Vejledning om retten til dagpenge eller efterløn for medlemmer, der ansøger om eller modtager pension efter lov om social pension eller tilsvarende udenlandsk lovgivning, jfr. arbejdsløshedsforsikringslovens §§ 64, 74 og 75 b, stk. 6
Statutory Text (2 Articles)
Vejledning om retten til dagpenge eller efterløn for medlemmer, der ansøger om eller modtager pension efter lov om social pension eller tilsvarende udenlandsk lovgivning, jfr. arbejdsløshedsforsikringslovens §§ 64, 74 og 75 b, stk. 6
Med virkning fra den 1. maj 1987 er der gennemført en ændring af reglerne om retten til dagpenge for medlemmer, der modtager pension efter lov om social pension eller tilsvarende udenlandsk lovgivning.
På denne baggrund udsendes følgende vejledende retningslinier for administrationen af reglerne i arbejdsløshedsforsikringslovens §§ 64, 74 og 75 b, stk. 6
A. Dagpengeretten i forhold til social pension.
1. Skærpet arbejdskrav. a. Et medlem, der ansøger om eller modtager pension efter lov om social pension eller tilsvarende udenlandsk lovgivning, er berettiget til dagpenge sideløbende hermed, så længe medlemmet opfylder et skærpet arbejdskrav. Medlemmet skal forud for hver dagpengeudbetaling have haft arbejde eller udøvet selvstændig virksomhed i 26 uger for fuldtidsforsikrede og 17 uger for deltidsforsikrede inden for de seneste 18 måneder. Et helt ledigt medlem vil således kunne bevare dagpengeretten i op til eet år fra ledighedstidspunktet. Dagpengeretten vil endvidere kunne generhverves, når det skærpede arbejdskrav på ny er opfyldt. Hvis der som følge af beskæftigelse skal beregnes ny dato for bortfald af dagpengeretten, opgøres arbejdskravet som henholdsvis 26 uger (fuldtidsforsikrede) eller 17 uger (deltidsforsikrede) gange fagets fulde sædvanlige arbejdstid på beregningstidspunktet. Ved opgørelsen af medlemmets beskæftigelse lægges de faktiske arbejdstimer til grund. b. Medlemmet er omfattet af §§ 64 og 74 fra tidspunktet for ansøgning om social pension. Da social pension sædvanligvis bevilges med virkning fra den 1. i den følgende måned, skal arbejdskravet først være opfyldt på denne dato. c. Afslås pensionsansøgningen på et tidspunkt, hvor medlemmets dagpengeret er ophørt, fordi medlemmet ikke længere opfylder det skærpede arbejdskrav, efterbetales de dagpenge, der er bortfaldet, jfr. § 64, stk. 2 og § 74, stk. 2. Inden arbejdsløshedskassen efterbetaler dagpenge, forudsættes det, at kassen foretager en konkret vurdering af, om medlemmet opfylder de almindelige betingelser for ret til dagpenge. d. Et medlem, der alene modtager invaliditetsydelse i henhold til lov om social pension, er ikke omfattet af det skærpede arbejdskrav. Medlemmet er berettiget til dagpenge efter samme regler som andre medlemmer. e. Er pensionen ifølge pensionsnævnets afgørelse gjort hvilende, eller er pensionen på ledighedstidspunktet frakendt, er medlemmet ikke omfattet af reglerne i §§ 64 og 74. Medlemmet er derfor berettiget til dagpenge, forudsat de almindelige gældende betingelser er opfyldt. f. Et medlem, der undlader at hæve pensionen, er fortsat omfattet af arbejdsløshedsforsikringslovens §§ 64 og 74. g. Et medlem, hvis sociale pension for tiden er indtægtsbortreguleret, anses efter pensionssystemets regler fortsat for at modtage pension. Medlemmet er derfor omfattet af reglerne i arbejdsløshedsforsikringslovens §§ 64 og 74. Bemærk: Dette er en ændring i forhold til de hidtidige vejledende retningslinier.
2. Øvrige betingelser for dagpengeretten, herunder rådighedsbetingelsen. Ud over arbejdskravet skal et medlem, der ansøger om eller modtager social pension, i lighed med andre medlemmer opfylde de almindelige betingelser for medlemsret og dagpengeret. Medlemmet skal således blandt andet være til rådighed og herunder være aktivt arbejdssøgende i fuldt omfang som henholdsvis fuldtids- eller deltidsforsikret, jfr. Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse om lediges forpligtelse til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet som betingelse for udbetaling af dagpenge, hvortil der henvises. I den forbindelse bemærkes, at det forhold, at medlemmet på ledighedstidspunktet har ansøgt om eller modtager social pension, ikke i sig selv rejser tvivl om medlemmets rådighed. Dette gælder f.eks., hvis pensionen er ydet af andre grunde end helbredsmæssige, eller hvis medlemmet gennem arbejde efter ansøgningstidspunktet har bevist at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
3. Der skal ikke foretages fradrag i dagpenge af indtægten fra social pension.
4. Medlemmets oplysningspligt. Medlemmet har pligt til at underrette arbejdsløshedskassen, hvis der indgives - eventuelt allerede er indgivet - ansøgning om, eller hvis medlemmet modtager pension efter lov om social pension eller tilsvarende udenlandsk lovgivning, jfr. bl.a. standardvedtægtens § 15. Det bemærkes, at indberetning til kassen om social pension fra det sociale udvalg ikke fritager medlemmet for underretningspligten.
B. Efterlønsordningen i forhold til social pension.
1. Social pension udelukker fra adgangen til efterløn. a. Ifølge arbejdsløshedsforsikringslovens § 75 b, stk. 6 kan et medlem, der modtager ydelser efter lov om social pension eller tilsvarende udenlandsk lovgivning, ikke samtidig modtage efterløn. b. Et medlem, der har ansøgt om førtidspension eller invaliditetsydelse, kan ikke overgå til efterløn, så længe ansøgningen er under behandling. Medlemmet sidestilles således med personer, der modtager førtidspension eller invaliditetsydelse. c. Hvis ansøgningen afslås, forudsættes det, at ansøgningen indgår i arbejdsløshedskassens vurdering af, om medlemmet på tidspunktet for overgang til efterløn opfyldte betingelserne for ret til dagpenge herunder rådighedsbetingelsen, jfr. arbejdsløshedsforsikringslovens § 75 b, stk. 1, nr. 3. d. Et medlem, der undlader at hæve førtidspensionen eller invaliditetsydelsen, er fortsat omfattet af § 75 b, stk. 6.
2. Undtagelser. a. Et medlem, der modtager invaliditetsydelse, kan dog modtage efterløn, når retten til invaliditetsydelse frasiges. Det bemærkes, at der ikke er tilsvarende mulighed for frasigelse af førtidspension. b. Et medlem, hvis pension frakendes, eller er gjort hvilende, har mulighed for at få efterløn, såfremt betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.
3. Efterlønsmodtagere, der ansøger om førtidspension. a. En efterlønsmodtager, der foretrækker at overgå til førtidspension, hvis pågældende opfylder betingelserne herfor, er ikke afskåret fra at udtræde af efterlønsordningen. b. En efterlønsmodtager skal ved indgivelse af ansøgning om førtidspension give meddelelse herom til arbejdsløshedskassen, som herefter suspenderer udbetalingen af efterløn, mens ansøgningen behandles. c. Hvis efterlønsmodtagerens ansøgning afslås, skal der ske efterbetaling af efterløn for suspensionsperioden, og udbetalt forskud på pensionen tilbagebetales. C. Overgangsregler. ndringen af §§ 64 og 74 træder i kraft den 1. maj 1987, dog således at der indføres en overgangsordning gældende til 1. maj 1988. Overgangsordningen medfører, at et medlem, der pr. 1. maj 1987 modtager pension efter lov om social pension eller tilsvarende udenlandsk lovgivning, og som samtidig eller senere opfylder betingelsen i § 55, stk. 1, efter anmodning kan vælge indtil den 1. maj 1988 at være omfattet af de hidtil gældende regler. Overgangsreglen er især tænkt anvendt dels i tilfælde, hvor et medlem modtager dagpenge i 78-dages perioden ved lovens ikrafttræden, dels i tilfælde hvor dagpengeretten vil kunne generhverves efter de hidtil gældende regler i arbejdsløshedsforsikringslovens § 64, stk. 2 og 3.
D. Følgende cirkulærer ophæves: - Direktoratets cirkulære af 25. marts 1970 (dagpenge til medlemmer, der er fyldt 67 år eller oppebærer folke-, invalide- eller enkepension), emne nr. 3.3134 og 3.3219. - Direktoratets cirkulære af 18. oktober 1984 (forholdet mellem ydelser efter lov om social pension og ydelser efter arbejdsløshedsforsikringsloven), emne nr. 3.3134 og 3.3219. Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, den 31. juli 1987 Birger Stein /K. Hellen Andersson
Ingen