At-cirkulæreskrivelse om substitution af tørmørtel (* 1) (* 2)
Statutory Text (1 Articles)
At-cirkulæreskrivelse om substitution af tørmørtel (* 1) (* 2)
I. Orientering.
Denne At-cirkulæreskrivelse erstatter At-cirlulæreskrivelse nr. 3/1987. Dennes indhold er gentaget uændret, men i afsnit II suppleret med en instruks for behandlingen af klager over påbud.
Tørmørtel er et mørtelprodukt, der hovedsageligt består af hydratkalk, cement og sand. Tørmørtel leveres i tør tilstand beregnet til opblanding med vand inden brug. Tørmørtel og tørmørtelstøv er ætsende, da mørtel indeholder hydratkalk og cement.
Arbejde med tørmørtel kan give anledning til udvikling af høje støvkoncentrationer i den omgivende luft, dels i forbindelse med opblanding af tørmørtlen med vand, dels i forbindelse med afkostning og/eller udkradsning af fuger efter opmuring af murværk.
De høje støvkoncentrationer bevirker, at murersvende og murerarbejdsmænd udsættes for påvirkninger fra det ætsende tørmørtelstøv. Disse påvirkninger giver risiko for ætsninger, eksem og sår på hud og i næse.
Direktoratet er bekendt med, at man på en række byggepladser har erstattet brugen af tørmørtel med traditionel vådmørtel.
Det er direktoratets opfattelse, at brug af personlige værnemidler, til beskyttelse imod hudkontakt og indånding af tørmørtelstøv for at undgå de omtalte sundhedsskader, er uacceptabelt som en permanent løsning.
II. Instruktion
1. Såfremt arbejde med tørmørtel støver i en sådan grad, at det ville være påkrævet at benytte personlige værnemidler, skal kredsene afgive påbud om substitution med hjemmel i § 19 om substitution i Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 540 af 2. september 1982 om stoffer og materialer.
2. Indtil substitution kan gennemføres, skal der anvendes personlige værnemidler under arbejdet til beskyttelse imod hudkontakt og indånding af tørmørtelstøv for at forebygge/undgå de omtalte symptomer. Påbud afgives med hjemmel i § 21 i ovennævnte bekendtgørelse.
3. Hvis et påbud efter pkt. 1 og 2 påklages til direktoratet, skal sagsbehandleren her være opmærksom på, at disse påbud har en sådan karakter, at en opsættelse normalt vil forspilde påbudets formål.
Der skal derfor straks tages stilling til, om klagen af denne grund skal fratages sin opsættende virkning, jf. arbejdsmiljølovens § 81, stk. 3.
III. Ikrafttræden
Straks.
Samtidig bortfalder At-cirkulæreskrivelse nr. 3/1987.
11. november 1987
Erik Andersen