Cirkulære om offentlig støtte til opførelse eller indretning af ungdomsboliger (* 1)
Table of Provisions (11)
Statutory Text (11 Articles)
Bilag 1
Uddrag af lov om boligbyggeri jf. lovbekendtgørelse nr. 550 af 18. august 1987
(Udelades her)
Bilag
1. Kapitel 9, 9a og 11 i boligbyggeriloven.
2. Byggestyrelsens cirkulære af 6. januar 1983 om udbud af bygge- og anlægsarbejder.
3. Boligstyrelsens cirkulære af 9. maj 1984 om forskellige forhold i forbindelse med underhåndsbud indenfor byggeri, der opføres med støtte i henhold til lov om boligbyggeri.
4. Byggestyrelsens cirkulære af 10. maj 1985 om totalentreprise i byggeri med offentlig støtte.
5. Byggestyrelsens cirkulære af 25. juni 1986 om ansvarsforhold med byggearbejder.
6. Byggestyrelsens cirkulære af 12. november 1986 om kvalitetssikring af byggearbejder.
7. Byggestyrelsens cirkulære af 6. januar 1987 om brug af beton.
8. Normalvedtægter for kollegier.
9. Boligstyrelsens bekendtgørelse nr. 477 af 1. juli 1987 om bygningsgennemgang (førsyn) ved ombygning af og tilbygning til en eksisterende bygning. (Førsynsbekendtgørelsen).
Bilag 2
Cirkulære nr. 7 af 6. januar 1983 om udbud af bygge- og anlægsarbejder
(Udelades her)
Bilag 3
Cirkulære nr. 57 af 9. maj 1984 om forskellige forhold i forbindelse med underhåndsbud inden for byggeri, der opføres med støtte i henhold til lov om boligbyggeri
(Udelades her)
Bilag 4
Cirkulære nr. 48 af 10. maj 1985 om totalenterprise i byggeri med offentlig støtte
(Udelades her)
Bilag 5
Cirkulære nr. 91 af 25. juni 1986 om ansvarsforhold ved byggearbejder
(Udelades her)
Bilag 6
Cirkulære nr. 166 af 12. november 1986 om kvalitetssikring af byggearbejder
(Udelades her)
Bilag 7
Cirkulære nr. 2 af 6. januar 1987 om brug af beton
(Udelades her)
Bilag 8
Uddrag af Boligministeriets cirkulære nr. 22 af 2. februar 1978 om normalvedtægter for kollegier
(Udelades her)
Bilag 9
Bekendtgørelse nr. 477 af 1. juli 1987 om bygningsgennemgang (førsyn) ved ombygning af og tilbygning til en eksisterende bygning m.v.
(Udelades her)
Cirkulære om offentlig støtte til opførelse eller indretning af ungdomsboliger (* 1)
1. Indledning
Ved den hidtidige støtteprocedure har Boligstyrelsen foretaget en detaljeret sagsgennemgang af de enkelte projekter, både hvad angår iagttagelse af reglernes overholdelse på skema 1, 2 og 3, samt en detaljeret teknisk gennemgang af projekterne.
Ved dette cirkulære decentraliseres og uddelegeres størstedelen af den sagsbehandling, der har fundet sted i Boligstyrelsen, til kommunalbestyrelsen.
Det er hensigten med denne uddelegering at forenkle den offentlige sagsbehandling samt at begrænse støttemyndighedernes samlede administration, således at sagsbehandlingen som udgangspunkt kun varetages af een støttemyndighed, nemlig kommunalbestyrelsen, der i forvejen behandler projekterne som planlægnings- og bygningsmyndighed.
Boligstyrelsen har som nævnt hidtil foretaget en detaljeret sagsgennemgang. Styrelsen vil for fremtiden, bortset fra de i pkt. 18, 19.2, 21.1 og 22.2.1 nævnte tilfælde, lægge kommunalbestyrelsens erklæringer til grund uden at foretage en særskilt vurdering heraf. Boligstyrelsen vil således ikke foretage kontrol af rammebeløb, af de på skema 1 og 2 anførte delbeløb under grundudgifterne, håndværkerudgifterne og omkostningerne eller lignende forhold, som er udtryk for overflødig dobbeltadministration. Det er dog alene Boligstyrelsen, der kan meddele tilsagn. Tegningsmateriale skal ikke længere fremsendes til Boligstyrelsen, med mindre styrelsen anmoder herom.
Dette cirkulære erstatter
a. Boligstyrelsens cirkulære af 10. december 1979 om boliger for unge under uddannelse m.fl. med undtagelse af pkt. 15-18.
b. Boligstyrelsens vejledning af juni 1981 om støtte til tilvejebringelse af boliger for unge under uddannelse ved ombygning af eksisterende ejendomme.
c. Boligstyrelsens cirkulære af 11. juni 1982 om offentlig støtte til ungdomsboliger, finansieret med indekslån.
d. Boligstyrelsens cirkulæreskrivelse af 12. marts 1986 til samtlige kommunalbestyrelser vedrørende mulighed for i begrænset omfang at yde støtte til nyopførelse af ungdomsboliger.
Som bilag til cirkulæret er optrykt
1. Kap. 9, 9a og 11 i boligbyggeriloven.
2. Byggestyrelsens cirkulære af 6. januar 1983 om udbud af bygge- og anlægsarbejder.
3. Boligstyrelsens cirkulære af 9. maj 1984 om forskellige forhold i forbindelse med underhåndsbud indenfor byggeri, der opføres med støtte i henhold til lov om boligbyggeri.
4. Byggestyrelsens cirkulære af 10. maj 1985 om totalentreprise i byggeri med offentlig støtte.
5. Byggestyrelsens cirkulære af 25. juni 1986 om ansvarsforhold med byggearbejder.
6. Byggestyrelsens cirkulære af 12. november 1986 om kvalitetssikring af byggearbejder.
7. Byggestyrelsens cirkulære af 6. januar 1987 om brug af beton.
8. Normalvedtægter for kollegier.
9. Boligstyrelsens bekendtgørelse nr. 477 af 1. juli 1987 om bygningsgennemgang (førsyn) ved ombygning af og tilbygning til en eksisterende bygning. (Førsynsbekendtgørelsen).
Afsnit 1
2. Kvotens størrelse
Ungdomsboligkvoten - det vil sige antallet af værelsesenheder, der kan opføres med offentlig støtte - er fastsat i kap. 11 i lov om boligbyggeri. Kap. 11 er optaget som bilag 1 til dette cirkulære. Vedrørende beregningen af antallet af værelsesenheder henvises til pkt. 17.1.1.
Den fastsatte kvote er en bruttokvote. Det betyder, at der sker en reduktion af kvoten, i det omfang der ydes støtte efter § 73 b i boligbyggeriloven til udbedring af byggeskader, større ekstraordinære renoveringsarbejder, samt i ganske særlige tilfælde til ekstraordinær opretning af økonomien i kollegier/ungdomsboliger opført før 1. juli 1986.
3. Former for ungdomsboliger
Ungdomsboliger kan tilvejebringes ved integration i almennyttigt boligbyggeri, erhvervelse og ombygning af eksisterende ejendomme, ombygning af eksisterende ejendomme eller nybyggeri. De forskellige former for opførelse eller indretning af ungdomsboliger er ligestillede.
Uanset under hvilken form ungdomsboligerne opføres, vil det være den samme personkreds, der er berettiget til at bo i disse boliger, nemlig unge under uddannelse samt andre unge med særligt behov. Behovskriteriet gælder for begge grupper.
Erfaringer viser, at det er uhensigtsmæssigt at opføre eller indrette meget store ungdomsboligbyggerier, bl.a. på grund af disses karakter af kategoribebyggelse, og fordi de kan blive sårbare i økonomisk henseende. Den enkelte bebyggelse, der opføres eller indrettes med statsstøtte, bør derfor højst omfatte 100 ungdomsboliger og bør i almindelighed være noget mindre.
3.1. Ungdomsboliger integreret i almennyttigt boligbyggeri
Ved integrerede ungdomsboliger forstås boliger, der opføres enten sammen med almennyttige lejligheder i en afdeling, eller i tilknytning til en eksisterende afdeling bestående af almennyttige lejligheder, og som bliver en del af den eksisterende afdeling.
Ved integrering af ungdomsboliger og almennyttige lejligheder bør antallet af ungdomsboliger - for at tilgodese de hensyn der ligger til grund for ønsket om integrering - kun udgøre en mindre del af antallet af almennyttige lejligheder.
Det betyder, at antallet af ungdomsboliger i almindelighed ikke bør udgøre mere end 1/3 af lejlighedsantallet.
Kommunalbestyrelsen kan i særlige tilfælde - herunder f.eks. på grund af grundens eller bygningens udformning - godkende, at antallet af ungdomsboliger overstiger 1/3 af lejlighedsantallet, men antallet af ungdomsboliger skal til enhver tid udgøre mindre end 1/2 af lejlighedsantallet.
På samme måde som anført ovenfor skal antallet af ungdomsboliger, der opføres i tilknytning til og som en del af en eksisterende afdeling f.eks. på et restareal, udgøre en mindre del af antallet af almennyttige lejligheder.
Der er ikke fastsat nærmere regler for, hvorledes integreringen af ungdomsboliger kan ske. Der er således mulighed for, at ungdomsboligerne indrettes som en selvstændig blok i bebyggelsen, i en enkelt opgang eller på anden måde, f.eks. i tilknytning til bebyggelsens almindelige familieboliger.
3.2. Erhvervelse og ombygning af eksisterende ejendomme samt ombygning af eksisterende ejendomme
Ungdomsboliger kan indrettes i ejendomme, der ikke hidtil har været anvendt til boligformål f.eks. erhvervsbygninger eller bygninger, der har været anvendt til institutionsformål.
Der er mulighed for at indrette ungdomsboliger i en del af en eksisterende ejendom, der ikke er indrettet til boligformål, såfremt ejendommen kan opdeles i ejerlejligheder jf. § 10 i ejerlejlighedsloven. Efter opdelingen skal ungdomsboliginstitutionen udgøre een samlet ejerlejlighed.
Som udgangspunkt vil det ikke være muligt at indrette ungdomsboliger i eksisterende beboelsesejendomme. Når særlige forhold gør sig gældende, vil indretning af hele ejendommen til ungdomsboliger dog kunne tillades bl.a. på betingelse af, at der sker en tilvækst i boliger, samt at der er tale om så ringe ejendomme, at de ikke længere med rimelighed bør tillades anvendt til almindelige boliger. Kommunalbestyrelsen må i så fald afgive en erklæring herom. Boligstyrelsen afgør, på grundlag af indstilling fra kommunalbestyrelsen, om en eksisterende beboelsesejendom kan tillades indrettet til ungdomsboliger, jf. pkt. 18.
Såfremt der er tale om en kondemneret bygning, vil en del af bygningen kunne indrettes til ungdomsboliger, såfremt bygningen vil kunne opdeles i ejerlejligheder. Det er herefter en betingelse, at kommunalbestyrelsen attesterer, at mindst halvdelen af bygningens bruttoetageareal efter ombygningen indrettes til ungdomsboliger og, at den resterende del af bruttoetagearealet indrettes til andet formål end beboelse. Ungdomsboligerne skal efter opdelingen udgøre een samlet ejerlejlighed. Boligstyrelsen afgør på grundlag af indstilling fra kommunalbestyrelsen, om en del af bygningen kan tillades indrettet til ungdomsboliger, jf. pkt. 18.
Indrettes ungdomsboliger i en tagetage på en almennyttig afdeling, bliver disse integreret i den eksisterende afdeling, hvorfor der ikke kan ske ejerlejlighedsopdeling. I sådanne situationer vil der ikke være udgifter til grundkøb. Rammebeløbet vil derfor blive reduceret med et beløb svarende til den gennemsnitlige procentdel, grundudgifterne normalt udgør af den samlede anskaffelsessum. Reduktionen udgør for tiden 16 pct., jf. pkt. 7.4.
3.2.1. Førsyn
Det fremgår af § 62 b i boligbyggeriloven, at der ved ombygningsprojekter, der er omfattet af Byggeskadefonden, skal foretages en bygningsgennemgang samt udfærdiges en rapport herom, inden der meddeles tilsagn. De nærmere regler herom fremgår af Boligstyrelsens bekendtgørelse nr. 477 af 1. juli 1987, der er optaget som bilag 9 til dette cirkulære.
Rapporten skal indeholde en beskrivelse af den foretagne gennemgang af bygningen samt en opgørelse over konstaterede skader og tegn på skader. Rapporten skal endvidere indeholde en beskrivelse og vurdering af bygningens tilstand og egnethed for den påtænkte ombygning.
Rapporten indsendes af bygherren til kommunalbestyrelsen samtidig med fremsendelsen af skema 1.
Kommunalbestyrelsen træffer den endelige administrative afgørelse, om bygningen skønnes egnet til den påtænkte ombygning. Kommunalbestyrelsen orienterer i forbindelse med godkendelse af skema 1 Boligstyrelsen og Byggeskadefonden om bygningens egnethed til den påtænkte ombygning. Et eksemplar af rapporten fremsendes tillige til Byggeskadefonden, jf. pkt. 16.1.
3.3. Nybyggeri
Der kan ligeledes opføres ungdomsboliger i form af nybyggeri. Især i de mindre kommuner, hvor det kan være vanskeligt at fremskaffe velegnede ejendomme til ombygning til ungdomsboliger, vil dette være en mulighed.
4. Kriterierne for støttetildeling
Efter boligbyggerilovens § 67 kan der ydes støtte til opførelse af boliger for unge under uddannelse. Det fremgår endvidere af bestemmelsen, at tilsagn om støtte skal ske med hensyntagen til det forventede behov i det pågældende område sammenholdt med udlejningssituationen i allerede opførte boliger.
Det er en forudsætning for opnåelse af støtte, at der skønnes at være et reelt behov for boliger for unge uddannelsessøgende. Vurderingen må foretages på baggrund af oplysninger for det pågældende geografiske område, om antal uddannelsesinstitutioner, antal uddannelsessøgende, boligforhold m.v. Ved vurderingen vil der blive lagt vægt på boligernes beliggenhed i forhold til uddannelsesstederne, herunder ikke alene den geografiske afstand, men også kollektive transportmuligheder.
Da det påhviler Boligstyrelsen at tilstræbe en fordeling og opførelsesrytme af det samlede støttede byggeri, der i størst muligt omfang tager højde for kapacitetsforhold i byggesektoren, vil der endvidere blive taget hensyn til beskæftigelsessituationen i de enkelte geografiske områder.
Det vil ofte være uhensigtsmæssigt på een gang at placere et større antal ungdomsboliger i mindre byer, idet der herved kan opstå udlejningsvanskeligheder. I mindre bysamfund må det derfor foretrækkes, at der placeres mindre enheder evt. i form af opdeling af projektet i etaper over et par år.
For at foretage en samlet vurdering af behovet for opførelse af ungdomsboliger udsender Boligstyrelsen hvert år i september måned et oplysningsskema til samtlige kommunalbestyrelser, hvori man beder om oplysninger om behovet for ungdomsboliger i kommunen, samt hvilke konkrete projekter kommunen ønsker fremmet, jf. pkt. 15.2.
5. Bygherren
Bygherren kan være en afdeling af et almennyttigt boligselskab, der er godkendt i henhold til boligbyggerilovens § 2, eller selvejende institutioner, hvis vedtægter følger Normalvedtægter for kollegier. Normalvedtægterne er optaget som bilag 8 til dette cirkulære.
Bygherren skal have mulighed for at erhverve skøde på ejendommen og skal være økonomisk uafhængig af andre afdelinger/institutioner, jf. 16.2.1. Aftaler om køb af grund eller ejendom til brug for ungdomsboliger bør indgås på slutseddel/skøde, der er betinget af Boligstyrelsens meddelelse af tilsagn til projektet.
Bygherren skal udbyde arbejderne i overensstemmelse med udbudsreglerne, jf. pkt. 10.
Afsnit 2
6. Finansiering
Etablering af ungdomsboliger finansieres dels i form af statslån (grundkapital) på op til 15 pct. af anskaffelsessummen dels ved indekslån, således at summen af stats- og indekslån kan udgøre indtil 100 pct. af ejendommens værdi, jf. § 60 i boligbyggeriloven. Det bemærkes, at ved integrerede ungdomsboliger kan summen af stats- og indekslån udgøre indtil 100 pct. af ungdomsboligernes værdi.
6.1. Statslån (grundkapital)
Staten yder et lån på 15 pct. af den godkendte anskaffelsessum til opførelse eller indretning af ungdomsboliger.
Statslånet er rente- og afdragsfrit i indtil 50 år efter ejendommens ibrugtagelse. Det skal påbegyndes afdraget, når ejendommens økonomi efter Boligstyrelsens skøn tillader det, herunder når ejendommens økonomi kan forbedres ved omprioritering eller ændrede forhold taler derfor, f.eks. at en stigning i det almindelige lejeniveau gør sig gældende.
Tilbagebetaling skal dog påbegyndes senest 50 år efter ejendommens ibrugtagelse.
Boligstyrelsen kan ligeledes efter indstilling fra kommunalbestyrelsen forlange, at afdragsfriheden skal ophøre. Regler om afdragsvilkår fastsættes i så fald af Boligstyrelsen.
Statslånet skal sikres ved panteret i ejendommen og have oprykkende panteret efter indekslån. Statslånet respekterer kun indestående stats- og kommunelån, samt lån ydet af realkreditinstitutter. Udbetaling sker efter betingelserne i pkt. 20.
6.2. Indekslån (IS-lån)
Indekslån er karakteriseret ved, at restgæld og hovedstol løbende reguleres i overensstemmelse med et nærmere fastlagt indeks. Indekslåneordningen er som udgangspunkt opbygget efter serielånsprincippet, det vil sige, at afdragene reelt set er konstante over tiden.
Indekslån berigtiges som kontantlån, og afdrag og restgæld reguleres løbende i overensstemmelse med et fastsat indeks.
Indekslån til ungdomsboliger ydes indenfor en lånegrænse på 85 pct. af ejendommens værdi. Renten på et indekslån beregnes på grundlag af restgælden, der løbende reguleres med prisudviklingen (det af Danmarks Statistik offentliggjorte nettoprisindeks). Rentebidraget udgør udgiften til forrentning af indekslånet samt administration~ og reservefondsbidrag jf. nedenfor under pkt. 6.3. Institutionen/afdelingen betaler alene en del af afdraget på det optagne indekslån, jf. pkt. 6.3.
Lånets første termin er afdragsfri. I anden termin beregnes det samlede afdrag som 2,4 pct. af lånets indeksregulerede hovedstol. Afdraget indeksreguleres herefter med 75 pct. af stigningen i nettoprisindekset. Til disse lån er knyttet en såkaldt »reallønsklausul«. Dette indebærer, at der i stedet reguleres med 75 pct. af stigningen i timelønsindekset (det af Danmarks Statistik offentliggjorte timelønsindeks for industriens arbejdere), hvis timelønsindekset stiger mindre end nettoprisindekset. Når der er anvendt en reguleringstakt på 75 pct., skal dette ses i sammenhæng med, at afdragsprocenten den første termin er sat til 2,4 pct. svarende til et serieindekslån med en løbetid på kun ca. 21 år. Falder timelønsindekset, nedsættes afdraget med hele faldet, opgjort i procent. Falder nettoprisindekset samtidig med, at timelønsindekset er uændret eller stigende, reguleres afdraget ikke. Lånets hovedstol og restgæld reguleres med hele ændringen i nettoprisindekset uden anvendelse af reallønsklausulen.
Indekslån reguleres hvert halve år, nemlig den 1. januar og den 1. juli. Reguleringen pr. 1. januar har virkning for den efterfølgende juni termin samme år, mens reguleringen pr. 1. juli har virkning for ydelsen den efterfølgende december termin samme år. Grundlaget for reguleringen pr. 1. januar og pr. 1. juli er ændringen i det valgte indeks i løbet af en 6-måneders periode, der er afsluttet 7 måneder før reguleringen finder sted.
Løbetiden for lånet vil afhænge af den faktiske pris- og lønudvikling. Ved en årlig stigningstakt (inflationstakt) på 0, 4, 6, 8 og 12 pct. p.a. vil løbetiden andrage henholdsvis ca. 21, 23, 25, 27 og 32 år.
Lånet kan efter indekslåneloven højst løbe i 35 1/2 år, hvor afdragsbetalingen ophører. Til finansieringen af en evt. restgæld er der i indekslåneloven åbnet mulighed for at optage et nyt indekslån. IS-lånet udbetales på grundlag af udstedelse af IS-obligationer med en påtrykt rente på 2,5 pct. p.a. Den faktiske rentebetaling afhænger dog af obligationskursen på optagelsestidspunktet.
6.3. Rente- og afdragsbidrag
Kommunens andel af det samlede rentebidrag udgør 10 pct. af den samlede del af rentebidraget, som kan henføres til belåningen inden for 80 pct. af ejendomsværdien. Set i forhold til en samlet belåning inden for 85 pct. af udgifterne, udgør kommunens andel således ca. 9,4 pct. af det samlede rentebidrag. Resten af rentebidraget betales af staten.
For kommunerne i hovedstadsområdet gælder dog, at den pågældende kommunes andel af halvdelen af rentebidraget kun udgør ca. 4,7 pct., mens den anden halvdel skal fordeles mellem kommunerne i dette område efter reglerne om fordeling af boligstøtte i lov om individuel boligstøtte. De nærmere regler for fordelingen af udgifterne er anført i § 64, stk. 3 i lov om individuel boligstøtte. Herefter fastsættes den enkelte kommunes andel i finansieringen af de ca. 4,7 pct. af rentebidraget i forhold til kommunernes skattepligtige indkomster for personer, således som disse indkomster er opgjort i henhold til lovgivningen om kommunal udligning i indkomståret forud for det finansår, fordelingen vedrører. Dette indebærer, at halvdelen af de kommunale udgifter i hovedstadsområdet fordeles mellem kommunerne i dette område efter størrelsen af de skattepligtige indkomster.
Fordelingen og anvisningen foretages af Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning (Hypotekbanken), der samtidig tilvejebringer de nødvendige oplysninger om indkomster i de enkelte kommuner.
Den refusion, der tilfalder kommunerne i hovedstadsområdet, vil blive anvist af Hypotekbanken, der tilsvarende vil kræve indbetalingen hos de kommuner, der skal refundere beløb.
Såfremt revisionen af kommunernes regnskaber ikke er afsluttet, sker beregningen under forbehold, og Hypotekbanken er berettiget til senere at fremsætte krav om berigtigelse, såfremt revisionen af de enkelte kommuners regnskab måtte give anledning hertil. Hovedstadsområdet omfatter København og Frederiksberg kommune og samtlige kommuner i København, Frederiksborg og Roskilde amter.
Rentebidrag ydes (beregnes) med virkning fra indekslånets optagelse. Rentebidraget udbetales, når
- byggearbejdet er afsluttet,
- indekslånet hjemtaget, og
- Hypotekbanken er underrettet herom.
Rentebidrag udbetales bagud i tilknytning til de terminer, som er fastsat i pantebrevene. På statens vegne foretager Hypotekbanken udbetalingen, der sker direkte til det långivende realkreditinstitut på grundlag af en specificeret opgørelse fra de enkelte institutter. Udbetalingen af kommunens andel af rentebidraget sker på samme måde som for statens vedkommende direkte til det långivende realkreditinstitut, idet Hypotekbanken foretager anvisningen og derpå opkræver beløbet hos kommunen.
Rentebidrag ydes i hele lånets løbetid, som efter lov om indeksregulerede realkreditlån højst kan være 35 1/2 år.
Staten betaler afdragsbidrag på den del af indekslånet, der ved lånets optagelse har pantesikkerhed udover 50 pct. af ejendommens værdi.
Ved ombygningsprojekter betaler staten afdraget på indekslånet for den del af lånet, der har pantesikkerhed udover 50 pct. af de samlede ombygningsudgifter, såfremt der i ejendommen er tinglyst lån med prioritet forud for indekslånet, jf. pkt. 6.5.
Afdelingen eller institutionen skal således alene betale den resterende del af afdraget på lånet.
Rente- og afdragsbidrag kan tidligst ydes fra skæringsdagen, jf. pkt. 22.1.
Rentebidrag og afdragsbidrag ydes i princippet på uændrede vilkår i hele lånets løbetid, men udbetalingen kan dog helt eller delvist bringes til ophør, hvis ejendommens økonomi forbedres, eller ændrede forhold for institutionen taler derfor, herunder at boligerne udlejes til andet formål, eller der indtræder en stigning i det almindelige lejeniveau.
6.4. Kommunegaranti
Det er en betingelse for ydelse af statsstøtte, at kommunalbestyrelsen påtager sig at yde garanti efter lovens regler herom. Det vil sige, at der skal ydes garanti for den del af indekslånet, der har sikkerhed udover 65 pct. af ejendommens værdi.
Kommunalbestyrelsen godtgør statskassen halvdelen af statens eventuelle tab som følge af statens garantiforpligtelse.
Efter lov nr. 629 af 23. december 1980 om ændring af de kommunale styrelseslove gælder ikke længere et ubetinget krav om tilsynsmyndighedens godkendelse af en kommunes garanti for lån.
6.5. Låneoptagelsen
Statslånet udgør 15 pct. af de godkendte udgifter og udbetales kontant til pari. Udbetalingen skal ikke afvente samtlige arbejders færdiggørelse, jf. pkt. 20.
Lånet vil blive ydet mod pant i institutionens/afdelingens ejendom. Udkast til pantebrev vil blive fremsendt fra Hypotekbanken/Landsbyggefonden (ved integrerede projekter).
Boligstyrelsen kan i særlige tilfælde godkende, at indestående pantegæld overtages af erhververen eller bliver indestående i ejendommen. Stats- og indekslånet skal dog have oprykkende panteret efter andre eksisterende stats- og kommunelån, samt lån ydet af realkreditinstitutter. Den samlede belåning, hvori sådan pantegæld medregnes efter kursværdi, må ikke overstige 100 pct. af ejendommens værdi, jf § 60 i boligbyggeriloven. Dette kan være aktuelt ved ombygning af eksisterende ejendomme eller ved erhvervelse og ombygning af eksisterende ejendomme. Der ydes ikke rentebidrag til disse lån.
Der kan ikke optages forhåndslån, da der ikke ydes hverken rentebidrag eller afdragsbidrag hertil.
Vedrørende låneoptagelsen henvises i øvrigt til pkt. 23.
Afsnit 3
7. Rammebeløb
Ungdomsboliger er et boligtilbud for en gruppe med beskedne indtægter, nemlig unge uddannelsessøgende og andre unge med særligt behov derfor. Dette er baggrunden for, at de samlede byggeudgifter (grundudgifter, håndværkerudgifter herunder udgifter til almindelig montering og møblering, samt øvrige omkostninger) skal holdes indenfor en fast udgiftsramme (rammebeløbet), således at også boligudgifterne begrænses mest muligt.
Det er derfor en betingelse for støtte, at den samlede anskaffelsessum ikke overstiger det gældende rammebeløb.
Rammebeløbet for ungdomsboliger opgøres pr. værelsesenhed, uden hensyntagen til boligens størrelse. Der tages hensyn til, om boligen har selvstændigt bad/toilet og køkken. Der henvises til pkt. 17.1.1. vedrørende beregning af værelsesenheder og pkt. 17.1.2. vedrørende beregning af tilskudsenheder.
7.1. Regulering og offentliggørelse
Den kvartalsvise regulering af rammebeløbet foretages på basis af udviklingen i timelønsindekset. Rammebeløbene pr. 1. april, 1. juli og 1. oktober offentliggøres i Statstidende den 2. tirsdag i henholdsvis april, juli og oktober. Ved den årlige justering af rammebeløbene pr. 1. januar vil der endvidere blive taget hensyn til grundprisudviklingen m.v. Det således justerede rammebeløb vil blive offentliggjort i Statstidende 2. tirsdag i januar måned.
7.2. Rammebeløbsfastsættelsen
Det for ungdomboliger fastsatte rammebeløb er inklusiv moms, byggelånsrenter, udgifter til udtørring, ekstrafundering, pilotering, og vinterbyggeforanstaltninger. Der vil ikke kunne ydes tillæg som følge af vanskelige tilkørsels- og adgangsforhold til grunden. Der vil heller ikke kunne ydes tillæg til opførelse/indretning af fælleslokaler.
Projekter, hvortil der er meddelt støttetilsagn efter 30. juni 1986, og som er omfattet af Byggeskadefonden, skal i henhold til kap. 9 a i lov om boligbyggeri indbetale bidrag til fonden. Kap. 9 a i boligbyggeriloven er optrykt som bilag 1 til dette cirkulære.
Bidraget udgør 1 pct. af den på grundlag af skema 2 godkendte anskaffelsessum inkl. bidrag. Beløbet skal kunne holdes indenfor det for byggeriet gældende rammebeløb, idet bidraget er indeholdt i rammebeløbet. Er byggeriet ikke omfattet af Byggeskadefonden, jf. § 62 b i boligbyggeriloven, reduceres det senest offentliggjorte rammebeløb med 1 pct., jf. pkt. 8.3.8.
Den i skema 2 anførte igangsætningsdato forudsættes fastsat ved prisindhentningen. Beregningen af rammebeløbet skal herefter ske med udgangspunkt i det rammebeløb, der var kendt ved prisindhentningen.
7.3. Forsyningsanlæg med vedvarende energi
Udgifter i forbindelse med etablering af forsyningsanlæg med vedvarende energi forudsættes principielt afholdt indenfor rammebeløbet.
Såfremt tilskud ydes i henhold hertil, modregnes det i anskaffelsessummen.
Kommunalbestyrelsen kan dog på betingelse af forud indhentet anbefaling fra Energistyrelsen tillade, at merudgifterne ved anlæggenes etablering afholdes udenfor rammebeløbet i de tilfælde, hvor betingelserne for at opnå tilskud fra Energistyrelsens tilskudsordning til vedvarende energikilder er opfyldt, men hvor tilskud ikke har kunnet opnås på grund af manglende bevilling. Der henvises til lov om statstilskud til udnyttelse af vedvarende energikilder m.v., lov nr. 2 af 2. januar 1981 ændret ved lov nr. 309 af 9. juni 1982, Energistyrelsens bekendtgørelse nr. 979 af 22. december 1986 om statstilskud til vedvarende energikilder m.v.
7.4. Reduktion af rammebeløbet
I tilfælde hvor bygherren ikke har udgifter til grundkøbesum, fordi bygherren allerede ejer grunden/bygningen - f.eks. ved indretning af ungdomsboliger i tagetagen i en almennyttig afdeling eller ved opførelse af ungdomsboliger på restarealer, der ikke udskilles fra den almennyttige afdeling - vil rammebeløbet blive reduceret med et beløb svarende til den gennemsnitlige procentdel, grundudgifterne normalt udgør af den samlede anskaffelsessum. Reduktionen udgør for tiden 16 pct.
Afholdes der egentlige grundudgifter eller grundudgiftslignende udgifter, vil anskaffelsessummen, såfremt udgifterne er rimelige, dog kunne hæves tilsvarende under forudsætning af, at rammebeløbet ikke overskrides.
7.5. Tillæg til rammebeløbet
Der vil i helt ekstraordinære tilfælde i de største uddannelsesbyer være mulighed for at forhøje rammebeløbet med indtil 10 pct. ved køb og ombygning af velegnede ejendomme med central beliggenhed.
Boligstyrelsens godkendelse af tillægget skal indhentes, jf. pkt. 18. Ansøgning herom skal indsendes samtidig med fremsendelse af skema 1. Det vil være en forudsætning for Boligstyrelsens godkendelse, at kommunalbestyrelsen anbefaler projektet og afgiver en erklæring om, at boligerne vil kunne udlejes til den husleje, som det forhøjede rammebeløb vil medføre.
8. Anskaffelsessummens bestanddele
Anskaffelsessummen for det enkelte byggeri skal ligge indenfor rammebeløbet, jf. pkt. 7, og samtidig skal anskaffelsessummens enkelte bestanddele - grundudgifter, håndværkerudgifter og omkostninger - hver især være rimelige i forhold til byggeriets udformning og indhold m.v., således at der levnes plads inden for rammebeløbet til håndværkerudgifter, der kan sikre opførelse af et byggeri af en sådan kvalitet og standard, som måtte kunne forventes.
Der ydes ikke længere et særligt statslån til finansiering af rimelige udgifter til møblering og montering. Der vil dog fortsat være mulighed for at afholde sådanne rimelige udgifter indenfor den anskaffelessum, som rammebeløbet betinger.
8.1. Grundudgifter
Den samlede grundudgift, det vil sige udgifterne til købesum, samtlige grundmodningsudgifter, herunder kloakanlæg, vejanlæg, evt. ekstrafundering og pilotering, anlæg af interne veje, friarealer, parkeringsareal, samt renter og skatter indtil byggeriets påbegyndelse, må bedømmes under eet under hensyntagen til grundens
størrelse,
beliggenhed,
bebyggelsesprocent og udnyttelsesmulighed,
evt. servitutter,
købevilkår,
osv.
Vedrørende Boligstyrelsens godkendelse af grundudgifterne henvises til pkt. 18.
8.2. Håndværkerudgifter
Håndværkerudgifterne skal være rimelige i forhold til den projekterede byggemåde, byggeriets udformning, boligernes størrelse, kvalitet og udstyr m.v.
8.3. Omkostninger
Omkostningerne består af en lang række enkeltposter, hvis størrelse i vidt omfang er bestemt af størrelsen af byggeriets øvrige anlægsudgifter. For nogle af disse poster er nedenfor anført de maksimale udgiftsbeløb, der kan medtages i byggeregnskabet. Det skal dog fremhæves, at det for honorarernes vedkommende påhviler bygherren selv, indenfor disse maksimumbeløb, at træffe aftale med sine rådgivere om honorarernes fastsættelse og dermed sikre sig, at udgifterne bliver rimelige.
8.3.1. Byggelånsrenter
Byggelånsrenter, herunder provision af byggelånet, kan medtages i den endelige anskaffelsessum med et rimeligt beløb under hensyntagen til byggeperiodens længde. Som udgangspunkt bør kun godkendes byggelånsrenter svarende til en forrentning af 85 pct. af den samlede anskaffelsessum (ekskl. byggelånsrenter) til markedsrente i halvdelen af sædvanlig byggetid. Byggelånsrenter afholdes indenfor rammebeløbet.
8.3.2. Udgifter til udtørring
Udgifter til udtørring kan medtages i den endelige anskaffelsessum med et rimeligt beløb, som normalt ikke bør overstige 0,5 pct. af den godkendte anskaffelsessum. Udtørringsudgifter afholdes indenfor rammebeløbet.
8.3.3. Arkitekt- og ingeniørhonorar
Arkitekt- og ingeniørhonorar skal i hvert enkelt tilfælde aftales ud fra reglerne i »Almindelige bestemmelser for teknisk rådgivning og bistand (ABR) med tilhørende specialnormer.
Specialnormerne fastsætter de ydelser, rådgiveren skal præstere og hvilket honorar, der er knyttet til ydelserne. Specialnormerne er
Specialnorm for bygningsarbejder - arkitekter,
Specialnorm for bygningskonstruktioner - ingeniører,
Specialnorm for bygningsinstallationer - ingeniører,
Specialnorm for anlægsarbejder - ingeniører, og
Specialnorm for planlægning.
Udgiften til fagtilsyn og byggeledelse udført af arkitekt kan dog ikke overstige 20 pct. af arkitekthonoraret, og udgiften til fagtilsyn og byggeledelse udført af ingeniør kan ikke overstige 15 pct. af ingeniørhonoraret.
8.3.4. Honorar til have- og landskabsarkitekt
Honorar til have- og landskabsarkitekt må ikke overstige de gældende normer, for tiden Specialnorm for have- og landskabsarbejder, Landskabsarkitekter fra april 1986.
Udgiften til fagtilsyn udført af have- og landskabsarkitekt bør i almindelighed ikke overstige 15 pct. af have- og landskabsarkitekthonoraret.
8.3.5. Byggesagshonorar og bestyrelsesudgifter
Byggesagshonorar og bestyrelsesudgifter må ikke overstige et beløb udregnet på grundlag af den godkendte anskaffelsessum ekskl. byggesagshonorar og bestyrelsesudgifter.
Beregningen fremsendes med bygherrens ansøgning om godkendelse af anskaffelsessummen inden byggeriets påbegyndelse - skema 2 - og udgifterne kan højst godkendes med beløb på grundlag af nedenstående skala. De godkendte beløb kan ikke senere forhøjes.
Med udgangspunkt i byggeomkostningsindekset for montagebyggeri pr. 1. oktober 1987 (512) er skalaen således
Anskaffelsessum Byggesagsudgifter Bestyrelsesudgifter pct. promille Af de første 1.712.000 .... 2,5 2,0 Af de næste 8.552.000 ..... 2,0 1,5 af de næste 23.936.000 .... 1,5 1,0 Af resten ................. 1,3 0,5
Beløbet for anskaffelsessummen reguleres i takt med byggeomkostningsindekset for montagebyggeri.
Bestyrelsesudgifter kan kun medtages i byggeregnskabet, såfremt der er dannet en - evt. midlertidig - bestyrelse. Eventuelle udgifter til møder, referater og lignende i forbindelse med bestyrelsesarbejdet skal være indeholdt i beløbet for bestyrelsesudgifter.
8.3.6. Revisionshonorar
Byggeregnskabet skal revideres af en statsautoriseret eller registreret revisor. Overstiger antallet af lejemål i bebyggelsen 100 skal revisionen dog foretages af en statsautoriseret revisor. Såfremt revisionshonoraret er fastsat med hensyntagen til, at regnskabsføringen helt eller delvis har været forestået af en revisor, bør der foretages en forholdsmæssig afkortning af byggesagshonoraret.
8.3.7. Gebyr til staten
Til dækning af statens administrationsudgifter ved støtteansøgningers behandling opkræves for tiden 4 1/2 promille af den godkendte anskaffelsessum. Gebyret opkræves af Hypotekbanken, når anskaffelsessummen er endeligt godkendt. Gebyret opkræves hos afdelingen/institutionen. Gebyret skal være indeholdt i det fastsatte rammebeløb for opførelsesudgifterne.
8.3.8. Bidrag til Byggeskadefonden
For projekter, der er omfattet af Byggeskadefonden, jf. § 62 b i boligbyggeriloven, indbetales til dækning af eventuelle byggeskader 1 pct. af den på skema 2 godkendte anskaffelsessum inklusiv bidrag. Bidraget indbetales til Byggeskadefonden senest på byggeriets afleveringstidspunkt. Bidraget skal være indeholdt i rammebeløbet.
For projekter, der ikke er omfattet af Byggeskadefonden, afsættes til dækning af det 5-årige eftersyn 1/2 pct. af den på skema 2 godkendte anskaffelsessum inklusiv bidrag. Rammebeløbet forhøjes tilsvarende. Beløbet skal senest på byggeriets afleveringstidspunkt anbringes således, at der er sikkerhed for, at det er tilstede, når 5 års eftersynet skal foretages. Beløbet kan f.eks. indsættes på en spærret konto i et pengeinstitut.
Afsnit 4
9. Fast pris og tid
Det er et vilkår for den offentlige støtte til opførelse eller indretning af ungdomsboliger, at byggearbejderne gennemføres efter bestemmelserne i Byggestyrelsens cirkulære af 11. november 1981 om pris og tid på bygge- og anlægsarbejder.
Ved fastsættelsen af rammebeløbene er det forudsat, at der aftales fast pris, jf. §§ 2 og 3 i Byggestyrelsens ovennævnte cirkulære. Ved fast pris forstås en pris, der ikke ændres fra entreprisens overdragelse, indtil en evt. aftalt prisregulering træder i kraft. Forbehold, der kan få indflydelse på en fast pris, må ikke anerkendes.
Det forudsættes, at de til enhver tid fastsatte rammebeløb indeholder den regulering af den fastsatte pris, der måtte finde sted for perioden mellem 6 og 12 måneder efter tilbudsdagen.
Eventuelle merudgifter som følge af regulering af priserne efter 12 måneder fra tilbudsdagen kan afholdes udover rammebeløbet, jf. pkt. 22.2.
Arbejdet skal udføres til fast tid. Ved fast tid forstås, at tidsfrister for arbejdet, herunder datoer for påbegyndelse og afslutning, indgår i entrepriseaftalen. Forbehold om forlængelse af tidsfrister må ikke anerkendes.
Det understreges, at de til enhver tid fastsatte rammebeløb forudsætter, at den i skema 2 opgjorte anskaffelsessum er baseret på priser, der er faste i 1 år fra tilbudsdagen. Tilbudsdagen bør derfor ligge så tæt på tidspunktet for byggeriets påbegyndelse som muligt, dog således, at der normalt afsættes mindst 21 dage fra udbudsmaterialets udlevering til prisafgivelsen (licitationen), og at der normalt afsættes 1-2 måneder mellem tilbudsaccept og arbejdets påbegyndelse. Licitationen må følgelig først finde sted, efter at støttetilsagnet er meddelt. Det er dog i praksis accepteret, at et projekt, der - i overensstemmelse med det af Boligstyrelsen fastlagte bevillingsprogram - skal gennemføres i 2 etaper i umiddelbar fortsættelse af hinanden, af praktiske og økonomiske grunde udbydes samlet. I relation til rammebeløbet og prisreguleringen er der her tale om eet projekt.
Byggestyrelsen har i august 1982 udsendt vejledning: »Pris og tid 1982« om pris, tid og regulering af pris og tid m.m.
10. Udbud
Byggestyrelsens cirkulære af 6. februar 1983 om udbud af bygge- og anlægsarbejder (udbudscirkulæret) omfatter også byggeri med offentlig støtte efter lov om boligbyggeri. Udbudscirkulæret er optaget som bilag 2 til dette cirkulære.
Der stilles krav om anvendelse af bestemte udbudsformer og om, at antagelse af tilbud skal ske efter bestemte regler. Der henvises til Byggestyrelsens »Vejledning om udbud af bygge- og anlægsarbejder og antagelse af tilbud« fra april 1983 (»Udbud 1983«) til »Bygherrevejledning 1983« kap. 13.
Indhentning af priser på entrepriser og leverancer ved opførelse eller indretning af ungdomsboliger skal ske ved offentligt eller begrænset udbud.
Ved begrænset udbud må ikke alle de bydende være fra samme lokale område, eller fra en kreds af virksomheder med indbyrdes forbindelser, f.eks. datterselskaber. Desuden må bygherrer med vedvarende bygge- og anlægsvirksomhed ikke indbyde den samme kreds af virksomheder ved hvert udbud.
Indhentning af priser ved underhåndsbud kan alene finde sted i de undtagelsestilfælde, der er omfattet af bestemmelsen i udbudscirkulærets § 4, samt de nærmere retningslinier herom i Boligstyrelsens cirkulære af 9. maj 1984 om forskellige forhold i forbindelse med underhåndsbud inden for byggeriet, der opføres med støtte i henhold til lov om boligbyggeri (underhåndsbudscirkulæret). Dette cirkulære er medtaget som bilag 3 til nærværende cirkulære.
Arbejder, der udbydes i totalentreprise, skal udbydes i konkurrence. Om de nærmere regler for anvendelse af totalentreprise henvises til Byggestyrelsens cirkulære af 10. maj 1985 om totalentreprise i byggeri med offentlig støtte. Dette cirkulære er medtaget som bilag 4 til nærværende cirkulære.
Alle aftaler vedrørende byggearbejdet skal træffes på grundlag af »Almindelige betingelser for arbejder og leverancer« (AB 72), således at der alene sker fravigelser af disse regler i tilfælde, hvor der måtte være en særlig begrundelse herfor.
Det påhviler kommunalbestyrelsen at påse, at byggearbejderne udbydes, og at tilbud antages i overensstemmelse med udbudscirkulæret, underhåndsbudscirkulæret og totalentreprisecirkulæret. Kommunalbestyrelsen skal således have opmærksomheden rettet mod, at laveste tilbud antages, eller at begrundelsen for ikke at antage dette er acceptabel. Ved begrænset licitation må det ikke bestemmes, at andet end laveste tilbud kan antages. Dette kan eksempelvis påses ved, at kommunalbestyrelsen afkræver bygherren en erklæring herom.
Det indskærpes samtidig over for kommunalbestyrelsen kun at tillade indhentning af underhåndsbud i henhold til udbudscirkulærets § 4 d i meget begrænset omfang.
De i Boligstyrelsens cirkulære af 9. maj 1984 om underhåndsbud indeholdte bestemmelser berører ikke kommunalbestyrelsens adgang til som betingelse for at yde støtte i henhold til boligbyggeriloven at forlange, at priser indhentes ved offentlig eller begrænset udbud.
Om kommunalbestyrelsens indberetning til Boligstyrelsen om anvendelsen af udbudsformer henvises til pkt. 5 i Boligstyrelsens cirkulære af 9. maj 1984 om underhåndsbud.
11. Vinterbyggeri
Udgifter til overenskomstmæssige vinterforanstaltninger skal være indeholdt i tilbudssummerne. Herudover skal også udgifterne til »særlige« vinterforanstaltniger - det vil sige ud over de overenskomstmæssige - kunne indeholdes i rammebeløbet.
Eventuelle merudgifter til disse særlige vinterforanstaltninger kan kun godkendes medregnet i det endelige byggeregnskab, hvis de kan indeholdes i de i pkt. 22.2. nævnte 2 pct.. Det er endvidere en betingelse for at medtage merudgifterne indenfor de nævnte 2 pct., at de efter kommunalbestyrelsens vurdering ikke kunne eller burde være forudset af bygherren på tidspunktet for byggeriets igangsætning. Merudgifter herudover vil ikke kunne godkendes af kommunalbestyrelsen, med mindre der har været tale om en helt ekstraordinær situation. Bygherren skal vedlægge byggeregnskabet en fyldestgørende redegørelse for evt. merudgifter. Hvis kommunalbestyrelsen herefter har godkendt merudgifterne - helt eller delvis - skal begrundelsen herfor anføres i forbindelse med regnskabets indsendelse til Boligstyrelsen.
Om byggeri i vinterperioden henvises til Byggestyrelsens bekendtgørelse af 11. november 1981 om byggeri i vinterperioden og til Byggestyrelsens »Vejledning om vinterbyggeri« fra december 1981.
12. Ansvar
Om ansvarsforhold med byggearbejder (5-årigt entreprenøransvar for mangler og byggeleveranceklausul med 5-årigt ansvar for mangler) henvises til Byggestyrelsens cirkulære om ansvarsforhold med byggearbejder af 25. juni 1986 bog til Byggestyrelsens »Vejledning om ansvarsforhold med byggearbejder« (januar 1987). Cirkulæret om ansvarsforhold er optrykt som bilag 5 til dette cirkulære.
Opmærksomheden henledes specielt på dette cirkulæres § 2, hvorefter bygherren i entrepriseaftaler skal forpligte entreprenøren til at sikre, at den i bestemmelsen angivne byggeleveranceklausul indgår i entreprenørens og dennes underentreprenørers aftaler om leverancer til entreprisens udførelse.
13. Kvalitetssikring
Om kvalitetssikring henvises til Byggestyrelsens cirkulære om kvalitetssikring af byggearbejder af 12. november 1986 optrykt som bilag 6 til dette cirkulære og Byggestyrelsens »Vejledning om kvalitetssikring i byggeriet« (december 1986).
Byggeriet skal kvalitetssikres og undergives et 5 års eftersyn, uanset om det er omfattet af byggeskadefonden eller ej. Der vil senere blive udsendt nærmere bestemmelser om 5 års-eftersynet.
14. Basisbeton
Der henvises til Byggestyrelsens cirkulære om brug af beton af 6. januar 1987 optrykt som bilag 7 til dette cirkulære.
Afsnit 5
15. Ansøgningsprocedure
15.1 Uformel henvendelse til kommunen om støttemulighed
Forinden en bygherre indleder den egentlige støtteprocedure med fremsendelse af ansøgningsskema osv., tilrådes det, at bygherren på så tidligt et tidspunkt som muligt søger kontakt med kommunen med henblik på at opnå dennes tilkendegivelse af, hvorvidt det påtænkte projekt i princippet kan godkendes.
Det tilrådes, at projekteringsarbejde og udarbejdelse af egentligt ansøgningsmateriale ikke påbegyndes, før såvel kommunalbestyrelsen som Boligstyrelsen principielt har tilkendegivet, hvorvidt og i bekræftende fald, hvornår et støttetilsagn vil kunne forventes. Det forhold, at der er udarbejdet tegningsmateriale, skema 1 m.v., er uden betydnig for, om projektet kan opnå kvoteplads.
15.2. Oplysningsskema
Til brug for fordelingen af kvoterne for statsstøttet byggeri for det kommende år udsender Boligstyrelsen hvert år omkring september måned et oplysningsskema til kommunalbestyrelserne, hvori disse anmodes om at angive deres ønsker om støtte til opførelse af de forskellige kategorier af støttet byggeri, herunder ungdomsboliger. Ungdomsboligerne skal angives i antal værelsesenheder, jf. pkt. 17.1.1. Samtidig skal kommunalbestyrelsen redegøre for uddannelsesforholdene i kommunen til belysning af behovet for ungdomsboliger. Såfremt en kommunalbestyrelse anbefaler flere ungdomsboligprojekter, skal kommunalbestyrelsen angive disse i den rækkefølge, hvori de prioriteres. Det er afgørende, at projekter, hvortil støtte søges, anføres af kommunalbestyrelsen på dette skema. Projekter, der ikke anføres på oplysningsskemaet, kan ikke forventes imødekommet.
For at lette kommunernes planlægning af opgørelse af støttet byggeri er der taget initiativ til iværksættelse af et 4-årigt bevillingsprogram. Det er en forudsætning for etablering af et 4-årigt rullende bevillingsprogram, at kommunalbestyrelserne på oplysningsskemaet oplyser, hvor meget ungdomsboligbyggeri, der planlægges i kommunen over en 4-årig periode.
Boligstyrelsen foretager i januar kvartal, på grundlag af de indkomne oplysningsskemaer samt oplysninger fra kommunerne om behovet for ungdomsboliger, en fordeling af den årlige støttekvote. Styrelsen giver umiddelbart herefter meddelelse til kommunalbestyrelserne om, hvorvidt og i hvilket omfang støttetilsagn vil kunne forventes i det pågældende år til opførelse eller indretning af det ansøgte antal værelsesenheder. Samtidig anmodes kommunalbestyrelsen om at foranledige ansøgningsmateriale indsendt til Boligstyrelsen for det antal værelsesenheder, der herefter kan påregne støttetilsagn, under forudsætning af, at de konkrete projekter opfylder betingelserne herfor. Herefter indledes den egentlige støtteprocedure for de projekter, der efter den indledende procedure kan forvente støttetilsagn.
16. Ansøgning om støtte til enkelte projekter
I den egentlige støtteprocedure anvendes følgende skemaer
skema 1: ansøgning om støtte
skema 2: ansøgning om godkendelse af anskaffelsessum før byggeriets påbegyndelse
skema 3: ansøgning om godkendelse af den endelige anskaffelsessum efter byggeriets færdiggørelse
Skemaerne rekvireres hos Statens Informationstjeneste, Bredgade 20, 1009 København K. Tlf. (01) 92 92 28.
For så vidt angår erklæring om bygningstilstand (»førsyn«) henvises til pkt. 3.2.1. samt pkt. 16.1. Førsynsbekendtgørelsen er optaget som bilag 9 til dette cirkulære.
16.1. Fremsendelse af ansøgning om støtte
Bygherrens ansøgning om støtte fremsendes i 2 eksemplarer (ved integrerede projekter 3 eksemplarer) til kommunalbestyrelsen på skema 1. Ved ombygningsprojekter, der, jf. § 62 b i boligbyggeriloven, er omfattet af Byggeskadefonden, fremsender bygherren tillige førsynsrapporten til kommunalbestyrelsen, der videresender den til Byggeskadefonden forsynet med kommunalbestyrelsens erklæring om bygningens egnethed. Kommunalbestyrelsen orienterer endvidere Boligstyrelsen om kommunalbestyrelsens erklæring vedrørende bygningens egnethed, jf. pkt. 3.2.1. /
Herudover står kommunen i princippet frit med hensyn til omfanget af det projektmateriale, den ønsker indsendt på skema 1 - tidspunktet. Det foreslås, at kommunen baserer sin vurdering på et tegningsmateriale, som svarer til et dispositionsforslag, jf. Bygherrevejledningen 8.6.1. Ved ombygningsprojekter bør ungdomsboligerne dog udfærdiges i mindst 1:50.
Dispositionsforslaget bør udformes på følgende måde
- Hovedlinierne i projektet skal være fastlagt, herunder bebyggelsens placering på grunden, bebyggelsens karakter og adgangsforhold.
- Planer, snit og facader i et omfang og detaljeringsgrad, der giver den fornødne forståelse af projektet.
- De enkelte boligers nærmere udformning og indretning, hvor det på tilfredsstillende måde skal belyses, at boligerne kan indrettes hensigtsmæssigt.
- Projektets indhold, herunder antal lejligheder, enkeltværelser og værelsesenheder med angivelse af, hvorvidt boligerne er med selvstændigt køkken og toilet/bad, og antal tilskudsenheder.
Desuden skal der i ansøgningsskemaet redegøres for
- Den skønnede anskaffelsessum opdelt i
grundudgifter,
håndværkerudgifter,
omkostninger.
- Det skønnede tidsrum, der vil medgå fra støttetilsagn til byggeriets igangsætning, under hensyntagen til den nødvendige tid til den endelige projektering, indhentning af tilbud osv.
Ansøgningen skal endvidere i de i pkt. 18 nævnte tilfælde til brug ved Boligstyrelsens vurdering af grundprisens/ejendomsprisens rimelighed bilægges nærmere oplysninger om
- Prisen for erhvervelse af grund og evt. eksisterende ejendom, herunder oplysning om kontant betaling og overtagelse af evt. indestående prioriteter.
- Kopi af dateret salgstilbud, betinget skøde eller slutseddel.
- Evt. forrentning af købesum.
Ved integrerede ungdomsboliger i almennyttigt byggeri, hvor ungdomsboligerne og de øvrige boliger finansieres efter indbyrdes forskellige regler, redegøres for anskaffelsessummens fordeling på de enkelte boligformer.
Det er oplysningerne i ansøgningsmaterialet på tidspunktet for fremsendelse af skema 1, der danner grundlag for støttemyndighedernes stillingtagen til, om støtte kan ydes. Bygherren må derfor være meget omhyggelig med tilvejebringelsen af de nødvendige oplysninger. Et støttetilsagns fortsatte gyldighed vil være betinget af, at projektet i sin endelige skikkelse opfylder de givne forudsætninger.
16.2 Kommunalbestyrelsens behandling af skema 1
Det er kommunalbestyrelsens opgave at varetage den del af sagsbehandlingen, der har til formål at vurdere, om projekterne opfylder kravene for at opnå støtte efter de gældende regler.
Boligstyrelsen har tidligere foretaget en detaljeret sagsgennemgang. Styrelsen vil for fremtiden, bortset fra de i pkt. 18 nævnte tilfælde, lægge kommunalbestyrelsens godkendelse, herunder kommunalbestyrelsens erklæringer til grund uden at foretage en særskilt vurdering heraf.
Kommunalbestyrelserne skal for fremtiden på Boligstyrelsens vegne påse, at ansøgningsmaterialet og tegningsmaterialet opfylder kravene for at opnå støtte efter de gældende regler.
16.2.1. Kommunalbestyrelsen bør navnlig påse følgende
- At projektet opfylder de i dette cirkulære anførte krav til ungdomsboligbyggeri, herunder såvel økonomiske som organisatoriske og byggetekniske forhold.
- At anskaffelsessummen, herunder de enkelte poster i skema 1, skønnes rimelige.
- At rammebeløbet er overholdt, herunder at der er beregnet det korrekte antal tilskudsenheder. Kommunalbestyrelsen kan ikke godkende overskridelser af rammebeløbet, jf. pkt. 7. Projekter, der ikke overholder rammebeløbet, kan ikke opnå støtte. Det bemærkes i den forbindelse, at der ikke i skema 1 kan medtages poster som f.eks. diverse udgifter eller uforudseelige udgifter.
- At den enkelte afdeling/institution (bygherren) skal have mulighed for at erhverve skøde på ejendommen. Endeligt skøde skal kunne tinglyses indenfor et kortere tidsrum, dog senest samtidig med indhentning af endelige priser. Der henvises i øvrigt til pkt. 5. Afdelingen/institutionen skal endvidere stå som debitor ved belåningen af byggeriet.
- At byplan- eller lokalmæssige forudsætninger er i orden. Det er en forudsætning for at opnå støttetilsagn, at der ikke i byplanmæssig henseende er noget til hinder for gennemførelse af det påtænkte byggeri. Projektet må derfor være i overensstemmelse med kommuneplanen, eventuelt et tillæg til § 15-rammerne for kommunen. Det fornødne plangrundlag vil i øvrigt normalt være en endeligt vedtaget lokalplan, jf. § 16, stk. 3 i lov om kommuneplanlægning.
- At projektet tilgodeser et af kommunen konstateret realistisk behov for ungdomsboliger.
- At vedtægterne for selvejende ungdomsboliginstitutioner nøje følger normalvedtægten for kollegier og kun indebærer en udfyldning af disse. Fravigelser fra normalvedtægten skal godkendes af Boligstyrelsen. Normalvedtægten er optaget som bilag 8 til dette cirkulære.
- At der kun etableres et mindre antal flerrumsboliger.
- At antallet af ungdomsboliger kun udgør en mindre del af antallet af almennyttige lejligheder, jf. pkt. 3.1 og 17.1.4.
Endelig skal kommunalbestyrelsen tage stilling til, om den vil yde støtte til byggeriet (i form af rentebidrag og regaranti som anført i boligbyggerilovens kap. 11). Som anført under pkt. 15.1 bør kommunalbestyrelsen, forinden der udarbejdes projektmateriale, have taget principiel stilling til, hvorvidt kommunalbestyrelsen vil anbefale at yde støtte til ungdomsboliger, således at det, der skal tages stilling til på dette tidspunkt, alene er det konkrete projekt.
Kommunlbestyrelsen skal forelægge de i pkt. 18 nævnte forhold for Boligstyrelsen til afgørelse.
17. Teknisk sagsbehandling
Den tekniske sagsbehandling, der hidtil er foregået i Boligstyrelsen, skal nu udelukkende varetages af kommunalbestyrelsen. Sagsbehandlingen i Boligstyrelsen har haft til formål at vurdere projekternes tekniske og planmæssige udformning, antallet af ungdomsboliger (værelsesenheder) og tilskudsenheder.
Boligstyrelsen vil lægge det af kommunalbestyrelsen anførte, som vedrører projekternes planudformning, antallet af ungdomsboliger (værelsesenheder) og tilskudsenheder til grund uden at foretage en særskilt vurdering heraf.
Boligstyrelsen har dog mulighed for at indhente oplysninger, herunder tegningsmateriale, til brug for tilsagnsgivningen. Tegningsmaterialet skal således ikke fremsendes til Boligstyrelsen, medmindre styrelsen anmoder herom.
Kommunalbestyrelsen påser, at arbejderne udføres i overensstemmelse med gældende regler. Det er alene kommunalbestyrelsen, der tager stilling til, om den valgte udførelsesmetode i teknisk henseende er hensigtsmæssig under hensyn til en samlet vurdering af arbejdernes pris, kvalitet m.v.
17.1. Beregningstekniske regler
Ungdomsboligkvoten opgøres i antal værelsesenheder. Det er derfor meget vigtigt, at antallet af værelsesenheder opgøres helt præcist, da Boligstyrelsen ikke har hjemmel til at yde støtte til flere værelsesenheder end den i boligbyggeriloven fastsatte kvote.
Såfremt det efterfølgende skulle vise sig, at antallet af værelsesenheder er fejlagtigt angivet, kan Boligstyrelsen som udgangspunkt ikke yde støtte til et større antal værelsesenheder end det, hvortil der er givet tilsagn. For så vidt angår ændringer i antallet af værelsesenheder/tilskudsenheder henvises til pkt. 19.2. Er der rent faktisk indrettet færre værelsesenheder/tilskudsenheder, end det i ansøgningen anførte, skal Boligstyrelsen understrege, at støtten til de for meget angivne værelsesenheder/tilskudsenheder vil blive krævet tilbagebetalt.
Da Boligstyrelsen ikke modtager tegningsmateriale, kontrollerer styrelsen ikke om det af kommunalbestyrelsen godkendte antal værelsesenheder eller tilskudsenheder er korrekt.
17.1.1. Værelsesenheder
Opgørelsen af værelsesenheder i et projekt foretages på følgende måde
A. 1 værelsesenhed
indeholder eet værelse med et nettoareal (gulvareal) på mindst 12 m2. Såfremt der indrettes kogeniche i værelset skal nettoarealet være mindst 15 m2.
B. 1 1/2 værelsesenhed
indeholder et værelse som under A, samt eet værelse, hvis nettoareal er mindre end 12 m2. Nettoarealet skal dog mindst være 7 m2.
C. 2 værelsesenheder
indeholder to værelser hver med et nettoareal på mindst 12 m2. Såfremt der indrettes kogeniche i det ene værelse, skal nettoarealet her være mindst 15 m2.
17.1.2. Antal tilskudsenheder
Beregningen af, hvor mange tilskudsenheder projektet består af, foretages på følgende måde
1 værelsesenhed med selvstændigt køkken, bad og toilet = 1 tilskudsenhed.
1 værelsesenhed uden selvstændigt køkken, bad og toilet = 0,8 tilskudsenhed.
1 værelsesenhed uden selvstændigt køkken, men med selvstændigt bad/toilet = 0,9 tilskudsenhed.
1 værelsesenhed med selvstændigt køkken, men uden selvstændigt bad og toilet = 0,9 tilskudsenhed.
1 1/2 værelsesenhed med selvstændigt køkken, bad og toilet, jf. pkt. 17.2 = 1,40 tilskudsenheder.
2 værelsesenheder med selvstændigt køkken, bad og toilet, jf. pkt. 17.2 = 1,8 tilskudsenheder.
1 fælles bad og toilet = 0,1 tilskudsenhed. Uanset om bad og toilet er fysisk adskilte giver det kun grundlag for 0,1 tilskudsenhed. Eventuelle gæstetoiletter i forbindelse med fællesrum medregnes med 0,1 tilskudsenhed.
1 fælleskøkken for færre end 4 værelser uden selvstændigt køkken = 0,1 tilskudsenhed.
1 fælleskøkken for 4 værelser og derover uden selvstændigt køkken = 0,2 tilskudsenhed. Eventuelt køkken i forbindelse med fællesrum medregnes med 0,1 tilskudsenhed.
Skema til opgørelse af værelsesenheder og tilskudsenheder.
--------------------------------------------------------------------~ Type Antal Antal ve. Antal te. --------------------------------------------------------------------~ 1 rum med selvstændigt bad/toilet og køkken/kogeniche --------------------------------------------------------------------~ 1 rum med selvstændigt bad/toilet uden selvstændigt køkken/kogeniche fælleskøkken for færre end 4 værelser uden selvstændigt køkken .............. ./. fælleskøkken for 4 værelser og derover uden selvstændigt køkken ...... ./. --------------------------------------------------------------------~ 1 rum uden selvstændigt bad/toilet og køkken/kogeniche fælles bad/toilet ..................... ./. fælleskøkken for færre end 4 værelser uden selvstændigt køkken .............. ./. fælleskøkken for 4 værelser og derover uden selvstændigt køkken ...... ./. --------------------------------------------------------------------~ 1 1/2 rumsboliger (skal have selvstændigt bad/toilet og køkken/kogeniche) --------------------------------------------------------------------~ 2 rumsboliger (skal have selvstændigt bad/toilet og køkken/kogeniche) ------------------------------------------------------------------~ køkken i forbindelse med fællesrum ... ./. --------------------------------------------------------------------~ toilet i forbindelse med fællesrum ... ./. --------------------------------------------------------------------~ Ialt --------------------------------------------------------------------~
Eksempel
Et projekt består af
5 stk. 1-rumsboliger med eget bad/toilet og køkken/kogeniche,
3 stk. 1-rumsboliger med selvstændigt bad/toilet men uden selvstændigt køkken/kogeniche, og dertil hørende fælleskøkken,
4 stk. 1-rumsboliger uden selvstændigt bad/toilet og køkken/kogeniche, med dertil hørende fælleskøkken og 2 stk. fælles bad/toilet,
2 stk. 1 1/2-rumsboliger, samt
1 stk. 2-rumsbolig.
Skema til opgørelse af værelsesenheder og tilskudsenheder.
--------------------------------------------------------------------~ Type Antal Antal ve. Antal te. --------------------------------------------------------------------~ 1 rum med selvstændigt bad/toilet og køkken/kogeniche ................... 5 5 5 --------------------------------------------------------------------~ 1 rum med selvstændigt bad/toilet uden selvstændigt køkken/kogeniche .... 3 3 2,7 (0,9x3) fælleskøkken for færre end 4 værelser uden selvstændigt køkken .............. ./. 0,1 fælleskøkken for 4 værelser og derover uden selvstændigt køkken ...... ./. --------------------------------------------------------------------~ 1 rum uden selvstændigt bad/toilet og køkken/kogeniche ................... 4 4 3,2 (0,8x4) fælles bad/toilet ..................... 1 ./. 0,2 (0,1x2) fælleskøkken for færre end 4 værelser uden selvstændigt køkken .............. ./. fælleskøkken for 4 værelser og derover uden selvstændigt køkken ...... ./. 0,2 --------------------------------------------------------------------~ 1 1/2 rumsboliger (skal have selvstændigt bad/toilet og køkken/kogeniche) ....... 2 3 2,8 (1,4x2) --------------------------------------------------------------------~ 2 rumsboliger (skal have selvstændigt bad/toilet og køkken/kogeniche) ....... 1 2 1,8 --------------------------------------------------------------------~ køkken i forbindelse med fællesrum ... ./. --------------------------------------------------------------------~ toilet i forbindelse med fællesrum ... ./. --------------------------------------------------------------------~ Ialt ................................. 17 16,0 --------------------------------------------------------------------~
17.1.3. Flerrumsboliger
Det er en betingelse, at kun en mindre del af værelsesenhederne indrettes som flerrumsboliger. Ved ombygningsprojekter vil der kunne indrettes flerrumsboliger i det omfang, som ejendommens indretning og udformning tilsiger.
1 1/2 og 2-rumsboligerne bør beboes af 2 personer, hvoraf den ene tilhører den berettigede personkreds eller 1 person tilhørende den berettigede personkreds og 1 barn. Vedrørende den berettigede personkreds henvises til pkt. 3.
17.1.4. Integrerede ungdomsboliger
Ved opførelse/indretning af ungdomsboliger integreret i en almennyttig afdeling bør antallet af ungdomsboliger - for at tilgodese de hensyn der ligger til grund for ønsket om integrering - kun udgøre en mindre del af antallet af almennyttige lejligheder, jf. pkt. 3.1. Det betyder, at antallet af ungdomsboliger i almindelighed ikke bør udgøre mere end 1/3 af lejlighedsantallet.
17.1.5. Indberetning til Boligstyrelsen
Oplysningerne i 17.1.1-17.1.4 skal indberettes til Boligstyrelsen samtidig med fremsendelsen af skema 1. Såfremt antallet af værelsesenheder eller antallet af tilskudsenheder ønskes ændret, skal Boligstyrelsens samtykke indhentes forinden. Der henvises til pkt. 19.2.
17.2. Planmæssig udformning
Ungdomsboligerne skal have en tilfredsstillende udformning i planmæssig og teknisk henseende. Endvidere skal de til enhver tid gældende bestemmelser i plan- og byggelovgivningen være overholdt.
Ungdomsboligerne skal med hensyn til kvalitet opfylde de bestemmelser, der er fastsat for det almennyttige boligbyggeri. Det vil sige, at boligerne skal være uden luksuspræg, men udstyret med almindelige moderne bekvemmeligheder og indrettet således, at de opfylder de boligsøgendes rimelige krav til boliger af den pågældende art.
Det bør endvidere indgå i overvejelserne, at boligerne skal være attraktive mange år frem i tiden. Boliger uden eget bad/toilet eller uden eget køkken/kogeniche kan vise sig at være utidssvarende i løbet af nogle år med deraf følgende risiko for udlejningsvanskeligheder. Undersøgelser har vist, at mange unge foretrækker selvstændige lejligheder med mulighed for at samles i et fælleslokale.
Indrettes boligerne uden køkken/kogeniche, skal der indrettes fælles spisekøkken. Der må i så fald regnes med fælles køkken for ca. 6 værelsesenheder. Indrettes boliger uden køkken/kogeniche, reduceres rammebeløbet, jf. pkt. 17.1.2.
Der må ikke indrettes flerrumsboliger uden selvstændigt køkken/kogeniche, bad og toilet.
Indrettes ungdomsboligerne uden selvstændigt bad og toilet, bør det endvidere tilstræbes, at helst kun 2 og højst 3 personer deler bad og toilet. Indrettes boligerne uden selvstændigt bad og toilet reduceres rammebeløbet jf. pkt. 17.1.2.
Endvidere bør det tilstræbes, at der indrettes fællesrum, da det erfaringsmæssigt giver et bedre bomiljø.
En ungdomsbolig må betragtes som en overgangsbolig, hvor de unge gennemsnitlig bor ca. 2 år. Det er Boligstyrelsens erfaring, at dette medfører øgede vedligeholdelsesudgifter, hvis der ikke anvendes tilstrækkeligt, robuste materialer.
Det bør derfor sikres, at materialerne er rimeligt slidstærke. Der tænkes i den forbindelse specielt på badeværelser (vådrum), samt på gulvbelægningen i fællesarealer og køkkener.
Kommunalbestyrelsen må derfor påse, at standarden i ungdomsboligerne står i nøje sammenhæng med udgifterne.
De store årgange af unge kommer i disse år ind i uddannelsessystemerne. Behovet for ungdomsboliger er derfor meget stort. Behovet vil formentlig ændres frem mod år 2000, hvor der vil være en stor gruppe af ældre mennesker, der har behov for boliger. Det bør derfor tilstræbes at gøre ungdomsboligerne så fleksible, at de senere uden større udgifter kan ombygges og indrettes til brug for ældre.
18. Boligstyrelsens behandling af ansøgningen. (Skema 1)
Såfremt kommunalbestyrelsen beslutter at anbefale projektet i den foreliggende udformning og yde støtte hertil, fremsendes et eksemplar af skema 1 til Boligstyrelsen.
Ved integrerede projekter fremsendes ligeledes et eksemplar af skema 1 til Boligselskabernes Landsbyggefond.
Kommunalbestyrelsen erklærer ved godkendelse af skema 1,
- at anskaffelsessummen er rimelig og rammebeløbet overholdt,
- at den eksisterende bygning - ved ombygningsprojekter - skønnes egnet til ombygning på grundlag af den af en sagkyndig udarbejdede rapport på baggrund af førsynet,
- at kravene i lovgivning og cirkulærer er opfyldt, og
- at den tekniske løsning findes hensigtsmæssig under hensyn til en samlet vurdering af arbejdernes pris, kvalitet m.v. samt,
- at man vil yde rentebidrag og regaranti efter gældende regler.
Ved ombygningsprojekter fremsendes førsynsrapporten til Byggeskadefonden, jf. pkt. 3.2.1.
Boligstyrelsen træffer afgørelse om følgende forhold
- At købesummen for grunden/ejendommen er rimelig, når
a. en afdeling af et almennyttigt boligselskab, selskabet selv eller en selvejende ungdomsboliginstitution er grundsælger.
b. kommunen er grundsælger,
c. grunden er omfattet af en saneringsplan eller byfornyelsesbeslutning eller
d. ungdomsboliger indrettes i en eksisterende bygning.
- Særlige vilkår som kommunalbestyrelsen måtte stille for sin medvirken.
- Ansøgning om særligt tillæg til rammebeløbet på indtil 10 pct. jf. pkt. 7.5.
- Ansøgning om tilladelse til indretning af ungdomsboliger i en eksisterende beboelsesejendom, som omhandlet i pkt. 3.2., 3. og 4. afsnit.
Kan projektet godkendes, meddeler Boligstyrelsen herefter bygherren tilsagn om statslån, rentebidrag, afdragsbidrag og garanti på de i loven og dette cirkulære fastsatte vilkår herfor. Boligstyrelsen orienterer kommunalbestyrelsen, Byggeskadefonden og Hypotekbanken, hvorfra udbetaling af statslån, rentebidrag og afdragsbidrag sker, jf. pkt. 6, om tilsagnet. Ved integrerede ungdomsboliger sker udbetaling dog fra Boligselskabernes Landsbyggefond, der orienteres tilsvarende.
19. Projektets færdiggørelse (Skema 2)
Når støttetilsagn er meddelt, skal bygherren indarbejde de myndighedskrav, der måtte være stillet. Kommunalbestyrelsen eller andre offentlige myndigheder kan ikke under byggeriets gang fremkomme med krav, der medfører merudgifter.
Dette indebærer, at der efter kommunalbestyrelsens godkendelse af skema 2, ikke kan stilles myndighedskrav, som udløser merudgifter.
Endvidere må projektet udarbejdes så omhyggeligt og detaljeret, at senere ændringer under byggeriets gang kan undgås. Herved skabes også det bedst mulige grundlag for prisfastsættelsen.
Når priser er indhentet, fremsender bygherren 2 eksemplarer af skema 2 samt et sæt tegninger og arbejdsbeskrivelse til kommunalbestyrelsen.
Kommunalbestyrelsen står i princippet frit med hensyn til omfanget af det tegningsmateriale, den ønsker indsendt.
For så vidt angår udbud, pris, tid, ansvar, kvalitetssikring m.v. henvises der til pkt. 9-14.
Kommunalbestyrelsen påser, at byggearbejderne udføres i overensstemmelse med de i pkt. 9-14 nævnte cirkulærer.
Da projekteringsarbejdet, bortset fra dispositionsforslaget, jf. pkt. 16.1 skal udføres efter, at der er givet tilsagn, er perioden fra tilsagnet til indsendelse af skema 2 til kommunalbestyrelsen fastsat til 5 måneder. Denne frist vil kun undtagelsesvis kunne forlænges og kun med Boligstyrelsens godkendelse. Såfremt fristen ikke overholdes, bortfalder tilsagnet.
Byggeriet må ikke igangsættes, forinden kommunalbestyrelsen - eller Boligstyrelsen i de i pkt. 19.2 nævnte tilfælde - har givet tilladelse hertil på baggrund af det foreliggende materiale.
19.1. Ved behandlingen af skema 2 skal kommunalbestyrelsen navnlig påse, at der er redegjort for følgende forhold
- Anskaffelsessummens størrelse efter indhentning af tilbud, sammenholdt med det gældende rammebeløb. Der henvises til pkt. 7.
- Rammebeløbets overholdelse. Kan projektet ikke bringes til at overholde rammebeløbet, bortfalder tilsagnet.
- Tidspunktet for licitation.
- Udbudsformen. Har kommunalbestyrelsen undtagelsesvis godkendt anvendelsen af underhåndsbud, skal Boligstyrelsen orienteres nærmere herom, jf. pkt. 10.
- Ændringer i projektet, såfremt sådanne undtagelsesvis måtte være foretaget.
- Tidspunktet for byggeriets igangsætning.
- Byggeperiodens længde.
- Den aftalte dato for byggeriets aflevering.
- Den forventede leje ved ibrugtagelsen.
Såfremt kommunalbestyrelsen finder, at det fremsendte materiale ikke eller kun på uvæsentlige punkter afviger fra det materiale, der har dannet grundlag for støttetilsagnet, godkender den det fremsendte projekt og dets anskaffelsessum med bindende virkning for Boligstyrelsen, jf. dog pkt. 19.2.
Kommunalbestyrelsen underretter Boligstyrelsen og Hypotekbanken eller Boligselskabernes Landsbyggefond (ved integrerede projekter) om godkendelsen. Kommunalbestyrelsen underretter samtidig Byggeskadefonden om det aftalte tidspunkt for byggeriets aflevering, samt om størrelsen af bidraget til fonden.
19.2. Følgende forhold skal med kommunalbestyrelsens indstilling forelægges Boligstyrelsen til afgørelse
- Forhøjelser af grundkøbesummen eller ejendommens købesum jf. pkt. 18. Sådanne ændringer vil ikke kunne forventes imødekommet.
- Ændring af antallet af værelsesenheder jf. pkt. 17.1.1. Ansøgning om forhøjelse af antallet af værelsesenheder vil kun kunne imødekommes, såfremt der er plads på ungdomsboligkvoten.
- Ændring af antallet af tilskudsenheder, jf. pkt. 17.1.2. Ansøgning om ændring af antallet af tilskudsenheder vil kunne forventes imødekommet under forudsætning af, at der herved tilvejebringes en bedre planudformning.
- Forhøjelse af det på skema 1 godkendte beløb til stedtillæg, jf. pkt. 7.5. Det på skema 2 godkendte beløb til stedtillæg kan ikke senere forhøjes.
Boligstyrelsen underretter kommunalbestyrelsen, bygherren, Hypotekbanken eller Boligselskabernes Landsbyggefond (ved integrerede projekter) om godkendelsen. Boligstyrelsen underretter samtidig Byggeskadefonden om det aftalte tidspunkt for byggeriets aflevering, samt om størrelsen af bidraget til fonden.
20. Udbetaling af statslån
20.1. Ungdomsboliger integreret i almennyttigt byggeri
Statslånene ydes til Boligselskabernes Landsbyggefond til videre udlån til det enkelte boligselskab i forbindelse med finansiering af den samlede bebyggelse.
Statslånene til Landsbyggefonden udbetales direkte til fonden efter de retningslinier, der gælder for fremgangsmåden ved finansiering af den samlede bebyggelse.
Lånet (grundkapitalen) skal ifølge boligbyggeriloven udbetales i forbindelse med grundkøb samt med byggeriets projektering. Lånet udbetales af Boligselskabernes Landsbyggefond, som berigtiger lånet efter de retningslinier, der er fastsat for berigtigelse af lån til det byggeri, hvori ungdomsboligerne indrettes, jf. Boligministeriets cirkulære af 4.6.1975 om støtte til almennyttigt nybyggeri m.v.
20.2. Ungdomsboliger, der ikke er integrerede i almennyttigt boligbyggeri
Statslån ydes med pant i ungdomsboliginstitutionens ejendom eller den almennyttige afdelings ejendom.
Når anmærkningsfrit tinglyst pantebrev for lånebeløbet foreligger, udbetaler Hypotekbanken efter anmodning a conto beløb af lånet på grundlag af kommunens attestation af foretaget udbetaling af grundkøbesum eller ejendomskøbesum, eller af arbejdets udførelse og udgifternes størrelse.
21. Byggeriets gennemførelse
Under byggeriets udførelse fører kommunalbestyrelsen tilsyn med, at vilkårene for støtte overholdes.
Kommunalbestyrelsen kan ikke under byggeriets gang fremkomme med krav, der medfører merudgifter.
Byggeriet skal igangsættes og færdiggøres til de forudsatte tidspunkter. Under byggeriets gang må der som udgangspunkt ikke foretages ændringer i det godkendte projekt, medmindre kommunalbestyrelsen giver tilladelse hertil, hvor ganske særlige forhold måtte foreligge.
Eventuelle merudgifter som følge af sådanne ændringer skal som udgangspunkt afholdes indenfor det beløb, der er afsat til det samlede projekt. Dette indebærer, at der formentlig skal foretages besparelser i projektet, som opvejer disse udgifter. Der kan ikke forventes en forhøjelse af den samlede byggeudgift, medmindre der foreligger særlige omstændigheder. Ansøgning om godkendelse af eventuelle ændringer fremsendes til kommunalbestyrelsen.
Kommunalbestyrelsen må således nøje påse, at eventuelle merudgifter er rimeligt begrundede, og at de ikke skyldes uhensigtsmæssig tilrettelæggelse af arbejdet, eller at disse udgifter har været forudseelige. Kommunalbestyrelsen underretter Boligstyrelsen om eventuelle ændringer i projektet. Endvidere underretter kommnalbestyrelsen Boligstyrelsen og Hypotekbanken om de merudgifter, som kommunalbestyrelsen på grundlag af det ovenfor anførte finder at kunne godkende, samt om begrundelsen herfor.
Eventuelle merudgifter skal kunne afholdes indenfor 2 pct. af den på skema 2 godkendte anskaffelsessum, jf. pkt. 22.2.
21.1. Følgende forhold skal, forinden ændringen foretages, med kommunalbestyrelsens indstilling forelægges for Boligstyrelsen til afgørelse
- Ændring af antallet af værelsesenheder
- Ændring af antallet af tilskudsenheder.
22. Byggeriets afslutning
22.1. Skæringsdagen
Skæringsdagen for et byggeris overgang fra anlæg til drift fastsættes til datoen for byggeriets (sidste bolig) færdiggørelse (= klar til indflytning) med tillæg af indtil 2 måneder til klargøring af udenomsarealerne.
Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med ungdomsboliger, der er overgået til drift.
Pr. denne skæringsdag skal udarbejdes endeligt byggeregnskab. Heri medtages som udgifter alle egentlige anlægsudgifter samt de udgifter til renter, skatter og afgifter, forsikringer osv., der vedrører tiden indtil skæringsdagen. Herunder også afdrag på indekslån, der er optaget under byggeriets gang (etapevis belåning). Udgifter, der vedrører tiden efter skæringsdagen, føres på ejendommens driftsregnskab.
Alle indtægter i forbindelse med byggeriet, der vedrører tiden frem til skæringsdagen (uanset om de er indgået), godskrives byggeregnskabet. Herunder hører eksempelvis lejeindtægter fra lejere, der er indflyttet før skæringsdagen, men ikke eventuelle af staten betalte rentebidrag, da disse udbetales til realkreditinstituttet. Alle øvrige indtægter, der vedrører tiden efter skæringsdagen, føres på ejendommens driftsregnskab.
Byggeregnskabet skal være ledsaget af en af en statsautoriseret eller registreret revisor attesteret redegørelse for, hvorledes udgifter og indtægter er beregnet og medtaget i anskaffelsessummen. Omfatter byggeriet undtagelsesvis mere end 100 ungdomsboliger, skal regnskabet være attesteret af en statsautoriseret revisor.
Når byggeriet er fuldført, skal regnskabet forelægges kommunalbestyrelsen, der skal tage stilling til, om dette kan godkendes.
22.2. Godkendelse af endelig anskaffelsessum (Skema 3)
Senest 6 måneder efter byggeriets afslutning skal bygherren til kommunalbestyrelsen fremsende 2 eksemplarer af skema 3, der indeholder det endelige byggeregnskab med anmodning om godkendelse heraf.
Er enkelte udgifter endnu ikke afholdt på dette tidspunkt, kan der afsættes passende beløb hertil i regnskabet. Bygherren skal redegøre nærmere herfor.
Kommunalbestyrelsen påser, at fornøden dokumentation vedrørende afholdelse af afsatte beløb indsendes snarest muligt og senest 6 måneder efter kommunalbestyrelsens godkendelse af byggeregnskabet. Overholdes fristen ikke nedsættes anskaffelsessummen med det afsatte beløb.
Samtidig med anmodning om godkendelse af de endelige byggeudgifter skal afdelingen/institutionen anmode kommunalbestyrelsen om en endelig berigtigelse af den offentlige støtte (rentebidrag og afdragsbidrag).
Overstiger udgifterne til byggeriet det beløb, som kommunalbestyrelsen - eller Boligstyrelsen i henhold til pkt. 19.2. - tidligere har godkendt på skema 2, vil kommunalbestyrelsen - selv om det for byggeriet gældende rammebeløb herved overskrides - have mulighed for at godkende et tillæg på indtil 2 pct. af den i skema 2 godkendte anskaffelsessum, såfremt udgifterne har været uforudseelige for bygherren på igangsætningstidspunktet.
Merudgifter, som efter kommunalbestyrelsens vurdering burde eller kunne være forudset af bygherren på tidspunktet for byggeriets igangsætning, kan ikke godkendes medregnet i den for statsstøttens størrelse afgørende anskaffelsessum.
Det er en betingelse, at kommunalbestyrelsen ikke finder, at merudgifterne skyldes en uhensigtsmæssig tilrettelæggelse af byggearbejderne, og at kommunalbestyrelsen i øvrigt finder, at merudgifterne er rimelige.
Merudgifter som følge af kritisable dispositioner eller udvist forsømmelse fra bestyrelsens eller forretningsførerens side vil kunne medføre et erstatningsansvar efter almindelige erstatningsregler.
Ud fra en risikobetragtning vil det ud fra hensynet til lejerne kunne være rimeligt at modregne merudgifter udover 2 pct. af den ved skema 2 godkendte anskaffelsessum i byggesagshonoraret, bestyrelsesudgifterne og/eller boligselskabets frie egenkapital. Boligselskabets frie egenkapital vil kun komme på tale, såfremt ungdomsboligerne opføres af et almennyttigt boligselskab.
Kommunalbestyrelsen kan endvidere godkende merudgifter som følge af prisreguleringen efter 12 måneder fra tilbudsdagen jf. pkt. 9, uanset at den endelige godkendte anskaffelsessum herved overskrider den i skema 2 godkendte anskaffelsessum med mere end de 2 pct. til uforudseelige udgifter.
Vedrørende kommunalbestyrelsens godkendelse af eventuelle merudgifter til særlige vinterforanstaltninger henvises til pkt. 11.
Når kommunalbestyrelsen har godkendt den endelige anskaffelsessum og berigtigelsen af støtten er sket, orienterer kommunalbestyrelsen, Boligstyrelsen og Hypotekbanken/Landsbyggefonden herom. Samtidig giver kommunalbestyrelsen meddelelse til Hypotekbanken/Landsbyggefonden om størrelsen af den endelige godkendte anskaffelsessum.
Udover oplysningerne om størrelsen af de endelige godkendte byggeudgifter skal kommunalbestyrelsen over for Boligstyrelsen oplyse lejen inkl. varme og el pr. ungdomsbolig og pr. m2 bruttoetageareal ved førstegangs-udlejningen.
Den således godkendte anskaffelsessum danner grundlag for
- Den endelige størrelse af statslånet til bebyggelsen, der for tiden udgør 15 pct. af den godkendte anskaffelsessum.
- Den endelige størrelse af IS-lånet der optages til finansiering af den resterende del af anskaffelsessummen.
- Statsgaranti for IS-lånet, der udgør den del af lånet, der på tidspunktet for lånets optagelse har pantesikkerhed ud over 65 pct. af ejendommens værdi, jf. boligbyggerilovens § 60. Garantien omfatter til enhver tid så stor en del af lånets restgæld og eventuelle terminsydelser, som det oprindelige garantibeløb udgjorde af hovedstolen.
- Kommunal regaranti.
- Størrelsen af rente- og afdragsbidrag.
- Ejendommens driftsbudget.
22.2.1. Følgende forhold skal med kommunalbestyrelsens indstilling forelægges Boligstyrelsen til afgørelse
- Overskridelser af den på skema 2 godkendte anskaffelsessum, der skyldes udgifter, der ikke kan betragtes som uforudseelige.
- Uforudseelige udgifter udover 2 pct. af den på skema 2 godkendte anskaffelsessum, medmindre dette skyldes merudgifter som følge af prisregulering efter 12 måneder fra tilbudsdagen eller merudgifter til særlige vinterforanstaltninger.
Overskridelsen vil ikke kunne forventes godkendt, medmindre der foreligger helt ekstraordinære forhold, og det vil være en forudsætning, at kommunalbestyrelsen anbefaler overskridelsen med angivelse af, at merudgifterne ikke skyldes uhensigtsmæssig tilrettelæggelse af byggearbejderne.
Boligstyrelsen underretter kommunalbestyrelsen, bygherren, Hypotekbanken eller Boligselskabernes Landsbyggefond (ved integrerede projekter) om berigtigelsen.
23. Optagelse af indekslån
Som det er nævnt under pkt. 6.3. ydes rentebidrag med virkning straks fra indekslånets optagelse. Det er herved tilstræbt - for at nedbringe byggeomkostningerne og hermed lejen - at søge støtten udbetalt på det tidligst mulige tidspunkt i takt med byggeriets færdiggørelse. Der kan dog ikke optages forhåndslån, da der ikke ydes rentebidrag hertil.
For at opnå den tilsigtede billiggørelse af byggeriet bør finansieringen forberedes med henblik på at søge udbetalingen af indekslån gennemført samtidig med, at byggeriet er færdigt og klar til indflytning. Byggeriet må i enhver henseende tilrettelægges med henblik på den hurtigst mulige finansiering, og udarbejdelsen og behandlingen af byggeregnskabet må søges fremskyndet mest muligt.
Finansiering af et byggeri vil under hensyn til de ovennævnte forhold, ikke kunne afvente byggeregnskabets godkendelse. Der bør straks ved byggeriets færdiggørelse søges optaget indekslån, som senere - når byggeregnskabet foreligger godkendt - suppleres med yderligere og afsluttende indekslån. Indekslånet udmåles på grundlag af en anskaffelsessum, der er godkendt for byggeriet forud for igangsætningen, det vil sige den godkendte skema 2-pris. Det forudsættes, at lånet i almindelighed ydes med det fulde beløb indenfor den fastsatte lånegrænse på 85 pct. af anskaffelsessummen.
Undtagelsesvis vil det kunne tillades, at en større anskaffelsessum end den godkendte skema 2-pris lægges til grund for låneudmålingen forinden godkendelse af den endelige anskaffelsessum. Det er en betingelse, at kommunalbestyrelsen har godkendt overskridelsen, forinden udbetaling kan finde sted, samt at overskridelsen maksimalt udgør 2 pct. af den godkendte skema 2-pris og skyldes uforudseelige udgifter. Herudover må der ikke lægges en større anskaffelsessum til grund, forinden den endelige anskaffelsessum er godkendt.
Bygherren må være opmærksom på eventuelle besparelser, som måtte være indtrådt under byggeriets opførelse. Hvis der optages for store realkreditlån, vil dette medføre en overfinansiering i forhold til den endelige byggeudgift. Denne overfinansiering kan kun udlignes ved indfrielse af den opregulerede restgæld ved køb af obligationer til dagkurs, ligesom for meget udbetalt rente- og afdragsbidrag må tilbagebetales statskassen.
Efter omstændighederne vil Boligstyrelsen dog kunne godkende, at indfrielse ikke sker af overfinansiering, der ikke overskrider 1 pct. af byggeriets godkendte anskaffelsessum, dog maksimalt 50.000 kr.
Ved underfinansiering skal kommunalbestyrelsen påse, at omkostningerne ved forhøjelsen står i forhold til de udgifter, herunder stempeludgifter, der er forbundet med en eventuel forhøjelse af lånene. Er det beløb, som kommer til udbetaling efter fradrag af stempeludgifter o.l. af beskeden størrelse, bør overskridelsen afholdes over ungdomsboligernes drift.
24. Fritagelse for kommunal og amtskommunal grundskyld
Kommunen og amtskommunen har i medfør af § 8, stk. 1, litra c i den kommunale ejendomsskattelov adgang til, at meddele fritagelse for grundskyld af ejendomme, der anvendes til ungdomsboliger. Dette gælder uanset om ungdomsboligerne opføres som selvejende institutioner eller som tilhørende et almennyttigt boligselskab.
Der er den 19. november 1987 fremsat forslag til ændring af lov om boligbyggeri og lov om boliger for ældre og personer med handicap (L 101). Forslaget indeholder en bestemmelse, hvorefter der i stedet for ovenfor nævnte fritagelse for grundskyld kan ydes et tilskud svarende til grundskylden. I hovedstadsområdet vil tilskuddet indgå i udligningsordningen, således at halvdelen af tilskuddet vil blive fordelt efter reglerne om fordeling af boligstøtte i lov om individuel boligstøtte.
25. Ikrafttræden
Dette cirkulære træder i kraft 1. januar 1988, og har virkning for de byggerier, hvortil der meddeles tilsagn efter 1. januar 1988.
Boligstyrelsen, den 30. november 1987
H. E. RASMUSSEN
/Vibeke Køie
Indholdsfortegnelse
Side 1. Indledning ............................................. 1 Afsnit 1 2. Kvotens størrelse ....................................... 2 3. Former for ungdomsboliger ............................... 2 3.1. Ungdomsboliger integreret i almennyttigt boligbyggeri ........................................... 2 3.2. Erhvervelse og ombygning af eksisterende ejendomme samt ombygning af eksisterende ejendomme ............... 2 3.2.1. Førsyn ................................................. 3 3.3. Nybyggeri ............................................... 3 4. Kriterierne for støttetildeling ......................... 3 5. Bygherren ............................................... 4 Afsnit 2 6. Finansiering ........................................... 4 6.1. Statslån (grundkapital) ................................. 4 6.2. Indekslån (IS-lån) ..................................... 4 6.3. Rente- og afdragsbidrag ................................. 5 6.4. Kommunegaranti ......................................... 6 6.5. Låneoptagelse ........................................... 6 Afsnit 3 7. Rammebeløb ............................................. 6 7.1. Regulering og offentliggørelse ......................... 7 7.2. Rammebeløbsfastsættelsen ............................... 7 7.3. Forsyningsanlæg med vedvarende energi ................... 7 7.4. Reduktion af rammebeløbet ............................... 7 7.5. Tillæg til rammebeløbet ................................. 7 8. Anskaffelsessummens bestanddele ......................... 7 8.1. Grundudgifter ........................................... 8 8.2. Håndværkerudgifter ..................................... 8 8.3. Omkostninger ........................................... 8 8.3.1. Byggelånsrenter ......................................... 8 8.3.2. Udgifter til udtørring ................................. 8 8.3.3. Arkitekt- og ingeniørhonorar ........................... 8 8.3.4. Honorar til have- og landskabsarkitekt ................. 8 8.3.5. Byggesagshonorar og bestyrelsesudgifter ................. 9 8.3.6. Revisionshonorar ....................................... 9 8.3.7. Gebyr til staten ....................................... 9 8.3.8. Bidrag til Byggeskadefonden ............................. 9 Afsnit 4 9. Fast pris og tid ....................................... 9 10. Udbud ................................................... 10 11. Vinterbyggeri ........................................... 11 12. Ansvar ................................................. 11 13. Kvalitetssikring ....................................... 11 14. Basisbeton ............................................. 11 Afsnit 5 15. Ansøgningsprocedure ..................................... 11 15.1. Uformel henvendelse til kommunen om støttemulighed ..... 11 15.2. Oplysningsskema ......................................... 11 16. Ansøgning om støtte til enkelte projekter ............... 12 16.1. Fremsendelse af ansøgning om støtte ..................... 12 16.2. Kommunalbestyrelsens behandling af skema 1 ............. 13 16.2.1. Kommunalbestyrelsen bør navnlig påse følgende ........... 13 17. Teknisk sagsbehandling ................................. 14 17.1. Beregningstekniske regler ............................... 14 17.1.1. Værelsesenheder ......................................... 14 17.1.2. Antal tilskudsenheder ................................... 14 17.1.3. Flerrumsboliger ......................................... 16 17.1.4. Integrerede ungdomsboliger ............................. 16 17.1.5. Indberetning til Boligstyrelsen ......................... 16 17.2. Planmæssig udformning ................................... 16 18. Boligstyrelsens behandling af ansøgningen (Skema 1) ..... 17 19. Projektets færdiggørelse (Skema 2) ..................... 18 19.1. Ved behandlingen af Skema 2 skal kommunalbestyrelsen navnlig påse, at der er redegjort for følgende forhold . 18 19.2. Følgende forhold skal med kommunalbestyrelsens indstilling forelægges Boligstyrelsen til afgørelse ..... 18 20. Udbetaling af statslån ................................. 19 20.1. Ungdomsboliger integreret i almentnyttigt byggeri ....... 19 20.2. Ungdomsboliger, der ikke er integrerede i almennyttigt boligbyggeri ........................................... 19 21. Byggeriets gennemførelse ............................... 19 21.1. Følgende forhold skal, forinden ændringen foretages, med kommunalbestyrelsens indstilling forelægges for Boligstyrelsen til afgørelse ........................... 19 22. Byggeriets afslutning ................................... 20 22.1. Skæringsdagen ........................................... 20 22.2. Godkendelse af endelig anskaffelsessum (Skema 3) ....... 20 22.2.1. Følgende forhold skal med kommunalbestyrelsens indstilling forelægges Boligstyrelsen til afgørelse ..... 21 23. Optagelse af indekslån ................................. 21 24. Fritagelse for kommunal og amtskommunal grundskyld ..... 22 25. Ikrafttræden ........................................... 22