Vejledning om voldsrisiko i forbindelse med arbejdets udførelse (* 1) (* 2)
Statutory Text (1 Articles)
Vejledning om voldsrisiko i forbindelse med arbejdets udførelse (* 1) (* 2)
Baggrund
- Bekendtgørelse nr 323 af 7. juli 1983 om arbejdets udførelse.
Denne At - meddelelse oplyser om følger af vold og risiko for vold på arbejdet og vejleder om, hvilke foranstaltninger der kan sættes ind.
I en lang række erhverv er der risiko for vold i forbindelse med arbejdets udførelse. Årsagerne til voldsepisoderne og episodernes hyppighed, art og alvor vil variere alt efter hvilken type arbejde, der er tale om. I nogle typer af jobs vil arbejdets udførelse altid indebære en vis risiko for vold (arbejde i politiet, på psykiatriske afdelinger m.v.). I andre typer af jobs vil risikoen for vold være mindre udtalt og ikke på samme måde høre med til arbejdet (arbejde i pengeinstitutter, på posthuse m.v.). Som eksempel på erhverv, som indebærer risiko for vold, kan nævnes
- arbejde i døgninstitutioner for voksne med fysisk og psykisk handicap
- arbejde i døgninstitutioner for børn og unge
- arbejde i pengeinstitutter
- arbejde i lukkede psykiatriske afdelinger
- arbejde ved politiet og fængselsbetjentarbejde
- arbejde som buschauffør og taxachauffør
- arbejde som vægter
- arbejde i skoler
- arbejde inden for restaurations- og hotelvirksomhed (især natrestauranter og grillbarer)
- arbejde inden for den kommunale administration (især social- og sundhedsforvaltningen)
- arbejde inden for detailhandel (især tankstationer og kiosker).
Et godt arbejdsmiljø kan mindske risikoen for vold. Psykisk træthed (se At - meddelelse nr. 4.08.2) og stress (se At - meddelelse nr 4.08.3) kan øge risikoen for, at voldsepisoder opstår.
Risiko for vold i forbindelse med arbejdet vil ofte være psykisk belastende for de ansatte. Hvis en ansat har overværet eller selv har været udsat for voldsepisoder under arbejdet, vil den psykiske belastning være særlig stor.
Reaktionerne efter en voldsepisode eller i forbindelse med trusler om vold vil ofte være
- psykiske reaktioner som f.eks. ængstelighed, nervøsitet, tilløb til panik, tilsyneladende umotiveret gråd eller opstemthed. Som langtidsvirkninger kan forekomme angstsymptomer, angst for at være sammen med andre mennesker m.v.
- psykisk betingede kropslige reaktioner som fx hovedpine, smerter i maven, svedeture, rystelser, hjertebanken og svimmelhed. Langtidsvirkninger kan være søvnproblemer, herunder opvågnen med mareridt og voldsom angst
- adfærdsreaktioner som fx nedsat arbejdsevne, flere fejl eller fejlbeslutninger i forbindelse med arbejdet, angst for eller stærk modvilje mod at gå på arbejde.
Foranstaltninger
På arbejdspladser, hvor der forekommer voldsepisoder, bør sikkerhedsorganisationen drøfte og informere om foranstaltninger til forebyggelse af vold og risiko for vold.
I nogle erhverv vil arbejdets udførelse altid indebære en vis risiko for vold. Ofte vil risikoen for vold dog kunne reduceres betydeligt eller endda fjernes helt gennem passende foranstaltninger.
Afhængigt af erhverv vil en eller flere af følgende foranstaltninger være hensigtsmæssige
- tekniske løsninger (personbårne alarmsystemer, alarm- og kaldesystemer, afskærmning, TV - overvågning o.lign.)
- lokalemæssige løsninger (flytning af risikofyldt arbejde til egnede lokaler, etablering af flugtveje o.lign.)
- arbejdsorganisatoriske løsninger (ændret visitering, vagtplanlægning, omrokering af personale, tilførsel af personale ved udførelse af visse typer arbejde)
- grundig instruktion af ansatte hvad angår klienters tilstand og information om andre forhold, som har betydning for voldsrisiko i forbindelse med arbejdets udførelse. Især i erhverv, hvor der er erkendt voldsrisiko.
- klare retningslinier for, hvordan de ansatte bør reagere i forbindelse med vold eller ved trusler om vold
- mulighed for, at de ansatte indbyrdes og sammen med ledelsen kan diskutere en stedfunden voldsepisode med henblik på forebyggelse af lignende episoder
- uddannelse i konfliktforebyggelse og konfliktløsning
- træning i frigørelses- og fastholdelsestekniker. De ansatte, som allerede har været udsat for voldsepisoder, bør tilbydes mulighed for psykisk at bearbejde disse episoder, og samtlige ansatte bør have kendskab til psykisk krisehjælp.
Erik Andersen