Cirkulæreskrivelse om tjenestemænd, der har bestået forvaltningsfaglig afgangseksamen (FA) fra Danmarks Forvaltningshøjskole (* 1)
Statutory Text (1 Articles)
Cirkulæreskrivelse om tjenestemænd, der har bestået forvaltningsfaglig afgangseksamen (FA) fra Danmarks Forvaltningshøjskole (* 1)
Af Finansministeriets cirkulæreskrivelse af 31. januar 1975 fremgår bl.a., at Finansministeriet efter forslag fra ministerier m.v. kan omklassificere stillinger, hvor indehaveren efter bestået FA-eksamen har overtaget væsentlig mere kvalificerede arbejdsopgaver.
Efter drøftelse med CO II skal Finansministeriet herved meddele, at omklassificering af en tjenestemand, der har bestået FA, og som har overtaget væsentlig mere kvalificerede arbejdsopgaver, fra dags dato kan ske ved aftale mellem vedkommende ministerium m.v. og CO II eller den organisation, som CO II bemyndiger hertil.
De omhandlede omklassificeringer er personlige og stillingen henføres ved ledighed til den lønramme, som var gældende forud for omklassificeringen.
Omklassificering i overensstemmelse med denne cirkulæreskrivelse af en tjenestemand, der har bestået FA-eksamen, kan kun ske en gang.
Som det var anført i 1975, er målsætningen fortsat, at man søger at beskæftige sådant personale med arbejdsopgaver, der svarer til de erhvervede kvalifikationer. Der skal i den forbindelse peges på muligheden af arbejdsomlægninger, der eventuelt tillige kan medføre besparelser på arbejdsområder, der hidtil har været bestridt af personale med længerevarende uddannelse.
Finansministeriet underrettes af vedkommende ministerium 1. april og 1. oktober om indgåede aftaler i det forløbne halve år. Meddelelsen skal indeholde oplysning om tjenestemandens navn, hidtidig lønramme, ny lønramme, ikrafttrædelsesdato, en evt. forgængers klassificering og eventuelle tillæg samt en kortfattet begrundelse for omklassificeringen.
Finansministeriet kan tilbagekalde ministeriernes adgang til at indgå aftaler efter denne cirkulæreskrivelse.
Tvivlsspørgsmål om denne ordning forelægges Finansministeriet.
Denne cirkulæreskrivelse træder i stedet for Finansministeriets cirkulæreskrivelse af 31. januar 1975.
P. M. V.
E. B.
N. E. Bisgaard