Vejledning til bekendtgørelse nr. 451 af 11. oktober 1985 med senere ændringer om beregning af arbejdskravet (26-ugers-reglen) i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v.

§ 55 omhandler alene heltidsforsikrede medlemmer samt medlemmer, der betragtes som deltidsforsikrede i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 68, stk. 2.

For medlemmer, der betragtes som deltidsforsikrede i henhold til § 67, stk. 2 eller § 68, stk. 1, gælder reglen i arbejdsløshedsforsikringslovens § 72.

Reglerne i nærværende bekendtgørelse og vejledning gælder også for medlemmer, der er omfattet af § 72.

Militærtjeneste og uddannelse.

Med direkte lovhjemmel i § 56, stk. 1, er »tidsrum, hvori medlemmet har været indkaldt til aftjening af værnepligt, tidsrum, hvori han har forrettet frivillig tjeneste ifølge kontrakt med forsvaret, samt tidsrum, hvori han har gennemført en erhvervsmæssig uddannelse af den i § 41, stk. 1, nr. 3 c), nævnte art«, sidestillet med arbejde i relation til opfyldelse af arbejdskravet.

Bestemmelsen omfatter alene

- aftjening af dansk værnepligt m.v. og

- erhvervsmæssige uddannelser, der rent faktisk har dannet grundlag for optagelse.

Til § 1, stk. 1.

Lønarbejde

Arbejdsløshedsforsikringsloven angiver ingen retningslinier for, hvad der skal forstås ved »lønarbejde«. Normalt vil det ikke give anledning til tvivl. I tvivlstilfælde må det afgøres konkret ud fra en undersøgelse af de kendetegn, der traditionelt er knyttet til det typiske lønmodtagerforhold.

Af sådanne kendetegn, der kan være vejledende - uden hver for sig at være afgørende - er de vigtigste angivet nedenfor.

Følgende momenter taler for, at der foreligger lønarbejde

a) medlemmet er undergivet en arbejdsgivers tilsyn med og instrukser for arbejdets udførelse,

b) arbejdet udføres for arbejdsgiverens regning og i dennes navn,

c) arbejdsgiveren leverer arbejdsmaterialer,

d) arbejdet skal udføres af medlemmet personligt,

e) medlemmet skal ikke svare moms af det udførte arbejde,

f) medlemmet betragtes i relation til anden lovgivning, som lønmodtager, herunder: - medlemmet har krav på lønmodtagerfradrag i skattemæssig henseende, - arbejdsgiveren indbetaler på grund af medlemmet bidrag til ATP, AUD, m.v., - medlemmet er omfattet af ferieloven - medlemmet er omfattet af funktionærloven, - ved arbejdsgiverens konkurs vil medlemmet være omfattet af Lønmodtagernes Garantifond (LG).

Følgende momenter taler imod, at der foreligger lønarbejde

a) medlemmet er registreret med et arbejdsgivernummer i skattevæsenet,

b) medlemmet er momsregistreret,

c) medlemmet indbetaler arbejdsgiverbidrag til ATP m.v.,

d) medlemmet fremstår som selvstændig, f.eks. ved skiltning, optagelse i telefonbogen m.v.

e) medlemmet og/eller medlemmets ægtefælle/samlever ejer aktier eller anparter i det selskab, hvor medlemmet er ansat,

f) medlemmet ejer i sameje med andre det firma, hvor pågældende er beskæftiget,

g) medlemmet får en løn, der væsentligt afviger fra lønnen for tilsvarende arbejde i virksomheden eller for tilsvarende arbejde. (Har specielt betydning ved arbejde i familievirksomhed),

h) medlemmet er ikke undergivet en arbejdsgivers tilsyn med og instrukser for arbejdets udførelse,

i) arbejdet udføres for medlemmets egen regning og risiko,

j) medlemmet er ikke forpligtet til selv at udføre arbejdet.

Hvis der arbejdes inden for rammerne af en kollektiv overenskomst på området, vil der normalt ikke være tvivl om, at der foreligger lønarbejde i arbejdsløshedsforsikringslovens forstand.

Omfattes arbejdsforholdet ikke af en overenskomst, må der sammenlignes med overenskomst for arbejde af tilsvarende eller sammenlignelig karakter. Der stilles ikke krav om en fuldstændig overensstemmelse med overenskomster fra tilsvarende eller sammenlignelige områder. Der vil således kunne være tale om lønarbejde, selv om lønnen - på en ikke-overenskomstdækket arbejdsplads - er mindre end den overenskomstmæssige løn på området.

Arbejde i familievirksomhed

Arbejde i en virksomhed, der ejes af pågældendes familie, kan ikke uden videre betragtes som lønarbejde i arbejdsløshedsforsikringslovens forstand, selv om medlemmet ikke er medejer af virksomheden.

Det må i hvert enkelt tilfælde påses, at medlemmets løn- og ansættelsesvilkår i virksomheden er i overensstemmelse med de vilkår, der ifølge overenskomst gælder for tilsvarende arbejde, jfr. det ovenfor anførte om begrebet lønarbejde.

Foreligger der dokumentation herfor, samt for at der er givet ret til lønmodtagerfradrag, betalt bidrag til ATP, indbetalt feriegodtgørelse m.v., må det imidlertid anses for hovedreglen, at beskæftigelsen kan betragtes som lønarbejde i relation til arbejdsløshedsforsikringslovens bestemmelser.

Særligt for så vidt angår arbejde hos ægtefælle, der driver selvstændig virksomhed, bemærkes, at sådant arbejde almindeligvis ikke kan anses for lønarbejde i relation til opfyldelse af arbejdskravet. Arbejdet vil som hovedregel blive betragtet som selvstændig virksomhed - enten som bibeskæftigelse eller som hovedbeskæftigelse.

Hvis en person ansættes som hjemmehjælper for ægtefælle eller andre i hjemmehjælperens eget hjem og på løn- og arbejdsvilkår, der er sædvanlige for kommunale hjemmehjælpere - herunder at pågældende er undergivet kommunalt tilsyn - betragtes beskæftigelsen som lønarbejde i arbejdsløshedsforsikringslovens forstand.

Arbejde i samlevers virksomhed

For så vidt angår beskæftigelse i samlevers virksomhed henvises til direktoratets cirkulære af 5. december 1985 om retningslinier for kassernes administration af sager vedrørende medlemmer, der er beskæftiget i samlevers virksomhed.

Hjemmearbejde

Ved hjemmearbejde forstås arbejde, der udføres i arbejdstagerens eget hjem uden egentlig arbejdsledelse og kontrol. Hjemmearbejde opfylder som hovedregel ikke betingelserne for at kunne medregnes til opfyldelse af arbejdskravet som lønarbejde. For at hjemmearbejde skal kunne medregnes som lønarbejde, vil det normalt være en betingelse, at der er indgået en faglig, kollektiv overenskomst om vilkårene for arbejdets udførelse. Sådanne overenskomster er indgået for hjemmesyersker og for kommunale dagplejemødre.

Døgnpleje

Særligt om døgnpleje gælder, at kun et egentligt ansættelsesforhold - mellem en anbringende myndighed og døgnplejeren kan betragtes som lønarbejde i arbejdsløshedsforsikringslovens forstand. For at forholdet skal kunne tages i betragtning, må der stilles særlige krav til ansættelsesaftalen og dens indhold

a) der skal foreligge en skriftlig ansættelseskontrakt mellem den anbringende myndighed og døgnplejemoderen/faderen (og ikke f.eks. mellem den anbringende myndighed og plejeforældrene), indeholdende aftalt opsigelsesvarsel,

b) plejevederlaget skal mindst svare til det i arbejdsløshedsforsikringslovens § 47 fastsatte højeste dagpengebeløb,

c) plejevederlaget skal være A-skattepligtigt,

d) pågældende skal være omfattet af lov om ATP, ferieloven, sygedagpengeloven og lov om arbejdsskadeforsikring.

Herudover er det en betingelse, at beskæftigelsen udøves som hovederhverv.

Finder beskæftigelsen som døgnplejer sted på andre vilkår end anført, kan beskæftigelsen ikke betragtes som lønarbejde i arbejdsløshedsforsikringslovens forstand.

Folketingsmedlemmer m.v.

Hverv som folketingsmedlem sidestilles med lønarbejde i relation til § 55.Ligeledes hverv som borgmester, rådmand og udvalgsformand, når dette har karakter af fuldtidsarbejde.

Weekend-arbejde

Særligt om weekend-arbejde gælder, at dette kan godkendes som lønarbejde (og medregnes til opfyldelsen af arbejdskravet med et timetal, der svarer til fuld sædvanlig arbejdstid), hvis der mellem de faglige organisationer er indgået overenskomst om en ugentlig arbejdstid på 24 timer i weekenden til en løn, der svarer til en normal ugeløn inden for faget, og under forudsætning af, at det i overenskomsten er fastsat, at de pågældende ikke må have anden lønnet beskæftigelse.

Arbejde i udlandet

Med hensyn til arbejde i udlandet bemærkes, at kun dokumenteret beskæftigelse kan medregnes. Denne dokumentation skal indeholde oplysninger om arten og omfanget af, samt aflønningen for den omhandlede beskæftigelse. Der må normalt stilles strenge krav til dokumentationens karakter, bl.a. på grund af vanskelighederne ved efterfølgende at foretage kontrol af oplysningerne.

Særligt om medlemmer, der i perioder har forsket ved et universitet eller en højere læreanstalt i udlandet, bemærkes, at forskning kan godkendes som lønarbejde, såfremt der er ydet midler, der svarer til overenskomstmæssig løn. I øvrige tilfælde betragtes perioden som uddannelse, jfr. bemærkningerne til bekendtgørelsens § 3, litra i).

Arbejde med offentlige løntilskud

For at kunne medregnes til opfyldelsen af arbejdskravet skal arbejde, hvortil der ydes støtte til arbejdsgiveren fra det offentlige, være tilskudsberettiget i henhold til særlig lovgivning om beskæftigelsesfremmende foranstaltninger, jfr. nedenfor.

For tiden gælder, at bl.a. deltagelse i følgende foranstaltninger kan medregnes til opfyldelse af arbejdskravet: - Beskæftigelsesarbejde i henhold til lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v. § 97 a. - Beskæftigelse i henhold til lov nr. 293 af 21. juni 1985 om beskæftigelsesmuligheder for unge m.v., jfr. senest lovbekendtgørelse nr. 534 af 12. august 1987. - Beskæftigelse i henhold til lov nr. 277 af 10. juni 1981 om arbejdstilbud til ledige med senere ændringer, jfr. senest lovbekendtgørelse nr. 535 af 21. november 1985.

Opmærksomheden henledes på, at beskæftigelse med støtte i henhold til bistandslovens § 42, samt beskæftigelse på revalideringsinstitution eller i øvrigt på beskyttet arbejdsplads - f.eks. med støtte efter bistandslovens § 91 - ikke betragtes som arbejde i relation til arbejdsløshedsforsikringslovens regler, men som »død periode«, jfr. bemærkningerne til § 3.

Til § 1, stk. 1 c)

Kassen kan ved skriftlig henvendelse til udenrigsministeriet få oplyst, hvilke programmer der er anerkendt ifølge lovgivningen om internationalt udviklingssamarbejde.

Til § 1, stk. 2 a)

Reglen om, at afspadseret overarbejde medregnes til opfyldelse af arbejdskravet, skal ses i sammenhæng med bestemmelsen i stk. 3, hvorefter der ved opgørelse af lønarbejdet højst kan medregnes det for faget gældende normaltimetal. Overarbejde kan således kun medregnes, hvis der finder afspadsering sted.

Til § 1, stk. 2 e)

Der er foretaget en ændring af bestemmelsen om ferie, der tidligere har givet anledning til fortolkningstvivl.

Bestemmelsen omfatter al afholdt ferie inden for ferielovens rammer.

Er ferie holdt i et arbejdsforhold, skal hele ferien som udgangspunkt medregnes. Dette gælder, uanset om der er tale om afholdelse af optjent ferie med feriegodtgørelse eller løn, eller om der er tale om afholdelse af supplerende feriedage efter ferielovens § 6 a.

Der gælder dog følgende begrænsninger for ferie i arbejdsforhold

1) feriedage skal ikke sidestilles med arbejde, hvis der er ydet dagpenge eller feriedagpenge for feriedagene,

2) der kan kun medregnes ferie inden for ferielovens rammer, dvs. maksimalt 30 dage pr. ferieår.

Er ferien holdt under ledighed, skal der alene medregnes afholdt ferie med feriegodtgørelse. Der kan højst medregnes 30 feriedage pr. ferieår. Feriedage med feriedagpenge kan altså ikke medregnes.

Dokumentationen for den afholdte ferie sker efter reglerne i direktoratets bekendtgørelse nr. 612 af 18. december 1985 med tilhørende vejledning om arbejdsgiverdokumentation som betingelse for udbetaling af arbejdsløshedsdagpenge og efterløn.

Medlemmet skal således - ved anvendelse af blanket AR 296 - på tro og love afgive oplysninger om den afholdte ferie.

Kassen skal herefter sikre, at der ikke medregnes flere feriedage end tilladt, herunder at der fradrages de af feriedagene, hvor der i samme ferieår er udbetalt dagpenge eller feriedagpenge.

Til § 1, stk. 2 f)

Er et medlem i fuld beskæftigelse dagen før eller dagen efter en søgnehelligdag, betragtes søgnehelligdagen som knyttet til et arbejdsforhold.

Til § 1, stk. 2 g)

Ved overenskomstmæssige fridage menes alene faste fridage, f.eks. 1. maj, grundlovsdag samt 24. december.

Til § 1, stk. 2 e) - g)

Det er blevet præciseret, at feriedage, søgnehelligdage og overenskomstmæssige fridage medregnes med samme værdi som i tilfælde, hvor disse dage skal medføre fradrag i dagpengene under ledighed.

Der henvises til § 2, stk. 4, i direktoratets bekendtgørelse nr. 646 af 21. december 1983 om retten til dagpenge for et medlem, som opnår arbejde af kortere varighed end fuld tid eller er ledig på grund af vejrlig eller som følge af arbejdsfordeling, som senest er ændret ved bekendtgørelse nr. 529 af 13. august 1987.

Til § 1, stk. 3

Reglen tager sigte på at fastslå, at overarbejde (arbejde ud over det normale ugentlige timetal) ikke kan medregnes, medmindre der finder afspadsering sted, jfr. § 1, stk. 2 a).

Et medlem, der i den enkelte uge arbejder mindre end fuld tid, kan medregne merarbejde på enkelte dage, hvis dette ikke medfører et timetal, der overstiger den ugentlige normalarbejdstid for faget.

Til § 1, stk. 4

Når der i kraft af overenskomst, husaftaler eller lignende på en arbejdsplads arbejdes kortere tid end den sædvanlige, overenskomstmæssige arbejdstid, eller hvis der overenskomstmæssigt er fastsat en mindre ugentlig arbejdstid for aften- eller nathold, eller for weekend-arbejde, betragtes denne kortere arbejdstid som fuld arbejdstid.

Til § 1, stk. 5

Inden for visse områder, hvor arbejdets omfang ikke - eller kun vanskeligt - lader sig kontrollere, beregnes fradrag i dagpengene normalt på grundlag af indtægten ved anvendelse af omregningssatsen, jfr. direktoratets bekendtgørelse nr. 646 af 21. december 1983 om retten til dagpenge for et medlem, som opnår arbejde af kortere varighed end fuld tid eller er ledig på grund af vejrlig eller som følge af arbejdsfordeling.

I sådanne tilfælde medregnes det timetal, der fremkommer ved omregningen, og som har eller ville have medført fradrag i dagpengene.

Til § 1, stk. 6

Bestemmelsen medfører, at arbejdskravet efter generelle arbejdstidsnedsættelser skal fastsættes på baggrund af den nedsatte, ugentlige arbejdstid i tilfælde, hvor kassen opererer med et timekrav. Dette vil gælde i alle tilfælde, hvor der skal beregnes en falddato efter nedsættelsens ikrafttræden som følge af ledighed eller beskæftigelse. Ændringen omfatter således ikke tilfælde, hvor der skal beregnes en ny falddato alene på grund af »døde perioder«.

Tidspunktet for medlemmets ledighed/tidspunktet for beregning af en ny falddato er således afgørende for arbejdskravets størrelse.

Er et medlem f.eks. blevet ledig den 1. oktober 1988, og er den overenskomstmæssige arbejdstid eksempelvis blevet nedsat fra 39 til 38 timer ugentligt pr. 1. september 1988, vil arbejdskravet pr. 1. oktober 1988 for pågældende være: 26 (uger) x 38 timer = 988 timer for fuldtidsforsikrede.

For deltidsforsikrede vil arbejdskravet tilsvarende være: 17 (uger) x 38 timer = 646 timer

Arbejdstimerne opgøres på baggrund af den faktiske arbejdstid, jfr. dog § 1, stk. 4 og 5, også for så vidt angår de timer, der er præsteret forud for arbejdstidsnedsættelsen.

Til § 2

Ved oprettelsen af arbejdsløshedskasser for selvstændige erhvervsdrivende blev selvstændig virksomhed sidestillet med lønarbejde i relation til arbejdskravet.

Det er derfor alene fuldtidsbeskæftigelse (hovedbeskæftigelse) som selvstændig, der kan medregnes, idet alene fuldtidsbeskæftigelse kan danne grundlag for optagelse i en arbejdsløshedskasse for selvstændige.

Fuld beskæftigelse for en selvstændig erhvervsdrivende beregnes altid som den almindeligt gældende, fulde arbejdstid inden for det offentlige område.

En selvstændig kan altså ikke medregne et højere timetal pr. uge, uanset et sådant højere timetal kan påvises, f.eks. ved hjælp af virksomhedens åbningstider.

Til § 3

En række forhold kan begrunde, at den periode, inden for hvilken arbejde skal være udført (3 år/18 måneder), forlænges. De forhold, der kan komme i betragtning, er angivet i § 3.

Perioden forlænges med et til sygdommen, uarbejdsdygtigheden m.v. svarende tidsrum (»død periode«) - såfremt de i stk. 1 (2 år) og stk. 3 (over 4 uger) nævnte tidsmæssige betingelser er opfyldt.

Forlængelsen er betinget af, at hver enkelt fraværsperiode efter § 3 har en varighed på over 4 uger. Hver enkelt fraværsperiode på over 4 uger virker således forlængende, uanset om perioden er sammensat af flere forskellige af de forhold, der er »døde perioder«.

På den anden side medfører enhver afbrydelse af fraværsperioden - f.eks. på blot 1 time - at der er tale om individuelle perioder, der hver især skal opfylde varighedsbetingelsen på 4 uger.

3-års-perioden kan højst forlænges med i alt 2 år. Undtaget herfra er arbejdsfrihed i henhold til lov om barselorlov, jfr. § 3, stk. 2, der således fortsat ubegrænset forlænger perioden, forudsat at fraværet har en varighed på over 4 uger.

Til § 3, stk. 1 a)

Med hensyn til 1. sygedag bemærkes, at den indtil 1. januar 1987 gældende karensdagsordning fortsat vil kunne få betydning i tilfælde, hvor der er tale om længere sygeperioder, forud for ovennævnte tidspunkt.

Til § 3, stk. 1 b)

Med hensyn til frihedsberøvelse i udlandet bemærkes, at kun klart dokumenteret frihedsberøvelse kan medregnes. Dokumentationen skal være skriftlig og indeholde oplysninger om, hvor frihedsberøvelsen har fundet sted, og om varigheden heraf. Endvidere skal dokumentationen være attesteret af det pågældende lands (fængsels) myndigheder.

Til § 3, stk. 1 i)

Uddannelsesperioder med den særlige uddannelsesydelse til ledige under 25 år betragtes fortsat som »død periode«, jfr. arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 373 af 6. juli 1984 om arbejdstilbud til ledige, § 30, stk. 2, med tilhørende vejledning.

Det er således blevet præciseret, at det kun er uddannelsesperioder med uddannelsesydelse til ledige over 25 år, der ikke kan anses for »død periode«, jfr. arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 356 af 23. juli 1985, § 34, stk. 3, med tilhørende vejledning.

Uddannelse i udlandet

Med hensyn til uddannelse i udlandet bemærkes, at der kun kan godkendes uddannelser, der - hvis de havde fundet sted her i landet - var blevet godkendt som »død periode«.

Det er endvidere en forudsætning, at der fremlægges dokumentation for uddannelsen. Dokumentationen, som skal attesteres af uddannelsesstedet, skal indeholde oplysninger om arten og omfanget af uddannelsen.

Perioder (i op til 2 år), hvor et medlem har forsket ved et universitet eller en højere læreanstalt i udlandet, anses for uddannelse, når der er ydet midler - f.eks. fra en privat eller offentlig fond - uden at disse midler svarer til overenskomstmæssig løn. Svarer de til overenskomstmæssig løn, anses perioden for at være lønarbejde.

Til § 3, stk. 1 j)

For så vidt angår hverv som kommunalbestyrelsesmedlem m.v. henvises til arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 57 af 1. marts 1982 om arbejdes og indtægters betydning for arbejdsløshedsdagpengenes størrelse, § 2, med tilhørende vejledning.

Andre forhold end arbejde og de i § 3 angivne forhold, som måtte forekomme i 3-års-/18-måneders-perioden, medfører ikke forlængelse og sidestilles således med ledighed.

Eksempel

Ved medlemmets første ledighed den 1. september 1990 foreligger 26 ugers arbejde fra 1. december 1987; falddato beregnes til: 1. december 1987 + 3 år forlænget med maksimum 2 år for »død periode« = 1. december 1987 + 5 år forlænget.

Ved medlemmets anden ledighed den 1. september 1992 foreligger 26 ugers arbejde ligeledes fra 1. december 1987; falddato beregnes som ved 1. ledighed til den 1. december 1992 og kan således ikke forlænges med medlemmets seneste sygeperiode på 1 1/2 år.

Ved medlemmets tredie ledighed den 1. februar 1993 foreligger 26 ugers arbejde fra den 1. juni 1990; falddato beregnes til: 1. juni 1990 + 3 år forlænget med sygeperioden på 1 1/2 år til 1. december 1994. Den »døde periode«, der ved ledighed den 1. september 1992 ikke kunne benyttes på grund af maksimumreglen, kan nu forlænge falddatoen ved senere ledighed efter nyt arbejdsforhold.

Overgangsbestemmelse vedrørende 2-års-reglen og 4-ugers-reglen

Ved gennemførelsen af de tidsmæssige begrænsninger for »døde perioder« ved direktoratets nu ophævede bekendtgørelse nr. 730 af 8. oktober 1986, blev der indsat en overgangsbestemmelse, der skulle tilgodese de medlemmer, der havde en berettiget forventning om forlængelse på grundlag af de regler, der gjaldt forud for 1. januar 1987. Denne overgangsbestemmelse er nu indsat i § 2 i ændringsbekendtgørelsen nr. 633 af 17. september 1987.

Begrænsningerne omfatter derfor alene »døde perioder«, der er forekommet efter 1. januar 1987, medens »døde perioder« forud herfor ikke får betydning ved opsummering til 2 år eller ved udelukkelse på grund af mindstekravet på 4 uger.

Direktoratets vejledninger af 11. oktober 1985 og 8. oktober 1986 ophæves med virkning fra den 1. oktober 1987.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen den 18. december 1987

Birger Stein

/Kirsten Frydensberg

Vejledning til bekendtgørelse nr. 451 af 11. oktober 1985 med senere ændringer om beregning af arbejdskravet (26-ugers-reglen) i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v.

Indledning

Formålet med reglerne i arbejdsløshedsforsikringslovens §§ 55 og 72 om forudgående beskæftigelse som betingelse for dagpengeretten er at sikre, at personer, der modtager arbejdsløshedsdagpenge, har en vis aktuel tilknytning til arbejdsmarkedet.

Det fremgår af reglerne, at beregningen af 26-ugers-reglen skal ske på den måde, at man fra ledighedstidspunktet »tæller tilbage«, indtil der sammenlagt foreligger 26 ugers arbejde.Fra dette tidspunkt går man 3 år frem, hvorefter man har fundet den dato, hvor dagpengeretten ophører. Eventuelt forekommende »døde perioder« lægges dog til, hvorved »falddatoen« forskydes tilsvarende fremefter. »Døde perioder«, der har foreligget efter 1. januar 1987, kan dog kun medregnes, hvis den konkrete fraværsperiode har haft en varighed på over 4 uger. »Døde perioder«, der har foreligget efter 1. januar 1987, vil endvidere højst kunne medregnes med 2 år. Barselsorlov er dog ikke omfattet af denne 2-års-regel. I bemærkningerne til § 3 er der opstillet et beregningseksempel vedrørende de tidsmæssige begrænsninger på 2 år og på 4 uger for »døde perioder«. I det beregningseksempel, der er opstillet nedenfor, er der alene anvendt »døde perioder«, der ikke rammer de tidsmæssige begrænsninger.

Eksempel

Medlemmet skal pr. 1. maj 1987, hvor hun melder sig ledig, dokumentere, at hun opfylder arbejdskravet. Medlemmet har imidlertid været syg i tiden 1. januar 1985 - 1. september 1985 og har derefter været i beskæftigelse i henhold til bistandslovens § 42 i tiden 1. september 1985 - 1. september 1986.

Derefter er pågældende hjemmegående indtil den 1. maj 1987.

Medlemmet har efter den 4. januar 1984 haft i alt 26 ugers arbejde. 3-årsperioden regnes derfor fra denne dato.

Den i 3-årsperioden forekommende sygeperiode og beskæftigelse i henhold til bistandslovens § 42 (»død periode«) forlænger 3-årsperioden fremad fra den 4. januar 1987 med et til den »døde periode« svarende tidsrum, dvs. 8 måneders sygdom og 1 års § 42-beskæftigelse, i alt 20 måneder. Medlemmets »falddato« (sidste dag med dagpenge) bliver herefter den 3. september 1988.

Det fremgår af lovbestemmelsen, at kun arbejde, der er udført i medlemsperioder, kan medregnes til opfyldelse af arbejdskravet. Dette indebærer, at arbejde, der udføres i perioder, hvor pågældende for eksempel på grund af restanceslettelse ikke er arbejdsløshedsforsikret, ikke kan medregnes.

Arbejde i en tidligere medlemsperiode f.eks. forud for en slettelse på grund af restance, kan derimod medregnes.

Lovens § 55, stk. 2, fastsætter et særligt arbejdskrav som betingelse for at generhverve dagpengeretten for medlemmer, der er faldet for det almindelige arbejdskrav. Det kræves således, at arbejdskravet på 26/17 ugers beskæftigelse er opfyldt inden for de sidste 18 måneder på generhvervelsestidspunktet. Herefter gælder det almindelige arbejdskrav. Ved beregningen af det særlige arbejdskrav kan medtages arbejde, der er udført forud for det tidspunkt, hvor medlemmet faldt for det almindelige arbejdskrav.

Ingen