Legislator Case Law & Legislation
C19870015509 DK

Cirkulære om indretning af ældre- og handicapegnede boliger, jf. lov om byfornyelse og boligforbedring

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Cirkulære (1 sp) 1987 155 Historic

Cirkulære om indretning af ældre- og handicapegnede boliger, jf. lov om byfornyelse og boligforbedring

Cirkulære om indretning af ældre- og handicapegnede boliger, jf. lov om byfornyelse og boligforbedring

Indledning

Folketinget har vedtaget lov nr. 379 af 10. juni 1987 om ændring af lov om boligbyggeri, lov om indeksregulerede realkreditlån, lov om realkreditinstitutter, lov om byfornyelse og boligforbedring, lov om individuel boligstøtte og lov om ejerlejligheder (følgelovgivning til lov om boliger for ældre og personer med handicap). Ved lovændringen er der i lov om byfornyelse og boligforbedring indføjet en ny bestemmelse i § 3, stk. 3, hvorefter boligministeren kan fastsætte normer samt regler for normernes anvendelse med henblik på at gøre lejligheder egnede for ældre og personer med handicap.

Loven trådte i kraft den 1. juli 1987 og er nu indføjet i Boligministeriets lovbekendtgørelse nr. 501 af 21. juli 1987.

Bestemmelserne i byfornyelseslovens § 3, stk. 1, danner overgrænsen for, hvilke foranstaltninger, der kan udføres for at gøre en lejlighed tidssvarende som led i byfornyelse og boligforbedring. Efter stk. 2 kan boligministeren fastsætte, at yderligere normer skal søges opfyldt for at gøre lejligheden tidssvarende, men disse normer må ligge indenfor, hvad byggelovgivningen foreskriver for almindeligt nyt boligbyggeri.

Lovens § 3, stk. 3, giver nu mulighed for, at ældre- og handicapegnede foranstaltninger kan indgå i en byfornyelses~ eller boligforbedringsbeslutning enten for en hel beboelsesejendom eller for en eller flere boliger, således at foranstaltningerne finansieres med støtte efter byfornyelsesloven.

Bestemmelsen indebærer, at foranstaltningerne kan udføres, uanset om ejendommen er i privat eje eller er overtaget af kommunen. Som omtalt i Boligstyrelsens cirkulære af 11. maj 1983 om byfornyelsesbeslutningers indhold, pkt. 6, kan der derimod ikke ydes støtte til istandsættelse af kommunal institutionsbebyggelse, herunder plejehjem eller anden bebyggelse, hvor det offentlige har en ikke uvæsentlig indflydelse på driften. Det er tillige en betingelse for istandsættelse efter byfornyelseslovens § 3, at ejendommen er utidssvarende.

I henhold til byfornyelseslovens § 3, stk. 3, har Boligstyrelsen i bekendtgørelse nr. 644 af 1. oktober 1987 om indretning af ældre~ og handicapegnede boliger fastsat bestemmelser om, dels hvilke krav, der stilles til bygninger, som med hjemmel i byfornyelsesloven skal kunne indrettes til bolig for ældre og personer med handicap, dels de foranstaltninger, der kan udføres for at gøre lejligheder egnede for disse personer.

I dette cirkulære redegøres for de i bekendtgørelsen fastsatte bestemmelser.

Foranstaltninger efter § 1

Efter bekendtgørelsens § 1, kan kommunalbestyrelsen uanset bygningens beskaffenhed og beliggenhed i forbindelse med istandsættelse efter byfornyelsesloven tillige søge foretaget mindre ændringer i den enkelte bolig, således at boligen gøres egnet for ældre og personer med handicap.

De foranstaltninger, der kan udføres efter § 1, omfatter

- foranstaltninger, der ikke medfører ekstra udgifter, men som kan opfyldes ved at vælge gennemarbejdede løsninger, kombineret med egnede materialer og komponenter og

- foranstaltninger, der medfører begrænsede ekstraudgifter, som f.eks. opsætning af håndgreb og håndlister, udskiftning af belægninger og dørgreb, fjernelse af dørtrin o.lign., mindre ændringer af køkkeninventar og sanitetsudstyr samt forberedelse af kaldeanlæg.

Foranstaltninger efter § 2

»Særligt egnede« bygninger

Mens foranstaltningerne, som kan udføres efter bekendtgørelsens § 1, kan udføres i et stort antal lejligheder, forudsætter udførelsen af foranstaltninger efter § 2, at bygningen helt eller delvis er særligt egnet til indretning af ældreegnede boliger. Merudgiften ved foranstaltningernes udførelse må stå i et rimeligt forhold til forøgelsen af ejendommens leje- og brugsværdi, og antallet af lejligheder, der omfattes af foranstaltningerne. Merudgiften må desuden ses i lyset af bygningens restlevetid og af, om bygningen efter forbedringen overvejende vil blive beboet af ældre og personer med handicap.

Der stilles i bekendtgørelsen krav om, at kommunalbestyrelsen vurderer bygningens beskaffenhed og beliggenhed som værende særligt egnet som bolig for ældre.

For så vidt angår bygningens beskaffenhed må som minimum kræves, at denne har et sådant niveau, at den eller de istandsatte boliger indeholder eget køkken, varmt vand, bad og toilet samt tidssvarende opvarmning.

Kommunalbestyrelsen må med hensyn til boligernes areal være opmærksom på reglerne for beregning af boligstøtte, jf. kap. 4 a i lovbekendtgørelse nr. 670 af 23. september 1986 om individuel boligstøtte.

Vedrørende krav til bygningens beliggenhed må der lægges vægt på, at bygningen ligger i et kvarter, hvor indkøbsmuligheder og kollektiv trafikbetjening er til stede indenfor en overkommelig afstand, ligesom parkeringsmulighed bør forefindes umiddelbart ved bygningens indgang.

De foranstaltninger, der kan søges udført i en eller flere boliger i de særligt egnede bygninger, er nævnt i bekendtgørelsens § 2, nr. 1-5. Til belysning af disse foranstaltninger kan nævnes

Nr. 1. Adgangsforhold

Bestemmelsen giver mulighed for at etablere tilfredsstillende adgangsforhold for gangbesværede og kørestolsbrugere, således at særligt egnede boliger vil kunne indrettes til ældreegnede boliger.

Udgangspunktet er, at gangbesværede og kørestolsbrugere ubesværet skal kunne komme til og fra boligerne, hvilket stiller krav til adgangsforholdene. Der kan således blive tale om at etablere ramper, elevator, trappelift og fast, jævn og skridsikker belægning ved indgangsdøren til bygningen.

Nr. 2. Dørlysninger, gangarealer m.v .

Såfremt en bolig ønskes gjort kørestolsegnet, bør samtlige døre i boligen have en fri åbning på ca. 80 cm. (9 M).

I det omfang bygningen eller de enkelte boliger ikke samtidig sikres tilfredsstillende adangsforhold som nævnt i bekendtgørelsens § 2, nr. 1, samt cirkulærets bemærkninger hertil, er der næppe grundlag for ombygning efter denne bestemmelse.

Nr. 3. Boligens udformning

Bestemmelsen giver mulighed for ombygning af køkkener, wc/baderum og opholdsrum i en eller flere boliger, således at disse som helhed kan anvendes af kørestolsbrugere.

I det omfang bygningen eller de enkelte boliger ikke samtidig sikres tilfredsstillende adgangsforhold som nævnt i bekendtgørelsens § 2, nr. 1 og 2 samt cirkulærets bemærkninger hertil, er der næppe grundlag for ombygning efter denne bestemmelse.

Nr. 4. Altan

Såfremt der ikke til ejendommen findes tilfredsstillende opholds- og friarealer for ældre og personer med handicap, vil der være mulighed for etablering af altan.

Ved vurderingen af om eksisterende opholds- og friarealer kan anses for tilfredsstillende, må der lægges vægt på, om gangbesværede og kørestolsbrugere vil være i stand til at benytte disse.

Følgende forhold er her af betydning

- adgangsforholdene fra boligen til opholds- og friarealerne

- niveauforskelle

- belægning

- møblering (borde, bænke, hvilepladser)

- toiletmulighed

Nr. 5. Fælles boligareal

En del af ejendommens bebyggede areal kan indrettes som fælles boligareal for flere ældreegnede boliger.

Der stilles ikke særlige krav til, hvilke funktioner de fælles boligarealer skal tjene. Det vil således være op til kommunalbestyrelsen i samarbejde med rådgiverne for ombygningen, at afgøre størrelse, placering samt hvilke behov, fællesarealet skal kunne opfylde.

Vetoret

Opmærksomheden henledes på, at byfornyelseslovens bestemmelser om såvel ejeres som lejeres ret til at nedlægge veto mod visse foranstaltninger, også omfatter ældreegnede foranstaltninger i henhold til Boligstyrelsens bekendtgørelse nr. 644 af 1. oktober 1987 om indretning af ældre- og handicapegnede boliger.

Fortrinsret

I henhold til byfornyelseslovens § 3, stk. 4, kan kommunalbestyrelsen bestemme, at ældre og personer med handicap har fortrinsret til lejligheder, hvor der er gennemført ældreegnede foranstaltninger.

Fortrinsretten følger ejendommen uanset overdragelse eller tvangsauktion og sikres ved tinglyst deklaration. Kommunalbestyrelsen tilkendegiver, hvilke lejligheder der ønskes omfattet af fortrinsretten, men der er ikke tale om, at kommunalbestyrelsen har anvisningsret. Selv om der gennemføres ældreegnede foranstaltninger i en ejendom, bibeholdes den eksisterende adgang for tidligere beboere til at vende tilbage til ejendommen, efter at byfornyelsesarbejderne er gennemført.

Beboerne i ejendommen skal, allerede inden fraflytningen har fundet sted, tilkendegive, om de ønsker at udnytte fortrinsretten til at vende tilbage. Såfremt en beboer ikke har ønsket at udnytte fortrinsretten er tilkendegivelsen bindende for beboeren.

Anden offentlig støtte

Der er ikke mulighed for til samme ombygningsprojekt at yde støtte såvel efter lov om byfornyelse og boligforbedring som efter lov om boliger for ældre og personer med handicap.

Oplysningspligt

I henhold til byfornyelseslovens § 85, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 501 af 21. juli 1987, skal man anmode kommunalbestyrelsen om at indsende oplysning til Boligstyrelsen om foranstaltninger, der gennemføres i henhold til bekendtgørelsens § 2.

Boligstyrelsen, den 1. oktober 1987

H. E. Rasmussen

/Søren Kruse

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →