Cirkulære om hybridnettet (Kommunernes inddragelse i planlægning og de regionale televirksomheders mulighed for at erhverve dele af fællesantenneanlæg og forbindelsesnet til og mellem fællesantenneanlæg)
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære om hybridnettet
(Kommunernes inddragelse i planlægning og de regionale
televirksomheders mulighed for at erhverve dele af fællesantenneanlæg
og forbindelsesnet til og mellem fællesantenneanlæg)
I.
Signalfordelingsplanlægningen
1. I medfør af § 5 a i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed kan en regional televirksomhed efter forhandling med kommunen udarbejde en plan for forsyning af kommunen eller en del af denne med punkter for tilslutning af fællesantenneanlæg og andre kabelanlæg til den regionale televirksomheds net. Denne såkaldte signalfordelingsplan skal godkendes af Kultur- og Kommunikationsministeren, der inden godkendelsen kan foretage ændringer heri. Kultur- og Kommunikationsministeren kan pålægge en regional televirksomhed at udarbejde en signalfordelingsplan omfattende en kommune eller en del heraf.
2. Efter forhandling med Miljøministeriet og Indenrigsministeriet er der fastsat følgende krav til procedure og indhold for signalfordelingsplanlægningen m.v., jf. punkterne 3-14.
3. Signalfordelingsplanen kan som nævnt under pkt. 1 omfatte en hel kommune eller en del af denne. Planen skal angive, hvordan kommunen eller en del af kommunen, såfremt den fornødne efterspørgsel er til stede, jf. bekendtgørelse nr. 678 af 23. oktober 1987 § 4, stk. 2, via det såkaldte FN1-net vil kunne forsynes fra det offentlige telenet gennem fastlæggelse af en række hovedfordelingspunkter (HF-punkterne), programkapaciteten og tidspunkterne for etableringen.
Planen skal tillige indeholde en fastlæggelse af fordelingsnettet (FN2-nettet) fra HF-punkterne til eksisterende og forventede fællesantenneanlæg. Der skal planlægges etableret HF-punkter, så alle bymæssige bebyggelser med mere end 250 husstande kan blive forsynet fra hybridnettet.
Den ovenfor beskrevne planlægning forudsætter en programforsyning med det fulde programtilbud (20 eller 24 tv-programmer). En foreløbig planløsning kan desuden tilrettelægges med et mindre antal HF-punkter f.eks. på baggrund af en forsyning af fællesantenneanlæg med et mindre antal programmer. Denne foreløbige planløsning kan betragtes som en 1. fase i planlægningen. En gennemførelse af den 2. fase, en planløsning med det fulde antal programmer og HF-punkter, vil være betinget af, at der kan sikres økonomisk grundlag herfor.
Omfatter den regionale televirksomheds planudkast FN2-strækninger, hvori der påregnes at ske en udnyttelse af dele af allerede eksisterende fællesantenneanlæg, påhviler det den regionale televirksomhed at dokumentere, at de pågældende anlægsejere i givet fald er villige til at lade en sådan udnyttelse finde sted.
4. Den regionale televirksomhed udarbejder et planudkast efter forhandling med kommunen. Hermed sikres, at kommunen på et tidligt tidspunkt af planudarbejdelsen kan gøre sine synspunkter gældende på basis af de almindelige planer for kommunens udvikling. F.eks. vil mulighederne for anden lokal anvendelse af bredbåndskommunikation end til radio- og tv-formål kunne indgå i overvejelserne om placeringen af HF-punkterne.
5. Den regionale televirksomheds planudkast fremsendes til Kultur- og Kommunikationsministeren, som herefter sender det til udtalelse hos kommunen.
6. Bl.a. på grundlag af kommunens udtalelse afgør Kultur- og Kommunikationsministeren om planudkastet kan godkendes, eller om der skal foretages ændringer heri. Som udgangspunkt vil planudkast, hvorom der er enighed mellem den regionale televirksomhed og kommunen, kunne godkendes uden ændringer. Såfremt ministeriet ønsker planen ændret, skal den regionale televirksomhed - og kommunen, medmindre ændringen er i overensstemmelse med et af kommunen fremsat ønske herom - have lejlighed til at udtale sig, inden ændringen gennemføres. Ministeriet kan med henblik på godkendelsen indhente supplerende oplysninger hos såvel den regionale televirksomhed som kommunen. Godkendelsen kan omfatte en plan for hele kommunen eller en del af kommunen, herunder en samlet plan for FN1-nettet.
7. Den regionale televirksomhed fremsender den godkendte signalfordelingsplan til kommunen umiddelbart efter godkendelsen og skal samtidig sikre, at planen offentliggøres i det pågældende lokalområde. Dækker en godkendt plan en hel kommune, fremsendes planen samtidig til det pågældende amtsråd til orientering.
8. Ansvaret for udarbejdelsen af signalfordelingsplanen påhviler den pågældende regionale televirksomhed. Denne er samtidig berettiget til at foretage justeringer i planen. Alle justeringer skal meddeles til kommunen og Kultur- og Kommunikationsministeren. Væsentlige ændringer i HF-punkternes og/eller FN2-nettets geografiske placering kan dog kun ske under iagttagelse af den i pkt. 4-7 foreskrevne procedure.
9. Signalfordelingsplanlægningen i den enkelte kommune påbegyndes senest det år, hvor kommunen i henhold til televirksomhedernes overordnede plan for etablering af hybridnettet, jf. bekendtgørelse nr. 678 af 23. oktober 1987 vil kunne opnå en kablet forsyning fra televirksomhedernes overordnede net.
10. I henhold til lands- og regionplanlovens § 11, stk. 2 (hovedstadsregionplanlovens § 4, stk. 3), kan amtsrådene/Hovedstadsrådet indhente oplysninger hos den regionale televirksomhed om foreliggende planer og om igangværende planlægning vedrørende hybridnettet.
Amtsrådene/Hovedstadsrådet kan behandle hybridnettet som emne i regionplanlægningen, men bindende retningslinier kan ikke forventes omfattet af den statslige regionplangodkendelse.
11. En godkendt signalfordelingsplan, jf. pkt. 6, vil naturligt kunne indgå som en forudsætning for den almindelige kommunale planlægning i henhold til kommuneplanloven, ligesom de almindelige planer for kommunens udvikling, jf. pkt. 4, må forudsættes at indgå i kommunens forhandling med den regionale televirksomhed.
12. I medfør af kommuneplanlovens § 18, stk. 1, nr. 11 kan der ved lokalplanlægning for nye bebyggelser stilles krav om tilslutning til fællesantenneanlæg i eller uden for lokalplanområdet. Denne bestemmelse kan ikke anvendes som tvangsmiddel til antenneforeningers tilslutning til hybridnettet. Der kan heller ikke for antenneforeninger beliggende i eksisterende bebyggelse i medfør af kommuneplanloven stilles krav om tilslutning til hybridnettet.
13. Eventuelle kommunale ønsker om en netstruktur, der afviger fra den i pkt. 3 anførte generelle planforudsætning for forsyningen fra HF-punkterne, vil kun kunne imødekommes i den udstrækning, dette kan indpasses i den regionale televirksomheds planer, og den regionale televirksomheds eventuelle meromkostninger kan dækkes fra anden side, private antenneforeninger eller vedkommende kommune selv. Det samme er tilfældet ved eventuelle kommunale ønsker om en udvidet udstrækning af fordelingsnet FN1 i forhold til en godkendt signalfordelingsplan eller om en fremskyndet etablering af programforsyningen fra televirksomhedernes overordnede net i forhold til planerne for hybridnettets etablering, jf. bekendtgørelse nr. 678 af 23. oktober 1987.
14. Eventuelle kommunale merudgifter i medfør af pkt. 13 vil være omfattet af de til enhver tid gældende regler for kommunale dispositioner.
II.
De regionale televirksomheders frikøb af anlægsdele
15. I medfør af § 5, stk. 3 i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed kan tilladelse til oprettelse og drift af fællesantenneanlæg og forbindelser til og mellem fællesantenneanlæg betinges af, at vedkommende regionale televirksomhed mod betaling senere kan erhverve - frikøbe - de dele af det pågældende anlæg, som er nødvendige af hensyn til udbygningen af det offentlige telenet. Vilkårene for et eventuelt frikøb skal være knyttet til tilladelsen. Denne bestemmelse vil blive administreret i henhold til det i pkt. 16-19 fastlagte.
16. Allerede ved udarbejdelsen af den i pkt. 1 omtalte signalfordelingsplan vil den regionale televirksomhed kunne foretage en vurdering af, hvilke strækninger i FN2-nettet, som det skønnes nødvendigt at kunne frikøbe af hensyn til udbygningen af det offentlige telenet, såfremt de pågældende strækninger anlægges af andre end den regionale televirksomhed. Større fællesantenneanlægs overordnede dele, som ofte vil være identiske med signalfordelingsplanens FN2-strækninger, vil den regionale televirksomhed også kunne have ønske om at frikøbe.
17. Med henblik på at opfylde hensigten med den i pkt. 15 anførte bestemmelse, som er at modvirke dobbeltinvesteringer, er det derfor påkrævet, at de respektive regionale televirksomheder får lejlighed til at foretage en vurdering af, hvorvidt der i forbindelse med udstedelsen af tilladelser til oprettelse og udbygning af fællesantenneanlæg og forbindelsesnet til og mellem sådanne anlæg bør tages et forbehold om frikøb af nye eller ombyggede anlægsdele. Dette vil i praksis betyde, at de respektive regionale televirksomheder med henblik herpå vil få forelagt alle ansøgninger til udtalelse.
18. For fastsættelsen af de vilkår, som et eventuelt frikøb skal være baseret på, vil følgende forudsætninger være gældende
- Prisen eller erstatningen fastsættes til en nedskreven værdi af de pågældende netdele. Ved fastsættelsen af prisen anvendes lineær afskrivning med 5 pct. om året af anlægsomkostningerne.
- Det seneste tidspunkt for en eventuel overtagelse skal fremgå af tilladelsen og kan ikke være senere end 10 år efter etableringen af de pågældende anlægsdele. En overtagelse kan tidligst ske et år efter, at der af vedkommende regionale televirksomhed er fremsat begæring herom.
- Ønsker den regionale televirksomhed ikke at gøre brug af et tilladelsesvilkår om frikøb, skal dette umiddelbart meddeles til ejeren af de pågældende anlægsdele.
- En overtagelse af de pågældende netdele må ikke medføre en forsyningsmæssig og økonomisk ringere stilling for det/de pågældende fællesantenneanlæg.
19. Vilkår for eventuelle frikøb fastsættes i hvert enkelt tilfælde af Kultur- og Kommunikationsministeren som led i den almindelige tilladelsesgivning på området.
III.
Ikrafttræden
20. Cirkulæret træder i kraft den 10. november 1987. Cirkulæret af 10. november 1985 ophæves.
Kultur- og Kommunikationsministeriet, den 23. oktober 1987
H. P. CLAUSEN
/Jørgen Stig Andersen