan give en information den ønskede gennemslagskraft. Omvendt bør der ikke anvendes farvetryk i publikationer, hvor informationsbehovet dækkes ved tryk med een farve.

For alle illustrationer gælder, at trykkeriet ikke har interesse i negativer, men skal have tegninger og/eller fotografiske aftryk. Til farveillustrationer benyttes dias.

Illustrationerne behøver ikke at være i den størrelse, der skal benyttes i publikationen. Skal illustrationerne fremstilles fra grunden, vil det være en økonomisk fordel, at de fremstilles i ensartet størrelsesforhold, så reproduktionsfotografen kan fotografere flere ad gangen.

Trykkemetode

Opsætning efter manuskript i fotosats og offsettrykning anvendes, hvor man ønsker en egentlig grafisk fremstilling. Metoden har i vidt omfang afløst det tidligere anvendte bogtryk med blytyper, og det færdige resultat adskiller sig ikke væsentligt fra bogtryk.

Til meget store oplag, 100.000 eksemplarer eller derover, kan dybtryk komme på tale, se afsnit 9 om faglige udtryk.

Der findes desuden en række andre trykkemetoder, som alle har specielle formål, f.eks. tryk på plast eller tryk i meget store formater, men i små oplag.

Publikationsfremstilling

fra maskinskrevne sider

Skal et manuskript bruges til affotografering, d.v.s. fungere som original for en fotografisk optagelse, skal skriften stå ren og sort, og sidens bredde og højde skal have korrekt forhold til det bogformat, man vil benytte. Til renskrivning af sådanne manuskripter vil det være en fordel at anvende nogle særlige manuskriptark. Disse ark har en lys blå indstregning, som afgrænser skrivefeltet. Indstregningen kommer ikke med ved den senere mangfoldiggørelse. Der findes 3 slags manuskriptark med forskellig indstregninger. De passer både til sider, der skal gengives i hel størrelse og til sider, der skal nedfotograferes til AS5 eller A5. Manuskriptarkene vælges ud fra tryksagens færdige format og den nedfotograferingsgrad man ønsker. Manuskriptarkene med tilhørende vejledning forhandles af Statens Informationstjeneste.

Det kan ofte være vanskeligt at få tabeller ind på det format, man benytter til tekstsiderne. Desuden kan det være ønskeligt at medtage stof, f.eks. bilag, som foreligger i for stor størrelse. I sådanne tilfælde er det muligt at fotografere disse sider ekstra ned, dog under hensyntagen til læseligheden. I tvivlstilfælde kan en prøvefotografering foretages.

Nummereringen af siderne begynder helt forfra, og blanke sider tælles med, men sidetal trykkes som regel først fra tekstsiderne og fortsættes alle siderne igennem. Manuskriptet skal være gjort fuldstændig færdigt med titel og overskrifter på plads.

En maskinskreven publikation kan få et mere professionelt præg samtidig med at brugsværdien øges, hvis der til større overskrifter, titelsider og omslag anvendes typografisk sats. Dette kan ske ved overklæbning af de maskinskrevne linjer med aftryk af typografisk sats.

Som trykgrundlag kan også anvendes originalmateriale, der er fremstillet ved hjælp af elektroniske skrivemaskiner, som kan skrive med forskellige skrifttyper, og som kan justere linjerne således, at siderne fremtræder med lige højremargen.

Ved disse metoder spares opsætning med efterfølgende korrekturlæsning, og det kan medføre såvel økonomiske som tidsmæssige besparelser specielt ved opstillinger, tabeller og fremmede sprog.

Trykning af publikationer, hvor trykgrundlaget er fremstillet på den måde, der er beskrevet her, sker ofte ved mindre oplag som offsetduplikering i kontortekniske maskiner. Hovedparten af de maskiner, statens hustrykkerier råder over, tilhører denne kategori. Publikationer af stort omfang eller i store oplag bør fremstilles professionelt, da man som regel kan få et bedre produkt for de samme eller færre penge. Dette skyldes forskellen i læselighed mellem sats fremstillet på en skrivemaskine eller edb-anlæg og på en fotosættemaskine. Fotosatstyper er mere karakterfulde og kan derfor benyttes i mindre størrelse og med tættere linjeafstand end skrivemaskinetyperne. En given mængde stof vil derfor med samme læselighed kunne stå på mindre plads.

Den umiddelbare besparelse ved selv at fremstille satsen på en skrivemaskine, i stedet for at lade den fotosætte, vil mindskes i takt med omfangsforøgelsen og stigende oplag, idet omkostningerne til trykning, papir, bogbinder og porto vil stige og ofte overstige besparelsen. Dette forhold har særlig betydning for de statslige hustrykkerier, der som oftest kun råder over mindre trykmaskiner.

For at opnå et godt og økonomisk fornuftigt resultat er der mange forhold at tage i betragtning. Det kan derfor ofte være hensigtsmæssigt at kontakte Statens Informationstjeneste, før renskrivning påbegyndes.

Småtryksager af intern karakter

Ved betegnelsen »»småtryksager« forstås her tryksager, hvis grundlag er maskinskrevne sider, og hvis oplag og omfang er stærkt begrænset. Mangfoldiggørelsen kan i hovedtræk opdeles i to metoder

1. Fotokopiering, som er den billigste fremstillingsmetode ved oplag op til ca. 25 eksemplarer.

2. Offsetduplikering, også kaldet lyntryk, der som regel er fordelagtig ved trykning af enkeltark i oplag på mindre end 2.000 ekspl. med 1- eller 2-sidet tryk i en farve, eller trykning af mindre publikationer i oplag op til 500 eksemplarer. Institutionerne bør være opmærksom på statens rammeaftale nr. T-STA 42/1 om offsetduplikering.

For de institutioner der har eget hustrykkeri, vil det være naturligt selv at fremstille disse typer af tryksager. Større oplag bør fremstilles i trykkerier, der har større maskiner og mere professionel grafisk teknik. Det samme gælder tryksager i større formater eller tryksager, hvor der stilles store krav til trykkvaliteten, for eksempel ved gengivelse af billeder og eventuelt farvetryk.

Direktoratet for Statens Indkøb har udgivet en vejledning for statens hustrykkerier, som omhandler emner vedrørende etablering og drift af hustrykkerier. I vejledningen omtales det udstyr der typisk anvendes i et hustrykkeri samt arten af de tryksager der fremstilles. I vejledningen behandles også emner om driftsøkonomi og lønsomhed, og der gives anvisning på beregning af lønsomhed.

Vejledning for statens hustrykkerier kan rekvireres ved henvendelse til Direktoratet for Statens Indkøb, som også kan vejlede vedrørende drift og etablering af hustrykkerier.

Papir

Generelt

Valg af papirkvalitet skal ske under hensyntagen til økonomi og anvendelse.

Udvalget af papirkvaliteter er meget stort, og de fleste kvaliteter findes i forskellige formater, tykkelser (gramvægte) og - for nogle kvaliteters vedkommende også i forskellige farver.

Til administrative formål, hvortil der ikke er knyttet særlige arkivinteresser, anvendes markedets almindelige papirkvaliteter.

Til vigtigere sagsbehandling og til papirer eller tryksager, der skal håndteres ofte, (protokoller og lign.) eller skal opbevares gennem lang tid, anvendes arkivpapir.

Almindeligt papir

Genbrugspapir

Institutionen bør ved valg af almindeligt papir være opmærksom på de valutamæssige, miljømæssige og beskæftigelsesmæssige fordele, der opnås ved anvendelse af genbrugspapir. Man bør derfor anvende genbrugspapir, hvor det er muligt.

Genbrugspapir er papir, som er produceret helt eller delvis af returpapir. Oplysninger om de papirkvaliteter, der kan anvendes, vil blive meddelt fra Direktoratet for Statens Indkøb.

Genbrugspapir bør især anvendes til følgende formål

- Kontor-offset

- Offsettrykning af publikationer o.lign. - Brevpapir

- Stilehæfter, arbejdshæfter o.lign.

- Følgesedler, blanketter, mavebælter m.v.

- Koncept- og notatark

- Xerografisk kopiering

- Kædeblanketter (edb-lister).

Papir til publikationer

Til statens publikationer bør man fortrinsvis anvende almindeligt papir og i videst muligt omfang genbrugspapir. Hvis der i en publikation indgår illustrationer, hvor der stilles særlige kvalitetskrav eller hvis en særlig effekt ønskes opnået, kan bestrøgne eller kriderede kvaliteter anvendes.

Arkivpapir

Hvor statens interesser, borgernes rettigheder eller historiske hensyn kræver holdbart og slidstærkt papir, skal der anvendes arkivpapir. Der skelnes mellem to typer, henholdsvis »Arkiv I« og »Arkiv II«. De to typer arkivpapir overholder særlige normer, som Direktoratet for Statens Indkøb kan oplyse om.

De Forenede Papirfabrikker fremstiller papir som overholder disse normer under betegnelsen

Monarch arkiv I 352 og

Monarch arkiv II 358

Arkivpapir anvendes til følgende formål

Arkiv I

- Kort og tegninger af særlig historisk betydning, for eksempel matrikelkort, bygnings- og konstruktionstegninger.

- Grundlæggende registrering af personer, jord og fast ejendom, for eksempel kirkebøger, personregistre og tingbogsblade.

- Institutionernes registrering af deres korrespondance og regnskabsføring, for eksempel journaler, registre til journaler og kopibøger, journalkort og »»visdomsbøger«».

Arkiv II

- Referater af blivende betydning fra forhandlinger i råd, nævn og udvalg.

- Beviser for statens forpligtelser og rettigheder over for private, offentlige institutioner og udlandet.

- Særlige breve, beviser og attester til private, f.ek s. dåbs attester, navnebeviser og indfødsretsbeviser.

- Sagsbehandling af vigtigere art og brevkopier som skal opbevares i lang tid.

Leverandører

Indkøb af almindeligt papir uden påtryk er, i lighed med en række andre områder inden for papir og tryksager, omfattet af statens centrale indkøbsordninger. Institutionerne bør derfor være opmærksom på disse aftaler.

Der er indgået en særlig aftale om levering af arkivpapir uden påtryk. Ved henvendelse til Direktoratet for Statens Indkøb kan institutionerne få nærmere oplysning om, hvilken leverandør denne aftale er indgået med.

Trykfarve

Til statens tryksager bruges almindeligvis sort trykfarve, som giver den bedste læselighed.

En anden farve end sort kan dog anvendes, hvis tryksagens funktion derved forbedres. For eksempel kan opmærksomhedværdien af tryksager, som henvender sig direkte til offentligheden, f.eks. pjecer og brochurer forøges, hvis der på omslaget eller i indholdet anvendes flere farver.

Effekten må sættes i forhold til den fordyrelse, som trykning i flere farver medfører. Tryksagens fordyrelse er afhængig afantallet af anvendte farver og oplagets størrelse. Som en hovedregel gælder, at merudgifterne ved trykning i flere farver er forholdsvis store ved små oplag, og at fordyrelsen vil være aftagende i takt med stigningen i oplagets størrelse.

Spørgsmålet om merpris for tryk med flere farver bør derfor undersøges, inden der træffes en endelig beslutning.

Rasterindlægning (screening)

Dele af en publikationsside kan fremhæves eller afgrænses ved indlægning af raster. Man kan uden anvendelse af en ekstra trykfarve opnå en virkning, som forbedrer udseendet eller bidrager til tydeliggørelse og forståelse af stoffet.

Raster kan indlægges i forskellig styrke, som angives i procent. Procenttallet angiver, hvor stor en andel af papirfladen rasteret dækker. Således betyder anvendelse af 10 pct. raster på hvidt papir, at 90 pct. afbunden er hvid.

Ved anvendelse af raster, hvori der skal stå tekst, skal man være opmærksom på, om det benyttede skriftsnit og størrelsen er tilpasset rasterets styrke, så teksten ikke bliver ulæselig.

Rasteret angives i antal punktlinjer pr. cm. Antallet af linjer pr. cm. skal tilpasses den anvendte trykketeknik og papirets overflade. Almindeligvis kan 40 linjer eller 48 linjer benyttes. I tvivlstilfælde må linjeantallet vælges i samarbejde med leverandøren.

Hæftning, indbinding

Samling af en publikations blade kan ske efter 4 forskellige metoder, som hver især kan varieres

1. Klammehæftning

2. Garnhæftning

3. Limning

4. Spiralhæftning

Klammehæftning benyttes bl.a. til hæfter, der er trykt som enkeltblade. Disse samles med 2-3 metalklammer i venstre margen lodret ned gennem bladenene. Hæftningen bliver solid, men giver et dårligt oplukke.

Er bladene sammenhængende, således at der er mindst 4 sider pr. ark, falses disse og lægges ind i hinanden, hvorefter klammehæftningen sker igennem ryggen. Metoden er solid og giver et godt oplukke. Jo flere sider, hæftet rummer, des mere vil det »gabe«, og metoden bør derfor ikke bruges til hæfter på mere end 64 sider. Garnhæftning er den klassiske måde at samle bøger på. Arkene er normalt falset til 16 sider, som lægges efter hinanden. Hæftetråden går igennem ryggen og fra ark til ark. Hæftningen er solid og giver et godt oplukke.

Limningen benyttes enten når publikationens blade ligger trykt som enkeltblade, eller når ryggen skæres af falsede ark, hvorefter bladene ligger adskilt. Ryggen fræses ujævn og påføres lim. Ved tykke bøger er metoden økonomisk, og den er rimelig solid til papir, som ikke er for svært og stift. Desuden indebærer metoden, at papir af forskellig farve kan anbringes nøjagtigt, hvor man ønsker det. Det gælder f.eks. skilleblade i afvigende farve. Oplukket er godt, men for hård behandling kan forårsage, at blade løsner sig.

En metode, som bedst kan betegnes som en kombination af garnhæftning og limning, kaldes »fadensiegeln«». I samme arbejdsgang som falsningen føres en plasttråd fra midten af det falsede ark ud gennem ryggen og fastsvejses på denne. Hvert falset ark, der som regel er på 16 sider, danner således en enhed. Når disse er lagt i rigtig rækkefølge, fastlimes de til omslaget og danner dermed en samlet bogblok. Metoden er ikke så udbredt, og forholdsvis få virksomheder råder over det fornødne udstyr. Prismæssigt ligger metoden mellem garnhæftning og limning.

Spiralhæftning eller en af de talrige plastikkam-løsninger kan benyttes, hvis papiret er af tilstrækkelig stærk kvalitet. Det giver en solid hæftning med helt plant oplukke, og merprisen i forhold til limning er ikke væsentlig.

Plastmaterialer

Brugen af plastmaterialer til grafiske produkter er stærkt stigende. Det skyldes først og fremmest materialernes smuds- og vandafvisende egenskaber og deres store styrke.

Den bløde, seje polyethylen (PE) benyttes fortrinsvis inden for emballageindustrien, mens polyvinylclorid (PVC) og polypropylen (PP) er de mest anvendte materialer inden for kontorområdet. Bedst kendt er PVC og PP i form af glasklare etuier og chartekker. PP har de miljømæssige fordele, at det kan nedbrydes og ikke udvikler giftige gasser ved brand. Som indbindingsmateriale finder et kraftigt uigennemsigtigt PVC-materiale stadig større anvendelse.

Der findes en mængde forskellige plastfolier, som kan dække de fleste forekommende behov. Hvis plasten vil blive udsat for særlige påvirkninger, der stiller specielle krav til materialet, må leverandøren orienteres herom.

Det gælder f.eks. bøger, der bruges udendørs, hvor man ved at benytte et uegnet produkt risikerer krympning eller skørning af folien.

Skal en publikation fremstilles som løsblade i ringbind, opdelt ved hjælp af faneblade, vil det ofte være en fordel at benytte »hard-folie« til fanebladene. Ved hyppig brug vil »hard-folie« være betydelig mere slidstærk end karton, og på trods afen væsentlig prisforskel kan anvendelse af »hard-folie« i det lange løb være god økonomi.

Glasklart plastmateriale anvendes bl.a. til laminering, d.v.s. en »indbagning« af et ark papir mellem to lag plast, som danner en kraftig plade, der ikke kan adskilles igen.

Metoden finder især anvendelse til to formål

1. Legitimationskort, hvor rettelser ikke

må kunne foretages

2. Skilte, der udsættes for fugt, smuds eller lignende.

Ved brug af denne metode må man være opmærksom på, at sammensvejsning kræver en papirfri kant på ca. 3 mm rundt om tryksagen.

Sikkerhedstryksager

og værdipapirer

Et særligt område inden for tryksager er sikkerhedstryksager og værdipapirer. Til denne gruppe hører legitimationskort, pas, kørekort, banderoler, lotterisedler, checks, viseringsblanketter, indfødsretsbeviser, og andre dokumenter, hvor det er vigtigt at undgå misbrug ved forfalskning.

For at vanskeliggøre forfalskninger af dokumenter, der fremstilles på papir, kan man anvende særlige papirkvaliteter, og man kan trykke med et flerfarvet bundmønster, hvor udformningen af mønstret i kombination med farvesammensætningen vil være meget vanskelig at eftergøre. Endvidere kan der i både papir og tryk indbygges en række andre sikkerhedselementer, som yderligere vanskeliggør forfalskning.

Som led i sikkerheden kan man ved visse dokumenter, f.eks. legitimationskort og kørekort, foretage en laminering med plastmateriale omkring papirkernen. Sådanne kort kan i nogle tilfælde også fremstilles direkte på et plastmateriale.

Ved fremstilling af sikkerhedsdokumenter og værdipapirer skal der udarbejdes sikkerhedsbestemmelser for produktion, opbevaring og transport, samt for de administrative rutiner.

Da der i Direktoratet for Statens Indkøb er oparbejdet en særlig viden inden for sikkerhedstryksager og værdipapirer, er institutionerne forpligtet til at rådføre sig med Direktoratet for Statens Indkøb vedrørende udformning, fremstilling og indkøb af disse dokumenter (jfr. finansministeriets cirkulære af 10. februar 1986).

Almindeligt anvendte

grafiske fagudtryk

Accidenser

Småtryksager, brevpapir, regninger m.v.

Afmaskning

Tilskæring af uigennemsigtigt materiale, for eksempel rød folie, som påføres en originalside således, at der i en negativ film opstår et rudefelt til afgrænsning af et billede.

Afvaskning

Rengøring af trykmaskinens farvevalser og farveværk, f.eks. til en anden farve.

Anilintryk

Tryk, som foretages fra trykelementer, som står i relief, med farver hvori opløsningsmidlet er meget flygtigt. Farven tørrer øjeblikkeligt. Benyttes mest til emballage trykning.

Antikva

Skriftfamilie med seriffer (fødder). Se side 28 og 30.

Arabertal

De tal vi almindeligvis bruger (1, 2, 3, 4 o.s.v.) til forskel for romertal.

Ark

Teknisk betegnelse for trykark falset ned til bog- eller

tidskriftformat. Et ark indeholder almindeligvis 16

sider, men andre sideantal kan forekomme.

Arkivpapir

Til visse formål er det bestemt, at der skal anvendes papir, som overholder bestemte normer for stofsammensætning og styrke. Oplysning om hovedforhandler af arkivpapir, fås ved henvendelse til Direktoratet for Statens Indkøb.

Arksignatur

En bog består af et antal sammenfalsede trykark. I nederste venstre hjørne pa første side af hvert ark er anført en arksignatur, d.v.s. et tal til kontrol af rækkefølgen.

Autobillede

Billede opdelt i rasterpunkter.

Baskerville

En Antikvaskrift.

Bestrøget

Papir, som efter fabrikation er blevet påført et tyndt kridtlag, er bestrøget.

Bodoni

En Antikvaskrift.

Bogtryk

Betegnelsen for højtrykmetoden. Det vil sige, at de farvemodtagende og farveafgivende punkter og flader er ophøjede i formen. Trykningen sker ved, at disse presses mod papiret.

Brødskrift

Den skrift og skriftstørrelse som er mest fremherskende i en publikation.

Cicero

Typografisk mål. 1 cicero = 12 punkt = 4,51 mm. Bruges ofte til at angive skriftstørrelse

Dagspris

Tilbud er ofte angivet som dagspriser. D.v.s. at tilbudsprisen kan blive ændret i henhold til de officielle prisændringer, der sker under produktionsforløbet.

Dybtryk

Tryk, hvor trykelementerne er kobbercylindre, hvori tekst og billede er nedætsede. Ætsningen sker i forskellige dybder, som bestemmer farvestyrken. Metoden bruges ved trykning af meget store oplag, for eksempel ugeblade, og ved trykning af frimærker.

Farveseparation- Farvefotografi gengives i tryk ved brug af fire grundfarver: gul, rød, blå og sort. Fotografiet opdeles ved hjælp af farvefiltre i fire film, en for hver farve. De fire film kaldes et farveseparationssæt.

Fiberretning

Papir fabrikeres i baner. Papirfibrene, der er lange og tynde, er tilbøjelige til at lægge sig parallelt med fabrikationsretningen. Fiberretning er lig med fabrikationsretning. Papirets falseevne er bedst langs med fiberretningen.

Firefarvetryk

For at kunne gengive et farvefotografi i tryk, benyttes fire grundfarver: gul, rød, blå og sort, som overføres til tryksagen i 4 arbejdsoperationer, en for hver farve. De fire tryk kaldes under et: Firefarvetryk

Flexografi

Trykning med anilinfarver. Se Anilintryk.

Formering

Når omslag eller bogbind er lidt større end bogblokken, kaldes det »formering«»

Forsats

Et stærkt, ofte kulørt, dobbeltblad hvis ene halvdel er klæbet til bogbindets inderside. Er som regel anbragt såvel foran som bag i bogen. Det sidste kaldes også bagsats.

Fotosats

Sats fremstillet på film eller fotografisk papir, på en fotosættemaskine.

Fraktur

Gotiske (»»krøllede«») bogstaver

Fritmalet

Fjernelse af baggrund i et autobillede (fotografi).

Garamond

En mediævalskrift, som hører til Antikvafamilien.

Garn-

Et bogbinderudtryk, kaldes hæftning også trådhæftning og primahæftning.

Glittet

Ved friktion under tryk gøres papir glittet d.v.s. det får en glat overflade.

Gramvægt

Gramvægten er et udtryk for, hvor mange gram 1 kvadratmeter afen bestemt type papir vejer.

Grotesk

Skriftfamilie uden seriffer (»»fødder«»).

Helvetica

En groteskskrift.

Horeunge

Udgangslinje (sidste linje i et afsnit) som er placeret øverst på en side.

Huskorrektur

Korrektur læst og rettet af leverandøren før første korrektur fremsendes til kunden.

Håndsats

Sætning med løse blytyper. Metoden benyttes nu meget lidt, og kun til små opgaver.

Indretning

Klargøring og indstilling af en trykmaskine før trykningen kan påbegyndes.

Iristryk

Tryk i een arbejdsgang af flere farver med glidende overgange som i en regnbue.

Kachering

Påførelse af en tynd plastfolie på papir eller karton. Er smuds- og vandafvisende.

Kapitæler

Store bogstaver som ikke er højere end de små bogstaver i samme skriftgrad.

Kegle

Udtrykket stammer fra blytyper. På en skrift, hvis størrelse er angivet til 10 punkt, vil typens bruttohøjde være 10 punkt mens selve bogstavet vil være noget mindre. Bruttohøjde = Keglen.

Klammehæftning

Samling af en publikation med metalklammer.

Kliche

En tynd metalplade, sædvanligvis Zink, hvor de ikke-trykkende dele ætses væk, således at billedfladen står i relief. Hører til bogtrykprocessen.

Knibning

Formindskelse af afstanden mellem bogstaver og ord i en linje.

Kollationering

Kontrol af at trykte blades eller falsede arks rækkefølge er korrekt.

Kolofon

Kort oplysning, der som regel er anbragt bag på en publikations titel. Giver oplysninger om navne på teknisk medvirkende, anvendte materialer, copyright m.v.

Kolumne

Oprindelig en satsside fremstillet af blytyper. Bruges nu også om en trykt side uden de omgivende margener. (Udtales klumme).

Kompres

Sats med tæt linjeafstand.

Korpus

Typografisk mål. I korpus = 10 punkt = 3,76 mm. Bruges ofte til at angive skriftsstørrelse.

Krideret

Papir, som efter fabrikationen er blevet påført et ret tykt kridtlag, er krideret.

Laminering

Sammensvejsning af flere lag materialer, f.eks. en plakat trykt på papir og lamineret med to lag plast.

Layout

Arbejdsskitse for den senere udformning af en tryksag.

Ledetekst

Fortrykt tekst på en blanket, som vejleder ved udfyldning og aflæsning af en udfyldningsrubrik.

Levende kolumnetitel

Se side 29.

Litografi

Kaldes også stentryk, da trykgrundlaget er litografiske kalksten. Bruges i dag udelukkende af kunstnere.

Lumbecklimning

Indbinding af en publikation ved limning på kanten af bladene som ved limning af en blok

Majuskler

Store bogstaver (kaldes også Versalier)

Marginal

Stikord i margenen.

Materie

Et bogbinderudtryk for de falsede ark som indgår i en bog (til forskel fra bindet).

Mediævalskrift

Hører til Antikvafamilien. Jævn overgang fra serifferne (»»fødderne«») til stammen.

Mediavaltal

Er karakteristiske ved at cifrene 6 og 8 er opragende og 3, 4, 5, 7 og 9 nedragende i forhold til I, 2 og 0.

Miljøpapir

Betegnelse for genbrugspapir. Bør af ressource- og valutamæssige grunde benyttes i videst muligt omfang inden for staten.

Minuskler

Små bogstaver.

Montering

Udskæring og fastlimning afdelelementer - tekst, billeder m.v. - til færdige sider. Kan ske både ved papir- og filmmaterialer.

Negativ

Tekst, streger m.m. fremstår lyst på mørk bund. Bruges også om film, hvor teksten står glasklar på sort bund

Nonpareille

Typografisk mål. 1 nonpareille = 6 punkt = 2,26 mm. Bruges ofte til at angive skriftstørrelse.

Offset

Trykprincip, hvor trykpladens trykkende og ikketrykkende dele er i samme niveau. Pladen er præpareret således, at kun de trykkende dele modtager farve. offset er i dag den mest anvendte trykkemetode.

Ombrydning

Tekst, som oprindelig er sat som en lang ubrudt spalte, bliver ved ombrydning til færdige bogsider.

Opacitet

Papirs uigennemtrængelighed for lys.

Optagning

De enkelte trykte blade eller falsede ark lægges sætvis i korrekt rækkefølge. Kaldes også sortering.

Ordinær

Skrift hvis op- og nedstreger er lodrette, til forskel fra kursiv (skråskrift).

Original

Et hvilket som helst forlæg - tekst, billeder og lignende, som benyttes til reproduktion.

Overskud

I tryk- og bogbinderprocessen kan spild ikke undgås. Der arbejdes derfor med flere ark end det bestilte oplag. Det overskydende antal kaldes overskud

Petit

Typografisk mål. 1 petit = 8 punkt = 3 mm. Bruges ofte til at angive skriftstørrelse.

Positiv

Film, hvor tekst, streger, billeder m.m. fremstår sort på glasklar bund.

Primahæftning

Et bogbinderudtryk. Kaldes også garnhæftning og trådhæftning.

Program

De instruktioner, der udarbejdes og indlæses i en computer, eksempelvis i forbindelse med en fotosættemaskine, før produktionen kan begynde.

Prøvetryk

Kan være et aftryk fra en trykmaskine, som sendes til godkendelse før tryk, men betegnelsen bruges oftest om aftryk af 4-farve-billeder fremstillet af reproduktionsanstalten.

Punkt

Mindste typografiske måleenhed. 1 punkt = 0,376 mm

Raster

Opdeling af en flade i et net afsmå punkter. Benyttes til at undergrunde, hvor alle punkter har samme størrelse og punktstørrelsen bestemmer farvestyrken. Desuden i autobilleder, hvor punktstørrelsen varierer og dermed bestemmer styrken i billedets forskellige partier.

Register

Ud over ordets almindelige betydning vil »at holde register« sige, at satsen på to sider af et blad står nøjagtigt bag på hinanden.

Rentegning

Ordet har to betydninger

1. Rentegning af en skitse til en egentlig tegning.

2. Klargøring af originaler til reproduktion. Tekstgrupper, overskrifter, billeder m.m. klæbes på plads på de enkelte sider.

Reproduktion

Fotografisk overførsel af

forlæg (originaler) til film.

Rubrik

Overskrift eller afdeling i en systematisk opstilling

Satsformat

Linjelængde.

Seriffer

»»Fødder« foroven og forneden på bogstaver. Kaldes også skraffering.

Serigrafi

Kaldes også silketryk. Trykproces beregnet for små oplag. Bruges desuden til tryk på ikke-sugende emner, og når farven skal være absolut dækkende (hvidt tryk på sort papir).

Shirting

Tyndt lærred, der bruges af bogbindere til overtræk eller til rygge på bøger.

Signatur

Se Arksignatur.

Silketryk

Se Serigrafi.

Skrafferinger

»Fødder« foroven og forneden på bogstaver. Kaldes også seriffer

Skydning

Mellemrum mellem linjer.

Skøn- og videretryk

Tryk på henholdsvis for- og bagside af papiret.

Spaltekorrektur

Tekst som er sat fortløbende som en lang korrekturspalte. Benyttes ofte som 1. korrektur, når redaktionelle ændringer kan forventes. Brydes senere om i sider.

Spatiering

Ekstra mellemrum mellem bogstaver.

Spids

En ikke-udfyldt publikationsside i slutningen af en artikel eller et kapitel kaldes spidskolumne (udtales »klumme«).

Spiralhæftning

Samling af løsblade med en spiral.

Staffage

Streger, overskrifter eller undergrunde, som trykkes i en afvigende farve til teksten.

Standardformater

Formater i henhold til Dansk Standard.

Stentryk

Se litografi

Stregbillede

Reproteknisk betegnelse for en illustration, der ikke skal opdeles i rasterpunkter (auto), men kan fotograferes sammen med teksten, for eksempel tuschtegninger, diagrammer og lignende

Stub

Et blanketsæt med karbon er samlet med lim på en stub, som er en ca. 20 mm bred strimmel, der kan afrives sammen med karbonen, når sættet skilles ad.

Teleskopæsker

Æsker hvor bund og låg er adskilte. Bunden og lågets sider er mindre end højden af indholdet, således at låget hviler på indholdet. Derved forhindres det, at æskerne ødelægges ved stabling.

Times

En Antikvaskrift som oprindeligt blev udviklet af dagbladet »Times«».

Trådhæftning

Et bogbinderudtryk. Kaldes også garnhæftning og primahæftning.

Udligning

Udligning til optisk ens afstand mellem store bogstaver.

Udskydning

Placering af sider på et plant trykark, så de får korrekt rækkefølge efter falsning af arket.

Undergrund

En trykflade som fremstår i en let farve, enten ved trykning med en lys farve, eller ved opdeling af fladen i raster, Se side 39. Undergrund kan også dannes ved massegentagelser i lille størrelse af eksempelvis firmanavn eller logo.

Univers

En groteskskrift.

Vandmærke

Ved hjælp af kobbertråde dannes tekst eller monogrammer, som sættes fast i papirmaskinen og gør papiret tyndt på disse steder. Resultatet ses ved gennemlysning.

Versalier/Versaler

Store bogstaver (kaldes også majuskler)

Xerografi

Kopieringsmetode som er meget anvendt inden for kontorområdet. Kopieringen sker på almindeligt upræpareret papir.

Xylografi

Træsnit

Zinktryk

Svarer til stentryk, blot er trykelementet en zinkplade i stedet for en litografisk sten. Benyttes navnlig til store formater der skal fremstilles i små oplag, for eksempel arkitekttegninger og lign.

Adresseliste

Administrationsdepartementet Holmens Kanal 20, 3., 1060 København K, Tlf. 01 92 60 00

Det Administrative Bibliotek, Slotsholmsgade 12, 1216 København K, Tlf. 01 92 46 95

og 01 92 46 91

Danmarks Institut for International Udveksling (IDE) Amaliegade 38

1256 København K, Tlf. 01 15 65 21

Dansk Bogfortegnelse, Tempovej 7-11

2750 Ballerup

Tlf. 02 97 40 00

Dansk Standardiseringsråd, Aurehøjvej 12

2900 Hellerup

Tlf. 01 62 32 00

Direktoratet for Statens Indkøb, Suomisvej 2

1927 Frederiksberg C, Tlf. O1 35 95 00

Folketinget og Folketingets Bibliotek, Christiansborg

1218 København K, Tlf. 01 11 66 00

Forskningssekretariatet, Holmens Kanal 7, 1060 København K, Tlf. 01 11 43 00

Geodætisk Institut, Rigsdagsgården 7, 1218 København K, Tlf. O1 92 33 30

ISDS-Danmark

Det Kongelige Bibliotek Danske Afdeling, Christians Brygge 8, 1219 København K, Tlf. 01 93 01 11

Statsbiblioteket i Arhus, Universitetsparken, 8000 Arhus C

Tlf. 06 12 20 22

Statens Informationstjeneste og Status

Bredgade 20

1260 København K, Tlf. 01 92 92 00

Litteratur

Bøger på skrivemaskine. En vejledning i at tænke i mediet. Af Christian Ejlers og Erik Ellegaard-Frederiksen. Kbh., 1978.

Fra ide til tryk. Hvordan man selv kan udforme sine tryksager, bøger, plakater m.m., og gøre dem klar til trykning. Af Eric Mourier. 3. udgave, København, 1985.

Gi« besked! - go' besked. En værktøj skasse for myndighedernes kontakt med publikum. Af Jean Grandjean. København, 1980.

Håndbog i grafisk produktion. Om fremstilling af forskellige former for tryksager. Af Ole Brinch, Den Grafiske Højskole. København, maj 1986.

Kommittehandboken. Udgivet af Statsrådsberedningen. Stockholm, I978.

(Ds SB 1978:1).

Korrekturtegn og deres anvendelse. Udgivet af Dansk Standardiseringsråd. 2. udgave. København, 1984.

Lathund for rapportskrivere. Udgivet af Statskontoret, Stockholm, 1980.

- Og uden omsvøb tak! Eller: Hvordan man ved hjælp af lidt sund fornuft kan forbedre sine sprogvaner, når man skriver til sine medborgere. Udgivet af Statens Informationstjeneste. København, 1981.

Ophavsret. Reglerne, baggrunden, fremtiden. Af W. Weincke. København, 1976.

Planlegging og utførelse af utredningsarbeid. En vejledning. Udgivet av Statens Rasjonaliseringsdirektorat. Oslo, 1980.

Samhandelsregler gældende i forholdet mellem forlæggere og boghandlere ifølge aftale mellem Den Danske Forlæggerforening og Den Danske Boghandlerforening. Udgivet af Den Danske Forlæggerforening. København, 1982.

Svære ord - og lette. En undersøgelse af hvordan folk forstår - og ikke forstår - en række udvalgte ord, som bruges i skrivelser fra det offentlige og andre steder. Af Jens Martin Eriksen og Bent Møller. København, 1984.

Statens Indkøbsvejledning. Udgivet af Direktoratet for Statens Indkøb, 1982.

Vejledning for statens hustrykkerier Udgivet af Direktoratet for Statens Indkøb. København, juli 1986.

Vejledning om fremstilling og udgivelse af videnskabelige publikationer. Udgivet af Forskningssekretariatet. København, 1984.

Yderligere vejledning

Statens Informationstjeneste

Bredgade 20

Postboks 1103

1009 København K

Tlf. 01 92 92 00

Statens Informationstjeneste vil kunne give råd og vejledning, når en publikation skal udarbejdes.

Det kan være råd om den sproglige udformning, publikationens udseende, teknisk tilrettelæggelse og produktion, herunder valg af tilbudsgivere. Det gælder således problemer omkring sætning, trykning, papir, bogbinding m.m. Informationstjenesten kan også selv i et vist omfang udføre skitse- og rentegningsarbejde. Desuden kan informationstjenesten rådgive ved fastsættelse af oplagsstørrelse, salgspris og distributionsmetode samt varetage salg af publikationer.

Det Administrative Bibliotek

Slotsholmsgade 12

1216 København K

Tlf. 01 92 46 95 og

01 92 46 91

Biblioteket står til rådighed allerede ved begyndelsen af et udvalgsarbejde. Der ydes rådgivning vedr. informations- og litteratursøgning. - Skal der anskaffes litteratur til udvalget kan det ske gennem biblioteket, så bibliotekets leverandørrabatter kan udnyttes af udvalget.

Biblioteket udarbejder litteraturlister til de enkelte publikationer og yder vejledning omkring udformning af titelblad, sagregistre, seriepublikationer, m.v.

Direktoratet for Statens Indkøb

Suomisvej 2

1927 Frederiksberg C

Telefon 01 35 95 00

Direktoratet for Statens Indkøb varetager de generelle interesser på papir- og tryksagsområdet, herunder standardiseringsarbejde, autorisation af skriftstoffer samt anvendelse af arkivpapir, genbrugspapir, selvkopierende papir m.v.

Desuden behandler direktoratet spørgsmål og rådgiver på følgende områder

- Udformning og indkøb af sikkerhedstryksager og værdipapirer pas, kørekort, legitimationskort, lotterisedler, banderoler m.v.).

- Etablering og drift af statens hustrykkerier.

- Fremstillingen af tryksager til Regeringen og Folketinget.

- Udarbejdelse af vejledninger og generelle indkøbsbetingelser.

- Koordinering af tryksagsindkøb og etablering af fælles statslige indkøbsordninger.

Administrationsdepartementet

Holmens Kanal 20, 3.

1060 København K

Tlf. 01 92 60 00

Administrationsdepartementet er den del af Finansministeriet, der fører regeringens forvaltningspolitik, f.eks. moderniseringen af den offentlige sektor. Administrationsdepartementet kan analysere og rådgive om organisatoriske spørgsmål for de enkelte statsinstitutioner. Enkeltspørgsmål om publikationer bør dog rettes til de ovenfor nævnte institutioner.

Indkøbsbetingelser for tryksager m.v. til statsinstitutioner

1. Tegninger, illustrationer, skitser, lay-out, originalmateriale, film, klicheer og lign., som udleveres leverandøren i forbindelse med en ordre, skal returneres til rekvirenten straks efter varens levering.

Når sådanne materialer fremstilles i forbindelse med en ordre og opbevares af leverandøren, skal de udleveres vederlagsfrit, når rekvirenten anmoder om det.

2. Elektronisk lagrede data, som udleveres leverandøren eller som fremstilles af denne i forbindelse med en ordre, skal efter anmodning fra rekvirenten udleveres til denne på et maskinelt læsbart medium (magnetbånd, diskette el. lign.) sammen med de oplysninger og tekniske specifikationer, der er nødvendige, for at de registrerede data kan genbruges. Udleveringen skal ske vederlagsfrit til rekvirenten, og der træffes nærmere aftale om hvilken type medium, der skal udleveres.

3. Hvor rekvirenten har ydet betaling for en ordre til successiv levering, eller har leveret materialer til produktion, skal varerne henholdsvis materialerne udleveres vederlagsfrit, når rekvirenten anmoder om det.

4. Staten har samtlige rettigheder til de under punkt 1-3 nævnte materialer, varer og medier med tekniske specifikationer, herunder ejendomsret, brugsret, ophavsret og andre rettigheder, dert er af betydning for, at staten frit kan anvende dem. Materialerne, varerne og medierne skal hos leverandøren opbevares på betryggende måde og være mærket således, at de klart og tydeligt fremstår som statens ejendom. De skal opbevares adskilt fra det øvrige lager henholdsvis den øvrige produktion. Såfremt leverandøren ikke straks er i stand til at individualisere et databærende medium, skal han meddele dette til rekvirenten og på forlangende enten overføre data til et individualiserbart medium eller afgive en erklæring om, at data vil kunne individualiseres af ham. Eventuel lagerleje m.v. skal forud være aftalt med rekvirenten i hvert enkelt tilfælde. Leverandøren er ansvarlig for materialerne, varerne og medierne i hele den tid, de opbevares hos ham. Leverandøren skal drage omsorg for, at materialerne, varerne og medierne er omfattet af leverandørens forsikring. Ansvaret ophører, når rekviretens kvittering for modtagelsen foreligger.

5. Rekvirenten skal betale for rettelser i korrekturen, som foretages mod manuskriptet. Rettelse af alle andre fejl betales af leverandøren, uanset om disse anføres i første eller eventuelle efterfølgende korrekturer. Leverandøren er ansvarlig for nye fejl, der opstår i forbindelse med korrekturrettelser.

6. Leveringstiden skal overholdes. Hvis forsinkelse kan forudses, påhviler det leverandøren straks at orientere rekvirenten herom. Der skal samtidig gives meddelelse om årsagen til Forsinkelsen og om dens forventede varighed. Det påhviler i alle tilfælde leverandøren at reducere forsinkelsen mest muligt.

Ved forsinkelsen kan rekvirenten gøre misligholdelsesbeføjelser gældende i det omfang, rekvirenten ikke selv er skyld i forsinkelsen.

7. Leverandøren bør tilstræbe nøje at levere det bestilte oplag. Under- eller overlevering kan kun finde sted i det omfang, det accepteres af rekvirenten, Ved eventuel under- eller overlevering afregnes fradraget/tillægget som fortsat tryk, medmindre andet er aftalt.

8. En ordre må kun fraviges, såfremt rekvirentens skriftlige godkendelse foreligger.

9. I henhold til presseloven skal alle tryksager med undtagelse af blanketter til udfyldning samt kort, brevpapir og andet lignende småtryk være påført bogtrykkerens navn eller firma samt trykkested.

10. Hvor intet andet er aftalt, skal varerne leveres frit på den adresse, rekvirenten har angivet. Varerne skal være forsvarligt emballeret, og emballagen skal være inkluderet i den aftalte pris.

11. Alle fakturaer og følgesedler m.v. i forbindelse med en ordres opfyldelse skal være mærket med rekvirentens ordrenummer og/eller dato.

12. Rekvirenten forbeholder sig ret til at påberåbe sig mangler ved leverede tryksager m.m., indtil det gennem anvendelse af de pågældende tryksager er konstateret, at de er fri for fejl.

13. Hvis leverandøren kommer i betalingsvanskeligheder, herunder hvis der foretages forgæves udlæg, eller leverandøren standser sine betalinger, tages under konkursbehandling eller træder i likvidation som insolvent selskab, er rekvirenten bereftiget til at hæve ordren og er ikke forpligtet til at betale for indkøbte materialer og/eller udført arbejde.

14. Hvis leverandøren misligholder en aftale, kan rekvirenten med øjeblikkelig virkning hæve ordren og gøre erstatningskrav gældende over for leverandøren.

15. En ordre eller deraf flydende fordringer kan ikke under nogen form overdrages, sælges eller belånes uden forud indhentet skriftlig tilladelse fra rekvirenten.

16. Hvor intet andet er aftalt, anses aftalen for at være omfattet af købelovens regler om handelskøb.

17. Eventuelle retstvister i forbindelse med en aftales opfyldelse afgøres efter dansk ret ved rekvirentens værneting.

Ingen