Cirkulære om skibsværftsaftalen m.v.
Statutory Text (3 Articles)
Bilag
Lov nr. 767 af 12. november 1986
Lov om ændring af forskellige skattelove
(Skibsværftsaftalen)
(Udeladt her)
Cirkulære om skibsværftsaftalen m.v.
A. Indledende bemærkninger m.v.
1. Ved lov nr. 767 af 12. november 1986 om ændring af forskellige skattelove (Skibsværftsaftalen) er der gennemført ændringer i afskrivningsloven, etableringskontoloven, investeringsfondsloven, ligningsloven, realrenteafgiftsloven og kursgevinstloven. Lovens gennemførelse var et led i den aftale, der blev indgået mellem regeringen, Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre om foranstaltninger i forbindelse med krisesituationen inden for skibsværftsindustrien.
Ved ændringsloven er der i de berørte love indsat regler om
1) En midlertidig forhøjelse af forskudsafskrivningerne på nybyggede skibe.
2) Adgang til at etableringskonto- og investeringsfondsmidler, der er indskudt/henlagt senest i indskudsåret/henlæggelsesåret 1985, midlertidigt kan anvendes til køb af skibe/skibsanparter mod forlods afskrivning.
3) Fritagelse for realrenteafgift og beskatning efter kursgevinstlovens mindsterenteregel for fuldt ud indekserede obligationer, der udstedes af Danmarks Skibskreditfond, såfremt den pålydende rente er på mindst 2 1/2 pct.
4) Fritagelse for beskatning hos låntager (reder, eventuelt anpartshaver) af det indekstillæg, som staten skal betale udover en årlig inflation på henholdsvis 1 1/2 pct. og 3 pct.
I dette cirkulære omtales de ændringer, der er foretaget ved loven.
Loven trådte i kraft den 20. november 1986. De nærmere regler om de tidsmæssige begrænsninger omtales i forbindelse med de enkelte ændringsbestemmelser.
2. I cirkulæret omtales også de ændringer, der som konsekvens af skattereformen er sket i etableringskontoloven og investeringsfondsloven. Ændringerne er sket ved lov nr. 256 af 22. maj 1986 om ændring af lov om indskud på etableringskonto (konsekvensændringer som følge af skattereformen og etableringskonti i andelskasser) og lov nr. 257 af 22. maj 1986 om ændring af lov om investeringsfonds (konsekvensændringer som følge af skattereformen og investeringsfonds i andelskasser).
Ændringen af etableringskontoloven drejer sig først og fremmest om en ændring af efterbeskatningsreglerne for ikke anvendte etableringskontoindskud. Ændringen sikrer, at efterbeskatningen sker med samme skatteværdi, som fradraget for etableringskontoindskuddet har efter personskatteloven (dvs. ca. 50 pct.).
Ændringen af investeringsfondsloven går ud på, at der ikke kan forlods afskrives i skibsvirksomhed, der drives som den skattepligtiges bierhverv efter personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 10. Der er endvidere indført en regel om, at alle skattepligtige kursgevinster og kurstab indgår i beregningen af maksimumsbeløb for investeringsfondshenlæggelser.
Ændringerne i etableringskontoloven og investeringsfondsloven som følge af skattereformen har virkning fra og med indkomståret 1987.
Ved lovændringerne er der endvidere givet andelskasser adgang til at føre såvel etableringskonti som investeringsfondskonti. Disse bestemmelser trådte i kraft den 29. maj 1986.
3. Afskrivningsloven er senest optrykt ved lovbekendtgørelse nr. 561 af 20. august 1987, etableringskontoloven ved lovbekendtgørelse nr. 568 af 25. august 1987, investeringsfondsloven ved lovbekendtgørelse nr. 567 af 25. august 1987, ligningsloven ved lovbekendtgørelse nr. 659 af 22. september 1986, realrenteafgiftsloven ved lovbekendtgørelse nr. 525 af 10. august 1987 og kursgevinstloven ved lovbekendtgørelse nr. 627 af 29. september 1987.
B. Skibsværftsaftalen.
Fælles betingelser.
4. Ifølge § 7, stk. 2 og 3, i ændringsloven af 12. november 1986 er det en betingelse for såvel at kunne foretage forhøjede forskudsafskrivninger som at kunne anvende etableringskonto- og investeringsfondsmidler til køb af skibe/skibsanparter efter reglerne i skibsværftsaftalen,
at der senest den 31. december 1987 er indgået skriftlig kontrakt om bygning af et skib,
at levering af skibet ifølge kontrakten skal ske senest den 31. december 1990, og
at kontrakt om køb af skibe/skibsanparter er indgået senest den 31. december 1987.
Det er endvidere en betingelse,
at industriministeren har godkendt, at de midlertidigt ændrede forskudsafskrivnings-, etableringskonto- og investeringsfondsregler kan anvendes på det skibsbygningsprojekt, der er indgået kontrakt om. (Afskrivningslovens § 14, stk. 4, 3. pkt., etableringskontolovens § 5, stk. 8, 3. pkt., og investeringsfondslovens § 3 A, stk. 6, 3. pkt.).
5. Industriministeren har løbende efter skriftlig ansøgning herom godkendt skibsbygningsprojekter. Godkendelse er opnået, når betingelserne i EF's direktiv om støtte til skibsbygningsindustrien har været opfyldt.
Der er blevet givet følgende godkendelser
Mercandia Rederierne/Frederikshavn Værft nr. 423 og 424. Godkendelsesdato 9. oktober 1986.
K/S DMK-Fanø, K/S DMK-Langeland, K/S DMK-Rømø, K/S DMK-Taasinge og K/S DMK-Ærø/Odense Staalskibsværft A/S nr. 121, 122, 123, 124 og 125. Godkendelsesdato 24. november 1986.
K/S Christiansholm og K/S Frederiksholm (Global Finans)/Burmeister & Wain Skibsværft A/S nr. 923 og 925. Godkendelsesdato 2. januar 1987.
Global Finans A/S/Burmeister & Wain Skibsværft A/S nr. 924. Godkendelsesdato 2. januar 1987.
K/S Difko LVI/Burmeister & Wain Skibsværft A/S nr. 927. Godkendelsesdato 5. januar 1987.
K/S DMK-Anholt, K/S DMK-Læsø og K/S DMK-Samsø/ Odense Staalskibsværft A/S nr. 129, 130 og 131. Godkendelsesdato 5. januar 1987.
DMK-Leasing/Odense Staalskibsværft A/S 2-3 VLCC' ere. Godkendelsesdato 14. august 1987.
Erhvervsinvestering K/S XVIII, XIX, XX, XXI, XXII og XXIII/A/S Nordsøværftet nr. 189, 190, 194, 195, 196 og 197. Godkendelsesdato 8. september 1987.
Skjoldnæs K/S/Søby Motorfabrik og Stålskibsværft A/S 1 lastmotorskib. Godkendelsesdato 1. oktober 1987.
SBK-Finans A/S/Burmeister & Wain Skibsværft A/S nr. 922. Godkendelsesdato 1. oktober 1987.
Global Finans A/S/Burmeister & Wain Skibsværft A/S nr. 926. Godkendelsesdato 1. oktober 1987.
K/S DMK-Fyn, K/S DMK-Hesselø og K/S DMK-Sejerø/ Odense Staalskibsværft A/S nr. 126, 127 og 128. Godkendelsesdato 27. november 1987.
6. Ifølge § 7, stk. 4, i ændringsloven af 12. november 1986 er det en betingelse for at kunne opnå skatte- og afgiftsfritagelse for fuldt ud indekserede obligationer, der udstedes af Danmarks Skibskreditfond,
at der senest den 31. december 1988 er indgået skriftlig kontrakt om bygning af det skib, der ønskes finansieret, og
at levering af skibet ifølge kontrakten skal ske senest den 31. december 1990.
Afskrivningsloven
(forskudsafskrivning).
7. Efter lovens § 14, stk. 4, forhøjes forskudsafskrivningsprocenten for skibsbygningskontrakter for indkomstårene 1986, 1987 og 1988.
Efter de hidtidige regler kunne der højst forskudsafskrives 15 pct. af byggesummen i et enkelt indkomstår. Denne maksimale årlige procent forhøjes for indkomståret 1986 til 20 pct. og for indkomstårene 1987 og 1988 til 25 pct.
Samtidig forhøjes den hidtidige maksimale samlede forskudsafskrivningsprocent fra 30 pct. til 45 pct., hvis forskudsafskrivningen er påbegyndt i 1986 og til 50 pct., når forskudsafskrivningen er påbegyndt i 1987.
Påbegyndes forskudsafskrivningen først i 1988, skal det hidtidige maksimum for den samlede mulige forskudsafskrivning anvendes, dvs. at der samlet højst kan forskudsafskrives med 30 pct.
Forskudsafskrivning på 45 pct., 50 pct. eller 30 pct. kan som hidtil fordeles efter ønske inden for den periode, der nævnes i pkt. 8, dog at der for de enkelte indkomstår 1986, 1987 og 1988 højst kan afskrives henholdsvis 20 pct., 25 pct. og 25 pct. af byggesummen.
8. Forskudsafskrivning skal som hidtil foretages på grundlag af den aftalte byggesum, dvs. kontraktsbeløbet uden mulighed for efterfølgende korrektioner for løn- og prisstigninger og uden pristalsregulering af grundlaget. Som efter de hidtidige regler kan forskudsafskrivning foretages med virkning fra det indkomstår, i hvilket kontrakten om skibets bygning er indgået, og indtil det indkomstår, da saldoafskrivning på skibet kan påbegyndes. Der kan således ikke forskudsafskrives for det indkomstår, hvori skibet leveres.
Foretagne forlodsafskrivninger formindsker som udgangspunkt ikke adgangen til at forskudsafskrive, jfr. dog nedenfor under pkt. 14.
Der gælder i øvrigt de samme regler for den forhøjede forskudsafskrivning som for den hidtidige forskudsafskrivning. Der henvises derfor til Skattedepartementets cirkulære nr. 188 af 22. november 1983, pkt. 58-67.
Etableringskontoloven.
9. De nye særlige regler om anvendelse af etableringskontomidler gælder for beløb, der er indskudt på etableringskonto for indkomståret 1985 eller tidligere, (§ 7, stk. 3, i ændringsloven af 12. november 1986). Det betyder, at indskud, der senest er foretaget i tiden fra den 16. februar 1985 til den 15. februar 1986 (fradraget i selvangivelsen for 1985), kan anvendes. Indskud foretaget for indkomståret 1986 kan ikke benyttes.
10. Efter lovens § 5, stk. 8, anses etablering for at have fundet sted, når den skattepligtiges samlede byggesum for skibe eller skibsanparter udgør mindst 50.000 kr. Etablering anses for sket, selv om der ikke fuldt ud skal indbetales 50.000 kr. kontant.
Det er ikke en betingelse, at hele indbetalingen til skibsbygningsprojektet sker med etableringskontomidler, men det beløb, der hæves på etableringskontoen, skal indbetales senest 1 måned, efter at beløbet er hævet på kontoen, jfr. pkt. 13.
Efter lovens § 5, stk. 2, anses etablering at have fundet sted, når den samlede anskaffelsessum for de anskaffede formuegoder overstiger en beløbsgrænse på 100.000 kr. Denne beløbsgrænse gælder fortsat ved anskaffelse af aktiver, der ikke er omfattet af skibsværftsaftalen. Endvidere skal 100.000 kr.'s etableringsgrænsen være opfyldt ved anvendelse af midler, der er indskudt for indkomståret 1986 og senere.
Efter § 5, stk. 5, reguleres 100.000 kr.'s beløbsgrænsen efter reguleringspristallet, der har januar 1980 = 100. Der finder derimod ingen pristalsregulering sted af skibsværftsaftalens 50.000 kr.'s etableringsgrænse.
11. Etableringskontolovens § 5, stk. 8, gør en undtagelse fra det såkaldte arbejds- og ejerkrav i § 5, stk. 2, 4. pkt. Etableringskontomidler kan derfor anvendes til køb af skibsanparter efter den midlertidige ordning, uanset at der er mere end 10 ejere i virksomheden. Det er heller ikke en forudsætning, at kontohaveren eller dennes ægtefælle i ikke uvæsentligt omfang personligt skal deltage i driften af virksomheden. Efter lovens § 7 B, stk. 1, 3. pkt., er det ikke en hindring, at den skattepligtige deltager i skibsbygningsprojektet som kommanditist.
12. Ved køb af skibe/skibsanparter, der er omfattet af aftalen, anses etablering for sket på det tidspunkt, hvor kontrakt om købet blev indgået (kontraheringstidspunktet), jfr. pkt. 4, selv om indbetaling til skibsbygningsprojektet sker senere, jfr. nedenfor pkt. 13.
13. Efter lovens § 7 A, stk. 1, 1. pkt., kan beløb af indtil samme størrelse som den aftalte byggesum hæves på etableringskontoen fra og med det indkomstår, hvor kontrakt om bygning af skibet blev indgået.
Etableringskontomidlerne kan hæves efterhånden, som der skal indbetales til skibsbygningsprojektet. Hævning kan dog ikke foretages efter det indkomstår, hvori levering af skibet finder sted, og hævning skal senest ske i kalenderåret 1990 (§ 7 A, stk. 1, og ændringslovens § 7, stk. 3).
Beløb, der hæves på etableringskontoen, skal ifølge lovens § 5, stk. 8, 2. pkt., være indbetalt til skibsbyggeriet senest 1 måned efter, at pengeinstituttet har udbetalt beløbet. Er det hævede beløb ikke indbetalt inden denne frist, anses beløbet for hævet, uden at beløbet kan forlodsafskrives. Det betyder, at beløbet skal efterbeskattes efter lovens § 11 A.
14. Efter lovens § 7 A, stk. 1, 2. pkt., skal den forlods afskrivning på byggesummen foretages for de indkomstår, hvori etableringskontomidlerne hæves. Forlodsafskrivningen kan således ikke altid ske fuldt ud på kontraheringstidspunktet.
Ifølge § 7 A, stk. 2, formindsker foretagne forlodsafskrivninger ikke adgangen til at forskudsafskrive. Der kan dog i alt højst forlods- og forskudsafskrives 100 pct. af den aftalte byggesum eller af anskaffelsessummen, hvis denne er mindre end byggesummen. Såfremt den samlede forlods- og forskudsafskrivning vil overstige 100 pct., kan den pågældende selv vælge, hvorvidt forlods- eller forskudsafskrivningen skal undlades eller nedsættes.
15. Anvendelse af etableringskontomidler kombineret med foretagelse af forskudsafskrivninger kan illustreres ved et eksempel. Det forudsættes, at der tegnes 1 anpart på 50.000 kr., hvorpå der i alt skal indbetales 12.500 kr. kontant i 4 rater. Indbetalingerne foretages med etableringskontomidler.
Køb af skibsanpart december 1986 ....................... 50.000 kr. Forskudsafskrivning 1986, 20 pct. af 50.000 kr. ..... 10.000 kr. Forlodsafskrivning, 1. rate 1986 .................... 3.500 kr. Forlodsafskrivning, 2. rate 1987 .................... 2.500 kr. Forlodsafskrivning, 3. rate 1987 .................... 2.500 kr. Forskudsafskrivning 1987, 25 pct. af 50.000 kr. ..... 12.500 kr. Forlodsafskrivning, 4. rate 1988 .................... 4.000 kr. --------- Samlet forlods- og forskudsafskrivning 35.000 kr.
Skibet leveres i 1988. Den afskrivningsberettigede anskaffelsessum er herefter 50.000 kr. - 35.000 kr. = 15.000 kr. Heraf indgår 5/6 i den afskrivningsberettigede saldoværdi for det første år, jfr. afskrivningslovens § 13 sammenholdt med § 2, stk. 4.
16. Etablering skal ifølge etableringskontolovens § 8, stk. 1, være foretaget inden 10 år efter udløbet af det indkomstår, hvori indskuddet er fradraget i den skattepligtige indkomst. Som omtalt i pkt. 12, jfr. pkt. 4 anses etablering efter skibsværftsaftalen for sket på kontraheringstidspunktet, og 10-årsfristen for etablering er derfor overholdt, når kontrakten er indgået inden fristens udløb. Indskud, der anvendes til køb af skibe/ skibsanparter, men som på grund af lovens adgang til successiv hævning ikke er hævet inden 10-årsfristens udløb, efterbeskattes ikke.
17. Når etablering har fundet sted, skal indskud, der ikke har kunnet hæves i etableringsåret eller noget af de 2 efterfølgende indkomstår, medregnes til den skattepligtige indkomst for det andet indkomstår efter etableringsåret, jfr. lovens § 10, stk. 1.
Det betyder, at hvis etablering er sket i 1986 med en byggesum på 50.000 kr. (med en successiv indbetaling i løbet af 1986, 1987 og 1988 på i alt 12.500 kr.), og indskyderen har et samlet indskud på 60.000 kr., skal de resterende 47.500 kr. medregnes til den skattepligtige indkomst for indkomståret 1988.
Restindskuddet kan dog efter § 10, stk. 2, hæves allerede i etableringsåret eller i det følgende indkomstår. Beløbet skal da medregnes til den skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori beløbet hæves.
18. Hvis en skattepligtig ophæver en kontrakt om bygning af et skib, hvor etablering er sket efter skattereglerne i forbindelse med skibsværftsaftalen, eller sælger retten efter skibsbygningskontrakten, skal de udbetalte indskud (lig summen af de foretagne forlodsafskrivninger på skibet eller skibsanparten) efterbeskattes efter lovens § 7 A, stk. 3. Efterbeskatningen sker gennem en forhøjelse af den skattepligtige indkomst for de indkomstår, hvori indskuddene er fradraget. Forhøjelsen omfatter de foretagne forlods afskrivninger samt 5 pct. tillæg pr. år fra udløbet af de år, hvori indskuddene er fradraget, og indtil udløbet af det indkomstår, hvori de indskudte beløb er udbetalt.
19. Ifølge etableringskontolovens § 1, stk. 3, kan der ikke opnås fradrag for nye indskud på en etableringskonto for det indkomstår, hvori etablering finder sted. Der kan heller ikke opnås fradrag for de efterfølgende indkomstår, hvis der står beløb på kontoen, som er indskudt før etableringen. En eventuel successiv hævning til et skibsprojekt er således til hinder for, at der på ny kan foretages indskud, så længe der står beløb til successiv hævning på kontoen.
20. Der henvises i øvrigt til Skattedepartementets cirkulære nr. 167 af 30. oktober 1984 om indskud på etableringskonto.
Investeringsfondsloven. 21. De nye særlige regler om anvendelse af investeringsfondsmidler gælder for henlæggelser til investeringsfonds, der er foretaget for henlæggelsesåret 1985 eller tidligere (§ 7, stk. 3, i ændringsloven af 12. november 1986). Det betyder, at indskud, der er foretaget efter udløbet af henlæggelsesåret 1985 og inden udløbet af fristen for indgivelse af selvangivelse for henlæggelsesåret 1985, vil kunne anvendes. Indskud foretaget for henlæggelsesåret 1986 kan ikke benyttes.
22. Investeringsfondslovens § 3 A, stk. 6, gør undtagelse fra det såkaldte arbejds- og ejerkrav i § 3 A, stk. 3, 1. pkt. Investeringsfondsmidler kan derfor anvendes til køb af skibe/skibsanparter efter den midlertidige ordning, uanset at der er mere end 10 ejere i virksomheden. Det er heller ikke en forudsætning, at kontohaveren eller dennes ægtefælle i ikke uvæsentligt omfang personligt skal deltage i driften af virksomheden.
23. Efter lovens § 3 A, stk. 1, 2. pkt., kan kommanditister benytte investeringsfondshenlæggelser til forlods afskrivning på skibsanparter, der er omfattet af deres virksomhed som kommanditister. Efter lovens § 3 A, stk. 2, 2. pkt., kan skattepligtige, der driver selvstændig skibsvirksomhed som bierhverv, anvende investeringsfondshenlæggelser til forlods afskrivning på skibsanparter, der er omfattet af skibsværftsaftalen.
24. Ved køb af skibe/skibsanparter for investeringsfondshenlæggelser lægges der som for etableringskontomidler vægt på kontraheringstidspunkt, jfr. pkt. 12 og 4.
Der gælder i øvrigt tilsvarende regler for hævning som gælder for etableringskontomidler, jfr. pkt. 13 og 14 ovenfor.
25. Henlæggelser skal efter investeringsfondslovens § 6, stk. 2, være anvendt inden 6 år efter udløbet af det indkomstår, hvori henlæggelsen er fradraget. For henlæggelser for indkomståret 1982 og for tidligere år er fristen 12 år. Henlæggelser, der ønskes anvendt til køb af skibe/skibsanparter, men som på grund af lovens adgang til successiv hævning ikke er anvendt inden udløbet af disse frister, efterbeskattes ikke, idet henlæggelsen anses for at være benyttet på kontraheringstidspunktet.
26. Efter lovens § 7 A, stk. 1, 3. pkt., skal den forlods afskrivning på byggesummen foretages for de indkomstår, hvori beløbene hæves på skatteyderens investeringsfondskonto i et pengeinstitut. Forlodsafskrivningen kan således ikke altid ske fuldt ud på kontraheringstidspunktet.
Ifølge § 7 A, stk. 2, formindsker foretagne forlodsafskrivninger ikke adgangen til at forskudsafskrive på skibet eller skibsanparten. Der kan dog i alt højst forlods- og forskudsafskrives 100 pct. af den aftalte byggesum eller af anskaffelsessummen, hvis denne er mindre end byggesummen, jfr. i øvrigt pkt. 14.
27. Såfremt en skattepligtig person efter lovens § 5, stk. 2, alene har været forpligtet til at indskyde 70 pct. af henlæggelsen til investeringsfond, kan denne ved tegning af een anpart på 50.000 kr., samlet hæve op til 35.000 kr. på kontoen under forudsætning af, at skatteyderen har et beløb af denne størrelsesorden stående på kontoen. Der kan dog kun hæves og forlods afskrives i forhold til det til anpartskøbet faktisk indbetalte beløb.
Hvis der til tegning af en 50.000 kr.'s anpart i alt skal indbetales 12.500 kr. fordelt på rater, kan dette beløb således fuldt ud hæves, efterhånden som raterne forfalder. Forlods afskrivningen foretages for de indkomstår, hvori raterne hæves. Ved en samlet årlig rate på eksempelvis 3.500 kr., kan der således forlods afskrives 5.000 kr. Sker den samlede indbetaling til købet på en gang (inden 1 måned efter at beløbet er hævet), foretages forlodsafskrivningen samlet for dette indkomstår.
Et tilsvarende princip gælder for selskaber, foreninger m.v., der efter lovens § 5, stk. 3, alene er forpligtet til at indskyde 50 pct. af henlæggelsen.
28. Hvis en skattepligtig person ophæver en kontrakt om bygning af et skib, hvortil der er benyttet henlæggelse efter skibsværftsaftalen, eller sælger retten i henhold til denne, skal de udbetalte indskud efterbeskattes efter lovens § 7 A, stk. 3. Efterbeskatningen sker gennem en forhøjelse af den skattepligtige indkomst for de indkomstår, hvori henlæggelserne er fradraget. Forhøjelsen omfatter de foretagne forlods afskrivninger med tillæg af 5 pct. for hvert år fra udløbet af henlæggelsesåret og indtil udløbet af det indkomstår, hvori de indskudte beløb er udbetalt.
29. Efter virksomhedsskattelovens § 1, stk. 1, (lov nr. 144 af 19. marts 1986 om indkomstbeskatning af selvstændige erhvervsdrivende) sammenholdt med personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 10, (lov nr. 151 af 19. marts 1986 om indkomstskat og formueskat for personer m.v.) kan indkomst ved selvstændig skibsvirksomhed, der er den skattepligtiges bierhverv, ikke indgå i virksomhedsordningen.
Selvstændige erhvervsdrivende, der har erhvervet skibsanparter, kan dog anvende virksomhedsordningen, blot kan skibsvirksomheden ikke indgå i ordningen.
Ved indtræden i virksomhedsordningen skal alle erhvervsaktiver medtages, herunder også indestående på investeringsfondskonto. Hvis en selvstændig erhvervsdrivende, der har tilsluttet sig virksomhedsordningen, derfor ønsker at anvende investeringsfondshenlæggelsen til forlods afskrivning på skibsanparter, vil dette medføre en hævning efter virksomhedsskattelovens § 5, idet køb af skibsanparter anses for en privat hævning.
Efter lovens § 7 A, stk. 4, holdes investeringsfondshenlæggelser, der ønskes benyttet til forlods afskrivning på skibsanparter omfattet af skibsværftsaftalen, udenfor virksomhedsordningen.
30. Der henvises i øvrigt til Skattedepartementets cirkulære nr. 166 af 29. oktober 1984 om investeringsfonds.
Realrenteafgiftsloven og kursgevinstloven.
31. Efter realrenteafgiftslovens § 3, stk. 3, nr. 2, er fuldt ud indekserede obligationer, der udstedes af Danmarks Skibskreditfond, fritaget for realrenteafgift.
Såfremt de nævnte indeksobligationer har en pålydende rente på mindst 2 1/2 pct., er obligationerne endvidere ifølge kursgevinstlovens § 7, stk. 5, fritaget for beskatning efter kursgevinstlovens mindsterenteregel. Der henvises i den forbindelse til Skattedepartementets cirkulære af 9. oktober 1986 om kursgevinstloven.
Ligningsloven.
32. Som led i skibsværftsaftalen kan der til finansiering af nybygning eller ombygning af skibe kontraheret inden udgangen af 1988 og leveret inden udgangen af 1990, af Danmarks Skibskreditfond udstedes indeksobligationer.
Indeksobligationerne skal have en pålydende rente på enten 2 1/2 pct. p.a. eller 4 pct. p.a. Låntager, dvs. reder eventuelt anpartshaver, forpligtes alene til at betale renter og afdrag på basis af en indeksregulering, der svarer til en årlig inflation på 3 pct. for 2 1/2 pct.'s obligationer, idet omkostningerne ved en eventuel indeksregulering herudover vil blive dækket af staten. For 4 pct.'s obligationers vedkommende dækker staten på tilsvarende vis omkostninger ved en eventuel indeksregulering ud over 1 1/2 pct.
Efter ligningslovens § 7 I fritages det indekstillæg, som staten således eventuelt skal betale, for beskatning hos låntager.
C. Ændring i etableringskontoloven som følge af skattereformen.
Ændring i beregningsgrundlaget for etableringskontoindskud.
33. I lovens § 3, stk. 1, er indsat en regel om, at skattefri godtgørelser for rejse- og befordringsudgifter, der omfattes af ligningslovens § 9, stk. 5, 2. pkt., ikke skal indgå i beregningsgrundlaget for, hvor stort et indskud der årligt kan foretages på etableringskonto. Det fremgår af ligningslovens § 9, stk. 5, 1. pkt., at godtgørelsen, der udbetales af arbejdsgiveren, for udgifter, lønmodtageren påføres som følge af arbejdet, skal medregnes ved indkomstopgørelsen. Ifølge 2. pkt. gælder dette dog ikke godtgørelser for rejse- og befordringsudgifter, hvis godtgørelsen ikke overstiger satser, der fastsættes af ligningsrådet. Har godtgørelse efter 2. pkt. herefter fundet sted, kan der ikke ske fradrag ved indkomstopgørelsen.
Der gælder herefter det samme for disse godtgørelser, som allerede er gældende for godtgørelser til offentligt ansatte, der omfattes af statsskattelovens § 5 d. Reglen gælder fra og med indkomståret 1987.
34. Ved beregningen af hvor stort et indskud der årligt kan indskydes på etableringskonto, skal det særlige fradrag på 3 pct. af den personlige indkomst, dog højst 3.200 kr., efter ligningslovens § 8 F ikke fradrages i beregningsgrundlaget.
35. Ved personskatteloven, lov nr. 151 af 19. marts 1986, er fradragsværdien af etableringskontoindskud blevet begrænset. Indskud på etableringskonto kan ikke fradrages i personlig indkomst, men kun ved opgørelsen af almindelig indkomst.
Som en konsekvens af denne ændring skal ikke benyttede etableringskontoindskud efter etableringskontolovens § 9, stk. 3, efterbeskattes med samme indkomstskatteprocent, som fradraget er blevet givet med.
Reglen har virkning for indskud, der foretages den 16. februar 1987 eller senere (dvs. for indskudsåret 1987), jfr. § 3 i ændringsloven af 22. maj 1986.
Indskud, der er foretaget før denne dato, fradrages med fuld fradragsværdi i indkomståret 1986, eller i et tidligere indkomstår, og efterbeskattes i givet fald efter de tilsvarende indkomstskatteregler for 1986 eller for de tidligere indkomstår.
Andelskasser.
36. Efter lovens § 4, stk. 1, kan etableringskonti føres i andelskasser uden krav om, at andelskassen er medlem af Foreningen Danske Andelskasser.
Ændringen er en konsekvens af, at andelskasser ifølge bank- og sparekasseloven ved lov nr. 154 af 24. april 1985 i tilsynslovgivningen i det væsentlige er blevet ligestillet med banker og sparekasser.
Reglen trådte i kraft den 29. maj 1986.
37. Ifølge lov nr. 154 af 24. april 1985 om ændring af bank- og sparekasseloven skal andels- og fælleskasser, der efter den 1. oktober 1985 har anmeldt sig som andelskasse til tilsynet for banker og sparekasser opfylde følgende krav
1) Egenkapitalen skal udgøre mindst 8 pct. af andelskassens samlede gælds- og garantiforpligtelser.
2) Antallet af andelshavere skal være mindst 50, og hver af andelshaverne skal mindst have indbetalt 1.000 kr. til andelskapitalen.
3) Den indbetalte andelskapital skal mindst udgøre 25 mill. kr.
Andelskasser, der har drevet virksomhed inden den 1. januar 1983 og som senest den 1. oktober 1985 har anmeldt sig som andelskasse, kan dog vente indtil den 31. december 1987 med at opfylde bank- og sparekasselovens krav til egenkapital.
En forudsætning for at disse »bestående« andelskasser skal kunne føre etableringskonti, er, at andelskassen enten skal være medlem af en såkaldt rabo-ordning eller allerede opfylde 8 pct.'s-kravet til egenkapitalen. En rabo-sammenslutning er en i bank- og sparekasselovens 4 D omhandlet sammenslutning, hvorefter de deltagende andelskasser i fællesskab - men ikke nødvendigvis hver for sig - kan opfylde kravene i bank- og sparekasseloven. Rabo-sammenslutningen skal opfylde de krav til egenkapitalens størrelse m.v., der stilles i bank- og sparekasselovgivningen. En deltagende andelskasse, der måtte ønske at udtræde af sammenslutningen, skal have en andelskapital på mindst 25 mill. kr. og yderligere have tilladelse til udtrædelsen fra tilsynet med banker og sparekasser. Den nævnte sammenslutning har afløst Foreningen Danske Andelskasser.
»Bestående« andelskasser, der ikke er medlem af en rabo-ordning, kan endvidere kun føre etableringskonti, hvis antallet af andelshavere i andelskassen er mindst 50, og hver af disse mindst har indbetalt 1.000 kr. til andelskapitalen (mindstebeløbet er således 50 x 1.000 kr.)
Reglen trådte i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, dvs. fra den 29. maj 1986.
D. Ændringer i investeringsfondsloven som følge af skattereformen.
38. Efter lovens § 3 A, stk. 2, kan skattepligtige, der driver selvstændig skibsvirksomhed som bierhverv, ikke benytte henlæggelser til investeringsfonds til forlods afskrivning på aktiver, der omfattes af denne virksomhed, dog med den midlertidige undtagelse, der efter skibsværftsaftalen gælder for skibsanparter jfr. ovenfor pkt. 21-29.
Dette er en følge af, at den skattepligtiges afskrivninger efter skattereformen kun har en fradragsværdi på 50-56 pct.
39. Efter lovens § 4, stk. 1, kan henlæggelser til investeringsfond højst udgøre 25 pct. af overskuddet af selvstændig erhvervsvirksomhed. Overskuddet opgøres efter reglerne for opgørelse af skattepligtig indkomst med visse reguleringer.
Ændringen går ud på at korrigere virksomhedens indkomst for alle kursgevinster og kurstab på fordringer og gæld, som indgår i den skattepligtige indkomst - og ikke som hidtil kun for valutakursgevinster og -tab.
Andelskasser. 40. Som en konsekvens af de ændringer der ved lov nr. 154 af 24. april 1985 er sket i bank- og sparekasseloven, er der givet andelskasser adgang til at føre investeringsfondskonti uden krav om medlemsskab af Foreningen Danske Andelskasser.
Der er i øvrigt tale om ændringer, der ganske svarer til de ændringer, der er omtalt ovenfor under pkt. 36 vedrørende etableringskonti. Der henvises derfor hertil.
Skatteministeriet, den 18. december 1987
Jens Rosman
/Carsten Vesterø Jensen
Ingen