Vejledning om kommunale varmeplaner, udarbejdelse, formidling, opfølgning

§ 1. Lovens formål er at fremme den mest samfundsøkonomiske anvendelse af energi til bygningers opvarmning og forsyning med varmt samt at formindske energiforsyningens afhængighed af olie.

Varmeplanlægningen må i øvrigt ses som et integreret led i region- og kommuneplanlægningen, ikke blot ved lokalisering af anlæg og virksomheder, men også generelt ved placering af bebyggelsen og region- og kommuneplanens øvrige elementer.

Planfaserne

Gennem det hidtidige planlægningsarbejde er der gjort status over varmeforsyningsforholdene. Kommuner og amter har udført dels en kortlægning af nuværende varmeforbrug, energiforsyning m.v., dels forskellige undersøgelser af forsyningsmuligheder (blandt andet energiressourceopgørelser). Som led heri er der opstillet en referenceplan. De forskellige fremtidige løsninger er gennem oplægsfasen belyst i form af skitser, og oplægget har sammen med regionale skitser dannet grundlag for offentlighedens inddragelse, den politiske prioritering, fælles forhandlinger med selskaber og kommuner, og øvrige overvejelser ved udarbejdelsen af den regionale varmeplan.

Den godkendte regionale varmeplan vil - sammen med overordnede forudsætninger, angivet af Energiministeriet - danne ramme for udarbejdelse af den kommunale varmeplan.

I den kommunale varmplan fastlægges den fremtidige varmeforsyning. Ved den endelige udformning og behandling af varmeplanen træffer kommunalbestyrelsen således vigtige beslutninger vedrørende udviklingen i varmeforsyningen.

Samarbejde om plan og realisering

Planen betegner resultatet af flere års intenst arbejde. Samarbejdet forsætter ved udarbejdelsen af den kommunale varmplan, hvor omlægningen af varmeforsyningen skal fastlægges.

Planen kan være grundlag for naturgasudbygning i kommunerne, for udvidelse af fjernvarmeforsyningen, omlægning af fjernvarmeproduktion o.s.v.

Planens gennemførelse vil være en fælles opgave for forsyningsselskaberne, forbrugerne og det offentlige. Et aktivt samarbejde efter varmeplanen vedtagelse er uundværligt, også på lidt længere sigt.

Varmeplanen tjener som værktøj i det fortsatte samarbejde og som konkret administrationsgrundlag for planrealisering; - og afspejler således aftaler (f.eks. leveringstilsagn fra forsyningsselskaber), fastlægger de forskellige forsyningsformers fremtidige roller, medvirker til at sikre samarbejde med eksisterende og fremtidige forsyningsselskaber o.s.v.

Bruttoenergiforbruget

Notatets indhold

Dette notat sigter på at give råd og anvisninger ved udarbejdelsen og opfølgningen af den kommunale varmplan. Notatet rummer fire hovedafsnit.

Afsnit 1 giver en oversigt vedrørende plansystemet, herunder den kommunale varmeplanlægnings baggrund i landets energipolitik og de regionale forsyningssammenhænge. Den kommunale og regionale varmeplanlægning foregår parallelt, og det betyder, at planerne er tæt sammenvævet i deres indhold. Den kommunale varmeplan følges op af projekter og gennem en række administrative opgaver m.v.

Afsnit 2 vejleder om emnerne i planen (de forskellige forsyningsformer og energikilder, lokale planlægningsspørgsmål o.s.v.). Der angives desuden principper ved udformning af retningslinjer m.v. (egentlige retningslinjer, henstillinger, tilkendegivelser, handlingsplaner o.s.v.), ligesom der er anvisninger om planens opbygning (sammenfattende afsnit, status, program- og perspektivdel, redegørelsen, konsekvensbeskrivelse o.s.v.).

Afsnit 3 beskriver kommunens rolle som igangsætter og organisator af planlægningsarbejdet, og afsnittet giver vejledning om arbejdets tilrettelæggelse. Heri indgår samarbejde med de forskellige interessentgrupper herunder høring og offentliggørelse.

Afsnit 4 giver en kort oversigt vedrørende opfølgning af varmeplanen. Dels indgår varmeplanen i den videre kommunale administration, dels råder selskaber, kommune og forbrugere over forskellige økonomiske virkemidler m.v., som kan sikre planens realisering. Og derudover har kommunen en vigtig rolle som initiativtager, formidler - og deltager - i plangennemførelsen.

Bagest i notatet er der en liste over relevante notater, vejledninger og anden litteratur.

1. PLANSYSTEMET

De kommunale varmeplaner udgør et væsentligt led i Danmarks energipolitik. I den forudgående planlægning har kommunerne, forsyningselskaber, amtskommunerne og Energistyrelsen samarbejdet om virkeliggørelse af varmeforsyningslovens overordnede mål vedrørende samfundsøkonomisk energianvendelse og oliefortrængning.

Varmeplanerne fastlægger, hvilke kollektive forsyningsformer, der kan benyttes i de enkelte områder, og rammer for, hvordan udbygning og omlægninger gennemføres. Virkeliggørelse af denne omlægning er herefter en fælles opgave, hvor selskaber, forbrugere og kommune må medvirke. Varmeforsyningsloven giver kommunalbestyrelsen en række muligheder for at tage initiativer i samarbejde med forsyningsselskaber og forbrugere, således at der aktivt arbejdes for planens realisering.

Siden 1980 har kommunerne været gennem flere af varmeplanlægningens faser. De forskellige faser er fastlagt gennem lovgivningen og udgør hver især et element i den samlede planlægning.

Faser i planlægningen

- Kortlægning

Her kortlægges den nuværende varmeforsyning, og de fremtidige varmbehov og forsyningsmuligheder (herunder lokale energiressourcer) gøres op.

- Oplæg

Skitser for den fremtidige varmeforsyning opstilles, debatteres og prioriteres.

- Plan

Den fremtidige varmeforsyning fastlægges nærmere, og der træffes beslutning om initiativer vedrørende såvel formidling af planens indhold som konkrete virkemidler til realisering af planer.

- Projekter

Projekter udarbejdes, godkendes og gennemføres, hvorved planen føres ud i livet.

- Opfølgning

Planen holdes op mod den skete udvikling, herunder eventuelt ændrede politiske prioriteringer, og det overvejes, hvorvidt en supplering/justering/revision er påkrævet. Det er i øvrigt endnu ikke fastlagt, hvorledes planopfølgningen skal ske, eller hvorledes varmeplanlægningens informationssystem skal vedligeholdes.

FASER I VARMEPLANLÆGNINGEN

KORTLÆGNING

- Status

- Fremtidige behov

- Lokale ressourcer

OPLÆG

- Muligheder

- Debat

PLAN

- Fastlægge indhold

- Virkemidler

PROJEKT

- Udarbejde

- Godkende

- Gennemføre

OPFØLGNING

- Status

- Revision

Planlægningen breder sig over både tid og emner. En lang rækker kommuner har således allerede afsluttet den første og måske lokalt set mest gennemgribende planlægningsrunde - arbejdet med delplanlægning eller fremrykket planlægning for hastende projekter vedrørende naturgas-, kraftvarme- eller overskudsvarmeforsyning. Omvendt har mange kommuner først fornylig færdiggjort oplægget og står nu foran udarbejdelse af den første plan.

Hver fase i varmeplanlægningen er betydningsfuld i sig selv og en nødvendig del af den samlede proces, mens den kommunale varmeplan udgør knudepunktet i processen, hvor syntesen af hidtidige overvejelser formuleres i politiske mål og virkemidler. Planen bliver derved det formidlende led »fra ide til virkelighed«.

I planfasen træffer kommunalbestyrelsen beslutninger af muligvis vidtrækkende betydning for den fremtidige varmeforsyning. Hidtil har arbejdet været koncentreret om at skabe overblik, inddrage selskaber og borgere, forhandle og prioritere, samt at varetage den løbende, midlertidige administration.

Kommunalbestyrelsen er den drivende kraft i varmeplanlægning, hvor der er tre myndighedsniveauer involveret. Opgavefordelingen mellem myndigheder er angivet med stikord. Dertil kommer i øvrigt forsyningsselskaber, energileverandører m.v., som involveres i stigende omfang, efterhånden som realiseringsfasen nærmer sig.

Samspillet mellem myndigheder

Plansystemet og planlægningens enkelte faser er beskrevet i en række publikationer, hvor blandt andet henvises til Energistyrelsens notater.

- Generel planlægning

»Notat om proceduren ved den generelle varmeplanlægning«, 10. maj 1982.

- Oplægsfasen

»Notat om oplæg«, Del 1, december 1983. »Notat om regionale skitser«, januar 184.

- Delplanlagte områder

»Notat om generel varmeplanlægning for eksisterende kollektive forsyningsområder«, 1. udkast, marts 1984.

- Regionale varmeplaner

»Notat om regionale varmeplaner«, december 1984.

1.1 Statslig varmeplanlægning

Statens energipolitik er sammesat af mange forhold af direkte og indirekte betydning for varmeplanlægningen. Disse forhold udvikler sig til stadighed, og lovgivningen er henlagt under forskellige ressortministerier. Elværkerne, naturgasselskaberne, olieselskaberne og organisationer er desuden vigtige aktører i energipolitikken.

Emner i energipolitikken

- det danske naturgasprojekt,

- aftalen om udbygning med decentrale kraftvarmeværker,

- statslige aktiviteter vedrørende efterforskning, indvinding, forarbejdning og import/eksport af olie- og gasprodukter,

- priser og energiafgifter på olie, kul, F-gas og el,

- tilskud til energiprojekter, teknologistøtte, EF-midler m.v,

- energiforskning og forsøgsprojekter, finansieringsordninger, lånerammer, garantier, prisbestemmelser m.v.,

- undersøgelser og planlægning vedrørende energiforsyning (kraftvarmeudbygning, udnyttelse af træ, halm eller biogas o.l.),

- energiforsyning af offentlige bygninger, kollektiv transport m.v.,

- energibesparelser gennem isolering af bygninger og effektivisering af energiudnyttelsen,

- normer for energianlæg, nybyggeri m.v.,

- rådgivning m.v. (konsulentordninger, teknologiske institutter o.s.v.)

Landsvarmeplanlægning

§ 3. Energiministeren sørger for, at der i samarbejde mellem kommunalbestyrelser og amtsråd udføres en landsdækkende varmeforsyningsplanlægning. Energiministeren kan efter forhandling med de ministre, hvis sagsområde særligt berøres, bestemme, at nærmere angivne forudsætninger skal lægges til grund for den regionale og kommunale varmeforsyningsplanlægning.

Energistyrelsen og Energiministeriets departement varetager i fællesskab den landsdækkende varmeplanlægning. I landsvarmeplanlægningen konkretiseres varmeforsyningslovens generelle mål. Det sker i form af overordnede forudsætninger m.v., som gælder for såvel den kommunale varmeplanlægning som projektbehandling og anden administration efter varmeforsyningsloven. De overordnede forudsætninger - som udgør landsvarmeplanlægningen - hver karakter af nogle grove rammer eller principper.

Overordnede forudsætninger

- Generelle, bindende forudsætninger for varmeplanlægning i hele landet, senest Energiministeriets forudsætninger af 25. marts 1985 om valg af forsyningsform i forbindelse med varmeplanlægningen og brevet af 8. juli 1986 om aftalen vedrørende udbygning med decentrale kraftvarmeværket.

- Fælles vejledende planlægningsforudsætninger (f.eks. enhedsforbrug, anlægsinvesteringer, teknologi og planlægningspriser), som er udmeldt blandt andet i »Forsyningskatalog 85«.

- Konkrete forudsætninger for planlægningen i de enkelte dele af landet. Disse forudsætninger fastlægges af Energiministeriet efter forhandling med amtsråd og kommunalbestyrelse, og forsyningsselskaber m.v. inddrages.

- Godkendelse af regionale varmeplaner. Godkendelserne rummer retningslinjer, vilkår og forudsætninger for den videre varmeplanlægning, herunder for eventuel udarbejdelse af plantillæg.

De konkrete forudsætninger for de enkelte regioner omhandler

- udstrækningen af det overordnede naturgasfordelingsnet,

- prioritering af indenlandske energiressourcer, f.eks. udnyttelse af naturgas, halm, biogas, affald eller træflis i kraftvarme- og fjervarmeværker,

- forsyningsmuligheder fra kraftvarmeværker (eksisterende værker eller nye, decentrale værker),

- forsøgsprojekter,

- sikring af samfundøkonomiske hensyn ved den lokale udbygning med fjernvarme- og naturgasnet eller andre energianlæg,

- andre overordnede rammer.

Som led i landsvarmeplanlægningen udfører Energistyrelsen en række overordende konsekvensanalyser. På grundlag af data fra kommuner og amter har styrelsen således opbygget en landsvarmeplanmodel, som blandt andet kan bruges til at vurdere naturgasnettets udbygning, halmudnyttelse eller ændringer i fjernvarmeværkernes brændselsanvendelse.

Energistyrelsen udsender hvert år en statusrapport om varmeplanlægningen - den såkaldte »årsrapport«. Energiministeren afgiver hvert år en energipolitisk redegørelse til folketinget.

1.2. Den regionale varmeplan

Amtsrådet (* 1) udarbejder den regionale varmeplan. Efter Energiministeriets godkendelse danner den godkendte plan rammer og retningslinjer for de kommunale varmeplaner inden for amtskommunen.

Den regionale plan er et resultat af en proces, hvor kommunalbestyrelsernes prioriterede oplæg sammen med de statslige forudsætninger er vigtige dele. Planen forhandles med forsyningsselskaberne, men er i øvrigt resultatet af et samarbejde mellem mange parter.

Amtsrådet må blandt andet sikre en sammenhæng i udnyttelsen af de indenlandske ressourcer på tværs af byer og kommunegrænser, og for opbygning af regionale forsyningssystemer (f.eks. naturgasfordelingsanlæg) og for lokalisering af energianlæg, herunder energiproduktion og -forbrug.

Amtsrådet varetager - ud over de overordnede energipolitiske mål - regionens egne interesser, og amtsrådet kan lægge regionalpolitiske holdninger til grund for varmeplanen, blandt andet ud fra regionalplanlægningen. Dette kan tænkes at komme til udtryk i, at regionplanen angiver en områdeafgrænsning mellem forskellige opvarmningsformer.

Regionplanen vil desuden angive retninglinjer for beliggenheden af de særligt energiproducerende og -forbrugende virksomheder, og større forsyningsanlæg.

Energistyrelsen forbereder ministeriets godkendelse af planen. Energiministeriet kan ved godkendelse af planen forhandle ændringer m.v. Er der væsentlige, uafklarede spørgsmål, (f.eks. om et selskabs levering af overskudsvarme eller naturgas til et område, eller om et varmeværks anvendelse af en bestemt energiform), vil denne del af planen sædvanligvis ikke blive godkendt, men må indgå i supplerende planlægning i form af tillæg til den regionale varmeplan. Forudsætningerne herfor fastlægges ved godkendelsen.

I praksis kan den regionale plan herved være sammensat af flere dele, alt efter den takt, hvori planspørgsmål kan afklares. Der kan således være tale om etapevis planlægning og godkendelse (f.eks. i form af fremrykket planlægning, planer for delområder eller planer for enkelte temaer). Denne sammensathed gør sig også gældende for den kommunale varmeplanlægning, indtil en samlet plan foreligger.

Godkendelsen vil i sig selv indeholde retningslinjer eller vilkår, som er forhandlet med Energiministeriet. Det vil heraf fremgå, hvad der ikke er godkendt endeligt, men indgår i den videre planlægning. Den regionale varmeplan og godkendelsen må altså ses som en samlet ramme for den kommunale varmeplan - herunder hvilke emner, kommunalbestyrelsen ikke kan tage stilling til, før yderligere plangrundlag forligger.

Den godkendte regionale varmeplan indeholder konkrete retningslinjer, som må udmøntes i den kommunale planlægning og i projekter. Retningslinjerne kan - sammen med overordnede forudsætninger - være såvel grove rammer som udtryk for egentlige, detaljerede aftaler mellem forsyningsselskaber og kommunalbestyrelser m.v. Detaljeringsniveauet i den godkendte regionale varmeplan kan dermed være meget varieret.

Amtsrådet skal påse, at de kommunale varmeplaner er i overensstemmelse med godkendte retningslinjer i den regionale varmeplan, herunder de principper og intentioner, som planen rummer. Kan amtsrådet og kommunalbestyrelsen ikke nå til enighed i forbindelse med dette påsyn, afgøres spørgsmålet af Energiministeren efter forhandling med de berørte parter.

Vejledning vedrørende udarbejdelsen af planen fremgår af Energistyrelsen »Notat om regionale varmeplaner« december 1984.

De retningslinjer, den regionale varmeplan skal indeholde, er angivet i varmeforsyningslovens § 5, stk. 2 og stk. 3, og er uddybet i Energiministeriets forudsætninger for den regionale varmeplan. Emnerne behandles i såvel den regionale som den kommunale varmeplan, men på forskelligt detaljeringsniveau.

§ 5. På det grundlag, der er tilvejebragt i medfør af §§ 3 og 4, udarbejder amtsrådet efter forhandling med kommunalbestyrelserne og selskaber, der leverer ledningsbunden energi, en plan for den fremtidige varmeforsyning inden for amtskommunen.

Stk. 2. Planen skal indeholde retningslinjer for

1) I hvilke områder nærmere angivne varmeforsyningsmetoder fremtidigt skal tillægges en prioriteret anvendelse,

2) fremtidig lokalisering af kollektive varmeforsyningsanlæg, herunder rørledninger af regional betydning, samt

3) lokalisering af særlig varmeproducerende og varmeforbrugende virksomheder.

Stk. 3. Planen skal endvidere angive

1) En prioriteret rækkefølge for udbygning og etablering af kollektive varmeforsyningsanlæg, samt

2) om gennemførelsen forudsætter samarbejde mellem flere kommuner.

Stk. 4. De dele af den regionale varmeforsyningsplan, der vedrører regionplanlægningen, skal samtidig udformes som forslag til tillæg til regionplanen.

1.3. Den kommunale varmeplan

Gennem varmeplanlægningen muliggøres udbygning og forbedring af fjernvarme- og naturgasforsyning i kommunen. Ændringer i varmeforsyningsforholdene kan skabe en række lokale fordele af økonomisk, energimæssig, miljømæssig og forsyningssikkerhedsmæssig art. Disse fordele kan komme kommunens borgere til gode, og gavne samfundet som helhed. Ændringer i varmeforsyningsforholdene vil i øvrigt sjældent belaste de offentlige kasser, set i en helhed; - tværtimod kan de lokalt skabte økonomiske gevinster betyde, at skatteprovenuet i kommunekassen vokser, ligesom kommunens udgifter til energikøb mindskes gennem levere priser. Arbejdet med den kommunale varmeplan kan afdække sådanne fordele, og planens gennemførelse belaster som udgangspunkt ikke kommunekassen direkte.

Hovedaktiviteter i varmeplanlægningen

Mulige virkninger af plangennemførelse

- billigere varme for kommunens nuværende forbrugere, de kommunale bygninger o.s.v.

- lave energipriser (og dermed en lokaliseringsfaktor) for nyt boligbyggeri, erhvervsvirksomheder m.v.

- gunstige lokaløkonomiske effekter, både for kommunens borgere (øgede indtægter) og for kommunekassen (større skatteprovenue)

- lokal beskæftigelse ved etablering og drift af kollektive varmesystemer, ved øget anvendelse af lokale ressourcer m.v.

- indflydelse på den fremtidige varme- og energiforsyning i kommunen

- støtte til og stimulering af udviklingen inden for andre sektorer (industri, skovbrug, landbrug m.v.)

- koordinering med miljøbeskyttelsen, blandt andet ved at reducere forureningsbelastningen og ved at udbytte husdyrgødning og halm til varmeproduktion.

Karakteristisk for den kommunale varmeplan er, at den vil være mere konkret og detaljeret og desuden omfatte flere emner end den regionale varmeplan og kommunens oplæg.

§ 7. Når den regionale varmeforsyningsplan er godkendt, skal kommunalbestyrelsen efter forhandling med selskaber, der leverer ledningsbunden energi, udarbejde en varmeforsyningplan for kommunen. Planen skal fastlægge hovedstrukturen og de nærmere retningslinjer for tilrettelæggelsen af varmeforsyningen inden for kommunens område. Planen skal tillige indeholde en tidsfølge for etablering af nye og eventuel udbygning af eksisterende kollektive varmeforsyningsanlæg samt en angivelse af, hvem der forudsættes at tilvejebringe disse anlæg.

Stk. 2. En kommunal varmeforsyningsplan må ikke stride mod den regionale varmeforsyningsplan eller beslutninger efter § 3.

De overordnede forudsætninger og regionale rammer og retningslinjer er afklaret gennem planlægningens tidligere faser - i det omfang, der foreligger en godkendelse for det pågældende emne/område. Her har kommunalbestyrelsen haft særlig indflydelse gennem det politisk prioriterede oplæg og forhandlingerne under færdiggørelsen af den regionale varmeplan. I mange tilfælde vil der være en betydelig parallellitet (og dermed samtidighed) mellem den regionale varmeplanlægning, de tilknyttede forhandlinger og udarbejdelsen af den kommunale varmeplan.

Varmeplanen tjener som konkret administrationsgrundlag for plangennemførelse, herunder som rammer for leveringsaftaler, for anlægsudbygning og for omlægning af forbrugernes varmeforsyning.

Planen må udformes klart og entydigt af hensyn til den senere administration og for at sikre forbrugere og selskaber klar information.

Planen opdeles i en program- og perspektivdel. Programdelen er præcise, detaljerede rammer for de aktiviteter, som tænkes gennemført i de nærmeste år af enten forsyningsselskaber, kommunen selv eller andre.

Kommunalbestyrelsen har et sæt selvstændige opgaver efter varmeforsyningsloven. Disse administrative opgaver skal ses i forlængelse af den kommunale varmeplan.

Administrative opgaver

- projektgodkendelser og behandling efter anden lovgivning

- ekspropriationer

- påbud om tilslutning m.v.

- tilsyn med forsyningsvirksomhed

- indberetninger og redegørelser

2. INDHOLD OG OPBYGNING

I den kommunale varmeplan må alle områder af kommunen og alle emner i varmeforsyningen behandles systematisk og oversigtligt. Den godkendte regionale varmeplan kan som regel give et udgangspunkt for denne systematisering.

Indgangsvinklen kan være en inddeling af kommunen i byer og områder som i oplægget. For hvert område vurderes, hvorledes de forskellige forsyningsformer m.v. kan indpasses og tilrettelægges. På dette grundlag træffes mere eller mindre bindende beslutninger vedrørende den fremtidige varmeforsyning.

2.1 Emner for varmeplanen

Mange emner er behandlet i den godkendte regionale varmeplan, men i reglen på oversigtlig vis. Emnerne er også omtalt i Energiministeriets forudsætninger og i godkendelsen af den regionale varmeplan. I mange tilfælde vil der hermed være krav om, at et bestemt emne optages eller behandles i den kommunale varmeplan. I andre tilfælde vi det være op til kommunalbestyrelsens eget ønske, om et bestemt emne behandles. Endelig kan der være tale om, at færdigbehandlingen af et emne må afvente en overordnet afklaring.

Emnerne i den kommunale varmeplan

- Afgrænsning af forsyningsområder

- - fjernvarmeområder

- - naturgasforsynede områder

- - individuel forsyning.

- Lokalisering af anlæg herunder kapacitetsforhold

- - naturgasnet

- - fjernvarmenet

- - varmeproduktionsanlæg

- - energiomsættende virksomheder.

- Fjernvarmeforsyning

- - etablering af nye fjernvarmeværker

- - udbygning, afgrænsning og eventuel nedlæggelse af fjernvarmenet,

- - tilslutning af forbrugere, takster, brug af styringmidler m.v.

- - drift og vedligehold af fjernvarmenet (renovering, samkøring, energiøkonomisk drift, tilsyn)

- - energikilder i fjernvarmeforsyningen (overskudsvarme, halm, træ, affald, naturgas, biogas m.v. samt kul, olie og F-gas).

- - indretning af brugerinstallationer, nybyggeri m.v.

- Naturgasforsyning

- - udbygning og afgrænsning af gasforsynede områder

- - netstruktur

- - forsyning til individuelle forbrugere, varmeværker, store punktforbrugere, procesformål

- - tilslutning af forbrugere, takster, brug af styringsmidler m.v.

- - energikilder (naturgas/biogas/F-gas)

- - forsyningsenheder

- - metoder til at fremme energibesparelser og omlægninger.

- Øvrige emner

- - individuelt forsynede områder.

Afgrænsning af forsyningsområder

Afgrænsning af områder med fjernvarme- eller naturgasnet over for individuelt forsynede områder, og mellem fjernvarme- og naturgasforsynede områder indbyrdes, fastlægges præcist og detaljeret i den kommunale varmeplan. Kommunalbestyrelsen kan om nødvendigt fravige områdeafgrænsningen ved projektudarbejdelse, hvis der er tale om indre betydende afvigelser. Områdeafgrænsning er i den regionale varmeplan angivet på regionalt niveau

- fjernvarmeforsynede områder (byer)

- naturgasforsynede områder (byer, oplande)

- andre områder (landdistrikter m.v.)

Den regionale plan kan i øvrigt angive generelle principper for den detaljerede afgrænsning (f.eks. vedrørende områdetyper, vurdering af samfundøkonomi).

Lokalisering af anlæg og kapacitetsforhold

Den kommunale varmeplan fastlægger så vidt muligt lokalisering af nye kollektive varmeforsyningsanlæg. Det drejer sig såvel om netstrukturen for udbygningen af fjernvarme- og naturgasnet som om lokalisering af fjernvarmeværker og andre større tekniske anlæg. Lokaliseringen af anlæg, herunder ledningstraceer, må ske inden for rammerne af region- og kommuneplanlægningen. Der kan i denne forbindelse være behov for afklaring over for sektorinteresser (jordbrug, fredning, veje, andre ledning o.s.v.), jfr. Energistyrelsens Vejledning 5. Den endelige placering af anlæggene sker i projektudarbejdelsen og projektgodkendelsen.

I den kommunale varmeplan fastlægges endvidere krav til kapacitet i net og anlæg. Kapacitetskravene kan i planen udformes indirekte, eksempelvis som krav om, at bestemte forbrugerkategorier inden for et geografiske område skal kunne forsynes. Den endelige dimensionering af rør og anlæg sker som led i udarbejdelse og godkendelse af projekter.

De overordnede fordelingsnet for naturgas, fjernvarmetransmissionsnet og større varmeproduktionsanlæg, kraftvarmeværker m.v. vil være fastlagt konkret i den regionale varmeplan, og fremgår desuden af regionplanlægningen. Endvidere kan den regionale plan indeholde principper for placeringen af visse anlægstyper (f.eks. halmfyr eller affaldsforbrændingsanlæg).

Amtsrådet vil i reglen være projektgodkendende myndighed for tværkommunale forsyningsanlæg (ekspropriationsbeslutninger træffes dog forsat af kommunalbestyrelsen).

Tilsvarende indeholder den regionale varmeplan og regionplanlægningen retningslinjer om placering af særligt energiforbrugende og -producerende virksomheder. Der vil være tale om dels generelle principper for placering, dels om anvisning af konkrete placeringer af større anlæg (vindmøller, særligt energiforbrugende industrier, kraftvarmeværker, gartnerivirksomhed o.s.v.).

Den regionale varmeplan rummer mindstekrav til udbygning af overordnede anlæg/net. Således vil der være retningslinjer for mindste kapacitet i de overordnede naturgas- eller fjernvarmeledninger, af hensyn til udbygningsmulighederne i et bestemt forsyningsopland.

Fjernvarmeforsyning

Den kommunale varmeplan angiver bindende retningslinjer med præcis afgrænsning af fjernvarmeområder samt tidsfølge (evt. foreløbig) for udbygning af de enkelte delområder. I de tilfælde, hvor det ikke er muligt eller rimeligt at fastlægge områdeafgrænsningen endeligt, bl.a. af tekniske eller økonomiske grunde, fastlægges så vidt muligt procedure og principper for områdeafgrænsningen, således at planen bliver et velegnet instrument for den videre planlægning og administration. Der kan som nævnt ske mindre justeringer ved projektgodkendelser.

Fjernvarmeområderne vil i den regionale varmeplan som oftest være angivet som den pågældende by, eventuelt med principper for udvidelse/indskrænkninger i nettet.

Energikilder i fjernvarmeforsyningen fastlægges ligeledes præcist i den kommunale varmeplan.

Heri kan indgå løsninger, hvor brændselsanvendelsen består af flere brændsler/energiformer (»kombi-løsninger«) eller ændrer sig over årene, således at planen må indeholde rammer eller tidsfølge herfor. Energikilderne vil være behandlet i den regionale varmeplan, med vægt på anvendelsen af lokale energikilder eller naturgasforsyning. Udnyttelsen af lokale ressourcer kan indgå i regionale og kommunale handlingsplaner.

Den kommunale varmeplan bør også behandle emner vedrørende drift og vedligehold af fjernvarmenet. Særligt ældre fjernvarmenet påkalder sig opmærksomhed (herunder i delplanlagte byer). Der henvises til Energistyrelsens Vejledning 5, del 2, og til »Notat om generel varmeplanlægning for eksisterende kollektive forsyningsområder«.

Takstforhold til tislutning til fjernvarmeforsyning o.s.v. bør ligeledes behandles i planen. Der kan redegøres til tilrettelæggelsen af tariffer, for initiativer til øget tilslutning, teknisk indretning af installationer og bygninger o.s.v.

Naturgasforsyning

I den kommunale varmeplan tages stilling til, hvorledes de forskellige dele af kommunen kan naturgasforsynes. Den klare afgrænsning af naturgasforsyningsområder og tidsfølgen for etablering af lokale naturgasnet (herunder forsyning af mindre bysamfund) fastlægges således i den kommunale varmeplan).

Naturgasforsynede områder vil i den regionale varmeplan omfatte oplande eller større delområder, ligesom den angiver bindende tidsfølge og placering m.v. for etablering af fordelingsnet eller for etablering af lokale naturgasnet, som forsyner områder i to eller flere kommuner.

Naturgasselskabernes levering til samlede net eller mindre bysamfund vil være bl.a. selskabsøkonomisk betinget. Selskabernes leveringstilsagn vil i øvrigt være direkte knyttet til varmeplangrundlag og evt. kontrakttegning (varmeværker, industri og starttilslutning). Leveringstilsagn benævnes f.eks. »aftalt plan«, »betinget aftalt plan« og »registreret plan«; disse betegnelser refererer til selskabernes kontrakttegning og indbyrdes hæftelsesforhold.

Er der tale om større, samlede net, vil leveringstilsagn være afklaret med den godkendte regionale plan. For mindre bysamfund/ delområder sker afklaringen normalt i den kommunale varmeplan (efter forhandling). Den regionale plan kan angive principper for den kommunale afklaring, ligesom det kan være formålstjenligt, at der opstilles konkrete handlingsplaner herfor i den kommunale varmeplan, bl.a. omfattende tilslutning af kommunale og andre offentlige bygninger.

Det kan overvejes, hvorledes naturgasforsyning af erhvervsområder og nye, store punktforbrugere (f.eks. kraftvarmeværker og procesforbrugere) sikres i netopbygningen. Naturgasforsyning af fjern- og blokvarmecentraler må også vurderes nøjere ud fra betragtninger om lastfordeling mellem forskellige energikilder og om forsyningssikkerhed.

Kobling med anden gasforsyning (F-gas, biogas fra gylle og lossepladser m.v.) må overvejes, herunder mulighederne for forsøgsprojekter. Sammenkoblingen kan forberedes gennem tilrettelæggelse af gasnettets struktur og dimensionering, særligt af distributionsnettet.

Individuel varmeforsyning

Den kommunale varmeplan omfatter hele kommunen, og derfor også de områder, som ikke kan opnå fjernvarme- eller naturgasforsyning (d.v.s. det åbne land og afsides beliggende småbyer). I nogle kommuner - typisk landkommuner - vil områderne rumme hovedparten af den opvarmede bygningsmasse, mens der i andre kommuner er tale om en marginal del af bebyggelsen. Det skønnes, at ca. en femtedel af landets befolkning bor i områder, som ikke vil blive forsynet med naturgas eller fjernvarme, heller ikke på længere sigt.

Opvarmningen må i disse områder alene baseres på forskellige individuelle løsninger (herunder elopvarmning i forskellige former). Det drejer sig på den ene side om »traditionel« oliefyring eller »direkte« elvarme, på den anden side om nyere opvarmningsformer: halmfyr, varmepumper, mindre biogasanlæg o.s.v. De sidstnævnte opvarmningsformer kan også tænkes udført som små fællesanlæg.

Individuel varmeforsyning vil også omfatte den del af bebyggelsen i fjernvarme- og naturgasområder, som ikke er tilsluttet de kollektive net. Heraf må en del forventes tilsluttet over en årrække, og varmeinstallationer m.v. må derfor forberedes for tilslutning.

Individuel varmeforsyning er dermed et væsentligt emne i den kommunale varmeplan. Individuel varmeforsyning kan for øvrigt være behandlet (på meget forskelligt detaljeringsniveau, om overhovedet) i den regionale varmeplan.

I kommuner, hvor der også på langt sigt kan regnes med et overskud af lokale energiressourcer, vil planen kunne indeholde råd og anvisninger om brug heraf i individuelle anlæg. Planen kan f.eks. lægge op til informations- og konsulentinitiativer for denne bebyggelse.

Den kommunale varmeplan kan således indebære, at der er en vis mængde lokale energiressourcer til individuel opvarmning, hvor disse ikke opsluges af fjernvarmeforsyningen, kraftvarmeværker eller andre anvendelser. De tekniske løsninger til individuel opvarmning, små fællesanlæg m.v., kan kort gennemgås, bl.a. til støtte for forbrugerne.

Kommunen kan i varmeplanen overveje, om den selv vil tage initiativ til - eller aktivt støtte - lokale initiativer over for denne bebyggelse.

Som hovedregel må de enkelte brugere selv varetage og finansiere foranstaltninger til energibesparelser og omlægninger. Fællesindkøb og standardiserede løsninger kan nedbringe omkostningerne væsentligt og dermed bidrage til, at der gennemføres ændringer.

En række forsøgsprojekter omhandler individuel varmeforsyning, og Energistyrelsen kan give yderligere information herom. Der er igangsat et projekt, der i slutningen af 1987 munder ud i vejledning om energiforsyning i individuelt forsynede områder.

Projekter for individuel varmeforsyning

- organisering af fællesprojekter for isolering

- udnyttelse af halmpiller til opvarmning i bl.a. små anlæg

- etablering af regionalt selskab til fordeling af lokale brændsler

- fællesindkøb af individuelle energianlæg

- »nabofjernvarme«.

2.2 Udformning af retningslinjer m.v.

Den kommunale varmeplans retningslinjer og redegørelse skal udformes, så den indeholder de beslutninger og dispositioner, kommunalbestyrelsen træffer, og så den bl.a. viderefører de overordnede rammer fra Energiministeriets forudsætninger og den godkendte regionale varmeplan.

Retningslinjerne i den kommunale varmeplan kan i øvrigt udformes mere eller mindre forpligtende. Hvor der er tale om aktiviteter, som er afgørende for planens realisering, og som vedrører planens hovedelementer (netstruktur, områdeinddeling, brændselsanvendelse o.s.v.), vil retningslinjerne have bindende eller anvisende karakter - være programorienterede - og være møntet på selskaber og forbrugere.

Er der tale om målsætninger eller hensigtserklæringer, vil varmeplanens retningslinjer tilsvarende have en mere generel karakter. Oplysninger om kommunalbestyrelsens mål og hensigter er vigtige budskaber for selskaber og forbrugere, og er desuden rettesnor for den senere administration af varmeplanen, samt for opfølgning vedrørende perspektivdelen.

Endelig kan den kommunale varmeplans retningslinjer indeholde tilkendegivelser om aktiviteter, kommunalbestyrelsen selv agter at iværksætte (undersøgelser, udvidet forsyningsvirksomhed o.lign.). Kommunalbestyrelsens intentioner rækker i reglen betydeligt længere end den regionale plan foreskriver. Hvor kommunen påtager sig rollen som igangsætter, vil dette være helt åbenbart.

I forhold til den godkendte regionale varmeplan og varmeforsyningslovens §§ 6, 7 og 8 skal den kommunale varmeplan under alle omstændigheder opfylde en række mindstekrav til indholdet. Disse mindstekrav udtrykker resultaterne af den tidligere varmeplanlægning og samarbejdet herom. Resultaterne skal konkretiseres i det videre planlægningsforløb.

Den godkendte regionale varmeplan vil således indeholde retningslinjer eller vilkår for de overordnede anlægs etablering.

Regionale rammer

Tidsfølgeangivelser

- tidsfølge for etablering af fordelingsnet til naturgasforsyning

- tidsfølge for etablering af varmecentraler til naturgas, halm, træ m.v.

- tidsfølge for etablering af kraftvarmeforsyning m.v.

- tidsfølge for nedlæggelse, ændring eller revurdering af midlertidige anlæg

- handlingsplaner for udnyttelse af regionale ressourcer (overskudshalm, biogas m.v.)

- tidspunkter for revision af planen.

Vilkår og rækkefølgeangivelser

- vilkår, rækkefølge og evt. tidsfølge for naturgasforsyning af forsyningsoplande og af sammenhængende byområder, f.eks. i to eller flere kommuner

- vilkår for anlægsændringer m.v. i sammenhæng med forbrugsudvidelser o.lign. (f.eks. ændrede driftsstrategier i nettene)

- fordeling af lokale ressourcer til fjernvarmeanlæg, individuel opvarmning, industrielle formål, kraftvarmeværker m.v.

- betingelser vedrørende organisation

- oprettelse af informationssystem.

De regionale retningslinjer overføres - mere eller mindre direkte - til den kommunale varmeplan. De bindende retningslinjer vil blandt andet afspejle konkrete aftaler vedrørende forsyningforhold indgået gennem forhandling mellem kommunalbestyrelsen, forsyningsselskaberne og eventuelt de overordnede myndigheder.

Den godkendte regionale plan anviser desuden, hvordan indenlandske energiressourcer bruges, således at der blandt andet er taget stilling til anvendelsen af naturgas, halm/træ/affald/biogas, kraftvarmeforsyning fra værker, der udnytter indenlandske energikilder, overskudsvarme o.s.v. inden for regionens fjernvarmeværker (eksisterende/nye). Anvisningerne kan indgå i samlede handlingsprogrammer.

Handlingsplaner

Handlingsplaner er et vigtigt element i såvel regional som kommunal varmeplanlægning. Handlingsplaner koordinerer aktiviteter hos myndigheder, selskaber, energileverandører og forbrugere, og de omfatter planlægning, projektudarbejdelse, aftaler, anlægsaktiviteter, organisation, tilslutningsforhold og andre forhold af betydning for gennemførelsen.

Eksempler på handlingsplaner

- anvendelse af overskudshalm

- etablering af biogasanlæg som led i gødningshåndtering

- udbygning med decentrale kraftvarmeværker, baseret på indenlandske energikilder

- opbygning af en naturgasforsyning i et bestemt byområde eller mindre bysamfund (tilslutning af offentlige bygninger, forsyning af fjernvarmeværker, tilslutning af industri o.s.v.)

- etablering af nye fjernvarmeværker

- øget tilslutning til eksisterende varmeværker.

Eksempel på handlingsplan for udnyttelse af halmoverskud

- nærmere kortlægning af halmoverskud og leveringsmuligheder

- organisation af indsamling hos jordbrugere (presning, lagring og transport)

- dannelse af selskab til etablering og drift af halmfyret varmecentral

- aftaler om priser m.v. for halm, varme o.s.v.

- initiativer til etablering af nye fjernvarmeværker, herunder organisation, finansiering og garantier

- samlet handlings- og tidsplan for de enkelte aktiviteter.

Opfølgende initiativer m.v.

I den kommunale varmeplan kan en række videre aktiviteter tages op til behandling, f.eks. kan tekniske og økonomiske undersøgelser, indberetning og andre aktiviteter aftales nærmere med selskaberne. Den kommunale varmeplan kan således fastlægge en række opgaver, som er drøftet med det enkelte varmeværk, f.eks.

- Opstilling af et samlet program for det eksisterende fjernvarmenets renovering og drift, herunder blandt andet

- - analyser af nettets kapacitetsforhold og strategier for dimensionering ved udskiftning af delstrækninger

- - mulighed for at mindske ledningstab og driftudgifter ved sænkning af fremløbs- og returtemperatur (ved at reducere om løb, ændre pumper, øge afkøling o.s.v.)

- - samkøring af værkets centraler og kedler til udnyttelse af kedelkapacitet og til energiøkonomiske drift (grundlast/spidslast m.v.) samt forbedring af kedelvirkningsgrader (røggaskøling, miljøforanstaltninger o.s.v.)

- Initiativer til øget tilslutning gennem takstpolitik, brugerinformation, tilslutningspligt, nye finansieringsformer m.v.

- Ressourcestyring i selskabernes anlægs- og driftplaner, således at arbejdskraft og materiel udnyttes rationelt over tid og koordineres med andre aktiviteter i området.

- Dannelse af lokalt koordinationsorgan vedrørende samordning af anlægsarbejder mellem vejmyndigheder og ledningsejere indbyrdes.

- Indberetninger fra selskaberne om aktiviteter (budgetter, regnskaber, udbygningsplaner m.v.) som led i et gensidigt informationssystem af betydning for planens opfølgning og eventuel revision.

Selvstændige kommunale initiativer til gennemførelse af varmeforsyningsprojekter kan f.eks. omfatte

- økonomiske tiltag (fonde, finansieringgarantier o.s.v.)

- dannelse/udvidelse af kommunal forsyningsvirksomhed

- borgerinformation

- rådgivningsbistand til lokale grupper/varmeværker fra forvaltning eller konsulenter

- tilslutning af kommunale bygninger

- anvendelse af styringsmidler (forbud mod el-varme, tilslutningspligt for nybyggeri og eksisterende bygninger, etablering af nye fjernvarmeværker, herunder organisation, finansiering og garantier

- samlet handlings- og tidsplan for de enkelte aktiviteter.

Den kommunale varmeplan kan tage spørgsmål op om bygningsmassens isolering og energistyring.

- Energibesparelser og energistyring i bygninger, (på den ene side naturgas- eller fjernvarmeforsynede bygninger, samt på den anden side individuelt opvarmede bygninger i fjernvarme- eller naturgasområder, som kan tilsluttes).

- Bygninger med særlige energibehov såsom

- - hospitaler/sygehuse

- - døgninstitutioner

- - skoler m.v.

- - erhvervsområder

- Principper for etablering af opvarmning og isolering i

- - individuelt opvarmede bygninger

- - lavenergihuse

- - bygninger forsynet med varmepumpe eller solfanger

- - elopvarmede huse

- - sommerhuse m.v.

2.3 Planen opbygning

Den kommunale varmeplan udgør grundlaget for administration og må fungere som et brugbart værktøj for planens gennemførelse. Den bør derfor have en form og et indhold, der gør den anvendelige i den kommunale administration, for borgere og for forsyningsselskaber, og samtidig muliggør amtsrådets påsyn af, om planens retningslinjer er i overensstemmelse med den regionale varmeplan.

Planen kan opdeles i fire hovedafsnit

- Indledning

- Status

- Programdel

- Perspektivdel

Indledning

Varmeplanen kan indledes med et sammendrag. Det kan omfatte nogle sider, der kort beskriver, hvad en kommunal varmeplan er (hjemmel, retsvirkninger og offentliggørelse), og angiver planens udbygning m.v. og de bysamfund, der berøres af ændringer, evt. vist på et oversigtskort. Sammendraget kan f.eks. anvendes til en folder (eventuelt en for hvert område/forbrugerkategori), som udsendes til orientering (evt. husstandsomdelt) efter planens vedtagelse.

Status

Status omfatter

- nuværende varmeforsyningsforhold (kortlægning, ressourceopgørelser m.v.)

- resultater fra oplægsfasen - oplæg og skitser, offentlighedsfasen samt kommunalbestyrelsens prioritering (herunder det midlertidige administrationsgrundlag)

- afsluttet delplanlægning, godkendte projekter, tilslutning af nybyggeri, elvarmeforbud m.v. samt eventuel nyvurdering heraf

- eventuelle særlige lokale undersøgelser (f.eks. vedrørende kraftvarmeforsyning, forsøgsprojekter)

- overordnede forudsætninger (f.eks. Energiministeriets breve af 25. marts 1985 og 8. juli 1986 og konkrete regionale forudsætninger)

- den godkendte regionale varmeplan (Energiministeriets godkendelse af amtsrådets plan)

- aftaler og tilsagn fra forsyningsselskaber.

Ændres nogle af disse forudsætninger afgørende, f.eks. ved nye planlægningspriser, ændret enhedsforbrug, energiafgifter m.m., er det muligt at sammenligne afvigelserne, og de ændrede forhold kan være et signal til, at kommunen foretager en revurdering af plangrundlaget.

Programdel

Programdelen omfatter

- retningslinjer

- redegørelse (herunder konsekvensbeskrivelse)

Programdelen omfatter rammer og handlingsplaner for udbygning og omstilling af varmeforsyningsanlæg. Beslutningerne præsenteres i form af retningslinjer, ledsaget af en redegørelse. Det gælder også beslutninger, som effektueres efter en årrække. F.eks. beslutninger om midlertidige anlæg inden overgang til kraftvarmeforsyning, eller om naturgasforsyning af en mindre by på længere sigt. Programdelen må som minimum række frem til førstkommende plantillæg eller revision, for at opnå en fornuftig rytme i planlægningen.

Retningslinjerne omfatter de førnævnte emner. Retningslinjerne må være præcise, af hensyn til selskaberne og forbrugerne.

I redegørelsen forklares og uddybes retningslinjerne. I redegørelsen indgår kortgrundlag, beskrivelse af planen og konsekvensbelysning (sammenligning med referenceplanen vedrørende energi, samfunds- og selskabsøkonomi, miljø, beskæftigelse, valuta m.v.). Redegørelsen må indeholde fyldestgørende oplysninger om beslutningsgrundlaget og om kommunalbestyrelsens mål og bevæggrunde.

Uddrag af bemærkninger til § 7 i forslag til lov om varmeforsyning (1979)

Programdelen er en detaljeret planlægning, som er integreret i kommunernes 4-årige budgetlægning.

I programdelen fastlægges

- En nøje afgrænsning af de forbrugssektorer og de dele af kommunens områder, som skal forsynes med bestemte energiformer til varmeforsyning under anvendelse af nærmere angiven forsyningsteknik.

- En detailstruktur for placering af forsyningsvirksomheder og anlæg for forsyningsnet.

- En tidsfølge for iværksættelsen af de ifølge programdelen fastlagte omlægninger og nyetableringer af varmeforsyningssystemer.

- Hvem, der forudsættes at tilvejebringe de planlagte anlæg (kommuner eller private).

- Angivelse af omkostninger ved planens realisering samt fordelingen mellem kommuner, forbrugere og energileverandører.

- Forholdet til kommunens fysisk planlægning i øvrigt.

- Oversigter over beskæftigelses- og miljøpåvirkningen forbundet med programdelens iværksættelse.

Retningslinjer og redegørelse bør være tæt sammenknyttet, f.eks. samlet for hvert geografisk område. Der bør redaktionelt skelnes klart mellem egentlige retningslinjer og redegørelsesstof. Dette letter amtsrådets påsyn og brugerens overblik.

Perspektivdel

I perspektivdelen opstiller kommunalbestyrelsen de langsigtede målsætninger og fastlægger de overordnede strukturer og forsyningsoplande i kommunens varmeforsyning. Kommunalbestyrelsen kan også fremkomme med henstillinger og tilkendegivelser om den fremtidige varmeforsyning i de enkelte dele af kommunen.

Perspektivdelen omfatter desuden emner, som ikke ved planens udarbejdelse og vedtagelse kan fastlægges i programdelen og dermed i de handlingsorienterede retningslinjer.

Der udvikles og afprøves i disse år en række anlægstyper, baseret på lokale energiressourcer og lavtemperatursystemer. Samtidig ændres og udvikles finansieringsformer og prisrelationer. Denne udvikling kan bl.a. skabe grundlag for etablering af nye anlæg, og iøvrigt påvirke forsyningsmuligheder. Dette gælder såvel i områder, der ikke umiddelbart kan fjernvarme- eller naturgasforsynes, som i de eksisterende forsyningssystemer. Nye anlæg er blandt andet af interesse i landdistrikter og småbyerne. Perspektivdelen kan derfor naturligt indeholde en række tilkendegivelser herom. Målet må være, at man gennem den samlede varmeplanlægning dels kan opfange den tekniske udvikling, dels kan tilpasse varmeforsyningen til de ændrede forudsætninger af organisatorisk, finansiel og økonomisk karakter.

I perspektivovervejelser er det afgørende, hvordan varmeplanen følges op. Det kan - som nævnt - dreje sig om iværksættelse af særlige undersøgelser og handlingsplaner, der kan føre til, at de lokale ressourcer udnyttes bedre. Eller det kan vedrøre udarbejdelsen af projekter for nye fjernvarmeanlæg. Planopfølgningen sker også gennem plantillæg, revisioner og redegørelser.

Emner i varmeplanlægningen

Perspektivdelen må afspejle, at varmeplanlægningen forsætter som en rullende proces, hvor perspektivdelens indhold ved opfølgning overføres til programdelen, når forslagene viser sig teknisk og økonomisk gennemførlige. Der kan komme nye overvejelser ind i den nye perspektivdel - og så fremdeles! Gennem denne rullende proces udvikles den kommunale varmeplans indhold, også i en geografisk dimension.

Uddrag af bemærkning til § 7 i forslag til lov om varmeforsyning (1979)

Perspektivdelen består i en oversigtlig planlægning der angiver nogle mål, der er knyttet til et fremtidigt boligtal, opvarmningsbehov eller lignende.

I perspektivdelen kan fastlægges

- En hoveddeling af kommunens areal i områder, som påtænkes forsynet med bestemte energiformer under anvendelse af nærmere angiven forsyningsteknik.

- En grovstruktur for placering af forsyningsvirksomheder og for udstrækningen af tilhørende forsyningsområder/-net, herunder placering af virksomheder, som i forbindelse med deres drift afgiver overskudsvarme, som kan anvendes til bygningers opvarmning m.v.

- En rangordning af de ifølge perspektivdelen fastlagte omlægninger og nyetableringer af varmeforsyningssystemer.

- Oversigter over perspektivdelens relationer til anden langsigtet planlægning, herunder den regionale varmeforsyningsplan, samt vurdering af miljøpåvirkningen.

- Oversigter over de totale investeringer og disses finansiering.

Det er af betydning, at kommunalbestyrelsen formulerer reelle og forpligtende målsætninger - også i denne del af varmeplanen.

Det sker ved at udpege de byer og delområder, som er egnet for kollektiv varmeforsyning på lidt længere sigt, og at tilrettelægge administration af bl.a. elvarmeforbud i disse områder herefter;

Desuden må kommunalbestyrelsen opstille mål for fjernvarmeværkernes brændselsanvendelse på lidt længere sigt, således at f.eks. importeret brændsel erstattes med indenlandske energikilder, afhængigt af prisforhold.

Endelig kan der i perspektivdelen fastlægges undersøgelser og andre planlægningsaktiviteter i en art handlingsprogram, bl.a. rettet mod senere revurdering af perspektivdelen.

Opfølgning af program- og perspektivdelen

Opfølgning af varmeplanen kan eksempelvis ske ved, at den kommunale forvaltning - eventuelt i sammenhæng med udbygningsplaner eller budgetlægning i selskaberne og kommunen - redegør om plangennemførelsen over for kommunalbestyrelsen.

Redegørelsesemner

- programdelens gennemførelse

- eventuelle ændringer i forudsætninger og planens grundlag

- perspektivdelens mål

- aktiviteter, gennemført siden planens vedtagelse.

Kommunalbestyrelsen (eller det pågældende udvalg) kan tage stilling til, hvorvidt denne redegørelse fører til nyvurderinger, fremskyndelse af projekter eller ændringer i varmeplanens program- og perspektivdel gennem en supplering, justering eller revision af planen.

Det er muligt at inkorporere sådanne beslutninger i de flerårige kommunale budgetter på linje med andre sektorplaner, og forsyningsselskaberne kan samtidig indrette deres udbygningsplaner og budgetter efter planvedtagelser og andre beslutninger i kommunalbestyrelsen.

3. PLANLÆGNINGSARBEJDET

Udarbejdelsen af den kommunale varmeplan er en arbejdsproces med mange parter involveret. Kommunen er initiativtager og organisator, og bør fra starten sikre sig overblik i samarbejdet med de mange interessenter. En bevidst satsning på formidling og inddragelse af selskaber, leverandører og offentligheden være kan nyttig, også efter planens færdiggørelse.

Planen skal følges op gennem initiativer og handlinger, der på forskellig måde inddrager et stort antal interessenter. Planens gennemførelse fordrer en aktiv medvirken fra hver interessent - som tilsvarende har en række bidrag, krav og forventninger til planen. Interessenterne besidder en konkret viden og kan (og skal efter lovgivning) give oplysninger til brug af planarbejdet - og samtidig ønsker de som oftest at præge resultaterne. Samarbejdet vil derfor dels have en formel karakter med gensidig information, forhandlinger m.v., dels kunne være en udviklende dialog. En gunstig udvikling i kommunens samarbejde med interessenterne kan føre planlægningen ind i »en god cirkel«, d.v.s. et optimalt resultat i en helhedsvurdering.

Kommunen fastlægger og styrer varmeforsyningsforholdene gennem den kommunale varmeplan og den efterfølgende administration m.v.

Energiministeriet/Energistyrelsen varetager statslige tilskudsordninger, administrative regler m.v. og udstikker desuden de overordnede rammer for den kommunale varmeplans indhold gennem godkendelsen af den regionale varmeplan og forudsætninger i øvrigt.

Amtskommunen varetager disse interesser ved påsynet af den kommunale varmeplans overensstemmelse med den regionale plan.

Det praktiske ansvar for varmeproduktionen og distributionen til forbrugerne hviler på kommunale eller private forsyningsselskaber, mens betalingen for varmeforbruget og finansieringen påhviler den enkelte forbruger.

Som led i varmeproduktion spiller levererandører af energi (halm, træflis, biomasse, naturgas, overskudvarme, kraftvarme o.s.v.) samtidig en rolle.

Gruppering af parterne

- Forsyningssiden

- - eksisterende forsyningsselskaber (fjernvarme, naturgas, kraftvarme, affaldsforbrænding m.fl.

- - mulige, fremtidige forsyningsselskaber (f.eks. lokalt arbejdende grupper, ny selskabsdannelser)

- Leverandørsiden

- - eksisterende energi-/brændselsleverandører (kraftvarme, overskudvarme, lokale brændsler som halm, træflis, affald og biogas)

- - mulige energi-/brændselsleverandører

- Forbrugersiden

- - eksisterende forbrugere (er muligvis repræsenteret gennem eksisterende forsyningsselskaber eller som storforbrugere, boligselskaber, industri, amtsinstitutioner o.s.v.)

- - potentielle forbrugere (kan være repræsenteret via kommunen eller lokale arbejdsgrupper, boligforeninger, erhvervssammenslutninger m.fl.)

Inddragelsen af disse parter kan gøres resultatorienteret, således at eksempelvis problemstillinger om finansielle og organisatoriske forhold søges løst, eller at der sker afklaring af leverandørforholdene for en lokal energikilde.

Der har allerede været samarbejdet i kortlægnings- og oplægsfasen. Samarbejdet under planudarbejdelsen vil i reglen være mere intensivt og f.eks. omfatte drøftelser med henblik på et afstemme selskabernes udbygningsplaner med den kommunale varmeplan. Samarbejdet fortsætter i gennemførelse og opfølgning af varmeplanen.

Inddragelse af nogle af interessenterne kan i praksis bedst foregå gennem de lokale organisationer (f.eks. landboorganisation, skovejere, grundejerforeninger). Inddragelsen af de eksisterende forsyningsselskaber (fjernvarmeværker, gasselskaber m.v.) er foreskrevet i varmeforsyningsloven.

Forsynings- og leverandørsiden bør som minimum deltage gennem hele planprocessen, mens større enkeltforbrugere, institutioner og forbrugersiden i øvrigt kan inddrages efter behov.

I nogle tilfælde kan det være en fordel at inddrage amtskommunens teknikere, eventuel ekspertise vedrørende energianlæg eller andre, som kan bistå ved teknisk krævende projekter m.v.

Kommunal varmeplangruppe

I mange kommuner, særligt mindre kommuner, kan det være en god ide at oprette en planlægningsgruppe (vist i figuren), som kan stå for udarbejdelsen af varmeplanen, og for det er muligt at inddrage synspunkter og forslag fra den enkelte interessenter, samt skabe forståelse og engagement vedrørende planens indhold og virkeliggørelse. Til planlægningsgruppen knyttes kommunens varmeplanlæggere, samt evt. rådgivere og konsulenter. Planlægningsgruppen sammenkaldes regelmæssigt gennem hele planprocessen, i forhold til planprocessens delaktiviteter, så gruppen løbende kan bidrage i planarbejdet.

3.1 Udarbejdelse af planen

Et samlet overblik over planarbejdet gør det muligt at styre processen til et resultat inden for de tidsfrister, som fastlægges ved godkendelsen af den regionale varmeplan. Opstilling af en aktivitetsplan for arbejdet kan således være til stor hjælp.

I figuren et vist et eksempel på en aktivitetsplan. Den må indrettes efter de lokale forhold ved det konkrete projekt, og opfølgning er til stadighed nødvendig, særligt i tidskritiske faser som ved planens/projektets afsluttende behandling eller ved anlægsstart.

Tids- og aktivitetsplan for den samlede varmeplanlægning (eksempel)

Den regionale varmeplan

ajourført kortlægning (kommune)

1. oplæg (kommune)

sammenfatning (amt)

regionale skitser

2. oplæg (kommune)

offentlighedsfase (amt, kommune)

politisk beslutning (kommune)

politisk beslutning (amt)

forhandling om forudsætninger (amt, Energimin.)

regional varmeplan (amt)

godkendelse af regional varmeplan (Energimin.)

Den kommunale varmeplan

status, mål, forudsætninger (kommune)

drøftelser, forhandling (kommune, selskaber)

foreløbig plan (kommune)

konsekvensanalyser (kommune)

rapport: retningslinjer, redegørelse (kommune)

foreløbig vedtagelse (kommune)

høring (amt, offentlighed, selskaber m.v.)

endelig vedtagelse (kommune)

opfølgning, revision (kommune)

Projekter

naturgasfordelingsledning

- projektudarbejdelse (naturgasselskab)

- godkendelse (amt/kommune)

- etablering (naturgasselskab)

naturgas til mindre byer

- projektarbejdelse (naturgasselskab)

- godkendelse (kommune)

- etablering (naturgasselskab)

- tilslutning (naturgasselskab)

nyt halmvarmeværk

- stiftende generalforsamling (plangruppe)

- projektforslag (varmeværk)

- godkendelse (kommune)

- tilskudsmidler (Energistyrelsen)

- etablering (varmeværk)

- tilslutning (varmeværk, kommune)

Undersøgelser m.v.

biogas

- ressourcer (kommune)

- anvendelsesmuligheder (kom., landboforen.)

varmeforsyning i spredt bebyggelse (kommune)

- besparelsesmuligheder

- indpasning af vedvarende energi

- etablering af kollektive systemer

indberetninger

- fra selskaber til kommune

- fra kommune til amt

Selskabernes beslutninger indgår som selvstændige aktiviteter, ligesom projektfasen må inddrages (projektgodkendelser, ekspropriation, anlægsarbejde, driftsstart o.s.v.). Det er desuden væsentligt at afse god tid til politisk behandling, og evt. lægge »midtvejsmøder« ind i tidsplanen.

Eksempel på aktiviteter i planudarbejdelse

- opstilling af status, mål, bindinger og forudsætninger

- drøftelser med selskaber m.fl.

- foreløbig målfastlæggelse og opstilling af kommunal varmeplan

- konsekvensanalyser af den kommunale varmeplan

- udarbejdelse af rapport med retningslinjer og redegørelse

- foreløbig politisk behandling

- høring af amtskommunen og andre (selskaber, offentlighed m.v.)

- vedtagelse af den kommunale varmeplan

- vedtagelse af den kommunale varmeplan

- projektarbejde m.v.

- opfølgning

Gennem opstilling af status, forudsætninger og bindinger for den kommunale varmeplan er det muligt at afdække spillerummet for den kommunale varmeplan. F.eks. vil mange kommuner gennem oplægsfasen have etableret et midlertidigt administrationsgrundlag, og oplægsfasen kan - ud over hovedskitserne - have omfattet vurderinger af den eksisterende fjernvarmeforsyning, herunder undersøgelser vedrørende renovering, øget tilslutning, samkøring, ændrede driftsbetingelser etc. Samtidig er de enkelte forsyningssystemer udbygning og afgrænsning belyst, herunder specielt afgrænsning mellem naturgas- og fjernvarmeforsyning. Oplægfasen kan også have omfattet undersøgelser og vurderinger af mulighederne for etablering af nye fjernvarmeværker eller biogasanlæg, f.eks. i mindre byer. Overvejelser af organisatorisk og økonomisk karakter har måske også indgået i oplægsfasen. Status og mulige målsætninger kan eventuelt drøftes i kredsen af interessenter.

Ved den foreløbige fastlæggelse af målsætningerne for den kommunale varmeplan kan den nævnte oversigt over status, forudsætninger og bindinger - sammen med målsætningsovervejelser - lægges frem for politikerne, eventuelt ved et arbejdsmøde i kommunalbestyrelsen.

Til støtte for måldiskussionerne kan der være behov for særlige analyser, f.eks. af økonomiske konsekvenser ved valg af den ene eller anden løsning. Disse undersøgelser må indpasses i det videre planarbejde, eventuelt i en justeret aktivitetsplan for planlægningsprocessen.

På baggrund af målsætningsovervejelserne og forskellige synspunkter og forslag fra selskaber, offentlighed m.v., kan udformning af planforslagets retningslinjer og redegørelse påbegyndes.

Overvejelser om organisation, aftaler, finansiering m.v. starter tidligt i processen. Der skal tages stilling til, hvem der driver og bygger anlægget, og hvorledes energileverancen og markedsopbygning tilrettelægges. Der kan eksempelvis være tale om, at der - som led i handlingsplaner - sikres holdbare tilsagn og aftaler om levering og aftag af lokale energikilder, som spiller en vigtig rolle i mange kommuners fremtidige varmeforsyning. Forinden varmeplanen endeligt vedtages, bør der tilsvarende foreligge aftaler om kraftvarme- eller overskudsvarmelevering, leveringstilsagn fra naturgasselskabet o.s.v. Oplysninger og inspiration vedrørende aftalerne og kontrakternes udformning kan bl.a. hentes fra kommuner og selskaber, der allerede har indgået leverings- og leverandøraftaler.

Konsekvensbelysning udføres dels i samarbejde med de pågældende forsyningsselskaber (bl.a. ud fra udbygningsplaner, skitseprojekter og økonomiske overslag), dels med hjælpeværktøjer i form af EDB-modeller m.v. samt »Forsyningskatalog 85«. For områder, der ikke dækkes af eksisterende forsyningsselskaber, kan konsekvensbelysningen baseres på oplægsfasens skitseprojekter og tilknyttede undersøgelser, eller der kan fremdrages erfaringer fra forskellige pilotprojekter.

Når planforslagets hovedkonturer foreligger i form af retningslinjer og redegørelse sammen med konsekvensbelysning, kan resultaterne drøftes videre i interessentkredsen. Samtidig fastlægges rapportering, herunder høring over og formidling af planen over for selskaber og forbrugere.

Kommunalbestyrelsen kan herefter foreløbigt vedtage planforslaget og sende forslaget til påsyn hos amtsrådet (varmeforsyningslovens § 8.) Giver amtsrådets påsyn anledning til forhandling om ændringer m.m. i planens indhold, må de berørte parter inddrages heri.

Kommunalbestyrelsen kan endeligt vedtage den kommunale varmeplan efter enighed med amtsrådet, hvorefter planen offentliggøres.

3.2 Høring og offentliggørelse

Offentligheden kan eventuelt inddrages, når planforslaget foreligger, og inden varmeplanen vedtages endeligt i kommunalbestyrelsen. I de kommuner, hvor offentligheden ikke tidligere har været inddraget (i oplægsfasen), er offentlighedsperiode af mindst 3 måneders varighed obligatorisk.

Når den kommunale varmeplan er endeligt vedtaget, skal den offentliggøres, jfr. Energiministeriets bekendtgørelse om varmeforsyningslovens kapitel 2.

Høring over planforslag

Kommunalbestyrelsen skal høre amtsrådet over forslaget til den kommunale varmeplan. Samtidig er der behov for at få forsyningsselskabernes og andre parters reaktioner på forslaget, inden disse parter bindes gennem kommunalbestyrelsen endelige vedtagelse.

I delplanlægningen er der i øvrigt foreskrevet en 6 ugers høring over delplanforslag - samme frist, som gælder ved høring over projekter. Denne høring har først og fremmest haft karakter af en indsigelsesmulighed, viser erfaringerne fra delplanlægning og projektbehandling. Indsigelserne er kommet fra selskaber eller enkelte forbrugere, som mener, deres interesser tilsidesættes ved planens/projektets gennemførelse.

Offentlighedens inddragelse omkring forslag til den kommunale varmeplan vil sjældent være anledning til det samme omfang af debat som i oplægsfasen, uanset om kommunalbestyrelsen gør en særlig indsats for at skabe interesse for forslaget. På den anden side præsenteres borgerne nu for udkast til konkrete beslutninger, som man kan forholde sig ret præcist til.

Planforslagets perspektivdel - f.eks. spørgsmål om etablering af nye fjernvarmeværker på længere sigt - kan naturligvis gøres til genstand for mere åben debat og overvejelser.

Høringen over planforslaget kan målrettes - dels gennem indkredsning af, hvem der kan have størst interesse i et deltage i høringen, dels gennem valg af kommunikationsformer.

Offentliggørelse af den vedtagne varmeplan

Når kommunalbestyrelsen har vedtaget varmeplanen endeligt, er der behov for at informere om planens indhold. Forbrugerene har behov for at kende planens konsekvenser for deres ejendom og lokalområdet, og indrette dispositioner vedrørende varmeinstallationer, energibesparelser o.s.v. i overensstemmelse hermed. Informationen kan f.eks. bestå af et sammedrag af varmeplanen i det pågældende (lokal-)område.

Forbrugerne modtager i øvrigt andre informationer, dels fra kommunen, dels fra fjernvarme- og naturgasselskaberne. Forskellige energileverandører (olie- og elselskaber m.fl.), VVS-installatører, sælgere af varmeteknik og andre annoncerer på forskellig vis. Informationsstrømmen i form af reklamer, annoncer, tilbud, medlems- og forbrugerblade, pressen o.s.v. kan være med til såvel at øge forbrugerens bevidsthed som at skabe voksende forvirring om, hvorledes man som forbruger disponerer klogest. Klar besked fra kommunen kan være både nødvendig og velkommen.

Den kreds af forbrugere, som i dag har individuel opvarmning, men som har mulighed for at tilslutte sig fjernvarme- eller naturgasforsyning, må have særlig grundig information (markedsføring), som kan tilrettelægges i et samarbejde mellem forsyningsselskab og kommune.

En brugerorientering kan omfatte oplysninger om

- hvordan forskellige brugergrupper berøres

- hvornår omlægning forventes

- hvilken organisation, der gennemfører planen

- hvad det vil koste

- hvilke virkemidler, der vil blive anvendt.

Offentliggørelsen af den kommunale varmeplan kan også være starten på videre drøftelser og overvejelser om bestemte emner, der indgår i perspektivdelen eller i handlingsplaner.

Kommunikationsformer

Valg af kommunikationsform afhænger af de oplysninger, der skal formidles, og af målgruppen.

Den kommunale varmeplan - og planforslaget - har form af en rapport. Rapporten distribueres til høringsparter og særligt interesserede. Rapporten skal også kunne gennemses - fremlagt i forvaltningen eller på biblioteker. Den skal i øvrigt kunne rekvireres.

Et sammendrag i rapporten kan muligvis være egnet for en folder, pjece eller brochure, som kan trykkes i større oplæg og eventuelt uddeles og lægges frem. Husstandsomdeling sikrer, at varmeplanens hovedtræk kendes i en større kreds.

Forud for borgermøder, som led i markedsføring eller ved meddelelse af kommunale påbud m.v. kan et krav til hver enkelt forbruger o.s.v. anvendes. Et brev kan indeholde afgrænsede informationer, f.eks. et konkret tilbud om naturgas, tilslutning til fjernvarme, mulighed for isolering m.v.

Annoncer kan bruges til at fortælle om møder, fremlæggelse af planen, særlige planlægningsspørgsmål, træffetid i forvaltningen o.s.v. Nogle kommuner har i oplægsfasen anvendt helsidesannoncer i husstandsomdelte lokalaviser i stedet for særlige pjecer/tryksager.

Pressemeddelelser, artikler og læserbreve kan være med til at give varmeplanen omtale.

Det kan også være en god ide at arrangere en (vandre-)udstilling, som kan placeres på f.eks. biblioteket, rådhuset, skolen, posthuset, banken eller sparekassen.

Andre kommunikationsmidler, som kan anvendes - evt. i kombinationer - er borgermøder, studiekreds, pressemøde, telefontid, træffetid, butik, video og dias, debatavis, plakater og busreklamer.

Råd, vejledning og yderligere oplysninger kan indhentes hos Energistyrelsen eller gennem Informationssekretariatet for Vedvarende Energi. Der henvises i øvrigt til »Varme tips«, Energistyrelsen, juli 1983.

4. OPFØLGNING

Kommunalbestyrelsen har et samlet ansvar for udviklingen på varmeforsyningsområdet. En række løbende opgaver vedrørende projektgodkendelser og anmeldelser, tilslutning, forbud m.v. er efterhånden indarbejdet i en fast administrativ praksis. Efter varmeplanens vedtagelse kommer nye opgaver til som led i gennemførelsen. Egentlige tilsynsopgaver og senere opfølgning vedrørende planen og dens gennemførelse indgår også i kommunens arbejde.

Indtil varmeplanens vedtagelse har anvendelsen af virkemidler hvilet på det midlertidige administrationsgrundlag.

Midlertidig administration

- forbud mod elvarme i byområder

- fortsat tilslutning af eksisterende fjernvarmeforbrugere

- midlertidig udskydelse af forskellige udbygningsprojekter for fjernvarmen

- overgangsordninger

- F-gasprojekter

- olietankadministration

- information om varmeplanlægning

Den kommunale varmeplan rummer mål, hensigter og rammer for de forskellige interessenters aktiviteter. Kommunalbestyrelsen skal virke for planens gennemførelse - i praksis sørge for, gennem aktivt samarbejde og styring, at de forskellige parter bidrager. Om nødvendigt må kommunalbestyrelsen selv udarbejde og sørge for, at de projekter, som planen foreskriver, gennemføres. En kombineret anvendelse af administrative, økonomiske og andre virkemidler kan medvirke til varmeplanens gennemførelsen.

§ 13. Kommunalbestyrelserne og amtsrådene skal ved administrationen af denne lov virke for varmeforsyningsplaneres gennemførelse og må ikke træffe afgørelser i strid med en endeligt vedtaget kommunal varmeforsyningsplan eller en godkendt delplan efter § 12.

I konkrete tilfælde kan de kommunale myndigheder dog dispensere fra en plan efter regler fastsat af energiministeren.

Planen vil i reglen indeholde præcise retningslinjer for de nærmest forestående aktiviteter i programdeles. Ligeledes danner perspektivdelens målsætninger, henstillinger og tilkendegivelser baggrund for en aktiv opfølgning.

Aktiviteterne kan være så præcist fastlagt i planen, at hver parts opgaver er beskrevet og tidsfæstet. I andre tilfælde vil planen udgøre en ramme, hvor rollefordelingen aftales i det videre arbejde. Det kan desuden være tilkendegivet i planen - typisk for perspektivdelen - at kommunalbestyrelsen selv vil fortsætte planlægning og undersøgelser og efterhånden tage initiativer, f.eks. som led i planrevision.

4.1 Administrative virkemidler

Kommunalbestyrelsen råder over en række administrative virkemidler efter varmeforsyningslovens kapitel 4. Beslutninger efter reglerne i kapitel 4 er juridisk bindende for selskaber og forbrugere (hvor planerne ikke er direkte forpligtende). Den kommunale varmeplan rummer retningslinjer for projektudarbejdelse og -behandling, og vil være et vigtigt grundlag for beslutninger om brug af administrative virkemidler (påbud/forbud o.s.v.).

Figuren viser en grov oversigt vedr. varmeforsyningslovens administrative styringsmidler. For en detaljeret gennemgang henvises til lovens kapitel 4 med tilhørende lovbekendtgørelser og cirkulærer. Vejledning 5/2 vejleder om styringsmidlernes anvendelse.

Regler og vejledning om anvendelsen af de administrative virkemidler fremgår blandt andet af

- lov om varmeforsyning (VFL)

- bekendtgørelse og cirkulære vedrørende godkendelse m.v. af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg (PBK)

- bekendtgørelse og cirkulære vedrørende tilslutning m.v. til kollektiv varmeforsyningsanlæg (TBK)

- vejledninger (Vejledning 5, del 1 og 2, med eksempler).

Lovens styringsmidler

På baggrund af et godkendt projekt kan kommunalbestyrelsen tage stilling til anvendelsen af påbud m.v.

VFL § 16 og TBK § 15

- Påbud til forsyningsselskaber (idet der skal foreligge plangrundlag) vedrørende

- - forsyningsområder

- - energiøkonomisk drift

- - samkøring med andre anlæg.

VFL § 17 og TBK § 16

- Påbud til forsyningsselskaber vedrørende

- - indretning af produktionsanlæg

- - brændselsanvendelse, art og omfang.

VFL § 18 og TBK §§ 4 og 5

- Påbud om tilslutning af ny bebyggelse.

VFL § 19 og TBK § 7/Vejl. 5/2

- Påbud om fortsat tilslutning af eksisterende bebyggelse.

VFLl § 19, TBK §§ 6, 8 og 9

- Påbud om tilslutning af eksisterende bebyggelse (tidligst efter 9 år, eller eventuelt ved udskiftning af væsentlig installation).

VFL § 20 og TBK § 14

- Påligning af anlægsbidrag efter VFL § 20.

VFL § 22 og PBK § 16

- Ekspropriation.

VFL § 21 og TBK § 15

- Forbud mod nærmere angivne opvarmningssystemer (forbud mod elvarme) kan anvendes (også af amtsrådet), før der foreligger en kommunal varmeplan eller godkendt projekt, såfremt det skønnes nødvendigt for gennemførelsen af varmeplanlægningen.

Varmeplanens vedtagelse er anledning til at vurdere brugen af styringsmidler over for selskaber og forbrugere. De midlertidige ordninger kan i mange tilfælde afløses af permanente; - og brugen af tilslutningspåbud m.v. kan eventuelt udvides.

Kommunalbestyrelsens og amtsrådets administration efter anden lovgivning - lokalplaner, miljøgodkendelser, olietankadministration o.s.v. - kan indrettes i overensstemmelse med den vedtagne varmeplan.

4.2 Økonomiske virkemidler

Gennemførelse af et varmeforsyningsprojekt beror i sidste ende på det selskabs- og brugerøkonomiske incitament. Uanset gunstig samfunds- og lokaløkonomi er adskillige projekter i tidens løb strandet på ringe økonomi for forbrugere (og for selskab). Der findes imidlertid en række virkemidler, som kan medvirke til en gunstig brugerøkonomi (såvel omkostning ved tilslutning som fremtidige varmeudgifter). Disse økonomiske virkemidler sigter på at understøtte selskabsinitiativer (f.eks. gennem finansiering og tilskud) og tilbyde forbrugerne vilkår, som er tilpasset deres likviditetsforhold og skatteforhold (f.eks. gennem finansiering). Ordningerne sigter mod at gøre brugerens økonomiske forhold efter omstilling/tilslutning sammenlignelige med - og helst bedre end - anden forsyning (f.eks. fortsat oliefyring eller overgang til f.eks. eldrevet varmepumpe). Der kan også tilbydes overgangsordninger og kapitalgarantier/fortrydelsesmuligheder, som fjerner forbrugerens økonomiske risici ved tilslutning.

Varmeafregningen vil kunne indrettes, så der er en samlet besparelse for forbrugeren, set over en årrække. Besparelse det første og de nærmestfølgende år er afgørende for de fleste forbrugeres valg. Et varmeforsyningsprojekts muligheder for at overføre underskud og kapitalomkostninger til senere år kan derfor være bestemmede for dets gennemførelse. Udnyttelse af takstpolitik, muligheder for refinansiering, indeksbelåning, statstilskud o.s.v. kan i øvrigt resultere i klare brugerøkonomiske fordele. En vifte af forskellige tilbud kan desuden betyde, at det er netop et udbud af muligheder, som kan tilfredsstille de individuelle behov - den ene forbruger kan f.eks. være en pensionist med et udslidt oliefyr, dårlig likviditet og manglende skattefradragsmuligheder; en anden forbruger kan være en husstand med høj skattepligtig indkomst, som har udnyttet lånemulighederne ejendommen, og som har et intakt, men uøkonomisk varmeanlæg.

Eksempler på økonomiske virkemidler

Låneformer

- Indekslån

- Realkredit, kommunegaranterede lån

- Udlandslån

- Særlige lånetyper

Tilskud, rabatter m.v.

- Tilskud fra Energistyrelsen

- Tilskud fra EF

- Teknologi- og forskningmidler

- Storkøb, fælleskøb og licitation

- Koordinering af anlægsarbejder ved veje, telefon, antenne, kloak, vand m.v.

Takster, tariffer m.v.

- Fremføring af underskud/prisudligning

- Anlægsbidrag (VFL § 20)

- Tilslutningsafgifter

- Introduktionsrabatter m.v.

- Engangsbidrag fra forbrugere

- Leje/låneordninger for installationer

- Aftaler med VVS-firmaer, pengeinstitutter m.v.

- Regulering via faste/forbrugsafhængige afgifter

4.3 Kommunen som initiativtager og formidler

Kommunalbestyrelsen har en koordinerende rolle i anvendelsen af styringsmidler og virkemidler, både som igangsætter og formidler.

Kommunalbestyrelsen kan, som indledning til et eventuelt projekt, foretage rundspørge hos borgerne, måske afholde vejledningen beboerafstemninger, informere på forskellig vis og opfordre til danne af lokale grupper, tilbyde rådgivning o.s.v.

I selve undersøgelses- og projektfasen kan kommunalbestyrelsen sørge for

- at forvaltningens tekniske bistand kanaliseres til det pågældende projekt,

- at der nedsættes projektgrupper,

- at der stilles lokaler og materiale til rådighed,

- at der ydes bidrag til konsulentbistand,

- at vejlede/ansøge vedrørende statstilskud og tilskud fra EF,

- at kontakte pengeinstitutter, organisationer, forskningsinstitutter m.v.

Kommunalbestyrelsen kan deltage i organisation af varmeforsyning, energileverancer og varmeforbrug.

I mange kommuner er fjernvarmeforsyningen således kommunalt drevet. Det kan tænkes, at der etableres kommunal forsyningsvirksomhed i kommuner, hvor dette ikke er tilfældet i dag, eller at den eksisterende kommunale forsyning ekspanderer til nye byer og byområder (f.eks. ved etablering af nye, mindre fjernvarmeværker).

Kommunen kan endvidere deltage i selskabsdannelser - tværkommunalt sker dette f.eks. i de regionale naturgasselskaber. Kommunalbestyrelsen kan gå aktivt ind i en lokal selskabsdannelse og påtage sig rollen som initiativtager med udgangspunkt i f.eks. en kommunal bygning i den pågældende by.

Kommunen har - sammen med bl.a. landbrug, skovbrug, amtskommunen og nabokommuner - indflydelse på leverancemulighederne for eventuelle uudnyttede lokale energikilder (overskudshalm, skovflis, overskudsvarme fra industrier, affaldsforbrænding, biogas m.v.). En udnyttelse af disse ressourcer i fjernvarmeforsyningen (f.eks. gennem omstilling af eksisterende værker, blokvarmecentraler o.s.v.) kan sikres ved, at kommunalbestyrelsen går ind i selskaber af energileverandører (energiselskaber) til udnyttelse af en eller flere af de lokale energikilder.

Et yderpunkt for et sådant energiselskabs virke kunne omfatte hele processen fra indsamling og oparbejdning af brændsel, til installering af fyringsanlæg. På den side kunne selskabets aktiviteter begrænses til rådgivning, leverancekoordinering, udarbejdelse af standardkontrakter og markedsføring.

Offentlige bygninger - skoler, daginstitutioner, kontorer, sygehus, fængsler o.s.v. - vil i reglen være et væsentligt kundegrundlag for fjernvarme- og gasnet. Kommunen har herved god muligheder for at deltage i realiseringen af et projekt, ligesom kommunen er et naturligt kontaktled til amts- og statsinstitutioner. Kommunens rolle kan her ses i sammenhæng med planlægningen for energibesparelser i offentlige bygninger (lov nr. 301 af 10. juni 1981 om begrænsning af energiforbruget i bygninger).

Uanset graden af kommunalt engagement er det væsentligt, at kommunen som varmeplanmyndighed til stadighed formidler ny viden af teknisk, organisatorisk og økonomisk karakter til eksisterende og potentielle varmeværker, leverandører, grupper af forbrugere m.fl.

LITTERATURLISTE

1. Bekendtgørelser og cirkulærer

1.1 Lov om varmeforsyning. Lovbekendtgørelse nr. 330 af 29. juni 1983, Energiministeriet.

1.2 Bekendtgørelse om kapitel 2 i lov om varmeforsyning. Energiministeriets bekendtgørelse nr. 187 af 17. maj 1984.

1.3 Forudsætninger for valg af forsyningsformer i varmeplanlægningen. Energiministeriets skrivelse 25. marts 1985.

1.4 Aftale om udbygning med decentrale kraftvarmeværker. Orienteringsskrivelse fra Energiministeriet 8. juli 1986.

1.5 Klar besked om varmeforsyning. Regelsamling fra Dafolo A/S, februar 1986.

2. Vejledninger, notater og pjecer fra Energistyrelsen

2.1 Kortlægning. Supplement nr. 1, juni 1982.

2.2 Notat om oplæg. Januar 1983.

2.3 Notat om regionale skitser. November 1983.

2.4 Notat om regionale varmeplaner. December 1984.

2.5 Projekter for naturgasdistributionsanlæg. Vejledning 5/1 med bilag, juli 1982.

2.6 Projekter for fjernvarmeanlæg. Vejledning 5/2 med bilag september 1983.

2.7 Organisering af lokale energiprojekter. Pjece, 1985.

2.8 Varmeforsyningsplanlægning 1985. Årsrapport 1985.

2.9 Varme tips. Om tilrettelæggelse af offentlighedsfasen i varmeplanlægningen, 1983.

3. Forsyningskatalog

3.1 Forsyningskatalog »85

3.2 Finansiering af energiprojekter, nye muligheder. Supplement til forsyningskataloget, 1986.

4. Øvrigt materiale

4.1 Energiplanlægning 1986. Statusnotat fra Energiministeriet.

4.2 Energiplan for en grøn ø. Kaj Jørgensen, Niels I. Meyer og Henning Pilegaard, marts 1986.

4.3 Varmeplanlægning - en med- eller modspiller? Planstyrelsen, november 1985.

4.4 Kommunal varmeplan for Østerslev Kommune. Århus Amtskommune, december 1985.

4.5 Finansiering af kollektiv varmeforsyning, AKF, marts 1985.

4.6 Decentral kraftvarme, vurdering af kraftvarmeanlæg. 2. delrapport, Energistyrelsen, december 1986.

4.7 Anvendelse af overskudshalm. Redegørelse nr. 1, Miljøstyrelsen 1986.

4.8 NPO-handlingsplanen og biogasfællesanlæg. Energistyrelsen, Miljøstyrelsen og Landbrugsministeriet, maj 1985.

4.9 Koordinering af anlægsarbejder i vejarealer. Ministeriet for Offentlige Arbejder, november 1985.

Vejledning om kommunale varmeplaner, udarbejdelse, formidling, opfølgning

FORORD

Dette notat giver oversigtlig vejledning ved udarbejdelse og opfølgning af den kommunale varmeplan. Notatet må ses i forlængelse af tidligere vejledninger og notater, som Energistyrelsen har udsendt.

Notatet henvender sig til kommunalpolitikere, kommunale teknikere, forsyningsselskaber, rådgivere og andre, der er involveret i varmeplanlægningen.

Notatet har sammenhæng med tidligere notater og med en række hjælpemidler, eksemplar m.v., som kan støtte ved udarbejdelsen af den kommunale varmeplan. Der henvises særligt til »Notat om regionale varmeplaner«, »Forsyningskatalog 85« og til Energiministeriets forudsætningsskrivelser. I flere amtskommuner er der i øvrigt udsendt vejledende eksempler, blandt andet »Kommunal varmeplan for Østerslev kommune«, Århus Amtskommune, Amtsarkitektkontoret, december 1985.

Notatet er udarbejdet af Energistyrelsen. Planlæggere fra kommuner og rådgivere har ydet bidrag i arbejdet, blandt andet ved et seminar, styrelsen afholdt i januar 1986.

Energistyrelsen, januar 1987

Indledning

1. Plansystemet

1.1 Statslig varmeplanlægning

1.2 Den regionale varmeplan

1.3 Den kommunale varmeplan

2. Indhold og opbygning

2.1 Emner for varmeplanen

2.2 Udformning af retningslinjer m.v.

2.3 Planens opbygning

3. Planlægningsarbejdet

3.1 Udarbejdelse af planen

3.2 Høring og offentliggørelse

4. Opfølgning

4.1 Administrative virkemidler

4.2 Økonomiske virkemidler

4.3 Kommune som initiativtager og formidler

Litteraturliste

INDLEDNING

Landets kommuner udarbejder for tiden kommunale varmeplaner efter kapitel 2 i lov om varmeforsyning.

Den kommunale varmeplan omfatter hele kommunens og alle emner i varmeforsyningen. Planen udstiller rammer for tilrettelæggelsen af varmeforsyningsforholdene.

(* 1) I hovedstadsområdet varetager Hovedstadsrådet alle regionale opgaver efter varmeforsyningsloven.