Vejledning om kommunalbestyrelsens lovgennemgang i byggesager (Vejledningen vedrører såvel bygningsreglement 1982 som bygningsreglement for småhuse)

Kapitel III

Vejlove

11. Lov om offentlige veje (lovbekendtgørelse nr. 368 af 6. august 1985) .

Bygningsmyndigheden skal påse, at bebyggelse ikke anbringes i strid med byggelinier med højdetillæg pålagt i medfør af §§ 34 og 35.

Hvis bebyggelsen må antages at komme i strid med en vejlinie, der er optaget på vejplan, men ikke sikret ved byggelinier, skal der indgives indberetning til vejbestyrelsen for den planlagte vej efter § 36.

Er der tale om ny bebyggelse af en ejendom beliggende på hjørnet mellem to veje (offentlige veje, private fællesveje), og der ikke allerede er etableret hjørneafskæring, skal det påses, at hjørneafskæring foretages efter § 39, eller at der er meddelt dispensation fra bestemmelsen efter § 42, stk. 2.

Bygningsmyndigheden skal inden udfærdigelse af byggetilladelse påse, at bestemmelserne i kapitel 6 om adgang til offentlige veje er overholdt.

Hvis byggeriet medfører opgravning på eller nær areal af offentlig vej, udgravning eller opfyldning nærmere end 3 m plus højdetillæg for sådan vej, eller i øvrigt forudsætter råden over vejareal, kræves vejbestyrelsens og politiets samtykke efter §§ 101 og 102. Ved offentlige veje må faste genstande, skilte eller lignende efter § 103 ikke uden vejbestyrelsens og politiets tilladelse anbringes over vejareal. Dog kan visse bygningsdele, der er hævet mere end 2,8 m over fortov, indtil 1 m fra kørebanekant eller cykelsti, etableres.

Nybygning eller ændring af tankanlæg kræver efter § 104 vejbestyrelsens og politiets godkendelse. Tilladelse skal indhentes fra vejbestyrelsen for den vej, ejendommen grænser til. Såfremt anlægget er placeret i en afstand af 100 m, i byområder dog kun 50 m, fra hovedlandevej eller landevej, skal tilladelse tillige indhentes fra vejbestyrelsen for hovedlandevejen eller landevejen.

12. Lov om private fællesveje (lovbekendtgørelse nr. 370 af 6. august 1985) .

A. Områder omfattet af lovens afsnit I, II og IV (dvs. områder, der ikke er byzone og ikke omfattet af beslutning efter § 13, stk. 2).

Skal byggeriet betjenes af en ny privat fællsvej eller vej, der (uden godkendelse) er udlagt til brug for landbrug, skovbrug eller fiskeri, skal vejudlæg inden byggetilladelse være godkendt af vejmyndigheden efter § 14.

B. Områder omfattet af lovens afsnit I, III og IV (dvs. byzone samt områder omfattet af beslutning efter § 13, stk. 2).

Byggemyndigheden skal påse, at byggeriet ikke opføres på areal, der er udlagt som privat fællesvej eller omfattet af højdetillæg for sådan, jf. § 35, stk. 1 og 2.

Når byggeriet skal betjenes af en ny privat fællesvej, må byggetilladelse ikke udstedes, før vejudlæg og anlæg er godkendt af vejmyndigheden, jf. § 41. De foran omtalte bestemmelser i kapitel 6 og §§ 101, 103 og 104 i lov om offentlige veje finder også anvendelse på private fællesveje i byområder, jf. §§ 46, 48 og 49, stk. 3.

Kapitel II

Miljølove

8. Lov om miljøbeskyttelse (lovbekendtgørelse nr. 85 af 8. marts 1985, som ændret ved lov nr. 329 af 4. juni 1986 og § 17 i lov nr. 925 af 19. december 1986) .

Miljøbeskyttelsesloven og de i medfør heraf fastsatte regler bestemmer i en række tilfælde, at en forurenende virksomhed eller aktivitet ikke må anlægges eller påbegyndes, før tilladelse eller godkendelse hertil er meddelt, jf. f.eks. § 18 om spildevandsudledning og § 35 om godkendelse af særligt forurenende virksomheder m.v. Tilladelser eller godkendelse meddeles i almindelighed af kommunalbestyrelsen eller amtsrådet.

Ifølge § 72, stk. 3, må de bygge- og anlægsarbejder, der er nødvendige for at udnytte en godkendelse eller tilladelse, påbegyndes, når klagefristen på 4 uger er udløbet, uden at der er indgivet klage.

Hvis der er indgivet klage inden for klagefristen, må bygge- og anlægsarbejder først påbegyndes, når klagemyndighedens (normalt Miljøstyrelsens) afgørelse foreligger. Den myndighed, der har truffet afgørelsen, skal i givet fald straks underrette afgørelsens adressat om, at afgørelsen er påklaget.

Miljøbeskyttelseslovens § 72, stk. 3 og 4, åbner dog mulighed for, at der kan meddeles dispensation fra det generelle forbud imod påbegyndelse af bygge- og anlægsarbejder.

For det første kan der i en afgørelse om godkendelse eller tilladelse meddeles dispensation til påbegyndelse af bygge- og anlægsarbejder inden for klagefristen, jf. § 72, stk. 3. Hvis der indgives klage inden for klagefristen, vil en sådan dispensation dog eventuelt kunne tilbagekaldes af klagemyndigheden (normalt Miljøstyrelsen), jf. § 72, stk. 4.

For det andet kan Miljøstyrelsen, hvis en sådan dispensation ikke er meddelt, og klage er indgivet, under behandlingen af klagesagen selv meddele en dispensation, jf. § 72, stk. 4.

Indledningen til denne vejledning indeholder oplysninger om de hensyn, der kan have betydning for spørgsmålet om meddelelse af en dispensation.

Opmærksomheden henledes på, at bekendtgørelse nr. 505 af 10. oktober 1978 indeholder generelle undtagelser fra forbudet imod bygge- og anlægsarbejders påbegyndelse. Ifølge bekendtgørelsen gælder forbudet ikke i forbindelse med

1) dispensationer, godkendelser og tilladelser, der er meddelt efter bestemmelserne i bekendtgørelse af reglement om miljøbeskyttelse,

2) tilladelser til etablering af nedsivningsanlæg,

3) tilladelser til etablering af nedgravede samletanke for husspildevand,

4) tilladelser til tilslutning af spildevand til offentlige spildevandsanlæg inden for anlæggets kapacitet,

5) tilladelser til anlæg af nye eller udvidelse af private spildevandsanlæg for husspildevand, såfremt anlægget ikke er dimensioneret til at modtage mere spildevand end svarende til 30 personækvivalenter (ca. 10 husstande), eller såfremt anlægget er i overensstemmelse med en godkendt spildevandsplan,

6) tilladelser til tilslutning af husspildevand til private spildevandsanlæg for husspildevand inden for anlæggets kapacitet, såfremt samtykke fra de for anlægget ansvarlige foreligger.

Bekendtgørelsens bestemmelser finder dog ikke anvendelse på dispensationer, godkendelser og tilladelser, der meddeles til virksomheder, anlæg og indretninger, som led i en godkendelse efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5.

I øvrigt gælder forbudet imod påbegyndelse af bygge- og anlægsarbejder heller ikke i forbindelse med

1) tilladelser til etablering af jordvarmeanlæg, jf. § 21, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 522 af 2. december 1980 om etablering af jordvarmeanlæg (varmeslanger i jord),

2) dispensation, tilladelse eller godkendelse efter bekendtgørelse nr. 15 af 24. januar 1986 om husdyrgødning og ensilage m.v.

Forbudet imod påbegyndelse af bygge- og anlægsarbejder gælder heller ikke, når kommunalbestyrelsen kan træffe den endelige afgørelse.

Med hensyn til bygningsreglement for småhuse henvises særligt til bekendtgørelse nr. 173 af 29. marts 1974 om etablering af nedgravede samletanke for husspildevand, bekendtgørelse nr. 139 af 15. april 1980 om afledning af spildevand til jorden og bekendtgørelse nr. 248 af 15. maj 1986 om tilførsel af spildevand til vandløb, søer eller havet m.v. De tilladelser efter bekendtgørelserne, som vedrører småhuse m.v. vil i praksis være omfattet af bekendtgørelse nr. 505 af 10. oktober 1978 om undtagelser fra forbudet mod påbegyndelse af bygge- og anlægsarbejder i miljøbeskyttelseslovens § 72, stk. 3.

9. Lov om vandforsyning (lovbekendtgørelse nr. 337 af 4. juli 1985 om vandforsyning m.v.) .

Vandforsyningsloven indeholder i lighed med miljøbeskyttelsesloven bestemmelser om påbegyndelse af de bygge- og anlægsarbejder, der er nødvendige for at udnytte en tilladelse.

Ifølge § 78, stk. 3, må de bygge- og anlægsarbejder, der forudsættes udført for at udnytte en tilladelse, påbegyndes efter udløbet af klagefristen på 4 uger. Hvis tilladelsen påklages inden for denne frist, må bygge- og anlægsarbejder dog ikke påbegyndes, før klagemyndighedens (normalt Miljøstyrelsens) afgørelse foreligger. Den myndighed, der har truffet afgørelsen, skal i givet fald straks underrette afgørelsens adressat om, at afgørelsen er påklaget.

Vandforsyningslovens § 78, stk. 4, åbner dog mulighed for, at der kan meddeles dispensation fra dette generelle forbud imod påbegyndelse af bygge- og anlægsarbejder. Efter bestemmelsen kan klagemyndigheden (normalt Miljøstyrelsen) under behandlingen af en klagesag, når særlige omstændigheder taler herfor, og såfremt det i øvrigt skønnes ubetænkeligt, på begæring meddele tilladelse til påbegyndelse af bygge- og anlægsarbejder.

Opmærksomheden henledes på, at der i følgende bestemmelser er fastsat generelle undtagelser fra forbudet imod bygge- og anlægsarbejders påbegyndelse

1) § 39, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 3 af 4. januar 1980 om vandindvinding og vandforsyning, som ændret ved § 1, nr. 4, i bekendtgørelse nr. 657 af 28. oktober 1983. Ifølge bestemmelsen gælder forbudet ikke anlæg til brug for indvinding, der kan foretages uden indvindingstilladelse efter vandforsyningslovens § 18, stk. 2, eller anlæg til brug for indvinding efter vandforsyningslovens § 19, nr. 1. Desuden kan tilladelsesmyndigheden undtage anlæg med 1 eller 2 boringer fra forbudet, når det vil være af væsentlig betydning, at anlægget gennemføres hurtigt, og myndigheden finder anlægget ubetænkeligt.

2) § 3, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 4 af 4. januar 1980 om udførelse af boringer efter grundvand. Ifølge bestemmelsen gælder forbudet imod påbegyndelse af bygge- og anlægsarbejder ikke for borearbejde, når der er tale om anlæg til brug for indvinding, der kan foretages uden indvindingstilladelse efter vandforsyningslovens § 18, stk. 2, eller anlæg til brug for indvinding efter vandforsyningslovens § 19, nr. 1.

10. Lov om arbejdsmiljø (lov nr. 681 af 23. december 1975) .

Der henvises til § 42 om arbejdsstedets indretning sammenholdt med Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 392 af 8. august 1983 om regler efter den tidligere arbejderbeskyttelseslovgivning, der med mindre ændringer forbliver i kraft efter arbejdsmiljølovens ikrafttræden.

Der henvises til publikation nr. 25 af 1969 »Projektering af erhvervsbyggeri Vejledning om arbejdstilsynets regler og praksis«. Endvidere henvises til arbejdstilsynets »Blå liste om arbejdsmiljø«, der er en fortegnelse over tilsynets samlede udgivelser.

Kapitel IV

Boliglove

13. Lov om sanering (lovbekendtgørelse nr. 385 af 4. august 1983) .

Opmærksomheden henledes på, at saneringsloven er ophævet med virkning fra 31. december 1984, men at den fortsat gælder for saneringsplaner, som er vedtaget af et byfornyelsesselskab eller en kommune inden denne dato.

Efter § 13, stk. 2, er en godkendt saneringsplan bindende for ejere og indehavere af andre rettigheder over ejendommen uden hensyn til, hvornår retten er stiftet.

Efter § 16, stk. 4, må arealer, som inden en saneringsplans godkendelse er overtaget af kommunalbestyrelsen i medfør af § 16 med henblik på nedrivning af bebyggelse, ikke bebygges, før der er godkendt en saneringsplan, som omfatter ejendommen.

Efter § 17 kan kommunalbestyrelsen nedlægge midlertidigt forbud mod, at en ejendom, som er omfattet af en saneringsplan, bebygges eller i øvrigt udnyttes på en måde, som vil være i strid med planen eller vanskeliggøre dens gennemførelse. Forbudet kan nedlægges i indtil 2 år, og Boligministeren kan i særlige tilfælde tillade forlængelse af forbudet med yderligere 1 år.

14. Lov om byfornyelse (lovbekendtgørelse nr. 384 af 4. august 1983) .

Efter § 12, stk. 1, må der ikke retligt eller faktisk etableres forhold, som er i strid med en offentlig bekendtgjort byfornyelsesbeslutning, medmindre kommunalbestyrelsen meddeler tilladelse hertil.

Inden byfornyelsesbeslutningen bliver bekendtgjort, kan kommunalbestyrelsen efter § 12, stk. 3, nedlægge forbud mod, at der retligt eller faktisk etableres forhold, som kan hindres ved en byfornyelsesbeslutning. Forbuddet kan nedlægges i indtil 2 år og kan i særlige tilfælde forlænges i yderligere 1 år med byfornyelsesnævnets tilladelse.

Efter § 23 a, stk. 1, kan der, hvis en ejer af udlejede beboelseslejligheder har gennemført et projekt efter §§ 19-23, ud over foranstaltninger efter § 19, stk. 5, nr. 1-4, først gennemføres forbedringer efter lov om leje eller lov om midlertidig regulering af boligforholdene 5 år efter projektets færdiggørelse.

Ifølge § 33, stk. 3, finder § 12 tilsvarende anvendelse for boligforbedringsbeslutninger.

Efter §§ 19, stk. 5, og 20, stk. 1, kan kommunalbestyrelsens påbud til ejeren om at gennemføre forbedringsarbejder kun omfatte nærmere opregnede foranstaltninger, såfremt

1) et flertal af lejerne har gjort indsigelse imod ejerens projekt, eller

2) ejeren ikke efterkommer kommunalbestyrelsens opfordring til at fremkomme med et projekt.

Efter § 28 er et vedtaget gennemførelsesprojekt bindende for ejere og indehavere af andre rettigheder over ejendommen fra det tidspunkt, de pågældende har fået meddelelse om vedtagelsen, uden hensyn til hvornår retten er stiftet.

Efter § 75 a, stk. 1, kan kommunalbestyrelsen nedlægge et midlertidigt forbud for et tidsrum af indtil 2 år mod, at der retligt eller faktisk foretages ændringer på en ejendom, hvis benyttelse skønnes forbundet med sundheds- eller brandfare. Forbudet bortfalder, når kommunalbestyrelsen meddeler påbud efter § 72 eller forbud efter § 73 eller underretter ejeren om, at der ikke er fundet anledning til at træffe beslutning efter kap. VIII.

Efter § 75 a, stk. 2, må der ikke retligt eller faktisk foretages ændringer på en ejendom, hvor der er meddelt nedrivningspåbud efter § 74, stk. 2, eller boligtilsynsloven, medmindre kommunalbestyrelsen meddeler tilladelse hertil, eller der foreligger et godkendt forbedringsforslag efter § 75.

15. Lov om midlertidig regulering af boligforholdene (lovbekendtgørelse nr. 525 af 11. juli 1986) .

Hvis huslejenævnet har benyttet sig af sin adgang efter § 25, stk. 3, til at udsætte et forbedringsarbejde, må der ikke udstedes byggetilladelse til forbedringsarbejdet, så længe udsættelsen er gældende.

Inden der udstedes byggetilladelse, skal det endvidere påses, at reglerne i §§ 46 og 52 om samtykke til nedlæggelse af en bolig er overholdt, herunder også med hensyn til enkeltværelser, der ikke er en del af udlejerens beboelseslejlighed eller er del af et een~ eller tofamilieshus, som udlejeren bebor.

Kapitel I

Love om fysisk planlægning og fredning

1. Lov om kommuneplanlægning (lovbekendtgørelse nr. 391 af 22. juli 1985, som ændret ved lov nr. 287 af 13. maj 1987 (der træder i kraft 1. juli 1987)) .

Opmærksomheden henledes på § 13 om kommunalbestyrelsens pligt til at virke for kommuneplanens gennemførelse.

Bestemmelsen i § 16, stk. 3, om lokalplanpligt ved større bygge~ eller anlægsarbejder, skal påses overholdt, således at byggetilladelse til et større bygge- og anlægsarbejde ikke kan meddeles, før lokalplanen er endeligt vedtaget eller godkendt, jf. dog § 22, stk. 2.

Efter bestemmelsen i § 17 kan kommunalbestyrelsen nedlægge et midlertidigt forbud mod dispositioner, der vil kunne hindres ved en lokalplan. Det fremgår af emnekataloget i § 18, om den pågældende disposition kan behandles i en lokalplan. § 17-forbudets gyldighedsperiode er begrænset til højst 1 år.

Opmærksomheden henledes på bestemmelsen i § 22 om, at ejendomme, der er omfattet af et offentliggjort forslag til lokalplan, ikke må bebygges eller i øvrigt udnyttes på en måde, der skaber risiko for en foregribelse af den endelige plans indhold.

Efter bestemmelsen i § 31 må der - når der er foretaget offentlig bekendtgørelse af en endeligt vedtaget eller godkendt lokalplan - ikke retligt eller faktisk etableres forhold i strid med lokalplanens bestemmelser, medmindre en dispensation meddeles efter reglerne i § 47.

Kommunalbestyrelsen har efter § 37 en beføjelse til - ved påbud eller forbud - at forlange en privat servitut overholdt, såfremt servitutten omhandler forhold, hvorom der kan optages bestemmelse i en lokalplan, jf. § 18.

Bestemmelsen i § 42 fastsætter den største tilladelige bebyggelsesprocent for ejendom, hvis ikke andet er bestemt i en lokalplan m.v., eller der meddeles dispensation efter reglerne i § 47. Bestemmelsen omfatter såvel nybyggeri som om- og tilbygning.

Bestemmelsen i § 43 fastlægger den bygningshøjde - det vandrette højdegrænseplan - der skal overholdes, hvis ikke andet er bestemt i en lokalplan m.v., eller der meddeles dispensation efter reglerne i § 47.

Bestemmelserne i §§ 42, 43 og 47 stk. 2 er suppleret i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 247 af 16. maj 1986 om supplerende regler i medfør af lov om kommuneplanlægning og i Planstyrelsens cirkulære nr. 65 af 26. juli 1986 om lov om kommuneplanlægning.

Hvor byggetilladelse er påkrævet, vil kommunalbestyrelsen efter bestemmelsen i § 44, stk. 1, med henblik på at opnå en god helhedsvirkning kunne stille krav til bebyggelsens ydre udformning eller helt afslå at meddele byggetilladelse. Opmærksomheden henledes på, at der ved lovforslagets behandling i folketingsudvalget blev lagt stor vægt på, at udtrykket »en god helhedsvirkning« ikke fører til en unødig ensartethed i bebyggelsen.

Kommunalbestyrelsen kan endvidere efter § 44, stk. 2, modsætte sig skiltning, lysinstallationer o.l., der er til ulempe eller virker skæmmende i forhold til omgivelserne. Kommunalbestyrelsens beføjelser efter § 44, stk. 2, er ikke begrænset til tilfælde, hvor byggetilladelse er påkrævet.

Bestemmelserne i § 44, stk. 1 og 2, kan være af betydning ved administrationen af en bevaringsplanlægning. Bestemmelserne er nærmere omtalt i Planstyrelsens Vejledning i kommuneplanlægning nr. 4, Bevarende lokalplaner, side 12.

I § 59 er angivet, i hvilken udstrækning byplanvedtægter, byggeområdebestemmelser m.v. efter den hidtige bygge- og byplanlovgivning fortsat er gældende og således har betydning for sagsbehandlingen.

2. Lov om by- og landzoner (lovbekendtgørelse nr. 446 af 3. oktober 1985, som ændret ved lov nr. 286 af 13. maj 1987 (der træder i kraft 1. oktober 1987)) .

Bestemmelserne i §§ 7, 8 og 8a om opførelse af anden bebyggelse end den, der er erhvervsmæssig nødvendig for landbrug m.v., skal påses overholdt, således at byggetilladelse ikke kan meddeles, før en tilladelse efter zoneloven kan udnyttes, jf. § 11, stk. 4. Der henvises til Miljøministeriets cirkulære af 29. juni 1984 om lov om by- og landzoner.

3. Lov om sommerhuse og campering m.v. (lovbekendtgørelse nr. 357 af 15. juli 1985) .

Bestemmelserne i §§ 7 og 7a om opførelse af mere end een beboelsesbygning på en ejendom i sommerhusområder og om helårsbeboelse i sommerhusområder skal påses overholdt, således at byggetilladelse ikke kan meddeles, før en tilladelse efter sommerhusloven kan udnyttes, jf. § 7c, stk. 8. Der henvises til Miljøministeriets cirkulære af 1. juli 1983 om ændringer i lov om sommerhuse og campering m.v.

4.8bLov om naturfredning (lovbekendtgørelse nr. 530 af 10. oktober 1984) .

Efter bestemmelsen i § 11 kan Fredningsstyrelsen (nu Skov- og Naturstyrelsen) eller amtsrådene/hovedstadsrådet nedlægge forbud mod, at der retligt eller faktisk etableres forhold, som strider mod en påtænkt fredning. § 11-forbudets gyldighedsperiode er begrænset i højst 1 år.

Efter bestemmelsen i § 16 må der - når fredningsnævnet har bekendtgjort, at en fredningssag er rejst - ikke foretages noget, som strider imod de foreslåede fredningsbestemmelser.

Fredningsnævnet kan ifølge § 16, stk. 2 efter ansøgning meddele dispensation. Efter § 22 skal fredningsbestemmelser, jf. § 18, når der er foretaget bekendtgørelse af fredningsnævnets afgørelse, overholdes af alle og enhver. Dispensation fra fredningsbestemmelser kan meddeles efter reglerne i § 34.

Opmærksomheden henledes på det i § 38 anførte om kommunalbestyrelsernes pligt til at virke for fredningsplanens gennemførelse ved udøvelse af beføjelser efter naturfredningsloven.

Endvidere angiver fredningsplanen retningslinier for kommunalbestyrelsens varetagelse af fredningshensyn ved udøvelse af beføjelser efter anden lovgivning.

Efter § 42 skal offentlige anlæg uden for byer og bymæssige bebyggelser placeres og udformes således, at der i videst muligt omfang tages hensyn til landskabsbilledet og de øvrige naturfredningsmæssige værdier.

I medfør af § 42 er det bl.a. i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 613 af 1. december 1978 om godkendelse af elanlæg, der agtes placeret udenfor byer og bymæssig bebyggelse, bestemt, at primære højspændingsanlæg (ca. 50 kv og derover) skal godkendes af Fredningsstyrelsen (nu Skov- og Naturstyrelsen), og at lavspændingsanlæg og sekundære højspændingsanlæg (ca. 6-20 kv) skal godkendes af amtsrådet/hovedstadsrådet.

Tilsvarende gælder for anlæg af offentlige veje, jf. Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 612 af 1. december 1978.

Bestemmelserne i naturfredningslovens § 43-43b foreskriver en generel beskyttelse af de fleste vandløb, søer, moser, heder, strandenge og strandsumpe.

Som hovedregel gælder, at ændringer i den hidtidige tilstand, herunder bebyggelse, af disse naturtyper kræver tilladelse fra amtsrådet/hovedstadsrådet.

Bestemmelsen i naturfredningslovens § 43 om vandløb, søer og moser er nærmere behandlet i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 521 af 2. november 1983 om godkendelse m.v. efter naturfredningsloven §§ 43 og 45 af anlæg i forbindelse med visse vådområder og Miljøministeriets cirkulære nr. 222 af 1. december 1978 om anlæg m.v. i forbindelse med visse vådområder.

De senere ikrafttrådte bestemmelser om visse mindre søer i naturfredningslovens § 43 samt bestemmelserne om heder, strandenge og strandsumpe i § 43a og § 43b er nærmere behandlet i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 40 af 9. februar 1984 om tilladelse m.v. efter naturfredningslovens kapitel VI til ændringer af heder, strandenge og strandsumpe, samt Miljøministeriets cirkulære af 27. marts 1984 om naturfredningslovens § 43, stk. 4 (visse søer), § 43a (heder) og § 43b (standenge og strandsumpe).

Af bekendtgørelsens § 2 fremgår, at heder, strandenge og strandsumpe, der den 1. januar 1984 er beliggende i byzone eller sommerhusområde, i et nærmere angivet omfang er undtaget fra tilladelsesordningen.

Endvidere er i cirkulærets punkt 7.3. anført, at bebyggelse på heder, strandenge og strandsumpe, som opføres i tilknytning til eller i nærheden af eksisterende bygninger, normalt kan ske uden tilladelse.

Efter bestemmelserne i § 46 må der ikke uden dispensation fra fredningsnævnet placeres bygninger eller campingvogne, foretages terrænændringer, beplantninger m.v. på strandbredder og inden for en afstand af 100 meter fra strandbredder, beregnet fra grænsen for sammenhængende landvegetation.

Efter bestemmelserne i § 47 må der ikke uden fredningsnævnets tilladelse placeres bygninger eller campingvogne m.v. inden for en afstand af 300 meter fra offentlige skove samt private skove på 20 ha eller derover. Byggelinien efter § 47 regulerer kun byggeri m.v. og ikke terrænændringer, beplantning m.v.

Efter bestemmelserne i § 47a må der ikke uden fredningsnævnets tilladelse placeres bygninger eller campingvogne, foretages terrænændringer og beplantninger m.v. inden for en afstand af 150 meter fra søer med en vandoverflade på mindst 3 ha og fra offentlige vandløb med en bundbredde på mindst 2 meter.

Efter bestemmelsen i § 47b må der ikke uden fredningsnævnets tilladelse placeres bygninger med en højde, der overstiger 8,5 meter inden for en afstand af 300 meter fra de i det åbne land beliggende kirker.

Opmærksomheden henledes på, at kommunalbestyrelsen kan ansøge Fredningsstyrelsen (nu Skov- og Naturstyrelsen) om hel eller delvis ophævelse af bygge- og beskyttelseslinierne i § 46, § 47 og § 47a, når dette sker på grundlag af en detailplanlægning. Efter hidtidig praksis vil en sådan detailplanlægning normalt være lokalplaner. Der henvises til ministeriets cirkulære af 9. november 1979.

Naturfredningslovens § 48 indebærer et forbud mod beskadigelse af jordfaste fortidsminder, der enten er synlige i terrænet, eller hvorom der er foretaget tinglysning. Arealet, hvor sådanne fortidsminder ligger, må ikke deles ved udstykning, opdeling eller skelforandring. Dispensation fra bestemmelsen kan kun opnås, hvis både Fredningsstyrelsen (nu Skov- og Naturstyrelsen) og fredningsnævnet bevilger den.

Naturfredningslovens § 53 fastlægger en beskyttelseszone på 100 meter omkring de jordfaste fortidsminder, som er omfattet af naturfredningslovens § 48, bortset fra kors, milepæle og lignende. Inden for 100 meter zonen kræver alle ændringer, som kan virke skæmmende på fortidsmindet, dispensation hos fredningsnævnet.

Efter bestemmelserne i § 57 må reklamer og propagandaskilte ikke anbringes i fri luft uden for byer og bymæssige bebyggelser. Der er tale om en forbudsbestemmelse, hvorfra der kun gælder de direkte i § 57 nævnte undtagelser, ligesom fredningsnævnet kun kan meddele tilladelse i de i § 57, stk. 3 og stk. 6, beskrevne tilfælde.

5. Lov om bygningsfredning (lovbekendtgørelse nr. 81 af 10. februar 1986 samt Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 897 af 15. december 1986 om henlæggelse af opgaver og beføjelser til Planstyrelsen) .

Der henvises endvidere til Fredningsstyrelsens (nu Planstyrelsens) cirkulære om bygningsfredningslovens bestemmelser om tilladelse til bygningsarbejder og til nedrivning vedrørende fredede bygninger, cirkulæreskrivelse af 11. december 1979.

Efter bestemmelsen i bygningsfredningslovens § 1 har loven til formål at værne landets ældre bygninger af arkitektonisk, kulturhistorisk eller miljømæssig værdi.

Lovens bestemmelser om bygninger gælder efter § 2 også bygningsværker, bygningsdele, skulpturer, mindesmærker, springvand og lignende, og en bygnings umiddelbare omgivelser i form af gårdsrum, pladser, brolægning, fortove, haver og parkanlæg, når de udgør en del af den samlede beskyttelsesmæssige helhed.

For de bevaringsværdige huse er »værne«-bestræbelserne indpasset i den fysiske planlægning, først og fremmest gennem kommuneplanloven, men også som led i de generelle foranstaltninger med henblik på by- og boligforbedringer. Bevaring af den ældre bebyggelse og de kultur- og miljøværdier, der knytter sig hertil, er bl.a. en af de interesser, der skal afvejes som led i kommuneplanlægningen.

Rådgivning og vejledning til ejere og brugere af bevaringsværdig bebyggelse har en umiddelbar og væsentlig betydning for bygningens rette vedligeholdelse.

Statens Bygningsfredningsfonds virksomhed efter § 17, jf. nedenfor, kan også omfatte bevaringsværdige bygninger.

Efter bestemmelsen i bygningsfredningslovens § 25 yder Miljøministeriet, Planstyrelsen, hvortil bygningsfredningsområdet er blevet overført pr. 1. februar 1987, faglig rådgivning og anden bistand til bl.a. kommunalbestyrelsen i spørgsmål vedrørende bygningsbevaring. Herunder bistår Planstyrelsen kommunalbestyrelsen med vejledning og informationsvirksomhed om bygningsbevaringsspørgsmål overfor ejere og brugere.

For de fredede bygninger er »værne«-bestræbelserne direkte fastlagt i bygningsfredningsloven.

Efter bestemmelsen i § 3 kan bygninger, der er af væsentlig arkitektonisk eller kulturhistorisk værdi og over 100 år gamle, fredes. Endvidere kan bygninger, uanset deres alder, fredes, når de er af særlig fremragende værdi, eller der er andre særlige grunde til at ønske dem sikrede for eftertiden.

Bygningsfredning gennemføres af Miljøministeren, Planstyrelsen. Alle, herunder kommunalbestyrelsen, kan foreslå en bygning fredet.

Bygninger eller bygningsdele, der er opført før år 1536, altså den middelalderlige arkitektur, har en særlig status, idet de som landets ældste bygninger på grund af deres alder og sjældenhed er automatisk fredede.

Efter bestemmelsen i § 6, stk. 3, må der - når Planstyrelsen har underrettet om en påtænkt fredning - ikke foretages noget, der strider imod den påtænkte fredning.

Efter § 9 har ejeren eller brugeren af en fredet bygning pligt til at holde bygningen i forsvarlig stand, herunder tæt på tag og fag.

Bestemmelsen i § 10 om tilladelse fra Miljøministeriet, Planstyrelsen til ud- og indvendige istandsættelses- og bygningsarbejder, der går ud over almindelig vedligeholdelse, skal påses overholdt, således at byggetilladelse ikke kan meddeles, før styrelsens tilladelse foreligger. Det gælder dog kun i det omfang, arbejdet kræver byggetilladelse efter byggeloven.

Såfremt der ikke inden tre måneder af Miljøministeriet, Planstyrelsen er taget stilling til en ansøgning om tilladelse efter § 10, stk. 1, kan de arbejder, der er omfattet af ansøgningen, iværksættes.

Til almindelig vedligeholdelse af en fredet bygning regnes f.eks. udskiftning af enkelte tagsten og understrygning af taget, kalkning og maling, både udvendig og indvendig, såfremt der anvendes samme materialer og samme farver, som bygningen har i forvejen.

Til bygningsarbejder, der går ud over denne almindelige vedligeholdelse, og som derfor altid vil kræve Planstyrelsens tilladelse, hører f.eks. arbejder, som ændrer en bygnings karakter som f.eks. omlægning af tag eller pudsning af en facade, der har stået i blank mur.

Som bygningsarbejder, der kræver tilladelse fra Planstyrelsen, betragtes også arbejder i forbindelse med brandsikring, isolerings- og andre energibesparende foranstaltninger samt istandsættelse og genopbygning af en fredet bygning, der er blevet storm- eller brandskadet.

Efter § 11 skal der indhentes tilladelse fra Miljøministeriet, Planstyrelsen, til nedrivning af en fredet bygning.

Tilladelse kan først gives, efter at Det særlige Bygningssyn, der er et sagkyndigt, rådgivende organ for Planstyrelsen, har fået forelagt ansøgningen herom og herefter ikke har udtalt sig imod nedrivningen, jf. bygningsfredningslovens § 23, stk. 2.

Til vurdering af ansøgningen kan kræves oplysninger om formålet med nedrivningen, og om den fremtidige anvendelse af ejendommen. Behandlingen af en ansøgning kan afslås, hvis de tilladelser, der er nødvendige i henhold til anden lovgivning, ikke foreligger, jf. § 11, stk. 2.

Bestemmelserne i § 11 (ved totalnedrivning) eller § 10 (ved delvise nedrivninger) skal således påses overholdt, således at nedrivning af en fredet bygning - uanset om dette kræver en tilladelse fra kommunalbestyrelsen eller alene skal anmeldes til kommunalbestyrelsen - ikke må gennemføres, før der foreligger en tilladelse fra Planstyrelsen.

I lighed med kommuneplanlovens bestemmelser er der under visse forudsætninger en overtagelsespligt for det offentlige, såfremt en nedrivningsansøgning afslås.

For at lette de forpligtigelser, der påhviler en ejer til at opretholde den fredede bygning, yder Planstyrelsen rådgivning og vejledning (generelt og konkret) i forbindelse med løsning af de istandsættelsesopgaver, der vedrører de fredede bygninger.

Efter § 14 skal ejeren ved brandskade eller anden væsentlig skade på en fredet ejendom søge om tilladelse til istandsættelse af bygningen efter § 10.

I henhold til § 16 og § 17 er der endvidere mulighed for at opnå økonomisk støtte i form af tilskud fra Planstyrelsen (§ 16) eller lån fra Statens Bygningsfredningsfond (§ 17) til gennemførelse af istandsættelsesarbejder på de fredede bygninger.

Efter § 27 kræver opdeling af en fredet bygning i ejerlejligheder Planstyrelsens samtykke.

Efter § 29 bortfalder tilladelser, såfremt de ikke er udnyttet inden 5 år.

6. Lov om skove (lovbekendtgørelse nr. 231 af 4. maj 1979 som ændret ved lov nr. 250 af 23. maj 1984) .

Bestemmelsen i § 6 om, at fredskovsareal skal holdes bevokset med skovtræer, og bestemmelsen i § 11 om hugst til salg i de første 10 år efter køb af såvel fredskov som ikke-fredskov er til hinder for anden bebyggelse end den, der er erhvervsmæssigt nødvendig for skovens drift. Bestemmelserne, der omfatter både nybyggeri og om~ og tilbygning, skal påses overholdt, således at byggetilladelse ikke kan meddeles, med mindre der af skovmyndighederne er givet tilladelse til byggeriet. Der henvises i øvrigt til pkt. 4.2 i Miljøministeriets cirkulære af 29. juni 1984 om lov om by- og landzoner.

7. Lov om sandflugtens bekæmpelse (lovbekendtgørelse nr. 168 af 28. april 1982, som ændret ved lov nr. 250 af 23. maj 1984) .

Bestemmelsen i § 5 om, at der på sandflugtsfredede arealer ikke må opføres bygninger eller anbringes andre indretninger, der er bestemt til beboelse, udsalgssted eller lignende, skal påses overholdt, således at byggetilladelse ikke kan meddeles, med mindre der af klitmyndighederne er givet tilladelse. Bestemmelsen omfatter både nybyggeri og om- og tilbygning.

Kapitel V

Andre love

16. Lov om bygningsmæssige civilforsvarsforanstaltninger (lovbekendtgørelse nr. 536 af 3. november 1981, som ændret ved lov nr. 649 af 19. december 1984) .

Bestemmelsen i ændringslovens § 1.1 om sikringsrumspligt ved nybyggeri skal påses overholdt, således at byggetilladelse ikke kan meddeles, før spørgsmålet om indretning af sikringsrum er blevet afklaret.

Ifølge bestemmelsen i § 9, stk. 1 i loven, skal et sikringsrum kunne optage det normalt største antal personer i nybygningen. Nærmere regler for sikringsrummets størrelse er angivet i § 2 i Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 650 af 19. december 1984 om sikringsrum.

Ifølge § 9, stk. 3, i loven kan Indenrigsministeren helt eller delvis fritage nybygninger til teatre, restauranter, mødelokaler o.lign. for sikringsrumspligten, mod at der træffes andre egnede beskyttelsesforanstaltninger.

Bestemmelsen i § 17 i loven om pligt til ved nybyggeri med sikringsrum at etablere murgennembrydning ind til nabobygningens kælder skal påses overholdt, således at byggetilladelse ikke kan meddeles, før dette spørgsmål er blevet afklaret.

Efter bestemmelsen i § 22 i loven påhviler tilsynet med lovens gennemførelse kommunalbestyrelsen som bygningsmyndighed.

Ifølge bestemmelsen i § 23 i loven kan Indenrigsministeriet i særlige tilfælde dispensere fra lovens bestemmelser.

Denne dispensationsbemyndigelse er ifølge Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 352 af 11. oktober 1966 tillagt Civilforsvarsstyrelsen med ministeriet som ankeinstans.

Bekendtgørelse nr. 650 af 19. december 1984 om sikringsrum indeholder de tekniske bestemmelser for sikringsrum og murgennembrydninger.

Bestemmelsen i § 2 i bekendtgørelsen angiver detaljerede bestemmelser for antallet af pladser i sikringsrum for forskellige anvendelser af bygninger.

Bestemmelsen i § 2, stk. 6, tillader, at antallet af pladser i sikringsrum til erhvervsbygninger og etablissementer kan reduceres med 13 pct. af hensyn til personfravær under beredskab.

Bestemmelsen i § 7, stk. 5, fastlægger særlige regler for etableringen af ekstra åbninger i et sikringsrums omgivende vægge udover åbninger til adgangsdør og nødudgange.

Bestemmelserne om murgennembrydningernes udførelse er indeholdt i §§ 15, 16, 17 og 18. § 18 fastsætter, at ejeren af en bestående bygning kan få sin del af udgifterne til murgennembrydningen refunderet af Civilforsvarsstyrelsen.

17. Lov om varmeforsyning (lovbekendtgørelse nr. 330 af 29. juni 1983) .

Opmærksomheden henledes på § 13 i varmeforsyningsloven, som pålægger kommunalbestyrelserne pligt til at virke for godkendte varmeforsyningsplaners gennemførelse.

I henhold til lovens § 18 kan kommunalbestyrelsen - under forudsætning af et godkendt kollektivt varmeforsyningsprojekt - ved udstedelse af byggetilladelse pålægge ny bebyggelse tilslutningspligt til et kollektivt anlæg (tilslutningen skal ske ved ibrugtagningen).

Hvis det skønnes nødvendigt til gennemførelse af varmeforsyninsplanlægningen, kan kommunalbestyrelsen efter § 21 bestemme, at nærmere angivne opvarmningssystemer ikke må etableres i ny bebyggelse inden for et geografisk afgrænset område. En sådan beslutning skal meddeles ejendommens ejer snarest muligt og senest ved udstedelsen af byggetilladelse.

Udover opførelse af nye bygninger omfatter udtrykket »ny bebyggelse« i lovens § 18 og 21 også moderniseringer af særligt omfattende karakter eller ombygning, som medfører etablering af et nyt opvarmningssystem.

Vedr. kollektive varmeforsyningsanlæg (blokvarmecentraler over 1 MJ/s og varmecentraler f.eks.) har kommunalbestyrelsen mulighed for at påbyde et sådant anlæg ombygning/indretning for at anvende angivne former for energi. Vælges denne mulighed (i henhold til varmeforsyningslovens § 17, som uddybet i Energiministeriets bekendtgørelse nr. 98 af 19. marts 1982), kan dette kun ske, når forudsætninger herfor er belyst i en endeligt vedtaget kommunal varmeforsyningsplan, en godkendt delplan eller et godkendt projekt. Påbuddet skal meddeles skriftligt mindst 1 år inden foranstaltningernes gennemførelse.

18. Brandloven (lovbekendtgørelse nr. 365 af 28. juli 1983) .

§ 27 fastsætter bl.a., at oprettelse af virksomheder, der anvender brandbare luftarter, kræver tilladelse fra brand- eller beredskabskommissionen og i kommuner uden brand- eller beredskabskommission fra politimesteren. Der kan stilles krav vedrørende virksomhedens beliggenhed, indretning og benyttelse.

I medfør af § 40 er der udsendt bekendtgørelser og tekniske forskrifter om

- oplagring og anvendelse af brandfarlige væsker, herunder sprøjtemaling og lakering med brandfarlige væsker,

- F-gas,

- træbearbejdning og træoplag,

- plastforarbejdning og plastoplag,

- korn- og foderstofvirksomheder,

- fremstilling og oplagring af mel og

- andre brandfarlige virksomheder og oplag (fremstilling og/eller oplagring af papirvarer, tekstiler, tæpper, gummi, tobak, sukker, stearinlys, tovværk, tagpap, asfalt, tjære, halm, kul, koks, kolonialvarer, spaghnum, smøreolie) samt godsterminaler, postterminaler, stykgodslagre, lagerbygninger med emballerede produkter, hvor emballagemængden overstiger 1.000 m3, og højlagre (oplagring i større højde end 6 m over gulv) i lagerbygning på over 600 m2 med emballerede produkter.

Brandmyndigheden (brand- eller beredskabskommisionen og i kommuner uden brand- eller beredskabskommision politimesteren) kan stille krav vedrørende beliggenhed, indretning og benyttelse af sådanne virksomheder og oplag, idet dog Statens Brandinspektion fastsætter vilkår for store oplag af brandfarlige væsker (over 10.000 oplagsenheder) og F-gas (over 25.000 kg) samt alle højlagre.

I medfør af tidligere brandlov er der udsendt bekendtgørelse om opbevaring af transportable beholdere med sammentrykkede, fordråbede eller under tryk opløste luftarter. Brandmyndigheden (subsidiært Statens Brandinspektion) fastsætter vilkår for oprettelse af sådanne oplag.

Boligministeriet, Byggestyrelsen, den 26. oktober 1987

MARIUS KJELDSEN

/Ella Blousgaard

Kapitel I Love om fysisk planlægning og fredning

Kapitel II Miljølove

Kapitel III Vejlove

Kapitel IV Boliglove

Kapitel V Andre love

Vejledning om kommunalbestyrelsens lovgennemgang i byggesager

(Vejledningen vedrører såvel bygningsreglement 1982 som

bygningsreglement for småhuse)

Indledning

Byggestyrelsen udsendte 1. april 1985 vejledningen om kommunalbestyrelsens lovgennemgang i byggesager. Vejledningen gennemgik de love og lovbestemmelser, som kommunalbestyrelsen efter bestemmelserne i bygningsreglement 1982 og bygningsreglement for småhuse skal være opmærksom på i forbindelse med byggetilladelse eller anmeldelse.

Siden udsendelsen af vejledningen er der sket ændringer i en række af de love, som omfattes af kommunalbestyrelsens lovgennemgang, og Byggestyrelsen har derfor fundet tiden inde til at udsende en ajourført udgave af vejledningen.

Ajourføringen er sket på den måde, at Planstyrelsen, Skov- og Naturstyrelsen, Miljøstyrelsen, Direktoratet for Arbejdstilsynet, Ministeriet for Offentlige Arbejder, Boligstyrelsen, Civilforsvarsstyrelsen, Energiministeriet og Justitsministeriet er blevet bedt om at revidere de enkelte lovbidrag, således at de pr. 1. juni 1987 er i overensstemmelse med gældende lovgivning på området (1.1 og 1.2 dog 1. juli og 1. oktober 1987). Ansvaret for fremstillingen af de enkelte lovbestemmelser i kapitel I - V har således den pågældende ressortmyndighed.

Ved udsendelsen af denne vejledning er den tidligere vejledning af 1. april 1985 ophævet.

Lovgrundlaget

Byggelovens § 16, stk. 3 siger: »I bygningsreglementet kan der fastsættes bestemmelser om, at kommunalbestyrelsen ikke må meddele tilladelse efter stk. 1, før der er meddelt den nødvendige tilladelse efter anden lovgivning til det ansøgte.«

I medfør af denne bestemmelse er der i bygningsreglement 1982 kapitel 1.3 og kapitel 13.9.5, stk. 6 samt i bygningsreglement for småhuse afsnit 1.5.1 og 1.10.1 anført den anden lovgivning, der skal iagttages. Bestemmelserne vedrører både byggearbejder, der kræver byggetilladelse, og byggearbejder som skal anmeldes til kommunalbestyrelsen.

De nævnte bestemmelser i bygningsreglement 1982 og bygningsreglement for småhuse opregner de love, der skal påses overholdt, mens denne vejledning redegør nærmere for de enkelte bestemmelser i de pågældende love, som det er relevant at kigge nærmere på ved ansøgninger om byggetilladelse og ved anmeldelser.

Byggelovens § 16, stk. 3 er udformet på baggrund af forslag i betænkning nr. 981 om håndhævelse af bygge- og miljølovgivningen. Der blev i betænkningen og i forarbejderne til bestemmelsen lagt vægt på, at kommunalbestyrelsens pligt til at påse overholdelse af anden lovgivning af retshåndhævelsesgrunde kom til at gælde, uanset om lovene administreres af kommunalbestyrelsen eller andre myndigheder. Det fremgår videre af betænkningen og af forarbejderne til bestemmelsen, at kommunens pligt til at forhindre byggeriets start, kun bør gælde, når en afgørelse efter anden lovgivning kan føre til, at byggeriet slet ikke kan opføres det ansøgte sted eller til betydelige ændringer af projektet. I disse tilfælde vil det også være i den byggenes egen interesse, at byggeriet ikke bliver indledt, før de placeringsmæssige forhold er afklaret.

Pligten til at påse anden lovgivning overholdt skal efter byggelovens § 16, stk. 3 ske, inden der gives byggetilladelse eller inden udløbet af 2-ugers fristen ved anmeldelse af byggearbejder jf. bygningsreglement 1982 kapitel 1.3 og kapitel 1.9.5 samt bygningsreglement for småhuse afsnit 1.5.1 og 1.10.1.

Om delbyggetilladelser

Byggelovens § 16, stk. 1, 3. punktum giver hjemmel for kommunalbestyrelsen til at opdele en byggetilladelse i deltilladelser. Dette gør det muligt at begrænse en byggetilladelse, så den ikke omfatter det ansøgte byggeri i dets helhed. Bestemmelsens hensigt er at give mulighed for en smidig byggesagsbehandling til gavn for borgerne.

Efter bestemmelsen kan kommunalbestyrelsen, selv om ikke alle enkeltheder i et byggeprojekt er afklaret, udstede en deltilladelse f.eks. til at udføre støbearbejde ved et nybyggeri. Meddelelse af deltilladelsen er betinget af, at der efter lovgivningen intet er til hinder for, at byggeriet kan placeres det ansøgte sted og med det ansøgte fundament. Deltilladelse må altså kun omfatte den del af projektet, som vil kunne udføres uden at være i strid med byggelovgivningen og anden lovgivning. Efterhånden som enkelthederne i byggeprojektet afklares i forhold til lovgivningen, kan der herefter udstedes de(n) øvrige fornødne deltilladelse(r). Forud for at den enkelte deltilladelse kan meddeles, skal anden lovgivning således være påset overholdt.

På miljøbeskyttelsesområdet gælder dog nogle særlige regler om påbegyndelse af bygge- og anlægsarbejder efter miljøbeskyttelseslovens § 72, stk. 3-6.

Udgangspunktet er, at sådanne arbejder først må påbegyndes, når klagefristen på 4 uger er udløbet uden at klage er indgivet. En (del)byggetilladelse kan først meddeles af kommunalbestyrelsen, når det er konstateret, at der ikke er indgivet klage.

Miljøbeskyttelseslovens § 72, stk. 3 og 4 åbner dog mulighed for, at der kan meddeles dispensation fra dette generelle forbud mod påbegyndelse af bygge- og anlægsarbejder.

For det første kan der i en afgørelse om godkendelse eller tilladelse meddeles dispensation til påbegyndelse af bygge- og anlægsarbejder indenfor klagefristen.

For det andet kan Miljøstyrelsen, hvis en sådan dispensation ikke er meddelt, og klage er indgivet, under behandlingen af klagesagen selv meddele en dispensation.

En dispensation efter miljøbeskyttelseslovens § 72, stk. 3 og 4 kan meddeles, hvis det er utvivlsomt, at virksomheden etableres et hensigtsmæssigt sted. Ved denne vurdering skal der på den ene side lægges stor vægt på, om virksomheden skal etableres i et område, der efter planlægningslovgivningen er udlagt til erhvervsbebyggelse, og på den anden side, om virksomheden skal etableres i eller i nærheden af forureningsfølsomme områder.

Hvis der helt eller delvist efter ovennævnte bestemmelser er meddelt dispensation til påbegyndelse af bygge- og anlægsarbejder, kan kommunalbestyrelsen i henhold til byggelovgivningen meddele (del) byggetilladelse i overensstemmelse med den givne dispensation.

Ingen