Cirkulære om forretningsorden for Plantenyhedsnævnet
Table of Provisions (12)
Statutory Text (12 Articles)
§ 1. Plantenyhedsnævnet, der er nedsat af Landbrugsministeriet den 18. september 1962 i medfør af § 4 i lov nr. 205 af 16. juni 1962 om beskyttelse af forædlerrettigheder for planter, består af en af Landbrugsministeriet udpeget og udnævnt formand samt 26 medlemmer udnævnt af Landbrugsministeriet efter indstilling som nedenfor anført og inddelt i nedennævnte 5 afdelinger
I. Afdeling for landbrugets frøplanter
2 medlemmer indstillet af Statens Planteavlsudvalg
1 medlem indstillet af De Danske Landboforeninger
1 medlem indstillet af De Danske Husmandsforeninger
1 medlem indstillet af Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskole
1 medlem indstillet af frøhandler-organisationer.
Afdeling I tiltrædes endvidere af to tilforordnede forædlingskyndige med særligt kendskab til forædling af henholdsvis korn og andre frøformerede arter af landbrugets kulturplanter.
II. Afdeling for kartofler
1 medlem indstillet af Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskole
2 medlemmer indstillet af Statens Planteavlsudvalg
1 medlem indstillet af De Danske Landboforeninger
1 medlem indstillet af De Danske Husmandsforeninger.
Afdeling II tiltrædes af en tilforordnet forædlingskyndig med særligt kendskab til kartoffelforædling.
III. Afdeling for køkkenurter, incl. jordbær
1 medlem indstillet af Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskole
2 medlemmer indstillet af Statens Planteavlsudvalg
1 medlem indstillet af Dansk Erhvervsgartnerforening
1 medlem indstillet af Fællesudvalget for Prøvedyrkning af køkkenurter.
Afdeling III tiltrædes af en tilforordnet forædlingskyndig med særligt kendskab til forædling af gartneriets frøplanter.
IV. Afdeling for frugttræer, frugtbuske og skovtræer
der deles i 2 underafdelinger for gruppe a. frugttræer og frugtbuske og gruppe b. skovtræer.
a) 1 medlem indstillet af Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskole 1 medlem indstillet af Statens Planteavlsudvalg 1 medlem indstillet af Dansk Planteskoleejer-forening b) 1 medlem indstillet af Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskole 1 medlem indstillet af Statens Forstlige Forsøgsvæsen 1 medlem indstillet af Dansk Skovforening
V. Afdeling for prydplanter
1 medlem indstillet af Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskole,
2 medlemmer indstillet af Statens Planteavlsudvalg,
1 medlem indstillet af Dansk Erhvervsgartnerforening,
1 medlem indstillet af Dansk Planteskoleejer-forening.
Afdeling V tiltrædes af en tilforordnet forædlingskyndig med særligt kendskab til forædling af vegetativt formerede prydplanter.
Stk. 2. Det af Dansk Planteskoleejer-forening indstillede medlem til Afdeling IV a (frugttræer og frugtbuske) repræsenterer tillige foreningen i afdeling V (prydplanter). Det af frøhandelen indstillede medlem til afdeling I har adgang til at deltage i møder i andre afdelinger, når disse behandler spørgsmål af interesse for frøhandelen.
Stk. 3. De tilforordnede udnævnes af Landbrugsministeriet efter indstilling fra det samlede nævn, som forhandler herom med nedennævnte organisationer m.v.
Sammenslutningen af danske Sortsejere af korn, for så vidt angår den forædlingskyndige vedrørende korn.
Foreningen af danske stammeejere af markfrø, for så vidt angår den forædlingskyndige vedrørende andre frøformerede arter af landbrugets kulturplanter.
Landbrugets kartoffelfond, for så vidt angår den forædlingskyndige vedrørende kartofler, og
Foreningen af danske Havefrøeksportører, for så vidt angår den forædlingskyndige vedrørende gartneriets frøplanter.
Forædlerforeningen for vegetativt formerede planter, for så vidt angår den forædlingskyndige vedrørende vegetativt formerede prydplanter.
Stk. 4. Nævnet tiltrædes desuden af en af landbrugsministeren udpeget tilforordnet juridisk sagkyndig, der har adgang til at deltage i samtlige møder men uden stemmeret.
§ 2. Det samlede nævn udpeger blandt sine medlemmer for en femårig periode en næstformand og formænd for de enkelte afdelinger, hvis valg stadfæstes af Landbrugsministeriet.
Stk. 2. Formand, næstformand og formændene for de enkelte afdelinger danner et forretningsudvalg.
§ 3. Det samlede nævn afholder ordentligvis et årligt møde i december eller januar. Formanden kan efter anmodning fra forretningsudvalget indkalde til overordentlige møder og skal indkalde til sådanne møder, når mindst halvdelen af nævnets medlemmer eller Landbrugsministeriet anmoder ham derom. Dagsorden skal være udsendt senest 8 dage før mødet.
Stk. 2. Plantenyhedsnævnets daglige forretninger forestås af formanden og i dennes forfald næstformanden med bistand af et til nævnet knyttet sekretariat.
Stk. 3. Forretningsudvalget holder møde så ofte det skønnes nødvendigt. De enkelte afdelinger afholder møder i det omfang det skønnes nødvendigt, eller når mindst halvdelen af medlemmerne fremsætter anmodning derom. Til afdelingsmøder har formand og næstformand adgang.
Stk. 4. De forædlingskyndige tilforordnede indbydes til møderne i det samlede nævn og til møderne i vedkommende afdeling. De tilforordnede har ret til at deltage i møderne på lige fod med medlemmerne, men har ingen stemmeret. Nævnet og afdelingerne kan dog i særlige tilfælde beslutte at afholde møder uden de forædlingskyndige tilforordnede. Ved en afdelings forelæggelse af en sag i det samlede nævn, har de tilforordnede ret til at afgive en skriftlig udtalelse.
Stk. 5. Forretningsudvalget kan, foruden de forædlingskyndige tilforordnede, også indbyde andre særligt sagkyndige til behandling af en sag eller til møder i det samlede nævn, jfr. lovens § 4, stk. 3.
§ 4. Beslutningerne i det samlede nævn såvel som i forretningsudvalget og de enkelte afdelinger træffes ved stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende. For at nævnet, forretningsudvalget og afdelingerne er beslutningsdygtige kræves at mindst halvdelen af medlemmerne er tilstede. Skriftlig votering kan finde sted.
Stk. 2. Beslutninger truffet på møder i det samlede nævn og i forretningsudvalget samt beslutninger, som det samlede nævn har truffet efter skriftlig votering, indføres i en af Landbrugsministeriet autoriseret protokol, og det protokollerede underskrives af formanden, i dennes forfald af næstformanden, samt af sekretæren. Over forhandlingerne i det samlede nævn, forretningsudvalget og de enkelte afdelinger optages skriftlig referat, der udsendes til mødedeltagerne, som i 10 dage efter modtagelsen af referat har adgang til at fremsætte begæring om berigtigelser af eller tilføjelser til referatet.
§ 5. Det samlede nævn afgør alle principielle spørgsmål, herunder - på grundlag af indstilling fra vedkommende afdeling - hvorvidt en anmeldt plantenyhed opfylder de fastsatte betingelser for beskyttelse. Beslutninger, der kræver Landbrugsministeriets godkendelse skal forelægges det samlede nævn og viderebefordres gennem nævnets sekretariat.
§ 6. Det samlede nævn kan nedsætte underudvalg til behandling af særlige spørgsmål.
§ 7. Til Plantenyhedsnævnet knyttes et sekretariat. Sekretæren, der udnævnes af Landbrugsministeriet, har adgang til at deltage i samtlige møder.
§ 8. Ingen af nævnets medlemmer må deltage i afgørelsen af en sag, der umiddelbart berører institutioner, virksomheder eller organisationer, i hvilke han er interesseret, eller til hvilke han er knyttet, eller i tilfælde hvor hans upartiskhed iøvrigt med føje vil kunne drages i tvivl. Medlemmerne, de tilforordnede og sekretæren skal under ansvar efter borgerlig straffelovs §§ 152 og 263 overfor alle uvedkommende hemmeligholde, hvad de gennem deres virksomhed i Plantenyhedsnævnet bliver vidende om.
Stk. 2. Medlemmer og tilforordnede, der på grund af deres borgerlige stilling kunne blive mistænkt for uberettiget til egen fordel at benytte oplysninger, der måtte tilflyde dem i deres hverv for nævnet, kan for hver sag fremsætte anmodning om, at oplysninger af denne art ikke forelægges dem.
§ 9. Nævnets medlemmer oppebærer dækning for rejse og mødeudgifter efter de til enhver tid i statstjenesten gældende regler.
§ 10. Forretningsorden for Plantenyhedsnævnet nr. 172 af 11. september 1963 ophæves.
Landbrugsministeriet, den 11. december 1987
LAURITS TØRNÆS
/Henrik Wanscher
Cirkulære om forretningsorden for Plantenyhedsnævnet
I medfør af § 4 i lov nr. 205 af 16. juni 1962 om beskyttelse af forædlerrettigheder for planter fastsættes herved nedenstående bestemmelser.
Ingen